L 129 - 2011-12 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om kommentar til henvendelse modtaget fra Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud i forbindelse med foretræde, til børne- og undervisningsministeren

07-05-2012I forbindelse med behandlingen af (L 129) Forslag til Lov om ændring aflov om folkeskolen (Godkendelse af specialundervisning i dagbehand-lingstilbud og anbringelsessteder m.v.) har Børne- og Undervisningsud-valget i brev af 25. april 2012 stillet mig følgende spørgsmål:Spørgsmål 1:”Ministerens kommentar udbedes til henvendelse modtaget fra Lands-foreningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud i for-bindelse med foretræde, jf. L 129 - bilag 4.”Svar:I brev af 23. april 2012 har Landsforeningen af Opholdssteder, Botilbudog Skolebehandlingstilbud foreslået1. at interne skoler på anbringelsessteder skal have mulighed for atundervise hjemmeboende elever og elever fra andre anbringelses-steder, og2. at en bopælskommune, der henviser et barn til et dagbehand-lingstilbud i en anden kommune, skal have kompetencen til attræffe afgørelse om barnets skolegang i den anden kommune.1. Interne skoler på anbringelsessteder skal have mulighed for at under-vise hjemmeboende elever og elever fra andre anbringelsesstederDe gældende regler om henvisning af børn til specialundervisning i dag-behandlingstilbud og anbringelsessteder blev indsat i folkeskolelovens §20, stk. 5, og § 22, stk. 5, ved lov nr. 412 af 26. juni 1998.Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 412 af 26. juni 1998 (lovforslagnr. L 14, Folketinget 1997-98 (2. samling)), at det kun er børn, der har såstore vanskeligheder, at det i kortere eller længere tid vil være mest hen-sigtsmæssigt at undervise dem i deres anbringelsessted, der kan henvisestil specialundervisning i anbringelsesstedet. Det samme gælder for børn,der er henvist til et dagbehandlingstilbud.

2Landsforeningen af Opholdssteder, Botilbud og Skolebehandlingstilbudhar henvist til den daværende undervisningsministers svar af den 29. maj1998 på spørgsmål 13 til lovforslag nr. L 14. Det fremgår heraf, at lov-forslaget ikke hindrer, at et anbringelsessted, der har indgået en overens-komst med en kommune om undervisningstilbuddet for de på stedetanbragte børn, tilsvarende kan etablere et dagbehandlingstilbud og deref-ter indgå en overenskomst med kommunen om undervisningen i dagbe-handlingstilbuddet af hjemmeboende børn.Som det fremgår den daværende undervisningsministers svar er der inteti de gældende regler til hinder for, at der på et anbringelsessted kan etab-leres et dagbehandlingstilbud.Det er således muligt efter de gældende regler - der ikke ændres ved lov-forslag nr. L 129 - at henvise børn til specialundervisning i et dagbehand-lingstilbud, der er etableret på et anbringelsessted.Det er hermed forudsat, at de pågældende børn af de sociale myndighe-der af sociale grunde er blevet henvist til dagbehandlingstilbuddet.For så vidt angår landsforeningens forslag om, at anbringelsessteder skalhave mulighed for at undervise elever fra andre anbringelsessteder, skaljeg pege på, at det fremgår folkeskolelovens § 22, stk. 5, 2. pkt., at detkun er børn, der af de sociale myndigheder er anbragt på anbringelses-stedet, som kan modtage specialundervisning på anbringelsesstedet, jf.ordene i § 22, stk. 5, 2. pkt. ”anbragt i anbringelsesstedet”.Der er i forarbejderne til lov nr. 412 af 26. juni 1998 henvist til, at under-visningen indgår som en integreret del af det samlede tilbud i anbringel-sesstedet/institutionen.Jeg kan henholde mig hertil.2. En bopælskommune, der henviser et barn til et dagbehandlingstilbud ien anden kommune, skal have kompetencen til at træffe afgørelse ombarnets skolegang i den anden kommuneI forbindelse med Folketingets behandling af lovforslag nr. L 14 (Folke-tinget 1997-98 (2. samling)) anmodede Folketingets Uddannelsesudvalgden daværende undervisningsminister om at kommentere høringssvarenefra Dansk Familieplejeforening, Socialpædagogernes Landsforbund ogLandsforeningen af Opholdssteder, Botilbud og Skolebehandlingstilbud(spørgsmål 1).Det fremgik blandt andet af høringssvarene, at bopælskommunen altidbør beslutte, om det pågældende barn skal henvises til specialundervis-ning i dagbehandlingstilbuddet eller anbringelsesstedet, selv om dagbe-handlingstilbuddet eller anbringelsesstedet ligger i en anden kommune.

3Den daværende undervisningsminister afgav den 24. april 1998 svar påspørgsmål 1, hvoraf der blandt andet fremgår følgende:”Efter mit lovforslag er det barnets nye opholdskommune, d.v.s. denstedlige kommune, der træffer denne beslutning. Herved ligestiller lov-forslaget disse børn med kommunens andre børn i henseende til op-holdskommunens konkrete stillingtagen til, hvilket af de undervisnings-tilbud, som kommunen råder over, der vil være det bedste for den på-gældende elev. En sådan beslutning kan næppe henlægges til en andenkommune, der almindeligvis ikke vil have et tilstrækkeligt indgåendekendskab til opholdskommunens undervisningsmuligheder. Jeg henviserher i øvrigt til bemærkningerne til lovforslaget, hvori det forudsættes, atden anbringende kommune og undervisningstilbuddets stedlige kommu-ne må indgå i et tæt samarbejde om at finde frem til det bedst egnedeundervisningstilbud til et barn, der påtænkes anbragt i en anden kommu-ne.”Jeg kan i det hele henholde mig hertil.Jeg skal i denne forbindelse gøre opmærksom på, at der med lovforslagnr. L 129 påtænkes fastsat regler om, at bopælskommunen (den anbrin-gende kommune) altid skal inddrages i beslutningen om, hvilket under-visningstilbud barnet skal have. Der påtænkes også fastsat rammer forden faglige dialog mellem kommunerne med henblik på at fastlægge etrelevant undervisningstilbud til barnet.