REU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 3: Procesbevillingsnævnets årsberetning 2010

3. Nævnets virksomhed i 2010 i afdelingen for appeltilladelser .......... 143.1. 2. instansbevillinger i civile sager ........................................................................ 183.1.1. Ankesager ................................................................................................................................... 183.1.2. Kæresager .................................................................................................................................. 183.2. 3. instansbevillinger i civile sager. ....................................................................... 193.2.1. Ankesager .................................................................................................................................. 193.2.2. 3. instansbevillinger i civile kæresager ....................................................................................203.3. 2. instansbevillinger i straffesager ...................................................................... 213.3.1. Tiltaltes ansøgninger ................................................................................................................. 213.3.2. Anklagemyndighedens ansøgninger........................................................................................ 223.4. 3. instansbevillinger i straffesager ..................................................................... 223.4.1. Ankesager .................................................................................................................................. 223.4.1.1. Tiltaltes ansøgninger om anke............................................................................................... 233.4.1.2. Anklagemyndighedens ansøgninger om anke...................................................................... 243.4.2. Kæresager.................................................................................................................................. 24

4. Konkrete sager, hvori der i 2010 er truffet afgørelse i nævnetsafdeling for appeltilladelser ............................................................... 254.1. Civile sager .......................................................................................................... 264.1.1. Civile ankesager ......................................................................................................................... 264.1.2. Civile kæresager ........................................................................................................................284.2. Straffesager ........................................................................................................ 334.2.1. Anke i straffesager..................................................................................................................... 334.2.2. Kære i straffesager ....................................................................................................................38

5.1.3. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329. ......................................................................485.1.4. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336 ....................................................................... 495.2. Fri proces til appelsager ..................................................................................... 495.2.1. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325 ....................................................................... 495.2.2. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328 ...................................................................... 495.2.3. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329. ..................................................................... 505.3. Klager over Civilstyrelsens afgørelser om afslag på genoptagelse ...................... 505.4. Klager over Civilstyrelsens afgørelser om aktindsigt ........................................... 51

6. Konkrete sager, der er afgjort i 2010 i afdelingen for fri proces ..... 526.1. Processuelle spørgsmål....................................................................................... 526.1.1. Kompetence ............................................................................................................................... 526.1.2. Procesrisiko……………………………………………………………………………………………………………..546.1.3. Afvisning som følge af for sent søgt ......................................................................................... 546.1.4. Sagen forligt .............................................................................................................................. 556.2. Retsplejelovens § 325...........................................................................................556.3. Retsplejelovens § 328 ......................................................................................... 566.3.1. Retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, administrative nævn ................................................. 566.3.2. Retsplejelovens § 328, stk. 4,nr. 1, erhvervssager. ................................................................. 576.4. Retsplejelovens § 329 ......................................................................................... 596.5. Retsplejelovens § 336…..………………………………………………………………………….…596.6. Genoptagelse af nævnets egne sager……………………………………………………………61

7.Litteratur om appeltilladelser ........................................................ 628. Litteratur om fri proces ................................................................. 659. Bilag .............................................................................................. 669.1. Retsplejelovens kapitel 1 a. Procesbevillingsnævnet ........................................... 669.2. Bekendtgørelse nr. 1338 af 3. december 2007 om forretningsordenen forProcesbevillingsnævnet ..............................................................................................679.3. Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om meddelelse af appeltilladelse .. 719.4. Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om fri proces ................................. 779.5. Bekendtgørelse nr. 1236 af 9. december 2009 om fri proces .............................. 82

1. Nævnets etablering, sammensætning ogsekretariat1.1. Nævnets etableringProcesbevillingsnævnet har siden 1. januar 1996 forestået behandlingen afansøgninger om 2. og 3. instansbevillinger i civile sager og straffesager.Procesbevillingsnævnet er oprettet ved lov nr. 390 af 14. juni 1995 om ændring afretsplejeloven (Oprettelse af et procesbevillingsnævn m.v.).Ved lov nr. 1082 af 20. december 1995 om ændring af lov for Færøerne om rettenspleje, lov om rettens pleje i Grønland og forskellige andre lovbestemmelser omprocesbevillinger (Ændringer som følge af oprettelsen af Procesbevillingsnævnet)gennemførtesdenødvendigekonsekvensændringeribestemmelseromprocesbevillinger i særlovgivningen og i den særlige lovgivning for Grønland ogFærøerne. Loven trådte i kraft for Danmark og Grønland den 1. januar 1996. Lovenblev sat i kraft for Færøerne den 1. juli 1999 ved bekendtgørelse nr. 454 af 16. juni1999.Ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv. (rekruttering afdommere m.v.) blev nævnet bevillingsmæssigt og administrativt henlagt underDomstolsstyrelsen.Procesbevillingsnævnet fik med virkning fra 1. januar 2007 tillagt kompetencen til atbehandle klager over Civilstyrelsens afslag på fri proces efter retsplejeloven. Den nyefri proces-ordning blev indført ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring afretsplejeloven og forskellige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces).Procesbevillingsnævnet består således af afdelingen for appeltilladelser og afdelingenfor fri proces.Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love(Politi- og domstolsreform) blev Procesbevillingsnævnets opgaver i afdelingen forappeltilladelser yderligere udvidet. Byretterne blev med virkning fra 1. januar 2007den almindelige førsteinstans i alle civile sager, således at fri anke til Højesteret kun

vil kunne finde sted i de sager, der er henvist fra byret til landsret, og sager fra Sø- ogHandelsretten. Ellers kræves nævnets tilladelse. Samtidig blev nævningesager medvirkning fra 1. januar 2008 henlagt til behandling i byretten som 1. instans medappeladgangtillandsretten.AnketilHøjesteretkankunskemedProcesbevillingsnævnets tilladelse.Lovreglerne om Procesbevillingsnævnets virksomhed er placeret i kapitel 1 a iretsplejeloven. Kapitlet er medtaget som bilag 1 til årsberetningen. Af forarbejdernetil bestemmelserne (FT 1994/95, tillæg A, side 2956 og 2959) fremgår, dels atProcesbevillingsnævnet ikke er en del af domstolssystemet, dels at nævnet ikke er endel af den offentlige forvaltning, hvilket bl.a. indebærer, at nævnet ikke er omfattet afoffentlighedsloven, forvaltningsloven og ombudsmandsloven. For nævnets virksomhedgælder dog bestemmelserne i persondataloven.Procesbevillingsnævnets forretningsorden er senest blevet ændret i 2007 medvirkning fra 1. januar 2008. Den nugældende forretningsorden er bekendtgjort iLovtidende ved bekendtgørelse nr. 1338 af 3. december 2007. Forretningsordenen ermedtaget som bilag 2 til årsberetningen.Som bilag 3 er desuden medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der i 2010 gavhjemmel for meddelelse af appeltilladelse. Det kan oplyses, at der med virkning fra 1.juli 2010 er indført hjemmel til at meddele begrænset bevilling.Som bilag 4 er medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der giver hjemmel formeddelelse af fri proces. Bilag 5 til årsberetningen er bekendtgørelse 1236 af 9.december 2009 om de økonomiske betingelser for fri proces.

1.2. Nævnets afdeling for appeltilladelserProcesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser består af en højesteretsdommer(formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat med møderet forHøjesteret og en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særligvidenskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de 4 førstnævnte medlemmer sker efterindstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den DanskeDommerforening og Advokatrådet. Universitetslæreren beskikkes uden forudgåendeindstilling. Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for

I overensstemmelse med reglerne om beskikkelse er der den 1. januar 2011 sket endelvis udskiftning af medlemmer og suppleanter, således at byretsdommer KirstenMathiesen er ordinært medlem, byretsdommer Knud Erik Schmidt er indtrådt somsuppleant, advokat Christian Dahlager er ordinært medlem, og advokat JeppeSøndergaard og advokat Birgitte Pedersen er indtrådt som suppleanter.Der er desuden med virkning den 1. juli 2011 en yderligere udskiftning, således atlandsdommer Lone Kerrn-Jespersen er ny afdelingsformand, og landsdommer EvaStaal er suppleant.Sammensætningen af nævnets afdeling for fri proces er med virkning fra 1. juli 2011således følgende:Landsdommer Lone Kerrn-Jespersen (afdelingsformand)Byretsdommer Kirsten MathiesenAdvokat Christian Dahlager

Sekretariatet bestod pr. 31. december 2010 af følgende:Sekretariatschef Hanne KjærulffChefkonsulent Lisbeth FeldvossChefkonsulent Lone KjærFuldmægtig Peter Juul AgergaardFuldmægtig Christian AndersenFuldmægtig Johanna Bach-Frommer (orlov)Fuldmægtig Lise DamgaardFuldmægtig Maibrit Friborg DavidsenFuldmægtig Anne Kirstine GørtzFuldmægtig Stine Harkov HansenFuldmægtig Mette Kildegaard HansenFuldmægtig Mia Staal KlintrupFuldmægtig Kirstine Mejer-WarnichFuldmægtig Morten SchrollFuldmægtig Kristian SeierøeFuldmægtig Vibeke Østergaard TarpgaardKontorfuldmægtig Pernille Kær JensenKontorfuldmægtig Helene Glade NielsenOverassistent Louise ChristensenServicemedarbejder Trine PetersenStud. jur. Desiré Dyveke PalsbøllStud. jur. Eliza Lozan

2.1. Forberedelse af nævnsbehandlingenReglerne om Procesbevillingsnævnets sagsbehandling findes i retsplejelovens kapitel1 a og i nævnets forretningsorden. Det fremgår af retsplejelovens § 25, at nævnet selvfastsætter sin forretningsorden.Efter § 2 i forretningsordenen drager nævnets formand og afdelingsformand omsorgfor sagernes forberedelse med bistand fra nævnets sekretariat. En ansøgning omappeltilladelse og klage over afslag på fri proces skal efter forretningsordenens § 3være skriftlig og angive de grunde, som ansøgeren eller klageren vil påberåbe sig.Henvendelsen skal ledsages af kopi af den eller de afgørelser, som er truffetvedrørende sagen, samt kopier af dokumenter, der i øvrigt er af betydning for sagensafgørelse.Beregningafansøgnings-ellerklagefristenskerioverensstemmelsemed

retsplejelovens regler om anke- og kærefrister, jf. forretningsordenens § 3, stk. 3.Nævnet kan i en appeltilladelsessag bortse fra en fristoverskridelse, hvisretsplejelovens betingelser herfor er opfyldt. Ved en klage over afslag på fri proceskan nævnet se bort fra en fristoverskridelse, hvis denne er undskyldelig.Procesbevillingsnævnet accepterer, at en ansøgning eller klage alene fremsendes pr.telefax eller e-mail. En ansøgning eller klage, der sendes pr. telefax eller e-mail, skalikke (nødvendigvis) følges op af en original ansøgning eller klage.Ansøgninger eller klager skal være nævnets sekretariat i hænde senest kl. 15.00 dendag, ansøgnings- eller klagefristen udløber, jf. forretningsordenens § 3, stk. 3, 1. pkt.Sekretariatet underretter efter forretningsordenens § 4 ansøgeren eller klageren ommodtagelse af henvendelsen. En nærmere orientering om behandling af sager iProcesbevillingsnævnetkansespåProcesbevillingsnævnetshjemmeside(www.procesbevillingsnaevnet.dk).Alle ansøgninger og klager visiteres af sekretariatschefen eller dennes stedfortræderså vidt muligt samme dag, som de bliver modtaget.

2.2. NævnsbehandlingNævnets afgørelser i afdelingen for appeltilladelser og i afdelingen for fri procestræffes efter forretningsordenens § 6 ved møder, der almindeligvis afholdes en gangom ugen. Nævnets behandling sker på grundlag af notater udarbejdet af sekretariatetfor hver enkelt sag. Sagerne til behandling på mødet udsendes til medlemmerneugedagen før. Hastende sager kan dog udsendes med kortere frist.Nævnets møder er ikke offentlige, og sagens parter har ikke adgang til møderne, jf.forretningsordenens § 7.I begge nævnets afdelinger deltager samtlige nævnsmedlemmer i møderne, det vilsige 5 medlemmer i afdelingen for appeltilladelser og 3 medlemmer i afdelingen for friproces. I tilfælde af et medlems forfald indkaldes om muligt medlemmets suppleant.Har et eller flere medlemmer og disses suppleanter forfald, kan nævnet træffebeslutning, hvis henholdsvis 3 medlemmer i afdelingen for appeltilladelser og 2medlemmer i afdelingen for fri proces er til stede, jf. forretningsordenens § 11, stk. 1,og § 14, stk. 1.Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed. jf. forretningsordenens§ 11, stk. 2, og § 14, stk. 2. I afdelingen for appeltilladelser er formandens stemme

afgørende i tilfælde af stemmelighed. I afdelingen for fri proces kræves enighed, hvisafgørelsen alene træffes af 2 medlemmer.Nævnets afdeling for appeltilladelser har ikke i øvrigt fundet det hensigtsmæssigt atbenytte den i retsplejelovens § 25, stk. 2, givne adgang til at afgøre sagerne med 3-mandsnævn bestående af en dommer, en advokat og en universitetslærer.I forretningsordenens § 8 er fastsat, at formanden henholdsvis afdelingsformandenuden forelæggelse for nævnet kan tage stilling til behandlingen af henvendelser, somfalder uden for nævnets kompetence. Formanden og afdelingsformanden kanherudover i særlige grupper af tilfælde i henhold til skriftlige retningslinier, fastsat afnævnet ved enstemmig beslutning, træffe afgørelse på nævnets vegne udenforelæggelse for nævnet.Nævnets afdeling for appeltilladelser og afdeling for fri proces har bemyndigetformanden og afdelingsformanden til at afgøre visse sagstyper. Bemyndigelsen tilformanden og afdelingsformanden omfatter bl.a. genoptagelsesanmodninger, når derikke er grundlag for at genoptage behandling af sagen, idet der ikke foreligger nyevæsentlige oplysninger.

2.3. Underretning og aktindsigtNævnets afgørelse meddeles efter forretningsordenens § 17 ansøgeren eller klagerenuden angivelse af, hvilke medlemmer der har deltaget i sagens behandling, oghvordan de har stemt. På begæring oplyses, hvem der har deltaget i sagensbehandling.I sager vedrørende appeltilladelser sender nævnet også afgørelsen i kopi tilorientering til en modpart, der er underrettet eller hørt i anledning af ansøgningen. Isager om fri proces sker dette kun, hvis modparten i selve retstvisten rentundtagelsesvist er blevet hørt i forbindelse med klagen.I sager vedrørende appeltilladelser bliver der tillige givet underretning til den eller deretter, der har truffet afgørelse i sagen. Hvis der meddeles tilladelse til anke ellerkære til Højesteret, underrettes – som udgangspunkt – udgiver af Ugeskrift forRetsvæsen, Thomson Reuters Professional A/S.

I sager vedrørende fri proces bliver der tillige givet underretning til Civilstyrelsen.Som forudsat i forarbejderne til lovgivningen om Procesbevillingsnævnets virksomhedbegrundes nævnets afgørelser kun med henvisning til indholdet af de bestemmelser,der giver hjemmel for meddelelse af appeltilladelse eller fri proces. En særligbestemmelse herom er optaget i forretningsordenens § 17, stk. 2.Nævnsbehandlingen i begge nævnets afdelinger er gratis for ansøgeren eller klageren,og hverken disse eller modparten kan blive pålagt sagsomkostninger i anledning afnævnsbehandlingen.Efterforretningsordenens§18meddelesaktindsigtafformandeneller

3. Nævnets virksomhed i 2010 i afdelingen forappeltilladelserNævnet har i 2010 afholdt 41 møder i afdelingen for appeltilladelser.Den 1. januar 2010 var 175 sager uafsluttede.Nævnet har i 2010 modtaget 1.340 sager.Til sammenligning modtog nævnet i 2007 1.158, i 2008 1.261 og i 2009 1.289 sager.1.395 sager er blevet afsluttet i 2010. Der er herefter ved årets udgang 120uafsluttede sager.Det bemærkes, at nævnets behandling af anmodning om genoptagelse mv. af nævnetsafgørelser bliver journaliseret under den tidligere sag, og de er således ikkeinkluderet i disse tal.148 sager er blevet afgjort uden nævnsbehandling (tilbagekaldt, videresendt til andenmyndighed, afvist som faldende uden for nævnets kompetence mv.).Nævnet har i 2010 afgjort 1.247 sager, der fordeler sig således:Bevillinger59924671Realitetsafslag9750057246Fristafslag26251117I alt182617114334

*I gruppen med 3. instans civile ankesager er medtaget sagstyper, hvor appel til Højesteret isager, der behandles af landsretterne som 1. instans og til dels Sø- og Handelsretten, kræverProcesbevillingsnævnets tilladelse. Det gælder særskilt anke af sagsomkostninger i dommeafsagt af landsretterne og Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens § 368, stk. 5.** I gruppen med 3. instans civile kæresager er medtaget sagstyper, hvor appel til Højesteretaf kendelser og beslutninger afsagt i en sag, der behandles af landsretterne som 1. instans ogtil dels Sø- og Handelsretten, kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens §392, stk. 2.

En undersøgelse af antallet af henholdsvis anke- og kæretilladelser til Højesteret iforhold til antallet af realitetsbehandlede ansøgninger i årene 2007 til 2010 har givetfølgende resultat:20073. instans civile sager (anke)Ansøgninger efter rpl. § 371*Bevillinger efter rpl. § 371Bevillingsandel i hele procentAnsøgninger efter rpl. 368, stk. 5**Bevillinger efter rpl. 368, stk. 5Bevillingsandel i hele procent3. instans civile sager (kære)AnsøgningerBevillingerBevillingsandel i hele procent3. instans straffesager (anke)AnsøgningerBevillingerBevillingsandel i hele procent3. instans straffesager (kære)AnsøgningerBevillingerBevillingsandel i hele procent

*I disse rubrikker er medtaget ansøgninger og bevillinger efter følgende hjemler, hvor kriterietfor at meddele tilladelse til anke til Højesteret ligesom i retsplejelovens § 371, er, at sagen eraf principiel karakter:Retsplejelovens §§ 475, 475 i og 665, stk. 1, jf. § 371.Konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 371.Dødsboskiftelovens § 105, jf. retsplejelovens § 371.Grønlands retsplejelov.Færøernes retsplejelov.** Efter retsplejelovens § 368, stk. 5, kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse tilsærskilt anke til Højesteret af bestemmelser om sagsomkostninger i domme afsagt aflandsretterne eller Sø- og Handelsretten, såfremt afgørelsen herom er af principiel karakter.

Det bemærkes, at der i sagsbehandlingstiden indgår den tid, som er medgået tilkontradiktion og indhentelse af nødvendige bilag fra ansøgeren, retterne mv. Dengennemsnitlige sagsbehandlingstid i afdelingen for appeltilladelser er for oktoberkvartal 2010 på 5,8 uger. Der er tale om et fald på næsten 0,5 uger i forhold til 2009,hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 6,3 uger.Det er nævnets mål, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke overstiger 6-8uger. Nævnet vil i 2011 fortsat have fokus på sagsbehandlingstiden.Antallet af modtagne sager i 2010 var lidt mere end 50 flere end 2009. Selveimplementeringen af politi- og domstolsreformen i 2007 var meget ressourcekrævendeog medførte midlertidige sagspukler hos anklagemyndigheden og i retterne. Denneudvikling synes nu at vende med deraf følgende afsmittende effekt på antallet afansøgninger om appeltilladelse.I afsnit 3.1 til 3.4 er foretaget en talmæssig gennemgang af de afgjorte sager iafdelingen for appeltilladelser. I kapitel 4 er refereret en række af de sager, hvorProcesbevillingsnævnet har meddelt appeltilladelse til Højesteret. Der henvises iøvrigt til Procesbevillingsnævnets hjemmeside, hvor der løbende bliver opdateretnyheder i afdelingen for appeltilladelser.Årsværksforbruget i Procesbevillingsnævnet i 2010 var på 22 i begge nævnetsafdelinger.

Nævnet har i 2010 realitetsbehandlet 71 ansøgninger om kæretilladelse i sager, hvorbyretten har fastsat sagsomkostninger til højst 10.000 kr., jf. retsplejelovens § 389,stk. 2, § 391, stk. 2, og § 584 a, stk. 2. Bevilling blev meddelt i 33 sager. Herudoverhar nævnet i 2010 realitetsbehandlet 10 ansøgninger om tilladelse til kære fra byrettil landsret af afgørelser om udlæg, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., jf.retsplejelovens § 584, stk. 2. Bevilling blev meddelt i 4 sager. En oversigt over antalbevillinger mv. i tidligere år fremgår af årsberetningerne for årene 1996-2009.

3.2.2 3. instansbevillinger i civile kæresagerNævnet har i 2010 realitetsbehandlet:235 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes og Sø- og Handelsrettenskendelser og beslutninger, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2. Nogle af sagerne vedrørerkendelser og beslutninger, der er afsagt eller truffet af landsretterne i sager, derbehandles af landsretten som 1. instans, jf. side 16 tabelnoten. Bevilling blev meddelti 42 sager.66 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes afgørelser i fogedsager, jf.retsplejelovens § 585. Bevilling blev meddelt i 13 sager.6 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes kendelser i sager efterkonkursloven, jf. konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2. Der blev ikkemeddelt bevilling i nogen af sagerne.1 ansøgning om kæretilladelse efter lov om dødsboskifte § 105, stk. 1, jf.retsplejelovens § 392, stk. 2. Der blev ikke meddelt bevilling i sagen.Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til kære til Højesteret, errefereret side 28 ff.En oversigt over antal bevillinger mv. i tidligere år fremgår af årsberetningerne forårene 1996-2009.

Nævnet har i 2010 realitetsbehandlet 152 ansøgninger om tilladelse til at ankedomme, som er afsagt af en landsret som 2. instans, til Højesteret, jf. retsplejelovens §932.150ansøgningervarindgivetaftiltalte,mens2varindgivetafanklagemyndigheden. Bevilling til tiltalte blev meddelt i 21 sager og tilanklagemyndigheden i 2 sager.Nævnet har i 2010 realitetsbehandlet 1 sag efter den grønlandske retsplejelov. Derblev ikke givet bevilling i sagen.Nævnet har i 2010 realitetsbehandlet 2 sager efter den færøske retsplejelov. Der blevikke meddelt bevilling i nogen af sagerne.Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til anke til Højesteret, errefereret side 33 ff.

3.4.2 KæresagerNævnet har i 2010 realitetsbehandlet 162 ansøgninger om tilladelse til kære aflandsretternes kendelser og beslutninger i ankesager, jf. retsplejelovens § 968 a, stk.1, landsretternes afgørelser i kæresager, jf. retsplejelovens § 973 og landsrettensafgørelser om vederlag til forsvarere, jf. retsplejelovens § 1013, stk. 3.Bevilling blev meddelt i 48 sager.Ansøgning var indgivet af tiltalte i 159 sager, heraf 47 sager vedrørendevaretægtsfængsling. Bevilling blev meddelt i 46 sager. 9 af disse sager vedrørtevaretægtsfængsling. Ansøgning var indgivet af anklagemyndigheden i 2 sager. Derblev meddelt bevilling i sagerne.Nævnet har i 2010 realitetsbehandlet 1 ansøgning om kæretilladelse efter dengrønlandske retsplejelov. Ansøgningen vedrørte varetægtsfængsling. Der blev ikkemeddelt bevilling i sagen.Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til kære til Højesteret, errefereret side 38 ff.En oversigt over antal bevillinger mv. i tidligere år fremgår af årsberetningerne fraårene 1996-2009.

Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om appeltilladelse i civile sager ogstraffesager. Nedenfor er omtalt et uddrag af sager, hvori Procesbevillingsnævnet harmeddelt appeltilladelse til Højesteret. I civile sager er kriteriet for at meddeletilladelse til appel til Højesteret, at sagen er af principiel karakter, og i straffesagertillige, hvis der foreligger særlige grunde.Med virkning fra 1. juli 2010 blev der indført hjemmel til at meddele begrænset 3.instansbevilling, hvis særlige grunde taler for det. Denne særlige hjemmel har ikkeværet udnyttet i 2010.Formålet med domstolsreformens gennemførelse i 2007 og 2008 har navnlig været atstyrke Højesterets kerneopgave; nemlig at sikre retsenheden i landet og at træffeafgørelse i sager, som rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen ogretsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde.Procesbevillingsnævnet har fokus på, at der ved visse sagsområder er behov for atmeddele bevilling i et antal af sager vedrørende samme problemstilling, således atHøjesteret får mulighed for at fastlægge retspraksis ved at udstikke meredifferentierede retningslinjer på et givet område. Dette har f.eks. været tilfældetinden for våbenlovgivningen og udlændingeområdet.Årsberetningen for 2010 indeholder alene referater af udvalgte sager, hvori der ertruffet afgørelse i sager om tilladelse til anke eller kære til Højesteret. Se desudenProcesbevillingsnævnets hjemmesidewww.procesbevillingsnaevnet.dk,hvor referateraf de sager, hvor der er meddelt appeltilladelse til Højesteret, løbende bliveroffentliggjort.

Var afskedigelse i strid med ligebehandlingsloven?A havde siden december 2004 været ansat som salgskonsulent ved et amts femrevalideringscentre, der delte hendes lønudgift. I forbindelse med kommunalreformenden 1. januar 2007 fik A ved et brev af 12. juni 2006 meddelelse om, at hun fremoverskulle gøre tjeneste ved et af centrene, der nu henhørte under kommunen. Vedkommunalreformen ophørte samarbejdet mellem de fem revalideringscentre, ogkommunen blev i efteråret 2006 klar over, at der ikke var økonomisk grundlag for atopretholde A’s stilling. A meddelte i juni 2006, at hun var gravid. Hun sygemeldte sigi august 2006 og var ikke på arbejde frem til fødslen i februar 2007, hvorefter hunskulle holde barselsorlov indtil den 15. december 2007. I begyndelsen af maj 2007meddelte kommunen A, at man påtænkte at afskedige hende på grund af manglendearbejdsopgaver, og den 25. maj 2007 modtog hun en opsigelse med fratrædelse pr. 31.august 2007. A klagede til Ligebehandlingsnævnet, der anså afskedigelsen for at værei strid med ligebehandlingslovens § 9, og tilkendte A en godtgørelse på 250.000 kr.Kommunen anlagde herefter sag mod nævnets sekretariat som mandatar for A og fikved byretten og i landsretten medhold i en påstand om, at Ligebehandlingsnævnetsafgørelse var ugyldig. Procesbevillingsnævnet meddelte nævnets sekretariat sommandatar for A tilladelse til anke til Højesteret, der tiltrådte, at kommunen havdegodtgjort, at A’s stilling var blevet nedlagt som følge af, at samarbejdet mellem de femrevalideringscentre var ophørt. Højesteret fandt, at kommunen burde have orienterethende om nedlæggelsen af hendes stilling, sikret sig, at man havde tilstrækkeligeoplysninger om hendes kvalifikationer, og have orienteret hende om ledige stillinger,hvilket kommunen undlod. Det kunne efter bevisførelsen heller ikke lægges til grund,at A ikke ville kunne bestride nogen af de stillinger i kommunen, der var ledige.Højesteret fandt derfor, at kommunen ikke havde ført det i ligebehandlingslovens §16, stk. 4, fornødne bevis for, at afskedigelsen var uden sammenhæng med A’s fraværsom følge af graviditet og barsel. Godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 3,blev fastsat til 250.000 kr., svarende til ca. 9 måneders løn.

Skulle der nedlægges fogedforbud mod visning på en landsdækkende tv-station afoptagelser foretaget med skjult kamera?Til brug for et tv-indslag om indskrivningsproceduren på et privat behandlingshjemfor alkoholmisbrugere havde to journalister fra en landsdækkende tv-station, somudgav sig for at være alkoholmisbrugere, foretaget skjulte optagelser i en bil, ihvilken den ene journalist var blevet afhentet og var på vej mod behandlingshjemmet,samt på og ved behandlingshjemmet. Tv-indslaget skulle bringes i et nyhedsprogram.De fotograferede personer havde ikke givet samtykke hertil. Fogedretten nedlagdeforbud over for tv-stationen mod at bringe tv-indslaget. Landsretten bemærkede, atder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 må læggesbetydelig vægt på hensynet til pressens adgang til uden forudgående indgreb atindhente og viderebringe oplysninger om sådanne spørgsmål. Henset hertil, og tilomfanget og karakteren af de skjulte optagelser, som tv-stationen agter at vise, fandtlandsretten ikke, at de skjulte optagelser udgjorde en sådan krænkelse af dem, derblev filmet uden samtykke, at der var grundlag for at nedlægge fogedforbud. Defotograferede indbragte med Procesbevillingsnævnets tilladelse sagen for Højesteret,der stadfæstede landsrettens afgørelse. Højesteret fandt, at de optagelser med skjultkamera i bilen, der indgik i tv-indslaget, ikke var en overtrædelse af straffelovens §264 a og § 264 c, allerede fordi disse optagelser ikke viste personer. Ved bedømmelsenaf, om fotograferingen på og ved behandlingshjemmet havde været berettiget, lagdeHøjesteret vægt på, at optagelserne var sket til brug for en tv-udsendelse omspørgsmål af væsentlig samfundsmæssig interesse, at de fotograferede var tilknyttet

behandlingshjemmet, at optagelserne vedrørte deres arbejde på hjemmet, at defotograferede kun blev vist i korte passager, der ikke indeholdt situationer, som i sigselv kunne anses for krænkende, og at de og andre personer, der blev vist i de skjulteoptagelser, ville være effektivt slørede i udsendelsen, og deres stemmer ville væreforvrængede. Efter en samlet bedømmelse fandt Højesteret herefter, at det ikke havdeværet uberettiget at foretage optagelserne med henblik på det planlagte tv-indslag, jf.straffelovens § 264 a, og at det derfor heller ikke efter § 264 c ville være uberettiget atbringe indslaget. Der kunne heller ikke med henvisning til medieansvarslovens § 34nedlægges forbud mod en udsendelse, der endnu ikke havde været vist.Tilladelse til kære til Højesteret af 8. januar 2010 (PBN 2009-22-0331).U 2010.1859 H.

Medvirken af sagkyndige dommere?Under en sag, der blev behandlet ved landsretten i 1. instans, om et offentligt EU-udbudomtilslutningtilogbrugafetlandsdækkenderadiobaseretberedskabskommunikationsnet varetaget af en af 2 styrelser havde en virksomhedanmodet om, at landsretten under hovedforhandlingen i medfør af retsplejelovens §20, stk. 1, skulle tiltrædes af to sagkyndige dommere under henvisning til denjuridiske vurdering, der skulle foretages i sagen, skulle ske på et teknisk kompliceretgrundlag, at der var behov for sagkyndige dommere. Styrelserne henviste til, atvurderingen af behovet for sagkyndige dommeres medvirken måtte overlades tillandsretten, og at sagens tvistepunkter overvejende var af juridisk karakter, hvorformedvirken af sagkyndige ikke var af betydning. Landsretten fandt ikke, atfagkundskab var af en sådan betydning for de spørgsmål, som landsretten skulle tagestilling til, at der mod styrelsernes protest var grundlag for at bestemme, at der skullemedvirke sagkyndige dommere. Procesbevillingsnævnet meddelte virksomhedentilladelse til kære til Højesteret, der stadfæstede landsrettens afgørelse. Højesterethenviste herved til, at de forhold af teknisk og faglig karakter, som sagen vedrørte, ifornødent omfang og mest hensigtsmæssigt kunne belyses ved indhentelse afsagkyndige erklæringer og/eller syn og skøn.

Var administrativ frihedsberøvelse ved administrativ udvisning af EU-borger pågrundlag af butikstyveri lovlig?Den 6. september 2010 blev den polske statsborger A anholdt, da han fra etsupermarked havde stjålet varer til en værdi af 1.493 kr. Da A ikke havde penge, blevsagen afgjort med en advarsel. Udlændingeservice traf afgørelse om udvisning af A,der blev frihedsberøvet med henblik på udsendelse. Byretten og senere landsrettengodkendte den administrative frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 37, jf. § 36.Landsretten henviste blandt andet til, at da landsretten ikke under sagen kan prøvegyldigheden af afgørelsen om udvisning, kan landsretten ikke foretage en prøvelse afdet skøn, Udlændingeservice har udøvet ved vurderingen af, at A’s adfærd udgør enreel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører grundlæggendesamfundsinteresser. Dette kan prøves under Integrationsministeriets behandling afklagesagen og ved et søgsmål mod Integrationsministeriet efter grundlovens § 63.MedProcesbevillingsnævnetstilladelsekæredeAlandsrettensafgørelsetilHøjesteret, der efter de foreliggende oplysninger lagde til grund, at A var pågrebet iumiddelbar tilknytning til butikstyveriet, at A tidligere i Danmark i 2010 havdemodtaget to bødeforelæg for henholdsvis tyveri og overtrædelse af lov omeuforiserende stoffer, og at han ingen tilknytning havde til Danmark. Højesteret fandtpå den baggrund, at betingelserne i udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, forat udvise A på det foreliggende grundlag måtte anses for opfyldt. Højesteretbemærkede i den forbindelse, at domstolsprøvelsen af frihedsberøvelsens lovlighed vil– på det foreliggende faktuelle grundlag – indebære en stillingtagen til udvisningen,uanset at der består en særskilt adgang til administrativ klage over ogdomstolsprøvelse af gyldigheden af udvisningen, og uanset om der måtte versere ensådan sag. Muligheden for en sådan prøvelse af udvisningen kan ikke føre til enbegrænsning af domstolenes prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed i et system, derer tilrettelagt med henblik på en hurtig prøvelse efter de regler, der gælder foradministrativt bestemt frihedsberøvelse. A’s adfærd måtte endvidere anses for atudgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte engrundlæggende samfundsinteresse, jf. art 27 i opholdsdirektivet, og da han ingen

Var administrativ frihedsberøvelse ved administrativ udvisning af EU-borger pågrundlag af en advarsel for husfredskrænkelse og brugstyveri af en cykel lovlig?Den 18. august 2010 indrejste den rumænske statsborger A i Danmark, og 20. august2010 blev han anholdt, da han i en forladt bygning var i færd med at bryde låsen påen cykel op. Han fik en advarsel for husfredskrænkelse ved at have skaffet sig adgangtil den forladte bygning og for ulovlig omgang med hittegods ved at have tilegnet sigcyklen. Udlændingeservice traf afgørelse om udvisning af A, der blev frihedsberøvetefter udlændingeloven med henblik på udsendelse. Byretten og senere landsrettengodkendte den administrative frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 37, jf. § 36.Landsretten bemærkede blandt andet, at der under prøvelsen af frihedsberøvelsenslovlighed ikke kan tages stilling til gyldigheden af afgørelsen om udvisning, da denneafgørelse kan indbringes for Integrationsministeriet og prøves ved domstolene, jf.grundlovens § 63. Højesteret - der vedrørende prøvelsesadgangen anførte som iafgørelsen ovenfor - lagde til grund, at A havde erkendt sig skyldig i ulovlig omgangmed hittegods, og at den cykel, han forsøgte at bryde låsen op på, var fundet på engrund ved et forladt hus. Der var ingen medgerningsmænd, og sagen var afgjort meden advarsel. Forholdet blev begået kort tid efter hans indrejse i Danmark, hvortil Aingen tilknytning havde. A var ikke tidligere straffet her i landet. Højesteret fandtherefter, at betingelserne i udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1, for atudvise A på det foreliggende grundlag måtte anses for opfyldt. Udvisning af A varimidlertid uforenelig med opholdsdirektivet, da forholdet havde en sådan tilfældigkarakter og måtte antages at have haft så begrænset skadevirkning, at A's adfærdikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel,der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. herved opholdsdirektivetsartikel 27. Frihedsberøvelsen af A var derfor ikke lovlig.

4.2.1. Anke i straffesagerSpørgsmål om ulovlig besiddelse af våben, der var placeret i et hulrum bag etaftageligt vægspejl på bopæl, var overtrædelse af straffelovens § 192 aT blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, og våbenloven vedat have været i besiddelse af et oversavet dobbeltløbet haglgevær med tilhørendeammunition. Våbenet blev sammen med ammunitionen opbevaret i T’s lejlighed, hvorbegge dele var placeret i et hulrum bag et aftageligt spejl på en væg i et badeværelse.Byretten fandt, at forholdet ikke var omfattet af straffelovens § 192 a og idømte T enfængselsstraf på 60 dage. Landsretten fandt, at en besiddelse af et funktionsdygtigtoversavet jagtgevær som det i sagen omhandlende må formodes at hidrøre fra etkriminelt miljø, at der forelå særlig skærpende omstændigheder, og at forholdetderfor var omfattet af straffelovens § 192 a, og idømte T en fængselsstraf på 1 år og 2måneder. Procesbevillingsnævnet meddelte T tilladelse til anke til Højesteret, derligesom byretten fandt, at der ikke forelå særlig skærpende omstændigheder, og atforholdet derfor ikke var omfattet af straffelovens § 192 a. Højesteret lagde hervedvægt på, at T's besiddelse af våbenet efter en samlet vurdering ikke kunne anses athave indebåret en nærliggende risiko for, at det ville blive brugt til fare for andre.Forholdet blev derfor henvist til våbenlovens § 10, stk. 2. Da der forelå skærpendeomstændigheder, blev straffen under henvisning til den betydelige skærpelse afstraffen for ulovlig besiddelse af skydevåben, som var sket ved ændringen afvåbenloven i 2009, fastsat til fængsel i 6 måneder.Tilladelse til anke til Højesteret af 6. august 2010 (PBN 2010-25-0142).U 2011.494 H.

Spørgsmål om ulovlig besiddelse af våben, der var placeret umiddelbart tilgængeligtpå bopæl, var overtrædelse af straffelovens § 192 aT blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, og våbenloven vedat have været i besiddelse af en 9 mm-pistol, isat magasin indeholdende 13 skarpeskud, og af yderligere 30 skarpe patroner, 152 stk. skarpe 9 mm-patroner og 6 skarpejagtpatroner. Våbenet og ammunitionen blev opbevaret umiddelbart tilgængeligt påT's bopæl. T begrundede besiddelsen med, at han tidligere havde været medlem af enrockergruppe, som han skyldte penge, og som havde kontaktet ham, efter at hanhavde meldt sig ud. Byretten fandt T skyldig og idømte ham fængsel i 1 år og 3måneder. Landsretten stadfæstede dommen. Til indbragte med tilladelse fraProcesbevillingsnævnet sagen for Højesteret, der ligeledes fandt, at der forelå særligskærpende omstændigheder, idet T's besiddelse af våbenet efter en samlet vurderingmåtte anses for at have indebåret en nærliggende risiko for, at det ville blive brugt tilfare for andre, og at forholdet derfor var omfattet af straffelovens § 192 a. Da der ikkevar omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet forfastsættelsen af straffen for overtrædelse af straffelovens § 192 a, fastsatte Højesteretstraffen til fængsel i 1 år.Tilladelse til anke til Højesteret af 6. august 2010 (PBN 2010-25-0152).U 2011.502 H.

Fastsættelse af bødeniveauet i en sag vedrørende overtrædelse af toldlovenT havde erkendt at have overtrådt toldlovens § 23, stk. 4, ved i forbindelse medudrejse fra Danmark at have medtaget likvide midler, der svarede til værdien af10.000 euro eller derover, uden at angive samtlige medtagne likvide midler over fortold- og skatteforvaltningen, idet han i juni 2008 i forbindelse med udrejse fraKøbenhavns Lufthavn undlod at angive, at han medtog 700.000 kr. og 120.000 USD.Byretten idømte T en bøde på 899.000 kr. Landsretten fandt, at der forelå en særliggrov overtrædelse af toldloven. Bøden blev fastsat til 25 % af de ikke-deklareredebeløb, som oversteg 10.000 euro, med en forhøjelse på 50 % af det herved fremkomnebeløb, svarende til 449.000 kr. Procesbevillingsnævnet meddelte T tilladelse til anketilHøjesteret,sombemærkede,atefterbestemmelsensforarbejderogtilblivelseshistorie er toldlovens § 23, stk. 4, et led i internationale bestræbelser på atimødegå alvorlig kriminalitet, navnlig terrorisme og hvidvaskning af penge. På denbaggrund og under hensyn til lovovertrædelsens karakter og for at sikre overholdelseaf deklareringspligten må der idømmes følelige bøder, og bøderne bør være afpassetefter størrelsen af det ikke-deklarerede beløb. Højesteret tiltrådte, at bøden forovertrædelse af bestemmelsen som udgangspunkt bør fastsættes svarende til 25 % afdet ikke-deklarerede beløb over 10.000 euro og med en passende minimumstakst.Højesteret fandt, at der i det foreliggende tilfælde ikke var grundlag for at fravigedette udgangspunkt, hverken i skærpende eller formildende retning, og fastsattebøden til 299.000 kr.Tilladelse til anke til Højesteret af 7. december 2010 (PBN 2010-25-0209).U 2011.1943 H.

Skal vold ved kast med et glas mod ansigtet henføres under straffelovens § 245, stk.1?T havde kastet et glas i hovedet på en anden kvinde, der derved pådrog sig en flængepå næsen. Byretten og landsretten henførte forholdet under straffelovens § 244.Landsretten tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 40 dage, som under hensyntil de forudgående skænderier, den beskedne skade og T’s gode personlige forholdundtagelsesvist var gjort betinget. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragteanklagemyndigheden sagen for Højesteret med påstand om, at volden skulle henføresunder straffelovens § 245, stk. 1, om grov vold, og at straffen skulle skærpes.Højesteret henførte forholdet under straffelovens § 245, stk. 1, og udtalte bl.a., at slagmed eller kast af glas eller flaske mod ansigtet på grund af handlingens typiskefarlighed som udgangspunkt må anses for omfattet af straffelovens § 245, stk. 1.Dette gælder, selv om glasset eller flasken i det konkrete tilfælde ikke bliver knustved at ramme ansigtet. Der var ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i detforeliggende tilfælde. Højesteret forhøjede straffen til fængsel i 60 dage, som underhensyn til sagens omstændigheder og T's gode personlige forhold undtagelsesvis blevgjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.Tilladelse til anke til Højesteret af 5. november 2010 (PBN 2010-25-0213).U 2011.1322 H.

røveribestemmelsen i straffelovens § 288, stk. 1, nr.1, under hensyn til, at T iforbindelse med, at hun tilegnede sig pengekatten har hevet i denne med den følge, atsnoren knækkede, og der herved blev påført den ældre mand to overfladiske rødligehudskrabninger bagtil på halsen. Landsretten forhøjede straffen til 6 måneder(dissens vedrørende strafudmålingen). Procesbevillingsnævnet meddelte T tilladelsetil anke til Højesteret, der stadfæstede landsrettens afgørelse.Københavns Byrets dom af 13. april 2010 (SS 1-5276/2010).Østre Landsrets dom af 31. august 2010 (S-1269-10).Tilladelse til anke til Højesteret af 1. december 2010 (PBN 2010-25-0211).Højesterets dom af 31. august 2011 (345/2010).

Skulle ny kriminalitet begået i prøvetiden for dom med betinget udvisning medføreudløsning af udvisningen?Ved dom af 11. januar 2008 blev T, der var irakisk statsborger og indrejst i Danmarksom 7-årig i 2000, fundet skyldig i fire røverier, vold efter straffelovens § 244 ogtrusler mod et vidne. Alle forhold blev begået, da T var 15 år. Straffen blev fastsat tilfængsel i 1 år og 6 måneder, og T blev betinget udvist af Danmark. I august 2008 blevT prøveløsladt med en reststraf på fængsel i 184 dage. I januar 2010 forøvede T, derda var blevet 17 år, under prøvetiden vold omfattet af straffelovens § 244 mod enperson, som han tilfældigt traf på gaden. For dette forhold blev T ved landsrettenstraffet med fængsel i 9 måneder, hvori reststraffen på 184 dage indgik. Henset tilforholdets forholdsvis alvorlige karakter, og at der er tale om kriminalitet begåetindenfor prøvetiden fra den tidligere dom i forbindelse med blandt andet domfældelsefor flere røverier fandt landsretten, at den betingede udvisning skulle udløses, såledesat T blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Sagen blev med Procesbevillingsnævnetstilladelse indbragt for Højesteret, hvor sagen alene drejede sig om spørgsmålet omudvisning. Højesteret bemærkede, at det beroede på en proportionalitetsbedømmelse,om udvisning skulle ske. I denne indgik med betydelig vægt de samfundsmæssigebehov for udvisning under hensyn til en samlet bedømmelse af karakteren og alvorenaf den tidligere og af den nu begåede kriminalitet. Højesteret bemærkede, at det nyeforhold var begået knap 1½ år efter prøveløsladelsen og havde en anden karakter endde tidligere forhold, idet der var tale om et enkeltstående forhold opstået lidttilfældigt uden noget element af planlægning. Ved proportionalitetsbedømmelsen

måtte det endvidere tillægges betydelig vægt, at der var tale om kriminalitet, som Tbegik, før han fyldte 18 år. I proportionalitetsbedømmelsen indgik desuden, hvor storen del af livet T havde opholdt sig i Danmark, og styrken af de familiemæssige,sociale og kulturelle bånd til Danmark og Irak. Efter en samlet bedømmelse fandtHøjesteret, at T's tilknytning til Danmark var så stærk, at udvisning på grund afhans hidtidige kriminalitet ville være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26,stk.1.HøjesterethenvisteidenforbindelseogsåtilDenEuropæiskeMenneskerettighedskonventions artikel 8 og til Menneskerettighedsdomstolensafgørelse i sagen Maslov mod Østrig. T blev derfor frifundet for påstanden omudvisning. Højesteret fandt imidlertid, at der var en sådan sammenhæng mellem detnu begåede og de tidligere forhold, at T på ny burde idømmes betinget udvisning.

Var der grundlag for at afvise de tiltaltes anke til frifindelse under henvisning til, atforkyndelse af indkaldelse til hovedforhandling ikke kunne ske?Tiltalte T1-T5, der alle var litauiske statsborgere, blev i byretten dømt for tyveri oghver straffet med fængsel i 30 dage samt udvist af Danmark i 4 år. De tiltalte, der varvaretægtsfængslede, ankede ved domsafsigelsen med påstand om frifindelse. De blevderefterløsladtogforlodformentligumiddelbartderefterlandet.Anklagemyndigheden kontraankede herefter til skærpelse. Da anklagemyndighedenikke var bekendt med en adresse for de tiltalte, blev ankemeddelelse medanklageskrift alene sendt til byretten og forsvarerne. Forud for den berammedehovedforhandling i landsretten påstod anklagemyndigheden de tiltaltes bevisankerafvist under henvisning til retsplejelovens § 920, stk. 3, hvorefter afvisning kan ske,hvis anklageskrift eller indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes fortiltalte, fordi denne har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den nødvendigemeddelelse herom. Anklagemyndigheden anførte, at det måtte være de tiltaltesansvar at sikre sig, at der var oplyst en adresse eller et opholdssted, hvortil

henvendelser vedrørende ankesagen kunne ske, at det ikke fremgik af sagen, at depågældende skulle have givet oplysninger om deres adresser, at disse oplysningerhverken før eller siden var blevet søgt indhentet hos de litauiske myndigheder, og atde heller ikke var blevet søgt indhentet hos forsvarerne. Landsretten udtalte, at dethverken kunne lægges til grund, at de tiltalte havde skiftet bopæl i hjemlandet, ellerat deres adresser ikke ville kunne fremfindes ved en simpel forespørgsel hos delitauiske myndigheder, der ikke går væsentligt videre end en tilsvarende henvendelsetil eller et opslag i CPR-registeret. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for atantage, at indkaldelse til hovedforhandlingen ikke på sædvanlig måde havde kunnetforkyndes for de tiltalte, jf. retsplejelovens § 920, stk. 3, og tog derfor ikkeanklagemyndighedens afvisningsbegæring til følge. Anklagemyndigheden indbragtemed Procesbevillingsnævnets tilladelse sagen for Højesteret, der stadfæstendekendelsen i henhold til de af landsretten anførte grunde med en tilføjelse om, atudtrykket »sædvanlig måde« i § 920, stk. 3, må forstås i overensstemmelse med denfremgangsmåde,Tilladelsetil

ukendt i den brede offentlighed, at navneforbuddet var nedlagt på et helt indledendestadium af sagen, og at det forhold, at T's identitet forinden muligt var afsløret afvisse medier og på internettet og i øvrigt var kendt i lokalsamfundet, ikke kunne føretil, at navneforbud efter retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, ikke kunne nedlægges. Medhensyn til dørlukning henviste landsretten bl.a. til, at retsmødet havde til formål ommuligt at opnå en forklaring fra T, og at forsvareren som begrundelse for begæringenom dørlukning havde henvist til, at T ikke ønskede at udtale sig under pressenstilstedeværelse, at T var psykisk uligevægtig, og at det havde været svært forforsvareren at opnå kommunikation med T. Henset hertil og til sagens karakterfandtes betingelserne i retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, for dørlukning opfyldt.Procesbevillingsnævnet meddelte to journalister tilladelse til kære til Højesteret, derstadfæstede bådenavneforbuddetogdørlukningen og bemærkedebl.a.,atnavneforbuddet ikke kunne antages at være i strid med Den EuropæiskeMenneskerettighedskonventions artikel 10.Tilladelse til kære til Højesteret af 8. september 2010 (PBN 2010-25-0182).U 2011.1285/2 H.

Var betingelserne for navneforbud opfyldt, og kunne forbuddet nedlægges i retsmødetfor domsafsigelsen i sagen?A blev i oktober 2009 varetægtsfængslet som sigtet for forsøg på manddrab.Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 3,nr. 4, og der blev nedlagt navneforbud i forhold til A i medfør af § 31, stk. 1, nr. 2. Aafgav herefter flere gange forklaring under retsmøder i april og juni 2010, der imedfør af retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 3 og 4, alle blev holdt for lukkede døre.Efterfølgende blev A den 18. juni 2010 efter sin tilståelse idømt 12 års fængsel forbl.a. medvirken til fem forsøg på manddrab. Efter domsafsigelsen anmodede bådeanklagemyndigheden og A om navneforbud efter retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 1 og2. Anklagemyndigheden henviste til, at A var i særdeles stor risiko for at blive udsatforrepressalier,herunderovergrebellerlikvidering.Byrettenimødekomanmodningen, under henvisning til at det måtte lægges til grund, at A ville bliveindkaldt som vidne i adskillige kommende straffesager mod de øvrige sigtede isagskomplekset, og idet byretten efter sagernes karakter og på baggrund aftrusselsvurderingen fandt betingelserne i retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 1 og 2,

opfyldt. Byrettens kendelse om navneforbud i forhold til A gjaldt »i forbindelse meddet foreliggende sagskompleks«. Landsretten stadfæstede kendelsen i henhold til deaf byretten anførte grunde. Procesbevillingsnævnet meddelte de to journalistertilladelse til kære. Højesteret udtalte, at efter retsplejelovens § 31 a, stk. 1, kanafgørelse om navneforbud træffes i et retsmøde, der afholdes alene med henblik på attage stilling til en anmodning om navneforbud. De indenretlige forhør i juni 2010 var -ud over at tjene som grundlag for, at sagen mod A kunne afgøres som tilståelsessag -et led i efterforskningen af sagen mod de medsigtede i sagskomplekset. Det påkæredenavneforbud blev nedlagt i et retsmøde, hvor repræsentanter for pressen var til stede.Selv om navneforbuddet blev nedlagt, i tilknytning til at der blev afsagt dom i sagenmod A, var det i A's egenskab af vidne i forhold til de medsigtede i sagskomplekset ogikke i hans egenskab af tiltalt, at navneforbuddet blev nedlagt. Navneforbuddetbortfaldt derfor ikke i medfør af § 31, stk. 4, og § 31 a, stk. 3, ved afslutning af sagenmod ham. Højesteret fandt efter det anførte, at der var hjemmel i § 31 og § 31 a til atnedlægge navneforbuddet i retsmødet for domsafsigelsen i sagen mod A, ogstadfæstede kendelsen.Tilladelse til kære til Højesteret af 15. oktober 2010 (PBN 2010-25-0225).U 2011.1355/1 H.

Skulle statskassen betale udgifter til revisionsmæssig bistand, som forsvareren havdeindhentet uden rettens foranstaltning?Ved en byretsdom blev T1 og T2 straffet for skattesvig af særlig grov karakter. Undersagen havde den beskikkede forsvarer uden byrettens mellemkomst antaget enstatsautoriseretrevisortilatgennemgå etomfattenderegnskabsmateriale.Omkostningerne beløb sig til ca. 780.000 kr. (for byretten var det oplyst, at beløbetudgjorde ca. 900.000 kr.). Efter revisorundersøgelsens gennemførelse blev tiltalenmod T1 og T1 begrænset. Byretten bestemte i dommen, at statskassen endeligt skullebetale 308.823,75 kr. af revisorudgiften. Landsretten frifandt i det hele statskassenfor betaling af revisorudgiften (dissens). Flertallet anførte i den forbindelse, atforsvareren efter egen beslutning bevidst har undladt at forelægge problemstillingenvedrørende beløbsopgørelserne for retten med henblik på at opnå rettens tilladelse tilat få en ekspert stillet til rådighed eller at få materialet nøjere gennemgået af SKATeller anklagemyndigheden. Det er derfor helt uafklaret, hvorledes tiltalen mod T1 og

T2 ville være blevet formuleret, hvis forsvareren havde forelagt problemstillingen forretten, og det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at tiltalen ikke varblevet begrænset svarende til tiltalen i sagen. Mindretallet anførte, at efteroplysningerne om sagens karakter, kompleksitet og efterforskning – herunder SKATsoprindelige opgørelse og ikke mindst SKATs senere delvise fastholdelse heraf –sammenholdt med den skete begrænsning i tiltalen, findes disse forhold og detteforløb på tilstrækkelig vis at have godtgjort, forsvareren har haft rimelig grund til atlade sig bistå af en revisor under sagen, og at der – uanset at dette skete uden rettensforanstaltning og baggrunden herfor – undtagelsesvis er grundlag for at pålægge detoffentlige helt eller delvis at afholde rimelige udgifter hertil, der efter en samletbedømmelsekunnefastsættestil100.000kr.SpørgsmåletblevmedProcesbevillingsnævnets tilladelse til T1 og T2 indbragt for Højesteret, der medhenvisning til de af landsrettens mindretal anførte grunde fandt, at derundtagelsesvis var grundlag for i medfør af retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt., atpålægge det offentlige at afholde udgifter til den revisionsmæssige bistand, somforsvareren havde indhentet på egen hånd. Efter en samlet bedømmelse fandtHøjesteret, at det offentlige endeligt skulle afholde 260.000 kr. af revisorudgiften,svarende til ca. 1/3 af udgiften.Tilladelse til kære til Højesteret af 25. marts 2010 (PBN 2010-25-0012).U 2011.1014 H.

Var der grundlag for at afslå anklagemyndighedens anmodning om vidnepålæg ogudlevering af lydfil under henvisning til journalisters ret til kildebeskyttelse?I januar 2010 indgav et medlem af Folketinget politianmeldelse om, at fortroligeoplysninger om forsvarets udsendelse af Jægerkorpset til Irak var blevet lækket,forud for at jægersoldaterne blev udsendt den 27. april 2007. Anmeldelsen førte tilsigtelse af den daværende forsvarsministers rådgiver for overtrædelse af straffelovens§ 152, stk. 2, om uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger under særligtskærpendeomstændigheder.Anklagemyndighedenanmodedesomlediefterforskningen om, at det blev pålagt nyhedschef N og journalist J, ansat på enlandsdækkende tv-station, at afgive forklaring om, hvem der til medarbejdere ved tv-stationen havde videregivet oplysningerne om udsendelsen af Jægerkorpset.

Anklagemyndigheden anmodede også om, at det blev pålagt en anden landsdækkendetv-station og journalist J2 at udlevere kopi af en lydfil, som J2 i januar 2010 optog afen telefonsamtale, hvor det nævnes, hvem der til medarbejdere ved tv-stationenhavde videregivet oplysningerne om den planlagte udsendelse. Landsretten ophævedebyrettens kendelse om vidnepålæg og stadfæstede byrettens kendelse om ikke atpålæggeudleveringaflydfilen.AnklagemyndighedenindbragtemedProcesbevillingsnævnets tilladelse sagen for Højesteret, der afviste, at forholdet ikkekunne henføres under straffelovens § 152, stk. 2, og derfor var forældet. Højesteretfandt endvidere, at der ikke kunne pålægges N og J vidnepligt efter retsplejelovens §172, stk. 6. Denne bestemmelse må i overensstemmelse med ordlyden forstås således,at der udelukkende skal foretages en vurdering af, om forfatteren eller kilden vedvideregivelse af en fortrolig oplysning har villet afdække forhold, hvis offentliggørelseer af samfundsmæssig betydning. Højesteret fandt, at dette var tilfældet, idetindsættelsen af Jægerkorpset havde karakter af en forstærkning af de danske styrkeri Irak, og idet beslutningen blev forelagt for det Udenrigspolitiske Nævn. På baggrundaf det anførte om manglende vidnepligt for N og J kunne det heller ikke pålægges J2at afgive vidneforklaring om kilden til oplysningen om Jægerkorpsets indsættelse.Allerede som følge deraf kunne det ikke pålægges den anden tv-station at udleverelydfilen, jf. retsplejelovens § 804, stk. 4.Tilladelse til kære til Højesteret af 26. maj 2010 (PBN 2010-25-0117).U 2011.1329 H.

prostitutionen, til de tiltalte. T havde været frihedsberøvet siden den 22. september2009, og byretten bestemte, at hun fortsat skulle være varetægtsfængslet, indtil derfaldt dom i sagen, idet der var berammet hovedforhandling over 19 dage i perioden fraden 23. november til den 22. december 2010. Landsretten stadfæstede byrettensafgørelse. Højesteret udtalte, at opretholdelse af varetægtsfængslingen indtildomsafsigelse i byretten kun kunne ske, hvis der fandtes at foreligge særligeomstændigheder, jf. retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 2. Efter forarbejderne til dennebestemmelse skulle der ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr.3, i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 1 år, foreligge en kvalificeretkollusionsrisiko. Da betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter dissebestemmelser ikke fandtes opfyldt, blev T løsladt.Tilladelse til kære til Højesteret af 4. august 2010 (PBN 2010-26-0021).U 2011.96 H.

Var betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr.3, og stk. 2, nr. 1, opfyldt for en tiltalt med gode personlige forhold og udsigt tilfængsel udmålt i måneder for hæleri?Ved kendelse af 19. august 2010 bestemte byretten, at T, der siden den 1. juni 2010havde været varetægtsfængslet som sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed,skulle løslades. Byretten henviste til, at en medgerningsmand nu havde afgivetindenretlig forklaring, og at der sammenholdt med T's personlige forhold derfor ikkelængere var grund til at antage, at T på fri fod ville eller kunne vanskeliggøreforfølgningen ved at påvirke medgerningsmanden. Endvidere fandt byretten, at derunder hensyn til tiltalen mod T måtte forventes en straf udmålt i måneder, og at dethenset til T's gode personlige forhold ikke kunne udelukkes, at straffen ville blivegjort delvist betinget. Betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr.1, for fortsat varetægtsfængsling fandtes derfor ikke opfyldt. Landsretten ændredeafgørelsen, således at T skulle forblive varetægtsfængslet i medfør af de nævntebestemmelser, og bemærkede, at bestemmelsen i § 762, stk. 3, ikke var til hinderherfor. Af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede Højesteret byrettenskendelse om løsladelse af T.Tilladelse til kære til Højesteret af 30. september 2010 (PBN 2010-26-0028).U 2011.1758 H.

De nye regler om fri proces og dermed etableringen af nævnets afdeling for fri procestrådte som nævnt først i kraft med virkning fra 1. januar 2007.Nævnet har i 2010 afholdt 39 møder i afdelingen for fri proces.Nævnet har i 2010 modtaget 1.268 sager vedrørende fri proces.Til sammenligning modtog nævnet i 2007 1.023 sager, i 2008 1.084 sager og i 20091.124 sager.1.300 sager er blevet afsluttet i 2010. Der var herefter 223 uafsluttede sager ved åretsudgang.Det bemærkes, at nævnets behandling af anmodning om genoptagelse mv. af nævnetsafgørelser bliver journaliseret under den tidligere sag og således ikke er inkluderet idisse tal.49 sager er blevet afgjort uden nævnsbehandling (tilbagekaldt, videresendt til andenmyndighed, afvist som faldende uden for nævnets kompetence mv.).Nævnet har i 2010 afgjort 1.251 sager, der fordeler sig som følger:Bevillinger* Stadfæstelse HjemvisningFri proces tilsager i 1. instansFri proces tilappelsagerGenoptagelses-klagerAktindsigts-klager22054006991353045500Fristafslag Afvisning**24500I alt

*I tallene for bevillinger og hjemvisning indgår også delvise bevillinger eller hjemvisninger,hvilket også gælder for oversigterne vedrørende de enkelte bestemmelser i de følgende afsnit. Ien enkelt sag meddelte nævnet delvis bevilling, delvis hjemvisning. Denne sag er medtagetunder bevillinger.**Gruppen dækker bl.a. over sager, hvor nævnet har afvist at behandle sagen underhenvisning til, at ansøgningen eller klagen er indgivet for sent i forhold til retssagenshovedforhandling, hvor retssagen er afsluttet ved forlig, der omfatter sagens omkostninger,eller hvor ansøgeren har hævet retssagen.

5.1.2 Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328Nævnet realitetsbehandlede 769 sager efter retsplejelovens § 328 i 2010.Nævnet meddelte bevilling i 196 sager, heraf 130 under henvisning til bestemmelsen iretsplejelovens § 328, stk. 3, hvorefter lejere, arbejdstagere og skadelidte anses for athave rimelig grund til at føre proces i retssager i 1. instans om opsigelse ellerophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold eller om personskade, medmindreforhold som nævnt i § 328, stk. 2, nr. 2-5, klart taler imod. I 4 sager blev bevillingmeddelt under henvisning til retsplejelovens § 328, jf. cirkulære nr. 32 af 9. marts1970 om fri proces til ægtefælleskifte efter skiftelovens kap. VI.Nævnet stadfæstede efter § 328 544 afslag på fri proces, heraf 164 i sager, der varomfattet af retsplejelovens § 328, stk. 3. I 40 sager blev fri proces afslået underhenvisning til, at retssagen udsprang af ansøgerens erhvervsvirksomhed, jf.retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, og i 6 sager stadfæstede nævnet afslag i retssagerom ærekrænkelse, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 2. I 25 sager blev der meddeltafslag på fri proces i sager, der var omfattet af retsplejelovens § 328, jf. cirkulære nr.32 af 9. marts 1970.29 sager blev hjemvist til Civilstyrelsen med henblik på fornyet behandling, heraf 7sager under henvisning til, at sagen var omfattet af reglen i retsplejelovens § 328, stk.3. 4 sager blev hjemvist, idet nævnet fandt, at ansøgningen ikke kunne afslås underhenvisning til, at retssagen udsprang af ansøgerens erhvervsvirksomhed. 2 sager blevhjemvist under henvisning til, at sagen var omfattet af retsplejelovens § 328, jf.cirkulære nr. 32 af 9. marts 1970.Af de i alt 769 sager vedrørende retsplejelovens § 328 blev der i 71 sager tilligemeddelt afslag efter retsplejelovens § 329. Nævnet hjemviste ingen sager tilCivilstyrelsen med henblik på behandling efter denne bestemmelse.

Anmodning om fri proces til en dødsboskiftesagKlager havde anmodet om fri proces til en dødsboskiftesag. Det fremgik af sagen, atklager, der var enkemand, var uenig med afdødes særbørn om, hvorvidt boet efterafdøde skulle udleveres til uskiftet bo eller til bobestyrerbehandling. Spørgsmåletskulle afgøres af skifteretten ved kendelse. Forinden afsigelsen af kendelsenanmodede skifteretten om parternes indlæg i sagen og gav parterne lejlighed til atbegære mundtlig forhandling om spørgsmålet. Civilstyrelsen meddelte afslag på friproces under henvisning til, at der ikke er hjemmel i retsplejelovens kap. 31 til atmeddele fri proces til skifterettens behandling af anmodninger om udlevering af et botil uskiftet bo, idet en sådan anmodning ikke skal afgøres efter regler svarende tilreglerne om behandling af civile retssager. Procesbevillingsnævnet fandt, at der ikkevar grundlag for at meddele afslag på fri proces under henvisning til, at der ikke erhjemmel i retsplejelovens kapitel 31 til at meddele fri proces til sagen. Nævnethjemviste derfor sagen til Civilstyrelsen, således at styrelsen kunne tage stilling til,om klager i øvrigt opfyldte betingelserne for fri proces.Afgørelse af 16. april 2010 (PBN 2010-31-0216) (Civilstyrelsen 10-210-18287).

Anmodning om fri proces til en sag om erstatning for uberettiget tilbageførsel til ensikret døgninstitution af en person, der var idømt ungdomssanktion, jf. straffelovens §74 aKlager, der var idømt ungdomssanktion, jf. straffelovens § 74 a, havde anmodet om friproces til en sag mod en kommune med påstand om betaling af erstatning foruberettiget tilbageførsel til en sikret døgninstitution. Civilstyrelsen meddelte afslagpå fri proces blandt andet under henvisning til, at erstatningssagen efterretsplejelovens § 1018 f, stk. 3, behandles i strafferetsplejens former, og at områdetfor retsplejelovens regler om fri proces er borgerlige retssager, der behandles i denborgerlige retsplejes former. Procesbevillingsnævnet fandt, at der i en sag som denforeliggende ikke er grundlag for at afslå fri proces med henvisning til, at der ikke iretsplejeloven er hjemmel til at meddele fri proces til sagen. Nævnet hjemviste derforsagen til Civilstyrelsen, således at styrelsen kunne tage stilling til, om klager i øvrigtopfyldte betingelserne for fri proces.Afgørelse af 6. maj 2010 (PBN 2010-31-0034) (Civilstyrelsen 09-210-14941).

Anmodning om fri proces til ægtefælleskifte, hvor parterne ikke var skilt ellersepareret, ligesom der ikke var afsagt bosondringsdekretKlager havde anmodet om fri proces til et ægtefælleskifte. Det fremgik af sagen, atparterne endnu hverken var skilt eller separeret, ligesom der ikke var afsagtbosondringsdekret. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under henvisning til,at det efter skiftelovens § 64 er en betingelse for, at der kan ske offentligt skifte, atparterne er separeret eller skilt. Nævnet bemærkede i sin afgørelse, at reglerne iretsplejelovens kapitel 31 om fri proces finder anvendelse på retssager, der kanbehandles i den borgerlige retsplejes former, og at det følger af skiftelovens § 64, atskifteretten ikke har kompetence til at behandle en sag om ægtefælleskifte,medmindre parterne er separeret eller skilt, eller der er afsagt bosondringsdekret. Påden baggrund fandt nævnet, at der således ikke er hjemmel til at meddele fri procestil et ægtefælleskifte i en situation som den foreliggende. Nævnet stadfæstede derforCivilstyrelsens afgørelse.Afgørelse af 19. november 2010 (PBN 2010-31-0657) (Civilstyrelsen 10-210-19565).

Ikke procesrisiko i en ikke anlagt sag, hvor Ankestyrelsen anerkendte en hændelsesom arbejdsskadeKlager havde anmodet om fri proces til en endnu ikke anlagt sag mod Ankestyrelsenmed påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende en hændelse, som klager havdeværet udsat for under sit arbejde, som en arbejdsskade. Civilstyrelsen meddelteafslag på fri proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 3, under henvisning til, at der varomstændigheder i sagen, der klart talte imod at meddele klager fri proces, idet klagerikke havde udsigt til medhold i sagen. Det blev i klagen over Civilstyrelsens afgørelsebl.a. oplyst, at Ankestyrelsen efter at have modtaget stævningsudkast havdegenoptagetsagenoganerkendthændelsensomenarbejdsskade.Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse under henvisning til, atder ikke forelå procesrisiko.Afgørelse af 8. oktober 2010 (PBN 2010-31-0554) (Civilstyrelsen 10-210-18237)

Anmodning om fri proces indgivet for sentKlager havde anmodet om fri proces til en forældremyndighedssag om etablering affælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14. Det fremgik af sagen, atstatsforvaltningen indbragte sagen for retten i marts 2009, at parterne indgikudenretligt forlig, underskrevet af modparten den 5. juni 2009, og at klager derfor den11. juni 2009 hævede sagen for retten, hvilket skete samtidig med, at hun ansøgteCivilstyrelsen om fri proces. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces underhenvisning til, at der ikke er hjemmel til at meddele fri proces i tilfælde, hvor en sager udenretligt forligt. Efter praksis er det som udgangspunkt en betingelse for atmeddele fri proces efter retsplejelovens § 328, jf. § 325, samt efter § 329, atansøgningenheromermodtagetitilstrækkeliggodtidindenhovedforhandlingen/sagens afslutning i øvrigt, således at fri procesmyndighederne

Spørgsmål om fri proces til indgåelse af udenretlige forlig i forbindelse medægtefælleskifteKlagerne i to sager havde anmodet om fri proces til indgåelse af udenretlige forlig iforbindelse med ægtefælleskifte. Civilstyrelsen meddelte enslydende afslag underhenvisning til, at reglerne i retsplejelovens kap. 31 om fri proces finder anvendelse påretssager, der behandles i den borgerlige retsplejes former, og der således ikke erhjemmel til at meddele fri proces i tilfælde, hvor en sag ønskes udenretligt forligt.Nævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelser under henvisning til, at der ikke findesat være hjemmel i retsplejelovens kapitel 31 til at meddele fri proces til at indgåudenretligt forlig vedrørende fællesbodeling.Afgørelser af 30. marts 2010 (PBN 2010-31-0033 og 2010-31-0056) (Civilstyrelsen 09-210-17407 og 09-210-17415).

familien samlet afslag på fri proces efter retsplejelovens §§ 325 og 329 underhenvisning til, at sagens omkostninger ikke skønnedes at blive ekstraordinært store,at der ikke var et ganske særligt behov for bistand, og at sagen ikke var principiel.Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse for så vidt angikforældrene. For så vidt angik børnene hjemviste nævnet sagen til Civilstyrelsen,således at styrelsen kunne tage stilling til, om børnene særskilt opfyldte betingelsernefor fri proces.Afgørelse af 26. april 2010 (PBN 2009-31-0645 og 2010-31-0296) (Civilstyrelsen 09-210-14596).

Sagsomkostningerne var ikke uvæsentlige i sag om indgivelse af konkursbegæringKlager havde anmodet om fri proces til at indgive konkursbegæring mod sin tidligereægtefælle med henblik på omstødelse af dennes formuedispositioner. Civilstyrelsenmeddelte afslag på fri proces under henvisning til, at omkostningerne ved sagenskønnedes at blive uvæsentlige i forhold til klagerens indtægtsgrundlag, jf.retsplejelovens § 325, stk. 1 og 2. Procesbevillingsnævnet fandt, at klager opfyldte deøkonomiske betingelser for fri proces og hjemviste sagen til Civilstyrelsen, således atCivilstyrelsen kunne tage stilling til, om klager i øvrigt opfyldte betingelserne for friproces.Afgørelse af 18. juni 2010 (PBN 2010-31-0246) (Civilstyrelsen 10-210-18462).

ved Byggeriets Ankenævn, jf. retsplejelovens § 361, stk. 1. Modparten modsatte sigikke en henvisning af sagen til nævnsbehandling. På tidspunktet for klagen havderetten endnu ikke truffet afgørelse om, hvorvidt sagen skulle henvises. Civilstyrelsenafslog ansøgningen om fri proces under henvisning til, at sagen kunne behandles afByggeriets Ankenævn, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5. Nævnetstadfæstede Civilstyrelsens afgørelse og bemærkede, at klager tillige ikke opfyldtebetingelserne i retsplejelovens § 325, stk. 1 og 2, fordi omkostningerne ved sagenmåtte antages at blive uvæsentlige i forhold til klagers indtægtsgrundlag. Nævnetbemærkede i den forbindelse endvidere, at der ikke var grundlag for fri proces tilsagens indledning ved retten, herunder klagers anmodning om henvisning tilnævnsbehandling.Afgørelse af 19. januar 2010 (PBN 2009-31-0661) (Civilstyrelsen 09-210-17045).

Ikke grundlag for erhvervsafslag til sag om erstatning for uberettiget ophævelse afbetinget aftale om salg af tidligere landbrugsejendomKlager havde anmodet om fri proces til en sag, der var anlagt af et anpartsselskabvedrørende erstatning for uberettiget ophævelse af en betinget aftale om salg af entidligere landbrugsejendom. Det fremgik af sagen, at aftalen var indgået mellemklager (som sælger) og anpartsselskabet (som køber) og indeholdt bl.a. en rækkebetingelser om godkendelse af lokalplan og tilladelse til byggemodning samtudstykning af minimum 16 helårsboliger på ejendommen, der var på ca. 100.000 m2.Købesummen var aftalt til ca. 11 mio. kr. Klager havde ifølge det oplyste erhvervetejendommen som led i generationsskifte i 1993. Civilstyrelsen meddelte afslag på friproces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, nr. 4, under henvisning til, at kravet i sagenvar af erhvervsmæssig karakter, og at der ikke forelå omstændigheder i sagen, derkunne medføre, at der burde ses bort fra sagens erhvervsmæssige karakter.Procesbevillingsnævnet fandt i det konkrete tilfælde ikke, at der var grundlag for atafslå fri proces under henvisning til retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1. På denbaggrund hjemviste Procesbevillingsnævnet sagen til Civilstyrelsen, således at

Fri proces til sag om erstatningsansvar i forbindelse med ydelse af lån til selskab.Spørgsmål om bierhvervKlager havde anmodet om fri proces til en erstatningssag, som hun ønskede atanlægge mod to tidligere økonomiske rådgivere i forbindelse med ydelse af et lån påca. 3.500.000 kr. til et nu konkursramt selskab. Det fremgik af sagen, at påtidspunktet for klagers ydelse af lånet til det nu konkursramte selskab, var de toøkonomiske rådgivere henholdsvis regnskabschef og direktør i det nu konkursramteselskab. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under henvisning til, at klagerhavde foretaget en investering af en sådan karakter, at det måtte anses for bierhverv,jf. retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1. Nævnet meddelte klager fri proces, jf.retsplejelovens § 328.Afgørelse af 19. januar 2010 (PBN 2009-31-0270) (Civilstyrelsen 09-210-15195).

Afslag på fri proces under henvisning til erhvervKlager havde anmodet om fri proces til en sag om, hvorvidt en kautionsforpligtelse,hun havde påtaget sig som sikkerhed for en leasingaftale indgået mellem modpartenog et aktieselskab, der blev drevet af klagers ægtefælle, var ugyldig eller bortfaldet.Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2,under henvisning til, at der ikke var rimelig grund til at føre proces, da klager ikkehavde udsigt til medhold i sagen. Det fremgik af sagen, at klager på tidspunktet forkautionsløftets afgivelse var bestyrelsesformand for aktieselskabet, og at hun ejedeover5 %afaktierne i aktieselskabets moderselskab,imindst4andreselskabersamt athun varkoncernen.bestyrelsesmedlemtilknyttet

6.4. Retsplejelovens § 329Fri proces til ankesag om førtidspensionKlager havde anmodet om fri proces til en ankesag vedrørende tilkendelse afførtidspension. Klager havde anlagt sag i 1. instans mod en statsforvaltning. Klagerfik medhold i sin påstand om, at statsforvaltningen skulle anerkende, at klager varberettiget til førtidspension med virkning fra den 1. januar 2005. Statsforvaltningenankede dommen. Civilstyrelsen meddelte klager afslag på fri proces til ankesagenunder henvisning til, at klager ikke opfyldte de økonomiske betingelser, jf.retsplejelovens § 325, stk. 1. Styrelsen meddelte endvidere afslag i medfør afretsplejelovens § 329. Procesbevillingsnævnet meddelte klager fri proces til ankesagenmed henvisning til retsplejelovens § 329.Afgørelse af 30. august 2010 (PBN 2010-32-0101) (Civilstyrelsen 10-210-19326).(Se tillige pkt. 6.4. PBN 200-31-0486)

6.5. Retsplejelovens § 336Ansøgning om godtgørelse i henhold til retsplejelovens § 336 i en sag om mangler vedfast ejendomKlager havde anmodet om godtgørelse efter retsplejelovens § 336 for den del afomkostningerne, der havde oversteget retshjælpsforsikringens maksimum i en sag ommangler ved fast ejendom. Det fremgik af sagen, at klager, der var sagsøgt, underbyretssagen havde adciteret to tredjeparter til sagen. Klager tabte sagen både iforhold til sagsøgerne og i forhold til de adciterede. Klager ankede alene dommen iforhold til de oprindelige sagsøgere. Civilstyrelsen meddelte klager, at styrelsen ikke

for tiden fandt anledning til at behandle ansøgningen om godtgørelse i medfør afretsplejelovens§336forsagsomkostninger,derhavdeoverstegetretshjælpsforsikringens maksimum. Styrelsen henviste til, at sagen var anket tillandsretten inden eksekutionsfristens udløb, således at styrelsen ikke på detforeliggende grundlag kunne tage stilling til, om omkostningerne ved sagen villeoverstige retshjælpsforsikringens maksimum. Procesbevillingsnævnet fandt, at derikke var grundlag for at afslå omkostningsgodtgørelse under henvisning til, at sagenvar anket inden eksekutionsfristens udløb, idet adcitationssagen var endelig afgjort.Nævnet hjemviste derfor sagen til Civilstyrelsen, således at styrelsen kunne tagestilling til, om der på baggrund af retsplejelovens § 336 kunne ydes godtgørelse forsagsomkostninger, der havde oversteget retshjælpsforsikringens maksimum.Afgørelse af 9. juni 2010 (PBN 2010-31-0271) (Civilstyrelsen 10-210-18363).

Ansøgning om godtgørelse i henhold til retsplejelovens § 336 i sag om førtidspensionKlager havde anmodet om godtgørelse i medfør af retsplejelovens § 336 af den del afomkostningerne, der overstiger retshjælpsforsikringens maksimum i en sag i 1.instans mod en statsforvaltning vedrørende tilkendelse af førtidspension. Klager fikmedhold i sin påstand om, at statsforvaltningen skulle anerkende, at klager varberettiget til førtidspension med virkning fra den 1. januar 2005, og klager blevtilkendt sagsomkostninger. Statsforvaltningen ankede sagen i sin helhed, og sagenssamlede omkostninger kunne derfor ikke fastlægges. Klager opfyldte desuden ikke deøkonomiske betingelser for fri proces. Civilstyrelsen meddelte klager afslag pågodtgørelse under henvisning til, at klager ikke opfyldte de økonomiske betingelser, jf.retsplejelovens § 336, jf. § 325, stk. 1. Procesbevillingsnævnet stadfæstedeCivilstyrelsens afgørelse.Afgørelse af 30 august 2010 (PBN 2010-31-0486) (Civilstyrelsen 10-210-18699).

6.6. Genoptagelse af nævnets egne sagerGenoptagelse og fastholdelse af afgørelse i sag om fri proces til en ankesag om bopælog samværKlager havde anmodet om fri proces til en ankesag vedrørende bopæl og samvær forto børn. Civilstyrelsen meddelte den 2. januar 2009 afslag på fri proces til sagenunder henvisning til, at der ikke var rimelig grund til at føre proces, da klager ikkehavdeudsigttilmedholdiankesagen.ProcesbevillingsnævnetstadfæstedeCivilstyrelsens afgørelse på et møde den 29. januar 2009. Klagers advokat anmodedeved brev af 26. februar 2009 Procesbevillingsnævnet om at genoptage sagen, idetankesagen af landsretten var blevet udsat med henblik på at indhente enbørnesagkyndig erklæring. Procesbevillingsnævnet afviste ved brev af 3. april 2009 atgenoptage behandlingen af sagen. Klagers advokat indsendte den 1. september 2009kopi af Vestre Landsrets dom af 31. august 2009, hvor klager havde fået delvistmedhold (således at et af fællesbørnene havde fået bopæl hos klager) og anmodede påden baggrund om, at sagen blev genoptaget. Der var til brug for Vestre Landsretsbehandling af sagen bl.a. blevet indhentet en børnesagkyndig erklæring. Disseoplysninger forelå ikke på tidspunktet for Procesbevillingsnævnets behandling afsagen i januar 2009. Det fremgik af præmisserne, at landsretten lagde vægt på denbørnesagkyndige erklæring. Procesbevillingsnævnet besluttede at genoptage sagen.Nævnet fandt imidlertid ikke, at nævnets afgørelse af 29. januar 2009 var udtryk foret egentligt fejlskøn, hvorfor den tidligere afgørelse blev fastholdt.Afgørelse af 4. januar 2010 (PBN 2009-32-0049).

Jens Anker Andersen i Fuldmægtigen 1990, side 83-86: Gælder den nyeappelbegrænsningtinglysningsafgørelser?Karen Dyekjær-Hansen i Lov&Ret 1992, nr. 2, side 4-6: Ingen ideelle løsninger nårdet gælder tredje instans bevilling.Jørgen Jochimsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1992 B, side 97-105: De nye regler omappelbegrænsning i civile retssager.Bernhard Gomard i Lov&Ret 1995, nr. 6, side 18-25: Pragmatik, principper oginternationalisering i 1990’ernes procesret.Eva Smith i Lov&Ret 1995, nr. 8, side 14-17: Ny lov, der stækker Højesteret baseretpå urigtige oplysninger.Bjørn Westh i Lov&Ret 1995, nr. 8, side 17-18: Ikke hold i Eva Smith’s kritik,Kommentar.Jens Anker Andersen i Auktioner, 3. udgave, 1996, side 451-454 og 456-463.Thomas Rørdam i Lov&Ret 1996, nr. 6, side 29-32: Anke-praksis i strid medFolketingets forudsætning.Bernhard Gomard m.fl. i Fogedret, 4. udgave, 1997, side 416-417.Jens Anker Andersen i Tvangsfuldbyrdelse, 3. udgave, 1997, side 314-316 og 319-320.Kristine Queitsch i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 12-18: Nogle bemærkningerom appelbegrænsning i civile retssager – 10.000 kr.s grænsen.Ivan Larsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 221-223: Ankebegrænsninger i detidligere statsadvokatsager.Procesbevillingsnævnets årsberetning 1996, side 23-26, om nævnets praksis i sagerom 2. instansbevilling i straffesager, og bilag 8, oversigt over ansøgninger om 3.instansbevilling i forældremyndighedssager, som er realitetsbehandlet i 1996.Bent Unmack Larsen i Advokaten 1997, nr. 9, side 178-179: Procesbevillingsnævnetspraksis.SteenBønsingiUgeskriftforRetsvæsen1997B,side531-535:Procesbevillingsnævnets retlige status – kommentar til UfR 1997.1062 H.Procesbevillingsnævnets årsberetning 1997, side 90-91, skematisk oversigt overlandsretternes afgørelser i de straffesager, som landsretterne har behandlet i 1996 og1997 efter meddelt 2. instansbevilling.Procesbevillingsnævnets årsberetning 1998, side 96, skematisk oversigt overlandsretternes afgørelser i civile sager, hvori der er meddelt 2. instansbevilling i 1996,1997 og 1998.

Ole Dybdahl og Hans Kardel, under medvirken af Susanne Gamberg, Hanne LübeckJohansen og Kristine Queitsch, Procesbevillinger (GadJura), 1998.Erik Werlauff i Juristen 1999, nr. 8, side 326-332: Anmeldelse af Ole Dybdahl ogHans Kardel, Procesbevillinger.Torben Jensen i Højesteret og retsplejen (GadJura), 1999, side 43-44, 46, 49-51, 74-75,104-105, 140-141, 144, 167-188, 191-192, 200-205, 210, 215-221, 228-229, 445-446.Jonas Christoffersen og Jakob Fink Nielsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1999 B, side387-394: Om kære til Højesteret i civile sager.Lindencrone og Werlauff i Dansk retspleje, 2. udgave (GadJura), 2000, side 26-28,296-301, 306-307, 310, 396-397, 542, 547, 629-630.Bjarne Christensen i Dommeren i det 20. århundrede – Dommerforeningens 100 årsjubilæum (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2000, side 337-338.Niels Viltoft, Benedikte Holberg og Lone Dahl Frandsen i Ugeskrift for Retsvæsen2000 B, Den særlige Klageret i 60 år, side 380.Eva Smith i Civilproces – Grundlæggende regler og principper, 4. udgave (GadJura),2000, side 240-243.Mads Østergaard og Jørgen Nørgaard i Ugeskrift for Retsvæsen 2002 B, side 491-501:ProcesbevillingsnævnetstilladelsetilappeltilHøjesteretafsagsomkostningsafgørelser i civile sager.Erik Werlauff i Juristen 2003, nr. 8, side 296-308: At søge procesbevilling.Jonas Christoffersen i Lov&Ret 2003, nr. 6, side 7ff: Hvem skal lempe retsafgiften?Ole Dybdahl i Ugeskrift for Retsvæsen 2003 B, side 284-286: Reform af Den SærligeKlageret og Procesbevillingsnævnet.Kim K. Gabriel i Ugeskrift for Retsvæsen 2004 B, side 314-321: Udlændingelovens §50 i praksis.Ejler Bruun, Peter Møgelvang-Hansen og Lars Lindencrone Petersen i Fogedsager, 3.udgave (Forlaget Thomson) 2005, side 549-560 og 716.Jens Røn i Juristen 2007, nr. 6, side 203-207: En ny småsagsproces.Bernhard Gomard og Michael Kistrup i Civilprocessen, 6. udgave (Forlaget Thomson)2007, side 59-60, 76-77, 677-683, 696-699, 724-733, 745-748, 755-764.Jørgen Jochimsen i Hovedforhandling i straffesager, 1. udgave (Forlaget Thomson)2007, side 244-245, 349-352.Eva Smith, Jørgen Jochimsen, Michael Kistrup og Jakob Lund Poulsen iStraffeprocessen, 2. udgave, 2008, side 45-51, 788, 792, 806-807, 827, 846-854, 866-867.

Holger Kallehauge i Ugeskrift for Retsvæsen 1973 B, side 153-167: Noglebemærkninger om fri proces.Frederik Chr. Schydt i Fri proces, 1. udgave, (Jurist- og Økonomforbuundets Forlag),1992, side 243-323.Jens Røn i Juristen 2006, nr. 5, side 175-185: Nye love – nye regler omsagsomkostninger, retshjælp og fri proces.Jens Røn i Juristen 2007, nr. 6, side 203-207: En ny småsagsproces.Bernhard Gomard og Michael Kistrup i Civilprocessen, 6. udgave (Forlaget Thomson)2007, side 678-687.Kommenteret Retsplejelov, 8. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2008,Bind I, side 678-707 (kommentar til §§ 325-336).Cecilie Maarbjerg Qvist og Louise Falkenberg i Juristen 2010, nr. 4, side 114-120:Nogle bemærkninger om behandlingen af fri proces sager.

tredjeinstansbevilling efter regler i denne lov og anden lovgivning.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces efterregler i denne lov.§ 23. Nævnet består af 5 medlemmer, en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, enbyretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer i retsvidenskabeller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de fireførstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret,landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Kongen beskikker efterindstilling fra justitsministeren medlemmerne for en periode på to år. Et medlem har ret tilgenbeskikkelse for yderligere to år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.Stk. 2. Ved afgørelse af klager over afslag på fri proces består nævnet af en landsdommer(afdelingsformand), en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de 3 medlemmer skerefterindstillingtiljustitsministerenfrahenholdsvislandsretterne,DenDanskeDommerforening og Advokatrådet. Stk. 1, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.Stk. 3. Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 og 2finder tilsvarende anvendelse.§ 24. Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for dommere. Etmedlem udtræder, når betingelserne for medlemmets beskikkelse bortfalder.§ 25. Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.Stk. 2. Der kan i forretningsordenen fastsættes regler om indhentning og videregivelse afoplysninger til brug ved sagernes behandling. Der kan endvidere bl.a. fastsættesbestemmelser om skriftlig votering og om, at formanden kan træffe visse nærmere bestemteafgørelser på nævnets vegne, eller at sager om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevillingkan afgøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og enuniversitetslærer.§ 26. Procesbevillingsnævnet offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.Stk. 2. Til Procesbevillingsnævnet knyttes et sekretariat.Stk.3.DomstolsstyrelsenvaretagerProcesbevillingsnævnetsbevillingsmæssigeogadministrative forhold.§ 27. Såfremt en offentlig myndighed i medfør af § 252, stk. 2, er indtrådt i en sag til fordel foren af sagens parter eller agter at gøre dette, kan myndigheden ved skriftlig erklæring støttepartens ansøgning til Procesbevillingsnævnet.

Procesbevillingsnævnet§1.Procesbevillingsnævnetbehandleransøgningerommeddelelseafanden-ogtredjeinstansbevilling (appeltilladelse), jf. retsplejelovens § 22, stk. 1. Ved behandling afansøgninger om meddelelse af appeltilladelse består nævnet af 5 medlemmer under ledelse afnævnets formand, jf. dog §§ 10-12.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces, jf.retsplejelovens § 22, stk. 2. Ved behandling af klager over afslag på fri proces består nævnet af3 medlemmer under ledelse af nævnets afdelingsformand, jf. dog §§ 13-14.Stk. 3. Ledelsen af nævnets administrative funktioner varetages af nævnets formand medbistand af et sekretariat, som denne antager.

Forberedelse af nævnsbehandlingen§ 2. Nævnets formand og afdelingsformand drager omsorg for sagernes forberedelse medbistand fra nævnets sekretariat.§ 3. Ansøgning om appeltilladelse og klage over afslag på fri proces skal være skriftlig ogangive de grunde, som ansøgeren eller klageren vil påberåbe sig. Henvendelsen skal ledsagesaf kopi af den eller de afgørelser, der er truffet vedrørende sagen, samt kopier af dokumenter,der i øvrigt er af betydning for sagens afgørelse. Procesbevillingsnævnet kan pålæggeansøgeren eller klageren at tilvejebringe yderligere oplysninger til brug for sagens behandling.Stk. 2. Sekretariatet bistår om nødvendigt en ansøger eller en klager, som ikke errepræsenteret ved advokat, med udfærdigelse af ansøgningen eller klagen.Stk. 3. Ansøgningen eller klagen skal være nævnets sekretariat i hænde senest kl. 15.00 dendag, hvor ansøgnings- eller klagefristen udløber. Beregning af ansøgnings- eller klagefristensker i overensstemmelse med retsplejelovens regler om anke- og kærefrister. Nævnet kan i enappeltilladelsessag bortse fra en fristoverskridelse, hvis retsplejelovens betingelser herfor eropfyldt. Ved en klage over et afslag på fri proces kan nævnet bortse fra en fristoverskridelse,hvis denne er undskyldelig.§ 4. Sekretariatet anerkender modtagelsen af ansøgningen eller klagen.

afdelingsformanden bestemmer, i hvilke tilfælde en modpart skal anmodes om at fremkommemed eventuelle bemærkninger inden en nærmere angiven frist.Stk. 3. Nævnet kan indhente en udtalelse fra Civilstyrelsen i anledning af en klagesag.§ 5. Formanden eller afdelingsformanden afgør, om akterne fra den forudgående behandling afsagen skal indhentes. Videregivelse af akter fra en anden myndighed til nævnet kan ske udensamtykke fra ansøgeren eller klageren.Stk. 2. Nævnet kan til brug for behandling af en sag anvende akter fra tidligere sager vednævnet vedrørende samme retstvist, uanset om akterne vedrører en ansøgningssag eller enklagesag.

Nævnsbehandling – fælles bestemmelser§ 6. Nævnets afgørelser træffes ved møder i nævnet. Møderne afholdes almindeligvis en gangugentlig. Sagerne til behandling på mødet udsendes til medlemmerne ugedagen før. Hastendesager kan dog udsendes med kortere frist. Forhandlingerne foregår mundtligt. Formandeneller afdelingsformanden kan dog i særlige tilfælde træffe bestemmelse om en andenbehandlingsform.Stk. 2. Spørgsmål om inhabilitet afgøres efter retsplejelovens regler herom.§ 7. Nævnets møder er ikke offentlige.Stk. 2. Sagens parter har ikke adgang til møderne.Stk. 3. Efter formandens eller afdelingsformandens bestemmelse kan møderne overværes afmedarbejdere i sekretariatet.§ 8. Formanden og afdelingsformanden kan uden forelæggelse for nævnet tage stilling tilbehandlingen af henvendelser, som falder uden for nævnets kompetence.Stk. 2. Formanden og afdelingsformanden kan herudover i særlige grupper af tilfælde ihenhold til skriftlige retningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, træffeafgørelse på nævnets vegne uden forelæggelse for nævnet.§ 9. I tilfælde af et medlems forfald indkaldes om muligt medlemmets suppleant.

Underretning og aktindsigt§ 17. Nævnets afgørelse meddeles ansøgeren eller klageren uden angivelse af, hvilkemedlemmer der har deltaget i sagens behandling, og hvorledes de har stemt.Stk. 2. I meddelelsen om nævnets afgørelse begrundes afgørelsen med henvisning til indholdetaf de bestemmelser, der giver hjemmel for meddelelse af appeltilladelse eller fri proces.Stk. 3. Meddelelse om afgørelsen underskrives af formanden eller afdelingsformanden eller afden, som disse bemyndiger hertil.Stk. 4. Der gives underretning om afgørelsen til en modpart i sagen, der er underrettet ellerhørt i anledning af ansøgningen eller klagen.Stk. 5. Der gives i sager vedrørende appeltilladelse tillige underretning til den eller de retter,som har truffet afgørelse i sagen.Stk. 6. Der gives i sager vedrørende fri proces tillige underretning til Civilstyrelsen.

Kapitel 36. Anke§ 368. Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i hvis kreds byrettenligger. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kandommen kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. stk. 2.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet afstk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse.Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden1 år efter afsigelsen.Stk. 3. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af Sø- og Handelsretten, kan afparterne ankes til Højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.Stk. 4. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, for så vidt ikke andet erbestemt ved lov.Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger i domme, som er afsagt af en landsret eller af Sø-ogHandelsretten,kankunankessærskilttilHøjesteretmedtilladelsefraProcesbevillingsnævnet. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.§ 371. Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes.Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er afprincipiel karakter. Hvis særlige grunde taler for det, kan tilladelsen begrænses til en del afdet krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse.Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Procesbevillingsnævnetinden 8 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvisansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.§ 372. Ankefristen er 4 uger ved anke fra byret til landsret og 8 uger ved anke fra landsret ogfra Sø- og Handelsretten til Højesteret. Fristen regnes fra dommens afsigelse.Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skalske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2, eller § 371,inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvisesanken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse.Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning omtilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes forHøjesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.

Kapitel 37. Kære§ 389. Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kan, medmindre andet er bestemt iloven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger.Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kanikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde talerderfor.Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvisansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.§ 391. Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er fastsat til mereend 10.000 kr., kan indbringes særskilt for landsret ved kære.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme omsagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.Bestemmelserne i § 389, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.Stk. 3. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol ellerikke rettidigt er indbragt for domstolene eller ankeretten, kan indbringes for højere ret vedkære. Hvis dommen er afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun ske medProcesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmålaf principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 ugerefter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse,hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.§ 392. Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller af Sø- og Handelsretten efterreglerne i § 253 i en sag, der behandles af retten som 1. instans, kan kæres til Højesteret,såfremt Højesteret tillader det, jf. § 253, stk. 4.Stk. 2. I andre tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutningerkæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hviskæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Hvis særlige grunde taler for det, kan entilladelse til at kære til Højesteret som 3. instans begrænses til en del af sagen. Ansøgning omkæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet.Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Kapitel 43 a. Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse§ 475. Anke sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4 uger fra dommens afsigelse.Byretten sender meddelelsen om anken samt sagens akter til landsretten, der berammermundtlig forhandling af sagen i et retsmøde, til hvilket parterne indkaldes af retten med et afdenne bestemt varsel. Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.Stk. 2. Om sagens behandling i landsretten gælder tilsvarende regler som fastsat forbyretsbehandlingen.Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt.,og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.Stk. 4. Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgørelsepåankes, eller af den ret, til hvilken anke sker.

Kapitel 43 b. Prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke§ 475 i. Ankefristen er 4 uger ved anke til landsret og 8 uger ved anke til Højesteret. Der kanikke i medfør af § 372, stk. 2, meddeles tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb.Stk. 2. Anke til landsret sker ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt tilretsbogen. Retten sender meddelelsen og sagens akter til landsretten.Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt.,og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.Stk. 4. Om kære gælder reglerne i kapitel 37. Der kan dog ikke i medfør af § 394, stk. 2,meddeles tilladelse til at kære de i § 475 b, stk. 4, nævnte kendelser efter kærefristens udløb.Stk. 5. Om sagens behandling i landsretten og Højesteret gælder tilsvarende regler somfastsat for byretsbehandlingen.

Kapitel 53. Appel af fogedrettens afgørelser§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kærestil den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan ikkekæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde talerderfor.Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 ugerefter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgivessenere, men inden 1 år efter afgørelsen.Stk. 4. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk. 1-3, § 563, § 566, stk. 3, 3. pkt., §569, stk. 1, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk. 1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2,kan ikke kæres.

§ 584 a. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kansærskilt kæres.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse omomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 ugerefter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgivessenere, men inden 6 måneder efter afgørelsen.§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dogmeddele tilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Hvis særligegrunde taler for det, kan tilladelsen begrænses til en del af sagen.Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger, iauktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan nævnetdog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efterafgørelsen.

Kapitel 58. Skifte af fællesbo mv.§ 664. Anke foregår i overensstemmelse med de om anke fra byret til landsret i andet afsnitgivne regler med de lempelser, som følger af forholdets natur.Stk. 2. Ankestævningen forkyndes såvel for den ankendes modpart som for skifteretten, der påboets bekostning har at drage omsorg for, at der i fornødent fald tages til genmæle.Stk. 3. Den for skifteretten stedfundne procedure er ikke bindende, og der er endog intet tilhinder for, at tillæg til og rettelser i de tidligere påstande fremsættes. Dog kan parterne ikketilbagekalde de af dem for skifteretten afgivne, skiftebogen tilførte, erklæringer med hensyn tilsagens sammenhæng.Stk. 4. Kære foregår med de lempelser, som følger af ovenstående bestemmelser, efter sammeregler som kære til landsret over byrettens afgørelser.§ 665. Når en i henhold til § 662 iværksat anke har fundet sin afgørelse ved landsret, kan der ireglen ikke ske yderligere anke til Højesteret. Procesbevillingsnævnet kan dog meddeletilladelse til anke. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarendeanvendelse.Stk. 2. Om anke til Højesteret gælder de almindelige regler i kap. 36.Stk. 3. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Bestemmelserne i § 392, stk. 2,finder dog tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14 dageefter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen som i § 904, stk. 2og 3. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgivessenere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden, der ønskerat anke, skal den samtidig med ansøgningen til Procesbevillingsnævnet sende underretningom ansøgningen til tiltalte. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tilladelse til anke af deafgørelser, der er nævnt i § 902, stk. 4.Stk. 4. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse tilanke efter stk. 1 eller 3, indbringer anklagemyndigheden sagen for landsretten. Sagen skalindbringesinden14dageefter,atProcesbevillingsnævnetharunderrettetanklagemyndigheden om tilladelsen. Hvis det er anklagemyndigheden, der har fået tilladelsetil anke, skal anklagemyndigheden forkynde en meddelelse om anke for tiltalte, jf. § 907, stk.2, inden udløb af den frist, der er anført i 2. pkt.

Kapitel 83. Anke til Højesteret§ 932. Landsrettens domme i straffesager kan kun ankes med Procesbevillingsnævnetstilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis sagen er af principiel karakter eller særligegrunde i øvrigt taler derfor. Tilladelsen kan begrænses til en del af sagen, herunder medhensyn til de grunde, hvorpå anken kan støttes, jf. § 933, stk. 2, hvis særlige grunde taler fordet.Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14 dageefter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter reglerne i §904, stk. 2 og 3. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningindgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden,der vil anke, skal den samtidig med ansøgningen til Procesbevillingsnævnet underrette tiltalteom ansøgningen. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.Stk. 3. Når ansøgning om tilladelse til anke er indgivet, kan Højesteret beslutte, atfuldbyrdelse af dommen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, når anke tillades.

Procesbevillingsnævnet give underretning om ansøgningen til den, som kendelsen ellerbeslutningen vedrører. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.Stk. 3. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse tilkære efter stk. 1, indbringer anklagemyndigheden sagen for Højesteret. Sagen skal indbringesinden 14 dage efter, at Procesbevillingsnævnet har underrettet anklagemyndigheden omtilladelsen.Stk. 4. Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af enankesag, og som retter sig mod nogen, der ikke er part i sagen, kan kæres til Højesteret undertilsvarende betingelser som anført i § 968 uden tilladelse efter stk. 1, jf. dog § 1013, stk. 3.§ 973. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan kun kæres til Højesteret medProcesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis kæremålet angårspørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Tilladelsen kanbegrænses til en del af sagen, hvis særlige grunde taler for det. Reglerne i § 968 a, stk. 2 og 3,finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 91. Sagsomkostninger§ 1013. Når en dom er påanket, prøver den overordnede ret omkostningsspørgsmålet, for såvidt dettes afgørelse afhænger af ankens udfald, eller det særlig er inddraget under anken. Entilsvarende regel gælder, når kæremål rejses mod en kendelse, der har pålagt erstatning afomkostninger i forbindelse med straf eller lignende følger. I andre tilfælde kan kæremål rejsesmod rettens afgørelse af omkostningsspørgsmålet, når afgørelsen er uafhængig af sagensudfald, og de pålagte omkostningers beløb kan antages at ville overstige 40 kr.Stk. 2. Foranstående regler gælder også med hensyn til fastsættelse af vederlag til offentligeanklagere, hvor derom bliver spørgsmål, og til forsvarere.Stk.3.Landsrettensafgørelseromvederlagtilforsvarerekanikkekæres.Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til, at afgørelsen kæres til Højesteret, hviskæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller andre særlige grunde i øvrigt taler fordet. Reglerne i § 968 a, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.Stk. 4. Pålagte omkostninger kan af restanceinddrivelsesmyndigheden inddrives efter reglernei § 90, stk. 2-4, § 91, stk. 2-5, og § 92 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

§ 325. Der kan efter ansøgning meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelserefter stk. 2-5, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækkeromkostninger ved sagen, fri proces efter reglerne i §§ 327 og 328.Stk. 2. Personer, hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb, opfylder deøkonomiske betingelser for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen må antagesat blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Justitsministeren fastsætterregler om opgørelse af indtægtsgrundlaget.Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør 236.000 kr. (2005-niveau) for enlige.Stk. 4. For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsenudgør 300.000 kr. (2005-niveau). Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dogansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige.Stk. 5. Indtægtsgrænsen forhøjes med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år,herunder stedbørn eller plejebørn, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende gradforsørges af denne.§ 326. De i § 323, stk. 6, og § 325, stk. 3-5, angivne beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om ensatsreguleringsprocent. De regulerede beløb efter § 323, stk. 6, afrundes til det nærmeste helekronebeløb, der kan deles med 10. De regulerede beløb efter § 325, stk. 3-5, afrundes til detnærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000. Reguleringen sker på grundlag af de påreguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Justitsministeren bekendtgør hvert år,hvilke reguleringer der skal finde sted.§ 327. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans1) i de i § 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i sagerom ændring af en aftale eller dom efter forældreansvarslovens § 14 eller § 17, stk. 2,2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud eftermarkedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, og3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold ia) Advokatnævnet, jf. § 146,b) et huslejenævn eller et beboerklagenævn,c)et centralt statsligt klagenævn ellerforbrugeranliggender, og sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af nævnetsafgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller af modparten til ændring af nævnetsafgørelse eller et forlig indgået for nævnet.d) et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og

Stk. 2. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller delvis har fåetmedhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.Stk. 3. Fri proces efter stk. 1 og 2 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil fåmedhold i sagen.Stk. 4. Fri proces efter stk. 1 og 2 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kanindbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392, stk. 2, kanafslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1.instans, kæres uden særlig tilladelse.§ 328. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 327, kan fri proces, jf. § 325, gives, hvis ansøgerenskønnes at have rimelig grund til at føre proces.Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår blandt andet1) sagens betydning for ansøgeren,2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen,3) sagsgenstandens størrelse,4) størrelsen af de forventede omkostninger og5) muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- ellerankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.Stk. 3. I sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforholdeller om personskade anses henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte for at haverimelig grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart talerherimod.Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagelsesvis gives til sager, der udspringer afansøgerens erhvervsvirksomhed, eller sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre enærekrænkelse af en vis grovhed er udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en viderekreds.Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeleles af justitsministeren. Afslås fri proces, kan afslagetpåklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse omafslaget.§ 329. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 325, jf. §§ 327 og 328, kan justitsministeren efteransøgning meddele en part fri proces, når særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig isager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som harvæsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Afslås fri proces,kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fåetmeddelelse om afslaget.§ 330. Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces ogom de oplysninger, som ansøgeren skal meddele.§ 331. Fri proces medfører for vedkommende part

1) fritagelse for afgifter efter lov om retsafgifter,2) beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. § 334,3) godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen,4) fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger og5) i skiftesager fritagelse for sikkerhedsstillelse for skifteomkostninger og, for så vidtudgifterne ikke kan dækkes af boets midler, fritagelse for betaling af vederlag til eventuelmedhjælper i boet og andre udgifter ved foranstaltninger, der iværksættes med skifterettensgodkendelse.Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser.Stk. 3. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder denprocedure, der er nødvendig for at opnå en ny foretagelse af sagen for samme ret, samtfuldbyrdelse af afgørelsen. Virkningerne omfatter tillige de foranstaltninger, som af hensyn tilforberedelsen af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter også behandlingen af sagen i 2. eller 3. instans,såfremt sagen er indbragt for højere ret af modparten og den part, der har fri proces, helt ellerdelvis har fået medhold i den foregående instans.Stk. 5. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.Stk. 6. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt,viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophørervirkningerne af fri proces.§ 332. Retten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var givet friproces, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der eftersagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. § 331, stk. 1, nr. 1. I det omfang en part erfritaget for betaling af sagsomkostninger til modparten, jf. § 331, stk. 1, nr. 4, betalessagsomkostningerne af statskassen. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger, tilfalderbeløbet statskassen. Har den part, der har fri proces, selv afholdt udgifter i anledning afsagen, fordeler retten dog beløbet mellem statskassen og parten.Stk. 2. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassensudgifter ved den fri proces, i det omfang udgifterne ikke pålægges modparten, når partensforhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det.§ 333. For hver ret antager justitsministeren et passende antal advokater til at udføre sagerfor parter, der har fri proces, eller for hvem der i øvrigt beskikkes en advokat efter reglerne idenne lov. Justitsministeren kan ved antagelse af en advokat ved en byret bestemme, at derikke skal tilkomme den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden forretskredsen.

Stk. 2. I ankesager kan den advokat, der har været beskikket under behandlingen i denforegående instans, beskikkes til også at føre sagen for den overordnede ret, såfremtadvokaten er mødeberettiget for denne ret.Stk. 3. Efter partens anmodning kan en advokat, der ikke er antaget ved vedkommende ret,beskikkes, såfremt det findes forsvarligt og advokaten er mødeberettiget for retten og villig tilat lade sig beskikke.Stk. 4. En autoriseret advokatfuldmægtig eller en advokat, der ikke har møderet for landsret,kan beskikkes i en sag, der anmeldes som prøvesag, hvis det findes forsvarligt. Det er dog enbetingelse, at sagen ikke på forhånd skønnes uegnet som prøvesag, og at parten meddelersamtykke hertil.Stk. 5. De i stk. 1 nævnte advokater skal yde retshjælp efter § 323, stk. 1, 2. pkt. Advokater,der ikke er omfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministerenbestemmer, påtage sig en tilsvarende forpligtelse.§ 334. Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident (på Bornholm af dommeren).Beskikkelsen omfatter også retshandlinger ved anden ret.Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg,herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. dog §333, stk. 1, 2. pkt.Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betingebeskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen om godtgørelsefor rejseudgifter.Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen.Fastsættelsen sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingensafslutning.Stk. 5. Den beskikkede advokat må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, derer fastsat af retten. I de i stk. 3 nævnte tilfælde og i tilfælde, hvor den beskikkede advokatgiver møde ved en anden ret, jf. stk. 1, 2. pkt., kan der dog træffes aftale mellem parten ogadvokaten om, at parten skal betale rejseudgifter, der ikke dækkes af statskassen. Reglen i 1.pkt. gælder ikke, såfremt der er truffet særlig aftale mellem parten og advokaten omvederlaget og advokaten frafalder krav på vederlag af statskassen.Stk. 6. Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller andenforsikring, skal salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i første række betales afforsikringen.§ 335. Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller andenforsikring, indtræder statskassen i sikredes krav mod forsikringsselskabet, i det omfangstatskassen har ydet dækning efter reglerne om retshjælp og fri proces. Dette gælder dog ikkedækning i form af fritagelse for afgifter efter § 331, stk. 1, nr. 1.

§ 336. Der kan efter ansøgning ydes en part, som har en retshjælpsforsikring eller andenforsikring, der dækker omkostninger ved sagen, godtgørelse fra statskassen af den del afomkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens karakter elleromstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes indenfor forsikringens maksimum. Bestemmelserne i §§ 325-328 finder tilsvarende anvendelse.Stk. 2. Omkostninger ved sagen dækkes efter stk. 1, i det omfang statskassen, hvis der havdeværet meddelt fri proces, ville have ydet dækning efter §§ 331, 332 og 334.Stk. 3. Når retten i medfør af § 327, stk. 4, har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 fordækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt,fastsætter retten samtidig, hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.Stk. 4. Når justitsministeren eller Procesbevillingsnævnet i medfør af § 328, stk. 5, har truffetafgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning af den del af omkostningerne, der overstigerforsikringens maksimum, er opfyldt, kan justitsministeren træffe afgørelse om udbetaling afdet ansøgte beløb, såfremt dette kan godkendes, jf. stk. 2. Kan justitsministeren ikke godkendedet ansøgte beløb, sender justitsministeren sagen til den ret, der behandler eller senest harbehandlet sagen, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.§ 500. Fogedretten vejleder i fornødent omfang den, der ikke møder med advokat, om hansretsstilling.Stk. 2. Retten kan give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, friproces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand for fogedretten.

Stk. 4.Beløbene i stk. 3 forhøjes med 48.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn ogplejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges afdenne.§ 2. Afviger ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende oplysninger væsentligtfra det, der er lagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 1, stk. 1, lægges detilsvarende aktuelle indkomstforhold til grund. Det samme gælder, hvis der ikke er opgjort etindtægtsgrundlag for ansøgeren.§ 3. Er ansøgeren under 18 år, kan der tillige tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold.§ 4. Ansøgeren skal vedlægge årsopgørelse fra skattemyndighederne for 2008. Indgivesansøgningen i december 2010 vedlægges tillige årsopgørelsen for 2009. Lever ansøgeren i etsamlivsforhold, skal samleverens årsopgørelse tillige vedlægges. Dette gælder dog ikke, hvisparret har modstående interesser i sagen.