SOU, Alm.del - 2011-12 - Bilag 201: Lovudkast - Udkast til forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, retsplejeloven og lov om Det Centrale Personregister (Revision af forældreansvarsloven m.v.), fra social- og integrationsministeren

§1I forældreansvarsloven, lov nr. 499 af 6. juni 2007, som ændret ved § 4 i lov nr. 349 af 6. maj 2009,§ 3 i lov nr. 494 af 12. juni 2009 og § 3 i lov nr. 628 af 11. juni 2010, foretages følgende ændringer:1.§ 11, 2. pkt.,affattes således:»Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, atforældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.«2.§ 19, stk. 1, 2. pkt.,ophæves, og i§ 19indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:»Stk. 2.Forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær med den forælder, som det ikkehar bopæl hos, og for transporten af barnet i forbindelse med samvær.«Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.3.§ 20affattes således:»§ 20.Er en forælder død, er begge forældre døde, eller er en forælder ukendt, kan statsforvaltnin-gen efter anmodning fastsætte samvær med barnets nærmeste pårørende, som barnet er knyttet til.Stk. 2.Er der ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær med den forælder, barnet ikke harbopæl hos, kan statsforvaltningen efter anmodning fastsætte samvær med barnets nærmeste pårø-rende, som barnet er knyttet til.«4.I§ 20 a,ændres »der« til: »statsforvaltningen«, og »fastsættes« ændres til: »fastsætte«.5.§ 21affattes således:»§ 21.Er der uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan statsforvaltningen efter anmod-ning træffe afgørelse herom og fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.Stk. 2.Samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold.Stk. 3.Fastsættelse af samvær kan afslås, og en aftale eller afgørelse herom kan ændres eller ophæ-ves.«6.I§ 22, stk. 1,ændres »der træffes« til: »statsforvaltningen træffe«, og i§ 22, stk. 3,ændres »stk. 1og 4« til: »stk. 1 og 3«.7.§ 23, stk. 2,ophæves, ogstk. 3 og 4,som herefter bliver stk. 2 og 3, affattes således:»Stk.2.De i stk. 1 nævnte institutioner m.v. kan nægte at give konkrete oplysninger og udleveredokumenter om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet.Stk. 3.Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyn-digheden eller fra en af de i stk. 1 nævnte institutioner m.v. fratage den forælder, der ikke har foræl-

dremyndigheden, adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1. Afgørelsenhar virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse om afgørelsen.«8.I§ 26, stk. 3,udgår: », der er truffet af statsforvaltningen,«, og i§ 26, stk. 3, nr. 1,ændres »deter« til: »statsforvaltningen har«.9.§ 29, stk. 1, 2. pkt.,ophæves.10.I§ 33, stk. 1,indsættes efter »undersøgelser«: »og indhente sagkyndige erklæringer om foræl-dre«, og i§ 33, stk. 2,indsættes efter »undersøgelse«: »eller anmodet om en sagkyndig erklæringom en forælder«, og »denne« ændres til: »dette«.11.§ 38affattes således:»§ 38.Statsforvaltningen og social- og integrationsministeren kan til brug for behandlingen af sagerom forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i forbindelse med samvær, herunder forældre-nes afholdelse af udgifter herved, efter denne lov få terminaladgang til de nødvendige økonomiskeoplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.«12.§ 39affattes således:»§ 39.En anmodning om ændring af forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kon-takt kan afvises af statsforvaltningen, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Dette gælderdog ikke anmodninger om ændring af forældremyndighed efter § 14, stk. 2.Stk. 2.Statsforvaltningen indbringer afgørelsen om afvisning af en anmodning om ændring af for-ældremyndighed eller barnets bopæl for retten, hvis ansøgeren anmoder herom inden 4 uger efter, atafgørelsen er meddelt den pågældende.«13.§ 41affattes således:»§ 41.Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påklages til social- og integrationsministe-ren, jf. dog stk. 2- 4.Stk. 2.En klage over en midlertidig afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl efter §§26 og 30 afvises, hvis sagen om forældremyndighed eller barnets bopæl er indbragt for retten efter §40.Stk. 3.Afgørelser efter § 37, afgørelser om at afvise en anmodning om ændring af forældremyndig-hed eller barnets bopæl efter § 39, stk. 1, afgørelser efter § 40, stk. 1 og 2, afgørelser om at imøde-komme en anmodning efter § 40, stk. 3, og afgørelser om afvisning af at behandle en sag om foræl-dremyndighed eller barnets bopæl efter § 46, stk. 2, jf. stk. 1, kan ikke påklages.Stk. 4.Den forælder, der ikke har forældremyndigheden, kan påklage en afgørelse efter § 23, stk. 2,til statsforvaltningen. Dette gælder dog ikke afgørelser truffet af sundhedsvæsenet. Statsforvaltnin-gens afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Social- og integrationsmini-steren kan dog efter anmodning optage en sag til behandling, når det skønnes, at den har principieleller generel betydning.«14.§ 42, nr. 2,affattes således:»2) om forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i forbindelse med samvær, herunder foræl-drenes afholdelse af udgifter herved,«15.I§ 42, nr. 5,indsættes efter »undersøgelser«: », sagkyndige erklæringer om forældre«.

§2I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 17. november 2011, som ændret ved § 23 ilov nr. 112 af 3. februar 2012, foretages følgende ændringer:1.§ 448, nr. 2 og 3,affattes således:»2) sager om forældremyndighed,3) sager om barnets bopæl,«2.I§ 448 a, stk. 3,ændres », jf. § 28 i lov om forældremyndighed og samvær« til: »eller barnetsbopæl, jf. § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven«.3.§ 450 a, 1. pkt.,affattes således:»Retten kan i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl, jf. § 448, nr. 2 og 3, udpege en bør-nesagkyndig til at deltage i forberedende møder.«4.§ 450 b, 1. pkt.,affattes således:»Retten kan i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl, jf. § 448, nr. 2 og 3, træffe bestem-melse om bevisførelse, herunder om at tilvejebringe børnesagkyndige erklæringer og sagkyndigeerklæringer om forældre.«5.§ 450 caffattes således:»§ 450 c.Samtaler med børn efter forældreansvarsloven afholdes, uden at parterne er til stede,medmindre retten bestemmer andet. Parterne skal forud for afholdelsen af samtalen orienteres omsamtalens karakter og betydning, medmindre det vurderes at være unødvendigt.Stk. 2.Retten anmoder en børnesagkyndig om at afholde samtalen.Stk. 3.Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt med hovedindholdet af samtalen, medmin-dre afgørende hensyn til barnet taler imod det.«6.I§ 535, stk. 3,indsættes efter »forældremyndighed«: », barnets bopæl«.7.I§ 536, stk. 1,indsættes efter »forældremyndighedsindehaveren«: »eller bopælsforælderen«.8.I§ 596, stk. 2,indsættes efter »forældremyndighed«: »eller barnets bopæl«.§3I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 878 af 14. september 2009, som æn-dret ved § 35 i lov nr. 1536 af 21. december 2010, foretages følgende ændring:1.I§ 8, stk. 3,ændres to steder »§ 25, stk. 1« til: »§ 26, stk. 1«.§4Stk. 1.Loven træder i kraft den 1. oktober 2012, jf. dog stk. 2-5.Stk. 2.Lovens § 1, nr. 9 og 11, og § 2, nr. 1, 3 og 4, finder ikke anvendelse på sager om forældre-myndighed eller barnets bopæl, der er indbragt for retten inden lovens ikrafttræden. De hidtil gæl-

dende regler i forældreansvarslovens § 29, stk. 1, 2. pkt., og § 38, stk. 3, og retsplejelovens § 448,nr. 2 og 3, § 450 a, 1. pkt., og § 450 b, 1. pkt., finder fortsat anvendelse for disse sager.Stk. 3.Lovens § 1, nr. 12, finder ikke anvendelse på sager om forældremyndighed og barnets bopæl,som er modtaget af statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden.Stk. 4.Lovens § 2, nr. 5, finder ikke anvendelse på sager, der er indbragt for retten inden lovensikrafttræden, hvis retten inden dette tidspunkt har afholdt en samtale med barnet efter den hidtilgældende § 450 c i retsplejeloven eller har indkaldt barnet til en sådan samtale.Stk. 5.Forældreansvarslovens § 41, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 13, finder kun an-vendelse på klager, som statsforvaltningen modtager efter lovens ikrafttræden.§5Stk. 1.Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.Stk. 2.§§ 1 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de af-vigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.Stk. 3.§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigel-ser, som de færøske forhold tilsiger.

1. Indledning1.1. Lovforslagets baggrund1.2. Lovforslagets formål2. Forældremyndighed2.1. Fælles forældremyndighed mod den ene forælders ønske2.1.1. Gældende ret2.1.2. Den foreslåede ordning2.2. Muligheden for at afvise ansøgninger om ændring af forældremyndighed og barnets bopæl2.2.1. Gældende ret2.2.2. Den foreslåede ordning3. Barnets perspektiv3.1. Inddragelse af barnet3.1.1. Gældende ret3.1.2. Den foreslåede ordning4. Samvær4.1. Kompetencen i samværssager4.1.1. Gældende ret4.1.2. Den foreslåede ordning4.2. Samværets omfang – deleordninger4.2.1. Gældende ret4.2.2. Den foreslåede ordning4.3. Transport i forbindelse med samvær4.3.1. Gældende ret4.3.2. Den foreslåede ordning4.4. Samvær med andre end barnets forældre4.4.1. Gældende ret4.4.2. Den foreslåede ordning5. Klageadgang i forhold til statsforvaltningens midlertidige afgørelser om forældremyndig-hed og barnets bopæl5.1. Gældende ret5.2. Den foreslåede ordning6. Orienteringsretten for forældre uden del i forældremyndigheden6.1. Gældende ret6.2. Den foreslåede ordning7. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.9. Administrative konsekvenser for borgerne10. Miljømæssige konsekvenser11. Forholdet til EU-retten12. Hørte myndigheder og organisationer13. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser

1. Indledning1.1. Lovforslagets baggrundDe gældende regler om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. findes i forældrean-svarsloven (lov nr. 499 af 6. juni 2007 med senere ændringer), som trådte i kraft den 1. oktober2007. Loven blev enstemmigt vedtaget og bygger på en politisk aftale, som blev indgået den 5. de-cember 2006 mellem den daværende regering og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radi-kale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.Om opfølgning på loven og evalueringen af denne fremgår det af aftaleteksten:”Der er enighed mellem aftalepartierne om, at der er behov for at følge lovens anvendelse og im-plementering særlig for så vidt angår effekten af de nye muligheder i loven. Ministeriet iværksætterderfor et forskningsprojekt, der ca. 3 år efter lovens ikrafttræden skal afgive en evalueringsrapport.Den skal bl.a. belyse omfanget og virkningen af afgørelser om fælles forældremyndighed, betydnin-gen af fokus på barnets perspektiv og inddragelse af barnet samt virkningerne af forældrenes fællesansvar for barnet. Samtidig skal eksisterende statistikker udbygges, så der tilvejebringes løbendeoplysninger om børns familieforhold.”På baggrund af den politiske aftale er der efter drøftelser med partierne bag aftalen gennemført enevaluering af forældreansvarsloven.Evalueringen af loven har efter aftale med partierne taget udgangspunkt i 9 overordnede temaer:Fælles forældremyndighed mod den ene forælders ønske, barnets bopæl, barnets perspektiv (ind-dragelse og initiativret), vold og anden grænseoverskridende adfærd, samarbejdschikane, samvær(deleordninger, fælles ansvar for transport, samvær med andre), adgangen til at rejse nye sager omforældremyndighed og bopæl, retternes fastsættelse af samvær og uhensigtsmæssigheder i loven afmere teknisk karakter.Belysningen af evalueringstemaerne er sket gennem forskningsprojektet ”Dom til fælles forældre-myndighed. En evaluering af forældreansvarsloven” (herefter ”evalueringsundersøgelsen om domtil fælles forældremyndighed), der er forestået af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI),samt en dataindsamling om statsforvaltningernes behandling af sager efter loven. Disse 2 måder atbelyse forældreansvarsloven på var efter den politiske aftale bag loven oprindeligt forudsat at udgø-re grundlaget for lovens evaluering.Da evalueringen af loven imidlertid blev væsentlig mere omfattende end oprindeligt forudsat i lo-vens forarbejder, blev der taget en række initiativer til brug for belysningen af samtlige overordnedetemaer. Disse forskellige initiativer kan metodemæssigt inddeles i 3 kategorier, hvor den første ka-tegori er indsamling af data, gennemgange af praksis samt beskrivelser af metoder og sagsgange.Den anden kategori vedrører egentlige undersøgelser i form af Børnerådets Børne- og Ungepanel-undersøgelse ”Familieformer og skilsmisse – der er ikke noget bedre end at have den hele og rigtigefamilie” fra 2011 og Justitsministeriets Forskningskontors undersøgelse ”Forældreansvarsloven –Belysning af barnets perspektiv” fra 2011. Det førnævnte forskningsprojekt tilhører også denne ka-tegori. Den tredje og sidste kategori vedrører inddragelse af relevante aktører i øvrigt, i hvilken for-bindelse der bl.a. har været nedsat en faglig ekspertgruppe om evalueringen af forældreansvarslo-ven, som bestod af repræsentanter for Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommer-

fuldmægtigforeningen, Danske Familieadvokater, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, statsforvalt-ningerne og Familiestyrelsen.Der er på baggrund af ovenstående udarbejdet en rapport om ”Evaluering af forældreansvarsloven”,der blev offentliggjort den 10. november 2011 og samtidig sendt i høring.Dette lovforslag er en udmøntning af evalueringen. Der er på grundlag af resultaterne af evaluerin-gen og høringssvarene til denne behov for på nogle områder at ændre eller justere loven for dervedat styrke rammerne for løsning af uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær i fa-milier, hvor forældrene ikke lever sammen. Forslaget er således en videreudvikling af forældrean-svarsloven inden for den ramme, som den familieretlige strukturreform (lov nr. 525 af 24. juni2005) udgør for forældreansvarsloven. Overordnet set skal forslaget øge muligheden for – og sam-tidig understrege ét af forældreansvarslovens grundprincipper om – at træffe afgørelser, som er tilbarnets bedste, og øge muligheden for at skærme barnet mod forældrenes konflikt.Et gennemgående træk fra evalueringen ses i øvrigt at være et identificeret behov for en kommuni-kation omkring lovens muligheder. Mange aktører har peget på, at der på området er opstået myterog misforståelser omkring bl.a. fælles forældremyndighed og samværsdeleordninger.Med vedtagelsen af forældreansvarsloven skete der en grundlæggende ændring af området, sådan atdet er barnets ret til begge sine forældre – og ikke forældrenes ret til barnet – der er det bærendeelement for afgørelser. Loven bygger på, at forældrene har et fælles ansvar for deres barn, og lovensudgangspunkt er, at den fælles forældremyndighed fortsætter, selvom samlivet mellem forældreneophører.Det er således forældreansvarslovens intention at sikre barnets bedste, hvilket også kommer til ud-tryk ved, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, og ved at barnet altid skalinddrages i en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så barnets perspektiv ogeventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Derudover har børn, der er fyldt 10 år, en initiativret,sådan at de kan anmode statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde om forældremyn-dighed, barnets bopæl eller samvær. Samtidig med forældreansvarslovens vedtagelse blev retspleje-loven også ændret med henblik på at styrke barnets perspektiv under domstolenes behandling af sa-gen. Der er således mulighed for at lade en børnesagkyndig medvirke ved sagens forberedelse ogved gennemførelse af samtaler med børn i retten. Barnet vil også kunne få beskikket en bistandsper-son under retssagen.Forældreansvarsloven skal endvidere ses i sammenhæng med den familieretlige strukturreform,som trådte i kraft den 1. januar 2007. Reformen medførte et øget fokus på forligsmæssige løsningeri statsforvaltningerne og betød, at alle sager om opløsning af ægteskab, forældremyndighed ogsamvær skal begynde i statsforvaltningen for derved at skabe én fælles indgang for borgerne, hvorder søges opnået forligsmæssige løsninger.Forældreansvarsloven blev med sit skærpede fokus på barnets perspektiv og på forældrenes fællesansvar for barnet således sat ind i en allerede etableret ramme med én indgang og forligsbestræbel-ser. Af forarbejderne til forældreansvarsloven fremgår, at lovens tiltag understøtter tanken om, atforældrene i højere grad skal hjælpes til selv at finde løsninger. Med den familieretlige strukturre-form og forældreansvarsloven er myndighederne på området en institutionel ramme, hvor der bådetilbydes et forligsspor og et afgørelsesspor. Det er endvidere en tydelig intention, at der i udgangs-

punktet skal være fokus på, at familierne kan finde egne og samlede løsninger på de problemer, derkan opstå efter en samlivsophævelse.På samværsområdet betyder forældreansvarslovens grundprincip om barnets bedste, at der skal fin-des den bedst mulige løsning for hvert enkelt barn. Det betyder også, at der kan fastsættes samvær iform af deleordning eller samvær med andre end forældrene, hvis det vurderes at være bedst for detkonkrete barn. Derudover følger det af loven, at begge forældre har ansvaret for, at barnet har sam-vær med den forælder, det ikke bor hos, hvilket bl.a. betyder, at begge forældre skal tage del itransporten af barnet i forbindelse med samvær.Lovforslaget bygger på den politiske aftale, som blev indgået den 8. februar 2012 mellem regerin-gen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti omindholdet af lovforslaget. Aftalen har følgende ordlyd:”Politisk aftale mellem alle Folketingets partier om ændring af forældreansvarslovenRegeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folke-parti har den 8. februar 2012 indgået en aftale om en ændring af forældreansvarsloven. Aftalenbygger på en omfattende evaluering af loven, som er foretaget på baggrund af den gældende politi-ske aftale om forældreansvarsloven (aftale af 5. december 2006).Med forældreansvarsloven ønskede partierne en grundlæggende ændring af området, så det frem-over var barnets ret til begge sine forældre – og ikke forældrenes ret til barnet – der skulle være detbærende element for afgørelser. Forældreansvarsloven bygger på, at forældrene har et fælles ansvarfor deres barn – uanset om samlivet mellem dem er ophævet.Aftalepartierne ønskede således med forældreansvarsloven at understrege, at begge forældre har ogskal påtage sig ansvar for, at barnet fortsat kan have en tæt kontakt til begge forældre. Dette blevmed forældreansvarsloven navnlig udmøntet i lovens klare udgangspunkt om fælles forældremyn-dighed.Det er afgørende for aftalepartierne, at forældreansvarslovens grundlæggende princip om barnetsbedste er tydeligt.Aftalepartierne ønsker at understrege, at begge forældre har et ansvar for barnet, selv om de ikke le-ver sammen, og barnet har ret til, at forældrene påtager sig det fælles ansvar. At samarbejde medden anden forælder er således et vigtigt element i at drage omsorg for barnet og dermed en vigtigdel af forældreevnen. Det er partiernes opfattelse, at dette fælles ansvar er et helt centralt budskabog signal, som fortsat bør stå klart, hvorfor afsættet for eventuelle lovændringer fortsat bør være etudgangspunkt om fælles ansvar for barnet. Aftalepartierne har således fokus på, at loven i høj gradhar betydning for den store gruppe af forældre, der finder ud at løse eventuelle konflikter uden forsystemet.Aftalepartierne har noteret sig, at evalueringen peger på behovet for at skabe et større rum for enskønsmæssig vurdering af, hvilken løsning der er bedst for barnet, og af om forældrene fremadrettetkan og vil samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Aftalepartierne har i den forbindelsehæftet sig ved, at fælles forældremyndighed ses at have en selvstændig positiv betydning for foræl-dres samarbejde, men også at der selv blandt disse forældre er en stor gruppe, der samarbejder på et

meget begrænset niveau. På denne baggrund er der i forhold til spørgsmålet om forældremyndighedmed lovforslaget lagt op til en ændring, der balancerer de forskellige hensyn.Med lovforslaget videreføres og styrkes intentionen om at sikre barnets bedste. Forslaget vil meddette afsæt indeholde flere forskellige elementer, der har fokus på både at styrke barnets perspektivsamt at skærme og støtte barnet i processen. Et forslag om at forbedre forberedelsen af forældrene,inden et barn skal til samtale, skal således understøtte, at barnet ikke ansvarliggøres, og forslagetom at sikre, at en samtale altid skal afholdes af en børnesagkyndig, skal ligeledes ses som et udtrykfor dette.Med udgangspunkt i de bestående principper i forældreansvarsloven – men med fokus på i størstmuligt omfang at tilgodese barnet og dets perspektiv samt i størst muligt omfang at skabe ro ombarnets situation – er partierne enige om at ændre lovgivningen på følgende hovedpunkter:Det sikres fremover, at der er et potentiale for et samarbejde mellem forældrene om barnetsforhold, når der dømmes til fælles forældremyndighed.Det sikres, at en forælder ikke gentagne gange kan rejse en sag om forældremyndighed ellerbarnets bopæl, uden at dette reelt er begrundet i forandrede forhold.I en erkendelse af, at kredsen af forældre uden del i forældremyndigheden har ændret sig,fjernes adgangen til, at disse forældre efter loven kan få orientering om og deltage i generel-le sociale aktiviteter på barnets skole eller institution.Barnets position styrkes under behandlingen af en forældreansvarssag. Dette sker ved at sik-re, at alle børnesamtaler i en forældreansvarssag gennemføres af en børnesagkyndig, og vedat forberedelsen af forældrene forud for samtalen forbedres. Samtidig tydeliggøres, at det ermuligt at udarbejde såkaldte forældreevneundersøgelser, hvor en forælders adfærd giver an-ledning til dette.På samværsområdet sker en tydeliggørelse af, at samvær fastsættes ud fra en konkret vurde-ring af, hvad der er bedst for barnet. Det betyder, at løsningen ikke nødvendigvis er en 7/7-ordning. Samtidig lempes betingelserne for at fastsætte samvær med andre end barnets for-ældre, og reglerne om transport i forbindelse med samvær forenkles i overensstemmelsemed, at også dette er forældrenes fælles ansvar.Kompetencen i samværssager ændres, sådan at disse sager fremover alene kan behandles istatsforvaltningerne.

De lovgivningsmæssige initiativer skal ses i sammenhæng med, at aftalepartierne er enige om atmødes umiddelbart efter lovens vedtagelse for at drøfte mulighederne for i forbindelse med deførstkommende satspuljeforhandlinger at foretage en yderligere prioritering af området. Aftaleparti-erne er enige om i den forbindelse at drøfte mulighederne for en styrkelse af børnenes situation ikonflikten, herunder børnegrupper og en styrkelse af det børnesagkyndige element i sagsbehandlin-gen, herunder øget brug af tværfaglige møder. Drøftelserne vil i den forbindelse endvidere vedrøreen belysning af sagsbehandlingstiderne i statsforvaltningerne. Endelig er aftalepartierne enige om atse på mulighederne for at få udviklet et særligt spor/procedure med relevante kompetencer, som kanstyrke behandlingen af ”højkonfliktsager”.

Aftalepartierne noterer sig, at der i Danmark i perioden fra 2006 og frem til 2013 været iværksat toprojekter med parrådgivning. Begge projekter udviser positive resultater i forhold til forældrenesforståelse af barnets behov samt evne til at kommunikere med hinanden og har givet deltagerne enøget viden om de psykiske reaktioner, som familiebrud fremkalder hos både børn og voksne.Aftalepartierne er enige om fortsat at mødes for at følge lovens virkninger. Ministeren vil såledesårligt indbyde partierne til en drøftelse heraf.Aftalepartierne er opmærksomme på, at evalueringen af forældreansvarsloven peger på, at konflik-terne mellem forældre, der er gået fra hinanden, er de samme. På denne baggrund er der gode argu-menter for at gøre sig tanker om en tidlig indsats og dermed forebyggelse på området for familiere-lationer og navnlig, når disse relationer brydes op.Et gennemgående træk fra evalueringen ses i øvrigt at være et identificeret behov for en kommuni-kation omkring lovens muligheder. Mange aktører har peget på, at der på området er opstået misfor-ståelser omkring bl.a. fælles forældremyndighed og samværsdeleordninger, og at der også er danneten række myter.Det er aftalepartiernes opfattelse, at lovens intention om, at barnet har ret til begge forældre, og atforældre derfor har et fælles ansvar for barnet er vigtige signaler. Det er derfor helt centralt, at derikke utilsigtet sættes en dagsorden, hvor disse budskaber forvanskes. Derfor er partierne enige om,at lovens budskaber skal kommunikeres ud til befolkningen for dermed at give det bedst mulige af-sæt for de overvejelser, som en familie står over for i en periode, hvor relationerne brydes op. I ensådan kommunikationsindsats er det endvidere vigtigt, at der er et særligt fokus på børnene.”1.2. Lovforslagets formålEt centralt formål med lovforslaget er i højere grad at sikre, at der i forbindelse med vurderingen af,om en fælles forældremyndighed skal ophæves, træffes afgørelser, som er til barnets bedste, og så-ledes yderligere at understrege, at situationer, hvor det positive for barnet i, at der dømmes til fællesforældremyndighed, overskygges af forældrenes alvorlige konflikter, skal undgås. Det foreslås der-for, at kriterierne for at ophæve en fælles forældremyndighed ændres, sådan at disse afgørelser somhidtil – og som andre afgørelser efter loven – forudsætter en stillingtagen til, om det er bedst forbarnet, at der fortsat er fælles forældremyndighed. Fremover vil vurderingen af barnets bedste ogsåindeholde en mere konkret vurdering af, om forældrene kan samarbejde om barnet, da dette må an-ses for et vigtigt element i evnen til at drage omsorg for barnet (forældreevnen).Samtidig skal lovforslaget sikre, at en forælder ikke gentagne gange kan rejse en sag om forældre-myndighed eller barnets bopæl, uden at dette reelt er begrundet i forandrede forhold. Det foreslåsderfor at gøre det muligt at afvise en ansøgning om ændring af forældremyndighed eller barnets bo-pæl, hvis ansøgningen ikke er begrundet i, at forholdene har ændret sig væsentligt. Vurderingen af,om en ansøgning kan afvises, afhænger af, om dette vil være bedst for barnet, og en ansøgning kanderfor efter lovforslaget ikke afvises, hvis det på det foreliggende grundlag må anses for bedst forbarnet, at forældremyndigheden eller barnets bopæl ændres, eller der er tvivl om dette. I disse situa-tioner vil myndighederne være forpligtede til at behandle sagen med henblik på en materiel stilling-tagen til, hvad der er bedst for barnet. Omvendt vil sagen kunne afvises, hvis de foreliggende oplys-ninger ikke rejser tvivl herom. Det er allerede i dag muligt at afvise ansøgninger om samvær.

I forlængelse af lovens udgangspunkt om, at forældre har fælles forældremyndighed, og at en op-hævelse af den fælles forældremyndighed forudsætter gode grunde hertil, foreslås adgangen til efterforældreansvarsloven at få orientering om og adgang til at deltage i generelle sociale aktiviteter ibarnets institution eller skole ophævet. Det betyder, at en forælder, der ikke har del i forældremyn-digheden, ikke via forældreansvarslovens regler vil kunne få adgang til at deltage i sådanne arran-gementer.Et andet vigtigt formål med lovforslaget er at styrke barnets position under behandlingen af en for-ældreansvarssag og derved understrege den styrkelse af barnets perspektiv, som er intentionen medforældreansvarsloven. Lovforslaget skal således sikre, at alle børnesamtaler i en forældreansvars-sag, herunder også i retten, i overensstemmelse med intentionerne bag forældreansvarsloven afhol-des af en børnesagkyndig, hvilket vil sikre, at børn kan få den nødvendige støtte under samtalen.Det foreslås også at sikre, at forældrene forud for samtalen er orienteret om samtalens karakter ogbetydning for et barn. Herved understøttes forældrene i ikke at ansvarliggøre barnet.Lovforslaget har derudover som formål at justere og ændre en række bestemmelser om samvær forbl.a. at understrege, at alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for det enkelte barn. Detindebærer en tydeliggørelse af, at det afhænger af en konkret vurdering, hvilken samværsordning,der er bedst for barnet. Det foreslås også at lempe betingelserne for at fastsætte samvær med andreend barnets forældre og dermed udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen. Det er endvidere in-tentionen at gøre det klart for forældrene, at transporten af barnet i forbindelse med samvær er etfælles ansvar, hvorved forudsigeligheden for forældrene på dette område øges. Endelig foreslåskompetencen i forhold til at træffe afgørelse i samværssager ændret, sådan at disse sager alene be-handles i statsforvaltningerne. Indbringes en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl for ret-ten, skal retten således ikke kunne træffe afgørelse om spørgsmålet om samvær og anden kontaktefter reglerne i retsplejelovens kapitel 42.Lovforslaget medfører i øvrigt justeringer af en række uhensigtsmæssige forhold m.v. i forældrean-svarsloven, retsplejeloven og CPR-loven, som evalueringen og myndighedernes erfaringer med ad-ministrationen af loven har påvist.2. Forældremyndighed2.1. Fælles forældremyndighed mod den ene forælders ønske2.1.1. Gældende retEfter lovens § 8 fortsætter den fælles forældremyndighed, selv om forældrene ophæver samlivet el-ler bliver separeret eller skilt. Bestemmelsen understreger således, at det som udgangspunkt må væ-re i barnets interesse, hvis forældrene efter en samlivsophævelse kan være fælles om at varetagebarnets behov, tage del i barnets liv og i beslutninger om barnet.Det er efter §§ 11 og 14, stk. 1, endvidere muligt at dømme forældre til fælles forældremyndighed.Disse bestemmelser giver henholdsvis mulighed for at dømme forældre med fælles forældremyn-dighed til at fortsætte denne, selv om den ene ikke ønsker det, og mulighed for at etablere fællesforældremyndighed i tilfælde, hvor den ene forælder har forældremyndigheden alene. Der vil i ud-gangspunktet være tale om en forskellig vurdering af spørgsmålet om fælles forældremyndighed i

de to tilfælde, idet afsættet for en vurdering efter § 11 er lovens udgangspunkt om fælles forældre-myndighed, mens der i etableringssituationen efter § 14, stk. 1, kan foreligge klare årsager til, at derer eneforældremyndighed. I et overordnet perspektiv er muligheden for at dømme til fælles foræl-dremyndighed efter de 2 bestemmelser dog i overensstemmelse med forældreansvarslovens grund-liggende princip om, at forældre har et fælles ansvar for deres barn, uanset om samlivet mellem demer ophævet. Der vil i tråd hermed også kunne være situationer, hvor spørgsmålet om, efter hvilkenregel vurderingen om fælles forældremyndighed foretages, vil kunne fremstå underordnet. Dette vilkunne være tilfældet, hvor det beror på tilfældigheder, at forældrene ikke har fælles forældremyn-dighed.Efter lovens § 11 kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis tungtvejende grundeaf hensyn til barnet taler for det. Det kræves således efter § 11 ikke, at der er enighed mellem foræl-drene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, om forældre kan håndtere dereseventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet.Der må imidlertid efter lovens forarbejder ikke være så svære og uovervindelige samarbejdsvanske-ligheder mellem forældrene i forhold til barnet, at det positive for barnet i, at der dømmes til fællesforældremyndighed, overskygges af forældrenes alvorlige konflikter. Vurderer retten, at forældre-nes uenighed og konflikt i forhold til forskellige forhold vedrørende barnet eller samarbejdet herom,er så voldsom, at barnet lider under det, må retten ophæve den fælles forældremyndighed. Det gæl-der også, hvor den ene forælder har udøvet vold eller lignende mod den anden forælder, barnet ellerandre i familien. Voldsudøvelsen kan påvirke familien som helhed i en sådan grad, at det ikke kanantages at være i barnets interesse, at der i disse situationer skal dømmes til fælles forældremyndig-hed. Det samme vil være tilfældet, hvis der er sket seksuelle krænkelser af barnet, den anden foræl-der eller andre familiemedlemmer.Skyldes konflikterne omkring samarbejdet og barnet, at den ene forælder uden påviselig grund harforsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, skal retten anlægge et fremtidsorienteretperspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Det tillægges således stor vægt, hvem afforældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets sam-vær med den anden forælder.Det kan som udgangspunkt heller ikke anses for at være i barnets interesse, at der dømmes til fællesforældremyndighed, hvis en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver, f.eks. på grundaf massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelse eller andet, der gør forælderen uegnet til at deltage ivæsentlige beslutninger vedrørende barnets liv.Der kan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet ogved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks.være en forælder, som efter samværspraksis ikke vil få samvær – eksempelvis fordi den pågældendeikke har formået at være i stabil kontakt med sit barn eller har været fraværende i barnets liv i flereår, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold.Adgangen til at dømme til fælles forældremyndighed kræver, at mindst én af forældrene ønsker denfælles forældremyndighed opretholdt.Retten foretager under sagen en almindelig bevisbedømmelse af, om der er tungtvejende grunde tilat ophæve den fælles forældremyndighed. Det vil således være naturligt at få belyst, hvad der er

baggrunden for ønsket om at få ophævet den fælles forældremyndighed. Den forælder, som gørgældende, at den fælles forældremyndighed skal ophøre, må derfor sandsynliggøre, at ophævelsenvil være bedst for barnet. Retten kan vælge at lade forældrenes og barnets forhold belyse ved enbørnesagkyndig undersøgelse, hvis en sådan ikke allerede foreligger fra statsforvaltningen.Retten har i øvrigt mulighed for at inddrage børnesagkyndige under de forberedende retsmøder, så-dan at der gives bedre muligheder for at få et billede af, om en fortsat fælles forældremyndighed vilvære bedst for barnet, herunder om forældrene må antages at ville kunne håndtere eventuelle uenig-heder omkring barnet og samarbejde på trods af dette.En afgørelse, hvorved retten afslår at ophæve den fælles forældremyndighed, kan ændres. Dette kanvære tilfældet, hvis der er ændringer i barnets eller forældrenes forhold. Det er forsat en betingelse,at der foreligger tungtvejende grunde, jf. ovenfor. Har retten ophævet den fælles forældremyndig-hed, kan den forælder, der ikke har forældremyndigheden, efter § 14, stk. 1, anmode retten om påny at etablere fælles forældremyndighed eller om at få overført forældremyndigheden til sig.Efter lovens § 14, stk. 1, kan retten efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndig-heden, bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed eller overføre forældremyndighedentil denne. Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor den ene forælder har forældremyndighedenalene, hvad enten der er tale om, at den ene forælder har forældremyndigheden alene efter loven (enugift mor, hvor der ikke er underskrevet en omsorgs- og ansvarserklæring), eller efter aftale ellerdom, jf. ovenfor.Som et eksempel kan nævnes, at initiativet til at få spørgsmålet om forældremyndighed drøftet ogprøvet tages umiddelbart efter, at ugifte forældre, der har boet sammen, har ophævet samlivet. Detkan også være, at sagen tages op, efter at forældrene har været adskilt i en periode. Rejses sagen afen ugift far, der ikke tidligere har haft del i forældremyndigheden, skal samlivet som udgangspunktvære ophævet.Det afgørende for vurderingen af, om det i sådanne situationer er bedst for barnet, jf. lovens § 4, atder dømmes til fælles forældremyndighed, er barnets relation til den forælder, der ikke har del iforældremyndigheden. Det indgår således som et moment, hvor lang tid der er gået siden samlivs-ophævelsen eller siden den aftale eller dom, der ønskes ændret, og hvordan kontakten til barnet harværet i den mellemliggende periode. Der bør i den forbindelse tages hensyn til, om der har væretsamværssabotage fra forældremyndighedsindehaverens side. Det bør desuden indgå i vurderingen,hvad der er baggrunden for, at den pågældende forælder, der søger om del i forældremyndigheden,ikke tidligere har haft del i forældremyndigheden eller er blevet frataget denne.Med hensyn til kontakten til barnet er det ikke afgørende, hvilket omfang samværet har haft, men atder har været en kontakt mellem forælderen og barnet. Hvis den manglende kontakt til barnet skyl-des samværssabotage fra forældremyndighedsindehaverens side, skal det indgå i bedømmelsen, så-dan at det i disse situationer ikke svækker samværsforælderens mulighed for at få del i forældre-myndigheden. De faktiske forhold har således stor betydning, ikke mindst hvis barnet i længere pe-rioder har boet hos den, der nu søger om del i forældremyndigheden.I de tilfælde, hvor forældrene er flyttet fra hinanden før barnets fødsel, og der søges om del i foræl-dremyndigheden kort tid efter fødslen, kan der lægges vægt på, hvor lang tid parret har levet sam-men inden samlivsophævelsen, og om det er sandsynliggjort, at der på baggrund af dette forudgåen-

de fællesskab kan etableres et samarbejde omkring barnet. Selv om forældrene ikke har boet sam-men, vil der efter omstændighederne kunne lægges vægt på deres indbyrdes relationer og forholdetsvarighed.Endelig bør det indgå i vurderingen, om der er forhold, der taler imod etablering af den fælles for-ældremyndighed. Ved svære og uovervindelige samarbejdsproblemer kan forældrenes indbyrdeskonflikter påvirke barnet i et sådan omfang, at det ikke kan antages at være i barnets interesse, atder dømmes til fælles forældremyndighed. Det samme gælder også, hvor den forælder, der søgerom del i forældremyndigheden, har udøvet vold mod eller seksuelle krænkelser af barnet, den andenforælder eller andre familiemedlemmer.Det kan heller ikke antages at være i barnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed,hvis en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver, jf. ovenfor. Endvidere kan der væretilfælde, hvor en forælder ikke har vist interesse for at varetage omsorgen for barnet og ved sin ad-færd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv.I sager, hvor der anmodes om overførsel af forældremyndigheden på grund af forældremyndigheds-indehaverens chikane af samværet, skal der ved vurderingen af barnets bedste tages hensyn til, omindehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt tilbarnet, jf. lovens § 4. Hvis barnet må antages at lide under, at den ene forælder til stadighed umu-liggør et samarbejde omkring den anden forælders kontakt til barnet, skal retten anlægge et frem-tidsorienteret børneperspektiv, sådan at det nøje overvejes, hvad der på længere sigt vil være detbedste for barnet. Hvis den anden forælder vil være bedre egnet til at varetage samarbejdet omkringbarnet og sikre barnets kontakt til begge forældre, skal forældremyndigheden overføres til denne.Afgørelsen skal altid træffes på grundlag af en konkret individuel vurdering efter en undersøgelse afdet konkrete barns og forældrenes forhold. Der skal også tages hensyn til barnets egne synspunkter.I de tilfælde, hvor der søges om del i forældremyndigheden, efter at denne er ophævet af retten efterlovens § 11, fordi tungtvejende grunde taler derfor, indgår det i vurderingen, hvad der er baggrun-den for ophævelsen, og hvorledes barnets og forældrenes forhold har ændret sig i forhold til afgø-relsestidspunktet.2.1.2. Den foreslåede ordningMuligheden for at dømme forældre til fælles forældremyndighed er en af forældreansvarslovens ny-skabelser og en væsentlig udmøntning af lovens overordnede intention om at fastholde forældrenesfælles ansvar for barnet, uanset at de ikke lever sammen. Det skal derfor i overensstemmelse medden politiske aftale fortsat være muligt at dømme til fælles forældremyndighed mod den ene foræl-ders ønske, hvis dette er bedst for barnet, da der er tale om et vigtigt signal til forældrene, som fort-sat bør stå klart.Som et gennemgående træk ved bidragene til evalueringen ses også et ønske om at bevare mulighe-den for at dømme til fælles forældremyndighed. Det er bl.a. anført, at det nu ikke længere er nød-vendigt at vælge mellem 2 egnede forældre, men at begge forældre kan bevare identiteten som for-ælder gennem den fælles forældremyndighed. Overordnet set viser de forskellige evalueringsbidrag,at domstolene synes at have implementeret § 11 i overensstemmelse med bemærkningerne til den-ne. Evalueringsundersøgelsen om dom til fælles forældremyndighed peger på, at fælles forældre-

myndighed er blevet en normal praksis svarende til intentionerne i loven, hvilket også understøttesaf evalueringens gennemgang af domspraksis om fælles forældremyndighed.Evalueringsundersøgelsen om dom til fælles forældremyndighed fremhæver imidlertid også, at un-dersøgelsen viser en række træk, som peger på, at retstilstanden er usikker, og at der bør ske enretspolitisk drøftelse af, hvor meget eller hvor lidt der skal til for at have fælles forældremyndighed,herunder også hvilke forventninger man kan/skal have til forældrene. Ifølge undersøgelsen tyder re-sultaterne således på, at anvendelsesområdet i dag er for bredt og derfor bør strammes op. Også an-dre bidrag til evalueringen peger på, at adgangen til at dømme til fælles forældremyndighed kan væ-re for vidtgående, og at anvendelsen i nogle tilfælde kan ske på bekostning af barnet. Det er fra fleresider anbefalet, at bestemmelsen bør levne større rum for at skønne over, om forældrene fremadret-tet kan og vil samarbejde til bedste for barnet.Social- og Integrationsministeriet skal bemærke, at det med vedtagelsen af forældreansvarslovenvar vigtigt at sende et endog meget tydeligt signal om et fortsat fælles forældreansvar. På baggrundaf evalueringen kan det dog lægges til grund, at intentionerne bag bestemmelsen i dag er så indar-bejdet en del af systemet, at det vil være muligt at foretage mindre ændringer i bestemmelsen udenderved at udvande den oprindelige intention om at fastholde fællesskabet om barnet efter et sam-livsbrud.Det foreslås derfor, at kriterierne for at ophæve en fælles forældremyndighed ændres, sådan at disseafgørelser som hidtil – og som andre afgørelser efter loven – forudsætter en stillingtagen til, om deter bedst for barnet, at der fortsat er fælles forældremyndighed. Fremover vil vurderingen af barnetsbedste også indeholde en mere konkret vurdering af, om forældrene kan samarbejde om barnet, så-dan at ophævelse af den fælles forældremyndighed forudsætter, at der er holdepunkter for, at foræl-drene ikke kan samarbejde om barnet.Forældreansvarslovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet,bl.a. gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed, skal fortsat være afsættet for vurde-ringen af, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte eller ophæves. Samtidig bør det i over-ensstemmelse med den politiske aftale være afgørende, at forældrene kan samarbejde om barnetsforhold, da det ellers er tvivlsomt, om en sådan ordning vil være i barnets interesse. Barnet har rettil, at forældrene påtager sig det fælles ansvar, og § 11 skal gøre det muligt at realisere dette forbarnet. Med en ny formulering af bestemmelsen, hvorefter retten kun kan ophæve den fælles foræl-dremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om bar-nets forhold til barnets bedste, balanceres disse hensyn i forhold til hinanden.Udnyttelse af adgangen til at dømme til fælles forældremyndighed skal således ikke være en kom-promisløsning eller et forsøg på mægling mellem 2 stridende parter. Fælles forældremyndighed for-udsætter, at forældrene realistisk set er i stand til at have et egentligt samarbejde. Forældrene skalvise vilje og evne til at sætte barnets bedste før deres egen konflikt, idet det også er en del afforældreevnen at kunne samarbejde med den anden forælder om barnet. Ud fra disse forudsætningervil det ikke være overladt til barnet at skabe sammenhæng i sit liv. Fremadrettet vil afgørelser om atfastholde den fælles forældremyndighed derfor også skulle indeholde en gengivelse af de konkreteovervejelser om forældrenes samarbejdspotentiale, som er lagt til grund for afgørelsen.Ved ændringen fastholdes som nævnt de intentioner bag bestemmelsen, som i øvrigt findes i foræl-dreansvarsloven. Dermed vil de vurderinger og hensyn, som efter gældende ret skal foretages og af-

vejes, fortsat skulle indgå i rettens overvejelser om, hvorvidt den fælles forældremyndighed bør op-hæves. Hermed afspejles også grundtanken om, at afsættet for en vurdering efter § 11 er udgangs-punktet om et fælles ansvar for barnet gennem fælles forældremyndighed, hvis dette er bedst forbarnet, jf. lovens § 4.Skyldes konflikterne omkring samarbejdet og barnet, at den ene forælder uden påviselig grund harforsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, skal retten således fortsat anlægge et frem-tidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Det tillægges således storvægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikrebarnets samvær med den anden forælder.Social- og Integrationsministeriet bemærker, at den foreslåede ændring af § 11 ikke ændrer på be-stemmelsens forhold til § 14, stk. 1. Der henvises til afsnit 2.1.1.Efter forældreansvarslovens § 3 skal forældre med fælles forældremyndighed være enige om væ-sentlige beslutninger om barnet. I sammenhæng med, at det blev muligt at dømme til fælles foræl-dremyndighed, skete der således en opdeling af forældrenes beslutningsbeføjelser. Der er i evalue-ringen peget på, at kravet om enighed mellem forældre i praksis har vist sig at kunne give anledningtil visse problemer, særligt for så vidt angår kravet om enighed i forhold til skolevalg. Opdelingenhar ifølge evalueringsbidragene ikke i det forudsatte omfang medvirket til at minimere konfliktfeltetmellem forældrene.Social- og Integrationsministeriet er opmærksom på, at spørgsmålet om skolevalg har afstedkommeten række sager siden lovens vedtagelse. Det må imidlertid fortsat – og i forlængelse af den foreslå-ede ændring af § 11 – forudsættes, at forældre med fælles forældremyndighed i samarbejde kantræffe denne beslutning. Loven retter sig i høj grad mod og har også signalværdi for den store grup-pe af forældre, der løser eventuelle konflikter uden for systemet. Det er således i overensstemmelsemed den politiske aftale foreslået, at beslutningsbeføjelserne skal bevares, som de blev fastlagt vedvedtagelsen af forældreansvarsloven.2.2. Muligheden for at afvise ansøgninger om ændring af forældremyndighed og barnets bopæl2.2.1. Gældende retEt bærende princip i forældreansvarsloven er efter lovens § 4, at en afgørelse skal være ”bedst forbarnet”, hvorved forstås den til enhver tid bedst tænkelige løsning for det enkelte barn – en løsningder beror på en individuel vurdering af netop dette barns forhold. Dette princip indebærer umiddel-bart, at enhver ansøgning om forældremyndighed og barnets bopæl, herunder ændringsansøgninger,skal undergives behandling med henblik på en aktuel vurdering af, hvad der er bedst for barnet.Forældreansvarsloven indeholder ikke en adgang til at afvise denne type ansøgninger, hvilket bety-der, at en forælder umiddelbart efter afslutningen af en sådan sag kan indlede en ny. Evalueringenaf loven viser eksempler på, hvordan sager bl.a. på grund af konfliktniveauet kompliceres og blivermeget langvarige som følge af forældrenes gentagne ansøgninger og henvendelser. Gennemgangenaf en række tunge samværssager viser sagsforløb på helt op til 7-8 år og sager, hvor spørgsmålet omforældremyndighed er rejst 4 gange på ca. 4 år. Uroen omkring barnet vil altså kunne fortsætte pågrund af gentagne ansøgninger om forældremyndighed og barnets bopæl, uanset at myndighederne

på anden måde måtte forsøge at skabe ro omkring barnet ved eksempelvis at anvende den gældendemulighed for at afvise en ansøgning om ændring af samværet.Det er således efter forældreansvarslovens § 39 muligt – også med afsæt i vurderingen af, hvad derer bedst for barnet – at afvise at behandle en ansøgning om ændring af samvær, hvis forholdene ik-ke har ændret sig væsentligt. Den bagvedliggende tanke er, at det ikke er bedst for barnet, at derkonstant verserer en sag, idet dette kan påvirke barnet.Det er den ansøgende forælder, der skal påvise, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, ellersandsynliggøre, at en ændring vil være bedst for barnet. Reglen er en videreførelse af det såkaldte”skærpede ændringskriterium” i § 17, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af14. juni 1995 med senere ændringer), hvorefter statsforvaltningerne kunne afslå at ændre et samvær,hvis der ikke var væsentligt forandrede forhold. Ved videreførelsen blev kriteriet koblet sammenmed en mulighed for at afvise at behandle en ansøgning, og kriteriets betydning blev således under-streget.Hensigten bag reglen er ifølge betænkningen bag forældreansvarsloven at dæmme op for ”evigtverserende sager”, der i nogle tilfælde skaber lange perioder med uro for barnet, samt at gøre detklart for forældrene, at de har et fælles ansvar for, at samværet bliver gennemført på en måde, der erhensigtsmæssig for barnet, jf. også bemærkningerne til loven. Der henvises til Folketingstidende2006-07, tillæg A, s. 4505 f. Afvisningsbestemmelsen er endvidere udtryk for, at afgørelser omsamvær alene skal fastlægge de overordnede rammer for samværet, mens forældrene selv må søgeat løse spørgsmål af mere detailpræget karakter, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning ellerkonfliktmægling.2.2.2. Den foreslåede ordningI overensstemmelse med den politiske aftale foreslås det, at det også bliver muligt for myndighe-derne at dæmme op for forældremyndigheds- og bopælssager, der verserer gentagne gange, da detkan være en betydelig belastning for et barn at være genstand for forældrenes procesførelse.Det foreslås derfor, at forældreansvarslovens § 39 ændres, så det også bliver muligt at afvise ansøg-ninger om ændring af forældremyndighed og barnets bopæl, hvis forholdene ikke har ændret sigvæsentligt. Barnet bør i videst mulig udstrækning skærmes mod langvarige konflikter, som skyldesansøgninger, der ikke vil bedre barnets situation.Afvisningen af en ansøgning forudsætter, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt, og at det udfra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at det er bedst for barnet at fastholde placerin-gen af forældremyndigheden og/eller barnets bopæl. Det understreges i den forbindelse, at alle af-gørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4.Ønsket om at skærme barnet mod hyppigt verserende sager har afsæt i overordnede betragtningerom, hvad der er bedst for et barn, og er et hensyn, der vejer tungt ved vurderingen af, om en ansøg-ning skal afvises. Den konkrete stillingtagen til, om en ansøgning skal afvises, beror dog på et skønover, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete situation. Derfor vil det ikke være muligtat afvise en ansøgning, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger vurderes, at en ændring vil kun-ne være bedst for barnet, eller der er tvivl herom.

Beslutningen om afvisning efter § 39 foretages først og fremmest ud fra oplysningerne i ansøgnin-gen, men også ud fra den viden som myndigheden i forvejen har om barnet og dets forhold. Da derikke foretages en tilbundsgående materiel vurdering af barnets bedste, er det nødvendigt, at det pådet foreliggende grundlag kan lægges til grund, at det er bedst for barnet ikke at ændre forældre-myndigheden eller bopælen. En ansøgning om ændring af barnets bopæl vil også kunne afvises,hvis det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at begge forældre er lige egnedesom bopælsforældre, og at en afgørelse af, hvad der er bedst for barnet, derfor kan falde ud til beggesider.Det bemærkes, at den foreslåede ændring af forældreansvarslovens § 11 ikke i sig selv gør, at derforeligger væsentligt forandrede forhold. De hensyn, som er indeholdt i den gældende formuleringaf § 11, fastholdes, og der er således alene tale om en opblødning af bestemmelsen for at muliggøreen mere skønsmæssig vurdering ud fra barnets bedste, herunder en understregning af samarbejdspo-tentialets betydning for barnets bedste.Ud fra ønsket om at skabe ro omkring barnet foreslås det at tillægge statsforvaltningerne kompeten-cen til at træffe afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om ændring af forældremyndighedeller barnets bopæl. Det bemærkes i den sammenhæng, at strukturreformen på det familieretligeområde og indførelsen af ”én indgang” betyder, at statsforvaltningerne skal udfolde relevante for-ligsbestræbelser ved behandlingen af en ansøgning og således også gennemføre et vejledningsmødemed forældrene. Uanset at statsforvaltningerne ikke kan træffe endelig afgørelse om forældremyn-dighed og barnets bopæl, må det lægges til grund, at den indledende og centrale del af sagsbehand-lingen, som foregår i statsforvaltningerne, og hvor der også kan træffes midlertidige afgørelser omforældremyndighed og bopæl, vil skabe uro for barnet – eller cementere en allerede eksisterendeuro.Statsforvaltningens beslutning om at afvise en ansøgning efter § 39, stk. 1, vil kunne indbringes forretten, jf. den foreslåede § 39, stk. 2. Den forælder, som har fået sin ansøgning afvist, skal anmodestatsforvaltningen herom inden 4 uger efter, at afgørelsen om afvisning er meddelt den pågældende.Som opfølgning på implementeringen af den nye mulighed for at afvise ansøgninger om ændring afforældremyndighed og barnets bopæl, og under hensyn til bidragene til evalueringen som peger på,at afvisningsbestemmelsen i forhold til samvær ikke altid har den ønskede effekt, vil Ankestyrelsenforetage en nærmere undersøgelse af statsforvaltningernes praksis i forhold til § 39, når lovens æn-dringer må antages at have haft en effekt.3. Barnets perspektiv3.1. Inddragelse af barnet3.1.1. Gældende retMed forældreansvarsloven blev fokus på barnet skærpet, og barnets bedste er blevet et grundlæg-gende princip i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. I princippet ”barnets bed-ste” og forståelsen heraf ligger en forudsætning om, at barnets perspektiv nødvendigvis må belyses ihvert enkelt tilfælde. Med loven blev det derfor også et krav, at barnet altid skal inddrages under ensag, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Barnets egne synspunkterskal således ifølge loven indgå i alle forhold vedrørende barnet alt efter dets alder og modenhed.

I den politiske aftale bag loven lyder det, at”Alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedstfor barnet – og barnets perspektiv skal belyses i alle sager. Barnet må ikke blive – eller føle sig –ansvarlig for myndighedernes afgørelser.”Om måden, hvorpå barnet kan inddrages i sagen, lyderdet videre i aftalen, at”Dette kan ske ved samtaler, børnesagkyndige undersøgelser eller på en an-den for barnet skånsom måde. Barnet kan undlade at udtale sig, hvis det ønsker dette.”Folketingets Retsudvalg understregede i sin betænkning af 26. april 2007 over forslaget til foræl-dreansvarsloven bl.a., at det med loven ville blive tydeliggjort, at barnet altid skal være i centrum,og at børn i langt højere grad end tidligere vil blive synliggjort, eksempelvis gennem en tidlig ind-dragelse af børnesagkyndige i sagerne.Efter forældreansvarslovens § 34 skal barnet inddrages i sager om forældremyndighed, barnets bo-pæl og samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Det kan skeved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnetsperspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages atvære til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder. Be-stemmelsen skal ses i sammenhæng med lovens § 5, der fremhæver, at barnets egne synspunkter harbetydning alt efter alder og modenhed.Barnet skal altså – uanset alder – inddrages under en sag, men det er frivilligt for barnet at deltage.Det er en forpligtelse for myndighederne og et tilbud for barnet. Bestemmelsen skal sikre, at barnetsperspektiv søges fremdraget under sagen. Inddragelsen af barnet er med forældreansvarsloven æn-dret fra hidtil først og fremmest at skulle ”skaffe beviser” til brug for en afgørelse om forældremyn-dighed og samvær til at synliggøre det enkelte barns perspektiv. Reglen om inddragelse af børn skaltilgodese børnenes retssikkerhed og altså ikke kun betragtes som en bevisregel.Barnets perspektiv kan som nævnt belyses på flere måder. Det kan ske ved samtaler med barnet,børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde. Forældrenes egne oplysninger om barnet vilaltid være en væsentlig kilde til at få barnets perspektiv belyst, og disse oplysninger vil i nogle til-fælde udgøre et tilstrækkeligt grundlag. I takt med at barnet bliver ældre og har mulighed for atformulere sine synspunkter, vil barnet skulle inddrages direkte i form af samtale.Belyses barnets perspektiv ved en børnesagkyndig undersøgelse skal denne – udover at indeholdeen redegørelse for familiesituationen som helhed – også fungere som en slags ”budbringer” for bar-net og videregive barnets synspunkter. En børnesagkyndig undersøgelse skal belyse barnets per-spektiv, forældrenes samarbejdsevne og samarbejdsmuligheder. Derudover skal den indeholde etfremtidsorienteret perspektiv i forhold til, hvad der er bedst for barnet.Særligt om børnesamtalen fremgår det af bemærkningerne til forældreansvarsloven, at de oplysnin-ger, der måtte komme frem under en sådan samtale, vil kræve særlig indsigt i børns forhold, hvorforsamtaler med børn altid skal gennemføres af kvalificerede og erfarne sagkyndige, der har viden ogindsigt i børns udvikling og behov. Barnet er i forvejen i en konfliktsituation, som ikke må bliveforværret, hvilket kræver indsigt og erfaring. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A,s. 4429.Dette er i forhold til statsforvaltningerne udmøntet ved § 20 i bekendtgørelse nr. 1071 af 6. septem-ber 2007 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., hvorefter samtalen skal afholdes

af en børnesagkyndig. Efter bestemmelsen skal barnet også tilbydes børnesagkyndig rådgivning iforbindelse med en børnesamtale. Formålet er at give barnet mulighed for at tale med den børne-sagkyndige om de problemer i familien, som berører barnet. Det er således også muligt at afbrydeen børnesamtale og i stedet give barnet børnesagkyndig rådgivning, hvis den børnesagkyndige isamtalesituationen vurderer, at barnet ikke kan tåle gennemførelse af en samtale, men har behov forstøtte til sin situation.Retsplejelovens kapitel 42 regulerer behandlingen af sager om ægteskab eller forældremyndighed,når disse sager behandles ved domstolene. Efter retsplejelovens § 450 c skal samtaler med børn ef-ter forældreansvarsloven afholdes, uden at parterne er til stede, medmindre retten bestemmer andet.Retten kan anmode en børnesagkyndig om at deltage i samtalen eller om at afholde samtalen alene.Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt med hovedindholdet af samtalen, medmindre afgø-rende hensyn til barnet taler imod det. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at vedtagel-sen af forældreansvarsloven betyder, at dommeren vil skulle tale med yngre børn end hidtil, og atbehovet for sagkyndig bistand stiger, jo yngre barnet er. Der henvises til Folketingstidende 2006-07,tillæg A, s. 4526. Det følger endvidere af bemærkningerne, at samtaler med børn som udgangspunktskal ske under medvirken af børnesagkyndige. Domstolene skal ikke som statsforvaltningerne til-byde børnesagkyndig rådgivning i forbindelse med gennemførelsen af en børnesamtale.Oftest vil man ikke i statsforvaltningerne eller ved domstolene møde barnet før selve samtalen, ogforberedelsen af barnet sker derfor gennem forældrene. Måden, hvorpå forældrene forberedes forudfor samtalen, er ikke fastsat ved lov, og forberedelsen sker ifølge Justitsministeriets Forskningskon-tors undersøgelse af statsforvaltningernes og domstolenes belysning af barnets perspektiv på megetforskellig vis. I den ene ende af spektret består forberedelsen alene i en oplysning om datoen forsamtalens afholdelse, mens der i den anden ende af spektret holdes et møde med forældrene meddetaljerede oplysninger om samtalen, herunder om måden der tales med barnet på, og om, at det erfrivilligt for barnet at deltage i samtalen. På et sådant møde vil forældrene også i nogle tilfælde fåmulighed for at se lokalet, hvor samtalen skal finde sted. I statsforvaltningerne vil forberedelsenkunne ske i et tværfagligt møde, og i nogle statsforvaltninger udleveres en folder om samtalen, lige-som der henvises til hjemmesiden morogfarskalskilles.dk, hvor barnet (og forældrene) kan læse me-re om samtalen og se en film om børnesamtalen.3.1.2. Den foreslåede ordningInddragelsen af barnet er en hjørnesten i forældreansvarsloven og skal fortsat være det. Evaluerin-gen peger på, at inddragelsen skal fastholdes og måske endda udbygges, da inddragelsen af børneneogså opleves som en retssikkerhed, der gør det muligt for dem at komme til orde om deres eget liv.Inddragelsen bør således ikke undgås ud fra et misforstået hensyn til barnet.I forlængelse heraf – og som afspejlet i den politiske aftale – er det yderst vigtigt at sikre, at inddra-gelsen sker på en så skånsom måde som muligt for børnene, sådan at forældreansvarslovens intenti-oner om ikke at ansvarliggøre barnet ved inddragelsen understøttes bedst muligt, og sådan at denloyalitetskonflikt, som barnet ofte befinder sig i, ikke forværres ved inddragelsen.Gennemførelsen af samtaler efter forældreansvarslovens § 34 bør derfor i lyset af bemærkningernetil loven og i overensstemmelse med lovens intentioner i alle tilfælde gennemføres af kvalificeredeog erfarne sagkyndige, der har viden og indsigt i børns udvikling og behov og ikke afhænge af, omsagen verserer i statsforvaltningen eller ved domstolene. Der henvises til Folketingstidende 2006-

07, tillæg A, s. 4429 f. om intentionerne bag loven. Det foreslås derfor, at retsplejelovens § 450 com børnesamtaler ændres, så det fremgår, at samtaler med børn på rettens foranledning gennemfø-res af en børnesagkyndig. På denne måde vil alle børn, der inddrages direkte gennem samtale, kun-ne støttes under samtalen af den viden og erfaring, som en børnesagkyndig besidder. En børnesag-kyndig er gennem sin viden om børn særligt egnet til at sikre en samtalesituation for barnet, hvordet kan føle sig trygt, og hvor også barnets uudtalte tilkendegivelser og holdninger vil kunne afko-des og dermed inddrages i belysningen af barnets perspektiv. Der henvises i den forbindelse ogsåtil, at børnesamtalen kan have flere funktioner, herunder at støtte barnet. Samtalen er således et til-bud til barnet om at tale med en udenforstående voksen, som med forståelse og viden kan give bar-net mulighed for aflastning og samtidig formidle til barnet, at det er centrum for den afgørelse, derovervejes.Barnet bliver som nævnt forberedt på samtalen af forældrene. Ifølge evalueringen viser erfaringer-ne, at forældrenes forestillinger om samtalen ikke altid er korrekte, og at graden af forberedelse afforældrene er meget svingende. En forudsætning for, at barnet kan vælge en samtale til eller fra, er,at barnet ved, at samtalen er et tilbud og ikke en pligt. Barnets viden om, at det er frivilligt at delta-ge i samtalen, må endvidere antages at have en vis betydning for, i hvilken grad barnet oplever sigansvarliggjort forud for samtalen. Dertil kommer, at forældrenes manglende viden om samtalen el-ler forkerte forventninger til denne også vil have betydning for, i hvor høj grad et barn belastes af atblive inddraget gennem en samtale. Evalueringsbidragene peger således særligt på, at det er vigtigt,at forældrene har den rette forståelse for samtalen som værktøj, da dette vil understøtte forældrene iikke at ansvarliggøre barnet.Utilsigtede virkninger af en forskelligartet forberedelse af forældrene bør imødegås. Derfor foreslåsdet, at forældrene fremover skal orienteres om børnesamtalens betydning og karakter forud for af-holdelsen af samtalen, medmindre det vurderes at være unødvendigt. Dette kan eksempelvis væretilfældet, fordi barnet tidligere har været indkaldt til samtale i en sag mellem parterne, fordi foræl-drene må antages at have den fornødne forståelse af samtalen som værktøj, eller fordi forældrene iforvejen har adgang til relevant vejledning om samtalen. Barnets alder vil også kunne have betyd-ning for behovet for forberedelse af forældrene. Forberedelsen vil således afhænge af sagens karak-ter og vil kunne ske på et møde, herunder et tværfagligt møde. Det påtænkes at udarbejde fokuseretinformationsmateriale til både forældre og børn, som vil kunne understøtte forældrenes forståelse afbørnesamtalens karakter og betydning.Det bemærkes, at gennemførelsen af dette forslag i forhold til statsforvaltningerne vil ske ved enændring af bekendtgørelsen til loven.Evalueringen af forældreansvarsloven giver også anledning til at tydeliggøre muligheden for atgennemføre undersøgelser af forældres evne til at varetage omsorgen for barnet. Social- og Integra-tionsministeriet er af den opfattelse, at det inden for de eksisterende rammer for administrationen afforældreansvarsloven, herunder i domstolsregi, er muligt at iværksætte undersøgelser, hvor der fo-kuseres på forældrene. En sådan fremgangsmåde anvendes da også allerede i særlige tilfælde, hvordette er indikeret. Der er i forbindelse med evalueringen af loven fra flere sider peget på et behovfor i særligt tunge sager at kunne skærme barnet mod inddragelse i sagen. Dette kan eksempelvisvære tilfældet i sager med samarbejdschikane eller andre sager, hvor det er tvivlsomt, om en foræl-der har den fornødne forældreevne til at tage vare på barnet, og om den pågældende er i stand til attilsidesætte egne behov for barnets, herunder i stand til at samarbejde med den anden forælder omkontakten til barnet. Som et middel til at skærme barnet i disse situationer er der udtrykt ønske om

en mulighed for at kunne iværksætte undersøgelse af forælderens evne til at varetage omsorgen forbarnet. I overensstemmelse med den politiske aftale foreslås det derfor at tydeliggøre, at belysnin-gen af barnets perspektiv gennem en sådan fokuseret undersøgelse i visse situationer kan være denrelevante fremgangsmåde. Det foreslås, at forældreansvarsloven og retsplejeloven ændres, sådan atmuligheden for at indhente sagkyndige erklæringer, der – under hensyn til den konkrete barns for-hold – fokuserer på en eller begge forældres forudsætninger for at tage vare på barnet, fremgår di-rekte heraf. Dette vil særligt være relevant i situationer, hvor en forælders eller begge forældres for-hold må antages at være af en sådan karakter, at disse set i forhold til barnets situation eller isoleretset kan begrunde en afgørelse. Indhentelsen af en sådan erklæring vil således også være en metodetil at belyse barnets perspektiv.Der vil i forbindelse med implementeringen af loven blive udarbejdet retningslinjer for anvendelsenaf denne metode til belysning af barnets perspektiv.4. Samvær4.1. Kompetencen i samværssager4.1.1. Gældende retDen familieretlige strukturreform betød bl.a., at der kom et øget fokus på forligsbestræbelser i sagerom forældremyndighed og samvær, hvilket medførte en række ændringer i forhold til statsforvalt-ningernes og domstolenes kompetence til behandling af disse sager. Formålet med strukturreformenvar at etablere én fælles indgang i sager om separation, skilsmisse og forældremyndighed. Med re-formen skulle alle sager begynde i statsforvaltningen, hvor sager om forældremyndighed inden re-formen blev anlagt direkte ved domstolene. Sigtet var at allokere en del af de ressourcer, som blevanvendt ved domstolene og i statsamterne (nu statsforvaltningerne) til at træffe afgørelse, til i stedetat opnå forligsmæssige løsninger.Af bemærkningerne til reformen fremgår bl.a.:”Når én fælles indgang til opløsning af ægteskab og afklaring af uenighed om forældremyndighedskal tilvejebringes, er det nødvendigt, at alle sager herom begynder hos samme myndighed, så bor-gere kun skal henvende sig et sted. Det er besluttet, at sagerne fremover skal begynde i de nye stats-forvaltninger i modsætning til i dag, hvor sagerne kan anlægges direkte ved domstolene. Hervedskabes et enstrenget og mere gennemskueligt system, hvor alle opgaver i forbindelse med separati-on, skilsmisse og forældremyndighed samles et sted, idet statsforvaltningerne – som statsamterne –også behandler alle sager om samvær, om størrelsen af ægtefællebidrag og om børnebidrag. Sa-gerne indbringes kun for retten, hvis der ikke under statsforvaltningernes vejledning og rådgivningopnås enighed mellem parterne.[…]I dag træffer statsamtet afgørelse om alle samværsspørgsmål, også selv om forældremyndigheds-spørgsmålet er afgjort af domstolene. Det er en naturlig og nødvendig følge af en familieretligstrukturreform, hvor enkle procedurer og helhedsløsninger prioriteres, at give forældre mulighedfor at få en samtidig og samlet løsning eller afgørelse af forældremyndigheds- og samværsspørgs-målet, uanset om dette sker i statsforvaltningen eller i retten. Det foreslås derfor, at domstolene får

kompetence til at træffe afgørelser om samvær i forbindelse med behandlingen af sager om foræl-dremyndighed, der er indbragt for retten af statsforvaltningen, hvis en af forældrene anmoder omdet. Se § 30 a, stk. 2, i forslaget til ændring af lov om forældremyndighed og samvær. Adgangen til-kommer kun forældre, når domstolene første gang skal tage stilling til forældremyndighedsspørgs-målet. Det foreslås derudover, at domstolene i disse tilfælde efter anmodning tillige kan tage stil-ling til anden kontakt end samvær, i form af f.eks. breve, telefonsamtaler og lignende. Forslagetændrer i øvrigt ikke på udgangspunktet om, at afgørelser om samvær og anden kontakt træffes afstatsforvaltningen.”Reformen betød således bl.a., at domstolene fik kompetence til at inddrage samværsspørgsmåletunder en forældremyndighedssag. Af forarbejderne fremgår i øvrigt, at hensigten var, at der hurtigstmuligt kunne findes en samlet løsning for familierne, at nedbringe sagsbehandlingstiden samlet setog at forbedre mulighederne for forligsmæssige løsninger om spørgsmålet om forældremyndighed.Hensigten var også at undgå dobbeltbehandling i forhold til f.eks. børnesagkyndige undersøgelser.Forældreansvarsloven videreførte strukturreformens kompetencemæssige ændringer og byggede vi-dere på reformens fokus på forligsbestræbelser.Af forældreansvarslovens § 38, stk. 1, fremgår, at afgørelser om samvær, om anden kontakt og omudlandsrejse som hovedregel træffes af statsforvaltningen. Retten har dog efter § 38, stk. 3, ogsåkompetence til at træffe afgørelse herom, hvis en sag om forældremyndighed eller barnets bopælindbringes for retten. Denne kompetence omfatter også midlertidige afgørelser om samvær eller omanden kontakt, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt. Det er en betingelse for, at retten kan medtage spørgsmålet omsamvær, om anden kontakt eller om udlandsrejse under retssagen, at der foreligger en anmodningherom fra en af forældrene.Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis forældremyndighedsspørgsmålet bliver indbragt for ret-ten flere gange. Dette skal ses i sammenhæng med muligheden for at dømme til fortsat fælles for-ældremyndighed, selvom den ene af forældrene ønsker den ophævet, jf. § 11. Domstolene har såle-des mulighed for efter § 38, stk. 3, at tage stilling til spørgsmålet om barnets fremtidige samledeforældrekontakt i alle forældremyndigheds- og bopælssager anlagt efter §§ 11 eller 17.Retten har i forældremyndighedssager efter § 14, stk. 1, alene mulighed for at inddrage spørgsmåletom samvær m.v. under retssagen, når en ugift far ikke har haft del i forældremyndigheden, og det erførste gang, sag herom er indbragt for retten. Dette skyldes ifølge bemærkningerne til bestemmel-sen, at det ikke bør være muligt at få en dom om et samværsspørgsmål, når der er enefor-ældremyndighed etableret ved aftale eller dom, idet der i disse tilfælde må forventes allerede at væ-re taget stilling til samværsspørgsmålet. Afgrænsningen er identisk med den type sager, hvor derikke automatisk af retten gives fri proces, men hvor ansøgning herom skal indgives til Civilstyrel-sen, der udover at tage stilling til, om de økonomiske betingelser er opfyldt, skal vurdere ansøgerensudsigt til at få medhold, jf. retsplejelovens § 327. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillægA, s. 4504 f.4.1.2. Den foreslåede ordningMed strukturreformen var det intentionen at sikre familierne et gennemskueligt system med mulig-hed for hurtigst muligt at finde en samlet løsning og således også at nedbringe den samlede sagsbe-handlingstid samt undgå dobbeltbehandling.

Imidlertid har erfaringerne med den delte kompetence i samværssager ifølge evalueringen vist, atdet generelt ikke har været muligt at indfri disse intentioner, hvilket særligt skyldes, at samværssa-ger efter deres karakter ikke egner sig til behandling ved retterne, der har til opgave at afgøre kon-krete, velafgrænsede tvister mellem parterne på baggrund af de påstande, parterne nedlægger. Sam-værssager har ofte en anden karakter, idet de typisk er langt mere uafgrænsede og detaljerige, lige-som de forandres undervejs i processen. Statsforvaltningerne og domstolene peger i evalueringen afloven herudover på, at forældrene ofte er usikre i deres ønsker, og at praktiske frem for retlige hen-syn ofte er afgørende. Som eksempel nævnes, at en part, der fører en sag med det hovedformål atblive bopælsforælder, ofte ikke vil være psykisk parat til at nedlægge en præcis (og detaljeret) på-stand om samværet. Hertil kommer, at det ikke sjældent forekommer, at samværspåstanden for ret-ten alene vedrører nogle enkelte punkter, eller at forholdene ændres umiddelbart efter dommen.Dette er i konflikt med, at rettens behandling af sagen er afsluttet med dommens afsigelse, hvilketindebærer, at retten ikke – selvom der måtte vise sig at være behov herfor – kan genåbne sagen ogændre dommen. Parterne må i disse tilfælde i stedet henvises til at indlede sagen på ny ved statsfor-valtningen.At der på denne måde ikke sjældent opstår et behov for, at sagen indledes på ny i statsforvaltningen,er ikke i overensstemmelse med intentionerne om en hurtig, samlet løsning og et gennemskueligtsystem for parterne. Den delte kompetence kan derimod få den effekt, at samværssagen trækker ud,og at systemet bliver uigennemskueligt for parterne. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikkesjældent strider mod parternes almindelige retsopfattelse, at en administrativ myndighed umiddel-bart efter en domsafsigelse skal tage stilling til spørgsmålet på ny. Der er endvidere i forbindelsemed evalueringen af forældreansvarsloven peget på, at dette forhold kan give anledning til princi-pielle betænkeligheder.Et andet karaktertræk ved samværssagerne, der omhandler den egentlige kontakt med barnet, er, atder kan opstå situationer, hvor det af hensyn til barnets bedste er nødvendigt, at myndighederne er istand til at agere hurtigt og smidigt, samt træffe afgørelser omgående eller inden for en meget korttidsfrist, f.eks. om suspension af et samvær. Domstolssystemet er i modsætning til det administrati-ve system ikke umiddelbart indrettet til en sådan akut håndtering af opståede problemer.Hertil kommer, at statsforvaltningerne på grund af det meget store antal sager om samvær, der be-handles der, må antages at besidde den største ekspertise på området.I forhold til den delte kompetence mellem statsforvaltningerne og domstolene til at træffe afgørelseom samvær bemærkes også, at der i praksis har været situationer, hvor der er opstået tvivl om, hvil-ken myndighed (statsforvaltningen eller domstolene) der har haft kompetence til at træffe afgørelseom samvær, herunder midlertidig afgørelse om samvær efter § 29, stk. 1. Dette har f.eks. været til-fældet i den situation, hvor statsforvaltningen har afsluttet en forældremyndigheds- eller bopælssag,og hvor en eller begge forældre har bedt om, at retten også skal tage stilling til samværet, men hvorsagen endnu ikke er indbragt for retten. Der er endvidere blevet stillet spørgsmål ved, om det erstatsforvaltningen eller retten, der skal behandle ansøgninger om erstatningssamvær, når sagen erindbragt for retten, og retten er blevet bedt om også at tage stilling til samværet.Uanset at der også er eksempler på, at den delte kompetence gør det muligt at finde en samlet løs-ning for familierne, og at intentionerne bag den familieretlige strukturreform således kan indfries pådette punkt, foreslås det i overensstemmelse med den politiske aftale, at kompetencefordelingen

ændres, sådan at samværssager, sager om anden kontakt og sager om udlandsrejser alene kan be-handles i statsforvaltningernes administrative system, ligesom det var tilfældet før den familieretligestrukturreform. Kompetencen til at træffe afgørelse om udlandsrejse ved uenighed om forældre-myndigheden mellem forældre med fælles forældremyndighed skal på samme måde være hos stats-forvaltningerne. Disse sagstyper kan således ikke længere indbringes for domstolene efter forældre-ansvarsloven.En sådan forskydning af myndighedernes rolle vil ikke ændre den overordnede målsætning om énindgang og forligsbestræbelser, men der vil for den (relativt lille) gruppe af sager, der sendes videretil domstolene, være tale om, at det ikke længere er muligt at opnå samlede løsninger i dette forum.Det er i den forbindelse vigtigt at fremhæve, at sagerne, der videresendes til retterne ofte ses at havebetydelige problembelastninger og at være forholdsvis konflikttunge. Dette bør også føre til en øgetopmærksomhed på, at sagerne behandles så hensigtsmæssigt som muligt for de involverede parter,hvilket må antages at være i et system, hvor man har et mere indgående kendskab til familien ogdens problemer. Statsforvaltningen vil oftest have et sådan kendskab til familien i de tunge sager ogdermed de bedste forudsætninger for at vurdere, om der skal være samvær og i givet fald i hvilketomfang. Det vurderes videre at være af særlig betydning i disse sager, at der er mulighed for at til-rettelægge en fleksibel sagsbehandling med henblik på tilstrækkelig sagsoplysning og med henblikpå at nå frem til løsninger, som kan fungere i familiens hverdag, også under hensyn til eventuelleindsatser i kommunalt regi.Det forhold, at domstolene ikke længere kan træffe afgørelse om kontakt mellem barnet og sam-værsforælderen m.v., gør, at det efter Social- og Integrationsministeriets opfattelse er vigtigt, at det iforbindelse med lovens implementering indskærpes over for statsforvaltningerne, at de fortsat skalvære særligt opmærksomme på at vejlede om muligheden for at fastsætte midlertidigt samvær, her-under midlertidigt samvær under behandlingen af en sag om forældremyndighed eller barnets bopæli retten, når der ikke er samvær eller kun kontakt i meget begrænset omfang. Samtidig bemærkesdet, at et retsforlig om forældremyndighed eller barnets bopæl også – som forud for strukturrefor-men – vil kunne omfatte et forlig om samværet, som vil kunne tvangsfuldbyrdes af fogedretten.4.2. Samværets omfang – deleordninger4.2.1. Gældende retSamværets omfang fastsættes ud fra en individuel vurdering af, hvad der er bedst for det enkeltebarn i den konkrete situation. En afgørelse om samvær skal derfor være udtryk for den bedst muligeløsning for det enkelte barn.Der kan efter § 21, stk. 2, i forældreansvarsloven fastsættes samvær inden for en ramme, der går fraf.eks. en halv times varighed og op til f.eks. 7 dage ud af 14 dage (samvær halvdelen af ti-den/deleordning). Det er i praksis slået fast, at hjemlen til at træffe afgørelse om en deleordning, og-så gør det muligt at fastsætte et samvær af et andet antal dage end angivet i bestemmelsen, men somogså udgør ”halvdelen af tiden”, eksempelvis samvær i 14 dage ud af 28 dage, hvis denne løsning erbedst for barnet. Muligheden for, at myndighederne kan træffe afgørelse om deleordninger, skal sesi lyset af, at der med forældreansvarsloven ikke længere findes et udgangspunkt om en standardise-ret samværsordning, og at der i stedet er fokus på, at myndighederne altid skal finde frem til enkonkret og individuel samværsordning for det enkelte barn.

En deleordning kan f.eks. fastsættes, hvis barnet i en årrække har boet sammen med forældrenefrem til samlivsophævelsen, og der i umiddelbar forlængelse heraf anmodes om mest muligt sam-vær, eller i tilfælde, hvor forældrene hidtil har praktiseret en deleordning. Det er vigtigt, at ordnin-gen kan fungere rent praktisk for barnet. Dette forudsætter normalt, at forældrene bor i nærheden afhinanden, og at barnets dagligdag i forhold til institutioner, skoler og kammerater ikke påvirkes ivæsentlig grad af, om barnet opholder sig hos den ene eller den anden forælder. Der vil som nævntaltid skulle foretages en konkret og individuel vurdering af, hvad der er bedst for barnet.Ved fastsættelse af omfanget af samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos, skal der tageshensyn til barnets alder og udvikling, og at samværet tilrettelægges med en sådan fleksibilitet, at dethele tiden tilgodeser barnets behov for kontakt med den anden forælder. I takt med barnets alder vilder skulle lægges afgørende vægt på barnets egne synspunkter om omfanget og placeringen af sam-været.Det vil også være muligt under en sag om ophævelse af den fælles forældremyndighed, der behand-les enten af statsforvaltningen eller af retten, at træffe en midlertidig afgørelse om, at barnet harsamvær med den ene af forældrene i 7 dage ud af 14 dage, således at den midlertidige afgørelse om,hvor barnet skal bo, ikke foregriber en senere afgørelse om forældremyndigheden.Udbredelsen af aftaler og afgørelser om deleordninger i statsforvaltningerne er meget begrænset.Tal for en 1-årig periode viser, at 6 pct. af forældrenes aftaler om samvær var om deleordninger,svarende til ca. 416 sager, mens statsforvaltningerne traf endelig afgørelse om deleordning i 84 sa-ger, svarende til 2 pct. af alle afgørelser eller under 1 pct. af alle samværssager. Samtidig viser enundersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), at omkring 17 pct. af alle 7-,11-, og 15-årige skilsmissebørn i 2009 levede i en deleordning.SFI-rapporten ”Børn i deleordninger” fra 2011, som bygger på børns egne fortællinger, giver ind-blik i, hvordan børn i deleordninger oplever deres hverdag. Rapporten peger på, at deleordningerkan fungere godt for nogle børn, men ikke for alle. Dette beror ifølge rapporten på konkrete om-stændigheder, hvor bl.a. barnets robusthed, måden samværet er organiseret på, afstanden mellem de2 hjem samt, ikke mindst, hvordan forældrene hjælper barnet med at skabe kontinuitet i hverdagenog forbindelse mellem de 2 familieliv. Kontinuiteten kan bl.a. understøttes ved et respektfuldt ogudbygget forældresamarbejde, hvor forældrene sammen kan løse hverdagens problemstillinger ogtræffe væsentlige beslutninger sammen, og ved et fleksibelt tilrettelagt samvær, hvor det er muligtfor barnet at flytte rundt på samværet og for barnet at have adgang til den anden forælder undersamværet.4.2.2. Den foreslåede ordningForældreansvarsloven skal fortsat understøtte muligheden for at nå frem til den bedst mulige løs-ning for det enkelte barn, jf. herved også lovens § 4 om barnets bedste. I overensstemmelse med denpolitiske aftale, skal det på denne baggrund fortsat være muligt at træffe afgørelse om en deleord-ning i de tilfælde, hvor en sådan løsning er bedst for barnet.Der er dog siden lovens vedtagelse opstået en række misforståelser og myter bl.a. omkring deleord-ninger, herunder sammenhængen mellem deleordninger og fælles forældremyndighed. Det synessåledes at være en relativt udbredt misforståelse, at udgangspunktet for samværets omfang er en de-leordning, og at et samvær af dette omfang automatisk udløses, hvis forældrene har fælles foræl-

dremyndighed. Konsekvensen af disse misforståelser er ifølge aktørerne på området for det førsteen holdning blandt forældrene, hvor det ”rigtige forældreskab” indebærer, at man har børnene hossig halvdelen af tiden og en forventning om, at dette også bliver udfaldet af en samværsafgørelse.Dernæst peger aktørerne på, at misforståelserne fører til en øget anvendelse af aftalte deleordninger;også i situationer hvor en sådan løsning langt fra kan siges at være den bedste for barnet, eksempel-vis aftalte deleordninger med børn under 1 år.Der bør derfor iværksættes en indsats for at kommunikere forældreansvarslovens rette indhold. Itråd hermed foreslås det, at loven ændres, sådan at det ikke længere – som det eneste eksempel på etsamværs omfang – fremgår direkte af lovens ordlyd, at der kan fastsættes en deleordning. Bestem-melsen formuleres derimod i overensstemmelse med lovens grundprincip om, at alle afgørelser skaltræffes ud fra en konkret vurdering af det enkelte barns forhold. Det indebærer en tydeliggørelse af,at det afhænger af en konkret vurdering, hvilken samværsordning der er bedst for barnet. Samtidiger det vigtigt at understrege, at fastsættelsen af en deleordning ikke må føre til en situation for bar-net, hvor det lever i 2 verdener uden sammenhæng. Dette stiller krav til forældrenes samarbejdsevneog fleksibilitet i forhold til hinanden og samværet.Det er Social- og Integrationsministeriets opfattelse, at der i forbindelse med afgørelser om deleord-ninger ofte vil kunne være behov for en opfølgning inden for et overskueligt tidsrum, hvor det vur-deres, hvordan ordningen fungerer. Dette vil bl.a. have betydning for anvendelsen af forældrean-svarslovens § 39 i forhold til ansøgninger om ændring af samvær.I forbindelse med den politiske aftale er det overvejet, om der i tråd med forslag i forbindelse medevalueringen af loven skal ske en begrænsning af muligheden for at fastsætte deleordninger, sådanat der kun kan fastsættes en deleordning, hvis forældrene er enige herom. Det er imidlertid opfattel-sen, at en sådan begrænsning vil kunne have den effekt, at myndighederne i visse tilfælde vil væreafskåret fra at nå frem til den bedst mulige løsning for barnet. Her tænkes ikke mindst på tilfælde,hvor barnet har en sådan alder, at et eventuelt udtrykt ønske fra barnet om en deleordning vil skulletillægges betydelig vægt – også selvom en bopælsforælder måtte modsætte sig en sådan ordning.4.3. Transport i forbindelse med samvær4.3.1. Gældende retFor at understrege, at begge forældre efter forældreansvarslovens § 19 har et ansvar for, at barnetssamvær er velfungerende og kan praktiseres, er det udgangspunktet, at forældrene begge deltager iog afholder udgifter til transporten af barnet i forbindelse med samværet. Dette udgangspunkt skalmedvirke til at fastholde forældrenes ansvar for, at samværet kommer til at fungere, samtidig med,at begge forældre i forbindelse med flytning i højere grad vil overveje, hvordan samværet vil kunnefungere i praksis efter flytningen.Efter forældreansvarslovens § 21, stk. 3, kan statsforvaltningen træffe afgørelse om transport afbarnet i forbindelse med samvær og om afholdelse af udgifter hertil. Det er således udgangspunktet,at samværsforælderen sørger for afhentningen af barnet ved samværets start, og bopælsforælderensørger for afhentningen i forbindelse med afslutningen af samværet. Begge forældre afholder udgif-terne til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for, herunder transport af bådebarnet og en eventuel ledsager. Der kan dog være forhold i sagen, der medfører, at dette udgangs-punkt må fraviges, f.eks. en meget stor forskel i forældrenes økonomi. I tilfælde, hvor den ene af

forældrene vælger at flytte, sådan at den geografiske afstand mellem forældrene – og transporttiden– øges væsentligt, og denne øgede afstand er med til at vanskeliggøre samværet, kan dette tillæggesbetydning, sådan at den forælder, der vælger at flytte, efter omstændighederne kan pålægges at bæreden overvejende del af ansvaret for transporten, herunder udgifterne hertil. Endelig kan der værepraktiske forhold, der gør det uforholdsmæssigt besværligt eller umuligt for den ene af forældreneat deltage i transporten, eller det kan være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at fastsætte alternativeafhentningssteder, hvilket også kan føre til en anden fordeling af ansvaret for transporten.Efter bestemmelsen er det desuden muligt for statsforvaltningen i særlige tilfælde, hvor dette efteren konkret vurdering er nødvendigt for at tilrettelægge afhentningen og afleveringen af barnet påden mest hensigtsmæssige måde, at lade den ene forælder betale den anden forælders udgifter tilf.eks. ledsagelse af barnet eller lignende. Dette gælder både for samværs- og bopælsforælderens ud-gifter.4.3.2. Den foreslåede ordningDet foreslås, at transporten af barnet i forbindelse med samvær fortsat er et fælles ansvar, da derherved sendes et meget håndgribeligt og nærværende signal til forældrene – et signal, der i overens-stemmelse med den politiske aftale bør styrkes.Det er således erfaringen, at de ganske detaljerede muligheder for fravigelse af udgangspunktet omet fælles ansvar, som i dag findes, er konfliktskabende, idet undtagelserne skaber misforståelser hosforældrene af mulighederne for at blive fritaget for det fælles ansvar for transporten. Det er såledesnævnt, at der ses at være et meget stort fokus fra forældrenes side på undtagelserne, og at dette gørdet vanskeligt at opnå en forligsmæssig løsning mellem forældrene. Endvidere er det oplevelsen, atreglerne bevirker, at forældrene nu i højere grad anser transporten for at være statsforvaltningernesansvar i stedet for forældrenes fælles ansvar. Statsforvaltningerne skal således i mange sager delstage stilling til rimeligheden i fordelingen af ansvaret for transporten, dels tage stilling til praktiskeforhold i forbindelse med transporten. Også det økonomiske mellemværende mellem forældrene,som opstår ved en eventuel fravigelse af udgangspunktet, ses at give problemer.Samlet kan det anføres, at mens spørgsmålet om transport ikke var til debat mellem forældrene førforældreansvarsloven, hvor det var samværsforælderen, der som den klare hovedregel skulle stå fortransporten af barnet i forbindelse med samvær, fylder spørgsmålet i dag uforudset meget i statsfor-valtningerne, og mere end det var intentionen med indførelsen af reglen. Det er på denne baggrund ioverensstemmelse med den politiske aftale opfattelsen, at ansvaret skal gives tilbage til forældrene.For at gøre dette og for at mindske de mulige konflikter mellem forældrene og skabe ro for barnetomkring samværet foreslås det, at det fremgår direkte af loven, at transport i forbindelse med sam-vær er et fælles ansvar. Samtidig fjernes hjemlen i loven til at træffe afgørelse om transport, og dervil i medfør af lovens bemyndigelsesbestemmelse ske en forenkling af de administrative regler, så-dan at de meget detaljerede undtagelser til udgangspunktet om et fælles ansvar for transporten æn-dres til én undtagelsesbestemmelse, hvorefter udgangspunktet i helt særlige tilfælde kan fraviges.Anvendelsen af undtagelsen forudsættes at være meget restriktiv. Det må således på baggrund af enflerhed af forhold vurderes som åbenbart urimeligt, at en forælder skal løfte en del af transporten,før der kan undtages fra udgangspunktet.4.4. Samvær med andre end barnets forældre

4.4.1. Gældende retEfter § 20 i forældreansvarsloven kan der fastsættes samvær med andre end barnets forældre i til-fælde, hvor en eller begge forældre er døde, eller i ganske særlige tilfælde, hvor der ikke eller kun iyderst begrænset omfang er samvær med den forælder, barnet ikke har bopæl hos. Reglen har kunbetydning, hvis bopælsforælderen ikke frivilligt går med til, at barnet har kontakt med den eller depågældende. Det er de nærmeste pårørende, der kan anmode om samvær, og en forudsætning for, atder kan blive tale om samvær, er, at barnet er nært knyttet til den nærmeste pårørende, der anmoderom samvær.Barnets nærmeste pårørende kan efter § 20, stk. 1, anmode statsforvaltningen om at fastsætte sam-vær, hvis en forælder er død, eller begge forældre er døde. Der er ikke, som det er forudsat i foræl-dreansvarslovens § 19 om samvær med forældre, en formodning for, at et samvær er i barnets inte-resse. Om der skal fastsættes samvær afhænger således af en konkret vurdering af, om barnet har ensådan tilknytning til den pågældende ansøger, at det med udgangspunkt i lovens § 4 vil være bedstfor barnet trods bopælsforælderens modstand at bevare kontakt, f.eks. med sine bedsteforældre.Som det fremgår af formuleringen, omhandler stk. 1 også tilfælde, hvor barnet bliver forældreløst. Isådanne tilfælde træffes der efter lovens § 15, stk. 2, afgørelse om, hvem der skal have forældre-myndigheden. Ønsker indehaveren af forældremyndigheden ikke at bevare barnets kontakt med detsfamilie, kan nærmeste pårørende fra begge forældregrene anmode om en samværsafgørelse.Anvendelsesområdet for bestemmelsen er i første række afdødes familie, f.eks. dennes forældre el-ler barnets bedsteforældre. Reglen kan også anvendes af andre, der opfylder kriterierne. Det kanvære ældre søskende eller halvsøskende og afdødes bror eller søster. Stk. 1 er ikke begrænset til af-dødes slægt. Har bopælsforælderen dannet en ny familie, som senere er brudt op, kan den tidligerestedforælder indgive ansøgning efter § 20, stk. 1.Samværet har ikke samme omfang som forældresamvær og skal altså ikke erstatte et sådant. Reglenindebærer, at der kan være flere, som opfylder kriterierne for samvær. Det kan være afdødes bedste-forældre, en ældre halvsøster og en forhenværende stedfar. Er begge forældre døde, kan begge holdbedsteforældre ansøge om samvær. Dette må tages i betragtning, når statsforvaltningen skal tagestilling til, om der skal være samvær og i bekræftende fald dets omfang. Skal flere have samvær, ta-ler det for at begrænse hyppigheden og udstrækningen.§ 20, stk. 2, omhandler i første række tilfælde, hvor der ikke er samvær med den forælder, barnetikke bor hos. Reglen er bl.a. begrundet i, at den, der ikke har samvær, er afskåret fra at ansøge omen samværsresolution til fordel for f.eks. sine forældre.Efter stk. 2 er adgangen til at fastsætte samvær snævrere end efter stk. 1, idet samvær kun kan fast-sættes ”i ganske særlige tilfælde”. Det skyldes, at begge forældre lever, og at der må lægges storvægt på grunden til, at der ikke er kontakt med den potentielle samværsforælder. Endvidere må dertages hensyn til, hvordan denne ser på spørgsmålet. Statsforvaltningen skal derfor efter lovens § 36,stk. 2, indhente en erklæring fra den forælder, der ikke har samvær.Det manglende samvær, der giver anledning til en ansøgning efter stk. 2, kan skyldes, at der ermeddelt afslag på en ansøgning om samvær, eller at samværet er ophævet. Det kan også af andre

grunde være umuligt at have samvær, f.eks. på grund af afsoning af en længere fængselsstraf i ud-landet eller en alvorlig psykisk lidelse. Bor en samværsforælder i udlandet, kan samværsmulighe-derne være begrænset til feriesamvær et par gange om året. I denne situation vil der kunne fastsæt-tes samvær for andre. Endelig kan den samværsberettigede have valgt ikke at have kontakt medbarnet.I tilfælde, hvor samværsforælderen kun periodevis er fraværende – f.eks. på grund af udlandsopholdeller fængselsophold – bør der udvises tilbageholdenhed med at fastsætte samvær for andre enddenne forælder. Der skal udvises opmærksomhed over for, om det vil være til barnets bedste skifte-vis at have samvær med samværsforælderen og andre, f.eks. sådan at barnet har samvær med bed-steforældre i 2 måneder, for derefter at have samvær med samværsforælderen i 3 måneder, hvorefterder igen er samvær med bedsteforældrene. Omvendt kan det netop være samværet med bedstefor-ældrene, der udgør den stabilitet i samværet, som barnet har glæde af. Det er i disse situationer vig-tigt, at der ses på barnets samlede situation, og at der fastsættes samvær ud fra et langtidsorienteretperspektiv.Vurderingen af, om der skal tilkendes samvær, afhænger af barnets og forældrenes forhold. Det erlettere at få samvær, hvis forældresamværet er umuligt, end hvis samværet er fravalgt, medmindreden fravælgende forælder erklærer sig indforstået hermed. Ikke mindst i tilfælde, hvor samværsmu-lighederne er begrænsede, afhænger vurderingen i høj grad af den samværsberettigede forældersindstilling til et supplerende samvær for den eller de pårørende. I situationer, hvor samværet er af-slået eller ophævet på grund af samværsforælderens forhold, gør der sig helt særlige hensyn gæl-dende. Der er her tale om et udpræget beskyttelseshensyn til barnet, som meget vel kan føre til, atder ikke bør fastsættes samvær med andre, f.eks. bedsteforældre. Dette afhænger af en skønsmæssigvurdering, hvor mulighederne for at fastsætte samvær under særlige vilkår inddrages. Som altid skalafgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4. Ligesom efter § 20, stk. 1,skal de pårørende ikke have samvær i samme omfang som forældre.Efter lovens § 22 er der mulighed for i stedet for eller som et supplement til et samvær at træffe be-stemmelse om anden kontakt end samvær.Det følger forudsætningsvis af forældreansvarslovens § 38, at der ikke kan blive tale om en dom-stolsafgørelse om samværet, heller ikke under en sag om statsforvaltningens forældremyndigheds-afgørelse efter dødsfald, der er indbragt for retten i medfør af lovens § 37.En afgørelse om samvær med andre end forældrene kan af fogeden gennemtvinges ved fastsættelseaf tvangsbøder, hvis bopælsforælderen ikke frivilligt overholder afgørelsen, hvorimod det ikke ermuligt for fogeden at træffe beslutning om umiddelbar magtanvendelse, jf. retsplejelovens § 536,stk. 2.4.4.2. Den foreslåede ordningDet foreslås, at muligheden for at fastholde barnets kontakt med dets nærmeste pårørende bevares,sådan at der kan skabes de bedst mulige løsninger for det enkelte barn. Begrebet ”nærmeste pårø-rende” skal endvidere fortsat omfatte mere end barnets bedsteforældre, eksempelvis en social for-ælder, ældre søskende eller halvsøskende, en onkel eller tante eller anden nærmeste pårørende. Dethar imidlertid vist sig, at der er knyttet en række uhensigtsmæssigheder til den nuværende formule-ring af bestemmelsen. Ikke mindst kravet om nær tilknytning som en forudsætning for at fastsætte

samvær og bestemmelsens snævre anvendelsesområde kan føre til, at der ikke kan fastsættes sam-vær med en pårørende, selvom etableringen eller opretholdelsen af en sådan kontakt vil være bedstfor barnet. Også den forudsatte begrænsning i samværets omfang kan i visse tilfælde være i mod-strid med, hvad der ud fra en vurdering af barnets bedste kan være behov for.I overensstemmelse med den politiske aftale er det foreslået, at bestemmelsen om samvær med an-dre end barnets forældre skal ændres, sådan at spørgsmålet om fastsættelse af samvær, i overens-stemmelse med forældreansvarslovens systematik i øvrigt, i højere grad afhænger af en vurderingaf, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4. Fastsættelsen af samvær med barnets nærmeste pårø-rende vil således ikke afhænge af en nær tilknytning, men blot af at der er en tilknytning, og hellerikke afhænge af, at der i situationer med intet eller kun lidt samvær foreligger ”ganske særlige til-fælde”.Det skal understreges, at ændringen ikke vil betyde, at der herefter kan og vil blive fastsat samværmed en lang række forskellige pårørende. Der er fortsat et krav om, at barnet er knyttet til ansøge-ren, men blot ikke et skærpet tilknytningskrav. Hertil kommer, at en afgørelse om samvær med an-dre end barnets forældre som nævnt vil skulle være bedst for barnet, og i den vurdering indgår –som hidtil – en stillingtagen til, hvor mange personer barnet kan have et fastsat samvær med underhensyn til dets trivsel og hverdag. Det skal endvidere understreges, at der fortsat skal tages hensyntil årsagen til, at der ikke er kontakt med den anden forælder i situationer efter § 20, stk. 2.Ved at fjerne kravet om, at barnet skal være nært knyttet til den nærmeste pårørende, som anmoderom samvær, imødegås eksempelvis situationer, hvor der ikke kan fastsættes samvær mellem barnetog en afdød forælders familie, hvis barnet kun kort tid før forælderens død har etableret en kontakttil den afdøde forælders familie, og der endnu ikke er etableret en nær tilknytning til denne. Ved atfjerne begrænsningen til ”ganske særlige tilfælde” i stk. 2 understreges det, at der skal findes debedst tænkelige løsninger for det enkelte barn, og at et barn således ikke skal have mindre mulighedfor at have kontakt med en bedsteforælder på samværsforælderens side i tilfælde, hvor samværsfor-ælderen lever, men ikke er en del af barnets liv, end i tilfælde hvor denne forælder er død. Spørgs-målet om kontakt skal afhænge af en konkret vurdering.For at undgå en situation, hvor et barn efter lovens ordlyd afskæres fra kontakt med dets nærmestepårørende i tilfælde, hvor barnets forælder er ukendt, foreslås det at udvide bestemmelsen, sådan atder også kan fastsættes samvær med andre end barnets forældre, hvis en forælder er ukendt. Hervedsikres bl.a. muligheden for at fastsætte samvær med en social forælder (medmor), hvor barnet erblevet til ved hjælp af anonym sæddonation, og der ikke er gennemført en stedbarnsadoption førsamlivsophævelsen. Det har i praksis været nødvendigt at fastsætte et sådant samvær efter en analo-gi af § 20, stk. 1. I tilfælde, hvor den sociale forælder ikke har adopteret barnet inden samlivsophæ-velsen, og hvor barnets far er kendt, vil der kunne anmodes om samvær efter § 20, stk. 2.I forhold til det omfang af samvær, som er forudsat efter § 20, har dette i praksis i visse situationervist sig at være i modstrid med bestemmelsen om barnets bedste. Der kan således være situationer,hvor det vil være bedst for barnet, at der fastsættes mere samvær end forudsat efter bestemmelsen.Det vil kunne være tilfældet i situationer med samvær med en social forælder, hvor samværet skalbehandles efter § 20, selvom stedforælderen har været en primær person i barnets liv. I den ovenforbeskrevne situation, hvor der ikke er gennemført en stedbarnsadoption inden samlivsophævelsen,vil der således kunne være behov for at fastsætte et samvær, der har et videre omfang, end det efter

5. Klageadgang i forhold til statsforvaltningens midlertidige afgørelser om forældremyndighed ogbarnets bopæl5.1. Gældende retDer blev med den familieretlige strukturreform indført en delt kompetence mellem statsforvaltnin-gen og retten til at træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighed og samvær. Denne deltekompetence blev med forældreansvarsloven udvidet til også at omfatte midlertidige afgørelser ombarnets bopæl.Efter forældreansvarslovens § 26, stk. 1, kan den myndighed, der behandler en sag om forældre-myndighed eller barnets bopæl, træffe en midlertidig afgørelse om, hvem forældremyndighedenskal tilkomme, eller hvor barnets bopæl skal være. Statsforvaltningen kan således også træffe afgø-relse herom.Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse, som kan fuldbyrdes. En af-gørelse, der er truffet af statsforvaltningen, bortfalder 4 uger efter, at det er meddelt parterne, at sa-gen er afsluttet, medmindre en af dem inden da har anmodet om, at sagen indbringes for retten.Statsforvaltningens afgørelse vil også bortfalde, hvis sagen efter indbringelse for retten hæves ellerafvises, eller hvis samlivet genoptages.Efter lovens § 30 kan en midlertidig afgørelse ændres. Hvis statsforvaltningen har truffet en midler-tidig afgørelse, og sagen efterfølgende er indbragt for retten, kan retten ændre den midlertidige af-gørelse efter anmodning fra en af parterne.Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til social- og integrationsministeren (Ankestyrelsen).Klageadgangen gælder, uanset at forældremyndigheds- eller bopælssagen er indbragt for retten.5.2. Den foreslåede ordningStrukturreformens grundtanke er at skabe et enstrenget system, hvor bl.a. dobbeltbehandling af sa-gerne undgås. Den nuværende retstilstand, hvor tvister om (midlertidig) forældremyndighed ellerbopæl kan behandles samtidig af det administrative system og af domstolene, er efter Social- og In-tegrationsministeriets opfattelse ikke i overensstemmelse med strukturreformens grundtanke.Der kan eksempelvis forekomme tilfælde, hvor der i det administrative rekurssystem behandles enklage over statsforvaltningens midlertidige afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopælsamtidig med, at retten behandler en anmodning om ændring af den samme midlertidige afgørelse.Parterne vil dermed kunne modtage en afgørelse om den midlertidige forældremyndighed eller bo-pæl fra social- og integrationsministeren (Ankestyrelsen) og retten samtidig. På samme måde vil enafgørelse fra social- og integrationsministeren (Ankestyrelsen) kunne foreligge samtidig med denendelige afgørelse i sagen fra retten. En sådan dobbeltkompetence er ikke hensigtsmæssig.

Hertil kommer, at reaktionsmulighederne i det administrative rekurssystem i forhold til statsforvalt-ningernes midlertidige afgørelser begrænses i det øjeblik, sagen indbringes for retten. Det vil såle-des ikke være muligt at hjemvise sagen til fornyet behandling i statsforvaltningen, når sagen er ind-bragt for retten. Dette skyldes, at sagen ikke længere verserer i statsforvaltningen, og at statsforvalt-ningen derfor ikke har kompetence til at behandle den.Derfor er det foreslået, at social- og integrationsministerens (Ankestyrelsens) kompetence til at be-handle en klage over statsforvaltningens midlertidige afgørelse om forældremyndighed eller barnetsbopæl bortfalder, når en sag er indbragt for retten. En sådan ordning forudsætter samtidig, at retter-ne er opmærksomme på eventuelle behov for en ændring af statsforvaltningens midlertidige afgø-relse, der som oftest vil være truffet på et mindre fuldstændigt grundlag end den senere endelige af-gørelse, som træffes af retten.6. Orienteringsretten for forældre uden del i forældremyndigheden6.1. Gældende retEfter § 23, stk. 1, kan en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, efter anmodning få ori-entering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt privatesygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger. Forælderen kan også få udleveret dokumenterom barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner. Den, der har forældremyn-digheden, kan ikke gøre indsigelse mod udlevering af disse oplysninger og dokumenter, og medde-lelse af oplysninger om barnet anses ikke for at krænke tavshedspligten.Det er kun myndigheder m.v., der har direkte kontakt med børn, der er omfattet af bestemmelsen.Bestemmelsens primære anvendelsesområde er således kommunerne (undervisning, daginstitution,socialforvaltning m.v.) og sundhedsvæsenet (inkl. den private del). Der kan både være tale om insti-tutioner, der er en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af reglerne i forvaltningslo-ven og offentlighedsloven, og om private institutioner, for hvilke reglerne i forvaltningsloven og of-fentlighedsloven ikke gælder.En myndighed m.v. har kun pligt til at videregive oplysninger om barnet, hvis der foreligger en in-dividuel og konkret anmodning om orientering fra den forælder, der ikke har del i forældremyndig-heden. Der skal således ikke ske løbende orientering, og en stående anmodning om generelt at bliveorienteret skal ikke imødekommes.Den praktiske fremgangsmåde ved videregivelse af oplysninger efter bestemmelsens stk. 1 besluttesaf den pågældende myndighed m.v. Orientering efter bestemmelsen kan således ske ved mundtligeoplysninger eller ved skriftlig orientering. Bestemmelsen medfører et krav på efter anmodning atmodtage orientering fra myndigheder m.v., men ikke et krav på at modtage skriftlig orientering. Be-stemmelsen om orienteringsret giver ikke den pågældende forælder adgang til at have en aktiv kon-takt med myndigheden m.v. Der er således ikke tale om partsstatus for den af forældrene, der har rettil orientering. Bestemmelsen medfører fortsat heller ikke adgang til at repræsentere barnet og f.eks.være medlem af skolebestyrelser eller forældrebestyrelser i barnets dagtilbud m.v. Bestemmelsengiver heller ikke den forælder, der ikke har forældremyndigheden, ret til at besøge barnet, f.eks. un-der en hospitalsindlæggelse. Dette reguleres af forældrenes aftale eller statsforvaltningens eller ret-tens afgørelse om samvær.

En forælder, som ikke har del i forældremyndigheden, har også ret til at få udleveret dokumenterom barnets forhold i de tilfælde, hvor disse findes på skoler og i børneinstitutioner, f.eks. kopi afbarnets karakterudskrifter, elevhandleplaner, sprogvurderinger eller andre skriftlige dokumentervedrørende barnet. Det bemærkes, at retten til at få udleveret dokumenter om barnet alene er en rettil at få adgang til eksisterende dokumenter.De oplysninger, som den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til at modtageorientering om efter stk. 1, er de samme oplysninger, som forældremyndighedsindehaveren kan fåfra myndigheden m.v. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehave-ren.Efter § 23, stk. 2, har en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, ret til efter anmodning atfå orientering om generelle sociale aktiviteter på barnets skole og børneinstitutionen og har adgangtil at deltage i dem. På den måde får den pågældende forælder indsigt i og mulighed for at deltageaktivt i de sociale aktiviteter, som barnet indgår i. Har den pågældende forælder én gang anmodetom at blive orienteret om generelle sociale aktiviteter i skolen eller børneinstitutionen, skal den på-gældende institution – på samme måde som over for forældremyndighedsindehaveren – orientereden forælder, der ikke har forældremyndigheden, om generelle sociale aktiviteter. Ved generelle so-ciale aktiviteter forstås f.eks. festlige begivenheder, almindelige forældre- og orienteringsmøder,som indeholder generel orientering om, hvad der sker i den pågældende institution. Dette skal f.eks.ses i modsætning til møder vedrørende det enkelte barns trivsel – eksempelvis forældrekonsultationvedrørende barnet og møder om, at der er behov for en særlig indsats i forhold til barnet.Efter § 23, stk. 3, kan de i stk. 1 og 2 nævnte institutioner m.v. nægte at give konkrete oplysningerog udlevere dokumenter om barnets forhold, og kan nægte orientering om og deltagelse i aktiviteter,hvis det må antages at være til skade for barnet. Eksempelvis kan en nægtelse gives under henvis-ning til, at det må antages at være til skade for barnet, hvis en videregivelse af oplysningerne vilmedføre en uforholdsmæssig belastning af forholdet mellem barnet og den pågældende forælder.Det bemærkes, at bestemmelsen giver mulighed for at nægte at give konkrete oplysninger og delta-gelse i konkrete aktiviteter. Hvis forældremyndighedsindehaveren eller en af de i stk. 1 eller 2nævnte institutioner ønsker generel begrænsning i retten til orientering eller deltagelse i aktiviteter,kan der ansøges om fratagelse af retten hertil, jf. § 23, stk. 4.En afgørelse efter § 23, stk. 3, kan påklages til statsforvaltningen, jf. forældreansvarslovens § 41,stk. 3. Både forælderen, der er blevet nægtet oplysninger samt deltagelse i sociale aktiviteter, ogforældremyndighedsindehaveren kan klage over en afgørelse truffet af de i § 23, stk. 1 og 2, nævntemyndigheder.Efter stk. 4 kan statsforvaltningen i særlige tilfælde fratage den pågældende forælder orienterings-retten efter stk. 1, herunder adgangen til at få udleveret dokumenter, og retten til orientering om ogdeltagelse i generelle sociale aktiviteter efter stk. 2.Ved afgørelse om fratagelse af adgangen til orientering og til at få udleveret dokumenter efter lo-vens § 23, stk. 1, kan der lægges vægt på, om den pågældende forælder benytter adgangen til at fåorientering i et sådant omfang, at det må anses for en urimelig belastning for myndigheden m.v.Fremsættes anmodningen om fratagelse af adgangen til orientering efter lovens § 23, stk. 1, af for-ældremyndighedsindehaveren, kan de grunde, der kan føre til et afslag på samvær eller en ophævel-se heraf, også tale for at ophæve retten til at få oplysninger. Dette kan tillige være tilfældet, hvor

forældremyndighedsindehaveren har beskyttet adresse, og statsforvaltningen skønner, at der er godegrunde hertil, samt at der er risiko for, at oplysninger fra offentlige myndigheder vil kunne røbeadressen.Statsforvaltningen kan endvidere træffe afgørelse om at fratage den forælder, der ikke har foræl-dremyndigheden, retten til at modtage orientering om generelle sociale aktiviteter på skoler og ibørneinstitutioner og retten til at deltage i dem. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis vedkommendehar fremsat trusler om eller udøvet vold mod bopælsforælderen eller barnet eller andre i familien,har et polititilhold i forhold til bopælsforælderen, eller ved sin adfærd i disse situationer belasterbarnet. Det bemærkes, at samværsforælderen ikke kan fratages retten, fordi bopælsforælderen vedsin adfærd belaster barnet.En afgørelse efter § 23, stk. 4, kan påklages til social- og integrationsministeren (Ankestyrelsen).Der gælder ikke en forpligtelse til at inddrage barnet ved afgørelser om fratagelse af retten til orien-tering. Dette skyldes, at retten til orientering er en rettighed for den forælder, der ikke har del i for-ældremyndigheden, og at retten om begrænsning i eller fratagelse af denne ret ikke berører barnetdirekte.6.2. Den foreslåede ordningVed vedtagelsen af forældreansvarsloven blev § 19 i lov om forældremyndighed og samvær videre-ført i forældreansvarslovens § 23 dog bl.a. med den udvidelse, at forældre uden del i forældremyn-digheden nu har ret til efter anmodning at få orientering om og deltage i generelle sociale arrange-menter i barnets institution eller skole, jf. § 23, stk. 2.Samtidig med denne ændring på området blev det muligt at dømme til fælles forældremyndighed,hvorved kredsen af forældre uden del i forældremyndigheden også blev ændret fremadrettet. Efterlov om forældremyndighed og samvær skulle dommeren i tilfælde af uenighed om forældremyn-digheden tillægge denne til én af forældrene, uanset at de måtte anses for at være lige egnede foræl-dre. Med vedtagelsen af forældreansvarsloven er det kun muligt at ophæve den fælles forældremyn-dighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde, hvilket eksempelvis kan være vold eller sværesamarbejdsproblemer, jf. § 11. Kredsen af forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, har så-ledes ændret sig, sådan at den ikke i samme udstrækning som før rummer forældre, der ved afgørel-se er ”valgt fra”, selvom de måtte være ligeså egnede som forældremyndighedsindehaveren, menderimod rummer forældre, hvor der er tungtvejende grunde til ikke at fortsætte fællesskabet om-kring barnet. I forhold til disse forældre vil der generelt set være en formodning for, at det i en ræk-ke tilfælde vil være bedst for barnet, at der mere konkret tages stilling til, om der skal være kontaktmed barnet. Den samme formodning vil i mindst samme udstrækning gøre sig gældende i tilfælde,hvor forældremyndigheden er blevet overført fra den ene forælder til den anden. Disse forældre børaf den årsag ikke have en umiddelbar mulighed for at være til stede i barnets institution eller skole.De samme vilkår bør gælde for forældre, som ikke har søgt at få (del i) forældremyndigheden, idetder for disse forældre i ligeså høj grad kan være behov for en konkret stillingtagen til kontakten tilbarnet.Det bemærkes, at forslaget om at ændre § 11, sådan at disse afgørelser forudsætter en stillingtagentil, om det er bedst for barnet, at der fortsat er fælles forældremyndighed, og en vurdering af, omforældrene kan samarbejde om barnet, ikke har betydning for den anførte generelle formodning om

behovet for en konkret stillingtagen til kontakten med barnet. Det forhold, at der stilles krav til for-ældrenes samarbejdsevner, betyder, at de forældre, der ikke fastholdes i den fælles forældremyn-dighed, må anses for at have samarbejdsproblemer. Hertil kommer, at de hensyn, der hidtil har kun-net føre til eneforældremyndighed, eksempelvis vold mod den anden forælder, fortsat vil skulleindgå i en stillingtagen efter § 11.I overensstemmelse med den politiske aftale er det derfor foreslået, at forældreansvarslovens § 23,stk. 2, ophæves. Forældre, der ved dom er frataget forældremyndigheden, eller forældre, der ikkehar søgt at få (del i) denne, skal ikke efter loven have adgang til at få orientering om og deltage igenerelle sociale arrangementer i barnets institution eller skole, medmindre dette sker efter en fællesforståelse mellem forældrene. Barnets institution eller skole udgør en vigtig daglig ramme for bar-net, og væsentligheden af at skærme barnet mod forældrenes konflikt og skabe ro om barnet talerfor, at denne del af barnets hverdag ikke åbnes for forældrenes konflikt og den deraf følgendeutryghed for barnet.Ophævelsen af § 23, stk. 2, betyder ikke, at forælderen er afskåret fra at få orientering om arrange-menter og deltage heri efter aftale med forældremyndighedsindehaveren.Det foreslås endvidere at ændre loven, sådan at det klart fremgår, at det alene er den forælder, derikke har forældremyndigheden, som kan klage til statsforvaltningen over afslag fra en institutionm.v. på at give konkrete oplysninger eller udlevere dokumenter om barnets forhold. Det fremgår så-ledes af bemærkningerne til forældreansvarslovens § 41, stk. 3, at også forældremyndighedsindeha-veren kan klage over en afgørelse om nægtelse af dette. Der henvises til Folketingstidende 2006-07,tillæg A, s. 4506 f. Der kan imidlertid næppe peges på situationer, hvor en sådan klageadgang vilvære relevant, og den nuværende retstilstand kan skabe tvivl om, hvilken status forældremyndig-hedsindehaveren har i sager efter forældreansvarslovens § 23.7. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentligeLovforslaget indebærer administrative konsekvenser i form af en forenklet sagsgang i forhold tilsamværssagerne samt i forhold til klager over statsforvaltningernes midlertidige afgørelser om for-ældremyndighed og bopæl. Samtidig foreslås det, at det skal være muligt at afvise ansøgninger omændring af forældremyndighed og barnets bopæl. Med lovforslaget tilsigtes også en forenkling afhåndteringen af sager om transport i forbindelse med samvær. Endvidere foreslås det, at samværs-sager fremover alene behandles af statsforvaltningerne, og at barnets position i forbindelse medbørnesamtalen forbedres.Initiativerne i lovforslaget indebærer således både merudgifter og visse effektiviseringsgevinster.Samlet set vil lovforslaget ikke indebære behov for yderligere statslig finansiering.Særligt i forhold til retsplejeloven vil gennemførelsen af lovforslaget betyde, at alle børnesamtalerskal afholdes af en børnesagkyndig. Det vil for domstolenes vedkommende betyde en mindre mer-udgift, idet samtalen i ca. 100 sager om året afholdes af dommeren alene. Det bemærkes samtidig,at der i særlig grad gennemføres samtaler i sager, der drejer sig om barnets bopæl eller samvær.Med lovforslaget foreslås det, at domstolene ikke længere skal tage stilling til samvær, ligesom derogså vil kunne falde et antal samtaler bort som følge af forslaget om at indføre en adgang til at afvi-se sager om forældremyndighed og barnets bopæl. Forslaget om at tydeliggøre muligheden for atfokusere belysningen på barnets perspektiv ved at indhente erklæring om forældres evne til at vare-

tage omsorgen for barnet skal ses som en anden metode til belysning af barnets situation, og dennefremgangsmåde anvendes allerede i et vist omfang. Der vil som oftest i disse tilfælde ikke være be-hov for også at inddrage barnet i form af en børnesagkyndig undersøgelse, og metoden vil derforkunne være et alternativ hertil. På den baggrund vurderes denne del af forslaget ikke at medføremerudgifter. Endelig vil forslaget om, at statsforvaltningerne kan afvise sager om forældremyndig-hed og bopæl, indebære en reduktion af udgifterne til advokatsalærer (fri proces). På denne bag-grund vurderes forslagene ikke samlet set at indebære merudgifter for statskassen.8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.9. Administrative konsekvenser for borgerneForslagets § 1, nr. 2 og 3, indebærer, at forældrenes fælles ansvar for transporten af barnet i forbin-delse med samvær følger direkte af loven, og at det ikke længere er muligt at træffe afgørelse her-om. Dette betyder også, at der kun i helt særlige tilfælde vil kunne ske en fravigelse af udgangs-punktet om det fælles ansvar. Forslaget skal medvirke til at skærme barnet for konflikten mellemforældrene.Forslaget om ændring af kompetenceforholdet får så vidt angår samværssager og sager om andenkontakt samt afgørelser om udlandsrejser, sådan at disse sager kun kan behandles af statsforvaltnin-gerne, betyder, at en mindre gruppe forældre ikke længere vil have mulighed for at indbringe dissespørgsmål for retten sammen med en sag om forældremyndighed og barnets bopæl. Forslaget for-udses imidlertid at skabe gennemskuelighed, forenkle sagsforløbet og for visse af sagerne også atforkorte den samlede sagsbehandlingstid.Lovforslagets § 1, nr. 13, hvorved social- og integrationsministerens (Ankestyrelsen) behandling afklager over statsforvaltningernes midlertidige afgørelser om forældremyndighed og bopæl afskæres,når sagen indbringes for retten, forventes at betyde en forenkling og øget gennemskuelighed i sags-behandlingen for parterne.10. Miljømæssige konsekvenserLovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.11. Forholdet til EU-rettenForslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.12. Hørte myndigheder, organisationer m.v.Et udkast til lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:Domstolsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Den Danske Dommerforening, Vestre Landsret,Østre Landsret, byretterne, Civilstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Advokatrådet, Danske Familie-advokater, Danske Advokater, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af Statsfor-valtningsjurister, Dansk Psykolog Forening, Børnerådet, Foreningen Far til Støtte for Børn og For-

ældre, Børns Vilkår, Mødrehjælpen, Familiens Forening, Børnesagens Fællesråd, Red Barnet,Kommunernes Landsforening, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverfor-ening, Børne- og Kulturchefforeningen, Landsforeningen Børn og Samvær, Landsorganisationen afKvindekrisecentre (LOKK), Mandecentret, Bedsteforældrene – imod forældreansvarsloven, Lands-foreningen af Aktive Bedsteforældre, Center for Familieudvikling, Barnets Tarv Nu, Daspcan –Dansk Selskab til Forebyggelse af Børnemishandling og Omsorgssvigt, Institut for Menneskerettig-heder og Kvinderådet.13. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenserPositive konsekvenserDer er ikke behov for yder-ligere statslig finansieringForenklede sagsgange i for-hold til samværssagernesamt i forhold til klager overstatsforvaltningernes mid-lertidige afgørelser om for-ældremyndighed og bopæl.Mulighed for afvisning afansøgninger om forældre-myndighed og barnets bo-pæl.IngenIngenForenklede og mere gen-nemskuelige sagsgange isamværssager samt i forholdtil klager over statsforvalt-ningernes midlertidige afgø-relser om forældremyndig-hed og bopæl.Negative konsekvenserDer er ikke behov for yder-ligere statslig finansieringSamværssager behandlesalene af statsforvaltninger-ne.Forbedring af barnets posi-tion i forbindelse med bør-nesamtalen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelserTil § 1ForældreansvarslovenTil nr. 1 (§ 11, 2. pkt.)Formuleringen af§ 11, 2. pkt.,er en mindre ændring af bestemmelsen. Afsættet for vurderingen af,om den fælles forældremyndighed skal ophæves, er fortsat forældreansvarslovens overordnede in-tention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, bl.a. gennem et udgangspunkt om fæl-les forældremyndighed. Afgørelsen skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet, jf. foræl-dreansvarslovens § 4, og i, om der er konkrete holdepunkter for, at forældrene ikke vil kunne sam-arbejde om barnet til barnets bedste. Det kræves således efter § 11 fortsat ikke, at der er enighedmellem forældrene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, om forældre kanhåndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet.De kriterier og hensyn, som inddrages i vurderingen af spørgsmålet om ophævelse af den fællesforældremyndighed efter de gældende regler, skal fortsat inddrages. Det vil fortsat have betydningfor vurderingen, hvis en forælder har udøvet vold eller lignende mod den anden forælder, barnet el-ler andre i familien. Voldsudøvelsen kan påvirke familien som helhed i en sådan grad, at det ikkekan antages at være i barnets interesse, at der i disse situationer skal dømmes til fælles forældre-myndighed. Det samme vil være tilfældet, hvis der er sket seksuelle krænkelser af barnet, den andenforælder eller andre familiemedlemmer. Det kan som udgangspunkt heller ikke anses for at være ibarnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed, hvis en forælder er uegnet som for-ældremyndighedsindehaver, f.eks. på grund af massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelse eller an-det, der gør forælderen uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv. Derkan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og vedsin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. væ-re en forælder, som efter praksis ikke vil få samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke harformået at være i stabil kontakt med sit barn eller har været fraværende i barnets liv i flere år, ogden manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold.Hertil kommer, at retten efter den foreslåede nyaffattelse af § 11 kun kan ophæve den fælles foræl-dremyndighed, hvis der er holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forholdtil barnets bedste. Det betyder, at der skal kunne påvises konkrete holdepunkter for, at forældrenemå antages ikke at kunne samarbejde – også fremadrettet – til bedste for barnet. Dette vil afhængeaf en konkret vurdering, hvor det kan tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerermed hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne fundament foret egentligt samarbejde. Fælles forældremyndighed må således forudsætte, at forældrene realistiskset er i stand til sammen og inden for rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet, og at for-ældrene ikke mere regelmæssigt har behov for myndighedernes hjælp til at kunne træffe beslutnin-ger om barnet, og uden at der opstår vedvarende konflikter. Manglende tillid til den anden forældereller manglende vilje til eller evne til at være fleksibel og tilpasse sin egen opfattelse til den andenforælders opfattelse kan indikere, at fælles forældremyndighed ikke er bedst for barnet, jf. forældre-ansvarslovens § 4.

Skyldes konflikterne omkring samarbejdet og barnet, at den ene forælder uden påviselig grund harforsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, skal retten fortsat anlægge et fremtidsorien-teret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Det tillægges således stor vægt,hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre bar-nets kontakt til den anden forælder.Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.1.2.Til nr. 2 (§ 19, stk. 1 og 2)Forældre har et fælles ansvar for, at barnet har samvær, og dermed også et fælles ansvar for, atsamværet praktisk kan lade sig gøre. Efter det gældende regelsæt om transport i forbindelse medsamvær er der en række specifikke undtagelser, som gør det muligt helt at pålægge den ene forælderansvaret eller at pålægge denne forælder en større del af ansvaret end den anden forælder.For at minimere konfliktfeltet mellem forældrene indsættes et nytstk. 2,hvorefter forældrene har etfælles ansvar for, at barnet har samvær, og for transporten af barnet i forbindelse med samvær. Deter fortsat udgangspunktet, at samværsforælderen sørger for afhentning af barnet ved samværetsstart, og at bopælsforælderen sørger for afhentning af barnet i forbindelse med samværets afslut-ning. Begge forældre afholder udgifterne til den del af transporten, som den pågældende er ansvar-lig for, herunder transporten af både barnet og en eventuel ledsager. Dette udgangspunkt kan kunfraviges i helt særlige tilfælde. Det forudsættes, at muligheden for at fravige udgangspunktet admi-nistreres meget restriktivt. Det er ikke tanken, at de eksisterende muligheder for at fravige udgangs-punktet skal videreføres, om end nogle af de samme hensyn kan gøre sig gældende i helt særlige til-fælde. En eventuel fravigelse af udgangspunktet om det fælles ansvar for transporten skal træffes udfra en konkret vurdering og vil eksempelvis kunne komme på tale i situationer, hvor helt særligegeografiske eller transportmæssige forhold gør sig gældende, og sagens omstændigheder i øvrigt ta-ler for en fravigelse af udgangspunktet. Det skal således på baggrund af en flerhed af forhold vurde-res som åbenbart urimeligt, at en forælder skal løfte en del af transporten, før der kan undtages fraudgangspunktet.I tilfælde hvor udgangspunktet om, at samværsforælderen henter barnet til samvær, og bopælsfor-ælderen henter barnet fra samvær, på grund af geografiske og transportmæssige forhold er uhen-sigtsmæssigt, forudsættes det, at forældrene selv foretager den konkrete tilrettelæggelse af transpor-ten under hensyn til det fælles ansvar. Da varetagelsen af transporten følger af loven, skal statsfor-valtningerne ikke træffe afgørelse herom, men kan dog fastsætte bestemmelser om transporten, hvisder i helt særlige tilfælde er grundlag for at fravige lovens udgangspunkt.Til nr. 3 (§ 20)Ændringen af§ 20, stk. 1,betyder, at det fremover vil være muligt at fastsætte samvær med barnetsnærmeste pårørende, hvor den ene af barnets forældre er ukendt. Dette vil bl.a. give en person, derhar levet sammen med barnets mor og fungeret som forælder til barnet – en social forælder – mu-lighed for at ansøge om fastsættelse af samvær, hvor barnet er blevet til ved hjælp af kunstig be-frugtning med anonym donorsæd, eller hvor barnets mor ikke ved, hvem den biologiske far er. Deter uden betydning, om den sociale forælder og barnets mor har samlevet uden ægteskab, været gifteller været registrerede partnere. Dette vil særligt være relevant for homoseksuelle par, hvor enmedmor ikke har adopteret barnet før samlivsophævelsen, men hvor den pågældende har fungeret

som barnets forælder. Ændringen vil også have betydning for andre nærmeste pårørende end socialeforældre, eksempelvis for forældre til den sociale forælder som barnet er knyttet til.Efter den foreslåede ændring afstk. 2er det ikke længere en forudsætning for at fastsætte samværmed barnets nærmeste pårørende i situationer, hvor der ikke eller kun i yderst begrænset omfang ersamvær med den forælder, barnet ikke har bopæl hos, at der er tale om ”ganske særlige tilfælde”.Det er alene afgørende, om det vil være bedst for barnet at fastsætte en kontakt med den pågælden-de nærmeste pårørende. Derved udvides området for anvendelsen af § 20, stk. 2, idet rummet forskønnet efter forældreansvarslovens 4 ikke på forhånd er begrænset til ganske særlige tilfælde. Æn-dringen understreger således grundprincippet om at finde frem til den bedst mulige løsning for detenkelte barn. Ændringen gør det bl.a. i højere grad muligt at fastsætte samvær med andre i situatio-ner, hvor samværsforælderen periodevis er fraværende.Ved ændringen af § 20 ændres både i stk. 1 og stk. 2 betingelsen om, at samvær kun kan fastsættesmed pårørende, som barnet er ”nært knyttet til” til en betingelse om, at barnet skal være ”knyttet til”ansøgeren. Denne ændring betyder bl.a., at nærmeste pårørende, som barnet kun har haft kontaktmed i kortere tid og derfor endnu ikke har opnået en nær tilknytning til – men dog en tilknytning –vil kunne søge om samvær med barnet. Det er hensigten med betingelsen om tilknytning at sikre, atikke alle barnets nærmeste pårørende kan bruge bestemmelsen til at søge at etablere en tilknytningtil barnet. Der skal således være tale om en allerede eksisterende tilknytning, der kan mistes, og somdet vurderes at være bedst for barnet at bevare.Afgørelser efter stk. 1 og stk. 2 skal herefter – som hidtil – træffes ud fra en vurdering af, om det vilvære bedst for barnet, at der fastsættes samvær med den nærmeste pårørende, der søger om samvær.Der er ikke tilsigtet nogen ændring af den personkreds (barnets nærmeste pårørende), som barnetkan få samvær med. Ansøgeren skal endvidere fortsat være fyldt 18 år.Ophævelsen af§ 20, stk. 3,er alene af redaktionel karakter og er en følge af, at det efter forslaget til§ 20, stk. 1 og 2, fremgår, at det er barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til, barnet kan fåsamvær med.Endelig er det hensigten, at samværet fremover efter en konkret vurdering vil kunne have et omfangsvarende til det samvær, som kan fastsættes med forældre, jf. forældreansvarslovens §§ 19 og 21,som foreslået ændret ved forslagets § 1, nr. 2 og 5. I situationer, hvor der fastsættes samvær efter §20, stk. 1, med en social forælder, vil det kunne være bedst for barnet, at samværet har samme om-fang som almindeligt samvær, hvis den sociale forælder har været barnets primære omsorgspersoneller i øvrigt må anses for at have haft samme tilknytning og forhold til barnet, som hvis det havdeværet barnets forælder. Der vil også kunne være andre situationer, hvor det vil være bedst for barnetat fastsætte samvær i et større omfang, end det er forudsat efter de gældende regler.Som en konsekvens af, at § 38, stk. 1 og 3, i forældreansvarsloven foreslås ophævet som et led iforslaget om, at samværssager og anden kontakt m.v. alene kan behandles af statsforvaltningerne ogikke indbringes for retten i forbindelse med en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl, erdet nødvendigt at ændre bestemmelsen om samvær med andre, så det fremgår, at afgørelser heromtræffes af statsforvaltningen. Der er ikke tilsigtet yderligere ændringer af bestemmelsen, ligesom detikke er hensigten at ændre behandlingen af ansøgninger efter § 20, herunder indhentelsen af erklæ-ringer efter forældreansvarslovens § 36, stk. 2. Det skal i den forbindelse understreges, at ændrin-gerne ikke betyder, at der kan fastsættes samvær med en lang række forskellige pårørende. En afgø-

relse om samvær med andre end barnets forældre vil som nævnt skulle være bedst for barnet, og iden vurdering indgår – som hidtil – en stillingtagen til, hvor mange personer barnet kan have etfastsat samvær med under hensyn til dets trivsel og hverdag.Til nr. 4 (§ 20 a)Efter § 20 a kan der i helt særlige tilfælde fastsættes samvær eller anden kontakt mellem et adopte-ret barn og dets oprindelige slægtninge. Det følger af forældreansvarslovens § 38, stk. 1, at afgørel-se herom træffes af statsforvaltningen. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger i afsnit4.1.2., foreslås det, at alle afgørelser om samvær skal træffes af statsforvaltningerne. Dette indebæ-rer bl.a., at kompetencebestemmelsen i § 38, stk. 1, ophæves, jf. forslagets § 1, nr. 11. Som en kon-sekvens af dette foreslås det, at§ 20 aændres, sådan at det fremgår af bestemmelsen, at afgørelserefter denne træffes af statsforvaltningen.Til nr. 5 (§ 21)Efter § 21 kan der træffes afgørelse om samvær, hvis forældrene er uenige herom. Det fremgår ikkeaf bestemmelsen, hvilken myndighed der har kompetence til at træffe afgørelse herom.Som en konsekvens af, at § 38, stk. 1 og 3, i forældreansvarsloven foreslås ophævet som et led iforslaget om, at samværssager og anden kontakt m.v. alene kan behandles af statsforvaltningerne ogikke indbringes for retten i forbindelse med en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl, erdet nødvendigt at ændre§ 21, stk. 1,så det fremgår, at afgørelser om samvær træffes af statsforvalt-ningen.Ændringen afstk. 2er udtryk for et ønske om at understrege, at samværet fastsættes ud fra en kon-kret vurdering af, hvad der er den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, jf. forældreansvars-lovens § 4. Ved ”barnets forhold ”forstås barnets samlede livssituation og dermed også det forhold,at forældrene lever hver for sig med de implikationer, det har for barnet.Ved fastsættelse af samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos, skal der tages hensyn tilbarnets alder og udvikling og til, at samværet tilrettelægges med en sådan fleksibilitet, at det hele ti-den tilgodeser barnets behov for kontakt med den anden forælder. I takt med barnets alder vil derskulle lægges afgørende vægt på barnets egne synspunkter om omfanget og placeringen af samvæ-ret. Den gældende praksis for fastsættelse af samvær fastholdes således.I overensstemmelse hermed er det med ændringen også tilsigtet at undgå misforståelser om, at endeleordning som samværsordning er udgangspunktet for fastsættelse af samvær. Ved en deleord-ning forstås samvær af et omfang, hvor barnet opholder sig halvdelen af tiden hos samværsforælde-ren, eksempelvis 7 dage ud 14 dage eller 14 dage ud af 28 dage.En deleordning vil fortsat f.eks. kunne fastsættes, hvis barnet i en årrække har boet sammen medforældrene frem til samlivsophævelsen, og der i umiddelbar forlængelse heraf anmodes om mestmuligt samvær, eller i tilfælde hvor forældrene hidtil har praktiseret en deleordning. Der henvises tilFolketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 4496.Det er fortsat vigtigt, at ordningen kan fungere rent praktisk for barnet. Dette forudsætter normalt, atforældrene bor i nærheden af hinanden, og at barnets dagligdag i forhold til institutioner, skoler ogkammerater ikke påvirkes i væsentlig grad af, om barnet opholder sig hos den ene eller den andenforælder. Der vil således ikke kunne fastsættes en deleordning i situationer, hvor dette eksempelvis

nødvendiggør, at barnet er indmeldt i 2 institutioner. Der vil som nævnt altid skulle foretages enkonkret og individuel vurdering af, hvad der er bedst for barnet.Det er endvidere en afgørende forudsætning for en deleordning, at forældrene kan samarbejde medhinanden om barnets forhold. Det er således af afgørende betydning, at forældrene har et samarbej-de, der gør det muligt for dem at skabe sammenhæng for barnet mellem de 2 hjem og at skabe denfornødne fleksibilitet i samværet, herunder i forhold til barnets behov for kontakt med den forælder,hvor barnet ikke opholder sig, og muligheden for at fravige eller ændre samværsplanen. Barnets be-hov for at være i andre relationer end den nærmeste familie stiger med alderen, hvilket der også børtages hensyn til ved overvejelserne om samværets omfang.Ikke kun forældrenes forhold er af betydning for, om der kan fastsættes en deleordning. Det er ogsånødvendigt, at barnets personlige, herunder psykiske, forhold ikke modsiger en sådan ordning.En beslutning om at fastsætte en deleordning vil ofte kunne indebære, at der efter forløbet af en pe-riode kan følges op på, om ordningen er bedst for barnet. Dette bør særligt gøre sig gældende i til-fælde, hvor ordningen etableres som en imødekommelse af et udtrykt ønske hos barnet.Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 4.2.2.Som en konsekvens af, at det foreslås, at det fælles ansvar for transporten i forbindelse med samværfølger af loven, og at der ikke længere skal træffes afgørelse herom, jf. forslagets § 1, nr. 2, foreslåsdet at ophæve§ 21, stk. 3.Til nr. 6 (§ 22, stk. 1 og 3)Efter § 22 kan der i særlige tilfælde træffes bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af te-lefonsamtaler, brevveksling, mails m.v. Det fremgår ikke af § 22, hvilken myndighed der træfferafgørelsen.Som en konsekvens af, at § 38, stk. 1 og 3, i forældreansvarsloven foreslås ophævet som et led iforslaget om, at samværssager og anden kontakt alene kan behandles af statsforvaltningerne og ikkeindbringes for retten i forbindelse med en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl, er detnødvendigt at ændre§ 22, stk. 1,så det fremgår, at afgørelser om anden kontakt træffes af statsfor-valtningen.Ændringen afstk. 3er en konsekvens af, at § 21 ændres som følge af, at transportreglerne foreslåsforenklet og tydeliggjort ved indsættelse af et nyt stk. 2 i § 19, jf. forslagets § 1, nr. 2.Til nr. 7 (§ 23, stk. 2)Med ophævelsen af§ 23, stk. 2,har forældre uden del i forældremyndigheden ikke længere adgangtil efter loven at få orientering om generelle sociale aktiviteter i barnets institution eller på barnetsskole. Dermed har barnets institution eller skole heller ikke pligt til at orientere en forælder uden deli forældremyndigheden om generelle sociale aktiviteter. Det bemærkes, at en orientering om og del-tagelse i aktiviteterne fortsat kan ske efter aftale med forældremyndighedsindehaveren, der såledesvil være nærmest til at orientere den anden forælder om eventuelle arrangementer.Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 6.2.

Det bemærkes, at en ansøgning om samvær med henblik på at deltage i generelle sociale arrange-menter i udgangspunktet vil kunne afvises efter forældreansvarslovens § 39 som et detaljespørgs-mål, forældrene selv må løse.Forældre uden del i forældremyndigheden har fortsat ret til orientering om barnet og at få udleveretdokumenter efter § 23, stk. 1.Som en konsekvens af ophævelsen af stk. 2 ændres ordlyden i stk. 3 og 4, som herefter bliver stk. 2og 3.Til nr. 8 (§ 26, stk. 3)§ 26, stk. 3,foreslås ændret, sådan at også midlertidige afgørelser om forældremyndighed eller bar-nets bopæl, der er truffet af retten, vil bortfalde, hvis sagen efter indbringelse for retten hæves ellerafvises, eller hvis samlivet mellem forældrene genoptages.Ved indførelsen af § 26 ved vedtagelsen af forældreansvarsloven blev den tidligere § 22 i lov omforældremyndighed og samvær videreført med enkelte ændringer. Det må anses for utilsigtet, at be-stemmelserne om bortfald af rettens afgørelser ikke blev videreført. Med den gældende formuleringer det således alene statsforvaltningens afgørelser, der i de opregnede tilfælde bortfalder. Særligt omde tilfælde, hvor en afgørelse bortfalder, fordi samlivet genoptages, skal det anføres, at en samlivs-genoptagelse må have den samme betydning for afgørelsen, uanset om afgørelsen er truffet af stats-forvaltningen eller retten.Ændringen af§ 26, stk. 3, nr. 1,er alene af redaktionel karakter.Til nr. 9 (§ 29, stk. 1)Efter§ 29, stk. 1, 2. pkt.,kan retten efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær, hvisretten behandler spørgsmål om samvær eller anden kontakt i forbindelse med en sag om forældre-myndighed eller barnets bopæl.Som en konsekvens af, at § 38, stk. 3, foreslås ophævet, sådan at samværssager og sager om andenkontakt m.v. alene kan behandles af statsforvaltningen, foreslås§ 29, stk. 1, 2. pkt.,ophævet. Heref-ter er det alene statsforvaltningen, der kan træffe midlertidig afgørelse om samvær eller anden kon-takt.Til nr. 10 (§ 33, stk. 1 og 2)Den foreslåede ændring af §33, stk.1,tydeliggør muligheden for at indhente en sagkyndig erklæ-ring, der – under hensyn til det konkrete barns forhold – fokuserer på en eller begge forældres for-udsætninger for at tage vare på barnet. Der kan således indhentes en sagkyndig erklæring for at be-lyse barnets perspektiv, jf. forældreansvarslovens § 34, i situationer, hvor en forælders eller beggeforældres forhold må antages at være af en sådan karakter, at disse set i forhold til barnets situationeller isoleret set kan begrunde en afgørelse. Der tænkes herved eksempelvis på situationer, hvor enforælder har psykiske problemer. Sager, hvor dette gør sig gældende, vil ikke sjældent være sagermed et meget højt konfliktniveau, hvor barnet erfaringsmæssigt er særligt udsat. Det bør i sådannetilfælde overvejes, hvilken betydning det vil have for barnet at blive inddraget direkte i belysningenaf dets perspektiv.

Denne form for belysning af barnets perspektiv vil eksempelvis kunne være relevant i en situation,hvor en forælder har psykiske problemer, som ud fra de foreliggende oplysninger må antages atkunne have en sådan karakter, at forælderen ikke kan tage vare på barnet. Også andre problembe-lastninger hos en forælder, eksempelvis misbrugsproblemer, kan begrunde, at der indhentes en sag-kyndig erklæring, som fokuserer på en forælder frem for en børnesagkyndig undersøgelse for her-ved at skåne barnet for unødvendig inddragelse.Muligheden for at belyse barnets perspektiv ved indhentelse af en erklæring om en forælder er ogsåtænkt at kunne anvendes i sager, hvor en forælder udviser samarbejdschikane. Det er således ogsåen del af forældreevnen at kunne samarbejde med den anden forælder om barnet. Kendetegnendefor disse sager er, at der sjældent på et tidligt tidspunkt foreligger tilstrækkelige oplysninger til atgodtgøre, at den chikanerende forælders adfærd er udtryk for omstændigheder, som gør, at forælde-ren ikke er egnet til at tage være på barnet. Da det i disse sager således er af betydning at få afklaret,i hvilket omfang den pågældende forælder kan drage omsorg for barnet, herunder ved at samarbejdemed den anden forælder om kontakten til barnet, vil der efter en konkret vurdering kunne indhentesen sagkyndig erklæring om forælderen.Indhentelsen af en erklæring forudsætter, som andre sagsbehandlingsskridt, en konkret vurdering af,at det vil være nødvendigt og relevant i det enkelte tilfælde.Ved ”sagkyndig” forstås den form for sagkundskab, som er nødvendig for på tilstrækkelig vis at be-lyse forælderens psykiske forhold. Der kan således eksempelvis være tale om, at erklæringen ud-færdiges af en psykolog eller en psykiater. Indhentelsen af en erklæring vil kunne udbygges medobservationer af forælderen og barnet.Tilvejebringelsen af en sagkyndig erklæring om en eller begge forældre vil oftest i disse meget kon-fliktfyldte sager udgøre den tilstrækkelige belysning af barnets perspektiv.Ændringen afstk. 2er en konsekvens af ændringen af stk. 1.Til nr. 11 (§ 38)Kompetencefordelingen mellem statsforvaltningerne og domstolene i samværssager og sager omanden kontakt foreslås ændret, sådan at disse sager fremover alene kan behandles af statsforvaltnin-gerne. Det samme gælder kompetencen til at træffe afgørelse om udlandsrejse efter forældrean-svarslovens § 25.Ved ændringen sikres det, at sager om samvær ikke trækker unødigt ud på grund af forumskiftemellem statsforvaltningerne og domstolene, som bl.a. nødvendiggøres af samværssagernes omskif-telige karakter, hvor de aktuelle forhold i høj grad kan få betydning for samværets tilrettelæggelse.Det sikres således også, at statsforvaltningen til enhver tid har kompetence til at behandle akut op-ståede sager, hvilket ikke er tilfældet i dag.Parterne vil således fremover ikke efter forældreansvarsloven kunne indbringe samværsspørgsmåletfor retten med henblik på at få en samlet afgørelse i retten om forældremyndighed, barnets bopæl ogsamvær.Det bemærkes, at forslaget ikke ændrer på fogedrettens mulighed for at fastsætte en midlertidig ogpraktisk samværsordning i forbindelse med fuldbyrdelsessagen og at fastsætte erstatningssamvær

for samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 4og 5.Nyaffattelsen af § 38 rummer herefter alene adgangen til at anvende SKATs registre i forhold tilbehandlingen af sager om transport i forbindelse med samvær. Dette vil fortsat være relevant i til-fælde, hvor der undtagelsesvis efter bekendtgørelsen til loven skal tages stilling til en fravigelse afdet fælles ansvar for transporten, jf. forslagets § 1, nr. 2.Til nr. 12 (§ 39)Ved den foreslåede ændring af§ 39udvides adgangen til at afvise en ansøgning om ændring afsamvær eller anden kontakt, hvis forholdene ikke har forandret sig væsentligt, til også at omfatteansøgninger om forældremyndighed og barnets bopæl. Adgangen omfatter derimod ikke en mulig-hed for at afvise ansøgninger om ændring af en aftale efter § 13, stk. 2, eller en afgørelse efter § 15,jf. § 14, stk. 2.Det er herefter i udgangspunktet en forudsætning for behandlingen af en ansøgning om ændring afforældremyndighed og barnets bopæl, at der foreligger væsentligt forandrede forhold. Der er såle-des ikke grundlag for at antage, at det vil være bedst for barnet at ændre forældremyndigheden ellerbopælen, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Det skal samtidig haves for øje, at en afgø-relse om at afvise en ansøgning, ligesom andre afgørelser efter loven, skal være bedst for barnet,hvor også barnets alder og udviklingstrin kan tillægges betydning.Hensigten med ændringen er at dæmme op for situationer, hvor konflikten mellem forældrene bl.a.holdes i gang ved gentagne ansøgninger om ændring af forældremyndigheden eller barnets bopæl,og dermed skærme barnet mod forældrenes konflikt. Kompetencen til at afvise en ansøgning place-res derfor hos statsforvaltningen, hvor sagen efter forældreansvarslovens § 31 skal indledes.Da det må antages at være bedst for barnet, at det ikke unødvendigt fastholdes i et konfliktfelt mel-lem forældrene, skal dette hensyn veje tungt, når der tages stilling til, om en ansøgning skal afvises.Samtidig må der dog ske den nødvendige afvejning i forhold til, at det – uanset at der netop er truf-fet afgørelse i en sag – vil kunne være nødvendigt at behandle en ny ansøgning.Vurderingen af, om en ansøgning skal behandles, foretages på samme måde, som vurderingen efterde gældende regler i forhold til samvær, jf. forældreansvarslovens § 39. Hvis ansøgeren ikke kanpåvise, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, vil ansøgningen som udgangspunkt kunneafvises uden at høre den anden forælder. Hvis ansøgningen ikke er begrundet, eller der er tvivl om,hvorvidt der er grundlag for at behandle ansøgningen, kan det være nødvendigt, at der indhentesyderligere oplysninger fra ansøgeren. Sandsynliggør ansøgeren herefter, at betingelserne for at be-handle sagen er opfyldt, forelægges ansøgningen for den anden forælder. Hvis den anden eksem-pelvis afkræfter ansøgerens oplysninger, kan statsforvaltningen – efter partshøring af ansøgeren –afvise ansøgningen. Hvis der herefter foreligger tvivl om, hvorvidt en ændring vil være bedst forbarnet, vil ansøgningen ikke kunne afvises. Statsforvaltningen skal ved vurderingen af, om en an-søgning kan afvises også inddrage den viden, som statsforvaltningen i forvejen har om sagen. Det erdog ikke hensigten, at der ud over det ovenfor nævnte skal ske yderligere oplysning af sagen. Der-for vil en ansøgning ikke kunne afvises, hvis statsforvaltningen fortsat er af den opfattelse, at det ernødvendigt at oplyse sagen yderligere.

Da der ikke efter § 39 skal foretages en tilbundsgående materiel vurdering af barnets bedste, er detnødvendigt, at det på det foreliggende grundlag må antages, at det er bedst for barnet ikke at ændreforældremyndigheden eller bopælen. En ansøgning om ændring af barnets bopæl vil således kunneafvises, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger må antages, at begge forældre er lige egnedesom bopælsforældre. Det bemærkes, at vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, må kræve enhøjere grad af sikkerhed, når det drejer sig om barnets bopæl, som har en direkte, daglig betydningfor barnet.Det foreslås istk. 2,at statsforvaltningens beslutning om at afvise en ansøgning om ændring af for-ældremyndighed eller bopæl skal kunne indbringes for retten. Den forælder, som har fået sin ansøg-ning afvist, skal anmode statsforvaltningen om at indbringe afgørelsen om afvisning for retten inden4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis ansøgeren i forbindelse hermed frem-lægger nye oplysninger af betydning for vurderingen af om ansøgningen bør realitetsbehandles,genoptager statsforvaltningen sagens behandling. Behandlingen af sagen vil således eksempelvisskulle genoptages, hvis der fremlægges sagkyndige erklæringer, som underbygger ansøgningen omændring af forældremyndigheden eller barnets bopæl.Til nr. 13 (§ 41)Efter de gældende bestemmelser i forældreansvarslovens § 41, stk. 1, kan en midlertidig afgørelseom forældremyndighed eller barnets bopæl påklages til social- og integrationsministeren (Ankesty-relsen), selvom spørgsmålet om forældremyndighed og/eller bopæl er indbragt for retten efter § 40.Retten kan efter § 30 i loven ændre statsforvaltningens midlertidige afgørelse. Dermed har social-og integrationsministeren (Ankestyrelsen) og retten mulighed for på samme tid at tage stilling tilden midlertidige afgørelse.Den foreslåede ændring af § 41 ved indsættelsen af etnyt stk. 2afskærer social- og integrationsmi-nisteren (Ankestyrelsen) fra at behandle en klage over en midlertidig afgørelse om forældremyndig-hed eller barnets bopæl efter §§ 26 og 30, hvis sagen om forældremyndighed eller barnets bopæl erindbragt for retten efter § 40. Hvis der allerede er klaget over afgørelsen på tidspunktet for indbrin-gelsen af sagen for retten, afviser social- og integrationsministeren (Ankestyrelsen) at behandle kla-gen, også selvom behandlingen af sagen er påbegyndt. Dermed undgås det, at to myndigheder påsamme tidspunkt kan tage stilling til den samme sag, og det bliver mere gennemskueligt for foræl-drene, hvilken myndighed de skal kontakte i akut opståede situationer.Det fremgår af retsplejelovens § 448 a, stk. 2, hvornår sagen anses for indbragt for retten.Med den foreslåede ændring af bestemmelsen istk. 4(tidligere stk. 3) tydeliggøres det, at den kla-geberettigede i forhold til et afslag på orientering efter forældreansvarslovens § 23, stk. 2, (tidligerestk. 3) er den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden. Det må således anses for utilsigtet,når det af bemærkningerne til den gældende § 41, stk. 3, fremgår, at også indehaveren af forældre-myndigheden er klageberettiget, da der næppe kan opstå situationer, hvor det med rette kan siges, aten sådan klageadgang vil have betydning for forældremyndighedsindehaveren.Samtidig følger det af den foreslåede ændring afstk. 3(tidligere stk. 2) at statsforvaltningens afgø-relse om at afvise at behandle en sag om barnets bopæl på grund af manglende international kompe-tence, jf. forældreansvarslovens § 46, stk. 2, jf. stk. 1, ikke kan påklages til social- og integrations-ministeren (Ankestyrelsen). Dette er en konsekvens af, at det efter § 17 er muligt at træffe afgørelse

om barnets bopæl, og det må anses for utilsigtet, at ansøgning om barnets bopæl ikke blev indsat idenne bestemmelse.Der er således alene foretaget redaktionelle ændringer afstk. 1 og 3.Til nr. 14 og 15 (§ 42, nr. 2 og 5)Som en konsekvens af forslaget om at ændre reglerne om transport i forbindelse med samvær og omafholdelse af udgifterne herved, jf. herved forslagene om ændring af § 19 og om ophævelse af § 21,stk. 3, forslås det, at ministerens bemyndigelse i§ 42, nr. 2,til at fastsætte regler om behandlingenaf sager om transport af barnet m.v. ændres til at fastsætte regler om det fælles ansvar for transport,herunder forældrenes afholdelse af udgifter herved. Bemyndigelsen vil blive benyttet til at fastsættenærmere retningslinjer for udgangspunktet for forældrenes indfrielse af det fælles ansvar og for fra-vigelsen af dette. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 4.3.2.Som en konsekvens af forslaget om at tydeliggøre muligheden for at indhente sagkyndige erklærin-ger om forældre, jf. forslaget om ændring af § 33, stk. 1 og 2 i lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås det,at ministerens bemyndigelse inr. 5til at fastsætte regler om bl.a. børnesagkyndige undersøgelserudvides til også at omfatte disse sagkyndige erklæringer.Til § 2RetsplejelovenTil nr. 1 (§ 448, nr. 2 og 3)Retsplejelovens § 448 fastlægger, hvilke sager der behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel42 om sager om ægteskab eller forældremyndighed. Det følger af bestemmelsen, at bl.a. sager omforældremyndighed eller barnets bopæl (nr. 2) og spørgsmål om samvær og anden kontakt i forbin-delse med en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl (nr. 3) behandles efter reglerne i rets-plejelovens kapitel 42 om sager om ægteskab eller forældremyndighedDet foreslås, at retsplejelovens § 448 affattes, så 1) sager om forældremyndighed og 2) sager ombarnets bopæl skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42. Efter forslaget skalspørgsmål om samvær og anden kontakt i forbindelse med en sag om forældremyndighed eller bar-nets bopæl ikke behandles efter disse regler.Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at § 38, stk. 3, i forældreansvarsloven foreslåsophævet, så samværssager og sager om anden kontakt alene behandles af statsforvaltningerne. Ind-bringes en sag om forældremyndighed eller om barnets bopæl for retten, skal retten ikke tillige kun-ne træffe afgørelse om spørgsmålet om samvær og anden kontakt efter reglerne i retsplejelovenskapitel 42. Af redaktionelle grunde flyttes sager om barnets bopæl fra nr. 2 til nr. 3, mens den gæl-dende § 448, nr. 3, ophæves.Til nr. 2 (§ 448 a, stk. 3)Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at § 28 i lov om forældremyndighed og samværblev ophævet ved forældreansvarsloven, jf. lov nr. 499 af 6. juni 2007, og videreført i forældrean-svarslovens § 31.

Til nr. 3 (§ 450 a, 1. pkt.)Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at § 38, stk. 3, i forældreansvarsloven foreslåsophævet, så samværssager og sager om anden kontakt behandles af statsforvaltningerne. Indbringesen sag om forældremyndighed eller om barnets bopæl for retten, skal retten ikke tillige kunne træffeafgørelse om spørgsmålet om samvær og anden kontakt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42.Til nr. 4 (§ 450 b, 1. pkt.)Det følger af § 450 b, at retten i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl eller for at kunneafgøre spørgsmål om samvær og anden kontakt kan træffe bestemmelse om bevisførelse, herunderom at tilvejebringe børnesagkyndige erklæringer.Den foreslåede ændring af§ 450 b, 1. pkt.,tydeliggør muligheden for at indhente en sagkyndig er-klæring, der – under hensyn til den konkrete barns forhold – fokuserer på en eller begge forældresforudsætninger for at tage vare på barnet. Denne mulighed anvendes allerede i et vist omfang. Derkan således indhentes en sagkyndig erklæring for at belyse barnets perspektiv, jf. forældreansvars-lovens § 34, i situationer, hvor en forælders eller begge forældres forhold må antages at være af ensådan karakter, at disse set i forhold til barnets situation eller isoleret set kan begrunde en afgørelse.Der tænkes herved eksempelvis på situationer, hvor en forælder har psykiske problemer. Sager,hvor dette gør sig gældende, vil ikke sjældent være sager med et meget højt konfliktniveau, hvorbarnet erfaringsmæssigt er særligt udsat. Det bør i sådanne tilfælde overvejes, hvilken betydning detvil have for barnet at blive inddraget direkte i belysningen af dets perspektiv.Denne form for belysning af barnets perspektiv vil eksempelvis kunne være relevant i en situation,hvor en forælder har psykiske problemer, som ud fra de foreliggende oplysninger må antages atkunne have en sådan karakter, at forælderen ikke kan tage vare på barnet. Også andre problembe-lastninger hos en forælder, eksempelvis misbrugsproblemer, kan begrunde, at der indhentes en sag-kyndig erklæring, som fokuserer på en forælder frem for en børnesagkyndig undersøgelse for her-ved at skåne barnet for unødvendig inddragelse.Muligheden for at belyse barnets perspektiv ved indhentelse af en erklæring om en forælder er ogsåtænkt at kunne anvendes i sager, hvor en forælder udviser samarbejdschikane. Det er således ogsåen del af forældreevnen at kunne samarbejde med den anden forælder om barnet. Kendetegnendefor disse sager er, at der sjældent på et tidligt tidspunkt foreligger tilstrækkelige oplysninger til atgodtgøre, at den chikanerende forælders adfærd er udtryk for omstændigheder, som gør, at forælde-ren ikke er egnet til at tage være på barnet. Da det i disse sager således er af betydning at få afklaret,i hvilket omfang den pågældende forælder kan drage omsorg for barnet, herunder ved at samarbejdemed den anden forælder om kontakten til barnet, vil der efter en konkret vurdering kunne indhentesen sagkyndig erklæring om forælderen.Indhentelsen af en erklæring forudsætter, som andre sagsbehandlingsskridt, en konkret vurdering af,at det vil være nødvendigt og relevant i det enkelte tilfælde.Ved ”sagkyndig” forstås den form for sagkundskab, som er nødvendig for på tilstrækkelig vis at be-lyse forælderens psykiske forhold. Der kan således eksempelvis være tale om, at erklæring udfærdi-ges af en psykolog eller en psykiater. Indhentelsen af en erklæring vil kunne udbygges med obser-vationer af forælderen og barnet.

Tilvejebringelsen af en sagkyndig erklæring om en eller begge forældre vil oftest i disse meget kon-fliktfyldte sager udgøre den tilstrækkelige belysning af barnets perspektiv.Der er endvidere tale om en konsekvensændring som følge af, at § 38, stk. 3, i forældreansvarslovenforeslås ophævet, så samværssager og sager om anden kontakt behandles af statsforvaltningerne.Indbringes en sag om forældremyndighed eller om barnets bopæl for retten, skal retten ikke tilligekunne træffe afgørelse om spørgsmålet om samvær og anden kontakt efter reglerne i retsplejelovenskapitel 42.Til nr. 5 (§ 450 c)Efter retsplejelovens § 450 c afholdes samtaler med børn efter forældreansvarsloven, uden at par-terne er til stede, medmindre retten bestemmer andet. Retten kan anmode en børnesagkyndig om atdeltage i samtalen eller om at afholde samtalen alene. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres be-kendt med hovedindholdet af samtalen, medmindre afgørende hensyn til barnet taler imod det.Retsplejelovens regler om samtaler med børn efter forældreansvarsloven foreslås ændret, sådan atdet som noget nyt af§ 450 c, stk. 1,fremgår, at parterne forud for afholdelsen af samtalen skal væreorienteret om samtalens karakter og betydning. Herved kan det sikres, at forældrene har den nød-vendige forståelse for samtalen som redskab og dermed understøttes i ikke at ansvarliggøre barnet.Forberedelsen vil afhænge af sagens karakter og vil kunne ske på et møde, hvor det kan være hen-sigtsmæssigt, at mødet foregår i mindre formelle rammer herunder eventuelt med deltagelse af enbørnesagkyndig, jf. retsplejelovens § 450 a. Forberedelsen kan undlades, hvis det vurderes at væreunødvendigt, eksempelvis fordi barnet tidligere har været indkaldt til samtale i en forældreansvars-sag mellem parterne i statsforvaltningen eller i retten, eller fordi det vurderes, at forældrene ikke harbehov for yderligere viden eller støtte med henblik på forberedelsen af barnet.Det påtænkes at udarbejde fokuseret informationsmateriale til både forældre og børn, som vil kunneunderstøtte forældrenes forståelse af børnesamtalens karakter og betydning.Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.2.Medstk. 2bestemmes det, at børnesamtaler ved domstolene i sager efter forældreansvarsloven – li-gesom i statsforvaltningerne – efter rettens anmodning altid skal gennemføres af en børnesagkyn-dig. Det er herefter ikke muligt, at samtalen gennemføres af dommeren. Dommeren vil fortsat kun-ne deltage i samtalen, dog sådan at det er den børnesagkyndige, der forestår denne. Den foreslåedeændring har til formål at sikre, at samtalerne altid gennemføres i overensstemmelse med forældre-ansvarslovens intention, hvorefter samtaler med børn skal gennemføres af kvalificerede og erfarnesagkyndige, der har viden om og indsigt i børns udvikling og behov. Ved ændringen sikres det, atde bedste forudsætninger for at undgå at ansvarliggøre barnet og friholde barnet for at blive yderli-gere belastet gennem inddragelse i sagen, end det muligvis allerede er på grund af forældrenes kon-flikt, gælder for alle børn, som inddrages i en sag efter forældreansvarsloven. En børnesagkyndig ergennem sin viden om børn særligt egnet til at sikre en samtalesituation for barnet, hvor det kan følesig trygt, og hvor barnets uudtalte tilkendegivelser og holdninger vil kunne afkodes og dermed ind-drages i belysningen af barnets perspektiv. Den børnesagkyndige vil under samtalen kunne støttebarnet med sin særlige viden om børns behov og udvikling.

Til nr. 6 (§ 535, stk. 3)Retsplejelovens kapitel 48 indeholder særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end penge-krav. Efter lovens § 535, stk. 1, kan den, der forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagtvedkommende at foretage eller undlade noget, under en af rekvirenten anlagt sag idømmes straf afbøde eller fængsel indtil 4 måneder. Tilsidesættelse af undladelsespligter kan straffes hver gang, derforeligger en særskilt tilsidesættelse af dommen. Efter bestemmelsens stk. 2 kan der ikke anlæggessag efter stk. 1, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller sikkerhed for den. I så fald skal en alleredeanlagt sag hæves, og fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i retsplejelo-vens §§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt eller rekvisitus er idømt eller harudestået straf. Det følger af bestemmelsens stk. 3, at disse særregler om tvangsfuldbyrdelse ikkefinder anvendelse ved undladelse af at efterkomme bestemmelser om forældremyndighed ellersamvær.Med forældreansvarsloven blev der indført mulighed for at træffe afgørelse om barnets bopæl, jf.lovens § 17. Den foreslåede ændring af§ 535, stk. 3,er en præcisering af, at de nævnte særregler istk. 1-2 heller ikke finder anvendelse i sager om barnets bopæl. Ændringen består alene af en præci-sering af lovteksten og indebærer således ingen ændring af den gældende retstilstand.Til nr. 7 (536, stk. 1)Retsplejelovens kapitel 48 a indeholder særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed,barnets bopæl og samvær. Efter lovens § 536, stk. 1, kan domme og kendelser om forældremyndig-hed, barnets bopæl og samvær samt retsforlig, afgørelser og aftaler, der kan fuldbyrdes efter § 478,stk. 1, nr. 1-3, tvangsfuldbyrdes efter reglerne i § 537. Det samme gælder anmodninger om udleve-ring af et barn til forældremyndighedsindehaveren efter § 596, stk. 2.Det foreslås at ændre retsplejelovens § 536, stk. 1, så også bopælsforælderens anmodning om udle-vering af et barn efter lovens § 596, stk. 2, kan tvangsfuldbyrdes efter reglerne i § 537.Muligheden efter forældreansvarslovens § 17 for at træffe afgørelse om barnets bopæl, blev indførtved forældreansvarsloven samtidig med, at der blev indført mulighed for at dømme forældre til fæl-les forældremyndighed. Spørgsmålet om bopæl har således nær sammenhæng med spørgsmålet omforældremyndighed, og for så vidt angår begge forhold træffes der statusafgørelser af retten.Det har ikke i forbindelse med vedtagelsen af forældreansvarsloven været hensigten, at der ikkeskulle være den samme retsstilling for håndhævelse af forældremyndighed og barnets bopæl. Detfremgår af betænkning nr. 1475/2006 om barnets perspektiv, at der ikke skelnes mellem forældre-myndighed og barnets bopæl for så vidt angår tvangsfuldbyrdelse.Som en konsekvens heraf foreslås både retsplejelovens § 536, stk. 1, og § 596, stk. 2, ændret, såspørgsmålet om bopæl omfattes.Til nr. 8 (§ 596, stk. 2)Efter retsplejelovens § 596, stk. 1, kan besiddelseskrav som nævnt i § 528 gennemtvinges af foged-retten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremtden berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den for-pligtede (rekvisitus). Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand er på-krævet til håndhævelse af forældremyndighed, jf. § 596, stk. 2.

Det foreslås derfor at ændre retsplejelovens§ 596, stk. 2,så bestemmelsen i retsplejelovens § 596,stk. 1, ligeledes finder anvendelse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse af barnetsbopæl.Muligheden efter forældreansvarslovens § 17 for at træffe afgørelse om barnets bopæl blev indførtved forældreansvarsloven samtidig med, at der blev indført mulighed for at dømme forældre til fæl-les forældremyndighed. Spørgsmålet om bopæl har således nær sammenhæng med spørgsmålet omforældremyndighed, og for så vidt angår begge forhold træffes der statusafgørelser af retten.Det har ikke i forbindelse med vedtagelsen af forældreansvarsloven været hensigten, at der ikkeskulle være den samme retsstilling for håndhævelse af forældremyndighed og barnets bopæl. Detfremgår af betænkning nr. 1475/2006 om barnets perspektiv, at der ikke skelnes mellem forældre-myndighed og barnets bopæl for så vidt angår tvangsfuldbyrdelse. Den gældende formulering af §596, stk. 2, medfører i praksis, at fogedretten i nogle tilfælde afviser begæringer om umiddelbarefogedforretning i forhold til en gennemtvingelse af barnets bopæl, hvis bopælsforælderen ikke støt-ter ret på en afgørelse eller en skriftlig aftale med fuldbyrdelsesklausul. Efter forslaget bliver detogså muligt med fogedens hjælp at få barnet udleveret til bopælsforælderen, hvis samværsforælde-ren tilbageholder barnet, i tilfælde hvor forældrene har fælles forældremyndighed, og barnet har bo-et hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl der.Som en konsekvens heraf foreslås både retsplejelovens § 536, stk. 1, og § 596, stk. 2, ændret, såspørgsmålet om bopæl omfattes.

Til § 3Den foreslåede ændring af§ 8, stk. 3,i lov om Det Centrale Personregister (CPR-loven) er af redak-tionel karakter. Baggrunden for ændringen er, at § 8, stk. 3, i lov om Det Centrale Personregisterved § 6 i lov nr. 500 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af foræl-dreansvarsloven (Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse) blev nyaf-fattet. Bestemmelsen regulerer registreringen af et barns adresse i CPR i visse situationer. Det følgerbl.a. af bestemmelsen, at når der ikke er udpeget en bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller § 25, stk.1, i forældreansvarsloven, forbliver barnet som udgangspunkt registreret på den adresse, barnethavde, før uenigheden om registreringen opstod.Henvisningen til § 25, stk. 1, i forældreansvarsloven er imidlertid ikke tilsigtet, idet denne bestem-melse vedrører adgangen til at træffe afgørelse om udlandsrejse, når der er fælles forældremyndig-hed. Hjemlen til at træffe afgørelse om udpegning af en midlertidig bopælsforælder findes i lovens§ 26, stk. 1. Ved forslaget sikres henvisning til den rette bestemmelse.Til § 4Bestemmelsen i§ 4vedrører lovens ikrafttrædelses- og anvendelsestidspunkter.Det foreslås istk. 1,at loven træder i kraft den 1. oktober 2012. Der er herved taget hensyn til, at delovændringer, der følger af loven, medfører behov for udstedelse af administrative forskrifter samtændring af hjemmesider m.v., der skal være klar på ikrafttrædelsestidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de lovændringer, der følger af loven, også finder anven-delse på sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt, der verserer vedstatsforvaltningerne, social- og integrationsministeren (Ankestyrelsen) og domstolene på det tids-punkt, hvor loven træder i kraft. Dette betyder bl.a., at de materielle ændringer af reglerne om for-ældreansvar m.v., som loven indeholder, og som skønnes at være til barnets bedste, også finder an-vendelse på verserende sager. Det drejer sig bl.a. om den ændrede adgang til at ophæve fælles for-ældremyndighed (forslagets § 1, nr. 1), reglerne om fælles ansvar for transporten af barnet i forbin-delse med samvær (forslagets § 1, nr. 2), og udvidelsen af adgangen til at træffe afgørelse om sam-vær med barnets nærmeste pårørende (forslagets § 1, nr. 3).Ved stk. 2-5 foreslås der enkelte fravigelser af udgangspunktet om, at lovændringerne også finderanvendelse på verserende sager.Ved ændringerne af forældreansvarslovens § 29, stk. 1, 2. pkt., og § 38, stk. 3, (lovforslagets § 1, nr.9 og 11) foreslås det, at retterne ikke længere skal kunne afgøre spørgsmål om samvær, anden kon-takt og udlandsrejse under behandlingen af sager om forældremyndighed eller barnets bopæl, her-under også midlertidige afgørelser. Efter den foreslåede § 4,stk. 2,opretholdes retternes mulighedfor at afgøre spørgsmål om samvær, anden kontakt og udlandsrejse, der opstår i sager om forældre-myndighed eller barnets bopæl, der er indbragt for retten inden lovens ikrafttræden. De materiellebestemmelser om samvær i forældreansvarslovens § 21, jf. § 19, er foreslået ændret (forslagets § 1,nr. 2 og 5), og det foreslås, at retterne anvender disse ændrede bestemmelser ved afgørelsen afspørgsmål om samvær, der opstår i de nævnte sager om forældremyndighed eller barnets bopæl. Detforeslås videre, at de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 448, nr. 2 og 3, § 450 a, 1. pkt., og§ 450 b, 1. pkt.,(som forslået ændret ved forslagets § 2, nr. 1, 3 og 4) finder anvendelse på sager omforældremyndighed eller barnets bopæl, der er indbragt for retten inden lovens ikrafttrædelse. Derer her tale om bestemmelser af redaktionel karakter, der alene skal sikre, at de gældende processuel-le bestemmelser fortsat finder anvendelse på spørgsmål om samvær m.v., der opstår under behand-lingen af de omhandlede verserende retssager. I forlængelse heraf bemærkes det endvidere, at for-slaget om ændringen af § 450 b, 1. pkt., (forslagets § 2, nr. 4) indeholder en forbedring af belysnin-gen af barnets perspektiv, da det tydeliggøres, at der kan indhentes erklæringer om forældres evnetil at varetage omsorgen for barnet. Det er således allerede i dag muligt at belyse barnets perspektivpå denne måde, og vil derfor også kunne ske i de sager, som omfattes af § 4, stk. 2. Der henvises tilde almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.2.Ved ændringen af forældreansvarslovens § 39 (forslagets § 1, nr. 12) foreslås det, at en ansøgningom ændring af forældremyndighed eller barnets bopæl kan afvises, hvis der ikke er væsentligt for-andrede forhold. Det foreslås med forslagets § 4,stk. 3,at den nye mulighed for at afvise en sag omforældremyndighed eller barnets bopæl ikke skal kunne anvendes på sager, som er modtaget afstatsforvaltningen inden lovens ikrafttræden.Ved ændringen af retsplejelovens § 450 c (forslagets § 2, nr. 5), foreslås det, at forældre forud foren børnesamtale skal orienteres om samtalens karakter og betydning for barnet, og at samtalen gen-nemføres af en børnesagkyndig. Efter forslagets § 4, stk. 1, finder denne bestemmelse, der forbedrerbarnets position i processen, også anvendelse på verserende retssager, men ved bestemmelsensstk.4foreslås det, at bestemmelsen ikke skal finde anvendelse på verserende retssager, hvis retten indenlovens ikrafttræden allerede har afholdt en samtale med barnet efter den hidtidige bestemmelse iretsplejelovens §§ 450 c eller har indkaldt barnet til en sådan samtale. Herved undgås det, at et barnaf rent formelle grunde skal indkaldes til flere samtaler.

Ved den nye bestemmelse i forældreansvarslovens § 41, stk. 2, foreslås det, at en klage over enmidlertidig afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl, som statsforvaltningen har truffet,kan afvises, hvis sagen om forældremyndighed eller barnets bopæl er indbragt for retten. Ved for-slagets § 4,stk. 5,foreslås det, at denne mulighed kun finder anvendelse på klager, som statsfor-valtningen modtager efter lovens ikrafttræden – og således også i tilfælde hvor den påklagede afgø-relse er truffet før lovens ikrafttrædelse. Dette medfører, at en klage over statsforvaltningens midler-tidige afgørelse, der er modtaget af statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden, færdigbehandlesefter de hidtil gældende regler, selvom sagen om forældreansvar eller barnets bopæl er indbragt forretten eller senere indbringes for retten. Det betyder, at statsforvaltningen vil kunne genoptage sa-gens behandling, hvis klagen giver anledning til det, og at klagen i modsat fald færdigbehandles afsocial- og integrationsministeren (Ankestyrelsen).Til § 5Bestemmelsen i§ 5vedrører lovens territoriale anvendelsesområde. Det foreslås istk. 1,at lovenikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Det foreslås dog istk. 2 og 3,at dele af loven ved kon-gelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Grønland og Færøerne med de afvigelser,som de grønlandske og færøske forhold tilsiger.Istk. 2foreslås det, at lovens § 1 (ændringerne af forældreansvarsloven) og § 3 (ændringen af lovom Det Centrale Personregister) ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft forGrønland. Forældreansvarsloven er ikke sat i kraft for Grønland, og reglerne om forældremyndig-hed og samvær m.v. findes i anordning nr. 306 af 14. maj 1993 om ikrafttræden for Grønland afmyndighedsloven. Lov om Det Centrale Personregister er delvist sat i kraft for Grønland ved an-ordning nr. 1198 af 29. november 2006 om ikrafttræden for Grønland af lov om Det Centrale Per-sonregister.Lovens § 2 (ændringerne af retsplejeloven) skal ikke kunne sættes i kraft for Grønland, da retspleje-loven ikke gælder for Grønland. Reglerne om domstolenes behandling af sager om forældremyn-dighed m.v. i Grønland findes i retsplejeloven for Grønland, jf. lov nr. 305 af 30. april 2008.Istk. 3foreslås det, at lovens § 1 (ændringerne af forældreansvarsloven) ved kongelig anordninghelt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne. Forældreansvarsloven er ikke sat i kraft for Færø-erne, og reglerne om forældremyndighed og samvær m.v. findes i anordning nr. 228 af 15. marts2007 om ikrafttræden for Færøerne af lov om forældremyndighed og samvær.Lovens § 2 (ændringerne af retsplejeloven) og § 3 (ændringen af lov om Det Centrale Personregi-ster) skal ikke kunne sættes i kraft for Færøerne. Retsplejeloven gælder ikke for Færøerne, og reg-lerne om domstolenes behandling af sager om forældremyndighed m.v. på Færøerne findes i lov forFærøerne om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 9. marts 2004 med senere ændringer.Sagsområdet personregistrering er overtaget af de færøske myndigheder.

Bilag 1Lovforslaget sammenholdt med gældende lovGældende formuleringLovforslaget§1I forældreansvarsloven, lov nr. 499 af 6. juni2007, som ændret ved § 4 i lov nr. 349 af 6.maj 2009, § 3 i lov nr. 494 af 12. juni 2009og § 3 i lov nr. 628 af 11. juni 2010, foreta-ges følgende ændringer:§ 11.Er forældre, der har fælles forældre-myndighed, og som ikke lever sammen, ikkeenige om forældremyndigheden, afgør retten,om den fælles forældremyndighed skal fort-sætte, eller om en af dem skal have foræl-dremyndigheden alene. Retten kan kun op-hæve den fælles forældremyndighed, hvis derforeligger tungtvejende grunde.§ 19.Barnets forbindelse med begge forældresøges bevaret ved, at barnet har ret til samværmed den forælder, som det ikke har bopælhos. Begge forældre har ansvaret for, at bar-net har samvær.Stk. 2.Den forælder, som barnet ikke har bo-pæl hos, kan anmode om samvær.Stk. 3.Er der ikke eller kun i yderst begræn-set omfang samvær, kan den forælder, sombarnet har bopæl hos, anmode statsforvalt-ningen om at indkalde den anden forælder tilet møde om samværet.1.§ 11, 2. pkt.,affattes således:»Retten kan kun ophæve den fælles foræl-dremyndighed, hvis der er holdepunkter forat antage, at forældrene ikke kan samarbejdeom barnets forhold til barnets bedste.«

§ 21.Er der uenighed om omfanget og ud-øvelsen af samvær, kan der efter anmodningtræffes afgørelse herom og fastsættes de nød-vendige bestemmelser i forbindelse hermed.Stk. 2.Samvær kan fastsættes i op til 7 dageud af 14 dage.Stk. 3.Statsforvaltningen kan træffe afgørelseom transport af barnet i forbindelse medsamvær og om afholdelse af udgifter hertil.Stk. 4.Fastsættelse af samvær kan afslås, ogen aftale eller afgørelse herom kan ændres el-ler ophæves.§ 22.I særlige tilfælde kan der træffes be-stemmelse om anden kontakt med barnet iform af telefonsamtaler, brevveksling, elek-tronisk post, fotografier el. lign.Stk. 2.…Stk. 3.§ 21, stk. 1 og 4, finder tilsvarende an-vendelse.§ 23.…Stk. 2.En forælder, som ikke har forældre-myndigheden, har ret til efter anmodning at fåorientering om generelle sociale aktiviteter påbarnets skole og børneinstitution fra den på-gældende skole og institution og har adgangtil at deltage i disse aktiviteter.Stk. 3.De i stk. 1 og 2 nævnte institutionerm.v. kan nægte at give konkrete oplysningerog udlevere dokumenter om barnets forholdog kan nægte orientering om og deltagelse iaktiviteter, hvis det må antages at være tilskade for barnet.Stk. 4.Statsforvaltningen kan i særlige tilfæl-de efter anmodning fra indehaveren af foræl-dremyndigheden eller fra en af de i stk. 1 el-

ler 2 nævnte institutioner m.v. fratage denforælder, der ikke har forældremyndigheden,adgangen til at få orientering og få udleveretdokumenter efter stk. 1 eller orientering omog deltagelse i aktiviteter efter stk. 2. Afgø-relsen har virkning fra det tidspunkt, hvor in-stitutionen m.v. modtager meddelelse om af-gørelsen.§ 26.…Stk. 2.…Stk. 3.En afgørelse efter stk. 1, der er truffetaf statsforvaltningen, bortfalder1) 4 uger efter, at det er meddelt parterne, atsagen er afsluttet, jf. § 40, medmindre en afdem inden da har anmodet om, at sagen ind-bringes for retten,2) hvis sagen efter indbringelse for retten hæ-ves eller afvises, eller3) hvis samlivet genoptages.§ 29.Under en sag om forældremyndighed,om barnets bopæl, om samvær eller om andenkontakt kan statsforvaltningen efter anmod-ning træffe afgørelse om midlertidigt samværeller om anden kontakt. Er en sag om foræl-dremyndighed eller om barnets bopæl ind-bragt for retten efter § 40, og omfatter retssa-gen samværet eller anden kontakt efter § 38,stk. 3, kan retten efter anmodning træffe af-gørelse om midlertidigt samvær eller andenkontakt.Stk. 2.…Stk. 3.…§ 33.Statsforvaltningen kan iværksætte bør-nesagkyndige undersøgelser i sager om for-ældremyndighed, barnets bopæl og samvær.Stk. 2.Har statsforvaltningen iværksat enbørnesagkyndig undersøgelse, færdiggøresdenne uanset sagens indbringelse for rettenefter § 40.

talen, medmindre afgørende hensyn til bar-net taler imod det.«§ 535.Den, der forsætligt overtræder en dom,hvorved det er pålagt vedkommende at fore-tage eller undlade noget, kan under en af re-kvirenten anlagt sag idømmes straf af bødeeller fængsel indtil 4 måneder. Tilsidesættelseaf undladelsespligter kan straffes hver gang,der foreligger en særskilt tilsidesættelse afdommen.Stk. 2.Sag efter stk. 1 kan ikke anlægges,hvis rekvirenten har opnået sin ret eller sik-kerhed for den. I så fald skal en allerede an-lagt sag hæves og fuldbyrdelsen af en idømtstraf undlades eller standses. Reglerne i§§ 528-534 finder anvendelse, selv om straf-fesag er anlagt eller rekvisitus er idømt ellerhar udstået straf.Stk. 3.Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke an-vendelse ved undladelse af at efterkomme be-stemmelser om forældremyndighed ellersamvær.§ 536.Domme og kendelser om forældre-myndighed, barnets bopæl og samvær samtretsforlig, afgørelser og aftaler, der kan fuld-byrdes efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, tvangsfuld-byrdes efter reglerne i § 537. Det sammegælder anmodninger om udlevering af et barntil forældremyndighedsindehaveren efter§ 596, stk. 2.Stk. 2-6.…§ 596.Besiddelseskrav som nævnt i § 528kan gennemtvinges af fogedretten ved enumiddelbar fogedforretning uden sædvanligttvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den be-rettigede (rekvirenten) i fogedretten kangodtgøre eller sandsynliggøre sit krav modden forpligtede (rekvisitus).Stk. 2.Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvaren-de anvendelse, når fogedrettens bistand erpåkrævet til håndhævelse af forældremyndig-hed. Fuldbyrdelse sker efter bestemmelsen i§ 537.

§4Stk. 1.Loven træder i kraft den 1. oktober2012, jf. dog stk. 2-5.Stk. 2.Lovens § 1, nr. 9 og 11, og § 2, nr. 1,3 og 4, finder ikke anvendelse på sager omforældremyndighed eller barnets bopæl, derer indbragt for retten inden lovens ikrafttræ-den. De hidtil gældende regler i forældrean-svarslovens § 29, stk. 1, 2. pkt., og § 38, stk.3, og retsplejelovens § 448, nr. 2 og 3, § 450a, 1. pkt., og § 450 b, 1. pkt., finder fortsatanvendelse for disse sager.Stk. 3.Lovens § 1, nr. 12, finder ikke an-vendelse på sager om forældremyndighedog barnets bopæl, som er modtaget af stats-forvaltningen inden lovens ikrafttræden.Stk. 4.Lovens § 2, nr. 5, finder ikke anven-delse på sager, der er indbragt for retten in-den lovens ikrafttræden, hvis retten indendette tidspunkt har afholdt en samtale medbarnet efter den hidtil gældende § 450 c iretsplejeloven eller har indkaldt barnet til ensådan samtale.Stk. 5.Forældreansvarslovens § 41, stk. 2,som affattet ved denne lovs § 1, nr. 13, fin-