Spm. nr. S 1183

10) Til undervisningsministeren af:

Pernille Frahm (SF):

Hvilke planer har ministeren for at fremme brugen af inkluderende strategier i fremtidens skole, jf. at Undervisningsministeriet i 2008 igangsatte skoleudviklingsprojektet »Mindre specialundervisning, styrket faglighed og øget rummelighed«, der har som formål at fastholde elever i den almindelige undervisning og reducere henvisningen til specialundervisning?

Spm. nr. S 1183

10) Til undervisningsministeren af:

Pernille Frahm (SF):

Hvilke planer har ministeren for at fremme brugen af inkluderende strategier i fremtidens skole, jf. at Undervisningsministeriet i 2008 igangsatte skoleudviklingsprojektet »Mindre specialundervisning, styrket faglighed og øget rummelighed«, der har som formål at fastholde elever i den almindelige undervisning og reducere henvisningen til specialundervisning?

Fru Pernille Frahm for oplæsning af spørgsmålet.

Hvilke planer har ministeren for at fremme brugen af inkluderende strategier i fremtidens skole, jf. at Undervisningsministeriet i 2008 igangsatte skoleudviklingsprojektet »Mindre specialundervisning, styrket faglighed og øget rummelighed«, der har som formål at fastholde elever i den almindelige undervisning og reducere henvisningen til specialundervisning?

Ministeren.

Regeringen indgik i sommeren 2010 en aftale med KL om at begrænse antallet af elever, der henvises til specialskoler og specialklasser. Aftalen forpligter regeringen til at skabe bedre rammer for at fremme inklusionen ved at arbejde for at ændre lovgivningen og det vejledende materiale på området.

I regeringens udspil til en bedre folkeskole »Faglighed og frihed« har vi derfor lagt op til en lovændring, hvor specialundervisning afgrænses til kun at omfatte elever, der har behov for støtte i den overvejende del af undervisningstiden. Vi vil i forlængelse heraf søge at indgå en aftale med KL om, at 96 pct. af eleverne i 2015 og 97 pct. af eleverne i 2020 skal være inkluderet i den almindelige undervisning. Hensigten er, at parterne årligt vil følge op på udviklingen, og at vi dermed sikrer, at den går i den rigtige retning. Kommunerne skal for deres del realisere målsætningen om inklusion ved dels at ændre deres styring og organisering, dels ved at arbejde strategisk med lærernes kompetenceudvikling.

Det, jeg også tror er vigtigt, når vi drøfter emnet inklusion i det hele taget, er, at folk, borgerne, lærerne og forældrene, forstår, at vi ikke gør det for at skade det enkelte tilbud til det enkelte barn, men tværtimod for at sikre, at vi skaber det bedste tilbud til det enkelte barn, fordi erfaringen fra andre lande, f.eks. Finland, hvor man har rigtig fine resultater, viser, at man ikke behøver at ekskludere så mange. Personligt er jeg også af den opfattelse, at det, at man bor tæt på sin skole, og at ens klassekammerater også tilhører den samme distriktsskole, og at man føler sig involveret, er en væsentlig del af den sociale læring og også en væsentlig del af det at skabe sit selvværd.

Så det er en klar målsætning for os, og det er jo også noget, som Danmark har skrevet under på internationalt – at vi ønsker at tilstræbe mere inklusion – nemlig i Salamancaerklæringen fra 1994, mener jeg det er.

Fru Pernille Frahm.

Jamen det er rigtigt husket, den er fra 1994. Så det er jo en gammel sag, vi har fat i her, og det er også en sag, som både den nuværende undervisningsminister og den tidligere undervisningsminister er blevet konfronteret med gentagne gange.

Vi er enige om, at vi skal begrænse specialundervisning, vi er enige om, at vi skal have flest mulige børn til at være i den almindelige undervisning. Det, jeg bare oplever, når jeg hører ministerens svar, er, at man endnu en gang sætter vognen foran hesten. Man siger: Det, vi stiller krav om, er, at der er færre pladser til specialundervisning, færre tilbud om specialundervisning. Det, jeg egentlig spørger om, er, hvordan man vil sikre den inkluderende undervisning. Det er jo at sætte hesten foran vognen, at man ved at lave en inkluderende undervisning sikrer, at børn ikke falder fra.

Jeg refererer til et projekt, som Undervisningsministeriet selv har igangsat i 2008 på baggrund af en bevilling over satspuljen – 6 mio. kr. tror jeg det er man har afsat – til, at 22-23 kommuner kunne lave forsøg med inkluderende undervisning. Derfor havde jeg sådan håbet, at ministeren i sit svar ville sige noget om de her forsøg; noget om, hvad der så er kommet ud af det, noget om, hvilke resultater man har opnået, og noget om, hvordan man vil omsætte de resultater i praksis i den danske folkeskole og give mulighed for, at flere vil kunne lave projekter, som man har lavet i forbindelse med de her forsøg.

Derfor vil jeg endnu en gang appellere til, at ministeren prøver at komme lidt mere ind på, hvordan ministeren og ministeriet vil bakke op om den inkluderende undervisning. Man skal huske på, at der faktisk var 6 mio. kr. til at lave den her undervisning; det vil sige, at man ude i kommunerne, ude i folkeskolerne kickstarter nogle projekter, som så får de positive resultater – det viser forsøgene jo – som ministeren og jeg er enige om at vi gerne vil opnå.

Ministeren.

Det er klart, at de erfaringer, vi har høstet gennem forsøg, jo skal bruges ude i kommunerne. For mig at se er det imidlertid bare meget vigtigt, at det, vi gør fra Christiansborgs side og også fra regeringens side, er at sætte nogle rammer op. Det er også derfor, regeringen har lagt op til, at vi udviser større tillid og tiltro til, at man lokalt kan træffe beslutninger, som er til fordel for børnene. Derfor vil vi gerne give større grad af frihed til at vælge de værktøjer, som er nødvendige.

Jeg har faktisk oplevet rigtig mange gode kommuner og skoler, som arbejder aktivt med at skabe mere inklusion. Jeg kan i hvert fald komme i tanker om en enkelt skoleleder, som over for mig har påpeget, at hun har en oplevelse af, at det løfter skolen meget, at man skaber inklusionen derude konkret. Jeg tror ikke, det er en særlig god idé, at vi angiver, hvilket værktøj man præcis skal benytte. Men når kommunerne kommer til regeringen og beder om nogle værktøjer, som egentlig i korthed mest går ud på større frihedsgrader, og vi så imødekommer det, er der også bedre mulighed for, at de kan nå de mål, vi sammen sætter. Derfor har jeg inviteret dem til at deltage i et forligskredsmøde i morgen, hvor de kan komme og fortælle om, hvilke ønsker de har til et forlig på området her.

Fru Pernille Frahm.

Det er da i hvert fald en god ting, at man inddrager kommunerne. Men måske skulle man også inddrage nogle af de folk, der har stået for de her forsøg, eller nogle af de forskere fra DPU, som har været med til at evaluere dem. Det vil jeg gerne høre om ministeren har overvejet. Og så vil jeg gerne lige minde ministeren om noget, hun sikkert godt ved, og som vi formentlig begge to har erfaret: at det her med frihed er noget meget selektivt. Altså, man vil give frihed på nogle fronter og ikke på andre fronter. Man kan f.eks. ikke få lov til at lave gruppeeksamen derude, så stor frihed vil vi ikke give. Man kan ikke få frihed til at lave religionsundervisning, det hedder kristendomsundervisning. Så der er steder, hvor vi griber meget detaljeret ned i, hvad der foregår ude i folkeskolen.

Når jeg spørger om de her forsøg, er det, fordi jeg så ofte oplever, at man afsætter midler til forsøg, og forsøgene viser sig at gå godt, og så løber det ligesom ud i sandet, bliver ikke brugt til mere. Derfor opfordrer jeg ministeren endnu en gang: Inddrag nu de erfaringer, der er gjort på det her område. Det er meget brede erfaringer, der er gjort. Inddrag nu de forskere, der har været med til at evaluere, i stedet for kun at lytte til dem, der har problemer med at få pengene til at slå til ude i kommunerne.

Ministeren.

Jamen vi har faktisk som forberedelse til folkeskoleudspillet og i øvrigt også som forberedelse til de aftaler, vi indgik med kommunerne sidste år, fået lavet et større udredningsarbejde, bl.a. også om, hvordan vi kan lære af de lande, som gør det rigtig godt på området. Noget af det, vi kan notere os, er bl.a., at der ikke skal ret meget til, før vi betragter det som et tilfælde, hvor et barn skal have specialundervisning og specialtilbud, hvorimod man i andre lande, f.eks. Sverige og Finland, åbenbart overordnet udviser en større tolerance for den forskellighed. Inklusion er jo også udtryk for, at man tolererer forskellighed. Men vi lytter meget til de forslag, der kommer ind. Med hensyn til at give fru Pernille Frahm nogle svar er jeg jo begrænset af, at jeg har en forligskreds, der også skal være indstillet på, at vi når de fælles mål.

Fru Pernille Frahm.

Der er det jo så dejligt, at når vi stiller spørgsmål til ministeren hernede i salen, så er det holdningsspørgsmål. Så er det sådan, at ministeren kan give udtryk for sin holdning. Det er jo det, vi gør i § 20-spørgsmål, det er ikke på den måde faktuelle spørgsmål. Så ministeren har nu mulighed for at give udtryk for, hvad hun selv mener om de her sager. Og når jeg spørger til dem, er det, fordi det har vist sig – jeg kan ikke se tiden hernede, vil jeg bare lige gøre opmærksom på, så jeg håber, jeg finder ud af, hvor længe jeg må snakke – at selv om forsøgene har været af meget forskellig karakter, så vurderer forskerne, at det, der er fælles for dem, er, at man har opnået en fælles holdning på en skole til, hvordan man vil drive noget, og på den måde rejst opmærksomheden hos en personalegruppe. Det er jo nogle ting, der kræver, at man f.eks. har tid til efteruddannelse, f.eks. har tid til at lave forberedelse, f.eks. har tid til at få foredragsholdere ud på en skole, der ligesom kan sætte ånden i gang. Men det kræver jo så også, at ministeren er villig til at give den mulighed ude lokalt. Derfor er det jo, at det er ministeren, der skal tage nogle initiativer.

Ministeren.

Det er fuldstændig rigtigt. Det er ministeren, der skal tage initiativer, men dog under hensyn til, at vi har en forligskreds. Det er faktisk det tema, der er igangsat, og som jeg har valgt at prioritere som hovedtemaet for de indledende drøftelser vedrørende folkeskolen, og allerede i morgen vil vi jo inddrage kommunernes erfaringer. Jeg kan sige, at vi også kører satspuljeprojekter, hvilket jeg vil vende tilbage til i min besvarelse af det næste spørgsmål.

Men vi har faktisk kørt en stribe af forsøg. Jeg var ude at høre den rapportering, der var, af de konkrete projekter, og jeg snakkede med nogle af de forskellige grupper af lærere og ledere, der har været involveret, og der er tonsvis af fantastisk flotte løsninger, som man kan udmønte i praksis lokalt, men som jo også er betinget af, at f.eks. det statslige klagesystem så ikke pludselig kommer og siger: Jamen det må I slet ikke, I skal bruge nogle etablerede tilbud, som ligger langt væk, I må ikke lave det selv. Altså, det er jo også væsentligt, at vi indretter vores system i forståelse for, at man lokalt kan træffe nogle gode beslutninger. Uagtet at den måde, de havde grebet det an på, var meget forskellig, syntes jeg at opleve, at alle havde rykket sig. Det var den viden, som de gav videre til mig: at de selv føler, at de rykker i forhold til den kultur, der er omkring inklusion, og med ret små, men effektive virkemidler. Men vi skal sætte rammerne, og det er det, vi gerne skulle kunne gennemføre i forligskredsen.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er også stillet til undervisningsministeren af fru Pernille Frahm.

(Talen er under udarbejdelse)