Jamen jeg vil faktisk igen henvise til branchen, som udtaler sig om det her.
Nu vil ministeren ikke lytte til det, jeg siger, så det kan være, at ministeren vil lytte til branchen.
Man kan f.eks.
lytte til, hvad it-branchedirektøren Tom Toxværd siger, nemlig:
Det er meget farligt bare at læne sig tilbage og sige, at det da går meget godt.
Nu har vi i flere år pralet med, hvor højt vi lå på den her rangliste, men vores position i toppen er stærkt presset.
Hvis vi vil være i særklasse, skal der sættes fart på udviklingen.
Han bliver støttet af Morten Baunsgaard, som er administrerende direktør i it-branchen.
Han siger:
Det er et klart gult kort til Danmark.
Der er ingen tvivl om, at det er et skridt i den forkerte retning, og det er vi simpelt hen nødt til at forholde os til.
Vi skal sætte turbo på udviklingen i Danmark som højhastighedssamfund.
Det her er to branchedirektører, der udtaler sig om noget, som ministeren definerer som et lille udsving.
Det her er ikke et lille udsving, det er et signal om, at det går i den forkerte retning.
Det er et spørgsmål om som sagt, hvad vi skal konkurrere med på sigt.
Nu har regeringen jo slået sig meget stort op med, at vi skal være en førende it-nation, vi skal være en vidennation, vi skal konkurrere med vores viden og med vores hoveder.
Så er spørgsmålet:
Gøres der investeringer nok?
Sættes der nok midler af til forskning og til uddannelse til, at vi kan løfte netop det her område?
Branchen siger, at det her går i den forkerte retning.
Tallene viser, at det går i den forkerte retning, og så kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor ministeren ikke synes, at det her er alvorligt, hvorfor ministeren bare bagatelliserer det og siger, at det er små udsving.
Det er udsving nok til at fortælle os, at det ikke går godt nok.
Derudover er der en anden ting, nemlig at 40 pct.
af befolkningen ikke er med.
Så jeg vil egentlig gerne høre:
Synes ministeren selv, at det går i den rigtige retning?