Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 1. del af 3. behandling af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2010.

Af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen).

(Fremsættelse 06.10.2009. 1. behandling 08.10.2009. Betænkning 22.10.2009. 2. behandling 19.11.2009. Tillægsbetænkning 10.12.2009. I tillægsbetænkningen er der stillet 624 ændringsforslag. Uden for tillægsbetænkningen er der den 11.12.2009 af Frank Aaen (EL) stillet 1 ændringsforslag (nr. 625)).

Finansministeren har meddelt mig, at han ønsker at tage følgende ændringsforslag tilbage: ændringsforslagene nr. 143, 152, 153, 156, 168, 171, 180, 465-469, 471-473, 475 og 476.

Ønsker nogen at optage disse ændringsforslag?

Da det ikke er tilfældet, er ændringsforslagene bortfaldet.

Jeg skal gøre opmærksom på, at både ændringsforslag og forslaget som helhed kan kommenteres.

Så går vi i gang med ordførerrækken. Hver ordfører har 10 minutter, og bagefter er der mulighed for korte bemærkninger i op til 1 time.

Den første ordfører er Venstres ordfører, og det er fru Tina Nedergaard.

Tak. Tiden er nu nået til, at vi skal drøfte det endelige finanslovforslag for 2010. Mange timers arbejde og forhandlinger ligger bag os, og der bliver nu skabt klarhed over det offentlige budget for det næste år.

Finanslovforslaget dækker over en lang række aftaler, som samlet dækker det offentliges udgifter og indtægter i det kommende år. Alle partier har bidraget i forskellig udstrækning, hvilket jo er positivt, men igen i år er det Dansk Folkeparti, regeringen og regeringspartierne, som tager det fulde ansvar for at få Danmark godt igennem det næste år, hvor krisens barske konsekvenser fortsat vil kunne mærkes herhjemme og overalt i verden.

Verdenssituationen er nemlig den, at selv om vi kan se betydelige lyspunkter, vil såvel Danmark som resten af verden kæmpe også i de kommende år for at komme ud på den anden side af krisen. Andre lande har dog ikke så favorable vilkår at gøre det på som os, for vi har nemlig båret os fornuftigt ad. Mens vi havde opgangstider, høvlede vi af på gælden for masser af milliarder kroner. Vi kan derfor stadig væk træde på speederen, mens andre lande må bremse helt op i deres finanspolitik.

Med finanslovforslaget fører regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti en historisk ekspansiv finanspolitik i det kommende år. Det kan da også ses af underskuddet. Underskuddet bliver nemlig i 2010 på næsten 95 mia. kr., hvilket svarer til næsten 5½ pct. af bruttonationalproduktet. Selv om underskuddet vil være faldende derefter, er tallene udtryk for, at regeringen satser massivt på at imødegå nedgangen i beskæftigelsen og skabe tryghed for danskerne i en vanskelig tid. Faktisk booster vi med forslaget dansk økonomi mere, end SR-regeringen gjorde i 1993 og i 1994, hvor ledigheden var tre gange så høj som den, vi forventer til næste år.

Finanspolitikken og den førte pengepolitik, som jo hænger sammen, redder i alt 80.000 job. Det er 80.000 job, som vi har hårdt brug for. Krisen vil nemlig presse ledigheden op på ca. 160.000 til næste år, før den topper. Vi synes i Venstre, at det er et meget højt tal. Selv om ledigheden stadig vil være lavere, end da SR-regeringen overlod magten til VK-regeringen, så er det jo alt for mange. Men det har jo hele tiden været denne regerings kendemærke, at vi kæmper ufortrødent for at skabe job. Det er da i høj grad også lykkedes, og det er også derfor, at vi ikke kæmper med tocifrede arbejdsløshedsprocenter, som de gør mange andre steder, også i Europa.

Særligt har vi i Danmark hele tiden haft fokus på at nedbringe langtidsledigheden og ungdomsarbejdsløsheden. Derfor finder jeg det også vigtigt at nævne, at selv om vi er i den dybeste internationale økonomiske krise siden 1940'erne, så forventes langtidsledigheden også at holde sig på et lavere niveau, end vi var vant til i 1990'erne under den tidligere regering. Det viser, at vores meget offensive arbejdsmarkedspolitik og indsats for at give folk job, aktiverings- og uddannelsesmuligheder virker.

Samtidig er indsatsen for vores unge massiv. Der afsættes på finansloven mere end 1 mia. kr. til en hurtig og effektiv indsats for at få unge i gang med uddannelse og job. Praktikpladser vil blive skabt, og flere pladser på produktionsskolerne og flere uddannelsespladser giver alle unge mulighed for at tilvælge uddannelse frem for lediggang. Resultaterne udebliver da heller ikke. Et rekordhøjt antal unge fortsætter nu i ungdomsuddannelse efter afsluttet folkeskole, og flere unge går i gang med en videregående uddannelse. I erkendelse af at det lige nu er vanskeligt at få job efter afsluttet uddannelse, giver vi endvidere mulighed for at få en slags SU til yderligere at kvalificere sig i et halvt år i stedet for at gå ledig. EU henviste da også så sent som i går til vores ungeindsats og anbefalede øvrige medlemslande at følge vores gode eksempel.

For at beskytte så mange som muligt mod ledighed nu og i de nærmeste år har vi iværksat en historisk stor investering i vores samfund. Ikke siden 1960'erne har der været så kraftig vækst i de offentlige investeringer, og selv om vi under VK-regeringens tid har investeret betydelig mere i f.eks. folkeskolen end tidligere regeringer, øger vi niveauet yderligere nu.

Der bliver med finanslovforslagets vedtagelse afsat 20 mia. kr. til forbedring af de kommunale bygninger, og der er endog med Dansk Folkepartis stærke bidrag skabt mulighed for en ny låneramme til kommunerne på 3 mia. kr. Men der bliver også fordelt milliarder af kroner til veje, jernbaner, projekter på sygehusene, naturfagslokaler på gymnasierne og meget mere. Det er vigtige tiltag, da det skaber bedre rammer for vores samfunds udvikling, men det er mindst lige så vigtigt for at skabe job og optimisme.

Der er da også grund til optimisme i langt de fleste danske hjem. Realindkomststigningen bliver nemlig på ca. 5 pct. til næste år. Stigningen stammer fra skattelettelserne, den lave rente og en betydelig regulering af overførselsindkomsterne. Det sker, samtidig med at formuefaldet synes bremset og boligpriserne stabiliserer sig. Det betyder, at vi til næste år kan forvente øget privatforbrug, og det medvirker til vækst i vores virksomheder. Vi tror nemlig ikke på, at den offentlige sektor alene kan trække væksten i gang. Skattelettelserne virker f.eks. som en kickstart af økonomien nu, men medvirker til konsolidering, når krisen tager af. Skattenedsættelserne virker også positivt på konkurrenceevnen og giver ligeledes en vigtig arbejdsstyrkeeffekt.

Derudover indeholder finanslovforslaget en ordentlig saltvandsindsprøjtning til fremtidens job i form af flere penge end nogen sinde til forskning, innovation, iværksætteri, uddannelse, erhvervstiltag, kreditmuligheder, investeringer i grøn energi og teknologi og et godt nærmiljø. Det skaber et sundere samfund, men det gearer os også til at skærpe vores konkurrenceevne, hvilket er helt nødvendigt, hvis danske virksomheder skal klare sig i den skærpede internationale konkurrence.

Traditionen tro indeholder forslaget dog også yderligere velfærdsforbedringer. Faktisk bruger vi til næste år 66 mia. kr. mere på velfærd, end tilfældet var i 2001, da VK-regeringen tog over. Ældreplejen får et yderligere løft, selv om vi allerede i dag bruger mere end 10 pct. mere pr. ældre, som er visiteret til offentlig hjælp, end tilfældet var i 2001. Vi sætter loft over prisen på mad for alle ældre, også for ældre i eget hjem, og 13.000 flere folkepensionister vil kunne modtage ældrechecken, som er på over 10.000 kr. om året.

Vi tager også offentligt ansattes ønsker om afbureaukratisering alvorligt og er parat til at fjerne centrale regler, som samlet belaster kommunernes økonomi med op mod 900 mio. kr. – penge, som kommunerne så i stedet kan målrette offentlig service, som de prioriterer.

Vigtigt er det også at pege på, at der med finansloven afsættes flere midler til udvikling af teknologier, som kan gøre den offentlige service bedre og mere effektiv og skåne medarbejderne, så der frigøres kræfter til borgernes service.

Afgørende for os i Venstre er det ligeledes, at vi med forliget om satspuljen afsætter mere end 1 mia. kr. næste år til udsatte grupper, og at der er afsat flere hundrede millioner kroner til psykiatrien.

Vi tager da også befolkningens krav om øget tryghed alvorligt. Vi vil ikke acceptere, at elendige bander og rockergrupper terroriserer den danske befolkning. Derfor er der også til dette område afsat flere ressourcer, bl.a. til at uddanne flere betjente, men også til at øge f.eks. Al Capone-indsatsen.

Vi mener i Venstre, at finanslovforslaget er både velafbalanceret og ansvarligt. Vi sætter gang i hjulene nu på en sådan måde, at den offentlige og private sektor i begge tilfælde trækker i retning af vækst, men vi gør det, uden at det sker på bekostning af privatøkonomien i familierne og uden at tilsidesætte hensynet til vores økonomi på kort og længere sigt. Vi tager nemlig også et udstrakt hensyn til de arbejdspladser, der skal skabes om 1, 2, 5 og 10 år.

Venstre støtter finanslovforslaget.

Tak.

Tak til ordføreren. Inden vi går i gang med de korte bemærkninger, kan jeg sige, at der foreløbig er indskrevet 15, og nu er der 16, og det skulle betyde, at i hvert fald de første 15 kan nå at få ordet inden for de 60 minutter, hvis alle holder sig inden for taletiden, både spørgere og ordføreren.

Jeg nævner lige, hvem de første 15 er på listen. Det er: Hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, hr. Morten Østergaard, hr. Frank Aaen, hr. Jeppe Kofod, hr. Jesper Petersen, fru Margrethe Vestager, fru Mette Frederiksen, fru Özlem Sara Cekic, fru Line Barfod, fru Christine Antorini, hr. Eigil Andersen, fru Lone Dybkjær, hr. Klaus Hækkerup og hr. Kim Mortensen. Og så kommer der nogle yderligere.

Vi går i gang med den første, og det er hr. Morten Bødskov.

Tak. Man kan rolig sige, at regeringen fortsætter der, hvor den har sluppet, nemlig med at tegne et skønmaleri af sin egen økonomiske politik. Sandheden er jo, at vi har en regering, som er uden en sammenhængende økonomisk plan, og som ikke kan bruge sit parlamentariske grundlag til at rette op på de skader, som den selv har skabt for dansk økonomi.

Nu står vi i en situation, hvor vi – selv om der er alle de initiativer, som ordføreren nævner – har en rekordstigning i arbejdsløsheden, vi har en massiv stigning i ungdomsarbejdsløsheden, og langtidsarbejdsløsheden er for alvor ved at bide sig fast. Lidt længere væk fra det her hus samles verdens ledere lige nu i en kamp for et bedre klima. Kunne årsagen til, at Venstre ikke så at sige slår to fluer med et smæk, styrker investeringerne i klimaet og redder klimaet, være, at der i Venstre har indsneget sig en meget høj grad af klimaskepsis, og at man i Venstre grundlæggende tager afstand fra behovet for investeringer i klimaet og er enige med bl.a. Folketingets formand i hans meget udtalte klimaskepsis?

Så er det ordføreren.

Jeg er stolt af et parti, hvor der er højt til loftet, og hvor der også er plads til forskellige opfattelser. Men Venstres politik på feltet er fuldstændig klar: Vi går efter at nå målene i Kyotoaftalen, vi har støttet regeringen i at tage den mest ambitiøse plan i EU på skuldrene med hensyn til at nå klimamålene, kun overgået af Luxembourg. Vi har nu 17 pct. vedvarende energi i Danmark, og det var 11 pct. under den tidligere regering. Vi stiler mod 20 pct. i 2011, i øvrigt aftalt også med Socialdemokraterne.

Så vi har så faktisk rigtig god samvittighed på det område. Og lige i øjeblikket forhandler verdens ledere jo med statsministeren og klima- og energiministeren i spidsen i Bella Centret for at opnå en endnu bedre aftale for verdens grønne økonomi. Og der kan man jo rose regeringen for, at ikke alene tager vi initiativer på dansk plan, vi afsætter også klimamilliarder til ulandene. Som det første land havde vi penge på bordet. Og til sidst er vi så vært for den største begivenhed for verdens klima nogen sinde afholdt.

Så er det hr. Morten Bødskov for yderligere en kort bemærkning.

Men det, jeg tror der er rigtig mange af dem, der sidder og lytter til den her debat, som ikke rigtig forstår, måske særlig mange af de arbejdsløse, som desværre, kan man sige, nu sidder og har tid til at følge den her debat, er, at arbejdsløsheden stiger, og at klimaet er i problemer. Hvorfor slår man ikke to fluer med et smæk og investerer i klimarigtige og energirigtige løsninger i stedet for det, som man gør, nemlig taler med to tunger i den her debat? For hvad indeholder den finanslov, der ligger på bordet foran os? Den indeholder en massiv støtte til en reaktionær klimaskepsis, som man annoncerer rundtomkring i byerne direkte imod de mål, som regeringen selv sidder og arbejder for, siges det, ude i Bella Centret. Hvorfor slår man ikke to fluer med et smæk, og hvorfor taler man med to tunger i debatten, når det handler om behovet for at forbedre klimaet eksempelvis med massive fremrykninger af klima- og energirigtige investeringer?

Så er det ordføreren.

Jeg kan simpelt hen ikke give hr. Morten Bødskov ret i noget som helst af kritikken. Jeg skal lige gentage, at under den tidligere regering havde vi 11 pct. vedvarende energi i Danmark, og nu har vi 17 pct., og vi stiler mod 20 pct. i 2011. Regeringen har stillet sig i spidsen for den mest ambitiøse klimaaftale nogen sinde i verdenshistorien. Kritikken er fuldstændig forfejlet. Men det, der jo er interessant, er, at hr. Morten Bødskov gerne vil bruge flere penge, men aldrig er i stand til at anvise, hvor de skal komme fra, andet end at vi bare skal belåne os yderligere.

Hvad angår det aktuelle finanslovforslag, har Socialdemokraterne jo selv med vores støtte også været med til at sikre, at vi laver en pulje til glæde for dansk erhvervsliv, som netop satser på grøn økonomi og omstilling fra konventionel til grøn produktion. Derudover har vi jo afsat 13 mia. kr. til »Grøn vækst«, hvilket også er den største satsning på nærmiljøet nogen sinde i det danske samfund.

Så hr. Morten Bødskov gør simpelt hen regning uden vært.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Ole Sohn.

Da vi startede debatten om finansloven, var regeringens vurdering, at vi næste år ville få et underskud på omkring 85 mia. kr. Det er så blevet 10 mia. kr. større, arbejdsløsheden vokser, og prognosen for, hvor meget den vil vokse til næste år, er oppe på 160.000 arbejdsløse.

Vi foreslog under behandlingen i september, at man skulle lave en massiv satsning på klimajob, fordi det er her, man på den ene side kan tage toppen af arbejdsløsheden, undgå at folk bliver kastet ud i ledighed og at entreprenørerne må sætte maskinerne i garagen, samtidig med at man på den anden side kan forbedre landets økonomi på sigt, fordi man får nogle energibesparelser. Hvis man sætter massivt i gang med energirenoveringer af private boliger og offentlige bygninger og laver klimatilpasninger, vil det være en gevinst for den enkelte borger, for samfundet og for beskæftigelsen. Men regeringen har sagt nej, nej og atter nej, og hvad har den i stedet brugt 10 mia. kr. til næste år? Ufinansierede skattelettelser! Er det særlig klog politik?

Så er det ordføreren.

For lige at slå det fast, er det jo også en del af finanslovforslaget, at vi bruger ressourcer på energirigtige investeringer i statslige bygninger. Det blev aftalt med Dansk Folkeparti. Derudover har jeg jo lige været inde på, at vi skaber mange klimajob i Danmark, i kraft af at vi har nogle høje politiske ambitioner.

Jeg mener, at hr. Ole Sohn også har et stort ansvar over for den befolkning, der i øjeblikket kæmper for at bevare job. Det gælder altså også traditionelle sektorer som f.eks. fødevaresektoren, som er et af områderne med det højeste antal beskæftigede. Ca. 150.000-170.000 er ansat i fødevaresektoren, men det er jo den sektor, som f.eks. SF og Socialdemokraterne ønsker at ramme med massive afgifter i deres skatteudspil, så i stedet for at pege på alt det gode, SF vil gøre, burde man måske også overveje at tage i betragtning, at det skatteforslag, man er kommet med, vil medføre, at der samlet set tabes arbejdspladser og konkurrenceevne.

Men vi har ikke nogen dårlig samvittighed i forhold til klimaindsatsen. Jeg vil gentage det svar, jeg gav hr. Morten Bødskov, nemlig at andelen af vedvarende energi er stigende end Danmark, og at vi har ambitiøse mål i Bella Centret.

Så er det hr. Ole Sohn for yderligere en kort bemærkning.

Jo kortere hukommelse man har, jo bedre samvittighed kan man have. Men det er ikke længere tid siden end forleden dag, at den nye klimaminister måtte erkende, at de klimamål, regeringen har sat sig, kan man slet ikke nå. Men lad det nu ligge.

Jeg er sådan set meget mere optaget af, hvordan vi skaber noget beskæftigelse til de mange, som bliver arbejdsløse. Den største usikkerhedsfaktor i samfundet er jo ikke, om man betaler en promille mere eller mindre i skat, det er, om man har et job eller ikke har et job. Vi kan se, at før eller siden – det bliver sikkert først efter næste valg, når der kommer en ny regering til, men hvis man udviser rettidig omhu, vil man kunne sætte job i gang med energirenoveringer af private boliger, offentlige bygninger og virksomheder på en måde, som sikrer, at entreprenørens maskiner er i gang, at folk er i job, og at samfundet og den enkelte borger vil komme til at spare penge, fordi energiregningen vil falde. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor regeringen ikke kan forstå, at det er fremtiden.

Så er det ordføreren.

Regeringen kan godt nå det mål, den har sat sig. I øjeblikket er den i en proces med Europa-Kommissionen om, at de initiativer, regeringen har lagt frem, vil være tilstrækkelige til at nå det mest ambitiøse niveau overhovedet i EU, kun overgået af Luxembourg, der jo stort set ikke har nogen produktion, hvis vi skal se på det.

Med hensyn til grønne investeringer må man jo konstatere, at når vi afsætter 20 mia. kr. i anlægsbevillinger til kommunerne næste år og yderligere giver dem en låneramme på 3 mia. kr., er det det højeste niveau, kommunerne nogen sinde har haft for at lave energibesparelser. Derudover skal man også tænke noget nyt, kvikt og kreativt indimellem, og her kan jeg anbefale, at man kigger på de ESCO-projekter, der gennemføres, hvor man jo lægger belastningen af investeringen over på virksomheden, som netop henter finansiering hjem ved, at kommunen betaler den besparelse, der er på energi, efterhånden som investeringen bliver betalt tilbage.

Der er altså masser af muligheder. Der har aldrig været flere penge i den offentlige sektor til at tage netop energibesparende initiativer, og vi bakker også op ved at satse på de statsejede bygninger, som er statens ansvar.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Hvis man sammenligner regeringens Økonomiske Redegørelse fra december med den fra august, kan man se, at selv om der ikke er kommet en målrettet vækstpakke, og ved bare at lade stå til, er genopretningsbehovet alligevel vokset med næsten 50 pct. fra 22 mia. kr. til 31,5 mia. kr. Det øger jo presset for, at regeringen kommer med en plan for, hvordan den vil skabe holdbarhed i økonomien.

Fru Tina Nedergaard og jeg var til Finansrådets årsmøde og hørte jo nationalbankdirektøren, som jeg ved fru Tina Nedergaard tidligere refererede til. Han sagde ved den lejlighed:

»Det er derfor væsentligt at udarbejde en holdbar plan for konsolidering af de offentlige finanser. Og en holdbar og troværdig plan kræver ikke blot enighed om målene – men også om midlerne.«

Er fru Tina Nedergaard enig i, at man ikke kan have en troværdig økonomisk politik, hvis man ikke kan fremlægge en plan, der både indeholder mål og midler?

Så er det ordføreren.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at det er det, regeringen er undervejs med, og det vil jo ske i januar, hvor man skal aflevere et konvergensprogram til EU, fordi vi er i den situation, at vi overskrider de krav, der er i eurosamarbejdet, som vi jo har tilsluttet os på de her vilkår. Det betyder, at vi vil møde et konsolideringskrav, angiveligt fra Europa-Kommissionen, i størrelsesordenen ½ pct. af BNP i de kommende år, hvilket svarer til, at vi skal konsolidere de offentlige budgetter med 9 mia. kr. om året.

Det ved vi godt. Vi ved godt, at der kommer en regning at betale, men det er bare sådan, at i Venstre og også i regeringen er opfattelsen den, at nu og her bekæmper vi krise. Der bekæmper vi ikke job. Vi bekæmper ledigheden og søger at få befolkningen godt og sikkert igennem ved også at skabe en tryghed omkring folks privatøkonomi, hvilket i sig selv betyder, at det kan være medvirkende til at skabe job på hjemmemarkedet til vores danske virksomheder.

Men det er klart, at det er vanskelige tider. Det er det overalt i verden – det ved hr. Morten Østergaard også – og det er det også i Danmark i en lille åben økonomi med en kæmpe samhandel.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Morten Østergaard for anden korte bemærkning.

Tak for svaret om, at Danmark er et lille fladt land, og at verden er i krise, og det ene og det andet.

Det, der er spørgsmålet, er, om man kan have en troværdig økonomisk politik, hvis man ikke er i stand til at fremlægge en plan, hvor man både anviser, hvad ens målsætning er, og hvad midlerne er. Det var jo det, nationalbankdirektøren sagde, og det var det, jeg spurgte om. Derfor er det afgørende spørgsmål jo: Er det, vi hører her, et løfte fra Venstre om, at når regeringen kommer med sit konvergensprogram ved udgangen af januar, så anviser man præcis, hvordan man opnår målene om at bringe balance i dansk økonomi igen? For det ville være ægte nyt.

Jeg tror ikke meget på, at regeringen har viljen og modet til at fremlægge den type politik, men jeg synes, det ville være godt, hvis Venstre her i dag ville sige, at det er et løfte, at ved udgangen af januar ved vi præcis, hvilke mål regeringen har, og hvordan den ønsker at nå dem. Det ville virkelig være et stærkt signal, og jeg håber, fru Tina Nedergaard kan bekræfte, at det var det, hun mente.

Så er det ordføreren.

Regeringen fremlægger konvergensprogrammet over for Europa-Kommissionen i begyndelsen af det nye år. Deraf vil det jo fremgå, hvordan vi vil konsolidere dansk økonomi igen, når vi er ude på den anden side krisen. Men man får simpelt hen ikke mig til på Venstres vegne at stå og sige, at vores hovedprioritet nu og her ikke er at bekæmpe arbejdsløsheden. Derfor vil timingen og valg af tiltag fuldstændig afhænge af de internationale konjunkturer og af, hvor dansk økonomi yderligere rammes.

Vi skoses jo for at nå op på et niveau på 160.000 arbejdsløse til næste år midt i den største krise, vi nogen sinde har oplevet. Vi ønsker ikke at komme længere op. Vi ønsker at sikre, at befolkningen kan leve i tryghed for, at der ikke kommer en meget betydelig øget langtidsledighed, og at unge kan få en praktikplads, at de kan komme i ungdomsuddannelse, at de kan få en videregående uddannelse, at der er penge til velfærd. Men det er klart, at der er brug for en overordnet strategi, og der forfølger vi 2015-planen. Det har overhovedet ikke ændret sig.

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak. Nu har vi gennem de første spørgsmål fra oppositionen fået klargjort, at regeringen ikke synes, at der er brug for en ekstra indsats af hensyn til klimaet; det går ambitiøst og flot. Og vi har fået at vide, at der heller ikke er grund til at gøre mere for arbejdsløsheden; den stiger meget flot.

Lad os så tage et tredje tema. Vi hørte igen pladen om, at det er oppositionen, der er økonomisk uansvarlig og bruger penge, som de går ud og låner. Hvis vi tager den økonomiske redegørelse, der lige er kommet, kan man dér se, at gældsætningen af Danmark nu vokser med 213 mia. kr. Samtidig har jeg fået et svar fra skatteministeren, der siger, at skattelettelserne frem til 2010 er på 223 mia. kr. Det er altså 213 mia. kr. mere i gæld og 223 mia. kr. i skattelettelser. Kunne der være en sammenhæng?

Så er det ordføreren.

Nej, det kan der ikke. Men når vi lige er inde på emnet gæld, må vi konstatere, at når vi går ud af 2011, som jo forventes også at være ret slemt for dansk økonomi, så er den danske nettogæld stadig væk 10 procentpoint under det niveau, som vi overtog i 2001. Og det synes jeg faktisk er ret flot, taget i betragtning af at vi er i den største krise nogen sinde.

Men spørgsmålet går selvfølgelig på skattelettelserne, altså på, om der kunne være en sammenhæng. Nej, det kan der ikke. Faktisk er det næsten modsat, for situationen er jo den, at skattelettelserne er med til at kickstarte økonomien nu, hvor vi virkelig har hårdt brug for flere job til de mange ledige, der jo kommer som følge af krisen, men på sigt er med til at konsolidere den.

Vores skatteplan er jo fuldt finansieret i modsætning til f.eks. skatteplanen hos de partier, som hr. Frank Aaen ønsker at samarbejde med, nemlig SF og Socialdemokraterne. Den er underfinansieret med op mod 20 mia. kr. over de første 5 år, da man jo i et snuptag, 1 uge efter at man havde fremlagt den, fjernede finansieringen for netop 20 mia. kr.

Så er det hr. Frank Aaen for yderligere en kort bemærkning.

Kickstart er vist ikke så velvalgt et ord i en periode, hvor de fleste mærker et kick, nemlig ud af arbejdspladsen. Det er jo den kickstart, tusinder og atter tusinder mærker i øjeblikket, og det er derfor, det er så uansvarligt, at regeringen ikke gør mere – når man oven i købet kan gøre to ting på én gang, nemlig en forbedret og hurtig indsats for klimaet, samtidig med at man sætter folk i arbejde.

Det er det, man nægter, og det er det, oppositionen i dag har fremlagt forslag om. Det nægter man, samtidig med at man gældsætter landet. Det er jo det, der er det interessante, altså at det sker, samtidig med at man gældsætter landet med skattelettelser, som man ikke har penge til, og det betyder, at man skal ud og låne ude i verden for at finansiere skattelettelserne.

Altså, kan vi ikke få lidt erkendelse? Når nu det bygger på regeringens egne tal, at gældsætningen vokser, og at vi får stigende arbejdsløshed, hvorfor gør man så ikke noget ved f.eks. bare at gøre noget for klimaet og beskæftigelsen på samme tid?

Så er det ordføreren.

Jo, men det gør vi jo også. Hvis der ikke var nogen renter og noget gæld at betale af på bagefter, fordi pengene bare er groet ud af træerne, ville vi også gøre endnu mere.

Situationen er den, at det, vi gør nu for klimaet, at det, vi gør nu for at skabe job, at det, vi gør nu for at skabe nogle ordentlige rammer for dansk erhvervsliv, at det, vi gør nu for at skabe nogle ordentlige rammer for familiernes privatøkonomi, alt sammen skal finansieres af yderligere låntagning, hvis vi skal gøre mere. Og det får altså den uhyggelige konsekvens, at den gæld skal betales tilbage. Det er jo kun i oppositionen, at man kan forestille sig, at man kan låne sig rig.

Altså, faktisk er det det modsatte. Man kan ikke på lang sigt bekæmpe sin situation med at optage flere lån. Det er ikke en langsigtet løsning, og derfor er det jo også klart, at jo større gæld vi tager nu, desto større problemer får vi med rentebetalinger senere. Det får mig til lige at konstatere, at da vi overtog efter SR-regeringen sidst, havde vi kæmpestore rentebetalinger at slæbe rundt på. Og heldigvis for, at regeringen har sørget for, at det ikke har gentaget sig, for så havde vi også haft de gamle renter i dag. Det har vi ikke, nu er det nye renter, vi står over for, fordi vi gør en kæmpe indsats i dag.

Tak. Jeg må bede spørgeren om at lade være med konstant at bruge 10-12 sekunder for meget, ellers mister vi de to sidste korte bemærkninger.

Så er det hr. Jeppe Kofod for en kort bemærkning.

Tak. Altså, jeg må tilstå, at jeg synes, det er mærkelig og hul tale, vi hører fra Venstres ordfører. Her står man og siger, at man ved hjælp af skattelettelser vil kickstarte økonomien. Hvor er dokumentationen for det? Her står Venstres ordfører og siger, at 160.000 arbejdsløse til næste år er for mange. Hvorfor vælger man så at bruge penge på skattelettelser og give bankdirektøren hundrede tusinder af kroner i skattelettelse, mens den arbejdsløse ikke får den hjælp, der er behov for, og som f.eks. kunne gives ved at lave en grøn vækstpakke?

Sandheden er vel, at Venstre og regeringen også på det her område spilder en mulighed for at skabe arbejdspladser ved at give skattelettelser til dem, der allerede har, og ved at svigte dem, som i de her dage, uger og måneder bliver arbejdsløse, fordi regeringen fører en uansvarlig økonomisk politik. Så jeg vil gerne spørge Venstres ordfører: Hvordan hænger det sammen? Altså: Vil Venstres ordfører ikke anerkende, at en grøn vækstpakke kan skabe endnu flere arbejdspladser, end skattelettelser til bankdirektøren kan, og at det er der, regeringen er gået helt galt i byen?

Så er det ordføreren.

Det var jo nogle dejlig forsimplede spørgsmål, som man kan forholde sig til. Jeg kan i hvert fald konstatere, at regeringspartierne på den ene side og S, R og oppositionen på den anden side vil vidt forskellige ting med hensyn til skat. Det vil man så også indbyrdes i oppositionen. Men lad os nu bare for et kort øjeblik forholde os til Socialdemokraterne og SF's skatteudspil. Hvis der er noget, der virkelig vil være ødelæggende for dansk konkurrenceevne og derfor for muligheden for at skabe job, er det jo det forslag, der er kommet derfra, fordi al beskatning jo sådan set går på at dræbe initiativet i danske virksomheder: Selskabsskatten skal sættes op, man skal beskatte alle de virksomheder, som ellers har grænsehandelsproblematikken med Tyskland, man vil lægge ekstra afgifter på hele fødevaresektoren, som beskæftiger mellem 150.000 og 170.000 personer, og der er faktisk ikke den ting, man ikke vil beskatte.

Der er vores målsætning jo en helt anden: Vi vil gerne sænke skattetrykket, og det er da også blevet sænket med 2 pct., siden regeringen tiltrådte, og vi vil sænke skatten på arbejde. Det har hele tiden været en målsætning, og vi er da stolte af at kunne præsentere, at det faktisk er lykkedes under denne regering.

Så er det hr. Jeppe Kofod for yderligere en kort bemærkning.

Jamen Venstre siger jo helt klart, at man ikke vil gøre noget ved den stigende arbejdsløshed. På trods af de mange fine ord om, at der kommer alt for mange arbejdsløse næste år, vil man faktisk ikke lave en vækstpakke, der kunne sparke lidt gang i dansk økonomi og skabe arbejdspladser. Man vil i stedet give bankdirektørerne flere hundrede tusinde kroner i skattelettelser. Det er da et klart valg, men det er et valg, vi kun kan være uenige i.

Så undrer jeg mig over, at Venstres ordfører i sin tale overhovedet ikke berørte den fattigdom, som vi er vidne til i vort land. Op mod 50.000 børn lever i fattigdom, og i de seneste uger er det også kommet frem, at flere mennesker er kastet ud i fattigdom under den borgerlige regering støttet af Dansk Folkeparti. Jeg synes, det er helt grotesk, at vi har en finansordfører fra det store regeringsparti, som ikke nævner det problem i denne tid, hvor der heldigvis er stor fokus på fattigdommen, men hvor regeringen har valgt at gøre ingenting.

Så er det ordføreren.

Nu er det jo sådan, at definitionen på fattigdom i Danmark er, at den er relativ. Det vil sige, at definitionen på at være i lavindkomstgruppen er, at man har under 50 pct. af medianindtægten i samfundet.

Jeg vil sige til hr. Jeppe Kofod, at det jo i princippet betyder, at mens det gik rigtig godt i det danske samfund og mange fik højere lønstigninger – det gjorde de jo ganske rigtigt, og de producerede også derefter – øgedes uligheden, og dermed blev der flere relativt fattige. Nu, hvor det går den anden vej, må vi konstatere, når vi får tallene og dokumentationen derfor, at så kan vi sige, at nu går det sandelig rigtig godt. Nu bliver der relativt færre fattige i Danmark, for nu er alle jo bare blevet lidt fattigere.

Det er ikke vores målsætning at bekæmpe relativ fattigdom, eller at der er en udsat gruppe, ud fra om andre tjener mere eller mindre. For os er det helt afgørende at pege på, at realindkomsten for personer på f.eks. overførselsindkomst stiger næste år. Jeg har lige nævnt, at ældrechecken går til 13.000 pensionister, og vi skåner dem for nye afgifter og skatter. Det gør oppositionspartierne jo ikke i samme udstrækning.

Så er det hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Jeg må sige, at den tale, vi får i dag, midt i en alvorlig situation, hvor fyresedlerne nærmest fyger som sneen udenfor, med politiske drillerier, stikpiller og sammenligninger med gamle dage, som ikke holder nogen vegne, polemik og manipulation, synes jeg ikke klæder Venstre. Det klæder ikke Venstre at behandle en så alvorlig krise på den måde.

Man er vældig stolt af at have reddet nogle tusinde arbejdspladser, men samtidig kan vi jo ved at læse regeringens egen Økonomisk Redegørelse se, at medicinen simpelt hen ikke virker. Man må opjustere ledigheden, der bliver endnu større gæld, og man må nedjustere forbruget, som ellers var det, der skulle redde regeringen ud af krisen, fordi der blev givet skattelettelser. Folk bruger bare ikke pengene, og derfor kommer der ikke de arbejdspladser i gang, som der skulle.

Man kunne gøre meget mere. Man kunne investere mere, det ville være til gavn for klimaet og give flere arbejdspladser, så hvorfor vælger regeringen ikke den mest effektive strategi til at imødegå langtidsledigheden?

Så er det ordføreren.

Det er hverken polemik eller manipulation. Jeg må henvise til, hvad man historisk har gjort, når ledigheden er steget.

I 1993-94 havde man f.eks. over 300.000 arbejdsløse, og da valgte man en langt mindre indsats end den, vi gør nu. Faktisk er den større i dag, selv om arbejdsløsheden altså ikke når op på mere end cirka halvdelen af, hvad den var i 1990'erne. Der er ikke tale om polemik eller manipulation, det viser bare, hvor vanskeligt det er at skaffe ressourcerne til at gøre yderligere i nedgangstider.

Derudover må man også konstatere, at f.eks. Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør jo tidligere på året påpegede, at uanset hvad man gør, vil ledigheden stige til omkring de 150.000. Gennemsnittet for næste år bliver 155.000, altså en margen på 5.000, og kunne man gøre noget ekstra der? Det er jo hele tiden et skøn, men for os er det afgørende, at vi ikke belåner så meget, at vi hindres i også at træde fremad og skabe nogle vækstmuligheder i 2011, 2012 og 2013.

Jeg mener faktisk, at det er Dansk Folkeparti, regeringspartierne og regeringen selv, der tager ansvaret for, at der også kommer en morgendag, så med hensyn til polemik og manipulation synes jeg nok, at hr. Jesper Petersen skulle prøve at pege den anden vej.

Så er det hr. Jesper Petersen for yderligere en kort bemærkning.

Vi danser jo lidt rundt om den varme grød i denne diskussion, for det er ikke rigtig til at få fat i regeringen. Nu bliver det til noget med, at alle siger, at man ikke længere kan gøre noget ved arbejdsløsheden, også AE's økonomer. Men prøv at høre vismændene, AE's økonomer, nobelpristagere, ja, vel nærmest alle økonomiske iagttagere. De siger, at man kunne få mere beskæftigelse for sine investeringer, hvis man i stedet for at hælde penge ud til skattelettelser til samfundets mest velstillede brugte dem på investeringer i byggeriet og energirenoveringer, der samtidig ville gøre noget godt for klimaet. Men regeringen vælger den anden vej.

Hvorfor kan vi ikke få det enkle svar på, hvorfor regeringen vil vælge det mindst effektive instrument, hvorfor regeringen bag sine ideologiske briller mener, at der hellere skal gives skattelettelser end foretages offentlige investeringer? Hvorfor lader man ideologien skygge for, at den udfordring, vi har lige nu, er at sørge for, at folk er i arbejde og ikke får alle de fyresedler, som kommer i titusindvis i dette år og i de kommende år?

Så er det ordføreren.

Jeg tror simpelt hen ikke, SF har erkendt, hvad det er, vi står over for. Det bliver også vanskelige tider i 2011, angiveligt også i 2012, og det, der er situationen, er, at hele verden er sendt ind i en international krise.

Det, vi så har valgt at gøre, er at give nogle skattelettelser, som hjælper til at øge vores konkurrenceevne. Vi skal ud og kæmpe på nogle spinklere markeder med hårdere konkurrence, fordi alle i øjeblikket er pressede med hensyn til at komme af med deres varer, men vi får altså ikke amerikanere, tyskere, englændere, svenskere, nordmænd eller nogen andre til at købe danske varer, fordi vi investerer mere i offentlige bygninger, end vi allerede lægger op til. Det er den største stigning i offentlige investeringer, der er foretaget siden 1960'erne, og i kroner og øre er det det største beløb nogen sinde.

Der er en kort bemærkning fra fru Margrethe Vestager.

Jeg synes, at der er en vis asymmetri, for ordførerens ønske om at se tilbage og endog særdeles langt tilbage for at finde noget, så hun kan få det, som regeringen gør, til at se succesfuldt ud, står ligesom ikke mål med ordførerens vilje til at se frem. For hvis man ser frem, må man sige: Ja, vi er i en krise nu, ja, der er noget at gøre for at forhindre langtidsledighed, f.eks. investere i grønne job, men hvad er det for nogle midler, som Venstre vil anvise til også på længere sigt at forhindre, at Danmark kommer til at stå i en velfærdskrise?

Ordføreren sagde, og det synes jeg er heroisk, grænsende til det dumdristige, at Venstre fastholder 2015-planen. Jeg tror, at de fleste andre finder, at den 2015-plan ligger i totalt kaos, og at det fuldstændig sejler. Derfor vil jeg bede ordføreren om at fortælle om, med hvilke midler man vil opnå de mål, der er fastlagt i 2015-planen.

Så er det ordføreren.

Vi har lavet jobplanen, vi har lavet sygefraværsnedbringelser, vi har lavet skattereformer, vi har lavet velfærdsreformer, vi har lavet globaliseringspuljer, vi har lavet kreditmuligheder for erhvervsvirksomhederne, vi har øget forsknings-, innovations- og iværksætteriindsatsen mere end nogen sinde tidligere, og det er bl.a. den vej, vi skal gå. I øjeblikket er der flere end nogen sinde tidligere, der tilvælger at få en uddannelse. Det er også med til at sikre fremtiden for det danske samfund.

Men det, jeg tror fru Margrethe Vestager henviser til, er, hvorfor vi ikke lægger en stor plan frem for at beskære efterlønnen og skære i dagpengene og alt det andet gods, som Det Radikale Venstre ønsker at hive op af hatten. Der kan vi konstatere, at det gør vi ikke af den simple grund, at vores primære indsats og vores primære mål i øjeblikket kort sagt er at skabe vækst, arbejdspladser og tryghed i de danske familier. Det har befolkningen fortjent, og det tager vi hånd om.

Så er det fru Margrethe Vestager for yderligere en kort bemærkning.

Det er muligt, at det er kort sagt, men det er også et kort sigte. Det, som familierne med rette kan forvente af en regering, er, at den kan overskue mere end det kommende kvartal. Det er, at den kan overskue mere end den kommende valgperiode, for de ting, som man gør i god tid, kan man gøre i god ro og orden, i modsætning til de ting, man må gøre i det øjeblik, hvor der mangler lærere, sygeplejersker, politibetjente, alle de mennesker, der er med til at få den offentlige sektor til at fungere, for slet ikke tale om dem, der får vores virksomheder til at være produktive. Der må man jo så se tilbage på den her regering og sige, at den kun kunne se bagud. Den kunne kun måle sig op mod noget, der skete i forrige årti, men den magtede ikke at se frem, for den løftede aldrig blikket.

Jeg må endnu en gang bede fru Tina Nedergaard om at fortælle, hvad det er, man vil gøre? For de ting, som fru Tina Nedergaard nævner, når hun ser bagud, rækker ikke. Og det ved fru Tina Nedergaard udmærket.

Så er det ordføreren.

Det er meget interessant, når fru Margrethe Vestager mener, at der er nogle helt åbenlyse ting, som man kan pege på for også på kort sigt at rette op på den danske økonomi, så vælger De Radikale at pege på fru Helle Thorning-Schmidt som statsminister, som jo har fremlagt en skatteplan, som fru Margrethe Vestagers egen skatteordfører har kaldt decideret dum, fordi den svækker vores konkurrenceevne. Og en styrkelse af konkurrenceevnen er jo fuldstændig afgørende for, at vi kan bevæge os ud af krisen.

Det er ikke alt, der kan klares fra Christiansborg. Det er helt sikkert, at det, der nu er afgørende, er, at vi ikke får en langtidsledighed, som skader vores strukturelle ledighed på den måde, at vi ikke får dem i gang igen i et job, så de dermed er med til at bidrage til produktivitet og vækst, når krisen er overstået.

Derudover er vi faktisk fuldstændig enige med Socialdemokratiet i, at der er en stor gevinst at hente i at nedbringe sygefraværet, forhindre nedslidning, uddanne og forske noget mere, f.eks. satse massivt på nye laboratorier på universiteterne for at sikre, at vores kommende elite inden for viden har de bedst tænkelige redskaber og det bedst tænkelige udstyr at gøre det med.

Så er det fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning.

Tak for det. Der er jo sådan et gammelt ordsprog i politik, der siger, at et samfund skal kendes på dets evne til at tage sig af de svageste grupper. Jeg synes, der er en læresætning, som er mindst lige så vigtig, og det er, at et politisk flertal og at nutidens politiske beslutningstagere altid skal kendes på deres evne til at videregive en økonomi, som er holdbar, til næste generation, en økonomi, som er i stand til at honorere de krav og behov, som befolkningen måtte have.

Det er, som om regeringen og selvfølgelig ikke mindst Dansk Folkeparti aldrig rigtig har forstået dybden af den krise, vi er i lige nu. VKO har hele tiden undervurderet, hvor stor krisens omfang ville blive, og nu er der altså også rigtig meget, der tyder på, at VKO undervurderer omfanget af arbejdsløsheden. Jeg er enig med ordføreren i, at det er godt både at skabe job i den private og i den offentlige sektor, men nu er situationen jo den, at vi, hvis vi vil det, meget, meget hurtigt ved at sætte gang i offentlige investeringer kan få rigtig mange arbejdsløse bygningsarbejdere i gang, og derfor skal spørgsmålet til Venstre være: Vil man være med til at skabe de nødvendige job her og nu?

Så er det ordføreren.

Ja, det vil vi gerne, og vi mener også, at vi med det her finanslovforslag lægger stemmer til det. Det, vi jo altså gør, er, at vi laver den største stigning i de offentlige investeringer nogen sinde. Med en 30 pct. stigning i forhold til 2008 sender vi massivt penge ud i det danske samfund.

Det, man også skal forholde sig til, er, om det, hvis vi havde ubegrænsede midler, så ville være realistisk og praktisk muligt, at der skulle blive brugt meget mere end det. Kommunerne har hidtil selv budgetteret med, at de vil investere ca. 17 mia. kr. Regeringen har så med hjælp fra Dansk Folkeparti stillet en låneramme til rådighed på yderligere 3 mia. kr., og dermed er der en forhåbning om, at vi samlet set kommer op på en investering, som modsvarer det, vi mener kan gennemføres i praksis. Men problemet er bare, at uanset hvor mange plejehjem man bygger, uanset hvor mange skoler vi fornyer i det kommende år, så medvirker det altså ikke til at konsolidere dansk økonomi i 2011, 2012 og 2013, hvilket skattelettelserne jo faktisk gør.

Så er det fru Mette Frederiksen for den sidste korte bemærkning.

Det skal man vist være mere end almindelig borgerlig optimist for at være enig i. Ordføreren siger, at det afgøres af, hvad der kan gennemføres i praksis. Det er jo os her, der bestemmer. Vi har jo det problem lige nu, at de investeringer, som regeringen ønsker at igangsætte, kun tager toppen af ledighedsstigningen. Vi har en voldsom stigning i antallet af arbejdsløse i Danmark, vi har en voldsom stigning i antallet af unge arbejdsløse, vi ved, at en af de sektorer, der er hårdest ramt, er byggebranchen, vi ved, at den mest effektive måde til at sikre en beskæftigelsesfremgang på i lige præcis de brancher, der er hårdest ramt, er ved at sætte gang i offentlige investeringer.

Jeg bliver nødt til afslutningsvis at sige, at det er et politisk valg, hvordan man ønsker at bruge sine ressourcer. Det er klart, at hvis man ønsker at blive ved med at give skattelettelser, så er der færre penge til at renovere vores skoler for, så er der færre penge til at opføre det nødvendige antal almene boliger for, så er der færre penge til at sikre en beskæftigelsesgevinst her og nu.

Så er det ordføreren.

Jeg er sådan set ikke uenig i pointerne om, at man kunne investere meget, meget mere, hvis midlerne var ubegrænsede. Det er de blot ikke, og derfor er det virkelig interessante spørgsmål, jeg håber at få belyst i dag: Hvor stort et underskud mener Socialdemokraterne og den øvrige opposition egentlig at Danmark skal oparbejde i 2010? Det er sådan set ret relevant, for vi ønsker nemlig ikke at bruge vores fremtidige ressourcer på tårnhøje rentebetalinger, sådan som vi har oplevet det tidligere.

En af grundene til, at vi har kunnet styrke vores velfærd så betragteligt, nemlig med i alt 66 mia. kr., i forhold til da VK-regeringen tiltrådte, er jo, at vi har nedbragt de massive rentebetalinger, vi overtog fra den tidligere regering. Fru Margrethe Vestager havde tidligere svært ved at forstå, hvorfor jeg henviste til fortiden, men det er jeg jo nødt til for at finde de dårlige eksempler, som regeringens aktuelle politik jo kan måle sig rigtig flot op imod. Men man kan jo også kigge ud i omverdenen og se, hvad det er, Danmark gør i forhold til andre. Til trods for at man forventer en vækst i Danmark tilsvarende andre landes, vores produktionsfald har ikke været større end andre steder, så ligger vi i toptre i OECD, når det gælder offentlige investeringer for at komme ud af den her krise og skabe arbejdspladser.

Så er der en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Ordføreren holdt en lang tale, men der var ikke et ord om fattige, og jeg synes, det er enormt bekymrende, at der ikke var et ord om de tusinder af mennesker, som står i kø for at få julehjælp, eller om de tusinder af mennesker, som mister deres bolig, fordi de ikke har råd til at betale huslejen, eller om de familier, som ikke har råd til at købe lægeordineret medicin til deres børn i dagens rige Danmark.

Når man hører socialministeren, kan man høre, at socialministeren er utrolig glad for, at hjælpeorganisationerne gør hendes arbejde, og derfor føler hun sig ikke forpligtet til at gøre noget yderligere. Derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om ordføreren også mener, at der ikke er fattige i Danmark, og at det, som Dansk Folkepartis socialordfører på et tidspunkt sagde, handler om, at de fattige ikke er i stand til at prioritere, at de bruger pengene på smøger og ugeblade frem for at betale deres regninger.

Så er det ordføreren.

Det sidstnævnte med at være forarget over, hvad folk bruger deres penge på, er i hvert fald ikke en holdning, vi deler i Venstre. Det er heller ikke os, der er kommet med et forslag, som særlig rammer netop folk, som har en livstilsudfordring i forhold til at ryge for meget, drikke for meget eller spise for meget. Den politik forfølger vi ikke.

Men det, der er situationen, er, at det for os er afgørende, at den husstandsindkomst, der er, er fair, at den er o.k., ikke at den er flot – det påstår vi slet ikke i Venstre – men at den er o.k. Derfor har vi jo også medvirket til, at overførselsindkomsternes købekraft i dag er højere, end den var tidligere. Det vil sige, at man altså kan få mere for sin overførselsindkomst i dag, end da regeringen tiltrådte. Det er selvfølgelig ikke meget, selvfølgelig er det ikke det, men det er mere, end man fik tidligere. Vi har altså bevæget os ad den vej.

Derudover vil næste års satsregulering af overførselsindkomsterne betyde, at der vil være en yderligere realvækst i økonomien for personer på overførselsindkomst. Vi har i denne regerings tid bl.a. også sørget for, at selv om man har fået lån til første lejlighed, kan man få lån igen til anden lejlighed, hvis den er billigere. På den måde forsøger man at undgå, at familier bliver sat ud af lejlighederne.

Beklager den lange taletid.

Så er det fru Özlem Cekic for yderligere en kort bemærkning.

Det, der er så fantastisk ved politikere, er, at de har evnen til at tale udenom. Jeg spurgte faktisk, om ordføreren også mente, at der ikke var fattige i Danmark. Nu snakker ordføreren om, at så kan man få hjælp til at få en anden bolig og alle de her ting. Det hjælper jo ikke.

Venstre har jo mig bekendt siddet ved regeringsmagten et stykke tid, og antallet af folk, der bliver sat på gaden, er stigende. På den måde er vi jo nødt til at gå ind og tage et ansvar som politikere, i forhold til hvordan og hvilke rammer vi skal skabe for de her mennesker.

Nu siger ordføreren, at det er en o.k. indkomst. Ved ordføreren, hvad en mor, som er alene med sine børn, på starthjælp får? Ved ordføreren, hvad man får i kroner og øre, når man er på starthjælp? Synes ordføreren, det er o.k., at man skal leve for halvdelen af, hvad man normalt får på kontanthjælp, når man er på starthjælp? Kan man få en hverdag til at hænge sammen? Synes ordføreren, det er o.k., at man ikke har råd til at købe penicillin til sine børn, når de får halsbetændelse? Er det sådan et Danmark, vi ønsker?

Så er det ordføreren.

En enlig forsørger på starthjælp har vel i størrelsesordenen cirka 6.000 kr. til sig selv. Derudover får man cirka 1.500 kr. pr. barn, hvis man har to børn. Derudover får man så ikke yderligere, hvis man har flere børn.

Det vil sige, at man har ca. 9.000 kr. før skat. Det er ikke et stort beløb. Men det viser sig dog også, at mange bevæger sig ud af gruppen, plus at man jo i den periode, hvor man er på starthjælp og har en meget lav indtægt, kan få hjælp bl.a. til børnepasning, hvilket jo også viser sig, hvis vi går ind og ser på kontanthjælpsområdet. Der har en familie på to personer, der er ramt af kontanthjælpsloftet, ca. 11.600 kr. tilbage til sig selv, når samtlige faste udgifter er betalt, skatten er betalt, og børnepasningen er betalt. Det er ikke store beløb, men jeg beder bare om, at man også kigger lidt rundtomkring i verden og ser på, hvad det er, man gør andre steder.

I den sammenhæng gør vi meget i Danmark. Jeg siger ikke, det er flot, overhovedet ikke, men jeg tror bare, at en bedre vej ud er at give et ordentligt tilbud om uddannelse, tage fat på de unge, inden de kommer ud i langtidsledighed, sørge for, at der er gode tilbud i psykiatrien, sørge for, at der er gode behandlingsmuligheder for alkoholproblemer og andet.

Tak til ordføreren. Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at ordføreren synes, at bare man får mere udbetalt i Danmark, end man gør i Afrika, skal man være glad og tilfreds. Nu koster tingene altså noget mere i Danmark, end de koster i Afrika.

Børn i Danmark leger med andre danske børn, der har et andet niveau at leve på end børn i Afrika. De sammenligner sig altså med de børn, de går i klasse med. Det er de børn, der oplever, at de f.eks. ikke længere kan gå til fodbold, fordi deres mor ikke har råd til at betale de 300 kr., det koster om måneden.

Ordføreren er en af dem, der får skattelettelser ligesom alle andre i Folketinget næste år. Ordføreren får omkring 1.200 kr. mere udbetalt om måneden næste år. Jeg kan forstå, at ordføreren mener, at det vil hjælpe på beskæftigelsen, og det skulle åbenbart kunne hjælpe nogle af de her fattige børn, fordi deres forældre skulle komme i arbejde. Hvordan mener ordføreren at de 1.200 kr. mere om måneden, som ordføreren får til privatforbrug, konkret vil hjælpe de fattige børn, så de får det bedre, og at flere kommer i arbejde?

Så er det ordføreren.

Nu er det jo sådan, at fru Line Barfod næppe har flertal efter næste valg og derfor må bekende sig til et flertal, der jo nok ikke udgøres af Venstre og De Konservative. Der er situationen jo den, at der heller ikke kommer nogen svar på, at man skal øge overførselsindkomsterne betragteligt. Det er der jo ikke nogen af de partier, der begiver sig ud i. Og hvorfor gør man ikke det? Det er, fordi der stadig væk skal være et incitament til at gå på arbejde. Man skal ikke bevæge sig ret meget i bil hen til et job med SF's og S's skatteplan, før det overhovedet ikke kan svare sig at gå på arbejde.

Dermed ikke være sagt, at det er en lykkelig situation at være på overførselsindkomst og stå uden for arbejdsmarkedet nu og da slet ikke, hvis man ender i langtidsledighed. Det er jo også derfor, vi bl.a. med skatteplanen har øget antallet af fripladser til børnepasning, fordi vi også mener, at det er afgørende, at børn har en mulighed for at komme ud og mødes med andre og tilegne sig de sociale kompetencer, som andre jo naturligt gør i børnehave og skolefritidsordning.

Så er det muligt, at det kan være vanskeligt at få pengene til at slå til. Men jeg mener faktisk også, at vi alle sammen bærer et medansvar. Hvis man er i en sportsklub og man kan se, at det ikke er alle, der nødvendigvis lige kan få det til at løbe rundt, er det så helt afgørende, at enhver betaler kontingentet, eller kan man enes om i bestyrelsen, at man finder en mulighed for at tage hånd om dem?

Så er det fru Line Barfod for yderligere en kort bemærkning.

Så snart vi får et nyt flertal, bliver fattigdomsydelserne afskaffet. Vi fjerner starthjælpen, kontanthjælpsloftet osv. og sikrer, at alle i hvert fald kommer op på kontanthjælpsniveau. I Enhedslisten ville vi gerne gå endnu videre og hæve kontanthjælpen, så man faktisk får et beløb, man virkelig kan leve af, og vi ville gerne hæve dagpengebeløbet, så man får en bedre dækning.

Ifølge beskæftigelsesministeren er det, man i dag får i dagpenge, i forhold til det, man fik, da man var i arbejde, på samme niveau som for 20 år siden. Jeg vil gerne høre, om Venstre mener, at der også er andre her i landet, som skal ned på at have samme leveniveau som for 20 år siden. Er det det, Venstre målrettet går efter? Eller mener Venstre faktisk, at vi skulle se at få en bedre velfærd, og at vi skulle se at få nogle flere i arbejde?

Derfor vil jeg gerne gentage mit spørgsmål fra før: Venstre har i denne regerings tid brugt 223 mia. kr. på skattelettelser, og ordføreren får næste år konkret cirka 1.200 kr. mere om måneden i skattelettelser, hvordan mener ordføreren, at de skattelettelser helt konkret hjælper folk i arbejde set i forhold til, hvis man skabte arbejdspladser, sådan som oppositionen med vores plan foreslår?

Så er det ordføreren.

Bare lige for at få pointerne på plads: Der er jo en stor udskiftning i gruppen af folk med lav indkomst. Der, hvor vi finder nogle af dem med de allerlaveste indkomster, er bl.a. i gruppen af studerende, som investerer i sig selv og deres fremtid ved at tage en uddannelse. En anden stor gruppe er selvstændige, som enten er ved at sætte deres virksomhed i gang, eller som har vanskeligt ved at få afsat deres varer eller har for høje omkostninger til, at der er et overskud til ejeren selv. Der er nogle i lavindkomstgruppen, som jeg jo ikke opfatter som fattige, fordi de givetvis på anden vis har en stor livskvalitet, selvfølgelig ikke mindst de studerende.

Det er jo sådan, at den gennemsnitlige lønstigning fra 2005 til 2006 for lavindkomstgruppen var på 70 pct., hvilket jo også viser, at rigtig mange bevæger sig ud af og igennem gruppen. Der, hvor jeg synes, der er et særligt behov for at tage hånd om folk, inklusive deres børn, er der, hvor man kan sige, at der er andre årsager til, at de er på en overførselsindkomst, end ledighed. Derfor har vi jo bl.a. også i den her regeringsperiode sammen med Dansk Folkeparti forbedret førtidspensionen under den gamle ordning.

Så er det fru Christine Antorini for en kort bemærkning.

Jeg lagde mærke til, at Venstres ordfører i sin tale roste Dansk Folkeparti vel fire til fem gange for Dansk Folkepartis helt særlige støtte til regeringens politik. Jeg ved ikke, om det, ordføreren tænkte på, var den varme velkomst, som Dansk Folkeparti gav den nye klimaminister, som Venstre fik, en velkomst, der lød: Kan man ikke bare tage at få nedlagt det der Klimaministerium?

Så mit spørgsmål til ordføreren, der i det hele taget var meget overstrømmende i forhold til hele miljøindsatsen, er: Hvad er det lige præcis, Dansk Folkeparti og regeringen har gjort for at fremme klimaindsatsen, ud over at Dansk Folkeparti altså har sagt, om man ikke kan blive fri for en klimaminister?

Værsgo til ordføreren.

F.eks. er det jo med Dansk Folkepartis stemmer, at vi gennemfører »Grøn Vækst«-planen, som er en investering på 13 mia. kr. over de kommende år for at sikre miljøet, nedbringe pesticidudvaskningen, nedbringe kvælstofudvaskningen, simpelt hen skabe et grønnere og bedre miljø. Det er med Dansk Folkepartis stemmer.

Så er der hele klimaindsatsen. Dansk Folkeparti er jo med til at skabe rammerne for, at vi overhovedet har en økonomisk politik, som kan rumme, at vi satser så massivt på klimapolitik og grøn politik. Og de har jo også lagt stemmer til de klimaaftaler, der er indgået, og som bl.a. betyder, at vi i Danmark får 20 pct. vedvarende energi i 2011, hvilket er et højt og ambitiøst mål, kun overgået af Luxembourg.

Så må man jo konstatere, at det står Dansk Folkeparti frit for at komme med forslag til, hvilke ministerier der skal etableres, nedlægges og eventuelt udvides og gøres større og flottere. Det er Dansk Folkepartis ret som selvstændigt parti, ligesom det også er regeringens selvstændige ret at beslutte, hvordan det så skal hænge sammen til sidst.

Så er det fru Christine Antorini for yderligere en kort bemærkning.

Man kan jo ikke lade være med at undre sig lidt over, når det her varme støtteparti ønsker at nedlægge Klimaministeriet, hvad det er for en linje, regeringen egentlig ønsker at følge, også fordi et fremtrædende medlem af Venstre, der også er formand for Folketinget, synes, det er fantastisk at komme hjem til et veloplyst hus, og at vi da ikke skal komme og bestemme, om man skal forøge sit eget lille private CO 2 -budget. Men vi kan jo så bare i oppositionen undre os over, at det er den måde, man tænker på med hensyn til miljøet. Det er måske også det, der er forklaringen på, at Venstre har været nødt til at gå udenbys for at finde en klimaminister, altså fordi den der klimaentusiasme ikke rækker så langt, når det kommer til stykket. Det gør den jo i hvert fald ikke, hvis man kigger på de klimanøgletal, der er.

Derfor vil jeg godt bede ordføreren om at være lidt mere præcis, med hensyn til hvor det fantastiske løft er, som regeringen og Dansk Folkeparti har leveret. For faktum er jo for det første, at Danmarks CO 2 -udslip altså er steget 3 år i træk efter 13 års fald. For det andet er det første gang i 30 år, at udbygningen af vindmøllekapaciteten simpelt hen er faldet. Og endelig er Danmarks energiforbrug steget for femte år i træk. Hvad er det rent faktisk, regeringen gør for at rette op på de her faktuelle klimanøgletal?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg kan i hvert fald sige, at der jo er vindmølleparker under planlægning, de er undervejs, og de vil bidrage til, at flere hundrede tusind parcelhuse kan opvarmes og tilføres energi. Så det er en massiv satsning, der foregår. Og lad os nu bare forholde os til makrotallene. Altså, jeg starter lige igen: I 2001, da vi overtog regeringsmagten, var der 11 pct. vedvarende energi i Danmark, og i dag er det 17 pct., og i 2011 forventes det at være 20 pct., altså en fremgang, en vækst i den vedvarende energi og en reduktion i anvendelsen af fossile brændstoffer. Dernæst er vi jo i en proces med Europa-Kommissionen, der handler om, hvordan vi når vores meget, meget ambitiøse mål. Og så må jeg jo så tilføje, at lige i øjeblikket er det hr. Lars Løkke Rasmussen og fru Connie Hedegaard, som står i spidsen for at gennemføre det mest ambitiøse topmøde nogen sinde for at redde verdens klima og energiforsyning.

Så vil jeg gerne sige, at vi i Venstre altså ikke har noget problem med, at der er divergerende opfattelser af tingene. Faktisk er jeg sådan nærmest stolt af at kunne sige, at selv om vi er fast besluttet på at støtte regeringen i dens meget, meget ambitiøse mål for klimaet, har vi også medvirket til, at Dansk Folkeparti kunne få deres krav om flere penge til Bjørn Lomborg igennem, fordi vi mener, at der altid, til enhver tid og i alle spørgsmål er brug for second opinions.

Der er to gange nævnt et par personer af de 15.000 deltagere ude i Bella Center. Den ene er en Connie Hedegaard, og den anden er en Lars Løkke Rasmussen. Nu kan der være mange af det samme navn, men jeg går ud fra, at det er klimaministeren, nej, den tidligere klimaminister … (Munterhed) – ja, det viser, hvor svært det kan være – og statsministeren, der hentydes til. Men jeg gør lige opmærksom på, at ministre skal benævnes med deres titel, og man skal prøve på at huske, hvad den rigtige titel er. Det vil formanden overveje.

Så går vi videre med de korte bemærkninger, og den næste er hr. Eigil Andersen.

I dag er der 118.000 arbejdsløse i Danmark. Det svarer til, at alle indbyggere i en by af Esbjergs størrelse er arbejdsløse, unge såvel som gamle. Og det vil så stige med yderligere 40.000-50.000 næste år. Hvad gør regeringen i den situation? Den forgylder rige mennesker i Danmark med nogle kæmpe skattelettelser, selv om man ved, at det er en meget dårlig metode til at skabe flere job.

Finansministeriet har tidligere fortalt til Folketingets Finansudvalg, at hvis man investerer penge i øget forbrug, sammenlignet med hvis man gør det i offentlige investeringer, kommer der tre til fire gange så mange job ud af det, altså hvis man gør det gennem offentlige investeringer. Og det passer jo fint med, at vismændene har sagt, at der bør fremrykkes yderligere offentlige investeringer for 10 mia. kr. næste år. Regeringen fremrykker sammen med Dansk Folkeparti for 1,25 mia. kr., altså ingenting.

Jeg vil derfor spørge, om ordføreren kan bekræfte, at regeringen og Dansk Folkepartis skattelettelser skaber større ulighed, men er utrolig dårlige til at skabe flere job.

Så er det ordføreren.

Det er et egnet redskab til at skabe flere job på kort sigt, alene af den grund at det vil medvirke til at skabe et øget privatforbrug. Og det er altså afgørende for virksomheder, der producerer til hjemmemarkedet. Det er også afgørende for købmanden, at folk, der bor omkring ham, har nogle penge mellem hænderne, så de kan gå ned og handle; det er afgørende for hans overlevelse. Det er med til at skabe vækst, som på kort sigt er med til at skabe job. Punktum.

Men det er det så også på sigt, for det, der sker på sigt, er, at vi finansierer skattereformen, og dermed er vi med til at sikre, at vi ikke skal tage endnu større lån – også i fremtiden. Det er med til at konsolidere dansk økonomi. Punktum.

Endelig er det også med til at konsolidere dansk økonomi, fordi det øger vores konkurrenceevne. Det er jo sådan, at når skatten på arbejde kommer ned, kan lønmodtageren godt se: Hov, nu får jeg lidt mere i pengeposen, så behøver jeg ikke at kræve helt så meget mere i lønstigning. For det er den disponible reale indkomst, der er afgørende for medarbejderne med hensyn til at gå på arbejde.

Så er det hr. Eigil Andersen for yderligere en kort bemærkning.

Kendsgerningen er, at med hensyn til det, der her bliver fremstillet som en effektiv metode til at skabe flere job, taler ordføreren her mod bedre vidende, for det fremgår af det, som er sagt fra Finansministeriets side ved tidligere lejligheder.

Fra Venstres side roser man regeringens arbejdsmarkedspolitik, og det er der bestemt ingen grund til. Arbejdsløse bliver sendt på en masse jobsøgningskurser, selv om de er glimrende til at skrive ansøgninger i forvejen. Og på de kurser lærer de at finde deres indre fugl, de lærer at kaste med æg ned ad trapper, og de lærer at lægge syvkabalen på computer. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren og hendes parti er indstillet på at rydde op i det, for det kan jeg i hvert fald ikke kalde for en god aktiveringspolitik.

Så er det ordføreren.

Det kan jeg heller ikke. Jeg vil også betvivle, at det er støtteberettiget, for så vidt det er hovedbestanddelen af det pågældende aktiveringskursus. Men lad det nu ligge, vi vil overlade det til systemerne at forholde sig til, hvad der er inden for rammerne, og hvad der ikke er.

Men det, der bevisligt er situationen, er jo, at arbejdsmarkedspolitikken virker. Altså, selv om vi er i den største krise nogen sinde, kommer vi slet ikke op på det højeste arbejdsløshedstal nogen sinde. Det er højt, og det er utrolig trist for hver enkelt, der bliver ledig, men det, vi kan se, er, at langtidsledigheden stiger ganske forsigtigt og når med de maksimale tal, vi har i Økonomisk Redegørelse, op på 25.000, hvilket jo altså er betydeligt lavere end den langtidsledighed, vi overtog faktisk lige efter en højkonjunktur i 2001.

Så jeg må altså bare konstatere, at politikken virker, at instrumenterne virker, at det hjælper at tage hånd om unge med det samme, hvilket EU så sent som i går henviste til at de andre lande burde tage ved lære af.

Nu er det lykkedes mig ved hjælp af folketingssekretæren at finde ud af, hvad den tidligere klimaminister officielt skal kaldes her i Folketinget. Det vil jeg prøve at huske. Det er en klimatopmødeminister, men det giver ikke mere i vederlag, skulle jeg hilse og sige.

Så går vi til den næste korte bemærkning, og den er fra fru Lone Dybkjær.

Tak. Næste års finansunderskud, altså på statsbudgettet, er minus 95 mia. kr. Det tror jeg vi kan være enige om, og fru Tina Nedergaard nikker.

Derfor synes jeg, at det nærmest er mageløst at høre fru Tina Nedergaard opremse den ene store udgift efter den anden uden på noget tidspunkt at antyde, hvordan man skal vende den udvikling. Det er jo sådan lidt juleeventyrsagtigt.

Til gengæld glædede det mig jo selvfølgelig, at fru Tina Nedergaard sagde, at regeringen ville holde 2015-planen. Det er faktisk en nyhed, bliver jeg nødt til at sige. Vi vil selvfølgelig spørge finansministeren yderligere om det, når den tid kommer. Til gengæld har fru Tina Nedergaard ikke på noget tidspunkt afsløret, hvordan man skal overholde den plan, som ingen uden for dette hus længere tror på overhovedet har en chance for at blive overholdt. Derfor vil jeg spørge fru Tina Nedergaard, om det er, fordi hun ikke vil sige noget om det, eller fordi hun ikke ved noget om det.

Så er det ordføreren.

Det er jo sådan, at overalt i verden i øjeblikket bruges der ekspansiv finanspolitik for at få os igennem krisen. Det er faktisk lykkeligt, for hvis man ser på tidligere meget store verdenskriser, har der været en tilbøjelighed til, at man har renationaliseret og brugt protektionisme for ligesom at beskytte sit eget marked mod ulige konkurrence i en situation, hvor verdensøkonomien er i tilbageslag.

Det, verdensøkonomien og de store økonomier har gjort, er, at man har valgt at investere og investere sig ud af krisen. Den strategi har regeringen også forfulgt. Det er jo deraf, det store underskud kommer. Vi gør det simpelt hen af den eneste grund, at vi mener, at det er dybt problematisk at komme op på arbejdsløshedstal som dem, vi kendte fra 1990'erne, i og med at det øger risikoen for, at den strukturelle ledighed, som begrænser vores konkurrenceevne og vores mulighed for i virkeligheden at skabe job, også i fremtiden, øges. Det er simpelt hen også, fordi vi mener, at det er afgørende, at den enkelte kan komme på arbejde og skabe en økonomisk tryg ramme for sig selv og sin familie.

Så er det fru Lone Dybkjær for en sidste kort bemærkning.

Jeg noterer, at fru Tina Nedergaard hele tiden henviser til den tidligere regering. Så kan man altså også gå tilbage og spørge, hvad den tidligere regering overtog af arbejdsløshedsproblemer efter VK-regeringen, men jeg synes, det er formålsløst at blive ved med at gå 10 og 20 år tilbage i historien. Det må jeg sige.

Hvad med at forholde sig til fremtiden? Og der spørger jeg fortsat fru Tina Nedergaard: Er det, fordi hun ikke vil sige noget om, hvad det er, der skal til, eller er det, fordi hun ikke ved, hvad det er, der skal til?

Så er det ordføreren.

Jeg kan i hvert fald kort konstatere, og det ved jeg i hvert fald, at der ikke er brug for det, Det Radikale Venstre i øjeblikket foreslår om at skære i efterlønnen og skære i dagpengeperioden, når folk er i risiko for at miste deres job. Vi ved, at dem, der er mest udsat for ikke at blive genansat, hvis de mister jobbet, bl.a. er seniorerne på arbejdsmarkedet, som måske har en gelinde måde at komme videre på ved at gå over på efterløn. Det har vi faktisk ikke specielt ondt af i Venstre i øjeblikket, for det, der er den primære målsætning, er simpelt hen at få folk i job.

Det, der var min pointe ved det tidligere svar, var, at overalt i verden er man nu ved at prøve at planlægge, hvordan man laver exitstrategierne og således også i Danmark. Vi er nødt til at forholde os til, at EU angiveligt vil stille os over for nogle krav om at spare 9 mia. kr. eller på anden vis forbedre de offentlige finanser med 9 mia. kr. i de kommende år. Det vil alle Folketingets partier da blive inviteret med til at bidrage til. Men jeg synes bare, det er problematisk, at Det Radikale Venstre bekymrer sig så kraftigt om konsolideringen af dansk økonomi, når det eneste, man hører derfra og fra dem, de ønsker at gå i regering med, er: Brug flere penge, brug flere penge, brug flere penge.

Så er det hr. Klaus Hækkerup for en kort bemærkning.

Jeg har først en korrektion til det, Venstres ordfører har sagt – for nu at blive et øjeblik i det historiske. I de 10 år, Poul Schlüter var statsminister, blev der ikke fremsat et eneste finanslovforslag med overskud, ikke ét. Da den socialdemokratisk ledede regering kom til, fik vi vendt underskuddet til et overskud og afleverede en finanslov med et stort overskud til den borgerlige regering, da den tiltrådte. Og hvor er vi i dag? Vi har et underskud på 77 mia. kr. Lad mig bare minde om, at det er den historiske udvikling.

Venstres ordfører siger, at Venstre ikke ønsker at iværksætte flere beskæftigelsesfremmende initiativer, for så stiger gælden, så stiger renteudgiften, og så er mit enkle spørgsmål til Venstre: Hvor stor en gæld er det acceptabelt at Danmark opbygger under den nuværende krise?

Så er det ordføreren.

Det spørgsmål agter jeg også at stille til Socialdemokraternes ordfører om ganske få minutter: Hvor stort skal underskuddet være?

For vores vedkommende må vi sige, at vi finder, at regeringen har fundet balancen mellem på den ene side at gøre det optimale for at få folk i gang i job i dag, uden at det sker på bekostning af job allerede i 2011 og i 2012 og på længere sigt.

Jeg synes, at hr. Klaus Hækkerup meget fint gennemgik, hvad der skete historisk. Det viser sådan set Venstres pointe, nemlig at hvis man forgælder sig ud over alle grænser, som det skete i 1970'erne, så tager det 20 år at vende skuden. Først efter den her regerings komme – og det er jo ikke alene på grund af regeringens faktisk fantastisk gode politik, der er også andre udefrakommende faktorer – er situationen den, at vi har høvlet så meget af på gælden, at vi i dag har handlemuligheder. Det er altså en faktuel kendsgerning, som jeg også mener at Socialdemokraterne bør erkende og anerkende.

Hr. Klaus Hækkerup for yderligere en kort bemærkning.

Det kan man godt sige, men hvis vi ser på regeringens og Venstres påstand om, at de følger 2015-planen, skulle statens budget, det, vi behandler i dag, vise et overskud på 24 mia. kr. Det viser et underskud på 77 mia. kr., og så må man jo spørge ligesom fru Lone Dybkjær: Er det bare ordgas, når man siger, at man følger 2015-planen?

Hvad er Venstres målsætning for det økonomiske område? Hvor stor en gæld kan vi opbygge? Hvad er Venstres styreparameter, når nu 2015-planen er afveget i det massive omfang, som den er? Hvor meget mener Venstre at vi kan tillade os at forøge statens underskud med for at skabe yderligere beskæftigelse, for at skabe yderligere klimarigtige investeringer?

Så er det ordføreren.

Se, jeg kan konstatere, at man i Økonomisk Redegørelse, som rækker frem til og med 2011, forudsætter, at når vi går ud af 2011, har vi en nettogæld, som er ti procentpoint lavere end den, vi overtog. Jeg vil godt bruge det som udgangspunkt, for hvis man så siger, at det trods alt ikke var nogen katastrofe, vi overtog, at det faktisk var gået nogenlunde fornuftigt, havde man altså et niveau, hvor man lå omkring ti procentpoint over det niveau, vi har nu. Så der er jo stadig væk nogle handlemuligheder.

Men vi skal ikke brænde dem af, for så vidt det ikke er nødvendigt. Vi tror på, at økonomien stabiliserer sig i 2010 og 2011, men det er også givet, at vi snusfornuftige Venstrefolk ikke bryder os om underskud. Vi etablerer det dog gerne, når målet så klart helliger midlet, nemlig at få skabt vækst og få skabt tryghed i danske familier og også at få skabt fundamentet for, at vi ikke får en strukturel, meget høj ledighed, som forhindrer os i at komme godt ud på den anden side. Så man kan ikke sætte et præcist tal for de kommende år, men vi har et præcist tal for 2010. Det er nemlig 95 mia. kr.

Så er timen med korte bemærkninger til ordføreren næsten udløbet. Der er 2 minutter endnu, så det bliver hr. Kim Mortensen, der får den sidste korte bemærkning, og de sidste tre, som er indskrevet, kommer ikke til, men de kan eventuelt tage bemærkningerne til hr. Morten Bødskov. (Munterhed) . Men først hr. Kim Mortensen.

Man må sige, at det er med stor entusiasme, Venstres ordfører kaster sig ud i historien, både når det handler om den økonomiske politik, og når det handler om klimaindsatsen og i den grad smykker sig med lånte fjer, må man sige. Jeg har bemærket, at Venstres ordfører bl.a. har læst energistatistikken, der siger, hvor meget vedvarende energi der findes i vores energiforsyning. Vi er nået op på 17 pct. Det er et spørgsmål, om Venstres ordfører også har læst energistatistikken for de tidligere år og har konstateret, at udbygningen af vedvarende energi faktisk foregik i årene 2002, 2003 og 2004, nemlig på grund af de beslutninger, den tidligere SR-regering havde foretaget, og som den her regering ikke kunne nå at stoppe, da man kom til i 2001 og jo faktisk trykkede på pauseknappen.

Sagen er jo, at vi har en regering, der ikke har villet noget, som har været født i trillebørens tegn, der skulle skubbes, hives og slæbes, når det handlede om, at der skulle ske noget med hensyn til klimaindsatsen. Nu kunne man så tage et andet udgangspunkt og sige: Lad os nu se fremad – som Venstres ordfører ville sige. Og når man kigger fremad, kunne man jo kigge på den anden side af Atlanten og sige, at man i USA netop har afsat ikke mindre end 80 mia. US-dollar til en klimaindsats, til at skabe grønne job og til at skabe beskæftigelse. Hvor i regeringens finanslov skal vi finde den indsats, som Venstres ordfører står og taler om?

Så er det ordføreren.

Jeg forstår, at vi nærmer os den sidste korte bemærkning. Jeg vil godt lige benytte lejligheden til at sige, at vi jo har investeret mere i vedvarende energi og fået mere vedvarende energi ind i det danske samfund end nogen sinde tidligere ved fælles hjælp, o.k. ved fælles hjælp. Selv om vi har skabt historisk mange arbejdspladser under den her regering, og selv om vi har brugt langt flere penge på sundhed end nogen sinde tidligere, langt flere penge på uddannelse end nogen sinde tidligere, så er der fortsat udfordringer i det danske samfund, og nogle af de udfordringer, som hele verdenssamfundet står over for, er de klimaforandringer, som FN's klimapanel har påvist, og som udgør en stor risiko, ikke bare for vores verden, men i allerhøjeste grad for verdens fattigste. På dette tidspunkt har vi vores statsminister derude sammen med størstedelen af verdens betydelige ledere for at forhandle sig frem til nogle holdbare målsætninger for klimaudviklingen i verden. Når de mål bliver fremsat, er der ingen tvivl om, at Danmark igen nærmest vil være duks og gå foran, ligesom vi også har gjort det i EU, hvor vi har været med til at frembringe ambitiøse mål for hele eurosamfundet.

Så er det hr. Kim Mortensen for den sidste korte bemærkning.

Vi kan så konstatere, at den udvikling, der er sket med hensyn til vedvarende energi, skyldes beslutninger fra tidligere regeringer og er sket ved fælles hjælp. De 80 mia. dollar, som man nu bruger i USA til at booste amerikansk energiteknologi inden for vedvarende energi og inden for energieffektivisering, ville svare til, at man i Danmark ifølge den nye klimaministers egne oplysninger brugte 7,2 mia. kr. Pointen er, at man i regeringens finanslovforslag ikke kan finde penge, der skal være med til at booste dansk erhvervsliv, grønne job, danske arbejdspladser. Det vil sige, at vi overlader hele den oprustning til et amerikansk marked, til et internationalt og til et globalt marked, uden at den danske regering vil købe det argument, at der skal politiske initiativer til, og der skal penge til, for at vi kan ruste op på det her område. Så spørgsmålet er meget præcist: Hvor i finansloven finder vi de budgetlinjer, der skal være med til at matche den udvikling, der sker globalt med hensyn til grønne job?

Så er det ordføreren.

Jeg kan altså desværre ikke huske de præcise konti, hvor de forskellige ting er listet op, men nu nævner jeg dem bare sådan i flæng, og så kan vi hjælpes ad med at finde dem bagefter i finansloven.

Der er bl.a. afsat penge til en pulje til dansk erhvervsliv, hvor man kan søge specielt til grønne job. 13 mia. kr. til »Grøn Vækst« er der mobiliseret penge til med hjælp af Dansk Folkeparti. Vi har aftalt 20 mia. kr. til offentlige investeringer ude i kommunerne og 1,8 mia. kr. til regionerne, bl.a. også til bedre hospitalsbehandling, men dog også til investeringer, hvor kommunerne selv kan gå ind og prioritere, at de laver energirigtige bygninger, fordi det vil spare dem for en energiudgift efterfølgende. Det vil være god logik.

Derudover er der utallige muligheder for at hente private virksomheder ind, som meget, meget gerne selv vil finansiere projektet, bare de får besparelsen og på den måde får deres betaling for det. Derudover er situationen jo den, at vi i dette øjeblik har sendt vores statsminister til topmødet ude i Bella Centeret, og derude vil man fremkomme med de nok mest ambitiøse mål nogen sinde for dansk klima- og miljøpolitik, og vi agter så i Venstre at bakke op om regeringens tilslutning til dem.

Jeg ser faktisk lidt positivt på den del af fremtiden. Til gengæld er det vanskelige tider, men jeg mener, at regeringens finanslovforslag med opbakning fra Dansk Folkeparti tager hånd om at skabe beskæftigelse og også om at sikre os imod en helt umulig gældsætning i fremtiden.

Tak til ordføreren og tak til alle spørgerne. Så går vi i gang med den næste ordfører om et øjeblik, og det er den socialdemokratiske ordfører, hr. Morten Bødskov.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har sagt et par gange, at han følger den voldsomme krise, Danmark befinder sig i, tæt. Jeg tror faktisk, at der blandt dem, der følger debatten i dag, er mange tusinde nye arbejdsløse, som spørger sig selv, hvornår finansministeren har set nok og for alvor gør noget ved at bekæmpe arbejdsløsheden.

På samme måde kæmper verden nu få minutters kørsel herfra for en ambitiøs klimaaftale. Men på bordene foran os ligger der endnu en finanslovaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som støtter reaktionære klimaskeptikere med millioner af kroner til deres kamp mod en ambitiøs klimaaftale.

Regeringen taler med to tunger. Man siger et, men man gør noget andet, og prisen betaler de mange nye arbejdsløse, som hver måned må hjem til familien og fortælle, at de har mistet deres job. Også klimaet og erhvervslivet betaler prisen, fordi regeringen og Dansk Folkeparti ikke kan se det enorme vækstpotentiale i tusindvis af nye arbejdspladser, som et Danmark i front med klimaomstillingen rent faktisk rummer.

Dette års finanslovaftale vil blive husket for én ting: At regeringen og Dansk Folkeparti hurtigst muligt vil glemme den. Mens Danmark befinder sig i en historisk økonomisk krise med tusindvis af nye arbejdsløse hver måned, og regeringschefer fra hele kloden er på vej mod København for at redde klimaet, har vi en finanslovproces, hvor regeringen ydmygt bøjer sig i spørgsmålet om 10-15 kilometers forskel på placeringen af et sygehus, som ingen i øvrigt endnu ved præcis hvornår åbner.

Dansk erhvervsliv må sidde måbende tilbage. Hver dag taber de vækst og arbejdspladser, og hver dag oplever de en handlingslammet regering, som kun kan blokpolitikkens sprog og nu igen fanges af Dansk Folkepartis manglende evne til at se Danmarks muligheder for vækst og ny velstand.

Hver uge mister hundredvis deres arbejde, antallet af konkurser er eksploderet de seneste måneder, eksporten er hårdt ramt, væksten er på et historisk lavt niveau, og innovationen i erhvervslivet sætter nye bundrekorder. Dansk økonomi er i en alvorlig krise, og midt i det hele sidder en finansminister uden en sammenhængende økonomisk plan for Danmarks fremtid og uden et parlamentarisk grundlag for at løse problemerne for dansk økonomi. Derfor er budskabet meget klart: Hvis man ikke er i stand til at løse problemerne, så forlad kontorerne!

Vi skal have Danmark sikkert ud af krisen, men desværre må vi konstatere, at 8 års VOK-styre har svækket den samling af Danmark, der er nødvendig, for at vi får alle med. Mens bankdirektørerne løfter rødvinsglassene til en skål for Dansk Folkeparti og regeringen for nok en kæmpeskattelettelse – ja, så må endnu flere familier bede om hjælp fra vore frivillige organisationer til at klare sig gennem julen.

Tusindvis af psykisk syge unge venter på at få den rigtige hjælp; aldrig nogen sinde er så mange lejere i vore almene boliger blevet sat på gaden som nu; antallet af unge, der får den altafgørende kompetencegivende ungdomsuddannelse, daler; store dele af det almene byggeri er i forfald; vore pensionister er utrygge, de holder sig væk fra aktiviteter, og banderne har nu inddelt Danmark i territorier. 8 års VOK-styre har på afgørende områder splittet Danmark.

Vi forstår, at regeringen nu pusler med arbejdsmarkedsreformer, som skal være klar efter krisen. Må vi ikke få at vide af regeringspartierne, hvad det er, man arbejder med? Skal efterlønnen forringes? Skal dagpengene forringes? Skal folkepensionsalderen sættes op? Skal vore førtidspensionister have mere pisk?

Med velfærdsaftalen i 2006 tog et bredt flertal i Folketinget et stort ansvar for at fremtidssikre dansk økonomi. Men blot et år efter underminerede regeringen og Dansk Folkeparti holdbarheden i dansk økonomi ved at uddele store, ufinansierede skattelettelser, og derfor er hullet i statskassen deres ansvar. De kan ikke give krisen skylden for hullet i statskassen.

Til de i regeringspartierne, som hele tiden kræver forringelser af bl.a. efterlønnen, har vi et meget klart spørgsmål: Hvorfor er det den nedslidte bygningsarbejder eller smeden, som ser frem til sin efterløn, der skal betale prisen for de kæmpe skattelettelser, man har givet til bl.a. landets bankdirektører?

Der er en anden vej ud af krisen – en vej, hvor vi får alle med, en vej, der bringer Danmark i front i kampen om fremtidens arbejdspladser, vækst og velstand. Derfor har Danmark behov for en ny vækststrategi – en vækststrategi, der udnytter de muligheder, Danmark har for fremtidig vækst og arbejdspladser, bl.a. ved flere investeringer i uddannelse og klima. Der er behov for en vækstpakke, der får os ud af krisen, der sætter ambitiøse klimamål i centrum og konsekvent følger dem og ikke lader sig forhindre at klimaskeptikere i eget bagland, som øger klimarigtige investeringer i skoler, sygehuse og vedvarende energi, så arbejdspladser kan fastholdes her og nu, som forbedrer mulighederne for rent faktisk at drive virksomhed i Danmark, som styrker det offentlige og private samarbejde, som sikrer en gennemgribende reform af bl.a. erhvervsstøtteordningerne, og som ikke mindst stopper besparelserne på uddannelserne, så vi sikrer, at flere unge får den altafgørende ungdomsuddannelse.

I Socialdemokratiet deler vi de økonomiske vismænds kritik af finanslovaftalen for ikke at sikre væksten i dansk økonomi tilstrækkeligt. Der er behov for en ny vækststrategi, der på samme tid er vejen ud af den handlingslammelse og blokpolitik, som vi ser for øjeblikket, og er til gavn for både dansk erhvervsliv, væksten i samfundet og de arbejdspladser, der skal til, for at vi kan få de tusindvis af nye arbejdsløse i arbejde.

Enkelte delaftaler bød finanslovforhandlingerne dog på. Ikke mindst med stor hjælp fra finansministeren blev globaliseringsforhandlingerne gjort landskendte, og for Socialdemokraterne var det helt afgørende, at vi fik styrket indsatsen mod frafaldet på ungdomsuddannelserne. Det lykkedes, vi fik sikret flere hundrede nye millioner kroner til vores uddannelser, og på samme måde lykkedes det os faktisk at sikre flere midler til uddannelse af bl.a. sygeplejersker og lærere. Vi er ligeledes meget tilfredse med fordelingen af de mange forskningsmilliarder, som også var en del af globaliseringsforhandlingerne. Vi mener, vi har været med til at sikre penge til universiteterne, bl.a. ved et løft i taxameteret og styrkelse af forskning i sundhed, klima og miljø.

For satspuljens vedkommende kan man vel sige, at med en svag retspolitik og bandekrig i gaderne er vi i Socialdemokratiet selvsagt tilfredse med, at forebyggelse af kriminalitet nu kommer på dagsordenen med satspuljen. Nu håber vi bare, at regeringen på eget initiativ vil gøre mere for at bidrage til, at unge ikke havner i kriminalitet, for det, regeringen har præsteret her, har ikke været kønt at se på. Også på transport- og forsvarsområderne har brede flertal vist en udstrakt vilje til at nå frem til afgørende aftaler af stor betydning for vore udsendte soldater og for de mål, vi har om, at der skal ske større investeringsløft for trafikken.

I foråret sagde den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, at dansk økonomi ville vende efter sommerferien – den er vi som bekendt for længst forbi – og i fredags måtte finansminister Claus Hjort Frederiksen igen indrømme, at han har fejlvurderet krisens omfang og dybde. Konklusionen er, at regeringen konsekvent har fejlvurderet krisens omfang. Først undervurderede man krisens omfang og de voldsomme konsekvenser for væksten og arbejdsløsheden, da vi diskuterede i 2008, og med finansloven for 2010 begår VOK-flertallet sin anden historiske fejl. Nu mener man, at krisen er drevet over, og at der ikke er behov for markante tiltag for at sikre mere vækst og flere arbejdspladser.

Det er to så helt fatale fejl i vurderingen af dansk økonomi, at det vil få store konsekvenser for helt almindelige familier. Konsekvensen er, at endnu flere tusinde vil blive kastet ud i arbejdsløshed og må fortælle familien, når den samles om middagsbordet derhjemme, at der ikke mere er arbejde til far eller mor. Konsekvensen er, at den vækstkrise, vi befinder os i, og som dansk erhvervsliv lider under, trækkes i langdrag.

Finanslovaftalen bringer ikke Danmark sikkert igennem krisen; den forlænger desværre krisen. Flere bliver fanget i langtidsledighed, nødvendige investeringer svigtes, og erhvervslivet vil fortsat tabe arbejdspladser.

I Socialdemokratiet har vi fra starten gjort det klart, at vi ikke stiltiende vil se på, at dansk økonomi går i knæ, og at vi taber vækst og beskæftigelse. Men nu er vi i knæ, og regeringens manglende vilje til at skubbe dansk økonomi i gang forhindrer os i at få os alle sammen med ind i ny fremgang.

Tak til ordføreren. Der er foreløbig 13, der har meldt sig til korte bemærkninger, og det vil sige, at der ikke skulle være problemer med at få de 13 igennem. Jeg nævner lige listen: Tina Nedergaard, Kristian Thulesen Dahl, Mike Legarth, Frank Aaen, Anders Samuelsen, Erling Bonnesen, Vivi Kier, Flemming Damgaard Larsen, Anne-Mette Winther Christiansen, Bent Bøgsted, Torsten Schack Pedersen, Karsten Lauritzen, Birgitte Josefsen, og så er Louise Schack Elholm også på, og det kan også nås. Og den første, der får ordet, bliver så fru Tina Nedergaard.

Tak til hr. Morten Bødskov. Det, der jo er situationen, er, at hver gang man hører noget om økonomisk politik fra Socialdemokraterne, er det noget, som vi i hvert fald til enhver tid kan påhæfte udtrykket underfinansieret. Altså, hvis vi ser på skatteudspillet fra august måned, kan vi se, at det er underfinansieret, ikke mindst da man først haft har kløerne i det, fordi man bliver bekymret for vejafgifterne, og så bliver det underfinansieret. Så er der finanslovforslaget fra Socialdemokraterne, der også er underfinansieret. Så er der de mange vækstpakker, som slet ikke er finansieret eller i hvert fald igen er underfinansierede. Og man kan jo kun på én måde finansiere ting, man ikke på anden vis har anvist penge til, og det er ved at låne, og der synes jeg, det er meget interessant at høre: Hvor stort et underskud mener Socialdemokraterne egentlig vi skal have på landets økonomi i 2010? Altså, de 95 mia. kr. er jo helt tydeligt ikke nok for Socialdemokraterne, og så ville jeg bare gerne høre: Præcis hvor højt skal det være?

Så er det ordføreren.

Jeg forstår, at nu har man i regeringspartierne fundet ud af, at et underskud på 95 mia. kr. er det rigtige tal. Jeg tror, at man, dengang vi diskuterede det sidst, da man havde vurderingen af underskuddet i augustredegørelsen fra Finansministeriet, lå inde med et lidt andet tal. Og der kan jeg da i hvert fald huske, at den konservative ordfører gjorde meget ud af, at da var det det rigtige tal – og han nikker; ergo er det bekræftet. Det, der er hele pointen, er, at skillelinjerne i dansk politik går mellem dem, der mener, at der skal gøres mere for at bekæmpe arbejdsløsheden, og dem, der mener, at man er tilfreds med situationen lige nu, og at der ikke er behov for mere.

Vi i Socialdemokratiet mener sammen med SF, Enhedslisten og De Radikale, at der skal gøres mere. Det er vi ikke ene om. Bl.a. har de økonomiske vismænd jo været ude at kritisere regeringens finanslovaftale for ikke i tilstrækkelig grad at skubbe gang i dansk økonomi igen. Derfor mener vi, at der skal investeres mere, og vi mener, at der er god økonomi i at fremrykke offentlige investeringer, bl.a. til klimaformål, bl.a. til investeringer i forbedringer af offentlige bygninger. Jeg tror ikke, der er mange forældre, som her til morgen har afleveret deres børn i daginstitutionen, som ikke også mener, at der er et behov for at sætte gang i dansk økonomi ved at forbedre eksempelvis daginstitutionerne. Det vil skabe arbejdspladser, og det er godt for dansk økonomi.

Så er det fru Tina Nedergaard for yderligere en kort bemærkning.

Jeg synes, det er interessant, at jeg som ordfører bliver afkrævet svar på, præcis hvilken samlet gæld Danmark i fremtiden vil kunne bære. Og så stiller jeg sådan et ganske enkelt spørgsmål, nemlig hvor stort et underskud Socialdemokraterne vil acceptere i 2010.

Altså, situationen er jo den, at vi kan forvente, at EU allerede med den gæld, der skabes i 2010, fordi der tages så mange initiativer for at imødegå ledigheden og skabe arbejdspladser i Danmark, vil kræve et konsolideringskrav på ca. 9 mia. kr. i de offentlige budgetter i de kommende år. Og så er det bare, det bliver meget, meget interessant at høre: Præcis hvor stort et underskud mener hr. Morten Bødskov og Socialdemokraterne at staten skal påtage sig i 2010? Og deraf følgende: Hvor store budgetforbedringer eller -besparelser eller flere indtægter skal Socialdemokraterne så hente ind i de kommende år? Der er de to tal, nemlig hvor stort underskuddet er i 2010, og deraf, hvor stor en effekt det så skal have på finansloven fremadrettet – altså, hvor meget skal man spare fremadrettet?

Ordføreren.

Altså, Socialdemokraterne har jo sammen med SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre i dag fremlagt et forslag til en klimainvesteringsplan, som vil skabe i omegnen af 10.000 job. Vi har ændringsforslag til vækstplaner i finanslovforslaget. Dansk Folkeparti går til finanslovforhandlingerne med krav om 8-10 mia. kr. yderligere til fremrykning af offentlige investeringer, og regeringen justerer hele tiden på størrelsen af underskuddet. Selv ikke de spørgsmål, der bliver stillet fra ordførerne, tror jeg regeringen har svar på i dag, for når vi kommer til den næste økonomiske redegørelse, kan tallene risikere at være ændret, og det er det, der er hele pointen, nemlig at vi står i en uhyre alvorlig situation for dansk økonomi. Den økonomiske redegørelse, som regeringen har fremlagt, lyser af usikkerheder og hvis'er og spørgsmål til fremtiden for dansk økonomi.

Det, vi bare kan se er konsekvensen af, at man fastholder den økonomiske politik, som bliver ført nu, er, at arbejdsløsheden vil stige, at vækstkrisen vil blive trukket i langdrag, og at nødvendige investeringer ikke bliver foretaget. Derfor er det, vi bl.a. har fremlagt en investeringsplan i dag, som har til formål at slå to fluer med et smæk, nemlig at gøre noget for klimaet og forhåbentlig også få sat en masse gang i dansk økonomi, så man kan få sat folk i arbejde, frem for de skal stå i arbejdsløshedskøen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Jeg vil egentlig godt blive lidt i sporet, for jeg synes, at hvis'erne bliver flere og flere, når man hører hr. Morten Bødskov tale om, hvad Socialdemokratiet egentlig vil. Altså, bekymrer det overhovedet ikke Socialdemokratiet, at vi har et stort underskud på statsbudgettet? Bekymrer det ikke hr. Morten Bødskov, at der på et eller andet tidspunkt, når vi har forsøgt at bringe os godt igennem den her krise, er en regning, der skal betales? Og jo flere initiativer man foreslår nu, jo større bliver den regning. Sådan er det selvfølgelig. Hvis hr. Morten Bødskov i dag vil forøge underskuddet med 13 mia. kr. – hvis vi nu stemmer ja til ændringsforslagene – er der en udfordring på i hvert fald nogle milliarder kroner mere i underskud.

Er hr. Morten Bødskov ikke enig i, at en af grundene til, at vi har en meget lav rente i Danmark for tiden, er, at der grundlæggende er tillid til den økonomiske politik, der bliver ført? Og er hr. Morten Bødskov ikke enig i, at hvis vi sagde ja til Socialdemokratiets overbudspolitik, hvor man bare hele tiden vil bruge nogle flere milliarder kroner, end alle vi andre foreslår – hver gang vi foreslår, at vi skal bruge nogle penge, siger Socialdemokratiet bare noget, der ligner i hvert fald dobbelt op – så ville den grundlæggende tillid til dansk økonomi, som der jo trods den her situation alligevel er, i kraft af at vi kan se de lavere renter, forsvinde?

Ordføreren.

Jeg må sige, at det er uhyre hurtigt, at hr. Kristian Thulesen Dahl er i stand til at glemme, hvad der rent faktisk står i Dansk Folkepartis eget finanslovforslag. Der henviser man jo direkte til, at vismændene har talt for, at der skal fremrykkes flere offentlige investeringer i størrelsesordenen 8-10 mia. kr. Det står i Dansk Folkepartis finanslovforslag. Selv om ganske mange er enige i, at der er behov for at skubbe gang i dansk økonomi igen, kommer man ud med en finanslovaftale med 5 mia. kr. over de næste 4 år, som ikke for alvor griber ind over for det, der er hovedproblemet, nemlig den kraftigt stigende arbejdsløshed.

Vi er bekymrede for dansk økonomi, det er vi. Men der er gode penge i at fremrykke offentlige investeringer i målrettede tiltag, som både styrker eksempelvis klimaindsatsen, og som vil kunne skabe job. Hvis man fulgte den økonomiske strategi fra Dansk Folkepartis side, tror jeg faktisk, vi kunne nå langt. Men problemet er, at man glemmer sine egne udspil meget, meget hurtigt og nu øjensynlig er et større ekko af finansministeren, end alle andre herinde i den her sal kan præstere.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, det er jo lidt karakteristisk: Jeg spurgte om Socialdemokratiets politik, og så får jeg et svar, der handler om Dansk Folkepartis politik. Jeg troede, det var mig, der spurgte, og hr. Morten Bødskov som ordfører, der nu skulle svare. Og jeg bliver da kun mere bekymret over den totalt manglende omtanke fra Socialdemokratiets side for det underskud, vi har.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi sørger for at føre en ansvarlig økonomisk politik, også i en krisetid, der gør, at der grundlæggende er tillid til den økonomiske politik, der føres – hvilket betyder, at vi kan have lave renter i Danmark, hvilket igen kan være med til at skubbe tingene i gang. Der er en sammenhæng her, som jeg tror hr. Morten Bødskov egentlig godt kender og forstår, fordi han er et, mener jeg, forholdsvis intelligent menneske, der bekymrer sig om eller i hvert fald diskuterer mange økonomiske ting. Men han vil bare ikke ligesom sige det, fordi han er bange for, at det forstyrrer det billede, at Socialdemokratiet nu har stillet et ændringsforslag, hvor man som altid bare vil hælde nogle flere milliarder kroner oven i alt det, vi andre gør. Når vi andre fremrykker offentlige investeringer, når vi andre gør noget, siger Socialdemokratiet bare, at man lige skal gøre noget mere. For det skal altid se ud, som om Socialdemokratiet vil gøre noget mere. Og så vil man sige, at man altså nu vil affinde sig med 150.000 ledige i stedet for 160.000 ledige. For det må jo være det, man siger – at 150.000 ledige er det magiske tal. 160.000 er for mange, Socialdemokratiet vil bringe det ned til 150.000, og så er det godt.

Ordføreren.

Socialdemokraterne er stærkt bekymrede for tilstanden i dansk økonomi. Vi er bekymrede for, at vi har en regering, som helt åbenlyst ikke har styr på det, og som ikke kan bruge sit eget parlamentariske grundlag til at rette op på det hul, der er i kassen. Det må jo være behageligt og på nogle måder også lidt ubehageligt at have et parlamentarisk grundlag, som kun er med til festen, men som ikke vil være med til at betale regningen. Det er jo det, der er virkeligheden.

Det, Socialdemokraterne her har foreslået, og som vi har kæmpet vedholdende for, er at sætte fokus på mangelen på arbejdspladser, på at få gang i væksten, gang i dansk økonomi, således at vi kan få folk i job. Den diskussion havde vi mellem den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og Socialdemokraternes formand, fru Helle Thorning-Schmidt, for et år siden på den her talerstol. Der stod man fra VOK's side og talte om behovet for hænder, mens Socialdemokraterne og den øvrige opposition stod og talte om behovet for arbejdspladser. Jeg synes i al beskedenhed, at den fejlvurdering af dansk økonomi, som både Dansk Folkeparti og regeringen har præsteret, og som er blevet bekræftet med den seneste økonomiske redegørelse, viser, at Socialdemokraterne havde ret. Behovet er flere arbejdspladser.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Socialdemokraterne har ikke haft ret i noget som helst. Socialdemokraterne kommenterer konstant, at de er bekymrede for først det ene og senere det andet, og når vi konkret spørger, hvad det så er, Socialdemokraterne selv vil gøre, får vi ikke noget svar.

Nu spørger jeg igen – der er blevet spurgt tidligere: Hvilket beløb synes Socialdemokraterne vi skal investere, for at vi har en ansvarlig politik?

Ordføreren.

Jamen Socialdemokraterne har fremlagt en vækstplan, og den blev lige på forbilledlig vis refereret af den foregående spørger. Hvad handler den vækstplan om? Den handler om, at vi har et stift blik på det, der er hovedproblemet i dansk økonomi, nemlig stigningen i arbejdsløsheden, stigningen i langtidsledigheden, og det er problemerne med, at alt for mange unge risikerer at komme ind på arbejdsmarkedet første gang som arbejdsløse. Derfor sætter vi gang i dansk økonomi ved fremrykning af offentlige investeringer bl.a. på klimaområdet, hvilket vi har været ude at foreslå i dag, i samarbejde med SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Det er meget enkelt.

Vi slingrer ikke, men det gjorde spørgeren eksempelvis. Han stod her ved førstebehandlingen af finansloven og påpegede, at det underskud, der stod i augustredegørelsen fra Finansministeriet, var det rigtige. Men nu er der så kommet et, der er lidt større, og nu er det så det rigtige, forstår jeg.

Vi har fokus stift rettet på hovedproblemet. Det er stigningen i arbejdsløsheden, og det er det, der skal gøres noget ved med de vækstplaner, vi har fremlagt. Man kan se ændringsforslaget: For 13 mia. kr. investeringer anbefaler vi bliver fremrykket til næste år.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

For det første har den konservative ordfører, undertegnede, forholdt sig til den situation, vi var i, altså at det var det rigtige tal på det tidspunkt. Vi har hele tiden sagt, at der er en usikkerhedsfaktor. Vi kan ikke totalt overskue situationen. Vi agerer løbende. Vi forholder os til de problemstillinger, der er. Vi doserer rigtigt og i den rette mængde for at løse den problemstilling, vi har.

Men hr. Morten Bødskov talte jo udenom endnu en gang, for hr. Morten Bødskov vil ikke konkretisere Socialdemokraternes politik, fordi man er så frygtelig nervøs for at sige noget, som man kan blive holdt op på senere. Men alligevel anvender man den samme retorik selv og angriber konstant det, der bliver gjort fra regeringens side.

Så lad mig prøve at spørge på en anden måde. Er Socialdemokraterne enige i, at renten er afgørende for, at vi får gang i væksten og holder boligpriserne nede, sådan at der kommer gang i hjulene igen? Eller er rentesituationen ligegyldig for Socialdemokraterne, selv om det er den, der skal sætte gang i væksten?

Ordføreren.

Jamen selvfølgelig er Socialdemokraterne da ikke ligeglade med, hvordan renteniveauet udvikler sig i Danmark. Jeg tror bare, man skal passe på med at lade alt for mange illusioner løbe af med en, altså at det skulle være sådan, at regeringen kan styre renteudviklingen. Det er i hvert fald en ny virkelighed, som har indfundet sig hos regeringspartierne.

Jeg har godt set, at man i dagens udgave af Børsen bl.a. jo er under hård kritik for, at man inddrager renteudviklingen i sin fantastiske økonomiske politik. Der fusker man lidt med tallene, så det ser bedre ud, end realiteterne er. Men at tro på, at man her fra talerstolen kan styre renteudviklingen, tror jeg måske er lidt meget.

Jeg tror bare, man må sige, at vi lige nøjagtig gør det, som spørgeren siger: Vi forholder os til den udvikling, vi er i. Den udvikling, vi er i lige nu, er, at regeringen igen har måttet opjustere niveauet for arbejdsløshed, igen har måttet korrigere sin økonomiske politik. Og hvorfor? Fordi dansk økonomi er i en alvorlig krise, og der er der bare afgrundsdyb forskel mellem Socialdemokratiet og spørgerens parti. Vi har fokus stift rettet på udviklingen i arbejdsløsheden, og det er den, vi agter at gøre noget ved.

Jeg skal bede ordføreren om at overholde taletiden. Når den røde lampe begynder at blinke, er det ved at være tid til at afslutte. Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Nu er det jo blevet sådan en nationaløkonomisk debat om, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Derfor vil jeg spørge hr. Morten Bødskov, om det ikke er sådan, at det nationaløkonomisk er fuldstændig ligegyldigt, hvis det er ting, man alligevel skal lave på et tidspunkt. Hvis man så fremrykker dem på et tidspunkt, hvor der er ledig kapacitet, er det faktisk nationaløkonomisk fornuftigt i stedet for at vente, men endda endnu mere end det. Derfor går mit spørgsmål på: Er Socialdemokratiets ordfører opmærksom på, at når man sammenligner renter, er renten på statsgæld væsentlig mindre, end renten er, hvis man lader ting forfalde.

Man kan lade en bygning forfalde, vinduerne forvitre, så der til sidst ikke bare skal males, men skal skiftes ud, og den rente – det er regnet ud af mange – er endnu større, end den er på at optage et lån for at renovere vinduerne i tide.

Så derfor er det både ud fra klimasituationen, beskæftigelsessituationen og nationaløkonomisk rentemæssigt en fordel at fremrykke investeringer.

Ordføreren.

Det har hr. Frank Aaen fuldstændig ret i. Populært sagt kan man jo sige, at forfald er dyrt, og det er det særligt, når vi taler om den offentlige bygningsmasse, som man traditionelt omtaler plejehjem, skoler, sygehuse og også infrastruktur som. Der viser det sig jo gang på gang, at jo længere tid man skubber en renoveringspukkel – altså veje, der skal renoveres, sygehuse, hvor tagene skal lappes, skoler, hvor toiletterne forhåbentlig på et eller andet tidspunkt bliver skiftet ud – foran sig, jo større bliver puklen, fordi nedslidningen går stærkere og stærkere med tiden.

Derfor er der god økonomi i at fremrykke det, og så er den gode sidegevinst jo, at det giver flere i arbejde. Det er det, der så at sige er det geniale i det, som vi bl.a. har foreslået sammen i dag, nemlig at fremrykke offentlige investeringer målrettet klimajob. Det giver et bedre klima, og det giver flere i arbejde.

Hr. Frank Aaen.

Skulle vi så ikke tage sådan en nationaløkonomisk debat med finansministeren, enten her i Folketingssalen ved en forespørgsel eller i et samråd i et af Folketingets udvalg? Så kan vi få sat på plads, at der, når der er noget, der skal laves, ikke er noget problem i at fremrykke det, at der er en fordel i forbindelse med klima, beskæftigelse osv., og at der derudover også er en rentefordel ved at gøre tingene i tide i stedet for at vente. Altså, på alle hylder er der gevinst. Det er, i modsætning til den sortsnak, der kommer fra regeringspartierne, muligt at gøre noget, og det kunne vi jo – jeg vil tro, det er muligt – godt tage en debat med finansministeren om her i Folketinget.

Ordføreren.

Jeg synes, det ville være helt rimeligt at tage en debat om det, for det er klart, at hvis man ser lidt ud i fremtiden, kan man konstatere, at de udfordringer, den danske økonomi står over for, altså er en vækstkrise, der risikerer at bide sig fast, en arbejdsløshed, som bliver fanget på et uacceptabelt højt niveau, unge, som ikke kommer i gang med en praktikplads, og langtidsledige, som bliver fanget i langtidsledighed. Samtidig skubber vi en meget stor mængde renoveringer og fornyelser foran os, bl.a. i den offentlige sektor, men jo også i private boliger, når det drejer sig om energirenoveringer, som der sagtens kunne tages fat på.

Jeg er helt enig med hr. Frank Aaen i, at det ville være yderst gavnligt, hvis vi kunne få den diskussion med regeringen, således at vi kan få slået de to fluer med et smæk, hvilket jo er pointen i det her: Man sætter gang i renoveringerne, og man får dermed den gode sidegevinst, at man får taget toppen af stigningen i arbejdsløsheden.

Hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

I øjeblikket pågår der jo intensive forhandlinger ude i Bella Center i forhold til at redde klodens klima. Der er det mit indtryk, at Socialdemokratiet går meget op i at følge samtlige eksperters eller tilsyneladende et meget, meget stort flertal af eksperters råd om, hvad man skal foretage sig i den sammenhæng, altså hvordan man skal forsøge at begrænse temperaturstigningen.

Hvordan kan det være, at Socialdemokratiet er så forhippet på at følge eksperterne på det område, når man overhovedet ikke vil lytte til eksperterne på det økonomiske område, som gang på gang slår fast, at det, der skal til for at redde dansk økonomi, er strukturreformer, arbejdsmarkedsreformer, reform af efterlønnen og reform af skattesystemet? Hvorfor vil man kun lytte til eksperterne, når deres svar åbenbart blæser den vej, som Socialdemokratiet tror der er stemmer i, men når de peger i en anden retning, som der måske ikke er så mange stemmer i, vil man ikke længere lytte til eksperterne?

Ordføreren.

Der er en grund til, at vi er optaget af klimaet, og den er, at det bekymrer os. Jeg ved godt, at der også her i salen er partier, som er kraftigt støttet af meget hårde klimaskeptikere. Nogle partier har ligefrem folk i prominente positioner herinde, som også er præget af – kan man roligt sige, tror jeg, uden at genere folk for meget – en meget udpræget grad af skepsis over for de aktiviteter og de målsætninger, som er til debat i Bella Center, når det gælder om at forandre vores klima til det bedre.

Men i Socialdemokratiet mener vi, at det er helt afgørende af hensyn til vores kommende generationer at få forandret klimaet, således – apropos det, den forrige spørger spurgte om – at vi ikke får en kæmpe efterregning inden for ganske få år. Derfor investerer vi mere i klima.

Når det handler om reformerne, har Socialdemokratiet gentagne gange sagt, at vi gerne vil være med til reformer. Men altså, det er jo regeringen, der sidder på et parlamentarisk grundlag, som hr. Anders Samuelsen bakker op, og som hver eneste gang ikke er i stand til at få styret en fornuftig proces igennem, der kan være med til at styre dansk økonomi i en bedre retning. Det bør man da ikke spørge Socialdemokraterne om. Der er min pointe bare, at hvis ikke man kan løse problemerne, må man forlade kontorerne, og så tager vi gerne over.

Hr. Anders Samuelsen.

Det svar havde altså ikke ret meget med virkeligheden at gøre. Er sandheden ikke, at Socialdemokratiet har afvist at reformere efterlønnen, at Socialdemokratiet har afvist at gå ind og gøre noget ved dagpengeperioden, og at Socialdemokratiet gang på gang har afvist for alvor at gøre noget ved skattesystemet?

Det passer jo ikke, når ordføreren påstår, at Socialdemokratiet godt vil gøre noget præcis på de områder, som eksperterne peger på at der skal gøres noget på. Socialdemokratiet går jo bevidst og hver eneste gang i den modsatte retning.

Jeg er enig med ordføreren i, at Venstre tilsyneladende også gør det. Vi har lige hørt Venstres ordfører afvise at pille ved efterlønnen. Men hvorfor er det, at Socialdemokratiet konsekvent og hele tiden afviser at følge eksperternes råd på det område, hvor man virkelig kan gøre noget i forhold til at sikre dansk økonomis overlevelse på den lange bane?

Ordføreren.

Jamen det må jo altså være sådan i den her diskussion, at når man er i regering, har man initiativet til eksempelvis at fremlægge reformforslag for at skabe balance i dansk økonomi. Sådan må det jo være.

Der er det bare, at jeg simpelt hen ikke forstår åbenbaringen i, at det skulle være Socialdemokraternes problem, at der ikke bliver fremlagt forslag. Altså, så finder vi gerne ud af at tage over og få løst det her kaos, som den her regering har skabt med sin egen økonomiske politik. Det er ikke Socialdemokraternes skyld, at der er et kæmpe hul i kassen. Det er bl.a. Liberal Alliances skyld, ved at man nærmest fanatisk har bedt om at få ufinansierede skattelettelser. Det er det, der har skabt hullet i kassen.

Vi vil ikke være med til, at det er smeden og bygningsarbejderen, som skal betale for, at bankdirektørerne kan få de enorme skattelettelser, som de har fået. Vi finder gerne veje til, at flere kan blive længere på arbejdsmarkedet. Det har vi gentaget masser af gange over for regeringen, men det er regeringen, der har ansvaret for hullet i kassen. Det er regeringen, der må fremlægge et forløb for eventuelle reformforhandlinger.

Hr. Erling Bonnesen for en kort bemærkning.

Tak. Regeringen har jo sammen med Dansk Folkeparti sikret rekordstore samfundsinvesteringer. Må jeg bare henvise til rekordstore kommunebudgetter, meget store trafikaftaler og også fremrykning af investeringer, altså et rekordhøjt aktivitetsniveau for samfundsinvesteringerne.

Så har vi jo gang på gang igennem månederne også hørt Socialdemokraterne sige, at man vil overbyde med 36 mia. kr. Er det stadig væk buddet, når vi nu har hørt de her sådan lidt spage, sporadiske svar på de spørgsmål, der har været stillet? Men her og nu helt kontant gjort op: Hvis man havde magt, som man har agt, ville det så stadig væk være et overbud på 36 mia. kr., man ville smække på bordet nu?

Ordføreren.

Ja, altså hvis spørgeren læser lidt i det socialdemokratiske finanslovoplæg, kan han se, at vores vækstpakke er delt op, og at den er justeret efter de aftaler, der er lavet med kommunerne. Det står i vores vækstpakke.

Vi starter som sagt, som der blev spurgt til af hr. Kristian Thulesen Dahl, med 13 mia. kr. i år. Og man må jo sige det, som det er, nemlig at det er vores vurdering, at der er behov for fremrykning af offentlige investeringer, således at vi kan få fokus på arbejdsløsheden, at vi kan få taget toppen af stigningen i arbejdsløsheden. Det er vores vurdering.

Vi er jo ikke ene om at anbefale fremrykning af offentlige investeringer som instrument. Det er vi jo ikke. Altså, Dansk Folkeparti gik til finanslovforhandlinger med et langt større forslag end det, de kom ud med. Det er vi trods alt lidt hen ad vejen enige om. De økonomiske vismænd anbefaler kraftige fremrykninger af offentlige investeringer. De eneste, der sidder tilbage og ikke kan forstå det, er regeringspartierne, og dem, der lider under det, er dem, som fortsat vil stille sig op i arbejdsløshedskøen de næste mange uger.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det svar. Vi kan så konstatere, at hvis Socialdemokraterne fik magt, som man har agt, skulle der her og nu smækkes 36 mia. kr. oveni, og det skulle gå til offentlige investeringer oven i det høje niveau, vi allerede har nu. Så er mit næste spørgsmål: Hvordan vil man skaffe arbejdskraften til det? For vi ved jo, at det kun er nogle få milliarder kroner, der faktisk skal til her og nu for at opsuge den ledige arbejdskraft, der f.eks. er i byggesektoren. Fakta er jo, at det vil gå ud over eksporten, og så vil man lige nøjagtig slå et endnu større hul i sine egne planer, for så vil man suge arbejdskraften ud af eksporterhvervene. Hvordan vil man få de ender til at nå sammen? Det vil jo smelte sammen.

Ordføreren.

Den socialdemokratiske vækstplan er nøje afvejet, i forhold til hvad der sker. Vi er af den overbevisning, at hovedudfordringen for dansk økonomi lige nu ikke er, at man gør for meget. Faren er, at man gør for lidt. Hvorfor? For så bider krisen sig fast, vækstkrisen trækker i langdrag, alt for mange mennesker bliver kastet ud i langtidsarbejdsløshed, og vi får ikke skubbet gang i dansk økonomi, således at vi kan få sikkerhed for, at de unge, der er på vej gennem uddannelsessystemet nu, ikke skal opleve det, min generation af unge oplevede gennem 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, hvor den direkte vej efter uddannelsen var over på kontanthjælp og besøg på kommunekontoret. Det er det, vi skal undgå, og det er derfor, vi har så stift et fokus på bekæmpelsen af arbejdsløsheden. Jeg er da meget tilfreds med, at også dansk erhvervsliv kan se fornuften i det, for er der nogle, der lider under manglende initiativer til vækst, så er det bl.a. dansk erhvervsliv.

Fru Vivi Kier for en kort bemærkning.

Tak. Hr. Morten Bødskov brugte meget af sin taletid på at sige, at han så en handlingslammet regering. Jeg må så sige, at jeg måske hørte en handlingslammet ordfører tale. Der var rigtig meget kritik, ikke så mange konkrete bud. Men lad det ligge.

Jeg hørte, at hr. Morten Bødskov snakkede om de psykisk syge. Og der må jeg jo konstatere, at der aldrig nogen sinde før er blevet investeret så massivt i psykisk syge som i den her regeringsperiode. Jeg vil blot have ordføreren til at erkende, at der for ganske nylig er indgået et ret bredt forlig om en sammenhængende psykiatrihandlingsplan, hvor både socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien går hånd i hånd.

Ordføreren.

Det er rigtigt nok, at den her regering har haft en politik, hvor man har finansieret hele psykiatriindsatsen over satspuljen. Det er sådan set rigtigt nok, og det er Socialdemokraterne rigtigt nok med i, som spørgeren også antyder. Men ser vi på det, der eksempelvis er en af skandalerne i børne- og ungdomspsykiatrien, så er det jo, at der er over 2.500 børn, som venter på at få en afklaring af de problemer, de har lige i øjeblikket.

Det kunne regeringen vælge at løse uden for satspuljeforligskredsen, hvis man ville; det tror jeg også at spørgeren er enig i. Problemet er, at det vil man ikke, fordi man ikke har pengene til at prioritere det eller ikke vil prioritere det, og derfor pakker man det hele ned i satspuljen. Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at der bliver lavet en udmærket aftale dér, men det betyder jo ikke, at der ikke kunne ske mere, eksempelvis for de børn og unge, som står på venteliste til at få afklaret de problemer, de har i deres sind.

Fru Vivi Kier.

Ja, der hører vi så igen et svar, som er en ny overbudspolitik, hvor man ikke anviser, hvor pengene skal komme fra. Men det glæder mig, at Socialdemokraterne erkender, at man synes, at der er lavet mange gode satspuljeinitiativer.

Så har jeg som et lille enkelt spørgsmål: Finder Socialdemokraterne, at vi skal fastholde satspuljen, eller ønsker man at afskaffe satspuljen? Og hvis man ønsker at afskaffe satspuljen, hvad vil man så sætte i stedet for?

Ordføreren.

Socialdemokraterne mener ikke, at vi skal afskaffe satspuljen. Vi synes, at den er et ganske udmærket bidrag til at give nogle af vores udsatte grupper en håndsrækning.

Problemet er bare, at man, hvis man kigger på den her regerings førte socialpolitik, vil se, at det hele foregår over satspuljen. Det hele foregår over satspuljen. De nye initiativer, der bliver taget, bliver i langt, langt overvejende grad finansieret af satspuljen. Og det, der jo er forskellen mellem den nuværende regering og det flertal, som snart kommer til, er, at sidstnævnte vil føre en betydelig mere retfærdig økonomisk politik, som bl.a. vil tage det meget grundlæggende opgør med de fattigdomsskabende ydelser, man har indført ved kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 450-timers-reglen. Det forsvinder, når der kommer et nyt flertal til, og det vil i sig selv være et væsentligt bidrag til, at de grupper, der har det sværest i vores samfund, kan få en bedre fremtid.

Hr. Flemming Damgaard Larsen for en kort bemærkning.

Hr. Morten Bødskov nævnte i sin ordførertale, at den socialdemokratiske plan vil give 10.000 flere i arbejde. Det vil sige, at jeg kan konstatere, at hvis man går fra 160.000 arbejdsløse til 150.000 arbejdsløse, er Socialdemokratiet tilfreds, og så synes man, det er godt. Vi er bare nogle andre, der synes, at man skal arbejde videre på at komme længere ned. Men jeg kan forstå, at Socialdemokratiet så er helt tilfreds.

Jeg er nødt til at spørge – der er flere, der har været inde på det, og endnu har ordføreren ikke svaret: Hvor stort et underskud skal der være i statskassen i 2010, før Socialdemokratiet er tilfreds? Jeg kan konstatere, at der er underfinansieret med 3 mia. kr. i det forslag, der er fremlagt af Socialdemokratiet, der er 20 mia. kr. til en skattepakke og 36 mia. kr. til en vækstpakke, det er 59 mia. kr. Lagt til de 95 mia. kr. giver det 154 mia. kr. Er det det tal, Socialdemokratiet er tilfreds med, eller hvad?

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at det talepapir, som spørgeren måske har fået udleveret af Venstres pressetjeneste eller af finansministeren, ikke helt holder vand. Det, Socialdemokraterne ønsker, er, at vi fremrykker de her offentlige investeringer, hvilket jeg håber meget tydeligt er fremgået af debatten indtil nu. Det gør vi med den første fase af vores vækstpakke, hvor en delmængde er, at vi vil investere i klimainitiativer for at få sat folk i beskæftigelse og for at få gjort noget ved klimaet, således at vi som sagt slår to fluer med et smæk. Det er sådan set i en nøddeskal det, vi beder om lige nu.

Hvis man er uforstående over for det, er det jo en helt ærlig sag. Altså, så siger man jo, at man ikke vil gøre mere ved det, der er hovedproblemet, nemlig stigningen i arbejdsløsheden. Man er tilfreds med udviklingen i 2010, som man jo nu ad et par omgange har måttet opjustere, i hvert fald i forhold til hvordan arbejdsløsheden vil udvikle sig. Det er bare det, vi reagerer imod, for vi har ondt af de familier, som hver dag skal komme hjem og tage en diskussion om, at far eller mor har mistet sit arbejde.

Hr. Flemming Damgaard Larsen.

Jeg kan igen konstatere, at den socialdemokratiske ordfører ikke ønsker at svare på det, og derfor må jeg gå ud fra, at det er korrekt, at det er mindst 154 mia. kr., der skal til, før Socialdemokraterne er tilfredse, og det er jo et svimlende tal. Det er noget, som kommende generationer, vores børn og børnebørn, skal finansiere på et eller andet tidspunkt, men sådan er det åbenbart.

Hvad er grunden til, at Socialdemokraterne ikke vil gå ind i en konstruktiv drøftelse af, hvordan man kan omprioritere, hvordan man kan gøre tingene på en anden måde? Det vil Socialdemokraterne ikke, hvad er grunden til det?

Ordføreren.

Jamen Socialdemokraterne vil da gerne være med til at omprioritere. Læser man det socialdemokratiske finanslovforslag, ser man, at virkeligheden jo er den, at der er kraftige omprioriteringer. Hvis vi ser på genialiteten af nogle af de mange, mange rapporter og eksterne konsulenter, som den her regering anvender – jeg tror, at det var over 3,5 mia. kr., man brugte sidste år på ekstern konsulentvirksomhed – synes vi måske godt, at der kunne effektiviseres lidt. Jeg er helt sikker på, at spørgeren ikke er andet end enig med mig, når han ser på resultatet af noget af det, der bliver lavet.

Hvis man bare tog de bedste af vores fuldmægtige i centraladministrationen og satte dem sammen, kunne de mindst lave det lige så godt. Det var ét besparelsesforslag – jeg tror, vi henter 700 mio. kr. på det på vores finanslovforslag. Det kunne man jo tage fat på, hvis man ville, men det afstår man fra, og det gør man ene og alene, fordi viljen til også at omprioritere til fordel for det, som Socialdemokraterne bruger pengene på, nemlig velfærdsinvesteringer, ikke er til stede i regeringen.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen for en kort bemærkning.

Jeg har lyttet – mener jeg – meget koncentreret på, hvad ordføreren har sagt, og jeg har endnu ikke fået det svar, der ligesom kan give en forklaring på, hvorfor overbud er det ord, der står tydeligst for mig. Nu har jeg siddet og lyttet rigtig længe, og det bliver bare overbud, overbud, men intet svar på det underskud, som vi står med i statskassen. Hvor stort må det være? Hvilket ansvar vil Socialdemokraterne være med til at tage?

Ordføreren.

Socialdemokraterne har klart tilkendegivet, at vi også gerne tager hovedansvaret for at få genoprettet dansk økonomi. Det, der er hovedproblemet for Danmark lige nu, er, at vi har en finansminister, som ikke har en sammenhængende økonomisk plan, som har et parlamentarisk grundlag, og som gerne vil være med til festen, men som ikke er i stand til at samle sit parlamentariske grundlag, når det handler om, hvordan man skal sikre balance i dansk økonomi. Vi tager gerne over. Vi tager gerne hovedansvaret for det kaos, som er udarbejdet af det nuværende flertal. Det gør vi gerne. Men vi har også et afgrundsdybt forskelligt syn på værdien af offentlige investeringer. Det er helt tydeligt, og det er måske forklaringen på, at hvis man ser på, hvor langt ned de offentlige investeringer er kommet med den her regering, ligger svaret måske i, at vi har et afgrundsdybt forskelligt syn på værdien af offentlige investeringer. Vi mener, at offentlige investeringer og særlig fremrykning af offentlige investeringer er et bidrag til at bringe Danmark ud af krisen. Der er vi bare uenige, og det er helt fair. Den diskussion tager vi fortsat gerne.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Konklusion: Socialdemokraterne er totalt ligeglade og går overhovedet ikke ind i, hvad udfordringen egentlig er, nemlig hvor stort det underskud må være, som vi arbejder med; hvordan vi får det løst den vej ud; og overbud, overbud, overbud. Den ene milliard til praktikpladser var så altså heller ikke nok, for jeg hørte jo da ikke, at der er gjort nok for ungdomsuddannelserne. Det vil sige, at Socialdemokraterne er totalt ligeglade og bare går ind og laver et overbud. Helt ærligt, det kan Socialdemokraterne gøre bedre.

Ordføreren.

Vi synes i al beskedenhed, at vi gør det ret godt, og derfor er der jo – som jeg sagde før – bare en konstatering tilbage af, at der er et forskelligt syn på, hvad det er, der er hovedproblemerne i dansk økonomi. Man har altså åbenbart fra Venstres og Konservatives pressetjeneste fået alle spørgerne bildt ind, at hovedproblemet i dansk økonomi er renteudviklingen, og hvis man ikke gør mere, er der styr på renten. Jeg er ikke helt sikker på, at det holder for en nærmere efterprøvning. Det, der er hovedproblemet i dansk økonomi, er den stigende arbejdsløshed. Det er erhvervslivets manglende produktivitet, de nye opfindelser, de nye produkter, som kan bringe erhvervslivet ud over stepperne. Det er derfor, at vi vil have fremrykning af offentlige investeringer, så man kan sætte gang i beskæftigelsen.

Det er derfor, at Socialdemokraterne bl.a. kæmpede for øgede uddannelsesinvesteringer og en reform af erhvervsstøtteordninger, således at vi kan få gang i dansk erhvervsliv igen og få styrket produktiviteten. Det er det, vi skal leve af fremover. Ved at man ikke gør noget, er der én stensikker konklusion for det her lille land, og det er, at så taber vi produktivitet, vi taber arbejdspladser, og vi taber vækst fremover, og det skader dansk erhvervsliv.

Hr. Bent Bøgsted.

Tak. Jeg kan godt høre, at vi ikke får svar, hvis jeg spørger om, hvor stort underskuddet må være, så det skal jeg nok lade være med. Men noget af det, der ligger i det, som Socialdemokratiets ordfører siger, er jo, at der skal skabes arbejdspladser – det tror jeg alle er enige i – og jeg kan forstå, at de skal skabes på hjemmemarkedet. Men det er nu engang sådan, at det underskud eller overskud, vi får på betalingsbalancen, bliver skabt ved samhandel med omverdenen. Det vil sige, at hvis vi ikke får gang i vores eksporterhverv, kommer der ikke nogen penge i kassen. Så hjælper det jo ikke noget, at vi bygger det hele op på, at vi skal have alle i beskæftigelse på hjemmemarkedet, for det vil ikke give nogen penge til landet, det vil bare være sådan en lukket kreds, det så kører i.

Jeg vil spørge hr. Morten Bødskov: Hvad mener Socialdemokratiet der skal til, for at vi kan få omverdenen til at købe varer, så vi kan få mange af de ledige, som har mistet deres arbejde, på grund af at vores samhandelslande ikke køber danske varer, i beskæftigelse igen? For vi kan ikke sætte alle ledige på hjemmemarkedet i gang med at renovere og vedligeholde og den slags ting.

Ordføreren.

Spørgeren har jo langt hen ad vejen meget ret med hensyn til de problemer, som der peges på for dansk økonomi. Og sådan som det lyser ud af det socialdemokratiske finanslovforslag, er Socialdemokraterne også bekymrede for her og nu-situationen, altså at arbejdsløsheden bider sig fast, men vi er sandelig også meget bekymrede for, hvordan det ser ud sådan på mellemlang sigt. Og hvad er vores svar til det? Ja, det er at styrke erhvervslivets muligheder for investeringer i forskning og investeringer i uddannelse, således at vi kan være klar og forberedt til kampen om arbejdspladserne, som ligger uden for landets grænser.

Derfor fremlagde vi jo i forbindelse med finanslovforhandlingerne sammen med Det Radikale Venstre, som er med i forligskredsen om globaliseringsaftalen, et ambitiøst oplæg til, hvordan vi kunne bruge eksempelvis erhvervsstøttemidlerne til lige nøjagtig det formål. Men det blev jo pure afvist af regeringspartierne og Dansk Folkeparti, som brugte hele forhandlingsprocessen på at sige, at vi skulle forhandle om det, som – selvfølgelig – var på bordet, men afviste at se på mulighederne i at tænke globaliseringsaftalen sammen med en reform af erhvervsstøtteordningerne, bl.a. til gavn for dansk erhvervsliv. Det var vores forslag, så vi er sådan set langt hen ad vejen enige, og jeg ville ønske, at de synspunkter kunne vinde indpas i Dansk Folkeparti.

Hr. Bent Bøgsted.

Jeg tror, jeg hørte rigtigt, men alligevel – at vi skulle være med i kampen om arbejdspladser, der ligger uden for landets grænser. Det skaber jo ikke arbejdspladser herhjemme. Det giver jo ikke den industriarbejder, der har mistet sit arbejde, et arbejde, hvis det handler om kampen om arbejdspladser, der ligger uden for landets grænser. Det, vi skal have gjort, er, at vi skal have set på, hvordan vi styrker erhvervslivet, så vi kan få oprettet eksportarbejdspladser, det vil sige arbejde, der skaber produkter, som vi kan sælge til omverdenen.

Hvornår regner hr. Morten Bødskov med, at omverdenen er klar til at købe danske varer igen, der kan skabe arbejdspladser? For sådan som jeg forstår det, skal vi skabe danske arbejdspladser, og det sker ved renovering, ved fremrykning af offentlige investeringer; det er 10.000 arbejdspladser i grønne investeringer, der også ligger herhjemme. Men det giver jo ikke arbejde til de mange ledige, der har mistet deres job, og som arbejder med fremstilling af varer til eksport.

Ordføreren.

Vi ser sådan på det, at der er behov for en her og nu-indsats i form af bl.a. fremrykning af offentlige investeringer, investeringer i klimaomstilling af det danske samfund, og der vil helt sikkert være masser af ledige bygningshåndværkere, som vil kunne tage de her job. Men der vil også være folk, eksempelvis Metals medlemmer, som vil nyde gavn af, at man laver en betydelig mere effektiv klimaomstilling af det danske samfund. Så de vil blive opfanget der.

Men det at tro, at hvis man investerer i virksomhedernes muligheder for forskning, for uddannelse og for innovation for at styrke produktiviteten, og det at tro, at hvis eksempelvis Danfoss vinder kampen om arbejdspladser i Kina og alle mulige andre steder, har det overhovedet ingen afsmittende virkning på det danske arbejdsmarked, på virksomhedernes vækstbetingelser i Danmark, deres muligheder for at udvikle nye produkter, ja, så tror jeg, man skulle prøve at besøge nogle af de her virksomheder. Det, de siger at de har behov for, er en hjælpende hånd herhjemmefra for at styrke mulighederne for at vinde kampen om velstand og vækst og beskæftigelse ude og for at kunne ansætte flere herhjemme.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er glad for, at hr. Morten Bødskov bekræftede hr. Flemming Damgaard Larsens udlægning af Socialdemokratiets syn på arbejdsløsheden. Det står lysende klart.

Man kunne ligesom fornemme i dag, at der er troværdighed til diskussion. Jeg skal starte med at konstatere, hvad Enhedslistens gruppeformand den 3. september sagde om S og SF's skatteplan:

Enhedslisten medvirker ikke til en ufinansieret nedsættelse af registreringsafgiften, som vil koste statskassen op imod 25 mia. kr. over 5 år. Det betyder, at der ikke er noget flertal for S' og SF's skatteforslag på det område, og derfor håber jeg da, at de har en alternativ plan.

Sådan lyder det altså fra hr. Per Clausen. Se, det var så ekstra underskud, og det har jo sådan kørt meget frem og tilbage i dag. Kan vi ikke bare få en melding fra hr. Morten Bødskov: Ønsker Socialdemokratiet, at statens underskud skal være større eller mindre?

Ordføreren.

Altså, hvis man vil prøve at læse det socialdemokratiske finanslovoplæg frem for spørgsmål, der er præfabrikeret i Venstres pressetjeneste, vil man se, at underskuddet bliver større. Det tror jeg er fremgået meget klart. Men der kommer også penge i kassen igen, og det er det, der er forskellen mellem regeringens førte politik, som er passiv, og som betyder, at flere bliver langtidsledige, og at flere unge risikerer at starte livet på arbejdsmarkedet i ungdomsarbejdsløshed.

Hvorfor? Fordi den massive fremrykning af offentlige investeringer, vi anbefaler, og som bl.a. også de økonomiske vismænd har talt for, vil sætte folk i arbejde. Og investerer man sågar i klimarigtige tiltag, forbedrer man også så at sige – det er lidt teknisk – driftsøkonomien i de kommunale institutioner, som på sigt vil give besparelser. Så der er god økonomi i en vækstplan. Der er god økonomi i en fremrykning af offentlige investeringer.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg kan godt se, at det ikke huer hr. Morten Bødskov, at selv Enhedslisten betegner Socialdemokratiets økonomiske politik som uansvarlig. Men det kan så være, at der skal være en studiekreds på rød fløj for at få løst den opgave.

Til et tidligere spørgsmål sagde hr. Morten Bødskov, at Socialdemokratiet ikke skulle fremlægge noget, at initiativet lå hos regeringen. Helt ærligt, er det virkelig meldingen til danskerne, at til de udfordringer, som samfundet står over for, siger Socialdemokratiet: Dem har vi ikke nogen svar på, vi overlader initiativet til regeringen? Helt ærligt, mener hr. Morten Bødskov virkelig, at Socialdemokratiet ikke har nogen svar, men gerne forholder sig til regeringens politik? Det synes jeg er nye toner. Men vi glæder os da over, at enhver form for initiativ fra Socialdemokratiets side fuldstændig er forsvundet.

Ordføreren.

Jeg er usikker på, om spørgeren rent faktisk har lyttet efter, selv om jeg nu nok synes, at en del af debatten – måske som en konsekvens af de præfabrikerede spørgsmål – har handlet lidt om det samme.

Pointen er den, at vi mener, at der skal ske noget her og nu, fordi risikoen er, at arbejdsløsheden for alvor bider sig fast. Det, vi så derudover mener, er langsigtede investeringer, bl.a. til gavn for danske erhvervsliv, som hr. Bent Bøgsted spurgte til, som kan styrke deres muligheder for at vinde kampen om også de arbejdspladser og den vækst, der ligger uden for landets grænser – til gavn for mulighederne for, at ingeniører, smede og andre kan komme i arbejde herhjemme.

Når det så handler om behovet for reformer og hullet i kassen og problemerne, som regeringen har skabt med manglende holdbarhed i dansk økonomi, så er det, at vi siger, at vi møder op til enhver forhandling, som vi bliver inviteret til. Vi har foreslået masser af initiativer, der kunne gøre, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet. Dem, der har serveretten til at invitere til de her forhandlinger, er regeringen. Hvis man ikke mener, at man er i stand til at invitere, ej heller at løse de problemer, man selv har skabt, tager vi andre gerne over.

Så bliver det hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Hr. Morten Bødskov siger, at der er hul i statskassen, men tilsyneladende bekymrer det ikke hr. Morten Bødskov, og han har jo vist ved sit svar her i dag, at hullet i statskassen og underskuddet på statsfinanserne bliver større. Hr. Morten Bødskov har sagt, at med de vækstinitiativer, som Socialdemokraterne fremlægger, vil det blive større, men han nævner ikke nogen øvre grænse, han siger ikke, hvor kardinalpunktet er henne.

Nu handler det jo ikke om et eller andet præfabrikeret spørgsmål og en eller anden stor beregning foretaget i Finansministeriet eller i en pressetjeneste. En skoleelev, som tager sin lommeregner frem – eller kugleramme, hvis han er af den gamle skole – kan regne Socialdemokratiets vækstinitiativer sammen, og så vil han altså få det til, at der er et underskud på statens finanser i 2010 på 156 mia. kr., det er ca. 30.000 kr. pr. dansker. Er det for stort, eller er det for lille? vil jeg spørge Morten Bødskov.

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, man er nødt til at skifte batterierne ud i de lommeregnere, man bruger i Venstres pressetjeneste, fordi de helt åbenlyst ikke er i stand til at regne rigtigt. Det, der er pointen, og som jeg nu snart 20 gange har forsøgt at forklare – og jeg ved, at det er svært at forstå andres synspunkter, når man sidder med den type præfabrikerede notater – er, at der er ganske udmærket økonomi i at fremrykke offentlige investeringer, for der vil være den effekt, at der kommer fokus på det, som man i regeringen helt åbenlyst lukker øjnene for, nemlig at arbejdsløsheden er ved at bide sig fast, at langtidsledigheden stiger, og at vækstkrisen i dansk økonomi trækker ud.

Det kan man godt negligere, men konsekvensen af den økonomiske politik, som regeringen fører nu, er meget, meget entydigt, at krisen desværre bider sig fast, og at vækstkrisen trækker i langdrag.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil sige, at der ikke noget, der er præfabrikeret hernedefra. Det er mine kruseduller. Jeg kan da oplyse hr. Morten Bødskov om, at når man gang på gang får et spørgsmål, er det sandsynligvis, fordi man ikke har svaret på spørgsmålet. Hr. Morten Bødskov vil jo ikke svare på, om et underskud på statens finanser i 2010 på over 150 mia. kr. er for stort. Jeg må så vælge at konkludere, at man i Socialdemokratiet godt kan leve med et underskud på statens finanser i 2010, som er på over 150 mia. kr. Personligt må jeg indrømme, at det er beskæmmende.

Jeg kan ikke forstå den manglende sammenhæng i Socialdemokratiets politik, hvor man på den ene side siger, at man er stærkt bekymret for dansk økonomi – det har hr. Morten Bødskov sagt gentagne gange i dag – men på den anden side ikke vil forholde sig til, at de vækstinitiativer, som man fremlægger, bare øger gælden og det offentlige underskud. Jeg vil endnu en gang bede hr. Morten Bødskov om at prøve at forklare det og gerne på en pædagogisk måde, hvis det kan hjælpe. Tak.

Ordføreren.

Nu har Finansministeriet jo igen været så venlig at gennemregne det socialdemokratiske finanslovforslag. Det kan man jo forestille sig at de gør på forudbestilling fra bl.a. Venstres Pressetjeneste. Det er helt fint. Men ikke engang der kan de, hvis de ellers kender til de uenigheder, der er og altid har været, mellem regeringen og oppositionen om, hvad det helt præcist er de enkelte udgifts- og indtægtsinitiativer rent faktisk fører med sig, finde belæg for de spørgsmål, som Venstre har fået med i hånden fra Venstres Pressetjeneste.

Det er helt fint, at man er uenig med os; det er helt fint, at man ikke vil føre en økonomisk politik, hvor man gør noget ved det, der er hovedproblemet i dansk økonomi. Det, der bare er hovedproblemet ved det, er, at konsekvensen som sagt er de mange hundrede arbejdsløse, der hver eneste måned stiller sig op i arbejdsløshedskøen, og at den vækst, som vi gerne skulle have i gang, fortsætter med at bløde.

Så er det fru Birgitte Josefsen for en kort bemærkning.

Jeg har sådan et helt selvfabrikeret spørgsmål. Det er jo sådan, at jeg kan forstå, at hr. Morten Bødskov er meget optaget af mangelen på arbejdspladser og gerne vil have gang i væksten. Vi er sådan set meget enige i, at det er et mål for os alle sammen. Men det er jo ikke ligegyldigt, hvilke arbejdspladser det er, vi får gang i for at forøge væksten. Vi skal jo gerne have gang i eksporten.

Derfor vil jeg høre hr. Morten Bødskov, om man mener, at det vil øge eksporten, at Socialdemokratiet så samtidig ønsker at hæve selskabsskatten.

Ordføreren.

Socialdemokraterne er som sagt, og som det er fremgået, uhyre bekymrede for dansk økonomi, og vi mener, at det, der skal ske, er en her og nu-plan, som kan skubbe gang i dansk økonomi igen.

Når der så bliver spurgt til selskabsbeskatningen, er svaret det, at det, Socialdemokraterne og SF foreslår i vores forslag, er et forslag, som vil bringe os på niveau med andre lande i Europa.

Det, vi i det her relativt lille land skal klare os på og faktisk altid har levet af, er, hvad vi har været i stand til at putte ind i hovederne på folk. Der må man bare spørge, hvis man ser på den øvrige udvikling i dansk økonomi: Hvad er det så, der er sket – selv med en sænkning af selskabsbeskatningen? Det er, at produktiviteten i dansk erhvervsliv er gået ned. Derfor er der ikke den sammenhæng. Det, vi lever af i det her land, er lige nøjagtig det, som vi gerne vil bruge de her penge til, altså investeringer i bl.a. uddannelse.

Det er det, der er det korrekte og langsigtede svar bl.a. på de problemer, som dansk erhvervsliv har lige i øjeblikket.

Fru Birgitte Josefsen.

Nu er det sådan, at Danmark ligger på toptre i OECD, og den plan, der ligger fra regeringens side, giver jo helt klart et øget vækstpotentiale. Så jeg kan i hvert fald forstå, at vi ikke er enige i, hvordan vi når til målet.

Jeg forstår slet ikke hr. Morten Bødskovs regnemetode, altså at man ved at lægge en ekstraskat på eksporterhvervene vil kunne konkurrere med de lande, som vi skal eksportere til. Så jeg synes jo, at hr. Morten Bødskov skal gå hjem og læse lidt på, hvordan de internationale tal ser ud.

Ordføreren.

Det er klart, at vi er kraftigt udfordret, og det, der er udfordringen fremover, er, at hvor vi tidligere stod godt, fordi vi havde en stærk indsats og satsning på uddannelse og forskning og innovation i dansk erhvervsliv og havde en bevidst strategi for, hvordan vi kunne bringe dansk erhvervsliv videre ad den vej, så må man jo nu konstatere, at resultatet af den førte politik er, at vi daler kraftigt.

Derfor er det med meget stor bekymring, vi ser på den udvikling, der har været, også for dansk erhvervsliv. Derfor foreslog vi, at de ganske mange milliarder, der bliver brugt på innovation og erhvervsstøtteordninger til innovation, skal bruges bedre. Derfor har vi ikke det fjerneste imod at lave en reform af selskabsbeskatningen, hvilket står i vores oplæg, bl.a. med det formål at bede den finansielle sektor, bankerne, om at bidrage mere til det danske fællesskab, således at vi kan få styrket uddannelserne af vores unge og kan vinde kampen om de fremtidige arbejdspladser, som skal vindes.

Fru Louise Schack Elholm for en kort bemærkning.

Det er endnu ikke lykkedes hr. Morten Bødskov at svare på, hvor stort Socialdemokraterne mener at det offentlige underskud skal være. Jeg kan godt forstå det, for enten skal Socialdemokraterne indrømme, at de er økonomisk uansvarlige, eller også aner Socialdemokraterne simpelt hen ikke, hvad konsekvensen af deres egen politik vil være.

Men jeg synes stadig væk, at borgerne fortjener et svar på, hvad det er for et økonomisk virvar, som Socialdemokraterne ønsker at sende danskerne ud i. Hvor stort skal det offentlige underskud være? Næste år forventer Finansministeriet, at det offentlige underskud bliver på 94 mia. kr. – det er næsten en fordobling i forhold til i år.

Hvad ønsker Socialdemokraterne det skal være? Skal det være 120 mia. kr., 150 mia. kr. eller 170 mia. kr.?

Ordføreren.

Jeg troede ellers lige, at man var begyndt selv at formulere spørgsmålene, men nu er vi så tilbage i pressetjenestens rille – det er helt fair.

Hvis man nu tager den plan, som vi har fremlagt i dag, og som er et forsøg på at udmønte vores forslag om at fremrykke offentlige investeringer, kan man se, at vi her foreslår at fremrykke 10 mia. kr. til klimainitiativerne. Det vil, hvis vi ser på, hvor mange skatter og afgifter der vil komme ind som følge af, at folk kommer i arbejde, give et lidt større underskud end det, vi ser nu, nemlig 4-5 mia. kr. mere. Pointen er den, at det er godt for den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi, for det, man skal huske på, er, at der er forskel på de umiddelbare underskud, vi har nu, og de underskud, vi vil få på lang sigt i dansk økonomi.

Det kloge er at undgå, at folk havner i langtidsarbejdsløshed, for vi ved, at det koster mange penge, hvis de bliver hængende længe i ledighed, og at de bliver svære at få ind på arbejdsmarkedet igen. Det skal vi undgå, og derfor vil et lille underskud nu faktisk gavne den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi.

Fru Louise Schack Elholm.

Det lyder, som om Socialdemokraterne er fuldstændig ligeglade med den offentlige gæld. Forventer man, at den bare forsvinder automatisk med tiden, eller at den bliver til mahogni med tiden? Gæld er noget, som vi udsætter de fremtidige generationer for at skulle betale tilbage. Kan vi ikke få et tal på, hvor stor man forventer gælden rent faktisk bliver? Kan ordføreren forklare mig: Hvor meget forventer vi at gældsætte de kommende generationer med?

Ordføreren.

Årsagen til, at man bliver ved med at spørge, er, at man har blokeret for forståelsen af, at der er god økonomi i at fremrykke offentlige investeringer. Det er det, der er hele hovedpointen. Jeg forstår godt, at nogle har svært ved at forstå det, for hvis man ser på, hvordan udviklingen i dansk økonomi og særlig de offentlige investeringer har været i årene, der er gået under den her regering, må man spørge: Hvad er der så sket? Der er sket det, at de offentlige investeringer er fanget på et meget, meget lavt niveau i regeringsperioden.

Der er vi bare af en anden opfattelse. Der er god økonomi i – særlig lige nu, hvor arbejdsløsheden stiger – at fremrykke offentlige investeringer, således at vi i en periode får et lidt større underskud. Noget af det kommer ind igen i form af skatter og afgifter, ved at folk så at sige kommer i arbejdstøjet frem for at stå i arbejdsløshedskøen. Derfor er der ganske god økonomi i det, som Socialdemokraterne foreslår.

Det, man skulle begynde at interessere sig for i regeringspartierne, er hullet i statskassen på lang sigt. Det er det, man skal interessere sig for, og det har finansministeren ikke styr på. Men det kan man jo tage en diskussion om, næste gang man i Venstres pressetjeneste skal diskutere, hvilke spørgsmål man skal stille i finanslovdebatten.

Fru Colette L. Brix, kort bemærkning.

Der er et forslag fra Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten om at bruge 10 mia. kr. ekstra til energirenoveringer til næste år. Det lyder jo sådan set besnærende, men kan det nu ikke få den modsatte effekt? Hvad betyder en mere uansvarlig finanspolitik med større underskud? Det betyder, at vi svækker tilliden til dansk økonomi. Hvad betyder det? Det betyder, at vi får en højere rente, og det betyder, at vi får flere arbejdsløse.

Vil det ikke sige, at Socialdemokraternes påstand om, at vi får 10.000 flere mennesker i job, i disse tider forsvinder som en ballon op i den blå luft?

Ordføreren.

Nej, det er vi faktisk ikke enige i, og det er vi ikke, fordi vi simpelt hen tror på, at konsekvensen af, at der ikke bliver gjort tilstrækkelig nu, er, at krisen bider sig fast, det er, at langtidsledigheden vil stige, at vi vil se, at unge får vanskeligt ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, at de ikke kan bruge deres uddannelse til det, de oprindelig havde troet de skulle bruge den til.

Derfor foreslår vi bare, at man slår to fluer med et smæk og bruger en del af de fremrykkede offentlige investeringer til bl.a. at investere i klimarigtige løsninger i offentlige bygninger. Vi ved, at der er stor arbejdsløshed blandt bygningshåndværkerne. Det vil kunne sætte dem i arbejde igen, og der er som sagt penge i en vækstpakke, sådan som dansk økonomi udvikler sig lige nu.

Fru Colette L. Brix.

Nu har vi desværre kun to korte bemærkninger, så jeg vil spørge om noget andet.

Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre har jo været med til at udmønte de her berømte globaliseringsmidler for 2010-2012, hvor vi sammen opretter en fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse, og hvor der tilføres 760 mio. kr. Derfor er det jo fuldstændig uforståeligt, at Socialdemokratiet kommer med en kritik af regeringens politik. Jeg fatter det ikke. De samme partier har også stået bag aftalerne med kommunerne og med regionerne for 2010, hvor der også er tilført ekstra milliarder af kroner til bl.a. renovering af slidte kloakker, bygninger og veje. Faktisk har der aldrig nogen sinde været fremrykket så mange investeringer i infrastrukturen som i 2010. Hvad er det, man brokker sig over?

Ordføreren.

Jeg tror, at det måske nogle gange er temperamentet, der sådan blokerer for, at man kan se fejlene ved noget af det, man laver.

Det, der er hovedpointen, når vi eksempelvis beder om, at man styrker dansk erhvervslivs muligheder for at konkurrere om fremtidens arbejdspladser og den velstand, som ligger uden for grænserne, er, at vi vil gøre det bedre for dansk erhvervsliv. Vi vil give dansk erhvervsliv bedre muligheder for at være parat til den kamp, som er helt afgørende, og som jeg tror er drabelig fra dag til anden for danske virksomheder.

Fru Colette L. Brix ved jo også godt, at Socialdemokraterne foreslog, at vi ud over aftalen om globaliseringspuljen skulle gøre, som der står i globaliseringspuljeaftalen, nemlig understøtte udviklingen af bl.a. dansk erhvervsliv. Derfor foreslog vi, at man gik ind og målrettede de rigtig, rigtig mange midler, der ligger i erhvervslivets ordninger, som bl.a. både Rigsrevisionen og Teknologisk Institut er helt enige med os i trænger til at blive gennemgået med en tættekam for at styrke erhvervslivets muligheder for bl.a. vækst og velstand uden for landets grænser.

Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Nu har vi meget dygtige medarbejdere i vores pressetjeneste, så med hr. Morten Bødskovs tilladelse vil jeg tillade mig at bruge et af deres spørgsmål, for det er jo sådan set ligegyldigt, hvor spørgsmålet kommer fra, det er jo mere svaret, som er interessant at få frem her i dagens debat.

Nu kan jeg forstå, at Socialdemokraterne er meget bekymrede over den stigende ledighed, og det er vi jo selvfølgelig alle sammen. Men når man sammenligner med den situation, vi havde tilbage i 1998, hvor der var en ledighed på omkring 180.000 danskere, da gennemførte Socialdemokraterne, den daværende SR-regering, den berømte pinsepakke for at dæmpe økonomien. Nu står hr. Morten Bødskov så her knap 10 år efter og siger, at vi yderligere skal lette økonomien yderligere i en situation, hvor vi næste år forventer en ledighed på omkring 160.000. Hvori består den forskel?

Ordføreren.

Hvis man bladrer lidt længere frem i pressetjenestes spørgemanual, vil man se, at der er betydelig forskel på den situation, vi havde i slutningen af 1990'erne, og så den, vi har nu. Hvordan det?

Opbremsningen i den danske økonomi er nærmest uden sidestykke. Hvis man ser på, hvordan ledigheden inden for en ganske, ganske kort periode er eksploderet eksempelvis inden for byggefagene, er det et meget, meget godt billede på den udfordring, dansk økonomi står i lige nu. Vi risikerer, at et så kraftigt tilbageslag, som vi her har oplevet, bliver hængende. Vi risikerer, hvis ikke man gør mere end det, der sker lige nu, at effekterne af tilbageslaget bider sig fast, krisen trækker ud, folk bliver kastet ud i langtidsledighed, og at unge ikke kommer ind på arbejdsmarkedet.

Det er derfor, vi er bekymrede for, hvad det er, der sker med regeringens politik, og hvilke konsekvenser det har for dansk økonomi. Det er ikke kun os, det er rent faktisk også de økonomiske vismænd.

Hr. Jacob Jensen.

Men jeg må da altså gå ud fra, at 180.000 ledige i 1998 alt andet lige er værre end 120.000 eller 160.000, som man forventer til næste år. Altså, det er vel ikke et spørgsmål om hastigheden, det er vel et spørgsmål om de enkelte mennesker, der kommer ud i ledighed. Derfor må jeg bare spørge endnu en gang: Hvordan kan det være, at man i 1998 valgte at bremse op på økonomien fra SR's side, da man havde 180.000 ledige? Da mente man, at der skulle en dæmper på økonomien, hvor man i dag med udsigt til et mindre antal ledige vil sige, at nu skal vi lette på økonomien. Den forskel synes jeg at hr. Morten Bødskov skal have mulighed for at uddybe.

Ordføreren.

Jamen der er den forskel, som jeg sagde før, at det er et enormt kraftigt tilbageslag, som dansk økonomi har oplevet, helt uden sidestykke. Det er et kraftigt tilbageslag indenlandsk, almindelige lønmodtagere er blevet fyret i hobevis, og det forværres jo desværre også af et mindst lige så kraftigt tilbageslag, hvis man ser på, hvordan den internationale økonomi har udviklet sig.

Der er vores synspunkt bare det, at hvis vi skal undgå, at krisen bider sig fast, hvis vi skal undgå, at erhvervslivet ikke bliver fanget i en produktivitetsfælde, hvor afstanden mellem de nye produkter, mellem de spændende nye initiativer bliver længere og længere med den konsekvens, at vi mister værdi og taber penge, så er der behov for at få gjort noget her og nu, en vækstpakke, som kan skabe gang i dansk økonomi. Vi vil have styrket investeringerne i klima og miljø og så også på lang og mellemlang sigt sikre, at vi får beredt dansk erhvervsliv på at vinde kampen om den velstand, som forhåbentlig kommer på den anden side af krisen.

Det er der, regeringen svigter, men det er der, Socialdemokraterne i dag har været med til at fremlægge et klart alternativ til den førte politik.

Så siger jeg tak til ordføreren, og så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Når man har hørt de to første ordførerindlæg, kan man næsten fristes til at begynde, som man plejer.

Først havde vi Venstres ordfører, der jo på forbilledlig vis fik fremhævet mange af de positive elementer, der er at fremhæve; man fik indtrykket af, at der alligevel var rigtig meget, som på trods af krise osv. gik godt. Så kom Socialdemokratiets ordfører og fortalte, at det hele var noget skidt, at det hele var noget møg; mage til sortsyn skal man jo lede længe efter. Så kommer Dansk Folkepartis ordfører og kan præsentere det mere virkelige billede, som folk oplever i deres hverdag.

Det virkelige billede, den virkelige verden er jo karakteriseret ved, at vi lever i et velfærdssamfund, hvor der sker rigtig, rigtig mange positive ting. Der er rigtig mange offentligt ansatte, der knokler hver eneste dag for at levere velfærdsydelser til danskerne, det være sig på sygehusene eller i ældreplejen, i politiet osv., og så er der en mængde områder, hvor der er en masse udfordringer, som vi skal håndtere, specielt på grund af den økonomiske krise.

Finanslovaftalen er endnu et skridt i retning af at håndtere dem. Der er rigtig meget positivt i finanslovaftalen, og når man har hørt de første par timers debat, synes jeg egentlig også, det er slående, at der sådan set ikke er nogen, der har undsagt noget af det, der er lavet i finanslovaftalen. Der har ikke været en eneste kritisk bemærkning om noget af det, vi rent faktisk har lavet, og det må man jo tage som udtryk for, at alle er enige om, at det, regeringen og Dansk Folkeparti nu har lavet med finanslovaftalen, bare er rigtig flot. Det er supergodt, stort set alle punkterne kan man støtte. Man vil bare gøre noget mere på nogle områder, og det er jo ærlig snak, for det er jo her, politikere skal dele sig efter anskuelser. Men det er da glædeligt at konstatere som en af dem, der har været med til at lave finanslovaftalen, at der er så stor tilfredshed med og opbakning bag det, vi har lavet, og jeg synes da godt, man lige kan dvæle lidt ved et par af de ting, der åbenbart er så stor glæde over.

Når det handler om politiets indsats, havde vi jo i finanslovforhandlingerne en god drøftelse af, hvordan vi kunne sikre, at politiet for alvor var rustet til den store opgave, det er at skulle betjene specielt København i forbindelse med klimatopmødet. Jeg tror, der er rigtig mange danskere ude i den virkelige verden, der har været nervøse for, hvad der skulle ske, når der kommer så mange aktivister til København, og vi ved, at nogle eller mange af dem også kommer for at lave ballade. Vi har sikret bevillinger, der gør, at politiet nu kan knokle løs med at sørge for, at der er fred og ro i Københavns gader i forbindelse med klimatopmødet, og det undgås, at det betyder, at betjentene skal afspadsere i 2010 med det resultat, at der ikke er politi til ganske almindelige gøremål i dagligdagen.

Jeg synes også, det er værd at bemærke, at politiet indtil nu har gjort en forbilledlig indsats. Jeg synes, der er grund til her fra talerstolen, når vi nu har denne tredjebehandling på et tidspunkt, hvor løjerne finder sted ude i gaderne, at slå fast, at politiet fortjener opbakning, ros og respekt for det arbejde, det leverer. Jeg tror, der er rigtig, rigtig mange danskere, helt almindelige danskere ude i den virkelige verden, der faktisk er glade for, at vi har et politi, der bruger de redskaber, det nu har fået stillet til rådighed, til at undgå uro og optøjer, om det så er materiel, der er lånt, om det er lømmelpakken, som vi jo vedtog sammen med regeringen – den er jo ikke finanslovstof, men der var nogle, der er modstandere af den. Men den har jo vist sig at være et redskab, som har kunnet bruges til at tage folk, som man har en mistanke om kun er her for at lave ballade, ud, så de fredelige demonstranter i højere grad kan gøre det, de ønsker. Det har været en stor succes indtil nu, alt taget i betragtning.

Et andet punkt, som jeg synes er værd at dvæle ved, er den økonomiske krise. På trods af at vi kan se positive signaler i økonomien og stille og roligt kan begynde at få væksten i gang igen fra 2010 – vel allerede fra nu, men tallene er jo positive for 2010 – står vi i en situation, hvor ledigheden fortsat er stigende, og derfor er det jo meget tilfredsstillende at konstatere, at de initiativer, regeringen og Dansk Folkeparti har taget indtil nu, samlet set bidrager til, at 80.000 flere kommer i beskæftigelse næste år. Hvis vi ikke havde gjort det og vi ikke havde haft de lave renter, som jo er en følge af, at der føres en troværdig økonomisk politik i dette land, var det ikke sket. Det var nok ikke lige det, der stod klart, da man hørte den socialdemokratiske ordfører, men det er dog immer væk ganske udmærket.

Der ligger i finanslovaftalen fremrykning af offentlige investeringer på en lang række områder, som jeg meget gerne kommer tilbage til. Jeg håber, der kommer spørgsmål til det, så vi kan gå igennem, hvad der rent faktisk ligger at fremrykkede offentlige investeringer i den finanslovaftale, der er gennemført.

På socialområdet er der, på trods af at vi er i en økonomisk krise, på trods af at underskuddet jo desværre er så stort, som det er, inden for den økonomiske politik blevet plads til at gøre nogle forbedringer for udvalgte grupper af befolkningen på en række områder. I Dansk Folkeparti synes vi, det på socialområdet er meget positivt, at vi igen har kunnet skabe forbedringer af ældrechecken, ved at vi denne gang hæver formuegrænsen for, hvor meget pensionister må have stående på bankbogen uden at blive beskåret i ældrechecken. Det vurderes, at 13.000-14.000 flere folkepensionister nu får del i ældrechecken, som følge af at vi hæver formuegrænsen med 10.000 kr. fra 64.000 til 74.000 kr.

Vi har skabt forbedringer af sygedagpengesystemet. Vi ved, at en følge af krisen desværre er, at flere hænger fast i sygedagpengesystemet, så vi har skabt en yderligere forlængelse i forhold til de tidligere forbedringer, vi har skabt, så der bliver bedre tid til, at kommunerne kan få afklaret folks situation, så færre kommer i klemme i sygedagpengesystemet.

Vi har skabt rum for, at der nu bliver leveret 300 mio. kr. ekstra til kommunerne til en bedre ældrepleje oven i de kommunale budgetter, kommunerne har lagt. Vi syntes, det var rigtigt, at staten gav en ekstra sum penge til kommunerne til at løfte ældreplejen, og derfor er der mulighed for, at kommunerne nu kan løfte ældreplejen næste år med yderligere 300 mio. kr.

Jeg kunne nævne mange andre ting, men der er således på socialområdet taget en lang række positive initiativer. Det har ikke været det mest fremtrædende element her i formiddagens debat, så jeg synes, det er værd, at man lige dvæler ved nogle af de positive ting, som jeg kan forstå der åbenbart er stor opbakning til.

På sundhedsområdet går vi i gang med Kræftplan III, fordi der stadig er ganske mange kræftramte, der ikke oplever optimale vilkår. Vi synes, det vil være rigtig godt at skabe forbedringer for de kræftramte, specielt i form af rehabilitering, altså det, at man efter et behandlingsforløb får ordentlig pleje og ordentlig genoptræning osv. Det er faktisk rigtig, rigtig vigtigt for rigtig mange mennesker ude i den virkelige verden.

Vi synes, der skal ske en mere målrettet indsats for de ældre medicinske patienter, og derfor er det en del af finanslovaftalen, at der nu skal gøres en mere målrettet, sammenhængende indsats for de ældre medicinske patienter. Jeg har fået at vide, at mange af de mennesker, der i praksis arbejder med ældre medicinske patienter, ser meget frem til, at der bliver lavet et sådant stykke arbejde, så vi kan gøre en mere helhedsorienteret indsats for de ældre medicinske patienter, der ellers kan komme i klemme.

Så havde vi i forbindelse med finanslovforhandlingerne en diskussion om den kommende sygehusstruktur. Jeg vil understrege, at det for Dansk Folkeparti er vigtigt, at når vi laver en ny sygehusstruktur, skal den blive til gavn for alle mennesker i dette land, uanset hvor de bor. Det, at man samler specialer nogle steder, skal ikke betyde, at der er yderområder og udkantsområder, som for alvor kommer i klemme, og derfor har vi sat ekstra bevillinger af til at understøtte netop denne indsats ude i yderområderne og udkantsområderne. Det er noget, vi vil komme tilbage til i løbet af 2010 i samarbejde med regeringen.

På retsområdet har vi taget en række skridt. Indsatsen mod kriminelle bander og rockere skal forstærkes, og indsatsen mod socialt bedrageri skal forstærkes, specielt når vi kan se at udlændinge er indblandet. Vi har jo aftalt at nedsætte den kriminelle lavalder for i højere grad også retsmæssigt at kunne forfølge de unge lømler, der laver balladen. Der er taget en lang række skridt på retsområdet, og Al Capone er igen blevet en kendt person, for det er jo betegnelsen for den indsats, der bliver gjort, når flere forskellige offentlige myndigheder går ud sammen med politiet for at knægte dem, der begår kriminalitet. Den indsats får også et løft med finanslovaftalen.

Politistyrken bliver øget, og det er måske noget, der er blevet overset. Jeg ved ikke, om alle herinde er fuldt bekendt med det og har læst aftalen, så man ved det, men det er faktisk ikke uvæsentligt, at vi også får øget politistyrken med finanslovaftalen.

Tiden flyver, så jeg vil afslutningsvis sige, at et af de punkter, der var vigtige for os, da vi fremlagde vores forslag til finanslovforhandlingerne, jo var, at der blev sat skub i repatriering, altså hjemsendelse af udlændinge, der ikke kan integreres i det danske samfund. Vi har fået skabt ændrede vilkår, der skal gøre, at kommunerne nu får en større tilskyndelse til for alvor at arbejde med det her, og vi håber selvfølgelig, det bliver en succes.

Vi vil også være parat til at tage yderligere skridt for at sikre, at det bliver en succes, for der vil være ganske mange mennesker, der er kommet til Danmark, måske på grund af ulykkelige vilkår i hjemlandet, som nu har mulighed for at vende tilbage, fordi vilkårene har ændret sig, og som vil kunne se noget fornuft i, at de fortsætter livet i deres oprindelige hjemland frem for i Danmark, måske som pensionister. Det løser en række udfordringer i det danske samfund, hvis de gør det, og det løser også nogle økonomiske problemer, fordi der er ganske megen økonomi forbundet med de utilpassede udlændinge, der er i det danske samfund. Derfor er vi glade for, at det lykkedes os at få en aftale med regeringen, der også sætter skub på det område, og det er også noget af det, vi vil forfølge skarpt i den kommende tid.

Så er tiden gået. Der er meget andet i en finanslovaftale, der rummer rigtig mange positive ting, som jeg også gerne havde taget fat på, men det håber jeg at jeg får lejlighed til i forbindelse med de spørgsmål, der kommer her efterfølgende.

Tak. Der er en hel del, der har skrevet sig på til korte bemærkninger, og jeg kan sige, at nogle af dem – de fleste af dem – vil komme på efter frokostpausen, som er fra kl. 12.00 til 13.00. Jeg læser lige op, hvem jeg har skrevet op, og så kan man reagere, hvis man føler, man ikke er blevet set: Morten Bødskov, Ole Sohn, Morten Østergaard, Frank Aaen, Mogens Jensen, Jesper Petersen, Margrethe Vestager, Kirsten Brosbøl, Özlem Cekic, Line Barfod, Thomas Jensen, Eigil Andersen, Anne Marie Geisler Andersen og Sophie Hæstorp Andersen.

Den første er hr. Morten Bødskov.

Tak for det. Vi lyttede med interesse til Dansk Folkepartis finansordførers fremlæggelse af finanslovforslaget. Fra Dansk Folkepartis side blev der lagt meget vægt på, at der var krise i dansk økonomi, og at der nu var behov for, at man lavede en vækstpakke, så man – som jeg endda tror det blev formuleret – kunne bremse lidt op for stigningen i arbejdsløsheden. Da foreslog man det, vismændene har foreslået for næste år, dvs. sådan en 8-10 mia. kr. ud over det, regeringen lavede i forbindelse med kommuneaftalerne.

Siden man foreslog de her ting, er arbejdsløsheden steget yderligere. Nu forstår jeg, også på de spørgsmål, ordføreren har stillet tidligere, at man er tilfreds med lavere offentlige investeringer – i en tid, hvor arbejdsløsheden rent faktisk er steget. Det kan godt være mig, der ikke forstår det, men det hænger ikke helt sammen, at man er kommet til den konklusion, at man bakker op om regeringens politik, når arbejdsløsheden er steget. Man krævede stærkere og stigende offentlige investeringer, men nu kommer man ud med et resultat, som er markant lavere end det, man startede med at bede om.

Ordføreren.

Altså, med finanslovaftalen sikres det, at vi har den største stigning i de offentlige investeringer, vi vel har set siden 1960'erne, et markant løft i de offentlige investeringer næste år. Vi har med finanslovaftalen besluttet, at vi over de kommende år fremrykker offentlige investeringer for 5 mia. kr. Vi har skaffet økonomi til, at kommunerne kan løfte reelle investeringer for 3 mia. kr. Vi har givet virksomhederne en kreditlempelse på 20,5 mia. kr., som de skulle have afregnet her i december, men som vi har flyttet til december næste år, for simpelt hen at skabe baggrund for, at virksomhederne får en bedre likviditet, så de netop ikke skal afskedige så mange medarbejdere. Jeg kunne blive ved – vejvedligeholdelse har vi fremrykket.

Vi har taget en lang række initiativer med finanslovaftalen, og derudover er vi enige, regeringen og Dansk Folkeparti imellem, om, at vi også i løbet af 2010 tackler de udfordringer, der er, på tilsvarende vis, som vi har gjort i år, nemlig at vi er parate til at tage nye initiativer, når vi vurderer, at behovet er der.

Hr. Morten Bødskov.

Ordføreren lyder jo som et bedre ekko af finansministeren, end Venstres ordfører temmelig sikkert efterfølgende vil gøre.

Det, jeg helt konkret spurgte om, var, hvordan det kan være, at man går ind i finanslovforhandlingerne med et meget højt krav om offentlige investeringer og går ud af finanslovforhandlingerne med et meget lille resultat, samtidig med at arbejdsløsheden er steget. Altså, det forstår jeg ikke, og derfor er spørgsmålet jo, om det her ikke bare er et udtryk for, at Dansk Folkeparti taler med to tunger. Når man sidder foran den store verdenspresse, vil man gerne præsentere sig selv som et parti, der gør noget, men når man kommer ud med resultatet, er man efterhånden et bedre ekko af finansministeren, end han – vil jeg tro – selv ville være i stand til at præstere.

Ordføreren.

Det svinger lidt. Først var det fru Tina Nedergaard, der skulle være et ekko, og nu er det finansministeren – og det var inden for 1 minut.

Sagen er vel bare, at det er afgørende for Dansk Folkeparti, at vi har troværdighed omkring den økonomiske politik, for vi tror faktisk på, at hvis ikke der er troværdighed om dansk økonomi, vil der heller ikke være lave renter, og så vil det blive rigtig problematisk for det danske samfund. Så vi tror, der er noget overordnet her, der er vigtigt.

Inkluderet i det har vi så lavet en finanslovaftale, hvor vi fremrykker offentlige investeringer, så vi er nået et stykke ad den vej, som jeg præsenterede, og som hr. Morten Bødskov refererer til. Derudover er vi så enige med regeringen om en tekst i finanslovaftalen, som hr. Bødskov selvfølgelig kender, hvor vi skriver, at vi også i løbet af 2010 vil tackle udfordringerne på den måde, vi har gjort det på i løbet af 2009, nemlig at vi er klar til at tage nye initiativer. Vi har jo taget initiativer i løbet af 2009, som ikke var forudset, da vi lavede finansloven for 2009, og det er jo et udtryk for, at vi selvfølgelig sidder og er klar med handling, når vi kan se, at økonomien rummer det, og vi kan tage initiativer, der samtidig sikrer troværdighed om dansk økonomi.

Hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Når man nu skal udvise rettidig omhu – og det forstår jeg at Dansk Folkeparti ønsker for at sikre stabilitet i dansk økonomi – bør man vel også tage i betragtning, at man sidste år lavede en skattereform, som Dansk Folkeparti lagde stemmer til, og som giver de bedst stillede i samfundet godt 10 mia. kr. i skattelettelser næste år, som skal lånefinansieres. Så er spørgsmålet: Ville man ikke have udvist mere rettidig omhu, hvis man havde skabt noget decideret beskæftigelse, f.eks. klimavenlig beskæftigelse med energirenoveringer af private og offentlige boliger, offentlige bygninger og private virksomheder, som kunne tage toppen af arbejdsløsheden og sikre håndværkerne beskæftigelse og samtidig mindske Danmarks energiudgifter på sigt? Er det ikke en lidt bedre måde at gøre det på? Man kunne jo have udvist rettidig omhu, hvis man havde ønsket det.

Ordføreren.

Vi gør begge dele, altså, vi sikrer en politik, der giver den ganske almindelige danske familie ude i den virkelige verden nogle flere penge mellem hænderne i 2010, fordi vi tror på, at det er vigtigt, at den enkelte dansker har en fornuftig familieøkonomi, så man har stabilitet der. Med den anden hånd sørger vi så for at øge de offentlige investeringer. I forhold til det energimæssige, som hr. Ole Sohn nævner her, vil jeg sige, at det jo er en del af finanslovaftalen, at vi sætter 400 mio. kr. af til en ordning med udskiftning af gamle oliefyr, for så får man nogle investeringer på et område, der også har den energieffekt, som hr. Ole Sohn efterlyser.

Jeg må bare sige: Respekt for, at man selvfølgelig altid vil gøre mere, end regeringen og Dansk Folkeparti finder frem til, men man kunne godt lige, når man rejser sådan en sag, bruge bare 5 sekunder på at anerkende det, der rent faktisk bliver gjort i nøjagtig den retning, man selv efterlyser.

Hr. Ole Sohn.

Jo, men nu er det jo sådan, at siden man startede finanslovforhandlingerne, siden regeringen kom med sit udspil, hvor finansministeren erkendte, at han ikke så krisens omfang, er den erkendelse gentaget senere i den nye Økonomiske Redegørelse, hvoraf det fremgår, at udviklingen i ledigheden er forværret, og at dansk økonomis situation er blevet væsentligt forværret, også i forhold til prognoserne, da man startede finanslovforhandlingerne. Så er det, man skal målrette sine investeringer, for det hele foregår jo for lånte midler, og der, hvor den bedste beskæftigelsesmæssige effekt er, der, hvor man kan sikre danskerne den størst mulige sikkerhed for ikke at blive arbejdsløse, er ved at sætte noget decideret beskæftigelse i gang. Det kan man gøre ved offentlige investeringer, og det kan man gøre ved energirenoveringer, som så har den sideeffekt, at det er midlertidige investeringer, og at det giver energibesparelser.

Så spørgsmålet er bare, hvorfor man ikke udviste rettidig omhu, når man havde muligheden for det. Dansk Folkeparti sidder med nøglen til det og kan sige til regeringen: Den der rødvinsreform var ikke nødvendig; den er lavet i en tid, hvor vi troede, at træerne kunne blive ved med at vokse ind i himlen, men nu viser det sig, at det hele sker for lånte penge, og at korthuset falder sammen. Dansk Folkeparti havde ansvaret og mulighederne.

Ordføreren.

Vi fremrykker offentlige investeringer. Altså, når man hører hr. Ole Sohn, virker det, som om vi ikke fremrykker offentlige investeringer i 2010. Det gør vi, lige præcis af de årsager, som hr. Ole Sohn også nævner.

Den anden del af spørgsmålet går så på, om det vil være fornuftigt at aflyse den skatteomlægning, der finder sted fra 2010 til 2019. Hr. Ole Sohn lever i en vildfarelse – nej, det gør han nok ikke, han ved det godt, men han forsøger kun at give et billede af, hvad der sker i 2010 og 2011. Og det er jo, fordi han ikke vil fortælle, at den anden del af den historie er, at fra 2012 til 2019 strammer man skruen over for en række af de fradragsmuligheder, som højtlønnede har, og derfor vil vi på en lang række områder kunne se, at det er de højtlønnede, der kommer til at betale for de skattelettelser, de får i 2010 og 2011. Men det passer ikke ind i det politiske verdensbillede, hr. Ole Sohn ønsker at give, og derfor glemmer han at fortælle den del af det. Men jeg tror, at for dem, der sidder derude og følger med i en debat som den her, vil det være interessant at vide, at den skatteomlægning, der finder sted for 2010-2019, er overfinansieret. Den giver flere penge i statskassen i den sidste ende, og den sikrer, at det hovedsagelig er de forholdsvis velstillede folk, der får store skattelettelser, der også kommer til at betale for skattelettelserne.

Fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Nu var ordførerens tale jo sådan en opremsning af finansloven nu og her, og det synes jeg er al ære værd, men hvis ordføreren vil løfte blikket et øjeblik og se på nogle af de krav, der jo er til dansk økonomi, vil han se, at en af de ting, som er meget slående, er, at Venstres ordfører meget klart sagde: 2015-planen er vores plan, den skal holdes.

Jeg vil dels spørge om, om ordføreren er enig i det, dels også om, om ordføreren er enig i at tage fat på at finde de besparelser, der skal til for at komme tilbage på sporet for 2015-planen – altså ud over de udfordringer, som planen i sig selv indeholder. Er ordføreren klar til de besparelser, og er ordføreren enig i, at 2015-planen er den plan, der skal følges?

Ordføreren.

Udgangspunktet er 2015-planen, men jeg har en forventning om og mener, at når vi kommer længere igennem krisen, bør regeringen fremlægge et bud på, hvordan den langsigtede økonomi ser ud. For noget af det, som jeg er meget optaget af, og som Dansk Folkeparti er meget optaget af, er, at der er troværdighed om dansk økonomi også på længere sigt. Jeg tror, at det er en af de gode lærdomme, der er af dansk økonomi igennem mange år, nemlig, at det tjener os bedst, at der er troværdighed om den langsigtede økonomiske politik. Derfor går vi altså ind i et arbejde, der også handler om, hvordan vi får underskuddet bragt ned igen, så vi kommer i en situation, hvor vi igen har et nettotilgodehavende og ikke en nettogæld fra det offentliges side.

Fru Margrethe Vestager.

Ordene er jo sådan set gode nok, vi mangler bare indholdet, og derfor vil jeg spørge, om ordføreren er enig med Nationalbankens direktør, som jo siger:

Det er væsentligt at udarbejde en holdbar plan for konsolidering af de offentlige finanser. Og en holdbar og troværdig plan kræver ikke blot enighed om målet – men også om midlerne.

Så jeg er helt enig med ordføreren i, at det er helt afgørende, at vi har en troværdig plan. Der er sådan lidt slør på, om det er 2015, eller hvad det nu er for noget, men en plan i hvert fald. Kan ordføreren så løfte sløret for, hvilke midler Dansk Folkeparti vil støtte, midler, der er i sådan en plan til at genoprette dansk økonomi, som jo i øjeblikket har meget, meget store problemer, ikke kun nu, men også hvis vi kigger 2, 4, 6 år frem.

Ordføreren.

Som det første vil jeg sige, at jeg er enig med nationalbankdirektøren. Når jeg siger det om 2015, er det, fordi det jo simpelt hen er et spørgsmål om at have en tilpas lang fremskrivning af den danske økonomi, så det giver troværdighed, altså, at man også kan nå at indfri de ting, man gerne vil. Det er jo klart. Vi har lavet et fælles forlig om tilbagetrækningstider, der udløber i 2025 i hvert fald med de umiddelbare ændringer, der finder sted.

I forhold til det med midlerne vil jeg så sige – fordi der skiller vandene jo lidt i forhold til Det Radikale Venstres ønske om at fjerne en bestemt ordning fra landkortet, nemlig efterlønsordningen – at jeg næsten har den bøn til Det Radikale Venstre, at hvis man vil have en seriøs debat om de midler, der så kan bringes i anvendelse, burde der være enighed om at stå ved det forlig, vi lavede i 2006, og sige, at det altså rummer en aftale om tilbagetrækningsalderen, og så sige, hvilke redskaber vi så derudover kan gøre brug af til at nå den situation, at vi selvfølgelig får konsolideret de offentlige finanser.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak. Dansk Folkeparti gør altid meget ud af, at der skal være noget til pensionisterne. Men samtidig med at man giver en relativt lille forhøjelse af ældrechecken, har man så igen været med i det såkaldte satspuljeforlig. Og her har vi lige fået et svar fra finansministeren, der viser, at folkepensionisterne i dag samlet set har betalt 4,7 mia. kr. til satspuljen, som jo er dannet, ved at man tager en lillebitte del af reguleringen af pensionerne hvert eneste år, og førtidspensionister har betalt 2 mia. kr., modtagere af sygedagpenge og barseldagpenge har betalt 1,4 mia. kr., og efterlønsmodtagere har betalt 1,3 mia. kr. Jeg ved godt, at Dansk Folkeparti siger, at man gerne vil være med til at fordele pengene, når nu de bliver taget, men hvornår siger Dansk Folkeparti stop og holder op med det tyveri fra pensionister og efterlønsmodtagere?

Ordføreren.

Jeg synes simpelt hen, det er fortryllende, at hr. Frank Aaen rejser det spørgsmål, hver gang vi har den her type debatter, og han kender svaret; han er så endda i slutningen her i gang med selv at fabrikere svaret, så jeg kunne egentlig bare holde min mund. Altså, sandheden er jo, at vi sagtens kan træde ud af det forlig, for vi er grundlæggende modstandere af satspuljen, og det ved hr. Frank Aaen om nogen. Det kunne vi da sagtens gøre. Hvad ville vi få ud af det? Det eneste, vi ville få ud af det, var, at de andre partier sad og fordelte satspuljen. Altså, det giver jo ikke den store mening. Jeg kan jo tydeligt huske, hvordan det var med Socialdemokratiet, da vi sagde, at vi, hvis de penge skulle fordeles via satspuljen, ville være med til det; så var der alle mulige krumspring for at få formuleret tingene og ændret reglerne, så man var sikker på, at vi ikke kunne komme ind for at blokere udmøntningen af satspuljen. Så effekten af, at vi sagde nej, ville være, at andre bare ville sidde og fordele de satspuljemidler, og det ved hr. Frank Aaen godt.

Hr. Frank Aaen.

Det er korrekt, at jeg kendte svaret, og det var derfor, jeg var lidt mere præcis og sagde: Hvornår tager man initiativ til at sige det forlig op? Det er jo sådan med alle forlig, at de ikke er evige; de kan siges op. Hvornår sender Dansk Folkeparti et brev til de øvrige satspuljepartier og siger: Nu må den lov revideres, så pensionerne følger lønudviklingen og vi holder op med hvert eneste år at stjæle en lillebitte del af reguleringen fra pensionister, arbejdsløse, efterlønsmodtagere osv.? Hvornår sender man det brev?

Ordføreren.

Jamen det kan jeg sende her fra talerstolen. Altså, det bør jo ikke komme bag på nogen: Dansk Folkeparti har altid sagt, at vi ikke synes om satspuljeordningen, men da vi kunne se, at et flertal ville fortsætte satspuljen, sagde vi, at så ville vi da hellere være med i forliget. Så er det klart, at vi står ved det forlig, når vi er trådt ind i det. Det er da klart, for vi vil jo hellere være med til at fordele pengene end bare stå udenfor og se, at andre gør det.

Altså, jeg husker tydeligt de samtaler, jeg havde med ledende socialdemokrater om den her ordning, da vi så skulle træde ind. Men vi har jo aldrig nogen sinde været tilhængere af den måde, man gør det på, og det ved hr. Frank Aaen udmærket godt. Så jeg vil opfordre hr. Frank Aaen til at stille de spørgsmål omkring satspuljeordningen til de partier, der hele vejen igennem har stået fast på, at ordningen skulle indrettes, som den er.

Hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Nu slår Dansk Folkeparti sig jo ofte op på at være de svagestes parti og forsvare de svageste, og de ord har vi jo også hørt her i dag fra ordføreren. Vil Dansk Folkepartis ordfører ikke forklare, hvordan det hænger sammen med, at mens den her regering har været ved magten med Dansk Folkepartis støtte, er der ude i virkeligheden, som ordføreren jo meget gerne vil forholde sig til i dag, blevet 55.000 flere fattige danskere? 50.000 børn lever i dag i fattigdom i Danmark, samtidig med at regeringen og Dansk Folkeparti leverer kæmpe skattelettelser til de rigeste næste år. Hvordan hænger det sammen med, at arbejdsløsheden galopperer derudaf i øjeblikket, uden at Dansk Folkeparti og regeringen foretager de nødvendige investeringer, som kan dæmme op for arbejdsløsheden? Er sandheden ikke, at det slet ikke er noget, Dansk Folkeparti bekymrer sig om, når man heller ikke engang vil kritisere statsministeren for at have brugt 1 mia. kr. på at forgylde privathospitalerne?

Ordføreren.

Hvis man ser på finanslovaftalerne for f.eks. i år og næste år, vil man kunne se, at Dansk Folkeparti har meget stærk interesse i, at syge mennesker hurtigt bliver behandlet, at de hurtigt kommer igennem behandlingssystemet, så de bliver raske. Vi har meget stort fokus på, at hvis man er kræftramt, bliver man behandlet og får en ordentlig behandling efterfølgende, altså den her rehabilitering, som det hedder. Vi har meget stort fokus på, at pensionister, der ikke har særlig meget til dagen og vejen, får nogle ekstra penge at gøre godt med, ved at vi forbedrer eksempelvis ældrechecken, som er øremærket direkte til de pensionister, der har det økonomisk sværest. Vi er meget interesseret i, at ældreplejen højnes, ved at vi nu sender 300 mio. kr. ekstra ud oven i de budgetter, der er lagt, til en bedre ældrepleje. Det er bare for at nævne nogle eksempler.

Vi fremrykker offentlige investeringer for at gøre noget ved den voksende arbejdsløshed – det ved hr. Mogens Jensen godt, for han sad her også, da jeg svarede på de spørgsmål, der handlede om det. Så der er gjort rigtig mange ting, men nu har jeg forsøgt at forholde mig hurtigt til de ting, hr. Mogens Jensen remsede op i sit spørgsmål, for der var rigtig mange forskellige emner. Jeg synes måske, at man skulle koncentrere sig om et af dem og så gå i dybden med det.

Hr. Mogens Jensen.

Det er det, jeg forsøger at gøre, men Dansk Folkepartis ordfører taler jo behændigt udenom, for jeg forsøger at koncentrere mig om antallet af fattige i Danmark, som altså er steget med 26 pct., mens Dansk Folkeparti har været ved magten her sammen med regeringen. Antallet af børnefamilier, som sættes ud af deres lejlighed, er fordoblet under den her regering ved hjælp af Dansk Folkepartis stemmer. Og så vil Dansk Folkeparti ikke engang være med til, som Socialdemokraterne har foreslået, at de fattigste familier her i landet kan få lidt anstændig julehjælp, så de kan klare sig igennem julen, ved f.eks. at lade nogle satspuljemidler gå til det.

Hvad vil Dansk Folkeparti konkret gøre for, at der bliver færre fattige i det her land? Hvad vil Dansk Folkeparti gøre for at sikre, at der ikke bliver endnu flere danskere, som skal gå ledige næste år? Vil man være med til at afskaffe den starthjælp og det kontanthjælpsloft, der holder utrolig mange familier låst i fattigdom? Kan vi ikke få nogle klare svar her i dag?

Ordføreren.

Jo, jo, det er jo det, jeg forsøger at give på mange spørgsmål i ét spørgsmål. Hvis vi tager det med udsættelser af lejere, kan man se, at vi jo faktisk tidligere i år har lavet en aftale, der lige præcis skal forstærke indsatsen mod, at folk bliver udsat af deres lejlighed. Det er primært i forhold til udsættelser af lejere i den almennyttige boligsektor, at vi har skabt ændrede regler, netop for at sikre en større indsats mod udsættelse af lejere. Jeg tror, at hr. Mogens Jensen ved det, når han stiller spørgsmålet, eller også er det i hvert fald hermed oplyst.

I forhold til de familier, der vitterlig har kæmpestore økonomiske problemer, synes jeg at kommunen skal være klar til at give dem en hjælpende hånd. Kommunen er jo den, der er tættest på borgerne i den almindelige dagligdag, og hvis kommunen kan se, at der er nogle socialt udsatte, der virkelig har problemer f.eks. her op til jul, så har jeg da ikke set nogen som helst regler, der skulle forhindre kommunen i at gå ind at sige, at de gerne vil sikre socialt udsatte en hjælpende hånd. Så der er jo muligheder, hvis man vil.

Men jeg tror i virkeligheden, at det handler om noget helt andet, når man kommer med det her forslag sådan lige en uge eller to før jul. Altså, det drejer sig om noget helt andet, det er ikke noget, man har spekuleret på for to måneder siden. Det er noget, der er skabt til lejligheden, fordi man synes, at det er en god politisk sag. Og jeg synes, det er lidt ærgerligt i forhold til de mennesker, der vitterlig har problemer, at man ikke sådan med et varsel fokuserer på, hvordan vi gør det bedre for dem, i stedet for at stå og gøre det lige præcis på det tidspunkt, hvor man synes at det kan være en god politisk sag at tage op, for så vil medierne nok skrive noget om det, for nu er det jo tæt på jul.

Foreløbig tak til ordføreren.

Jeg skal her udsætte mødet en time til kl. 13.00.

Den første, der kommer på med kommentarer, bliver hr. Jesper Petersen.

Mødet er udsat. (Kl. 12:03).

Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 1. del af 3. behandling af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2010.

Af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen).

(Fremsættelse 06.10.2009. 1. behandling 08.10.2009. Betænkning 22.10.2009. 2. behandling 19.11.2009. Tillægsbetænkning 10.12.2009. I tillægsbetænkningen er der stillet 624 ændringsforslag. Uden for tillægsbetænkningen er der den 11.12.2009 af Frank Aaen (EL) stillet 1 ændringsforslag (nr. 625)).

Så skal vi fortsætte forhandlingen, og her var der spørgsmål til ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Kristian Thulesen Dahl. Selvfølgelig kan man godt spørge fra salen, og det skal man for så vidt også, men hr. Thulesen Dahl er tilbage på talerstolen.

Den første spørger er hr. Jesper Petersen, værsgo.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl fik ligesom sagt i sin tale, at der ikke var nogen, der havde kritiseret selve indholdet i aftalen. Det vil jeg nu godt anholde, for i aftalen ligger jo regeringens skattereform, som Dansk Folkeparti har hjulpet med til at gennemføre. Det er samtidig den, der er regeringens krisemedicin. Gang i det private forbrug er det, man håber på skal løse vores problemer. Hr. Kristian Thulesen Dahl fik også sagt, at der er et markant løft i investeringerne i finansloven.

Men faktum er jo, at man som krisemedicin ikke har lavet et markant løft i investeringerne. Det er jo langtfra så højt, som oppositionen, vismænd og andre har anbefalet. Men man har lavet en skattereform, hvor Dansk Folkeparti er med til at give 100.000 kr. i skattelettelse til bankdirektører, mens almindelige mennesker får nogle håndører eller slet ingenting. Samtidig virker det ikke som krisemedicin. Det er da en fallit.

Mener hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ikke, at det vigtigste, når man laver sådan en krisepakke, må være at holde gang i beskæftigelsen og undgå, at tusindvis af mennesker får en fyreseddel?

Ordføreren.

Det var godt, så fik vi en rigtig opposition repræsenteret, der også kunne sige noget om indholdet i finanslovaftalen. Altså, sagen er jo, at vi med finanslovaftalen fremrykker offentlige investeringer, så vi vel næste år har en vækst i de offentlige investeringer, der ikke er set siden 1960'erne. Det er et ganske markant løft. Sammen med de lave renter betyder det, at 80.000 ekstra er beskæftiget, i forhold til hvis ikke de initiativer var der.

Med den anden hånd er vi i gang med at gennemføre en skatteomlægning fra 2010 til 2019. Den skatteomlægning betyder ikke, som hr. Jesper Petersen fejlagtigt siger, at det er de rige, der bare sidder og skovler ned i lommerne, for det er i meget høj grad dem, der får de store skattelettelser, der også kommer til at betale for de skattelettelser, når vi begynder at stramme skruen fra 2012 til 2019. Og derfor er der sammenhæng i tingene.

Så vi gør altså begge dele. Det er sådan lidt pointen. Vi understøtter både det private forbrug, altså familiernes økonomi, husholdningernes økonomi, og så fremrykker vi offentlige investeringer, fordi der er fornuft i begge dele.

Hr. Jesper Petersen.

Men det er da en helt ny tolkning, en helt ny læsning af skattereformen, hr. Kristian Thulesen Dahl kommer med nu. Og den er fuldstændig i modstrid med alle de provenuberegninger, der er lavet for skattereformen, hvor man ser på, hvem der får gavn af den, hvem der vinder på skattereformen. Også efter finansieringen af den er det da de højtlønnede i det her samfund, som scorer kassen. Bankdirektører får over 100.000 kr. om året i skattelettelse, mens pensionister og lavtlønnede får nærmest ingenting.

Jeg er forundret over, at hr. Kristian Thulesen Dahl vil stille sig op og fremlægge skattereformen sådan, når den er så dokumenteret pilskæv, som den er. Samtidig bliver der igen pralet af, at der er så store investeringer. Faktum er, at der er nye investeringer – det, regeringen kalder en vækstpakke – for 1,25 mia. kr., mens vismændene f.eks. har foreslået 10 mia. kr. ekstra.

Hvis man kunne have brugt nogle af de 10-15 mia. kr., som er ufinansierede skattelettelser næste år, til offentlige investeringer, til garanteret flere arbejdspladser, er det så ikke et svigt over for de tusindvis af flere mennesker, der bliver arbejdsløse, end der kunne være blevet, at hr. Thulesen Dahl bakker op om den fuldstændig fejlslåede krisemedicin, som er blevet anvendt her i landet?

Ordføreren.

Hr. Jesper Petersen tager fejl i sin fremlægning af skatteomlægningen. Bare for at tage et konkret eksempel beskærer man fra 2012 til 2019 folks mulighed for at fradrage renteudgifter, men det er indrettet på en sådan måde, at det er med et snit, så det er de højere lønnede, som altså også typisk har de høje boligudgifter og renteudgifter, der så får skærpelsen.

Det ved hr. Jesper Petersen udmærket godt, men det passer ikke ind i det politiske billede, man gerne vil give. Derfor fokuserer man så meget alene på ændringen i forhold til skattepolitikken for næste år, men man ser ikke på, hvad der samtidig er vedtaget, i forhold til hvor man strammer skruen.

Med hensyn til loftet over fradraget på ratepensioner på 100.000 kr. hvem er det, der føler, at det er generende, at man lægger et loft ind for, hvor meget man kan putte ind på en ratepension og trække fra i topskatten? Ja, det er dem, der betaler over 100.000 kr. ind. Hvem betaler over 100.000 kr. ind om året? Ja, det gør folk med rigtig store indkomster. Det gør ganske almindelige danskere jo ikke.

Sådan er der jo eksempler. Men det forbigår SF's ordfører behændigt, og det gør, at man selvfølgelig ikke giver et korrekt billede af skatteomlægningen.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Inden vi afbrød mødet før frokostpausen, nåede hr. Kristian Thulesen Dahl at erklære sig enig med nationalbankdirektøren i, at hvis man vil have en troværdig økonomisk plan, må der være enighed om både målsætninger og midler, og så nåede hr. Kristian Thulesen Dahl også at opfordre regeringen til at komme med en ny økonomisk plan. Det er jo alt sammen udmærket. Nu kommer så mit spørgsmål til hr. Kristian Thulesen Dahl: Hvad er det, man fra Dansk Folkeparti selv forestiller sig, der skal til for at genoprette dansk økonomi? Alene fra august til december er genopretningskravet steget fra 22 mia. kr. til 31 mia. kr., hvilket vil kræve besparelser på 6 mia. kr. hvert år, hvis man altså ikke vil lave reformer. Hr. Kristian Thulesen Dahl må svare mig på, om det er Dansk Folkepartis politik at skære ned eller at lave reformer.

Ordføreren.

Jeg tror, der kan gøres rigtig meget for at skabe holdbarhed på sigt, og jeg tror, et bidrag vil være, at man stopper diskussionen om tilbagetrækningsalderen og erkender, at der ligger et forlig om det, og så kigger på, hvordan vi sikrer, at folk ikke bliver syge og ikke har meget sygefravær, men at de er på arbejdsmarkedet; hvordan vi sikrer, at unge mennesker hurtigt kommer igennem et uddannelsesforløb, for der er jo logik i tingene. Der er et antal år, man studerer i, og et antal år, man ønsker at være på pension i, og så er der et antal år imellem, hvor man i virkeligheden er på arbejdsmarkedet, har et arbejde og betaler skat til de to andre perioder i ens liv, hvor man gerne vil have, at samfundet yder noget. Derfor er der jo inden for de områder ting at gøre.

Vi synes også, at det er vigtigt, at der til dem, der har mulighed for at bevæge sig væk fra arbejdsmarkedet ved f.eks. at gå på efterløn, er nogle ordentlige tilbud, hvis de selv ønsker at blive på arbejdsmarkedet. For der vil også i årene fremover være mulighed for, at folk kan gå på efterløn, hvilket de skal have mulighed for ifølge de aftaler, vi har indgået, og de kan godt motiveres til at blive på arbejdsmarkedet, hvis vi ønsker at gøre en ekstra indsats. Så på den måde er der forskellige områder, vi kan skrue på, for at sikre holdbarhed i dansk økonomi på lang sigt.

Hr. Morten Østergaard.

Skal jeg forstå det sådan, at det genopretningskrav på 31 mia. kr., der nu er, bare for at vi kommer tilbage til de udfordringer, vi havde i 2015-planen, ikke skal løses gennem besparelser? Jeg hørte ikke et eneste forslag om besparelser fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Det er vigtigt at få afklaret, for der kan jo ikke drives en økonom op i hele landet, der er enig med hr. Kristian Thulesen Dahl i, at de ting, der er beskrevet her, kan løse holdbarhedsudfordringen. Derfor er det bare rigtig vigtigt at få afklaret: Vil Dansk Folkeparti forbeholde sig retten til dramatiske nedskæringer i velfærden for at få tingene til at hænge sammen?

Statsministeren havde jo en række pejlemærker for 2020 – måske var det lidt for at udskyde 2015 til 2020, det kan man ikke vide – men i hvert fald sagde den kommende overvismand, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, til Berlingske Tidende den 23. november »at Lars Løkke Rasmussen må sætte betydelige reformer på eksempelvis pensionsalder og efterløn i gang, hvis målene skal nås« .

Hvis det står til troende, kan Dansk Folkeparti så i dag sige, at de ikke bakker op om statsministerens 2020-mål?

Ordføreren.

Nej, jeg synes altså, at hr. Morten Østergaard blander alting sammen nu. For det første er jeg ikke overbevist om, at tallet i den økonomiske udfordring, hr. Morten Østergaard fortæller os om, er det rigtige. Jeg tror, det vil være klogt, at man tager en vurdering af, hvor lang tid krisen varer, hvor lang tid vi skal operere med underskud på de offentlige finanser, og hvornår vi kan få vendt bøtten, for det er meget afgørende for, hvad det egentlig er for en udfordring, vi har på lang sigt.

For det andet er det sådan, at jeg synes, at det er lige friskt nok at tage statsministerens pejlemærker og automatisk – fordi der er en, der har kommenteret dem – oversætte dem til at sige, at vi så skal reformere efterlønnen. Jeg ærgrer mig sådan over, at Det Radikale Venstre ikke står ved forliget, for det har normalt været kendt som et parti, der står ved de forlig, de indgår. Vi sad i 2006 og indgik et forlig om, hvornår folk kan gå på folkepension, og hvornår folk kan gå på efterløn. Og vi siger, at det forandres lidt over tid i perioden frem til 2025, for så kan folk i god tid tilrettelægge deres pensionstilværelse. Så kan det enkelte menneske tilrettelægge sin pensionstilværelse.

Der har stort set ikke været en dag siden, uden at Det Radikale Venstre har forsøgt at skabe tvivl om grundlaget for det forlig, vi lavede i fællesskab i 2006. Og det skaber altså noget usikkerhed rundtomkring, som jeg gerne ville være foruden.

Så er der en kort bemærkning fra fru Kirsten Brosbøl.

Vi kunne jo forstå på hr. Thulesen Dahls svar til hr. Mogens Jensen, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at hjælpe de mange mennesker, som i år har søgt julehjælp. Der er jo sket en fordobling af antallet af mennesker, som har søgt julehjælp i år i forhold til sidste år, og der kom en sådan meget negativ reaktion fra hr. Thulesen Dahl på det forslag fra Socialdemokraterne.

Derfor vil jeg bare spørge hr. Thulesen Dahl, om det er, fordi Dansk Folkeparti sådan set er enig med socialministeren i hendes vurdering af, at det er glædeligt, at der er så mange, der søger de her forskellige organisationer, som tilbyder julehjælp. Socialministeren har jo sagt, at det er glædeligt, hvis den stigende efterspørgsel er udtryk for, at de svagest stillede er blevet bedre til at bruge de her ordninger. Eller kunne stigningen i antallet af ansøgninger her være et udtryk for, at der sådan set har været en stigning i antallet af danske familier, der lever i længerevarende fattigdom? Hvad er Dansk Folkepartis opfattelse af den virkelighed?

Ordføreren.

Jeg mener, at karakteristikken af min reaktion på hr. Mogens Jensens forslag før pausen er forkert. Altså, det, jeg reagerede på, var, at man så tæt på jul kommer med det her forslag. Hvis det var noget, man virkelig havde tænkt over, var det kommet for et par måneder siden her i Folketinget, så var det ikke noget, man kom med her lige kort før jul. Det minder om noget andet. Det minder i virkeligheden om, at det er en politisk bekvemt sag at tage op, og det bryder jeg mig ikke om, når det handler om folk, der faktisk har det hårdt i det danske samfund.

Så sagde jeg som det andet, at kommunerne har mulighed for at yde enkelthjælp, hvis de vurderer, at det er nødvendigt, for at familier kan fungere. Det er kommunerne, der er tæt på de her mennesker, og når vi taler om beløb i den størrelsesorden, vi gør, er der ingen som helst tvivl om, at kommunerne har mulighed for at løfte den opgave, hvis de vil. Derfor synes jeg egentlig, at kommunerne er meget bedre til det end Folketinget. Jeg frygter lidt, at når det alligevel er emnet i en folketingsdebat, er det egentlig ikke, fordi det handler om de mennesker, der har det hårdt, så er det, fordi det handler om, at man gerne vil profilere sig herindefra.

Fru Kirsten Brosbøl.

Jeg må jo forstå ordførerens reaktion sådan, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til det, som Socialdemokraterne har foreslået, nemlig at vi bruger satspuljen til at sikre, at de mange, som har søgt julehjælp, får det. Det er jo klart nok, at vi op til jul får tal på, hvor mange der har søgt, og at man så kommer med en politisk reaktion på det, synes jeg da er helt naturligt. Og det er ærgerligt, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at tage det ansvar og bruge satspuljen til at kunne hjælpe de her mange familier.

Men jeg vil egentlig godt vende tilbage til det her med, hvad virkeligheden egentlig er, for er hr. Kristian Thulesen Dahl ikke bekymret for den voldsomme stigning, der har været i antallet af familier, der lever i længerevarende fattigdom? I den periode, hvor Dansk Folkeparti har udgjort det parlamentariske grundlag for regeringen, er antallet af fattige familier i længerevarende fattigdom altså fordoblet. Er det ikke en udvikling, som bekymrer Dansk Folkeparti? Hvad er det for initiativer, som Dansk Folkeparti har taget for at modarbejde den udvikling i antallet af fattige familier? Man har f.eks. ikke hørt noget fra Dansk Folkeparti, i forhold til om man skal ændre på opfattelsen af kontanthjælpsloftet og andet, som jo er med til at fastholde folk i længerevarende fattigdom.

Ordføreren.

Jamen det første er jo decideret forkert, for jeg afviste jo ikke, at der kan være familier, der har behov for hjælp ud over det, som de frivillige organisationer tilbyder. Jeg sagde, at de, der er bedst til at vurdere, hvad det er for nogle familier, der i givet fald har brug for den hjælp, er de kommuner, der er tæt på de borgere. Og når vi taler om beløb i den størrelsesorden, vi taler om, er der ingen tvivl om, at kommunerne har mulighed for at løfte den opgave, hvis de vil. Derfor sagde jeg bare, at det er en meget, meget enklere måde at løse det her problem på, hvis det er problemet, det handler om, og ikke noget andet.

Så bliver der spurgt til, hvad vi ellers gør, og der svarede jeg også hr. Mogens Jensen: Jeg tror, det var i sommer, vi lavede en aftale om ændrede regler f.eks. for de lejere, der på grund af økonomisk uføre bliver sat ud af deres lejlighed, altså primært i det almennyttige boligbyggeri. Der har vi sikret, at kommunerne skal være meget mere engagerede og opsøgende i forhold til de familier, så man ikke pludselig står med en familie, der er sat på gaden, og det kommer som en total overraskelse for de kommunale sociale myndigheder i forhold til at hjælpe den familie til en ordentlig fremtid.

Så på den måde tager vi jo hånd om problemerne, og her er et konkret eksempel på, at vi har gjort det. Det er ikke noget, vi vil gøre, det er noget, vi har gjort.

Så er der en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Først siger ordføreren, som jeg forstår det – og det kan godt være, at jeg har forstået det forkert – at grunden til, at DF ikke har støttet det med julehjælpen, er, at det er lidt populistisk, og at det kommer lige op til jul. Betyder det så, at vi, når der er forhandlinger igen om satspuljen næste år til efteråret eller her til februar måned, så kan tage forslaget op, og så vil Dansk Folkeparti støtte, at der er danskere, der får mulighed for at holde en jul med deres børn, hvor der også kan være diverse madvarer på bordet. For hvis det er sådan, synes jeg, det er ret positivt, men jeg tvivler stærkt på, at Dansk Folkeparti har interesse i at hjælpe de fattige danskere, som står i den situation her op til jul, at det er et rigtig, rigtig stort problem for dem, at de ikke har mulighed for at give deres børn en ordentlig jul.

Ordføreren.

Det er helt forkert. Vi er meget optaget af, at alle mennesker i det her samfund har ordentlige vilkår. Det bedste er selvfølgelig helt grundlæggende at bringe folk, der økonomisk ikke har det særlig godt, ud af den situation. Det, de allerhelst selv vil, er jo at bringes i en situation, hvor de går på arbejde og tjener penge og på den måde kan yde hjælp til selvhjælp. For de personers og familiers vedkommende, der ikke kan det, er det vigtigt, at vi har et offentligt system, der kan træde til. Jeg har så nævnt, at når det handler om en akut situation, hvor vi altså har julen lige om hjørnet, synes jeg altså, at det mest naturlige er, at det er den kommune, man bor i, og som er tæt på en, som kan gå ind og kigge på ens situation. Vi kan ikke herinde fra Folketingets side overhovedet nå at reagere på det. Det er da kommunernes opgave.

Så bringes det spørgsmål op, om vi vil kigge på det fremadrettet i forhandlingerne om satspuljen. Selvfølgelig vil vi da det. Det er jo sådan, at vi forhandler om, hvad de midler, der er, skal bruges til, og det er sådan i satspuljen, at alle skal være enige. Så det er da fuldstændig uproblematisk at bringe det op i forbindelse med det og så tage en forhandling om det. Det vil jeg da gerne kigge positivt på.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg håber også, at det ikke bare bliver at kigge på, men også at stemme for, for det er jo et flertal i satspuljekredsen, der skal afgøre det.

Men det er noget vrøvl at sige, at det jo er op til kommunerne. For her på Christiansborg vedtager vi nogle love, nogle rammer, der gør, at kommunerne inden for de love er nødt til at hjælpe, så godt de kan i forhold til den enkelte borger. Det er jo på Christiansborg med Dansk Folkeparti i spidsen, at man har skabt de her fattigdomsydelser. Det er loftet over kontanthjælp, det er starthjælpen, det er 450-timers-reglen, som er med til, at man fastholder en gruppe mennesker i elendighed, i marginalisering, i stigmatisering. Det er Dansk Folkeparti, vi kan takke for, at der er flere tusinde mennesker i dag, der bliver sat på gaden. Der er jo en fordobling.

Så siger ordføreren godt nok, at man jo kan rådgive. Men der er jo en overrepræsentation af kontanthjælpsmodtagere. 30 pct. af dem, der bliver sat ud, er kontanthjælpsmodtagere. Kan ordføreren ikke – hånden på hjertet – indrømme her over for os, men også over for den danske befolkning, at Dansk Folkeparti jo ikke interesserer sig for de udsatte grupper?

Ordføreren.

Det er rystende at høre på, fordi man ikke vil høre, hvad jeg siger. Man vil kun høre på sin egen indre fordom. Så er det jo nytteløst her i Folketingssalen at have det, man tror er en udveksling af synspunkter. Jeg tror, at mange af dem, der følger sådan en debat her, tror, det handler om, at man stiller et spørgsmål, som man gerne vil have noget at vide om, og så hører man svaret. Her bliver spørgsmålet stillet, men man hører ikke svaret, for man vil ikke høre svaret, for det passer ikke ind i ens fordom.

Jeg siger, at i forhold til nogle akutte problemer, der måtte være hos nogle familier i det danske samfund her ganske få dage før jul i forhold til at holde jul, er det da naturligt, at kommunerne, der er tæt på de socialt udsatte, bekymrer sig om deres egne borgere i de enkelte kommuner.

At sige, at kommunerne ikke har nogen rammer, der gør, at kommunerne kan hjælpe, passer ikke, for det har kommunerne. Vi taler her om beløb i en vis størrelsesorden, så hvis man fra kommunens side mener, at det vil være et forebyggende tiltag over for en familie at hjælpe en familie igennem juletiden, så har kommunen mulighed for det. Når man bringer det op her på den måde, man gør, er jeg bange for, at det overhovedet ikke handler om de udsatte. Det handler om noget helt andet. Det handler om, at man prøver at finde en politisk sag, man kan profilere sig på, og det synes jeg altså er rigtig, rigtig trist i forhold til de mennesker, det drejer sig om.

Der er korte bemærkninger, og det er fra fru Line Barfod.

Jeg kan høre, at hr. Kristian Thulesen Dahl ved alt om, at man skal finde nogle sager, man kan profilere sig på, og at man åbenbart ikke rigtig fra Dansk Folkepartis side kan forestille sig, at der kunne være partier, som faktisk interesserer sig for, hvordan mennesker har det, og faktisk går op i det.

Når vi igen og igen hører fra hjælpeorganisationerne, at der er et rekordstort antal familier, som søger julehjælp – nogle af dem taler om en fordobling af ansøgninger, og det er altså ansøgninger, som de har været ude at tjekke, så det virkelig er mennesker, der har behov for hjælp, og som ikke kan få hjælp fra kommunerne – så gør det altså indtryk på nogle af os. Vi kan f.eks. læse om en social- og sundhedshjælper, der har været ude for en arbejdsskade, og som til sig selv og sine to børn har 2.500 kr. om måneden til mad, når de faste udgifter er betalt.

Der gør det indtryk, og der siger vi, at der har vi behov for at hjælpe akut. Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke være med til akut at hjælpe de her familier?

Ordføreren.

Jamen det er jo det, jeg har svaret, nemlig at det offentlige system skal kunne hjælpe akut. Det er bare, fordi man ikke vil høre, for svaret passer ikke ind i ens politiske kram. Sådan er det jo herinde. Man skal prøve at lave nogle skillelinjer.

Men hvis det handler om akut nød, er det min opfattelse, at kommunerne er forpligtet til at gribe ind med de forebyggende tiltag, der måtte være nødvendige. Jeg mener, at kommunerne har hjemmel til det, og jeg mener, at kommunerne, når det handler om de beløbsstørrelser, vi taler om her, også har økonomisk mulighed for det.

At Enhedslisten så stiller et ændringsforslag, hvor man i øvrigt ser helt bort fra – altså, når jeg læser sagen – de økonomiske vurderinger af, hvad der så er behov for, og lige lægger et par millioner oveni for at være på den sikre side, viser det måske også lidt om, hvad det her handler om. Det handler måske om noget andet end de her udsatte. Jeg mener virkelig, at kommunerne har en mulighed for det, og de bør gå ind, hvis de kan se, at en forebyggende indsats her og nu vil være til hjælp for den pågældende familie. Det er svaret. Og det er kommunerne langt bedre i stand til at gøre, hvis de løfter deres ansvar, end Folketinget er.

Fru Line Barfod.

Jeg synes, hr. Kristian Thulesen Dahl skulle tage ud og tale med både kommunerne og nogle af de frivillige organisationer for at se, at der rent faktisk ikke kan komme hjælp fra kommunerne, og at der ikke kommer hjælp fra kommunerne.

Dansk Folkeparti har været med til at sende de her mennesker ud i fattigdom ved i den grad at skære på de sociale ydelser, så rigtig mange simpelt hen ikke har penge nok hver eneste måned. Samtidig har Dansk Folkeparti stemt for en skattereform, der gør, at folketingsmedlemmer som hr. Kristian Thulesen Dahl selv næste år får en skattelettelse på over 1.200 kr. om måneden hver eneste måned.

Synes Dansk Folkeparti, at det er den rigtige måde at fordele pengene på, at de rigeste i det her land får nogle kæmpestore skattelettelser, samtidig med at der er familier, der er så fattige, og som ikke får julehjælp, mens man oven i købet også nægter at give en håndsrækning fra Folketinget til de organisationer, der uddeler julehjælp?

Ordføreren.

Jeg vil sige to ting. Nu kunne jeg fornemme ud fra fru Line Barfods snak her, at hun et eller andet sted også anerkendte, at kommunerne har mulighed for at hjælpe, hvis de vil. Og jeg synes, det er en oplagt opgave, for kommunerne er tæt på de enkelte borgere, de ved, præcis hvad det er for nogle familier, der kan komme i knibe, og de kan hjælpe dem akut, hvis de ønsker det. Jeg synes, at kommunerne skal sætte sig ned og vurdere, også her op til jul, om nogle familier er i en sådan situation, der gør, at man bliver nødt til at gå ind og hjælpe akut.

Fru Line Barfod viderefører så den samme fejlantagelse, som hr. Jesper Petersen fremførte tidligere. Når der bliver snakket om skatteomlægning, vil man kun kigge på de år, hvor der er skattelettelser, og ikke på, hvornår pengene bliver trukket hjem til at betale for de skattelettelser. For når man lægger det oveni og ser på den samlede skatteomlægning, får man et helt andet billede af, hvem det er, der får gavn af den her skatteomlægning, end det, fru Line Barfod taler om.

Der synes jeg altså, at det ville klæde os herinde at give borgerne det fulde billede i stedet for kun at pille et lille hjørne ud, fordi det passer i den politiske historie, man ønsker at fortælle.

Jeg har noteret hr. Thomas Jensen for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Nu skal det handle om nogle af de svageste pensionister, vi har her i Danmark. Det er nemlig sådan, at hvis man er pensionist og plejekrævende, er det rigtig godt, hvis man kan flytte i en plejebolig. Det er jo sådan, at herinde fra Folketinget er der blevet udstukket en plejeboliggaranti, som trådte i kraft pr. 1. januar 2009. Der vil jeg så bare kort og godt høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl her i dag kan garantere, at plejeboliggarantien er overholdt i Danmark.

Hr. Thulesen Dahl.

Nej, altså, det siger jo sig selv, at noget, kommunerne har ansvaret for, er det svært for mig som finansordfører for et ikkeregeringsparti at have ansvaret for om kommunerne lever op til.

Men det, jeg kan sige, er, at det er vigtigt for os, at der leves op til den. Det er noget, vi også tog op i finanslovforhandlingerne. Jeg tror, at hvis man har læst finanslovaftalen, vil man kunne se, at den bekymring også er reflekteret i finanslovaftalen. Det er jo, fordi vi har været optaget af, om garantien fungerer, som den skal. Det vil vi jagte også i fremtiden at den gør til gavn for de ældre borgere, der har brug for den.

Hr. Thomas Jensen.

Selvfølgelig har jeg da læst finansloven, og det er jo også sådan, at det er det, der får mig til at stille spørgsmålet. Enten er Dansk Folkeparti med til at snyde de ældre, eller også er Dansk Folkeparti blevet snydt i finanslovforhandlingerne, for det er sådan, at i loven om plejeboliggarantien står der, at Folketinget skal informeres om, hvorvidt den er overholdt pr. 1. januar 2009. Den lov har ministeren ikke overholdt. Lovovervågningen er ikke sket, Folketinget har ikke fået at vide, hvordan det går med at overholde plejeboliggarantien.

Det er jo også derfor, at hr. Kristian Thulesen Dahl nu står på talerstolen i dag og ikke ved, om den lov, som han selv har været med til at stemme for, er overholdt. Men det er jo indenrigs- og socialministerens ansvar at informere hr. Kristian Thulesen Dahl og Folketinget om det.

Mit spørgsmål er i dag: Nu når der er blevet skrevet den her tekst i finansloven om, at man vil vente helt til oktober 2010, altså næsten 2 år efter at plejeboliggarantien trådte i kraft, med at få undersøgt, om den overhovedet gælder for de ældre medborgere, vil Dansk Folkeparti så i dag være med til, at vi beder ministeren om at få undersøgt, om plejeboliggarantien er gældende i dag, for så bliver loven for det første overholdt, og så bliver Dansk Folkeparti heller ikke snydt i finanslovforhandlingerne?

Ordføreren.

Altså, de finanslovforlig og andre forlig, vi laver, står vi selvfølgelig ved. Og så jagter vi, at garantien skal være reel, og jeg glæder mig over, at der er bred opbakning, lyder det til, til at sige til kommunerne, at vi vil have, at den fungerer.

Jeg er enig i, at der er for mange steder, hvor Folketinget tager initiativer, som er positive for den enkelte borger, men hvor kommunerne ikke lever op til deres ansvar. Der skal vi være gode til at jagte kommunerne for at kræve det indfriet. Det er ikke altid, at Socialdemokraterne er så ivrige, som vi er i forhold til at stille kommunerne stolen for døren, for at vi er sikre på, at tingene sker, som de skal. Men det glæder mig, at vi på det her område er enige om, at der skal kommunerne løfte det ansvar, de har.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Der er en gruppe af langtidssyge i det danske samfund, som er rigtig meget på den. Det er mennesker, hvis behandling ikke er færdig i sundhedsvæsenet, og hvor det slet ikke er afklaret, om de kan fortsætte på arbejdsmarkedet, eller de skal have fleksjob med tilskud, eller de skal på førtidspension. Man fratager dem simpelt hen sygedagpengene, lukker for deres indtægter, og mange af dem havner i det såkaldte sorte hul, hvor de ikke kan få kontanthjælp. Det vil sige, at de får 0,00 kr. pr. måned at leve for.

Dansk Folkeparti ville rette op på det her ved at kræve 200 mio. kr. i finanslovforhandlingerne til at løse problemet, men fik 30 mio. kr. Det forslår jo altså – undskyld udtrykket – som en skrædder i helvede. Det kan hjælpe nogle få hundrede mennesker, men tilbage bliver omkring 4.000, som stadig væk bliver frataget deres sygedagpenge.

Jeg mener, at Dansk Folkeparti springer op som en løve og falder ned som en karklud. Jeg vil gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører: Hvordan mener man selv at det går med hensyn til at hjælpe langtidssyge på det her område?

Jeg synes, at vi allesammen skal behandle skrædderne pænt, også i vores ordvalg. Ordføreren.

Jamen jeg kan altså kun sige, at vi jo satte det her på dagsordenen, fordi vi faktisk kan se, at der er mennesker, der kommer i klemme i sygedagpengesystemet, fordi sygedagpengene stopper på et tidspunkt, hvor kommunerne ikke har fået folk udredt, altså fundet ud af, hvad det er for en eventuel anden ydelse, man skal over på, om man f.eks. skal have en førtidspension.

Derfor sagde vi til regeringen, at vi ønskede forbedringer af sygedagpengesystemet, også i lyset af den her økonomiske krise, der selvfølgelig har en risiko for at presse flere mennesker ud. Det, vi så kunne blive enige om, var det her løft, hvor vi udvider forlængelsesmuligheden med yderligere 13 uger. Det er et bidrag til, at kommunerne så altså har 13 uger mere over for en kreds af borgere til at få dem udredt og fundet ud af, hvad der skal ske. Det er jo det, det her handler om. Det er jo i virkeligheden, at kommunerne også her påtager sig sit ansvar og sikrer, at man får afklaret de her menneskers situation, inden sygedagpengene udløber.

Nu har vi altså sikret en forbedring, nemlig at man kan få en yderligere forlængelse af sine sygedagpenge, og det er et skridt i den rigtige retning. Det kan jeg også høre anerkendes, og vi ser hele tiden på, om det er nødvendigt at tage yderligere skridt, ligesom sidste gang – jeg tror, det var i 2007 – vi også tog skridt til yderligere forlængelse. Nu har vi også gjort det her i 2009. For os er det her ikke en afsluttet sag, det er noget, vi vil følge meget tæt, også fremover.

Hr. Eigil Andersen.

Dansk Folkeparti lader sig jo spise af med småtterier. Man svigter jo de mange syge. Man hjælper nogle få hundrede, og det er fint, men tilbage er omkring 4.000, som hvert år bliver frataget sygedagpengene. Heldigvis er vi så i den situation, at den samlede opposition, Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten, igen i år fremsætter et forslag, der går ud på at redde alle 4.000 fra at stå helt uden indtægt.

Dansk Folkeparti har hidtil stemt imod det forslag. Det gjorde man sidste år og året før igen. Jeg vil gerne spørge, om Dansk Folkeparti nu vil gøre noget seriøst for at hjælpe de syge i Danmark ved at stemme for det her forslag, når det kommer til behandling her i Folketinget i løbet af ganske kort tid.

Ordføreren.

Nej, vi stemmer for finanslovaftalen. Vi har lavet et forlig, hvor der er forbedringer også på sygedagpengeområdet, altså hvor vi forlænger den periode, hvori man kan få sygedagpenge, så kommunerne får bedre tid til at afklare folks situation. Og hvis det er sådan, at folk skal over på førtidspension, fordi de ikke kan blive raske, jamen så skal kommunerne i højere grad sikre, at det sker tidligere i forløbet, så man undgår, at folk falder ud af sygedagpengeområdet på et tidspunkt, hvor de ikke har en anden ydelse at gå over på.

Sidst vi lavede forbedringer, var, som jeg siger, i 2007. Nu gør vi det igen her i 2009, og vi vil jo så fremadrettet have stor fokus på, om tingene virker, som de skal, og om kommunerne tager det ansvar, som de har for at hjælpe de her mennesker.

Så er der en kort bemærkning fra fru Anne Marie Geisler Andersen.

Ordføreren nævnte mange ting fra den såkaldt virkelige verden, men det er slående, at ordføreren kun nævner børnene i forbindelse med en sænkning af den kriminelle lavalder. Det kan man jo tænke lidt over. I den virkelige verden oplever børn på landets folkeskoler uhumske toiletter og dårligt indeklima. Er det ikke korrekt, at de årlige investeringer i folkeskolen er faldet, siden VKO kom til i 2001, og det på trods af at vi jævnligt hører historier fra den virkelige verden om børn, hvis trivsel er påvirket af uhygiejniske toiletforhold og et dårligt indeklima?

Ordføreren.

Nej, når jeg ikke nævnte alle gode ting fra finanslovaftalen, er det simpelt hen, fordi jeg kun er blevet tildelt 10 minutter. Jeg kunne have brugt timer på at fortælle om finanslovaftalens positive ting. Jeg synes f.eks., at en af de gode ting er, at kommunerne har lagt budgetter, også i forhold til investeringer i f.eks. skoler. Nu kommer der 3 mia. kr. ud til kommunerne, som de kan gøre brug af i ekstra likviditet, og det betyder, ved jeg helt konkret ude fra den virkelige verden, at man nu sidder og diskuterer, hvordan man kan renovere folkeskoler.

Jeg har i min egen kommune siddet med en lang liste over helt konkrete tiltag, der nu sker i 2010 – renovering af hjemkundskabslokaler og fysiklokaler, nedslidte skoler, der bliver renoveret – alene med henvisning til, at regeringen og Dansk Folkeparti nu i fællesskab giver kommunerne flere penge, bedre likviditet, til at løse den her opgave. Så det glæder da mig, at vi også her kan finde et sted, hvor jeg tror der må være glæde. Vi får nemlig nu højnet standarden på folkeskoleområdet bl.a. ved hjælp af den finanslovaftale, som vi har indgået med regeringen.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg vil så sige: Bedre sent end aldrig. Men faktum er, at investeringerne er faldet, siden regeringen kom til. Jeg kan oplyse ordføreren om, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i dag er kommet med en analyse, der viser, at investeringerne i folkeskolen er faldet med ikke mindre end 1,4 mia. kr. fra 2001 til 2008. I samme periode er antallet af elever steget med 26.000. Hvordan synes ordføreren det harmonerer med, at regeringen – og jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti også støtter det – flere gange har været ude at love, at det var på tide at få gjort op med de her uhygiejniske toiletforhold og det dårlige indeklima, vi har på landets folkeskoler?

Ordføreren.

Jamen det er forkert, at investeringerne i folkeskolen samlet set er faldet, som man her foregøgler. En anden ting, jeg vil sige, er, at det glæder mig, at det anerkendes – og så blev betegnelsen bedre sent end aldrig brugt – at lige præcis med den finanslovaftale, vi har til behandling i dag, øger vi kommunernes mulighed for at renovere nedslidte skoler. Jeg er glad for, at det anerkendes – godt nok med udtrykket bedre sent end aldrig, men det må jo alligevel vække begejstring nogle steder – at man altså i kommuner nu sidder med helt konkrete renoveringsprojekter for bestemte faglokaler ude på skolerne. For renovering af nedslidte skoler, der måske har skimmelsvamp, og for ting og sager, hvor det virkelig kan højne standarden også for god undervisning, at man får forbedret tingene, har kommunerne nu mulighed for at komme i gang med direkte henvisning til den finanslovaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om.

Der er yderligere en kort bemærkning, og det er fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

I Socialdemokratiet glæder vi os selvfølgelig over, at man nu endelig har fået taget initiativ til og fundet anledning til at nedsætte en gruppe til at se på forholdene for de ældre medicinske patienter. Vi har jo gang på gang påpeget, at der var behov for det. Vi har også fremsat beslutningsforslag om det her i salen, der gang på gang er blevet stemt ned eller afvist, også af Dansk Folkeparti.

Nu er det jo sådan, at Rigsrevisionen har været ude at påpege, at der faktisk var nogle midler, der kunne have været brugt til f.eks. at prioritere de ældre medicinske patienter, som hr. Kristian Thulesen Dahl taler om, og det er de midler, som man har overkompenseret de private hospitaler med i forbindelse med det frie valg. I den forbindelse udtalte hr. Kristian Thulesen Dahl:

»Det er på tide, at regeringen tager til efterretning, hvad rigsrevisor er kommet med og accepterer vurderingen af, at man kunne have fået det billigere.«

Er det stadig væk den holdning, hr. Kristian Thulesen Dahl har?

Ordføreren.

For det første vil jeg sige, at det glæder mig, at der breder sig sådan en glæde over gode initiativer som følge af finanslovaftalen, og her var det så de ældre medicinske patienter, som der var en der havde fået øje på i hvert fald får omsorg i finanslovaftalen – det kan jeg ligesom forstå at der var en kvittering for, og det synes jeg er positivt.

For det andet vil jeg sige til det med sygehusene, at jeg jo synes, at rigsrevisor har ret til at tage et hjørne ud af sundhedsområdet og sige, at det vil man analysere, forudsat at man så ikke blander alt muligt andet ind i det: Hvad vil det isoleret set betyde? Så kommer rigsrevisor med en vurdering af det, og det synes jeg bare at vi skal tage til efterretning. Jeg synes i virkeligheden ikke, at man skal give sig i kast med en lang diskussion om, hvorvidt Rigsrevisionen tager fejl eller ikke tager fejl. Jeg synes, at man bare må anerkende, at det er rigsrevisors bud.

Det, vi så gør, når vi vurderer det i en politisk sammenhæng, er jo, at vi vurderer det samlede billede i sundhedsvæsenet, altså om man har håndteret det rigtigt med de initiativer, der er taget, og det mener vi man har. For vi mener, at effektiviseringen på de offentlige sygehuse har været virkelig stor, som følge af at der har været en reel mulighed for at gå et andet sted hen, hvis ikke man blev behandlet i tide i det offentlige sygehusvæsen, og at det har givet langt større pengegevinster til gavn for patienterne. Og derfor har det, vi har gjort, samlet set været en god idé, selv om rigsrevisor påpeger det, rigsrevisor gør.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jamen hvori består så egentlig forskellen mellem Dansk Folkeparti og Venstre og Konservative, som fuldstændig afviser konklusionerne i rapporten, hvis det, ordføreren siger her i dag, er, at ja, man bør tage Rigsrevisionens beretning til efterretning, men man kan være uenig i det, der står i teksten, i indholdet af det? Det er jo lige præcis det, Venstre og Konservative nu har været ude med, og det er det, statsministeren siger, nemlig at man tager det til efterretning, men man er ikke enig. Er det ikke også det samme, som hr. Kristian Thulesen Dahl står her og siger i dag, altså at man i virkeligheden ikke tager det til efterretning; man synes ikke, at rigsrevisor har ret i, at der har været et problem med overbetaling af private hospitaler, en overbetaling, der har gjort, at vi ser overlæger, der har været meget, meget groft overbetalt på en måde, der har gjort, at de har kunnet lukrere godt på den her model, og at der skyder private hospitaler op, og at vi i stedet har negligeret en gruppe som de ældre medicinske patienter i rigtig, rigtig mange år? Er det ikke det, Dansk Folkeparti nu står og holder hånden over?

Ordføreren.

Nej, altså, det, jeg siger, er, at rigsrevisor vurderer et hjørne af sundhedsområdet og når frem til en konklusion, og det synes jeg vi skal tage til efterretning. Jeg siger så, at det, at der har været den mulighed, at patienter kunne blive behandlet et andet sted end på de offentlige sygehuse, har betydet, at de offentlige sygehuse har oppet sig, at vi har fået en effektivisering på de offentlige sygehuse, der virkelig har været stor. Det opvejer efter min opfattelse under alle omstændigheder det, som rigsrevisor måtte mene der er sket af for meget betaling til privathospitaler. Og derfor siger jeg, at det samlet set har været en god forretning for patienterne, fordi det har sikret patienterne mere behandling, en bedre sygehusbehandling, en hurtigere sygehusbehandling, og derfor siger jeg, at det samlet set har været fornuftigt.

Men det har jo ikke noget at gøre med, at vi ikke skal have respekt for rigsrevisors vurdering og have respekt for hans ret til at tage et hjørne ud og sige, at han vil kigge på det isoleret. Og kigger man alene på det isoleret, har han den vurdering, han har, og den vil jeg da ikke anfægte. Men jeg skal som politiker bagefter, når jeg skal vurdere, hvad vi skal bruge det til, selvfølgelig sætte det ind i forhold til det samlede sundhedsvæsen og se på, om det, der er sket, samlet set har været til gavn for patienterne. Og det mener jeg entydigt det har været.

Så er der en kort bemærkning fra fru Mette Frederiksen.

Jeg synes, det virker, som om Dansk Folkepartis ordfører ikke rigtig bryder sig om den her diskussion om stigende privatisering af sundhedsvæsenet, og det kan jeg sådan set godt forstå, for dem, der bliver ramt af konsekvenserne af et sundhedsvæsen, der deles op i et A- og et B-hold, er jo de dårligst stillede danskere, og det er pensionister og folk, der står uden sundhedsforsikring, og ofte dermed også folk, der står uden for arbejdsmarkedet.

På samme måde virker det også, som om ordføreren ikke rigtig bryder sig om diskussionen om fattigdom i Danmark. Det forstår jeg sådan set også godt, for det er jo nu, konsekvenserne af VKO's politik for alvor begynder at vise sig. Jeg kan forstå på ordføreren, at det er alle mulige andres ansvar, at der er fattige i Danmark, og at det er alle mulige andres ansvar at løse det problem, som vi har påpeget fra Socialdemokratiets side, nemlig, at der er et stigende antal danskere, der faktisk ikke kommer til at holde jul i år, fordi de ikke har råd til det.

Derfor skal jeg bare spørge ordføreren: Hvilket ansvar vil Dansk Folkeparti påtage sig i den her sag? Vil Dansk Folkeparti – det er jo absolut sidste chance nu – være med til sammen med os at sikre, at de danskere, der ikke har råd til at holde jul, og som har ansøgt private organisationer om at få hjælp og har fået afslag, alligevel får lov til at holde en ordentlig jul?

Ordføreren.

Først vil jeg sige i forhold til sygehusene, som fru Mette Frederiksen var inde på, at det tidligere var sådan, at de rige i Danmark havde mulighed for at betale sig til en plads på privathospital og dermed komme fuldstændig uden om alle andre. I dag er det sådan, at det er patienternes tarv, uanset pengepung, der er afgørende. Det betyder, at vi har nogle garantier, der sikrer behandling, og kan man ikke blive behandlet på et offentligt sygehus inden for garantierne, får man penge med fra den offentlige kasse til at blive behandlet på privathospital. Det kan alt andet lige ikke være andet end bedre for den jævne borger end det system, som fru Mette Frederiksen vil tilbage til, hvor det kun er de rige, som har råd til at betale direkte til privathospitaler, der har adgang til at gøre brug af privathospitaler.

Med hensyn til de udsatte familier var mit svar også tidligere – og det er fuldstændig rigtigt, som fru Mette Frederiksen har opfattet det – at hvis man skal gøre noget inden for ganske få dage, mener vi, det er kommunernes opgave, og hvis socialforvaltningerne i kommunerne mener, at man bør lave en forebyggende indsats over for udsatte grupper for at hjælpe dem igennem en julehøjtid, mener jeg, at kommunerne både har mulighed for at gøre det og økonomi til det, fordi det er pengestørrelser, som kommunerne under alle omstændigheder vil kunne honorere, hvis de politisk ønsker det.

Fru Mette Frederiksen.

Skal vi nu ikke holde fast i, at når Dansk Folkeparti sammen med Venstre og De Konservative har smidt så mange penge over til de private sygehuse for at sikre, at overlægerne på de private hospitaler kan få så store lønforhøjelser, er det penge, der er gået direkte fra Herlev Sygehus, Gentofte Sygehus, Kolding Sygehus og alle de andre sygehuse? Hvis Dansk Folkeparti ikke havde bidraget til, at lægerne i den private sundhedssektor kunne få så store lønstigninger, kunne vi faktisk have opereret flere helt almindelige danskere på vores offentlige sygehuse.

Må jeg så ikke i forhold til fattigdomsproblematikken sige, at når vi foreslår at sikre, at alle danskere kommer ordentligt gennem julen ved at sikre en julepakkegaranti, handler det ikke om at forebygge, for dertil er problemerne allerede nu blevet alt for store. Det er brandslukning. Der er så få dage til jul, og der er så mange familier, der har fået afslag på at få julehjælp, at vi faktisk er i den situation, at der er helt almindelige danske familier, der ikke kan få lov til at holde en ordentlig jul. Som socialdemokrat forstår jeg ikke, hvordan andre politikere kan stå her på talerstolen og sige, at man faktisk ikke vil hjælpe dem til at holde en ordentlig jul. Jeg forstår det ikke.

Ordføreren.

Først til det om sygehusene: Jeg synes, det er en snakken udenom. Det er jo et forsøg på at undgå en diskussion om, at det, Socialdemokraterne vil, er at sikre, at rige mennesker har mulighed for at betale sig til behandlinger på privathospitaler, mens den jævne dansker ikke har. Jeg synes simpelt hen, det er et mærkværdigt forsøg i stedet for at sige det, som det er, nemlig at man hellere vil tilbage til det system, vi havde, før vi fik behandlingsgarantier i det offentlige sygehusvæsen, for behandlingsgarantierne giver jo kun mening, hvis det aktiverer noget andet, hvis man ikke bliver behandlet inden for fristen.

Så til det om de udsatte grupper, der er kommet i klemme: Vi anerkender fuldt ud, at der kan være mennesker, der er i klemme, men vi siger, at netop fordi det er en opgave, der skal løses inden for få dage, så er det da de kommuner, der kender borgerne og familierne, de socialforvaltninger, der har kontakt til de mennesker, som skal forestå den hjælp. Hvor har vi ellers kommunerne henne? Det er da noget helt nyt, at Socialdemokratiet nu mener, at staten skal overtage kommunernes opgave på det område og sørge for den opsøgende indsats over for socialt udsatte, en opgave, som kommunerne selvfølgelig har pligt til at udøve for at bringe de familier godt igennem også den julehøjtid, vi står over for.

Tak. Der er ikke noteret flere, der ønsker ordet for korte bemærkninger, så tak til hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører. Vi går videre i rækken, og det er så hr. Ole Sohn som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Indledningsvis kan jeg næsten ikke undlade at komme med en forbrugeroplysning om Rigsrevisionens opgaver. Det er ikke, som nogle forestiller sig, alene at forholde sig til, om nogle begår ulovligheder, det er sådan set også at holde øje med, om den til enhver tid siddende regering udviser rettidig omhu med skatteborgernes penge, og når Rigsrevisionen fremkommer med et resultat, som siger, at man har brugt ca. 1 mia. kr. for meget af skatteborgernes penge, er det deres, og nu må man ikke bande herfra, men så er det deres ubetingede pligt at gøre Folketinget og regeringen opmærksom på, at her har man handlet med manglende rettidig omhu med skatteborgernes penge, og så ville en ansvarlig regering straks sige: Det var en fejl, vi retter ind, så skatteborgerne får mest mulig valuta for deres penge. Men det er en helt anden sag, og sådan er der jo så meget, som afhænger af, om man kan tælle til 90.

Til gengæld vil jeg gerne starte med at komme med en ros til finansministeren. Det er jo ikke, fordi han har sagt så meget i dag, men finansministeren har faktisk i modsætning til kollegaerne fra Dansk Folkeparti og Venstre undervejs her siden sommerferien og under forhandlingerne om finansloven erkendt, at krisens omfang er kommet bag på finansministeren, og at problemerne er større, end finansministeren kunne forudse. Det er jo ikke just det billede, man får, når man lytter til Venstre og Dansk Folkeparti, for så er alt jo godt: Intet er gået galt, man har ramt lige i plet hver gang. Men ministeren har erkendt, at tingene er lidt anderledes, og det kan jeg sådan set godt forstå at ministeren siger, for det er da en lidt speciel situation at være i, når der siden sommeren 2008, altså for ganske kort tid siden, er sket meget. For ganske kort tid siden havde man et overskud på 60 mia. kr., og nu er man kommet frem til et underskud på 95 mia. kr. Det er sådan set over 150 mia. kr., som bare er fosset ud af kassen på ganske kort tid, og så synes jeg da, det er rimeligt, at finansministeren erkender, at det havde han ikke lige forudset.

Til gengæld kan man godt stille sig selv spørgsmålet: Når det nu er sådan, at alle prognoserne for økonomien går den forkerte vej, og ledigheden stiger med foruroligende hast, kunne man vel godt forestille sig, at regeringen lige standsede op og sagde: Jamen er der så noget, vi kan gøre anderledes, og er der noget, vi burde have gjort anderledes? Men den tanke er ikke faldet regeringen ind.

De fleste uafhængige økonomer og de økonomiske vismænd, har påpeget, at en af de måder, som vil være ansvarlig en tid, hvor ledigheden stiger så meget, vil være at komme med en indsats, som tager toppen af ledigheden. De har sagt, at ud over de initiativer, som regeringen har sat i gang, og som jeg kan forstå giver ca. 2.000 ekstra job i det nye år, burde vi derudover investere 10 mia. kr. i 2010.

Der blev spurgt til min socialdemokratiske kollega en hel time, hvor stort underskuddet skal være på statens finanser: Skal man bare sætte tingene i gang? Nej, det skal man ikke. Man skal udvise rettidig omhu, man skal prioritere i en krisesituation, og her har regeringen prioriteret skattelettelser, som først er ufinansierede, og siger så, at det private forbrug skal sættes i vejret. Nu har vi godt nok erfaringerne, vi har tallene, som viser, at det private forbrug ikke er steget, men simpelt hen er raslet ned. Ergo er det ikke lige den rigtige måde at gøre det på.

Til gengæld ved vi, at det bedste, man kan gøre en krisetid, er at se på, om der er nogle opgaver i samfundet, som er uløste, og som skal løses før eller siden. Det kunne f.eks. være en ordentlig energirenovering af vore offentlige bygninger, folkeskoler og ældreboliger, og det kunne også være ordentlig energirenovering af private boliger og private virksomheder. Det kunne man sætte i gang i en krisetid, hvor arbejdskraften er til rådighed, hvor entreprenørerne har kørt maskinerne i garage, hvor vi ved, at energipriserne vil stige i tiden, der kommer, og hvor Danmark i løbet af ganske kort tid ikke længere er energiproducent, men energiimportør.

Det ville være at udvise rettidig omhu, for det er nogle opgaver, som skal løses før eller siden. Løser vi dem ikke nu, skal vores børn gøre det og vores børn betale for det, så det ville være rettidig omhu at sige: Jamen de opgaver rykker vi da frem, for vi har jo alle ressourcerne til at gøre det nu. Det var det, SF foreslog i forbindelse med finanslovforhandlingerne, for det har faktisk en særdeles positiv effekt, hvis man handler effektivt ved at investere dér, hvor der er behov for det, og dér, hvor vi har mulighederne for det i en krisetid. Det giver beskæftigelse, det tager toppen af ledigheden, og investeringerne medfører også, at vi kan få foretaget de nødvendige renoveringer, ikke mindst energirenoveringer, rundtomkring i den offentlige bygningsmasse og i de private boliger, og desuden har energirenoveringer en særdeles positiv effekt på klimaet. Det burde måske også lige – om ikke for andet, så i anledning af det igangværende topmøde – have fundet vej til debat i Folketinget.

Derfor synes jeg faktisk, det er en lille smule tåbeligt, at regeringen ikke virkelig sætter ind her, hvor mulighederne findes. Vi har foreslået, at man kickstartede energirenoveringerne næste år, sådan at vi virkelig tog fat på skoler, ældreboliger, butikker og private boliger, og vi også sikrede, at kommunerne kunne få et tilskud til at igangsætte energirenoveringsarbejder på de kommunale bygninger, fordi vi kan se, at det kun har positive effekter.

Når det gælder private boliger, burde vi også sætte meget mere gang i energirenoveringerne. Jeg kunne forstå på min kollega fra Venstre, at der er alle muligheder, for man kan bare gå i banken og låne pengene til det, så kører det derudad – jamen sådan hænger virkeligheden jo ikke sammen. Jeg tror da, at de fleste, om ikke andre de partier, der en del af bankforligskredsen, er opmærksomme på, at det faktisk er sådan, at lige nøjagtig private og mange små og mellemstore virksomheder har problemer med at få kreditter.

Her kunne staten så træde til og sige: Jamen vi vil gerne være med til at understøtte energirenoveringer i private boliger. Det er selvfinansierende. Det er et spørgsmål om at stille pengene til rådighed, det er ikke en statslig udgift, det er simpelt hen et spørgsmål om, at man med lidt af et columbusæg kan sætte arbejde i gang, sætte energirenovering i gang og gennemføre energibesparelser på en og samme tid.

Men ud over de investeringer, vi kan foretage her og nu for at tage toppen af ledigheden og udvise ansvarlig krisestyring, er det også vigtigt, at vi investerer i fremtiden. I længden kan vi jo – jeg tror, det var hr. Bent Bøgsted, der ganske rigtigt sagde det – ikke leve af indenlandsk beskæftigelse. Vi skal også have gang i noget eksport, og her er det jo sådan, at man skal bruge de muligheder, som vi har i en krisetid, til at udvikle grundlaget for fremtidens eksport. Vi ved jo udmærket godt, at skibsværfter og slagterier, som er lukket ned, ikke vender tilbage igen, og derfor skal der foretages investeringer på energiområdet, fordi det er med til at skabe fundamentet for fremtidens energiteknologi og dermed sikre fremtidens arbejdspladser.

Med hensyn til velfærdsteknologien bør vi gøre det på samme måde. Vi har alle muligheder, og vi har om ikke andet haft et fortrin, som vi kan revitalisere, så vi også kan få den gevinst på eksportmarkedet, som vi jo har set bl.a. på vindmølleområdet at vi kan få, hvis vi virkelig får et ordentligt samspil mellem det offentlige og det private. Det er noget af det, som vi har peget på.

Jeg vil summere op ved at sige, at det, der har vist sig at være virkeligheden, er, at et forsøg på at puste liv i et usikkert forbrug i en krisetid ikke står mål med virkeligheden. Men det, vi med garanti ved kunne tage toppen af ledigheden og skabe fundamentet for fremtidens arbejdspladser og også for fremtidens eksportmuligheder, nemlig energirigtige investeringer, har regeringen undladt, og det er her, vi kan se forskellen mellem den nuværende regering og Dansk Folkeparti og oppositionen, som netop i dag har fremlagt et fælles udspil om, hvordan vi her og nu kunne sætte gang i 10.000 nye klimaarbejdspladser.

Jeg har noteret, at følgende ønsker korte bemærkninger: Tina Nedergaard, Kristian Thulesen Dahl, Mike Legarth, Flemming Damgaard Larsen, Peter Skaarup, Birgitte Josefsen, Jacob Jensen og Gitte Lillelund Bech. Og den første, der så får ordet for en kort bemærkning, er fru Tina Nedergaard.

Tak til hr. Ole Sohn for ordførertalen. Hr. Morten Bødskov fra Socialdemokraterne indrømmede jo blankt fra talerstolen, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvilket underskud Socialdemokraterne mener der skal opbygges i 2010 for at imødegå stigningen i ledigheden, men det kan jo være, at SF's ordfører vil løfte sløret for, hvad man mener i SF. Man foreslår en masse gode ting, og der er jo sådan set ikke noget dårligt eller noget skidt i det, der bliver foreslået fra SF's side, problemet er bare, at det jo alt sammen koster penge.

Regeringen lægger op til et underskud på 95 mia. kr. i 2010, og mit spørgsmål går ganske kort på: Hvilket underskud mener hr. Ole Sohn er passende for det danske samfund i det kommende år?

Ordføreren.

Jeg vil gerne anholde to ting i spørgerens bemærkninger. Det er for det første det om, at hr. Morten Bødskov ikke svarede klart. Jeg synes sådan set, han fremlagde en meget klar strategi for, hvordan man kunne bevæge Danmark ud af krisen. For det andet er det ikke korrekt, at regeringen har planlagt et underskud på 95 mia. kr., det er noget, som er kommet, noget, som regeringen ikke har vidst noget om. Man har været nødt til at justere sin økonomiske politik i kraft af virkeligheden, ikke i kraft af planlægning. Det er sådan set et resultat af manglende planlægning, at vi kommer til en gæld på 95 mia. kr. næste år.

Det, der er helt afgørende, og det var sådan set det, jeg forsøgte at redegøre for i min ordførertale, er, at det i en krisetid kan være ansvarligt også at stifte gæld, hvis pengene bliver brugt til noget fornuftigt, altså bliver brugt til investeringer. Det er derfor, vi foreslår, at man skal gøre det, at man tager fat på at løse nogle af de opgaver, som skal løses før eller siden. Hvis ikke vi optager nogle lån, eksempelvis til at få foretaget energirigtige renoveringer af vores boligmasse, er det så sådan, at man kan sige: Det kan vi bare lade være med i al evighed? Nej, for vi fører så udgiften videre til vores børn og børnebørn, og det er uansvarligt. Til gengæld har vi sagt, at det er uansvarligt at give skattelettelser, når pengene ikke er der, og at det er det, regeringen har gjort.

Fru Tina Nedergaard.

Det ser så ud til at tegne sig nøjagtig, som det gjorde med Socialdemokraterne: Der var jo ikke noget svar, der var simpelt hen ikke noget svar. Man foreslår en masse gode ting, som også vi i Venstre selvfølgelig kan sige er positive og vil være fremragende, hvis vi kunne finansiere det og tro på, at det ikke på sigt ville skade vores muligheder for at skabe nye arbejdspladser, også når krisen er overstået.

Jeg stiller spørgsmålet ganske kort igen: Hvilket underskud forudsætter SF at oparbejde i 2010 med de mange, mange forslag, som SF hele tiden lægger frem?

Ordføreren.

Jeg svarer igen: Det, der er ansvarligt at gøre i en krisetid, er at målrette sine investeringer mod noget, som med garanti giver beskæftigelse, mod noget, der med garanti skal laves før eller siden. Det er enten at fremrykke offentlige investeringer eller igangsætte det, som vi har lagt meget vægt på i vores udspil, nemlig at foretage klimaenergirenoveringer af den offentlige bygningsmasse. Og hvorfor? Fordi vi har arbejdskraften til rådighed, fordi vi har entreprenørerne og deres maskiner til rådighed, og fordi det er nogle opgaver, som vi, hvis ikke vi løser dem, skubber regningen for videre til vores børn og børnebørn for. Det er i enhver sammenhæng hamrende uansvarligt.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi skifter emne. Jeg har forstået det sådan, at SF har tilkendegivet støtte til den regeringserklæring, der er udsendt om Kina og dermed også Tibet. Når jeg vælger at spørge om det her, er det, fordi jeg vil spørge hr. Ole Sohn, om hr. Villy Søvndals skifte, som der jo virkelig er tale om her, skyldes hensynet til dansk eksport, altså om det virkelig er danske erhvervsinteresser, der nu vægter tungere for SF i forhold til eksempelvis Tibet. Hvor man jo tidligere har været tilhænger af, at Tibet kunne kræve uafhængighed af og selvstændighed i forhold til Kina, så går man nu med til at støtte en erklæring, der entydigt siger, at vi skal modarbejde Tibets ønske om uafhængighed af Kina. Jeg vil egentlig gerne have forklaret, hvad det totale skifte i SF's politik skyldes: Er det eksportinteresser, er man blevet presset af industrien, eller hvad skyldes det?

Ordføreren.

SF går ind for en etkinapolitik, som vi altid har gjort. Vi vil til enhver tid, og det vil vi også fortsat gøre, kritisere de umenneskelige overgreb på menneskerettighederne, der sker mod tibetanerne fra kinesisk side, og vi vil også arbejde for, at tibetanerne får mulighed for at udvikle øget selvstyre, og at respekten for de etniske mindretal i Kina, herunder også i Tibet, vil være til stede.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu giver tiden jo ikke mulighed for at læse alle citater op fra fortiden om SF's syn på Tibet. SF's formand har holdt brandtaler for sine synspunkter – jeg tror, det var på Rådhuspladsen – og man har gjort rigtig meget for at sige, at tibetanerne også har ret til at leve i fred bag egne grænser. Man har brugt udtrykket egne grænser, og jeg tror ikke, at tibetanerne har forstået det som bag Kinas grænser.

Jeg tror virkelig, at det ville være flot af hr. Ole Sohn, hvis han ikke mener, at SF har foretaget et skifte i sin politik her. Jeg tror, der er mange i hvert fald i SF's eget bagland, som vi kan registrere udtaler sig i den offentlige debat, der mener, at SF her har foretaget et dramatisk skifte i værdipolitikken. Det, som mange jo tænker, er, at det er et eller andet forsøg på også her at tilegne sig muligheden for at komme ind i ministerkontorerne, altså blive ministeregnet. Og så ligger der i det, at man altså skal forandre sin politik i forhold til Kina og den kritik, man har leveret af Kina om bl.a. Tibets mulighed for at leve i fred bag – som det udtrykkes i et af citaterne, jeg har liggende foran mig – egne grænser.

Ordføreren.

Jamen jeg kan bare gentage det, jeg sagde tidligere om vores holdning til Tibet.

Jeg vil gerne understrege, at jeg sådan set tror, at de fleste – ikke bare i SF, hvor jeg er ret overbevist om, at hundrede procent ønsker det – men efterhånden også et flertal i befolkningen, gerne ser, at der kommer en ny regering. Altså, vi har jo en regering, som i den grad har fejlet i den økonomiske politik, vi har en regering, som sammen med Dansk Folkeparti i den grad har sikret en øget fattigdom i samfundet. Jeg indrømmer blankt med glæde og stolthed, at vi i SF gør alt, hvad vi kan, for at sikre et regeringsskifte hurtigst muligt.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Mike Legarth.

Vi skifter emne. Jeg vil stille hr. Ole Sohn et par spørgsmål om skatteoplægget, som Socialistisk Folkeparti har lavet sammen med Socialdemokraterne.

Nu hørte vi hr. Ole Sohn tegne et glansbillede af, hvad Socialistisk Folkeparti vil være med til i forhold til vækst og ansvarlig økonomi osv. Men det korthus braser jo fuldstændig sammen, når man forholder sig til skattepolitikken, hvor man afkræver danskerne at skulle betale 18 mia. kr. mere i skat.

Det første spørgsmål går på, om hr. Ole Sohn selv tror på, at erhvervslivet vil opleve konkurrencefordele ved at skulle betale det, der svarer til 3 pct. mere i selskabsskat. Hvad vil hr. Ole Sohn sige til de medarbejdere, der bliver fyret, fordi man er nødt til at flytte virksomheden udenlands?

Ordføreren.

Jeg vil sige to ting. For det første fremgår det af vores skatteoplæg, at den erhvervsbeskatning, som bliver sat i gang, bliver sat i gang, i takt med at opsvinget vender tilbage, og der er nogle penge at betale skat af.

For det andet er det helt afgørende for dansk erhvervslivs evne til at klare sig i den globale konkurrence – og det er heldigvis også noget af det, vi gang på gang får at vide, når vi er rundt og besøge virksomheder – at der bliver foretaget investeringer i forskning, i uddannelse, i velfærd, dvs. folkeskoler og daginstitutioner, og i infrastruktur. Det er det, der gør, at dansk erhvervsliv er konkurrencedygtigt, ikke hvorvidt de betaler 1 pct. mere eller mindre i selskabsskat.

Så skal vi jo være opmærksomme på, at selskabsskatten under den her regering er raslet ned, men det har jo ikke betydet, at man har foretaget tilsvarende store investeringer i netop uddannelse og forskning, som der er behov for.

Hr. Mike Legarth.

Jeg hæfter mig ved, at hr. Ole Sohn ikke afviser, at man vil brandskatte dansk erhvervsliv, hvilket vil gøre, at vi vil miste konkurrenceevne og endnu flere vil blive ledige. Så går vi til personskatterne: Er det virkelig rigtigt, og kan den danske befolkning få bekræftet af hr. Ole Sohn, at Socialistisk Folkeparti medvirker til, at en helt almindelig LO-familie skal betale mere i skat med S's og SF's skatteoplæg end det, regeringen netop har fremlagt? Ja eller nej? Det er jo dokumenteret og belyst af fageksperter.

Ordføreren.

Jamen det kan jeg ikke bekræfte.

Jeg vil gerne lige sige til det første, altså det om selskabsbeskatningen og i øvrigt også om personbeskatningen, at det, vi gør, er, at vi stopper den nedgang, der har været i selskabsskatten under den her regering. Det er rigtigt. Vi siger også, at de skattelettelser, som Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti har givet til millionærer, synes vi er urimelige i en tid, hvor folk er så dårligt økonomisk stillet – nogle har ikke engang råd til at holde jul, som vi også tidligere har hørt – og bliver straffet af kontanthjælpsloft og starthjælp og virkelig har en dårlig økonomi. Der synes vi at det er en helt, helt forkert måde at give millionærer skattelettelser, som det er sket under den her regering.

Det vil vi gerne stå ved, og vi vil tage toppen af nogle af de skattelettelser, millionærerne har fået, og lave en omfordeling i samfundet. Det har vi aldrig lagt skjul på.

Jeg har også med vores skatteudspil sagt, at vi vil bruge nogle penge, faktisk 3 mia. kr. til at forbedre sygehussektoren med, så vi kan få behandlet de livstruende sygdomme. Vi vil også bruge 2 mia. kr. til forebyggelse. Vi har faktisk meget målrettet sagt, hvor det er, vi vil omprioritere skattepolitikken fra den nuværende regerings politik til en kommende regerings.

Hr. Flemming Damgaard Larsen, kort bemærkning.

Nu er det jo en fastslået kendsgerning, at de offentlige investeringer i disse år er steget kraftigt og også stiger kraftigt til næste år. Det er den største stigning siden 1960'erne, og det er altså rettidig omhu fra en regerings side. Det er jo medvirkende til, at vi når et underskud på 95 mia. kr. i 2010 her under krisen.

Fra den socialdemokratiske ordfører kunne vi ikke få at vide, hvor grænsen for Socialdemokraterne er, og derfor vil jeg gerne vide, hvor grænsen for SF er. Den socialdemokratiske ordfører vil ikke afvise 154 mia. kr., så det er åbenbart et højere underskud, man ønsker. Men hvor er grænsen for SF? Det kunne være rart at vide.

Ordføreren.

Jeg synes, det er imponerende, at man kan rose sig af, at man er med i en regering, som har formøblet 155 mia. kr. på 1 år eller 2 år, bliver det. Det synes jeg er flot klaret. Man siger, at det virkelig er noget, man kan være stolt af.

Det er vi ikke stolte af, og det er derfor, vi kritiserer det. Vi har så sagt, at den måde, som den her regering har brugt pengene på bl.a. til skattelettelser, som skal lånefinansieres i de kommende år, synes vi er hamrende urimeligt, specielt fordi vi ved, at det ikke giver den beskæftigelsesmæssige effekt, der er nødvendig, når vi har høj arbejdsløshed, og når arbejdsløsheden stiger til 160.000 i 2010. Så er det, vi siger, at det her er vigtigt at lave nogle prioriteringer. Vi ville have prioriteret anderledes. Nu er det ikke os, der sidder i regeringen, og derfor er det sådan set regeringen, der skal svare på, hvordan det kan være, at det er gået så galt. Vi har bare sagt, at vi ikke ville have givet ufinansierede skattelettelser, vi ville hellere have lånt nogle penge til investeringer i energirigtige renoveringer, opgaver, som skal løses.

Men jeg er ret overbevist om, at spørgeren er enig med mig i, at hvis ikke vi foretager de renoveringer i dag, siger vi reelt til vores børn, at de skoler, som har forfærdelige toiletter og uhumske klasseværelser, gør vi ikke noget ved. Det kan de selv betale, når de kommer ud af skolen.

Hr. Flemming Damgaard Larsen.

Nu er det jo sådan, at jeg kan slå fast, at de investeringer, som kommunerne har mulighed for at gennemføre både i 2009 og også i 2010, jo også er meget, meget kraftige og en kraftig udvidelse. Der er det jo op til den enkelte kommune at disponere således, at man bruger disse penge til at forestå renoveringer af skoler, plejehjem, ældreboliger, og hvad ved jeg.

På samme måde med det private. Den skattelettelse, man får, kan den private jo selv disponere over til at lave energirenoveringer, eller hvad ved jeg. Hvorfor har SF sådan en stor mistillid til det kommunale system og til den enkelte borgers egen dispositionskraft?

Ordføreren.

Vi har sådan set ingen mistillid, tværtimod. Vi har faktisk meget stor tillid til kommunerne.

Nu ved jeg tilfældigvis, at spørgeren har ret stor indsigt i, hvordan kommuneøkonomien fungerer. Kommunernes økonomi og ikke mindst deres likviditet er skåret ikke bare ind til benet, men ind i benet, og det gør jo, at man faktisk ikke tør foretage lån til investeringer, så man i virkeligheden i de fleste kommuner bare arbejder til dagen og vejen. Det er en ulykkelig situation, og det er derfor, at vi har foreslået, at man skulle give et ekstra input på 30 pct. statsstøtte til energirigtige renoveringer af den kommunale bygningsmasse.

Hvad private borgere angår, er der jo sket det under den her regering, at man har været i stand til at forøge de private borgeres gældsætning, altså man har simpelt hen troet, at økonomien ville vokse ind i himlen. Det, der sker nu, er jo, at de penge, folk har til rådighed, bliver brugt til at afbetale gæld, gæld og gæld, og derfor har man jo ikke mulighed for umiddelbart at få den ekstra likviditet i banken, fordi det kræver, at man kan få en kredit. Det er der altså mange borgere, der ikke kan få, sådan som krisen har ramt samfundet.

Jeg må sige, at hr. Ole Sohn hele tiden venter, til den røde lampe lyser, og lidt til.

Den farve er så smuk.

Ja, jeg er godt klar over det. Det kunne være, at vi skulle lade lampen være blå.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

En del af finansloven er jo, at der skal gives penge – og det bliver der så – til, at vi kan undgå, at politiet har overarbejde og skal afspadsere lang tid efter klimatopmødet, hvor der jo skulle gøres en meget stor indsats fra politiets side.

Jeg kunne godt tænke mig – på baggrund af det, der er sket indtil nu under klimatopmødet – at spørge, om hr. Ole Sohn som ordfører for SF her i dag er enig med sin partiformand, hr. Villy Søvndal, der jo har udtrykt meget kraftig kritik af politiets indsats indtil nu, hvilket undrer os i Dansk Folkeparti meget, for vi synes, at politiet har gjort det godt. Men det er, som det er.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Ole Sohn: Er hr. Ole Sohn enig med hr. Villy Søvndal, der siger på sin facebook, at det virker ude af proportioner at anholde tusind mennesker, når man efterfølgende kun sigter en håndfuld af dem? Det har han sagt om politiets indsats, og han har i øvrigt udtrykt kraftig kritik af politiets indsats. Er hr. Ole Sohn virkelig enig i det?

Ordføreren.

Nu snakkede jeg – det gør jeg faktisk hver dag – med min formand, hr. Villy Søvndal, og han var meget forundret. Han havde lavet et interview med Ekstra Bladet, som Ritzau så klippede fra og satte det ind på Ritzau, og det var egentlig ret interessant, at Ekstra Bladet – eller også var det omvendt, nu husker jeg ikke, hvilken rækkefølge han sagde – skrev: Søvndal kritiserer politiet. Og det samme interview gav i det andet medie anledning til: Villy Søvndal støtter politiet.

Det, der er lidt forunderligt i den her sag, er, at man ikke kan fremkomme med nuancerede synspunkter. For SF har den klare opfattelse, at politiet skal have de redskaber, der er nødvendige for at sikre de politimæssige opgaver, der skal løses, men omvendt er det også sådan, at det er Folketinget, der giver rammerne for de muligheder, politiet har, og at det er Folketinget, der skal kritiseres for, at man har givet mulighed for at lave så vide rammer for præventive arrestationer, at der skal tages tusind personer ind for at arrestere fire.

Det synes jeg godt at man kan sætte spørgsmålstegn ved. Og vi har i øvrigt også fra SF's side bedt om en redegørelse for det, så vi kan få at vide, hvad der er hoved og hale i den her sag.

Hr. Peter Skaarup.

Men kan vi så ikke konkludere, vil jeg spørge hr. Ole Sohn, at SF har stemt imod det, man kalder lømmelpakken, altså det, der gør, at politiet har et godt redskab i forbindelse med det her klimatopmøde?

SF farer frem med en voldsom kritik af politiets indsats og sætter spørgsmålstegn ved det, politiet har måttet gøre for præventivt at sikre, at det her klimatopmøde ikke udvikler sig til det rene kaos. Vi kan jo se, hvordan demonstranterne i øjeblikket forsøger på alle mulige måder at genere klimatopmødet, at genere politiet og at genere København som by i det hele taget.

Kan vi så ikke konkludere, at SF bare ikke er for det, politiet har gjort, og det, som der er tilvejebragt mulighed for via finansloven, hvor vi har givet et økonomisk grundlag for, at politiet kan yde den indsats, man gør? Kan vi ikke konkludere det? For det kan ikke nytte noget, at man bliver ved med at sige: Jamen det er pressen, der har citeret forkert osv. osv. Kan vi ikke bare slå fast, at SF ikke støtter politiet i den her sag?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at SF støtter de bevillinger, der er givet til politiet; SF er en del af politiforliget. Det ved jeg ikke om hr. Peter Skaarup er opmærksom på. Jeg ved godt, at hr. Peter Skaarup gerne vil lave forlig i forliget og dermed også sætter sig på skødet af justitsministeren. Men sandheden er, at der er et bredt funderet politiforlig her i Folketinget, som SF er en del af. Længere er den vel egentlig ikke, og det troede jeg sådan set at hr. Peter Skaarup var opmærksom på. Vi har da jævnligt siddet til møder sammen.

Så er der en kort bemærkning, og det er fra fru Birgitte Josefsen.

Da Venstres finansordfører stod på talerstolen og besvarede spørgsmål, blev der rejst en række spørgsmål fra både Socialdemokratiet og SF, hvor man bad om et svar på, hvordan den samlede offentlige gæld måtte udvikle sig ad åre, og der kom faktisk også nogle fine svar på det.

Jeg synes derfor, det er ret beskæmmende at konstatere, at hverken Socialistisk Folkepartis ordfører eller Socialdemokratiets ordfører åbenbart kan eller vil svare på, hvordan man selv vil håndtere de udfordringer, der er fremadrettet, og give os et svar på, hvordan man mener at den offentlige gæld må se ud i 2010. Kan vi få et konkret svar fra Socialistisk Folkeparti?

Ordføreren.

Jeg vil sige det på den måde, som jeg tror er en lidt mere saglig tilgang til det end de 30-40 standardspørgsmål, som er blevet stillet indtil videre, at når der kommer en ny regering, vil den første opgave være at få lavet en revideret økonomisk politik, for den kommende regering får jo til ansvar at genoprette den økonomi, som den nuværende regering har kørt fuldstændig af sporet. Det bliver den første hovedopgave. Det bliver ikke nogen dans på roser at overtage den kæmpemæssige gæld, som den nuværende regering overlader til en kommende regering. Men den første hovedopgave for en ny regering vil være at skulle lave en økonomisk genopretningsplan, som genetablerer holdbarheden i dansk økonomi.

Fru Birgitte Josefsen.

Jamen vi har stadig væk ikke fået noget svar på, hvordan den offentlige gæld måtte se ud i 2010, hvis det var SF, der sad med ansvar for finansloven. Skal den offentlige gæld så være større eller mindre?

Jamen det er da alligevel fantastisk. Jeg har sådan set gentaget det flere gange her, og jeg gør det en gang til: Vi synes, at det, som Venstre har været med til at gennemføre af ufinansierede skattelettelser, som gældsætter landet for mere end 10 mia. kr. i 2010, er hamrende uansvarligt. Vi har foreslået, og det har vi brugt tid på at sige, både Socialdemokraternes ordfører og jeg, at man kunne have skabt 10.000 klimaarbejdspladser for de samme penge ved at udvise rettidig omhu, tage toppen af ledigheden og foretage investeringer, som man med garanti skulle foretage enten nu eller overlade til sine børn. Vi synes, at vi skal tage ansvaret. Og så er det, jeg vil supplere med at sige, at en kommende regeringens første opgave på den mellemlange bane vil være at lave en økonomisk genopretningsplan, som genetablerer holdbarheden i dansk økonomi, efter at den nuværende regering har kørt den fuldstændig af sporet.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jacob Jensen.

Jeg kunne forstå på hr. Ole Sohns svar til fru Birgitte Josefsen, at en SF-ledet regering sammen med Socialdemokraterne skulle overtage en kæmpemæssig gæld. Kan jeg deraf slutte, at den kæmpemæssige gæld, hvis det stod til SF, burde være mindre i 2010? Altså, hvis den er kæmpemæssig og det er et kæmpeproblem, må man jo konstatere og gå ud fra, at SF mener, at gælden bør være mindre til næste år, eller tager jeg helt fejl?

Ordføreren.

Jeg er sådan set glad for, at hr. Jacob Jensen ikke har ansvaret for økonomien. Hvis man har 100 kr., kan man enten bruge dem, eller man kan investere dem, og hvis man bruger dem, er de væk, men hvis man investerer dem, kan de komme igen. Det, jeg prøver at sige, er sådan set, at vi gerne vil investere pengene, og i en krisetid må man gøre det for lånte penge. Det har vi prioriteret.

Vi har prioriteret investeringer i energirenoveringer, så vi har kunnet skabe arbejdspladser til 10.000 mennesker, hvor den her regering for de 10.000 menneskers vedkommende siger, at arbejdsløsheden er alternativet. Vi vil hellere skabe beskæftigelse og sørge for energirenoveringer af boliger, så vi samtidig nedbringer samfundets omkostninger til energiudgifter samt forbedrer klimaet. Det er forskellige prioriteringer. Det er jo sådan set det, vi snakker om, og det synes jeg er en interessant diskussion.

Hr. Jacob Jensen.

Ja, det er en ganske interessant diskussion. Jeg må jo forstå, at en kæmpemæssig gæld, som der er i øjeblikket, er et problem. Men det er åbenbart ikke et større problem for SF, end at man vil gøre den kæmpemæssige gæld endnu større, fordi man vil investere og føre det danske samfund ud i en endnu større lånoptagelse.

Mit simple spørgsmål er sådan set blot: Hvor stor lånoptagelse ønsker man fra SF's side, så vi i hvert fald kan vurdere, hvad det er for en størrelse, vi taler om, når vi nu skal kigge på de prioriteringer, som SF er så glade for at foretage?

Ordføreren.

Hvis det nu havde været SF, der havde stået for økonomien i år, havde vi ikke brugt 10 milliarder lånefinansierede kroner til skattelettelser til de mest velstillede i det her samfund. Det havde vi altså ikke. Så havde vi brugt 10 mia. kr. til at investere i arbejdspladser og beskæftigelse for at undgå, at 10.000 mennesker bliver arbejdsløse.

I virkeligheden er det er spørgsmål om, at hr. Jacob Jensen mener, at man skal give millionærerne nogle flere skattelettelser, og at SF siger, at man skal sørge for nogle energirigtige renoveringer, så entreprenørerne kan få maskinerne i gang og bygningshåndværkerne kan komme i sving. Det er to forskellige samfundssyn.

Så er det hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg sidder her med nogle forskellige artikler, bl.a. en fra Berlingske Tidende, og et ritzautelegram og prøver at finde ud af, hvad Socialistisk Folkeparti mener om politiets indsats her de seneste par dage. Og hr. Ole Sohn har haft mulighed for at svare på det og har sagt, at der er et forlig i Folketinget. Dem er der jo mange af i Folketinget.

Jeg vil bare høre helt klart, om Socialistisk Folkeparti bakker politiet op i det, politiet gør i disse dage og minutter, eller om Socialistisk Folkeparti ikke gør det. For i et ritzautelegram den 13. december udtrykker retsordfører fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF forståelse for, at politiet kan komme til at tage uskyldige med i en masseanholdelse, og så siger hun: Politiet har en meget svær opgave.

Så kan man den 16. december se, at hr. Villy Søvndal afviser at lade sig interviewe af Berlingske Tidende, men ellers på sin Facebookprofil har givet udtryk for, at politiet har overreageret.

Så hvad er linjen?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Martin Henriksen i modsætning til de andre spørgere også har en tidstermin på, for nu har jeg fået opdateret forløbet.

Det er klart, at når man bliver spurgt, 2 minutter efter at der er arresteret tusind mennesker, og der blandt dem er folk, der har rundt med molotovcocktails, eller hvad det var, der blev fundet hos dem, så svarer man, at det da selvfølgelig er politiets opgave at hindre, at man smider med molotovcocktails. Det er deres – nu må vi jo ikke bande – bestemteste forpligtelse. Men politiet har da også en forpligtelse til at sikre, at man målretter sine arrestationer og arresterer dem, som laver ulovligheder. Og nu viser det sig – sådan som jeg har forstået det – at der er fire ud af de tusind, som har lavet ulovligheder, og der er det så, at vores retsordfører siger: Det virker helt ude af proportioner, lad os få det undersøgt. Så vi beder om en redegørelse. Alt andet ville da være tåbeligt.

Det, der er det gode ved et demokratisk samfund, er jo, at man også kigger myndighederne over skulderen og sikrer sig, at de holder sig på den rigtige side af den måde, de skal arbejde på, og alternativt at vi som lovgivere justerer på lovgivningen.

Hr. Martin Henriksen.

Men det her er jo lidt ligesom at føre udlændingepolitiske debatter med Socialistisk Folkeparti – og alle andre debatter. Det er, som om alle misforstår, hvad Socialistisk Folkeparti siger – nogle gange også Socialistisk Folkeparti selv. Det gør selvfølgelig, at det kan være vanskeligt at få et klart svar, og vi har jo heller ikke fået det endnu.

Kunne man da bare svare på, hvad man egentlig mener, og hvorfor partiformanden nægter at lade sig interviewe af Berlingske Tidende i en sag, hvor partiformanden selv har givet sin holdning til kende på f.eks. et offentligt medie som Facebook. Altså, hvad er baggrunden for, at der er så mange skiftende holdninger, og hvad er holdningen? Bakker Socialistisk Folkeparti politiet op, eller gør man det ikke?

Ordføreren.

Det er sådan set ret enkelt: Hvorfor hr. Villy Søvndal i en konkret situation ikke har talt med Berlingske Tidende, synes jeg at man skal spørge ham om.

Det andet er, at vi er en del af politiforliget, og derfor er vi selvfølgelig også en del af den støtte, der skal gives til det danske politi. Det er derfor, vi er med. Hvis vi var imod politiet, var vi ikke med i forliget.

Så er der en kort bemærkning fra fru Gitte Lillelund Bech.

Tak. Jeg vil meget gerne tilbage til spørgsmålet om, hvor stort et underskud SF kan acceptere. Det vil jeg, fordi efterhånden alle de gange, mine kolleger har spurgt, har svaret fra SF været: Vi vil gøre det modsatte af regeringen, vi vil låne penge, og så vil vi sørge for at investere dem i arbejdspladser. Nu fik vi så lige et svar til hr. Jacob Jensen, der lød, at det i hvert fald var 10 mia. kr., man ville låne og investere i arbejdspladser.

Vi har stadig væk ikke fået et svar på, hvor stort et budgetunderskud SF rent faktisk kan acceptere. Jeg vil bare bede om, om hr. Ole Sohn ikke kan sætte et tal på. Det er sådan set det, vi har spurgt både Socialdemokraterne og SF om hele dagen. Kan hr. Ole Sohn ikke sætte et helt konkret tal på?

Ordføreren.

Jamen hvor godt synes spørgeren det går for regeringen med at vurdere, hvordan gælden udvikler sig i 2010? Altså, det er ikke lykkedes finansministeren og regeringen, som har et kæmpestort embedsapparat til at foretage alle former for beregninger for, hvor stor gælden vil være i 2010, at komme med et validt tal. Gælden vokser og vokser måned for måned. Hvordan skulle jeg så kunne forudse, hvor stor gælden vil blive?

Det, jeg har sagt, er, at man kan foretage nogle politiske prioriteringer, og der har regeringen valgt at sige: Vi vil gerne bruge 10 mia. kr. til skattelettelser til millionærer og andre i det her samfund, det skal lånefinansieres, og vores børn og børnebørn skal betale det. Så er det, vi siger, at vi ikke synes, at det er særlig retfærdigt. Vi synes derimod, at det, når man har en stor arbejdsløshed, kan være fornuftigt nok at låne nogle penge, hvis de bliver investeret målrettet i beskæftigelse. Og der er det, vi har peget på, at vi bør foretage nogle energirigtige renoveringer af folkeskoler, ældreboliger og plejehjem. Det giver valuta for pengene, og det giver energibesparelser.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Kære hr. Ole Sohn, nu har vi i gentagne svar fået at vide, at det underskud, som regeringen står for, kan man sige, er for højt. Jeg beder bare om, at kære hr. Ole Sohn kommer med et enkelt tal på, hvad der er et acceptabelt underskud set med SF's øjne. Jeg beder ikke om, at hr. Ole Sohn skal udlægge de store beregninger oppe fra talerstolen, jeg beder bare om et enkelt tal.

Jeg vil bare sige, at det stadig hedder hr. Ole Sohn. Kærlighedserklæringer er udmærkede, men behøver ikke umiddelbart indgå i Folketingets forhandlinger, selv om de er venligt ment. Ordføreren.

Jamen jeg er helt overbevist om, at det er venligt ment (Formanden : Det er jeg også ) .

Jeg tror, jeg kan knække koden for Venstres pressetjeneste, som har stillet spørgsmål, for fru Gitte Lillelund Bech kom jo til at sige – sikkert fordi det står i papiret – at vi har sagt, at statens underskud er for stort. Det har jeg slet ikke forholdt mig til, for det er jo helt umuligt. Når ikke engang regeringen ved, hvor stor statens gæld bliver næste år, hvordan skulle vi så kunne vide det?

Det, man kan tage stilling til som politiker, er, hvordan man vil styre landet gennem krisen. Der har den her regering sagt: Vi giver skattelettelser, vi udbetaler SP-pengene, vi sætter gang i det private forbrug, og så løser vi alle problemerne. Vi kritiserer det og siger, at vi ikke tror på det. Ingen økonomier og ingen historiske erfaringer viser, at en stigning i privatforbruget på vej ind i en krise overhovedet hjælper på beskæftigelsen. Så går der nogle måneder, og så siger finansministeren: Hov, det giver ikke den beskæftigelse, vi troede. Jeg havde ikke set krisens omfang.

Så er det, vi siger, at vi bør tage en politisk diskussion om, hvordan vi kommer gennem krisen, og vi peger meget konkret på, hvordan man kan skabe arbejdspladser. Det har regeringen slet ikke forholdt sig til, og det er jo, fordi de er politisk uenige.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Henrik Høegh.

Det glæder mig, at hr. Ole Sohn i sin ordførertale giver udtryk for, at han faktisk har fuld forståelse for, at det her med eksport er vigtigt, for det er faktisk vores eksport, der i vid udstrækning skal betale lånene tilbage, altså den her eksportindtjening. Jeg må sige, at det er udtryk for en vis forståelse for et almindeligt husholdningsregnskab.

Men når jeg så går ned i rød bloks finanslovforslag, må jeg gøre opmærksom på, at vi har en sektor i det her land, som står for 150.000-160.000 arbejdspladser, og som man i det finanslovforslag brandskatter med yderligere 1 mia. kr. Og det er faktisk, uanset om der i den sektor er indtjening eller ej. Faktisk er forudsigelserne i fødevaresektoren et underskud på 3 mia. kr.

Hvad er lige SF's forståelse for eksportindtægter og for nødvendigheden af eksportindtægter til de 170.000, som rent faktisk har job i den her sektor i dag? Hvad er svaret i forhold til brandskatningen på 1 mia. kr.?

Ordføreren.

Nu tror jeg, at spørgeren blandede vores finanslovudspil og vores fælles skatteudspil med Socialdemokraterne sammen. Jeg vil gerne sige om det fælles skatteudspil, som vi har lavet med Socialdemokraterne, at det indebærer, at der, når økonomien vender, vil skulle gives bidrag både fra dansk erhvervsliv og fra dansk landbrug til at sikre de nødvendige investeringer i uddannelse og forskning, fordi det er forudsætningen for, at også vores fødevareindustri kan udvikle sin eksport i fremtiden. Vi må hele tiden være oppe på beatet, som jeg tror det hedder på nudansk, altså fremme i skoene med forskningen. Det er helt afgørende for, at vores børn og børnebørn også kan have job herhjemme, også i eksporterhvervene.