L 89 - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 6: Spm. om kommentar til henvendelsen af 25/1-10 fra Danske Patienter, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundhedsudvalg har den 25. januar 2010 stillet følgende spørgsmål nr. 6(Alm. del) til ministeren for sundhed og forebyggelse, som hermed besvares.Spørgsmål nr. 6:’Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. januar 2010 fra Danske Patienter,jf. L 89 - bilag 6.’Svar:Danske Patienter skriver bl.a., at ”(d)et ikke er tilstrækkeligt, at patienter kan få behand-ling på sygehuset, hvis de ikke efterfølgende kan få hjælp og støtte til at leve med deressygdom”. Dette billede kan jeg selvsagt ikke være uenig i. Men det er også min opfat-telse, at vi har et lovgrundlag, som er blandt de bedste i verden, når det gælder om atsikre sammenhængende og tværfaglige rehabiliteringsforløb efter endt sygehusbehand-ling.Jeg mener til gengæld ikke, at Danske Patienter har ret i, at langt fra alle har adgang tilrehabilitering. Kommunerne er efter forskellig lovgivning forpligtet til at tilbyde indsat-ser, der kan indgå i en samlet rehabilitering, hvis behovet er der. Men, som DanskePatienter også peger på, har patienter vidt forskellige behov for rehabilitering, ligesommålet kan variere.For nogle er målet at vende tilbage til arbejde eller uddannelse, for andre en aktiv pen-sionisttilværelse eller en tilværelse med mindst mulig behov for hjælp og støtte fra an-dre. For alle gælder det om at blive så selvhjulpen som muligt, og at få så meget kvaliteti livet som muligt.Netop fordi rehabilitering handler om hjælp til at genvinde funktionsevnen og genetab-lere entilværelse,vil det i mine øjne ikke gavne patienten, hvis vi ender med at isolereindsatsen for et aktivt liv efter sygdom til en indsats på sundhedsområdet. Det vil f.eks.ikke hjælpe den langtidssygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet.Hele pointen med rehabilitering er jo at samarbejde om og med patienten og integrerede enkelte indsatser efter forskellig lovgivning i et sammenhængende forløb, der tagerhøjde for patientens mål med indsatsen, og som tager udgangspunkt i patientenssamle-debehov for rehabilitering. Det gør vi - for mig at se - bedst ved en samlet indsats påtværs af sundhedslovgivningen, sociallovgivningen, arbejdsmarkedslovgivningen oglovgivningen på undervisningsområdet. Derfor mener jeg heller ikke, at vi varetagerpatientens tarv ved at reducere rehabilitering til en ydelse efter sundhedsloven.

Det er også på den baggrund, at jeg - som bekendt - har jeg taget initiativ til en tværmi-nisteriel vejledningpå tværsaf sundhedslovgivningen, sociallovgivningen, arbejdsmar-kedslovgivningen og undervisningslovgivningen.Der er således tale om enfællesvejledning med henblik på at skabe en national rammefor rehabiliteringsindsatsen på tværs af det brede lovgrundlag, der gælder i dag, og somvil skærpe fokus i kommunerne og bidrage til, at hver enkelt kommune løfter ansvaretog bringer alle de nødvendige ansvarsområder i spil. For - som jeg tror, at Danske Pati-enter vil være enige i - vi skal sætte ind påallefronter forallepatienter, der har behovfor det.På sundhedsområdet følger regeringen derfor også op med pakkeforløb for kræft- oghjertepatienter, der lægger betydelig vægt på rehabilitering. Regeringen følger også opmed forløbsprogrammer, der udstikker sundhedsfaglige anbefalinger for indsatsen over-for mennesker ramt af en hjerneskade. Og regeringen sender mere end en 1/2 mia. kro-ner ud til en styrket kronikerindsats i alle kommuner og regioner. De forløbsprogram-mer, som regioner og kommuner iværksætter for kronisk syge patienter, herunder hjer-te- og diabetespatienter, vil sikre fokus også på rehabilitering.Det er alle tiltag, der sigter på at skabe et generelt løft i indsatsen. For selvom langt fraalle patienter har brug for rehabilitering eller har brug for en såkaldt ”fuld pakke”, erjeg enig med Danske Patienter i, at der fortsat er mange udfordringer lokalt, og at viskal styrke indsatsen på landsplan.