UDENRIGSMINISTERIET

 

 

                                                                                                                                               

 

 

Besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 543 af 24. november 2008 til udenrigsministeren stillet af Søren Espersen (DF)

 

 

 

 

Spørgsmål nr. S 543:

 

”Erkender regeringen, at FN's Durban 2-konference vil ende i den samme skamplet på FN, som Durban 1 blev - og vil regeringen med den erkendelse meddele FN, at Danmark ikke agter at deltage?”

 

 

 

Svar:

 

Regeringens tilgang til Durban-konferencen fremgår af min besvarelse af S 196 stillet af Hr. Søren Espersen den 30. oktober d.å. Jeg skal henvise hertil. Som det fremgår heraf, er egentlige forhandlinger om indholdet af slutdokumentet endnu ikke kommet i gang. Fokus for ”Durban II” skal være på de reelle racismeproblemer i verden. Sammen med vore EU-partnere arbejder vi for at fastholde dette fokus for Durban. I det lys vurderer vi løbende, om det giver mening for Danmark at fortsætte i forberedelsen.

 

Det ”Draft Outcome Document” for Durban II, som Hr. Søren Espersen henviser til, som ”en tekst der er flertal for” bliver Durban-konferencens slutdokument, har ikke været genstand for forhandling. Der er tale om en sammenskrivning af de skriftlige ønsker til slutdokumentet, som er indgivet til den forberedende komité fra bl.a. EU, OIC og afrikanske gruppe. Udkastet er udtryk for de enkelte landegruppers maksimalistiske udgangspunkt i de kommende forhandlinger. Det er også forklaringen på, hvorfor udkastet nu indeholder uacceptable formuleringer, som Danmark ikke kan leve med, og som Danmark med vore EU-partnere vil arbejde på udgår. Lykkes det ikke, vil Danmark ikke kunne være med til at vedtage et slutdokument, der kræver konsensus. I lyset af forhandlingssituationen op til konferencen tager regeringen endelig stilling til Danmarks deltagelse.