Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S<DOCUMENT_START> 1476, som medlem af Folketinget Marlene Harpsøe (DF) har stillet til justitsministeren den 25. februar 2009.

 

 

Brian Mikkelsen   

/

Lars Hjortnæs

Spørgsmål nr. S 1476 fra medlem af Folketinget Marlene Harpsøe (DF):

 

”Hvad er ministerens holdning til, at man hos Copenhagen Body Extremes kan få udført scarification, branding og bodymodifications, og mener ministeren, at det er acceptabelt, at der i dag ikke er en lovgivning, der sikrer, at kun uddannede og fagligt kompetente personer må udføre disse ekstreme kropsdekorationer samt et forbud mod, at børn vansires af disse?”

 

Svar:

 

Efter tatoveringsloven er det forbudt at tatovere personer under 18 år, ligesom det ikke er tilladt at foretage tatoveringer på hoved, hals og hænder.

 

Tatoveringsloven indeholder ikke en definition af, hvad der skal forstås ved tatovering. Justitsministeriet har i et svar til Folketinget – i forbindelse med Folketingets behandling af forslaget til lov om tatovering – dog givet udtryk for følgende om, hvad der skal forstås ved tatovering (besvarelse af 31. marts 1966 af spm. nr. 1):

 

”I lovforslaget er ikke optaget nogen definition af ”tatovering”. En sådan definition er næppe påkrævet; efter den almindelige opfattelse af begrebet, som synes at ligge ret fast, er tatovering farvning af huden i den hensigt at fremkalde blivende mærker, ord eller motiver navnlig i udsmykningsøjemed; her i landet foretages tatovering vist nok altid ved indføring af uopløseligt farvestof under huden.”

 

Det fremgår af begrundelsen for spørgsmålet, at man ved ”scarification” tegner et billede op på huden, som man med en skalpel skærer rundt om, og herefter ”mishandler” man huden med en hamphandske med henblik på, at der kan dannes mere arvæv. Endvidere fremgår det, at ”branding” udføres ved, at et stykke metal varmes op over en flamme, hvorefter man brændemærker huden med det brandvarme metal.

 

Som det fremgår, indebærer i hvert fald ”scarification”, at der ligesom ved tatovering tegnes et billede på huden, og at der dannes et blivende mærke i huden med et udsmykningsmæssigt øjemed. Det ses imidlertid ikke at være afklaret i praksis, om tatoveringsloven omfatter ”scarification” eller ”branding”, og den endelige afgørelse heraf henhører under domstolene.

 

Justitsministeriet finder ud fra beskrivelsen, at ”scarification”, ”branding” og ”bodymodification” må antages at indebære et legemsangreb, der i almindelighed vil være omfattet af straffelovens voldsbestemmelser.

 

Den, der foretager de nævnte indgreb, vil derfor kunne straffes for vold, med mindre der foreligger et gyldigt samtykke fra den person, indgrebet udføres på.

 

Voksne mennesker må i almindelighed antages at kunne give et gyldigt samtykke til de nævnte indgreb med den virkning, at den, der udfører indgrebet, ikke ifalder strafansvar for indgrebet. Derimod vil der kunne tænkes tilfælde, hvor børn ikke har en sådan modenhed, at de kan overskue konsekvenserne af et samtykke til indgrebet.

 

Der vil således kunne tænkes tilfælde, hvor den person, der har udført et indgreb af den omhandlede karakter på et barn, vil kunne ifalde strafansvar, uanset at barnet selv har anmodet om indgrebet. Det er ikke muligt præcist at sætte en grænse for, hvornår et barn har opnået tilstrækkelig modenhed til at kunne give et gyldigt samtykke til de nævnte indgreb. Afgørelsen heraf må bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder barnets alder, modenhed, karakteren af indgrebet og omstændighederne hvorunder indgrebet er foregået.

 

Det bemærkes, at spørgsmålet om de sundhedsmæssige forhold omkring ”scarification”, ”branding” og ”bodymodification” – herunder om, hvorvidt de nævnte indgreb skal betragtes som operative indgreb, således at de alene kan foretages af læger, jf. § 74, stk. 2, i lov om autorisation af sundhedspersoner (lovbekendtgørelse nr. 135 af 17. december 2008) – hører under ministeren for sundhed og forebyggelse.