Jeg havde to temaer, jeg gerne ville komme ind på, men lad os starte med det første, for jeg vil godt lige følge op på det, som hr. Kamal Qureshi spurgte om.
Justitsministeren sagde, at politiet selvfølgelig skal tale ordentligt til folk. Det kan man kun være enig i. Men jeg synes, at uanset hvad der måtte komme ud af den konkrete sag, har det jo rejst en debat, hvor bl.a. den konservative retsordfører, der har en baggrund som politibetjent, har bekræftet, at det er et udtryk, man bruger i tiltalen af personer, altså det her perleudtryk, fordi - som jeg tror retsordføreren sagde i TV-avisen - man kan jo ikke rende og kalde folk idiot. Det er jeg sådan set meget enig i at man skal afholde sig fra, ikke mindst som politibetjent.
Det, der er spørgsmålet her, er, om justitsministeren ikke bare for en ordens skyld lige vil slå fast, at uanset hvilke andre ord, man bruger, fordi man ikke må kalde folk idiot, men som har samme betydning, er det altså ikke noget, politiet kan passe ind i deres almindelige arbejdssprog eller omgang med borgerne i det her land. Det er ikke godt nok, uanset om man kalder folk ting, som kan henføres til egentlig racisme, eller man finder på andre ord, der erstatter det. Der vil jeg bare ønske, at justitsministeren her fra start vil skære igennem og sige: Den debat må stoppe nu. Uanset hvad for nogle ord man finder på for at dække over ordet idiot eller racistiske udtryk, er det ikke noget, politiet skal tage i anvendelse.