Det har været ganske forunderligt at følge den offentlige debat om Durban II-konferencen. Mange misforståelser har floreret i debatten, og debatten har vel også skilt fårene fra bukkene, forstået på den måde, at debatten har skilt dem, der troede på dialogens vej, og dem, der troede, at man opnåede mere ved at blive væk. Som delegeret ved Durban I-konferencen i 2001 vil jeg gerne rose udenrigsministeren personligt og hans embedsfolk for en fremragende indsats, intet mindre. Man har stået fast på, at dialogen er vejen frem, og det resultat, der nu foreligger, dokumenterer rigtigheden af det. Det kan jeg sige, for jeg har læst hele dokumentet, og jeg var som sagt med i 2001.

Uden at kunne huske 2001-dokumentet udenad erindrer jeg ikke noget om, at man i det dokument sidestillede zionisme med racisme, sådan som fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti har hævdet det i en pressemeddelelse. Jeg vil gerne høre, om udenrigsministeren kan bekræfte min erindring om, at dette ikke var tilfældet i Durban I-dokumentet.

Udenrigsministeren.

Det kan jeg bekræfte. Det er også en af de misinformationer, som Dansk Folkeparti har sendt ud over hele Danmark inden for de sidste 3 dage. Det stod i en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti.

Det, der skete i 2001, da USA og Israel udvandrede, var, at der var lagt op til, at zionisme, dvs. retten til jødisk hjemland, var lig med racisme. EU protesterede mod det, men blev i forhandlingerne og fik det fjernet. Derfor er jeg meget glad for at kunne citere fra dokumentet fra 2001, hvor der præcis står, at man skal huske holocaust. Der står, at man ser med dyb alvor på den voksende antisemitisme mod jøder, og det bliver understreget, at alle stater i regionen skal have sikkerhed, indbefattet Israel.

Så vi fik altså lavet det om, og derfor har jeg heller ikke haft noget imod at genbekræfte Durban I-dokumentet, for det stemte alle EU-landene for, også Italien, Holland og Tyskland, som nu udvandrede. De stemte også for det dengang. Og det kunne man gøre, fordi man jo netop her præcis fastslår tostatsløsningen, som har været vores politik siden. Man fastholder, at den voksende antisemitisme og opgøret med jøderne, fordi de er jøder, er man meget bekymret over, og man fastholder holocaust. Det med holocaust er så blevet endnu mere styrket i det nye dokument, hvor vi henviser til, at der skal være en holocaustdag i alle lande, og at fornægtelse af holocaust altså er noget, man skal forhindre.

Så der stod ikke det, som Dansk Folkeparti siger, i Durban I-dokumentet, og derfor kunne vi også bekræfte det.

Fru Pia Christmas-Møller.

Tak for det. Så svigtede min hukommelse mig ikke, og det er jo dejligt at blive bekræftet i.

Som sagt har det været meget underligt at følge den offentlige debat. Ja, at læse Berlingske Tidende, har været en ganske forunderlig ting i sig selv. Jeg har ganske enkelt ikke kunne forstå den avis’ position i forbindelse med Durban II-konferencen. Jeg forstår godt, at Dansk Folkeparti kan problematisere tingene. Deres synspunkter er jo kendte, og det er også kendt, at Dansk Folkeparti er imod EU. Men at Danmark lykkes med at være blandt de 22 EU-lande, som står sammen om at tro på dialogens magt og indflydelse og rent faktisk kan slutte med et ganske udmærket dokument, endnu før konferencen er endt, er jo dog en bedrift, ikke mindst, når det samtidig sker på en måde, hvor vi, bl.a. foranlediget af den danske udenrigsminister, får splittet OIC-kredsen. Jeg synes virkelig, at der er meget at glæde sig over.

Jeg vil godt bede udenrigsministeren bekræfte, at Israel i det nuværende dokument, som er vedtaget på Durban II-konferencen, ikke er nævnt og derfor heller ikke hængt ud, som bl.a. Iran ønskede det. Tværtimod kan man sige, at Iran har været nødt til at bøje sig for, at holocaust bliver nævnt som noget, der aldrig må glemmes. Kan ministeren bekræfte, at ytringsfriheden er bekræftet uforbeholdent som forudsætning, og at punktet vedrørende hate alene følger den danske lovgivnings nuværende indhold, f.eks. i forhold til straffelovens § 266 B?

Jeg vil gerne høre, om udenrigsministeren på den måde kan være med til at bekræfte, at det resultat, der nu foreligger, faktisk er bedre end det, der lå i 2001, selv om det selvfølgelig ikke hundrede procent dækker alle primære ønsker fra dansk side.

Udenrigsministeren.

Ja, det kan jeg bekræfte. Israel er ikke nævnt, det var nævnt i nogle af optaktspapirerne, men det fik vi også pillet ud. Det, der skete i går og efter Irans tale i forgårs, var jo altså, at Iran igen forsøgte at få ændret det med holocaust og få kritik ind af Israel. Det fik de ikke held til, og nu bliver det bekræftet, at holocaustbenægtelse skal forhindres, skal modarbejdes. Det vil sige, at man direkte skal modarbejde det, at den iranske præsident render rundt og hævder, at der ikke var noget holocaust, eller at det bare var et europæisk problem. Og alle lande stemte for det. Så det var en af de gevinster, vi fik i forhold til 2001-dokumentet, et af fremskridtene.

Ytringsfriheden står også stærkere. Ja, den står meget stærkt nu - det gjorde den jo ikke nævneværdigt i 2001 - fordi den jo nu, præcis som fru Pia Christmas-Møller siger, er forudsætningen for et pluralistisk, demokratisk samfund og for kampen mod racisme. Og her lægges der altså også vægt på informationsfriheden. Det ville f.eks. have haft betydning i Afghanistan for advokaten for den journalist, der har fået 20 års fængsel for at downloade nogle informationer. Her kunne advokaten have sagt: Jamen hov, vi har stemt for, at det er vigtigt, at man har mulighed for at sprede information.

Fru Pia Christmas-Møller.

Jeg vil gerne høre, om vores travle udenrigsminister vil afsætte tid til at prøve at indgå i en dialog via de danske medier, så man får blik for, at Danmarks interesser er entydigt bedst varetaget, når vi først og fremmest benytter dialogen som våben og deltager aktivt i et internationalt samarbejde med henblik på at løfte overliggeren så højt som overhovedet muligt. Jeg mener, at resultatet af Durban II-konferencen er et klart bevis herpå, og mange andre eksempler kunne fremdrages.

Vil udenrigsministeren forsøge bl.a. at få ledende skribenter på Berlingske Tidende og andre til at se de mange resultater, som man rent faktisk kan opnå ad den vej frem for at sidde fornærmet i hjørnet og melde sig ud af debatten og dialogen?

Udenrigsministeren.

[Lydudfald] … lidt af et problem, for jeg vil jo ikke blande mig i redaktionsfriheden for aviserne. Så jeg vil jo nok ikke gøre noget for at påvirke dem på anden måde, end jeg kan gennem de ord, der falder her, og gennem de artikler, jeg skriver. Jeg vil ikke indkalde dem til møder for at fortælle dem, at de har misforstået det hele. For det har de. Jeg synes, at nogle af lederskribenterne faktisk har misforstået det hele, og jeg var meget ked af, at en af aviserne i sidste uge skrev, at det drejede sig om - da troede de, at ytringsfriheden faldt - at få gjort det klart, at ytringsfriheden var en nødvendig kamp mod racisme. Og det fik vi jo så ind, hvorefter samme avis pludseligt tordnede imod os. Der havde jeg ventet, at avisen ville sige: Jamen dog, man fik det igennem, vi gerne ville. Men det havde den glemt 4 dage efter. Altså, man har altid glemt, hvad der stod i avisen dagen før, og det gjorde denne lederskribent altså også.

Så jeg vil ikke prøve at påvirke dem på anden måde, end det sker igennem den offentlige debat og den debat, vi har her, og derved påvirker fru Pia Christmas-Møller jo også medierne. Jeg er meget glad for fru Pia Christmas-Møllers vurdering af det forløb her, fordi fru Pia Christmas-Møller også var med i 2001. Det er også gået meget værdigere til denne gang, bl.a. fordi vi stemte så hurtigt. Så det har været et meget værdigere forløb, og det var dejligt at se, at de muslimske lande ikke hoppede på Irans vogn, hvilket igen viste, at den dybe dialog, vi har haft siden oktober måned med nogle arabiske lande og med mange afrikanske lande, har båret frugt.

Tak til fru Pia Christmas-Møller, og tak til udenrigsministeren. Hermed sluttede spørgsmålene til udenrigsministeren.

Jeg kan oplyse, at de efterfølgende spørgere, som er til skatteministeren, er fru Julie Rademacher, hr. Mikkel Dencker, hr. Jesper Petersen, hr. Nick Hækkerup, fru Anne Grete Holmsgaard og hr. Ole Hækkerup. Og jeg beder om, at man gør, hvad man kan, for at svare så kort, som det nu engang er muligt, så vi med lidt held kan nå alle dem, der ønsker at stille spørgsmål. Ellers er der altså nogle, der ikke kommer til.

Den første spørger til skatteministeren er fru Julie Rademacher, værsgo.