L 219 - 2008-09 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om brud på tavshedspligt, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Finansudvalg vedrørende § 11 i for-slag til finanslov for finansåret 2010 (L 219):”Ministeren bedes redegøre for, om finansminister ClausHjort Frederiksens og videnskabsminister Helge Sanders ud-talelser til Jyllands-Posten den 20. august 2009 og BerlingskeTidende den 23. august 2009 er et brud på Finansministerietspålæg om tavshedspligt, som beskrevet i dokumenter af 24.august 2009 fra Finansministeriet.”Svar:Ved dokumenter af 24. august 2009 pålagde Finansministeriet – underhensyn til bestemmelserne i værdipapirhandelslovens § 36 og forvalt-ningslovens § 27 – Finansudvalgets medlemmer tavshedspligt i forholdtil det materiale, der er omtalt i de nævnte dokumenter.Med hensyn til værdipapirhandelslovens § 36 bemærkes, at værdipapir-handelsloven henhører under Økonomi- og Erhvervsministeriet.Om tavshedspligtbestemmelsen i forvaltningslovens § 27 kan Justitsmi-nisteriet oplyse følgende:Det følger af forvaltningslovens § 27, stk. 3, at der kan pålægges en per-sonuden for den offentlige forvaltningtavshedspligt med hensyn til for-trolige oplysninger, som en forvaltningsmyndighed videregiver til denpågældende uden at være forpligtet hertil (et såkaldt tavshedspålæg).Da ministre virker inden for den offentlige forvaltning, vil de ikke væreomfattet af et tavshedspålæg, der er meddelt i medfør af forvaltningslo-vens § 27, stk. 3, men derimod være underlagt de almindelige regler omtavshedspligt, der gælder for personer, der virker inden for den offentligeforvaltning.Det er således fastsat i forvaltningslovens § 27, stk. 1, at den, der virkerinden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt, jf. borgerlig straf-felov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyl-dig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nød-vendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til of-fentlige eller private interesser.

I forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, er der foretaget en opregning af,hvilke offentlige eller private hensyn, som efter en konkret vurdering ihvert enkelt tilfælde kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermedundergivet tavshedspligt. Opregningen er ikke udtømmende, men den måantages at dække langt den overvejende del af de hensyn, der kan føre tiltavshedspligt. Den nævnte bestemmelse har følgende ordlyd:”§27.Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf.borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller an-den gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nød-vendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentligeeller private interesser, herunder navnlig til:1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder for-holdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straf-fuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferet-lig eller disciplinær forfølgning,4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksom-hed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivnin-gen,5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentligesforretningsvirksomhed,6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at be-skytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske,forhold, eller7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske inte-resse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmådereller om drifts- eller forretningsforhold.Stk. 2.[…]”

Det beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde,omen oplys-ning er fortrolig, ogomdet i givet fald vil være uberettiget at videregiveden pågældende oplysning. Vurderingen vil bl.a. afhænge af oplysnin-gens karakter og den sammenhæng, hvori den indgår. Det vil i vurderin-gen også indgå, om den, som måtte have videregivet en fortrolig oplys-ning, har haft rådighed over den offentlige eller private interesse, sombegrunder fortroligheden.På baggrund heraf og under hensyn til, at Justitsministeriet af principiellegrunde generelt ikke udtaler sig om, hvorvidt enkeltpersoner, herunderministre, i konkrete tilfælde må antages at have overtrådt lovgivningen,finder Justitsministeriet ikke at burde udtale sig om de konkrete forhold,som Folketingets Finansudvalg henviser til i spørgsmålet.