Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 1. del af 3. behandling af lovforslag nr. L 2:

Forslag til finanslov for finansåret 2009.

Af finansministeren (Lars Løkke Rasmussen).

(Fremsættelse 07.10.2008. 1. behandling 09.10.2008. Betænkning 23.10.2008. 2. behandling 13.11.2008. Tillægsbetænkning 04.12.2008. I tillægsbetænkningen er der stillet 602 ændringsforslag. Uden for tillægsbetænkningen er der den 08.12.2008 af finansministeren stillet 37 ændringsforslag (nr. 603-639)).

Jeg kan oplyse Folketinget, at finansministeren har meddelt mig, at han ønsker at tage følgende ændringsforslag tilbage: ændringsforslag nr. 151, 161, 162, 168-171, 176, 179, 197, 298, 299, 303, 304, 319, 321, 455-459, 461, 469-474, 476-478, 485-487, 490-493, 496, 501, 504-507, 510-512, 517-520, 526, 532-534 og 537-539.

Ønsker nogen at optage disse ændringsforslag?

Der er ingen, der ønsker at optage dem, og dermed er ændringsforslagene bortfaldet.

Jeg gør opmærksom på, at ændringsforslag nr. 603-639, der er stillet af finansministeren den 8. december 2008, kun med Tingets samtykke kan behandles i dette møde. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg samtykket som givet.

Det er givet.

Før vi går i gang, skal jeg henvise til det omdelte brev med retningslinjer for forhandlingen, herunder tidsforbrug, og jeg skal gøre opmærksom på, at både ændringsforslagene og forslaget kan kommenteres.

Vi går nu over til forhandlingen, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Peter Christensen.

Verden befinder sig i den værste finansielle krise i mange år, men Danmark står stærkt, ikke fordi vi har været heldige, men fordi vi har arbejdet hårdt og opført os fornuftigt. Siden 1982 har vi konsekvent reformeret strukturerne i den danske økonomi. I 1982 fik vi fastkurspolitikken, noget tid senere fik vi opgøret med den automatiske dyrtidsregulering, og bagefter fik vi påbegyndt privat opsparing i arbejdsmarkedspensionerne.

De gode takter fortsatte under skiftende regeringer. Op gennem 1990'erne fik vi arbejdsmarkedsreformer med reformer af dagpengesystemet, vi fik lavere marginalskatter og meget andet godt. Alle disse mange strukturelle tiltag har rustet Danmark overordentlig godt. Det er meget muligt, at vi er på vej ind i den største krise siden 1930'erne, men i modsætning til de fleste af vores nabolande har vi ingen grund til panik.

Den økonomiske samarbejdsorganisation OECD har netop offentliggjort sin halvårlige rapport, »Economic Outlook«. OECD forudser, at krisen vil øge arbejdsløsheden i de 30 OECD-lande med 8 millioner til 42 millioner ledige, og selvfølgelig går Danmark ikke ram forbi. OECD regner med, at den danske arbejdsløshed vil stige fra 1,6 pct. til omkring 2,5-3 pct. i løbet af de næste år, måske får vi helt op til 3 pct.s arbejdsløshed. For alle arbejdsløse - og det vil jeg gerne understrege - er det en personlig tragedie, og det er en udvikling, vi må bekæmpe af al magt, men læg lige mærke til tallet igen - 3 pct. Der er ingen tvivl om, at mange lande ser misundeligt på Danmark, de ville ønske, de var i vores sko.

I Danmark er vi ikke på spanden, ligesom rigtig mange andre lande er i den nuværende situation. Med et overskud på betalingsbalancen og lav offentlig gæld er dansk økonomi i en god position. Vi er klar til at håndtere de udfordringer, som den finansielle uro og den vigende vækst i udlandet fører med sig, også selv om den nye økonomiske redegørelse viser, at overskuddet på de offentlige finanser forventes at falde. Overskuddet falder fra godt 75 mia. kr. sidste år til godt 52 mia. kr. i år og til tæt ved et rundt nul i 2009. I 2010 får vi et underskud på knap 23 mia. kr., og det er ærgerligt. Men det ændrer ikke ved, at vores strukturelle overskud er i orden. Det ligger på omkring 1 pct. af BNP i 2009 og 2010.

Det danske udgangspunkt er altså langt bedre end situationen i andre lande, herunder eurolandene. Derfor er vi ikke nødt til at handle i desperation ligesom mange andre. Vi har lagt til side i god tid. Vi har vist rettidig omhu.

Men andre landes misundelse skal ikke få os til at hvile, tværtimod. Danmark kan ikke leve af andre landes misundelse. Vi kan kun leve af borgernes arbejde, og her er vi ved at blive klemt på flere fronter. OECD peger på, at den historisk lave arbejdsløshed har ført til markante lønstigninger, uden at produktiviteten er steget tilsvarende, og det har forværret Danmarks konkurrenceevne. Danmark sakker bagud sammenlignet med lande som Tyskland, Sverige, Storbritannien og USA, og OECD mener, at det er farligt at lempe finanspolitikken voldsomt i den nuværende situation.

Vi er altså havnet i den gamle diskussion om timing. Hvornår er økonomien tilpas trængt, til at staten skal skride ind, og hvordan undgår vi, at vi dermed skaber nye problemer, f.eks. problemer for vores konkurrenceevne? Hvis finanspolitikken bliver lempet på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden er meget lav, vil det nemlig føre til mere import. Det forværrer betalingsbalancen og giver et stort udbud af kroner på valutamarkedet, og det giver en tendens til, at kronens værdi falder. Hvis det sker, så begynder kapitalen at flygte ud af Danmark. Dermed bliver Nationalbanken nødt til at hæve renterne for at holde på kapitalen, og så bliver alle ramt.

Jeg er helt med på, at vi skal gøre vores yderste for at undgå stærkt stigende arbejdsløshed, men hvis vi vælger de forkerte instrumenter og sætter ind på det forkerte tidspunkt, risikerer vi også at forringe den danske konkurrenceevne, og så får vi på sigt endnu større arbejdsløshedsproblemer. Vi skulle nødig tilbage til de onde gamle dage i 1970'erne, hvor det ene indgreb efter det andet bare gjorde tingene værre og værre. Man kan gøre meget skidt i et anfald af misforstået godhed, og derfor skal vi tænke os rigtig godt om.

I Danmark er vi så overordentlig godt stillede, da vores økonomi er grundlæggende stærk. OECD roser os, fordi vi har ført en fornuftig økonomisk politik, og netop derfor kommer vi ikke til at opleve massearbejdsløshed. OECD advarer os mod at gribe til panikløsninger. OECD-økonomen Jens Lundsgaard siger ligefrem: »Den finanslov, som er aftalt for 2009, passer meget fint«.

Vi gør nemlig allerede, hvad der skal til. I 2009 får danskerne yderligere skattenedsættelser på godt og vel 7,3 mia. kr., vi fortsætter suspensionen af SP'en - det vil bidrage med en stigning i de disponible indkomster på yderligere knap 5 mia. kr. - og samlet set understøtter det alt sammen husholdningernes forbrugsmuligheder. Dertil kommer et øget, men kontrolleret offentligt forbrug.

På Venstres vegne vil jeg gerne takke Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for den aftale, vi har indgået om finansloven for 2009. Jeg vil særlig gerne fremhæve aftalen om at styrke sundhedsområdet yderligere: Vi sætter gang i milliardinvesteringer i nye og moderniserede sygehuse, og samtidig har vi afsat midler til, at den samlede sygehusstruktur skaber tryghed i befolkningen - også på øer og i udkantsområder med store afstande. Det gør vi bl.a. ved at etablere en lægehelikopterordning.

Lige siden 2001 har sundhedsområdet været særdeles højt prioriteret. Vi har tilført 19,4 mia. kr. fra 2001 til 2009 til sundhedsområdet generelt. Aktiviteten i sygehusvæsenet er samtidig øget markant, så flere og flere bliver behandlet på sygehusene. I 2007 blev der opereret 128.000 flere end i 2001. Ventetiderne blev i løbet af den samme periode - før overenskomstkonflikten i 2008 - nedbragt med gennemsnitligt godt 5 uger, altså for nogle operationstyper med helt op til 50 pct. Fra og med 2009 udmønter vi midler til de nye sygehusinvesteringer med støtte fra Kvalitetsfonden, hvor der er afsat 25 mia. kr. Vi skal have en moderne og tidssvarende sygehusstruktur.

Efter forårets overenskomstkonflikt på sundhedsområdet har vi været nødt til at suspendere det udvidede frie sygehusvalg frem til den 1. juli 2009, hvorefter det automatisk genindføres. Med aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om den fremtidige økonomi for 2009 har vi skabt mulighed for en forøgelse af aktiviteten på sygehusområdet på 3,5 pct. for 2009. Realt tilfører vi regionerne godt 1,6 mia. kr. mere, bl.a. til meraktivitet og øgede medicinudgifter.

Også i kommunerne giver finanslovaftalen mulighed for forbedringer. Vi har bl.a. aftalt at indføre et loft over ældres egenbetaling for madservice på 3.000 kr., så de ældre sikres mere ensartede prisvilkår. Vi opretter en pulje målrettet renovering af toiletforholdene i daginstitutioner og folkeskoler for kommuner, der virkelig mener, at de ikke magter opgaven selv. Vi har også indgået en aftale om et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem. I dag bor den statslige og den kommunale indsats sammen i fælles jobcentre - der er to politiske systemer, to administrative sagsbehandlingssystemer, delt ledelse og forskellige it-systemer. Aftalen giver mulighed for at udnytte ressourcerne bedre, så ledige kommer hurtigere i job.

Aftalen om næste års finanslov afspejler også et løft af de fysiske rammer på de borgernære områder i kommunerne og investeringer i teknologi, der kan spare arbejdskraft og dermed skabe tid og plads til mere omsorg og bedre service. Og som opfølgning på globaliseringsaftalerne har vi udmøntet i alt 4,2 mia. kr. fra 2009 til 2012 til basismidler til universiteterne - fri forskning, innovation m.v. - og vi har omprioriteret 143 mio. kr. til initiativer, der bl.a. skal styrke overgangen til ungdomsuddannelserne og målrette vejlederindsatsen.

Endelig har vi afsat 1 mia. kr. i perioden 2008-2012 til at øge trygheden og skabe sikkerhed. Det skal bl.a. ske ved en varig udvidelse af politistyrken med 300 betjente og ved at ansætte administrativt personale, der kan frigøre politibetjente til det operative arbejde.

Jeg også gerne takke et bredt udvalg af partierne for samarbejdet omkring satspuljeaftalen. Med satspuljeaftalen er der aftalt nye initiativer for i alt knap 0,9 mia. kr. i 2009 til forbedringer for svage og udsatte grupper. Midlerne er bl.a. afsat til en udvidet behandlingsret på det voksenpsykiatriske område, til en styrket boligindsats og til forbedringer af løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælpere.

Alle de mange initiativer, såvel skattelettelser som øget offentligt forbrug, indebærer tilsammen en lempelse af finanspolitikken. Det kan medvirke til at dæmpe følgerne af den internationale krise for Danmark. Men vi kan ikke vide, om den økonomiske nedtur bliver kraftigere end ventet; det er muligt, at der senere i forløbet kan blive behov for en større finanspolitisk lempelse. Her er opskriften klar: Det bør i givet fald ske i form af en fornuftig skattereform. Jens Lundsgaard fra OECD sagde det tydeligt, og jeg citerer igen:

»Man må ikke glemme at gøre noget, der gavner strukturerne. Danmark har hårdt brug for en fornuftig skattereform, der gør det mere attraktivt at arbejde og gøre en ekstra indsats…«.

Uanset hvad der sker i Danmark, vil Danmark altid have en altoverskyggende hovedprioritet i den økonomiske politik, nemlig at sikre, at så mange hænder og hjerner som muligt er i sving - både for at bekæmpe arbejdsløshed og for at mobilisere alle de menneskelige ressourcer, vi har, med henblik på at opnå vækst og dermed velstand og velfærd. Vi har brug for alle hænder og alle hjerner for at undgå den socialt invaliderende arbejdsløshed, og vi har brug for alle hænder og hjerner for at kunne finansiere et godt samfund også i fremtiden i takt med en aldrende befolkning. Her er det væsentligste instrument præcis det samme, uanset om vores mål er at bekæmpe arbejdsløshed her og nu eller vores mål er at skabe vækst på længere sigt. Hvis vi vil have virksomhederne til at ansætte flere, må vi gøre det lettere og billigere at ansætte flere, og her er den mest direkte vej at lette skatten på arbejdsindkomst.

Ved hjælp af en fornuftig skattereform i de kommende år vil vi kunne slå to fluer med et smæk: Vi vil både kunne sikre optimisme og virkelyst i en situation, hvor mange taler om krise, krise og atter krise, og samtidig vil vi kunne ændre skattestrukturerne på fornuftig vis.

Der bliver talt meget om krise, og vi risikerer, at al den krisesnak ender med at skabe stagnation, sortsyn og pessimisme. Det kan blive en selvforstærkende ond cirkel. Det, der er brug for, er ny dynamik, et lyst syn og optimisme. Med afsæt i den aktuelle situation skal vi skabe ny fremdrift og ny vækst. Vi kan gøre det, og vi skal gøre det. En krise er blot en anledning til at forstærke indsatsen.

Desværre er Socialdemokraterne som sædvanlig bange for skattelettelser. Når det går godt med økonomien, siger Socialdemokraterne, at vi skal undgå skattelettelser, fordi borgerne dermed øger det private forbrug. Når det går skidt, siger Socialdemokraterne, at vi skal undgå skattelettelser, fordi borgerne bare sparer pengene op. Det er sjovt, som forklaringerne skifter. Socialdemokraterne vil alene satse på offentlig aktivitet. Så snæversynede er vi ikke i Venstre. Vi udelukker intet, der kan gavne dansk økonomi både her og nu og strukturelt. Vi ser fordomsfrit på de midler, vi har til rådighed. I modsætning til Socialdemokraterne siger vi ikke på forhånd nej. Vi siger: yes we can - ja, vi kan - for vi har bevist i de forgangne 7 år, at vi faktisk kan.

Tak. Vi går nu over til de korte bemærkninger, og jeg kan oplyse, at jeg har noteret følgende: Hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Frank Aaen, hr. Rasmus Prehn, hr. Jesper Petersen, fru Mette Frederiksen, hr. Morten Østergaard, hr. Jens Peter Vernersen, fru Pia Olsen Dyhr, hr. Carsten Hansen og hr. Kim Mortensen. Det er 12, og der er præcis 45 minutter til korte bemærkninger. Hvis alle overholder tiderne præcist, kan alle, jeg har nævnt, egentlig komme igennem, og ellers er det jo ved en hurtig hovedregning 11. Det tager 4 minutter med to gange korte bemærkninger, så jeg appellerer til, at man overholder taletiden, så vi er i stand til at tilgodese alle dem, der har bedt om at få ordet. Hr. Carsten Hansen står på listen, ja, man må godt sige noget, ingen tvivl om det.

Så er der altså tre kvarter fra nu af, og den første, der får en kort bemærkning, er hr. Morten Bødskov.

Tak for det. Altså, det var jo en tale, som understregede, hvor det er, vi ikke har regeringen, nemlig at det er en regering, som ikke har fokus på de problemer, som der er i dansk økonomi, som der er med den stigende ledighed, og som der er med den vækst, der styrtdykker i dansk økonomi og i vores samfund som sådan. Her går alt godt, problemerne er kommet udefra, regeringen gør alt det rigtige, og oppositionen taler krisen op. Det var sådan set definitionen af ordførerens tale.

Så forstår jeg bare ikke, hvordan man kan overse - det kan godt være, det er, fordi man i Venstre har været i et internt opgør om menneskerettigheder, at man har haft svært ved at fokusere på det - den nederste del af forsiden af Berlingske Tidende i dag, hvor der står: Firmaer er klar til massefyringer. Skal vi tolke ordførerens tale sådan, at man ikke mener, at der skal ske noget, at det hele går som forudsagt og man sådan set er klar til at acceptere, at ledigheden mere end fordobles næste år, at man er klar til at acceptere op mod 100.000, nogle siger 125.000, arbejdsløse næste år, at der ikke er nogen grund til at gøre noget, fordi det hele går som planlagt og regeringen gør alt det rigtige?

Ordføreren.

Jeg sætter stor pris på forberedelse, og jeg sætter stor pris på, at man tænker nogle tanker om, hvad det er, man kunne tænke sig at debattere inden sådan en debat, og det er jo helt øjensynlig også det, som den socialdemokratiske ordfører har gjort, og så glemte han fuldstændig at lytte til min ordførertale. Jeg gav sådan set ikke Socialdemokratiet skylden for al snakken om krise, men jeg kan da høre, at Socialdemokratiet følte sig meget ramt af min tale. Jeg konstaterede såmænd bare, at der er meget snak, også i medierne, om den her økonomiske krise, vi er i, og vi skal selvfølgelig passe på, at det ikke sætter sig i et pessimistisk sortsyn, som skaber en negativ økonomisk spiral.

Men hovedessensen i min tale var netop, at vi med den finanslovaftale, vi er ved at forhandle nu, sætter en masse aktiviteter i gang både med offentligt forbrug og med skattelettelser. Det kan godt være, at det viser sig, at det ikke er nok, men så må vi se på det, når vi er i situationen. Nu skal den her finanslov jo altså lige have lov til at virke, det er jo først fra den 1. januar, at de penge, vi taler om nu, kommer ud og skaber aktivitet. Og så har vi valgt at sige, at vi så kigger på, hvordan situationen udvikler sig.

Hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning.

Altså, det var et meget langt svar på et meget, meget simpelt spørgsmål: Skal vi tolke ordførerens tale sådan, at både Venstre og regeringen er klar til at acceptere, at vi næste år kan få op mod 125.000 arbejdsløse i Danmark - ja eller nej? Det må der kunne svares på.

Sådan må det nødvendigvis kunne tolkes, ikke mindst når man hører talen og læser regeringens egne publikationer, for der siger man jo, at det er torskedumt og nærmest vil kaste økonomien ud i at gå rabundus, hvis man gør noget, der ligger ud over det, regeringen gør. Jeg tror, at ordføreren selv citerede fra den økonomiske redegørelse, hvor det står meget klart.

Så altså, kan vi få et klart svar på et meget klart spørgsmål: Er det, ordføreren siger i dag, en accept af, at vi risikerer at få op mod 125.000 arbejdsløse i Danmark næste år?

Ordføreren.

Altså, vi har nu fået en ny Økonomisk Redegørelse, som også forholder sig til virkeligheden uden for vinduerne, nemlig at vi står over for en meget lav vækst, og det giver sig også udslag i, at virksomhederne afskediger. Vurderingen i Økonomisk Redegørelse er jo, at vi vil få en stigning i ledigheden op til 70.000 i 2009, og i 2010 vil den kunne stige op til 99.000. Det er deres bud, og det er jo selvfølgelig, fordi Danmark ikke går ram forbi i den situation, vi er i.

Så bliver jeg spurgt, om jeg vil acceptere det. Jeg vil meget gerne give min politiske stemme til, at vi gør fornuftige ting, som kan være med til at sikre vækst og fremgang i Danmark, men det er jo også her, vi skal tænke os rigtig godt om. Socialdemokratiet har før, hvis vi kigger historisk på det, været i spidsen, og de virkemidler, man kastede ind i økonomien, var netop det modsatte af at tænke sig godt om. Det er ingen sag at spytte en masse offentlige kroner ud i økonomien, men hvis det ikke forbedrer noget strukturelt, risikerer vi, at inflationen stiger og vi får en meget negativ økonomisk spiral, der gør, at renten stiger og vi ender med endnu mere arbejdsløshed.

Så er det hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Nu har Venstres ordfører altid en standardformulering med i sin ordførertale, hvor man går tilbage til de onde 1970'ere, hvor alt gik af lave. Nu har man udvidet det historiske perspektiv og taget 1930'erne med.

Jeg synes ikke, at jeg i ordførertalen fik svar på den erkendelse, som har regeringen har gjort om, at deres 2015-plan er skredet, underforstået, at de skattelettelser, som regeringen og Dansk Folkeparti har givet, er ufinansierede, og at regeringen ikke har løftet opgaven med at sikre udvidelse af arbejdsstyrken, og nu står vi over for en erkendelse fra regeringens side af, at arbejdsløsheden vokser til over 100.000. Så siger ordføreren: Nu må vi se tiden an.

Jamen er det ikke at udvise rettidig omhu at gribe ind allerede nu? Vi ved, at arbejdsløsheden i bygningserhvervet er eksploderet og vil eksplodere her i de kommende måneder. Hvorfor så ikke sætte ind med en energirigtig renovering af hele den offentlige bygningsmasse, så man udviser rettidig omhu og undgår, at folk bliver arbejdsløse?

Ordføreren.

I mit foregående svar talte jeg om at gøre det fornuftige i forhold til at sikre vækst. Jeg kan forsikre tilhørerne om, at det fornuftige ikke er at følge SF's forslag til, hvordan man skal styre dansk økonomi. Når vi står og ser på, hvilke ændringsforslag SF faktisk har stillet til finanslovforslaget, som vi forhandler lige nu, kan vi se, at man vil fjerne 9 mia. kr. i købekraft fra de danske forbrugere. SF's svar på den krise, vi står i lige nu, er at lade der være 9 mia. kr. mindre mellem hænderne på de danske forbrugere.

Jeg synes, at SF, når debatten her er slut - det er måske for sent i forhold til butikkernes åbningstider, men så i morgen - skal gå ud og se på, hvad det er for en julehandel, der foregår lige nu. Der er valgfrit på alle hylder. Man kan gå ind i en hvilken som helst butik og spørge, om det vil være gavnligt for dansk økonomi at trække 9 mia. kr. i skattelettelser tilbage for 2009. Så håber jeg, at SF vil lytte ordentligt til de svar, de får. Og igen: Det er valgfrit, hvilke butikker man vælger.

Hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Det står ordføreren frit for at stille spørgsmål til SF, når SF har ordførerhvervet.

Jeg kunne da godt tænke mig at få svaret på, hvorfor Venstres ordfører ikke vil anerkende det, som regeringen har erkendt: at 2015-planen er skredet, at de skattelettelser, regeringen har givet, er ufinansierede.

Hvem skal betale ufinansierede skattelettelser? Ja, det skal vores børn og børnebørn. Er det ansvarligt? Nej, det er da hamrende uansvarligt. Hvad er svaret fra Venstre på spørgsmålet om, hvad regeringen og Venstre vil gøre med den voksende arbejdsløshed, som vi ved kommer, og som er kendt i regeringens økonomiske redegørelse? Ja, nu må vi se tiden an. Jamen vi ved, at arbejdsløsheden eksploderer til næste år. Hvad er så regeringens svar?

Så spørger jeg en gang til: Var det ikke en idé for at undgå at få et bygningserhverv, som går fuldstændig i stå, at forberede igangsættelsen af renovering af den offentlige bygningsmasse på en energirigtig måde, så man slår to fluer med et smæk?

Ordføreren.

Først 2015-planen: Behovet for at skabe balance i 2015 har ændret sig, i den forstand at i stedet for at vi skal øge den strukturelle beskæftigelse med 20.000 personer, skal vi øge antallet til 25.000 personer, hvoraf vi har fundet de 4.000. Så vi har en udfordring frem til 2015, som hedder, at vi skal skaffe 21.000 personer. Det er en fælles udfordring, som jeg håber at Folketingets partier vil hjælpe regeringen med at nå frem til. Vi har også nogle gode muligheder for at kunne nå det. Jeg mener, at vi kan nå meget, meget langt med en fornuftig skattereform, og vi har også Arbejdsmarkedskommissionen, som kommer med sin endelige anbefaling til sommer, som vi forhåbentlig også kan bruge til at nå stykke vej.

Jeg er stadig enormt bekymret, og det var sådan set ikke et spørgsmål, jeg stillede SF, det var en anbefaling om at gå ud at tale med mennesker i virkeligheden for at høre, om det virkelig er løsningen at trække for 9 mia. kr. skattelettelser ud af danskerne og give dem en skattestigning. At folkesocialisterne ikke er nået videre i deres viden om, hvordan man for alvor kan skade økonomien, synes jeg er skræmmende.

Så er det hr. Morten Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne fortsætte i 2015-sporet, det vil sige, hvad angår den mere langsigtede økonomiske politik. Der var en overskrift i Børsen i går, som jeg tænker på om ordføreren har set, om, hvordan regeringens økonomiske 2015-plan smuldrer.

Mit spørgsmål er indledningsvis: Tror ordføreren selv på, at 2015-planen er realistisk? Er det fortsat det, som Venstre læner sig op ad, altså at indfri den økonomiske 2015-plan?

Ordføreren.

Afgjort! Jeg synes, at det er meget vigtigt, at vi netop har den slags mellemfristede fremskrivninger, som vi styrer efter, og at vi ikke gennem tiderne har ladet os lede i fordærv af bl.a. SF og Socialdemokraterne.

Jeg kan jo huske de tidligere debatter, vi havde om finansloven, som simpelt hen kun handlede om, at de overskud, som vi havde, skulle pumpes ud til alle mulige ting. Hvor er jeg glad for, at dansk økonomi siden 2001 har været ledet til at et politisk flertal, som er mere fornuftigt, og som ikke bare har brugt hver en krone, der var i overskud, men nemlig har brugt pengene til at betale af på gælden. Det er derfor, vi står rimelig fornuftigt i forhold til den nuværende situation.

I forhold til 2015-planen vil jeg sige, at den klart kan indfries. Altså, vi har et mål, som hedder 21.000 personer, der skal findes ved reformer. Det tror jeg på. Jeg tror, at skattereformen vil være et fornuftigt bidrag hertil, og jeg mener sådan set også, at det skal siges i forhold til 2015-planen, at den bygger på et relativt konservativt skøn også for olieprisen, så det kan godt være, at udfordringen bliver mindre og de 21.000 personer egentlig viser sig at være et for højt tal. Men det vil kun være dejligt, hvis reformkravet i sig selv bliver mindre.

Der er ingen tvivl om, at medlemmerne har lyst til at sige rigtig mange ting. Vi forsøger at begrænse det til at være inden for taletidens regler. Hr. Morten Helveg Petersen.

Af samme grund gjorde jeg mit spørgsmål meget kort, så ordføreren kunne få lov at folde sig lidt ud. Det gjorde han så også, bare ikke så meget i forhold til hvad der havde med spørgsmålet gøre.

Jeg må forstå ordføreren på den led, at ordføreren er endnu mere overbevist om, at 2015-planen stadig væk fungerer, end finansministeren er. Altså, finansministeren erkendte jo i går, at planen vistnok sådan omtrent er opfyldt, eller et eller andet i den retning. Og ordføreren står og svinger om sig med, at det når vi sagtens.

Hvad er det, der begrunder ordførerens optimisme? Der er da ikke noget i de forgangne år, der på nogen måde tilsiger, at regeringen har været i stand til at skaffe det fornødne antal mennesker ud på arbejdsmarkedet, således at man er i stand til at nå sine egne målsætninger for den økonomiske politik frem mod 2015. Der mangler 60.000 mennesker, og det er et hul på 14 mia. kr. i statskassen i 2015, hvis ikke man reformerer i tide. Hvordan i alverden vil Venstre nå de tal?

Ordføreren.

Altså, først vil jeg lige anholde, at finansministeren skulle have sagt nogen steder, at finansministeren ikke tror på, at vi kan nå 2015-målene. Tværtimod er det, finansministeren og regeringen siger, at kravet til at øge den strukturelle beskæftigelse er steget fra 20.000 til 25.000. Altså, det er en realistisk ramme, vi opererer inden for, og vi tror på, at vi kan nå det. Vi gør det sådan set også på mange strækninger sammen med Det Radikale Venstre - vi har da lavet en jobplan sammen, og jeg har da også en forestilling om, at en eventuel skattereform og yderligere reformer på arbejdsmarkedet kan ske i samarbejde med Det Radikale Venstre. Men det kræver jo, at de partier, der går ind til den udfordring, også tror på, at den kan løses .

Jeg synes også, at hvis man kigger lidt bagud, kan man se, at det, vi har nået med reformer, jo viser, at det er en realistisk udfordring.

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak. Aftalen om den her finanslov købte regeringen af Dansk Folkeparti for en menneskeskæbne. En tuneser blev byttet helt direkte for den aftale, der ligger på bordet og forhandles i dag. Siden handelen blev indgået har krisen jo virkelig udfoldet sig, og alle og enhver kan se, at arbejdsløsheden stiger dramatisk, uden at der er ændret et komma i den aftale, der er indgået, og uden at der er kommet nogen ændringsforslag, der skal tage højde for krisen.

Mit spørgsmål er: Er det, fordi man ikke mener, at situationen har forandret sig, eller er det, fordi Venstre ikke har flere menneskeskæbner at handle med?

Ordføreren.

Vi synes, at det er mærkeligt, at der bliver ved med at være så mange spørgsmål om, hvorvidt vi i Venstre vil anerkende, at ledigheden ser ud til at stige i 2009. Det har vi sagt så mange steder, og det fremgår også meget tydeligt af Økonomisk Redegørelse. Det er sådan set, åbenlyst, synes jeg, at Danmark selvfølgelig ikke går ram forbi, i forbindelse med at der er økonomisk turbulens og krise i hele verden. Vi står bare meget bedre rustet end mange af de andre lande, og heldigvis for det.

Så blev der spurgt, hvorfor der ikke er sket en ændring i forhold til udgifterne i finansloven. Det er der heldigvis ikke behov for, fordi vi styrer inden for 2015-planen. Havde vi fulgt venstrefløjens anbefaling om, hvordan man skulle føre en økonomisk politik, skulle vi have brugt samtlige af de 80 mia. kr., da vi havde et overskud af den størrelsesorden, og det ville så betyde, at man skulle til at fyre offentligt ansatte i dag, fordi vi nu er på vej mod et rundt nul.

Heldigvis fører vi netop ikke økonomisk politik på den måde, men sørger for at have nogle pejlemærker, der gør, at vi ikke skal justere størrelsen af den offentlige sektor efter det enkelte års overskud eller underskud.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at det altså ikke var, fordi Venstre ikke var parat til at indgå en ny handel med en menneskeskæbne, men det er, fordi man ikke mener, der er brug for at tage hånd om dem, der kommer i klemme i krisen. Altså, uanset hvor mange pæne ord, Venstres ordfører kan komme med, er det altså ikke anderledes, end at da finansloven og aftalen om finansloven blev indgået, lå der nogle skøn, som i dag er dramatisk forandret. Ude på enhver arbejdsplads i det her land taler om man om frygten for arbejdsløshed, ude på hver eneste arbejdsplads diskuterer man krisen på det finansielle marked, og hvad det har af konsekvens for dem. I går så vi lige pludselig, at ud over de 3.000 mia. kr., der er bevilget i garanti til de finansielle institutter, skulle bankerne have yderligere 100 mia. kr. af skatteydernes penge. Hvordan kan det være, at de dramatiske ting, de mest dramatiske ting, vi har set i mange årtier, ikke har en eneste konsekvens i forhold til finansloven andet end, at man har ændret nogle tal og nogle skøn, men ikke nogen initiativer?

Ordføreren.

Spørgsmålet var meget selvmodsigende, for på den ene side bliver vi angrebet for, at vi ikke handler og forholder os til den økonomiske situation, vi er i, og på den anden side bliver vi kritiseret for, at vi arbejder med en hjælpepakke til bankerne. Det er jo netop at forholde sig til, at vi står i en situation, hvor bankerne har meget svært ved at få rejst ny ansvarlig kapital, og at det er ved at sætte sig i, at de neddrosler udlånene, som gør, at virksomhederne ikke kan ekspandere, at vi som borgere ikke kan låne til en ny bil eller et nyt tag, hvis det er det, man har behov for. Det er ved at sætte sig i vores realøkonomi, og det er et problem, og derfor arbejder regeringen også på højtryk for at finde en fornuftig og gennemtænkt model for, hvordan vi kan hjælpe hele banksektoren, sådan at vi kan få de positive hjul i gang og vi kan få vækst tilbage i dansk økonomi.

Så er det hr. Carsten Hansen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg står her med et tilfældigt udpluk af dagens aviser, og en overskrift i Berlingske Tidende lyder »Firmaer klar til massefyringer«. De Konservatives ordfører, fru Henriette Kjær, afviser, at det er nødvendigt, der skal bare en skattereform til. I Politiken står der, at de ufaglærte vil blive fyret i stort tal, at tallet bliver 6 pct. for chauffører, murerarbejdsmænd, fabriksarbejdere osv., så lønchecken bliver altså udskiftet med understøttelse.

I den anledning skal jeg høre, om Venstre mener det samme som regeringen. Finansministeren mener jo, at det er uansvarligt at gøre noget ved den stigende ledighed, og i den anledning skal jeg spørge Venstres finansordfører, hr. Peter Christensen, om det ikke er en uansvarlig melding. Ledigheden er nemlig det sidste led, efter at der er sket omfordelinger, og man har været på uddannelse. Nu begynder der at ske fyringer, det er det sidste led i kæden, og mener Venstre det samme som finansministeren, altså at det er uansvarligt at gøre noget ved den stigende ledighed, som finansministeren skriver?

Ordføreren.

Jeg tager udviklingen i ledigheden meget alvorligt, netop fordi der i den stigning, vi kunne læse om i Økonomisk Redegørelse, gemmer sig et menneske bag hver eneste person, der bliver nævnt. Bag hver person, der bliver anbragt i ledighedskøen, gemmer der sig jo en familie, som ender i en meget kedelig situation, og derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at holde tallet så lavt som overhovedet muligt.

Men vi skal gøre nogle ting, som er begavede, og det nytter ikke noget, at vi gør noget ugennemtænkt, som medfører, at rentespændet ikke bliver mindre i forhold til euroen, og at vi ender i en situation, hvor vores konkurrenceevne bliver dårligere, så vi ender med at få endnu mere arbejdsløshed på et senere tidspunkt. Det er en ubegavet måde at hjælpe dansk økonomi på, og i sidste ende er det jo også at gøre de mennesker, vi står og taler om nu, en bjørnetjeneste. Jeg tror stadig på, at det er med strukturelle forbedringer, herunder en skattereform, vi bedst kan gavne dansk økonomi.

Hr. Carsten Hansen.

Det er jo yderst interessant at høre, at det er meget begavet ikke at gøre noget. Jeg har altid betragtet det som en form for apati og ment, at det var noget, som var mennesker uden initiativ og virkelysts instrument, men jeg må forstå det meget lange og indviklede og lidt tekniske svar om rentespændet sådan, at hr. Peter Christensen mener det samme som finansministeren, nemlig at det er uansvarligt at gøre noget ved den stigende ledighed.

Den 5. november havde jeg statsministeren i salen, og det var på baggrund af, at Venstre ønskede at halvere dagpengeperioden. Jeg spurgte, om det stadig var statsministerens og regeringens politik, og nu vil jeg høre, om Venstres svar på massefyringerne i firmaerne, hvor mange ufaglærte nu skal fyres, er, at der skal skabes øget utryghed på arbejdsmarkedet ved at halvere dagpengeperioden. Er det eneste svar, som Venstre og regeringen har på alle disse mange fyringer, at vi ikke skal gøre noget i forhold til økonomien, vi skal sidde på hænderne, og så skal vi i øvrigt halvere dagpengeperioden? Er svaret øget utryghed for de ledige?

Ordføreren.

Jeg synes altså, det er vigtigt at understrege, at den finanslov, vi er i færd med at vedtage nu, er en finanslov, som bidrager til mere aktivitet i samfundet. Vi lemper finanspolitikken med 15 mia. kr., med 8 mia. kr. ved at sænke skatten og med 7 mia. kr. på grund af højere offentlige udgifter. Det er 15 mia. kr., og selv om det tal har været kendt i nogen tid og derfor ikke pludselig indgår som en væsentlig del, ændrer det jo ikke ved, at der skabes for 15 mia. kr. mere aktivitet i det danske samfund. Pengene har bare ikke fået lov til at virke endnu, fordi det gælder fra den 1. januar 2009, men det vil også give en effekt i dansk økonomi.

Derudover har vi jo ikke afvist, at vi også vil gøre mere end det. Men vi vil have lov til at vurdere, hvordan situationen er i forhold til vores arbejdsmarked og i forhold til vores økonomi.

Ja, og så er det hr. Rasmus Prehn, kort bemærkning.

Vi vil have lov til at vurdere, hvordan udviklingen går, siger ordføreren. Men sagen er jo den, at massefyringerne er i gang. Vi kunne i dagspressen i dag se, at folk bliver afskediget. Jeg ved ikke, om ordføreren selv har oplevet det, men jeg er sikker på, at det tager toppen af julestemningen ude i de danske familier, at mor og far skal sidde med en fyreseddel eller ubetalte regninger, når de i stedet burde have siddet i stearinlysets skær og klippet julepynt. Det er altså noget, der presser folk følelsesmæssigt i forhold til at få tingene til at hænge sammen.

Der vil jeg høre ordføreren, om ikke ordføreren kan give mig ret i, at det, der virker allerbedst i forhold til at sætte gang i beskæftigelsen igen, altså er offentlige investeringer. Det har AErådet berettet om, men også den nylig udnævnte nobelprisvinder i økonomi Paul Krugman har jo sagt, at offentlige investeringer virker langt bedre på beskæftigelsen end f.eks. skattelettelser. Vil det så ikke være det mest begavede? Vil det så ikke være det mest kloge at gøre det? Vil det ikke være den bedste måde at hjælpe de danskere, der sidder derude nu og frygter arbejdsløsheden, på?

Ordføreren.

Jeg vil da sige til hr. Rasmus Prehn, at det måske kunne være en overvejelse værd at tage ud og deltage i julefrokosten og, når sildemaden så er blevet spist og man har skålet i en snaps dertil, så lige fortælle de mennesker, man sidder og fester sammen med, at de kan rive deres skattekort i stykker, fordi man vil tilbagerulle skattelettelser for 5 mia. kr. Så tror jeg da, at man skal mærke efter, om det øger julestemningen og glæden det lokale, man sidder i. For det er jo netop det socialdemokratiske svar på den situation, vi står i: Man vil tage købekraft fra danskerne, sådan at der er endnu færre penge at bruge på at sætte gang i hjulene.

Så jeg mener virkelig, at det er den absolut dårligst tænkelige medicin at give til dansk økonomi nu, og jeg synes, at det er decideret uansvarligt af Socialdemokraterne.

Hr. Rasmus Prehn, kort bemærkning.

Ja, nu hvor vi taler om julen: Julen handler jo netop om at kere sig om sin næste eller, som vi siger i Socialdemokratiet, at tænke på andre end sig selv. Og det er jo det, det handler om, når man skal føre en økonomisk politik: Man skal føre en politik, der også sikrer, at folk kommer i beskæftigelse. Der viser det sig bare, at beskæftigelseseffekten er langt højere, når vi bruger offentlige investeringer frem for skattelettelser. Så jeg tror, at mange danskere vil sige: Lad os da gøre det; vi har ikke lyst til at se, at vores familiemedlemmer eller vores venner bliver afskediget.

Det næste er jo, at vi ved, at der f.eks. ude i kommunerne er en masse forskellige ting, man gerne vil gå i gang med - man vil gerne renovere skoler, man vil gerne bygge nye børnehaver, eller man vil gerne lave energirigtige renoveringer. Vi kan f.eks. her i Børsen se, at regeringen blokerer for en gratis CO2-gevinst i kommunerne, fordi der er en alt for stram anlægsramme.

Var det ikke klogere at få løst hele den her udfordring samtidig med at sætte gang i beskæftigelsen frem for bare at lade det hele gå op i et tomt forbrug, som måske i virkeligheden bare bliver sparet op i stedet for, fordi danskerne er så nervøse for deres økonomi?

Ordføreren.

Jamen det samlede offentlige investeringsniveau i 2009 vil være højere, end det er i 2008. Det er derfor, jeg også siger, at det jo ikke er sådan, at vi ingenting gør. Den her finanslov bidrager til mere aktivitet.

Jeg vil så også sige, at enhver ekstra ledig skal man undgå, hvis man kan, men man er også nødt til at sætte tingene i relief. Selv med de prognoser, der er i Økonomisk Redegørelse, når vi slet ikke i nærheden af det niveau for ledighed, der var i Danmark, da vi kom til magten i 2001. Vi når slet ikke op i nærheden af det antal ledige, der var, da Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet havde ansvaret. Og man vil kunne finde mange debatter her fra salen, hvor man slet ikke omtaler det som noget problem overhovedet. Jeg nævner det blot, for at man lige skal sætte tingene i relief.

Vi står over for en stigende ledighed, men det er ikke af en størrelse, som er en katastrofe, i forhold til hvad vi har set tidligere, men det er noget, vi skal adressere på en begavet måde.

Så er det hr. Jesper Petersen, kort bemærkning.

Hr. Peter Christensens taler i Folketingssalen ved de her lejligheder har sådan en tone over sig, som om alt går godt. Det var lidt sværere at køre den fuldstændig ud denne gang, melodien lyder lidt mere falsk, når vi står midt i en krise, som vi gør nu. Men hr. Peter Christensen forsøgte alligevel at berolige folk med, at det går meget værre andre steder. Man må bare spørge hr. Peter Christensen og Venstre, hvad alle de mennesker, som vi nu kan læse om i aviserne hver dag bliver arbejdsløse, dem, der skal fyres det næste halve år, kan bruge til, at hr. Peter Christensen synes, det går meget værre andre steder. Vi har et kæmpe efterslæb i Danmark med manglende investeringer i vores skoler, sygehuse, idrætshaller, i energirenovering af offentligt byggeri, og alligevel vil regeringen pumpe flere penge ud til skattelettelser, som den ikke aner om virker.

Er det ikke meget mere ansvarligt at vise rettidig omhu, meget mere ansvarligt at foretage de investeringer, der både løser et økonomisk problem, et beskæftigelsesproblem og det investeringsefterslæb, som regeringen har oparbejdet i sin regeringstid - langt mere ansvarligt?

Ordføreren.

Jeg sagde også i min ordførertale, at Danmark sådan set ikke kunne bruge til noget, at andre lande var misundelige på de rammer, vi har for dansk økonomi. Derfor skal vi bestemt ikke sidde på hænderne, og det gør vi heller ikke. Hvad angår anlægsinvesteringer, vil vi også i 2009 have et historisk højt niveau. Vi har aftalt med kommunerne, at beløbet til de borgernære investeringer skal øges fra 5 mia. kr. til mindst 6 mia. kr. i 2009. Det er et historisk højt niveau, som selvfølgelig også vil sætte sig spor i beskæftigelsen i de byggerier, vi snakker om her.

Hr. Jesper Petersen.

Der bliver pralet meget med, at der skal investeres mere. Fordi der bliver brugt flere penge i absolutte tal næste år, så skal regeringen have en hel masse ros. Men som andel af BNP er Kvalitetsfonden et stort bluffnummer.

Jeg synes, at når man står med et stort problem foran sig, en økonomisk udfordring, et investeringsefterslæb, bør man da bruge det redskab, som man ved virker, og ikke det, som måske virker. At foretage offentlige investeringer vil da for alvor betrygge de ledige, som oplever, at deres arbejdsgivere i byggeriet har tomme ordrebøger, og at de skal fyres inden for den kommende tid. Det er jo ikke bare mig eller Socialdemokraterne og SF, som siger, at der er brug for at foretage de her investeringer. Spørg bare nobelpristageren Paul Krugman, der var i Danmark for nylig, og som lige præcis sagde: Tro ikke på, at ufinansierede skattelettelser løser problemet. Det, I har brug for, er investeringer.

Det tror jeg han har ret i. Lad os dog bruge de redskaber, som virker, og som løser de økonomiske problemer, beskæftigelsesudfordringen, og løser det kæmpe investeringsefterslæb, som har gjort, at vi i dag har en ringere offentlig sektor, et ringere velfærdssamfund, end vi kunne have haft.

Ordføreren.

Jeg er meget uenig i SF's anskuelser af, hvordan man hjælper danskerne lige nu. SF vil fjerne 9 mia. kr. fra danskernes lommer i 2009, og det skulle så hjælpe på det hele. Det vil jo gøre ondt værre i en situation, hvor danskerne er bekymrede, at sige: I øvrigt skal I have 9 mia. kr. mindre at bruge, som kunne give jer en privatøkonomisk tryghed. Det er en helt forkert vej at gå.

Skattelettelser kan være en god løsning på den situation, vi er i, især hvis de bevirker nogle strukturelle forbedringer, der f.eks. øger lysten til at gøre en ekstra indsats. Det kan sætte sig i en positiv økonomisk spiral, som Danmark har brug for.

Med hensyn til kommunale anlægsinvesteringer har vi et højt niveau lagt ind i finansloven for 2009. Vi har omvendt også en kvalitetsfond, som opererer med 22 mia. kr., som skal bruges i perioden 2009-2018, og det er klart, at man også kan fremrykke dele af den, hvis det viser sig nødvendigt.

Fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning.

Det er en bemærkelsesværdig tale, vi hører fra Venstres ordfører, hvor det jo i lange passager går igen, at dansk økonomi har det godt, og at der stort set ikke er nogen som helst problemer, når det, vi kan se, både i den danske debat og ikke mindst i den internationale debat, er, at det, der startede som en finansiel krise, i dag er blevet en økonomisk krise, at ledighedstallene kommer til at stige ganske voldsomt næste år, og at rigtig mange danskere kommer til at opleve endog meget store problemer.

Det, vi jo må konstatere, er, at vi har en regering, der sammen med Dansk Folkeparti har ført en økonomisk politik, der stort set ligner den, vi har set i USA: masser af skattelettelser og en fuldstændig blind tiltro til, at markedskræfterne klarer det, som vi politikere egentlig burde klare.

Derfor er mit spørgsmål til Venstres ordfører: Er det ikke tid til at sadle om? Er det ikke tid til at føre en økonomisk politik, der hviler på det sikre fundament, at der skal ske investeringer bl.a. i den offentlige sektor, så vi sikrer, at de danskere, der nu ryger ud i arbejdsløshed, kan komme i beskæftigelse hurtigt?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en glimrende debat, vi har, for den viser med al tydelighed, hvad det er for et enormt venstresving, Socialdemokratiet har gjort over mod SF. Og det er jo også derfor, der er en meget stor fællesmængde mellem SF og Socialdemokratiet nu. Begge partier er fuldstændig enige om, at skatten skal stige for danskerne i 2009, hvis de havde indflydelse. Heldigvis er det ikke tilfældet. Men Socialdemokratiet vil lave skattestigninger for danskerne på 5 mia. kr., og SF - som selvfølgelig ligger lige en lillebitte tak længere til venstre - vil lave skattestigninger for 9 mia. kr.

Men uanset om det er 5 mia. kr. eller 9 mia. kr., man vil tage op af danskernes lommer, er det en helt forkert medicin i den nuværende situation. Så jeg vil sige: Nej, vi vil ikke ændre vores økonomiske politik. Jeg er glad for den linje, vi har kørt siden 2001, hvor vi ikke har lyttet til Socialdemokraterne eller SF, når der har været den ene kritik efter den anden om, at vi ikke brugte de overskud, der var i de gode år, men at vi netop valgte at spare op i gode tider til mindre gode tider.

Fru Mette Frederiksen.

Hvorfor bruger Venstres ordfører sin tid på at tale udenom? Den danske befolkning har jo ikke behov for en eller anden dogmatisk diskussion i Folketingssalen i dag om skattelettelser. Det, som den danske befolkning har behov for her og nu, er jo at se, at Christiansborg tager den økonomiske krise alvorligt, at vi ikke sidder på hænderne, at vi ikke spilder hinandens eller danskernes tid, at vi sørger for - både som en del af den politiske diskussion og især som en del af den økonomiske politik, der skal føres - at der både er plads til en ordentlig vækstpolitik og en ordentlig velfærdspolitik, og at vi ikke sætter hænderne for øjnene, når vi kan se, at ledighedstallene stiger.

Det, vi må konstatere allerede nu efter en kort tids debat, er, at Venstre jo ikke har nogen bud på, hvordan vi sikrer, at der kommer flere arbejdspladser. Venstre står alene og taler om forbrug og skattelettelser. Alle de danskere, der nu kan frygte, at arbejdsløsheden rammer dem og deres familie, har behov for, at vi bruger pengene bedst og rigtigst, og det er i offentlige investeringer.

Ordføreren.

Hvem er det egentlig, der er dogmatisk? Socialdemokratiet har altid været imod skattelettelser, de vil hellere sætte skatten op. Det har man sagt uafbrudt siden 2001. Fair nok. Man har for længe siden stillet et ændringsforslag til finansloven, der går på, at man vil lade skatten stige med 5 mia. kr., og så synes jeg jo, at det er enormt uansvarligt, at man overhovedet ikke reflekterer over, hvad det er, der sker ude i det danske samfund nu, men fastholder, at man vil lade skatten stige med 5 mia. kr.

Jeg synes jo, at man, hvis man var ansvarlig - selv om man er socialdemokrat - sagde til sig selv: Det er nok ikke lige det rigtige tidspunkt at køre vores socialistiske raid mod danskerne på. Det er nok bedre at lade de 5 mia. kr. blive i danskernes lommer, sådan at man har en mulighed for at kunne sætte noget aktivitet i gang og også sikre en fornuftig købekraft hos danskerne.

Så er det hr. Niels Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Tak. Venstres ordfører, hr. Peter Christensen, er inde på, at der ikke er brug for sådan en selvforstærkende krisesnak. Nej, det er der ikke, men der er altså heller ikke brug for et kunstigt lyssyn.

Vi står i en situation med en stærk svækkelse af de offentlige finanser på 55 mia. kr. næste år, med en stigende ledighed, svækket konkurrenceevne og lav vækst for i hvert fald en 4-årig periode, fra 2006 til 2010. Værst er imidlertid rentespændet i forhold til udlandet. Det er jo sådan set udlandets karaktergivning til dansk økonomi. Udlandet har ikke den tillid til dansk økonomi, man forlanger ekstra rente i forhold til Danmark på 1,75 pct., og det har selvfølgelig udsigt til at svække de samlede erhvervsinvesteringer i industri og landbrug. Og derfor vil jeg spørge Venstres ordfører:

Vil Venstre ikke ændre sin økonomiske politik således, at det bliver en prioritet at nedbringe rentespændet i forhold til udlandet?

Ordføreren.

Jo. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi netop fører en økonomisk politik, der gør, at det rentespænd kan blive mindre og helst forsvinde helt. Jeg tror netop, at måden, hvorpå vi politisk kan hjælpe, til at det sker, er ved ikke at pumpe for meget aktivitet ud - ud over det niveau, der ligger i finansloven. For som OECD siger, når de giver en karakter for den finanslovaftale, der ligger, så er det det, der skal til - hverken mere eller mindre. Men jeg erkender, at hvis vi begyndte at lytte til de partier, som Det Radikale Venstre gerne vil i regering sammen med - SF og Socialdemokratiet - ville det vise sig, at det jo er det stik modsatte. Så er det jo, må jeg sige til hr. Niels Helveg Petersen, en politik, som vil medføre, at rentespændet nemt kunne blive endnu større.

Hr. Niels Helveg Petersen.

Undskyld! Det er altså ikke Socialdemokratiets økonomiske politik og SF's økonomiske politik, der har ført til et rentespænd på 1,75 pct. i forhold til udlandet. Det er denne regerings økonomiske politik, der har ført derhen.

Jeg forstod ikke helt svaret, men jeg må nærmest forstå det sådan, at Venstres ordfører gerne vil ændre den økonomiske politik således, at vi kan få en nedsættelse af rentespændet. Og jeg vil gerne føje til: Jeg mener, det må være absolut ledende for den økonomiske politiks tilrettelæggelse, at vi kommer væk fra det høje rentespænd, som er skabt her i løbet af det sidste år.

Ordføreren.

Jamen mit svar gik sådan set på, at vi er i fuld gang med at føre en politik, som også vil føre til, at rentespændet bliver mindre.

Mit personlige bud vil være, at vi kan risikere at se, nej, ikke »risikere«, for det vil være godt, at vi vil kunne se, at rentespændet måske allerede er indsnævret inden januar. Og derfor: Vi er i gang med at føre en politik, som efter min vurdering går i den rigtige retning, og som sikrer, at presset på den danske krone i hvert fald ikke stiger, men bliver mindre, og det vil jo alt andet lige føre til, at rentespændet også må blive mindre. Men en ting er i hvert fald helt sikkert, og det er, at hvis vi ukontrolleret pumper for mange penge i den offentlige økonomi, vil det jo medføre, at presset på den danske krone vil blive større, og så vil rentespændet også blive større.

Så er det hr. Jens Peter Vernersen for en kort bemærkning.

Jeg sad og tænkte på, at talen her virker utrolig programmeret, da jeg sådan hørte den. Man gentager sig selv gang på gang. At den så også er udtryk for historieforfalskning, er jo en anden side af sagen.

Der blev helt ordret sagt noget om, hvor klogt man havde gjort det siden 2001. Jeg tror da, at hr. Peter Christensen, uanset at han ikke har været her så frygtelig mange år, ved, at der, hvor der virkelig skete noget, faktisk var fra 1994 til 2001, hvor arbejdsløsheden faldt fra 360.000 til 120.000. Man overtog en gæld og havde et underskud på statens budget på 55 mia. kr. i 1994. Så fik man det fjernet. Man fik 300.000 flere i arbejde uden tilskud.

Det var egentlig ikke det, der skulle være min bemærkning, men jeg synes, at det er nødvendigt at sige det i forbindelse med den historieforfalskning, hr. Peter Christensen kommer med fra Folketingets talerstol.

Jeg ville egentlig have spurgt ind til sundhedsområdet, hvor vi jo ser en katastrofal udvikling. Når vi ser de papirer, der er kommet fra ministeriet, kan vi se, at der sker en negativ ændring. Man taber faktisk på sundhedsområdet, også økonomisk.

Ordføreren.

Jeg er da sådan set utrolig glad for indledningen, for jeg er ikke uenig i de tal, der blev fremført. Jeg synes sådan set, at de sætter debatten om ledighedsniveauet i relief, når Socialdemokratiet netop slår fast, at niveauet var på 120.000-130.000 ledige i 2001, og at det, vi nu taler om i 2009, er, at vi kan få en stigning op til 70.000 ledige. Vi vil altså nå op på lidt over halvdelen af den ledighed, der var i 2001.

Det skal ikke forstås sådan, at vi i Venstre er ligeglade med den stigning. Men jeg synes alligevel, at man også skal sætte tingene i et historisk perspektiv. Derfor er jeg glad for, at Socialdemokratiet bekræftede, at niveauet i 2001 var på 120.000-130.000 ledige, og at vi nu nærmer os et niveau på lidt over halvdelen. Og der skal vi så føre en fornuftig og gennemtænkt økonomisk politik, der kan gøre, at vi forhåbentlig kan minimere stigningen i ledigheden.

Hr. Jens Peter Vernersen.

Jeg forstår, at hr. Peter Christensen ikke forstår sammenhængen mellem, at man faktisk havde et fald dengang i arbejdsløsheden på 240.000, og at man fik 300.000 flere i arbejde. Hidtil har man undervurderet den krise, der er i gang - man har undervurderet den krise, der er i gang.

Men lad mig vende tilbage til det, der skulle have været mit hovedspørgsmål. Man ser jo katastrofale følger af regeringens politik på sundhedsområdet. Man ser, at hele rengøringsområdet svigtes på grund af de besparelser, man laver. Regionerne er i øjeblikket i gang med nedskæringer på 2 pct. - det er en del af effektiviseringen. Det betyder, at over 10 pct. af de indlagte risikerer at komme mere syge ud af hospitalet, end de var, da de kom ind. Det har regeringen altså et stort ansvar for.

Den største bevilling, der foreslås givet på sundhedsområdet, er foreslået givet gennem de private forsikringer, der nu stiger med 30 pct. - 200 mio. kr. Det er det største ændringsforslag, der reelt er til finansloven, selv om det ikke er sat på, fordi de har lov til selv at tage pengene op af kassen. Disse private forsikrede tager 200 mio. kr. Det er det, der sker lige på det her tidspunkt, når de private forsikringer stiger med 30 pct. Og måske bliver det endnu mere til næste år. Det synes jeg er meget, meget alvorligt på det her område, og det lader man bare passere.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, der skal være beskidt på sygehusene, jeg synes, det er problematisk, hvis der er beskidt på sygehusene. Men jeg kan konstatere, at de økonomiske rammer, vi giver til regionerne, alene for 2009 betyder, at der vil være 1,6 mia. kr. mere til sundhedsområdet end i 2008. Men det er regionerne, der har ansvaret for at drive vores sundhedsvæsen, og det er selvfølgelig også regionerne, der har ansvaret for at sikre, at der er rent på sygehusene. Vi har en medindflydelse på, hvad de økonomiske rammer er for sygehusene, og der kan jeg konstatere at de stiger.

Jeg forstår stadig væk ikke, at Socialdemokraterne så er vendt tilbage til deres ideologiske modstand mod privathospitaler, som betyder, at man nu ikke må have en forsikringsordning, som jo bare er med til, at gøre den samlede sum af ressourcer, der er til at gøre folk raske, større, end den ellers ville være.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr.

Jamen dansk økonomi er jo ved at gå i stå, selv om hr. Peter Christensen lever lidt i en alternativ virkelighed, der går ud på, at det er den ikke. Det, der med finansministerens ord bliver udfordringen, er at sætte gang i hjulene igen, vi vil i virkeligheden gerne have danskerne til at bruge flere penge.

Et af de områder, hvor vi kan gøre det, er jo i den kollektive trafik, vi kan fra statens side vælge at investere massivt i den kollektive trafik. Og her er det lidt interessant at kigge på regeringens trafikplan. Der er afsat 90 mia. kr. til trafikinvesteringer over 12 år. Det svarer til 7,5 mia. kr. om året. I dag bruger vi allerede 7,2 mia. kr., og det vil sige, at den her store, forkromede nye trafikplan giver 300 mio. kr. ekstra til trafikområdet. Mener hr. Peter Christensen, at det vil sætte gang i dansk økonomi?

Ordføreren.

Nu er trafikplanen ikke en størrelse, som er tænkt til at skulle løse den økonomiske situation her og nu, men som en langsigtet plan, som var kommet under alle omstændigheder, for, hvordan vi ønsker at udvikle vores trafik, både den kollektive og den private, i Danmark frem til 2020.

Nu har regeringen fremlagt sit bud, hvori der er en pæn sum, som slet ikke er udmøntet endnu. Tænkningen i udspillet er også, at man skal se på, om man kan finde yderligere finansiering, og det er så det, vi faktisk allerede begynder forhandlingerne om i morgen. Men jeg ser det som et udspil og ikke som en færdig pakke alene også af den grund, at der er, jeg mener, det er godt 16 mia. kr., som der ikke engang er sat navn på endnu hvad skal bruges på.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er ikke uenig i, at der er nogle penge, der ikke er sat navn på. Der er tale om 17 mia. kr., som man ikke har fordelt ud over landet. Vi kan så alle sammen internt i Folketinget komme op at diskutere om, hvor vi vil have en vej eller en bane. Det vedkommer sådan set ikke det her spørgsmål.

Det, der er interessant, er, at regeringen har sat 7,5 mia. kr. af til den kollektive trafik og vejtrafikken om året over de kommende 12 år. I dag har vi afsat 7,2 mia. kr. Det vil sige, at vi får 300 mio. kr. mere om året til trafikinvesteringer. Synes hr. Peter Christensen, at det er ambitiøst?

Ordføreren.

Altså, i min verden er 90 mia. kr. som et minimum i forhold til den her trafikplan rigtig, rigtig mange penge, og det synes jeg faktisk er ambitiøst at skulle i gang med. Jeg synes også, at der i regeringens udspil er mange rigtig gode projekter, som vil være med til at fremme mobiliteten i vores samfund.

Så kan jeg konstatere, også med glæde, at der er nogle penge, som ikke er udmøntet endnu, og jeg kan konstatere, at der er et ønske fra regeringens side om sammen med de partier, der vil bakke op, at se, om man kan finde yderligere penge, så man kan sætte endnu flere nye projekter i gang. Jeg håber da sådan set, at det kunne blive sammen med en bred vifte af partier i det her Folketing, at man kunne få lavet en solid og fremtidssikker trafikaftale, som vil løse problemerne over hele landet.

Med lidt god vilje når vi også lige en kort bemærkning fra hr. Kim Mortensen som den sidste.

Mange tak. Nu har vi tidligere hørt Venstres formand, statsministeren, komme med en undskyldning: Jeg tog fejl, det er jeg ked af. Det var med hensyn til klimaindsatsen, og det var ikke, fordi det havde skortet på advarsler og gode råd fra oppositionen om, at man skulle gøre noget i god tid.

Uanset hvor mange opfordringer der nu kommer fra oppositionen om at tage den her snak om krise alvorligt, ser vi alligevel igen en regering, der ikke foretager sig noget. Et eksempel er, at andelen af unge, som ikke får en ungdomsuddannelse, er steget fra 17 pct. til over 20 pct., og det vil sige, at der er mindre end 80 pct. af de unge, der får en ungdomsuddannelse. Alligevel ser vi en regering, der nægter at investere i de uddannelser, som er forudsætningen for, at vi kan få velkvalificeret arbejdskraft og få udfyldt den del af arbejdsmarkedet, som f.eks. mangler faglært arbejdskraft.

Ordføreren.

Det er simpelt hen ikke korrekt, at der ikke bliver brugt flere penge på uddannelse. Vi har jo faktisk sammen med Socialdemokratiet en aftale om, at vi ønsker at øge andelen af unge, som tager en ungdomsuddannelse, og vi har også sammen med Socialdemokratiet som en del af globaliseringsaftalen været inde at finde penge til at kunne indfri den målsætning. Derfor har vi også en fælles udfordring i at sikre, at vi hele tiden fører den politik, der gør, at vi når den målsætning.

Men at sige, at der ikke er fundet penge til at øge uddannelsesniveauet i Danmark, er faktuelt simpelt hen ikke rigtigt. Der er fundet rigtig mange penge.

Hr. Kim Mortensen.

Ordføreren, hr. Peter Christensen, vil da ikke benægte, at det er rigtigt, at andelen af unge, som får en ungdomsuddannelse, er faldende til nu under 80 pct., og at det faktisk var Socialdemokratiet, der under globaliseringsforhandlingerne pressede regeringen til overhovedet at få flere penge ud til uddannelserne. Hr. Peter Christensen vil da heller ikke benægte, at der er sket administrative nedskæringer på eksempelvis erhvervsuddannelserne, der gør, at erhvervsuddannelsernes økonomi er dårligere nu, end den har været tidligere, og at det netop er unge med en erhvervsuddannelse, som erhvervslivet kommer til at mangle i fremtiden, når vi kommer på den anden side af den her lavkonjunktur.

Ordføreren.

Der er så mange ting, som vi helt øjensynligt kan være uenige om i dag, men det her er bare ikke en af dem, og derfor skal vi jo heller ikke tale os fra hinanden. Vi har lavet en globaliseringsaftale, hvor vi i fællesskab har lavet en målsætning. Det er rigtigt, at ikke har indfriet den målsætning endnu, men det skal vi, og det bør vi slet ikke være uenige om.

Vi har også fundet penge, og jeg kan konstatere, at kritikken først var, at der ikke var fundet flere penge, og i anden runde var den, at det var Socialdemokratiet, der havde presset os til at finde flere penge. Jeg går ud fra, at vi bare kan være enige om, hvad fakta er, nemlig at der er flere penge til uddannelsesområdet, og at vi i fællesskab har en udfordring i at sikre, at vi får så stor en andel af de unge som muligt til at tage den her ungdomsuddannelse.

Tak til hr. Peter Christensen. Næste ordfører bliver hr. Morten Bødskov.

Vores velfærdssamfund er i en meget alvorlig situation. Der er krise i dansk og international økonomi. Arbejdsløsheden vil eksplodere, væksten styrtdykker, og ingen ved reelt, hvad de kommende år bringer. Igennem år har bankerne og den finansielle sektor fået frit løb. Bare det gik opad og fremad, ja, så gik det godt. Kæmpeskattelettelser har pumpet dansk økonomi til bristepunktet. Ingen plads til investeringer i skoler, daginstitutioner og bedre velfærd. Kun større skattelettelser. Ja, selv bankerne har nu fået dårlig samvittighed. Bankernes egen formand erkender, at adfærden er gået for vidt, men regeringen fortsætter. Troen på det uregulerede marked er enorm, men nu brister ballonen.

Jeg vil gerne gøre det helt klart: Socialdemokraterne vil ikke stiltiende se på, at dansk økonomi går i knæ. Vi har fra starten gjort det fuldstændig klart, at der er behov for en helt anden og en langt mere ansvarlig kurs for dansk økonomi, hvor vi bruger de penge, vi har, på at styrke vores velfærd. Nu kradser krisen, bankerne smækker kassen i, og hvis bankerne sidder så hårdt på kassen, som de gør, og det truer med at trække tæppet væk under dansk økonomi, ja, så må vi kræve handling af regeringen nu.

Når arbejdsløsheden på bare 1 år fordobles og væksten for første gang i mange år bliver negativ og dansk økonomi er i knæ, så er problemet ikke mangel på hænder, men mangel på job og arbejdspladser. Socialdemokraterne tilbød derfor regeringen en bred finanslovaftale, der vil holde en fast og sikker hånd under dansk økonomi, en aftale, der skulle sikre fortsat vækst, høj beskæftigelse og målrettede forbedringer af vores velfærd.

Med flere tusinde nye arbejdsløse næste år skal vi handle nu. Lad dog kommunerne renovere de møgbeskidte toiletter, bygge de nye plejehjem, skoler og daginstitutioner til vores børn. Lad os investere i et bedre klima, nye veje og en bedre kollektiv trafik, så vi kan komme på arbejde og ikke holde i kø eller stå og vente på endnu en forsinket bus eller et tog, som alligevel aldrig kommer. Derved kan vi afbøde stigningen i arbejdsløsheden. Vi kan undgå, at bygningsarbejdere i tusindvis kastes ud i arbejdsløshed.

Socialdemokraterne tilbød også regeringen en bred aftale om at forbedre vores velfærd, men regeringen sagde også her nej. Konsekvensen er nu klar: Problemerne på vores sygehuse vil vokse, de ansatte vil flygte til privathospitalerne, ventetiderne vil stadig være alt for lange, og behandlingen af livstruende sygdomme får ikke det nødvendige løft. Hverdagen for vores pensionister vil stadig være urimelig hård. Tusindvis af pensionister vil stadig rammes af stærkt stigende priser for mad og ikke mindst transport, og hverdagen vil være svær at få til at hænge sammen. De børnefamilier, der havde sat næsen op efter lidt hjælp i hverdagen fra en regering, der lovede at afskaffe lukkedagene i daginstitutionerne, bliver slemt skuffede. I mange kommuner stiger antallet af lukkedage. Og løftet om et sundt måltid mad til de små endte med stigning i forældrebetalingen og en ringere madpakke end den, de fleste forældre allerede i dag sender med ungerne i daginstitution eller børnehave.

Ja, selv i en krisetid for dansk økonomi fastholder regeringen og Dansk Folkeparti blokpolitikken. Evnen og viljen til brede aftaler findes ikke, og de penge, vi har, bruges forkert. Nye store skattelettelser er den forkerte medicin i en tid, hvor der er behov for massive investeringer i job og arbejdspladser. Besparelserne på velfærden fortsætter. I de dage, hvor den her aftale blev forhandlet på plads, meldte kommune efter kommune om millionbesparelser på børn, på ældre, på pensionister, på svage, på udsatte grupper og på vores miljø.

Jeg tror, at den her finanslovaftale hurtigt vil gå i glemmebogen, fordi den er endnu et bevis i en lang række efterhånden på, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke evner et bredt samarbejde, ikke vil prioritere et egentligt løft i velfærden og så forkert, da tiden var til at lave en bred aftale, der kunne holde en fast og sikker hånd under dansk økonomi, vækst og beskæftigelse. Ved tærskelen til en historisk nedtur for dansk og international økonomi, ja, så er det vel på sin plads at gøre status over 7 års konstant fremgang, som regeringen kalder det, i dansk økonomi.

Hvordan er det gået? Ja, lige nu lever mere end 59.000 børn i det, der kaldes relativ fattigdom, og det er en stigning på over 9.000 børn på bare 6 år; mere end 3.000 børn og unge under 18 år står på venteliste til psykiatrisk behandling, en stigning på mere end 25 pct. bare de sidste 2 år; andelen af unge, der ikke får den altafgørende kompetencegivende ungdomsuddannelse til at komme videre i livet, stiger; tusindvis af lejere bliver sat på gaden, fordi de ikke har råd til at betale deres husleje; vore skoler og børnehaver vedligeholdes ikke og forfalder i stort omfang; store dele af vores almene byggeri forfalder; kriminaliteten florerer, og alt for mange kriminelle får ikke en afgørende uddannelse eller fodfæste på arbejdsmarkedet.

Statsministerens snak om værdien af et stærkt fællesskab, sammenhængskraften i Danmark, mulighederne for alle og kampen mod den nye fattigdom er tom snak, og statsministerens drøm om, at bistandsklienten skal kunne blive bankdirektør, er bristet. Lige nu er det faktisk omvendt.

På sin vis er det faktisk meget let at forstå, hvorfor statsministeren i ugevis holder sig uden for landets grænser, for det må virkelig være svært at se virkeligheden i øjnene. 7 års fremgang har ikke samlet Danmark, men på afgørende områder splittet Danmark og gjort os til et mere utrygt samfund.

Før folketingsvalget kunne alt lade sig gøre. Statsministeren lovede en kvalitetsreform, der skulle være århundredets reform af den offentlige sektor. Han lovede 50 mia. kr. til mere velfærd, og af den tidligere finansminister blev vi meget massivt lovet intet mindre end et megaløft af velfærden. Med harme i stemmen og foran store billeder af beskidte skoletoiletter tordnede statsministeren mod kommunerne og de nedslidte skoler på Venstres sommermøde, men 20 år efter Berlinmurens fald og efter 7 år med Anders Fogh Rasmussen i statsministerstolen findes der faktisk stadig klasselokaler i dette lille land, hvor DDR er på landkortene. De møgbeskidte skoletoiletter vil stadig være der, og vinduerne i klasselokalerne vil stadig være utætte. Løftet fra før folketingsvalget om at sætte kursen mod en ny velfærdsmodel for det 21. århundrede er og bliver dette politiske livs største politiske bluffnummer.

Nogle delaftaler byder denne finanslov jo som sagt også på. Vi har været vidner til, at politireformen alt for længe har sejlet; en god reform er hverken politisk eller ledelsesmæssigt fulgt ordentligt til dørs, og med stor bekymring har vi set, at politiet har svigtet borgerne, at borgerne har følt sig svigtet, at politiet ikke har været der i tide, og at lokalsamfund har følt, at de ikke fik den hjælp, de havde behov for. Det er Socialdemokraternes meget klare forventning, og det vil jeg gerne understrege meget klart, at en ny minister og vores aftale om næsten 1 mia. kr. ekstra til det danske politi nu også løser reformens problemer, og at politireformen styrker politiets lokale tilstedeværelse og forbedrer indsatsen mod kriminaliteten, uanset om det er tricktyve i almene boligbyggerier, rocker- eller indvandrerbander eller økonomiske storsvindlere.

Socialdemokraterne er også i år en del af aftalen om dette års satspulje. Igen i år har vi bl.a. arbejdet for, at de handicappede og psykisk syge skulle have en bedre hverdag, og også denne gang er indsatsen lykkedes i form af en god aftale om satspuljemidlerne. Vi er ligeledes tilfredse med aftalen om fordelingen af de nye milliarder til forskningsområdet. Socialdemokraterne har været med til at sikre flere penge til universiteterne til strategisk satsning på miljøteknologi, sundheds- og uddannelsesforskning - alle områder, som er afgørende for vores idé om at udvikle et nyt og mere moderne velfærdssamfund.

I dag oplever vi, som sagt på trods af 7 års fremgang, at andelen af unge, der falder fra i uddannelsessystemet, stiger. Vi er meget tilfredse med, at det lykkedes at overbevise regeringen om, at der skulle bruges ekstra midler til at sikre, at frafaldet ikke stiger, men falder, og at flere unge får den altafgørende kompetencegivende ungdomsuddannelse. Uden Socialdemokraternes hjælp var det ikke lykkedes at sætte mere end 140 mio. kr. af til denne helt afgørende indsats.

Socialdemokraterne foreslog også et maksimumloft for betalingen for ældremad til alle vore ældre. Regeringen og Dansk Folkeparti vedtager nu en discountudgave af det socialdemokratiske forslag, så ældre uden for plejehjem og plejeboliger stadig skal plages af tårnhøje priser på ældremad. Vi støtter prisloftet for maden til de ældre på plejehjemmene og i plejeboligerne, men vi forstår simpelt hen ikke, hvorfor det ikke skal gælde for andre trængte pensionister.

I sin nytårstale sagde statsministeren, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt, og vanen tro har vi de sidste uger set, at ikke engang kaskader af negative vurderinger af dansk økonomi og udsigt til voldsomme tilbageslag i vækst og beskæftigelse kan få statsministeren til at indse behovet for handling nu. Vi kræver handling nu, Socialdemokraterne vil have handling nu, for vi kan ikke stiltiende se på, at dansk vækst, økonomi og beskæftigelse går i knæ. Vi mener, at Danmark har behov for en egentlig vækstpakke, der kan afbøde krisens værste følger og styrke vores muligheder for at komme stærkt igen.

Den finansielle stabilitet skal sikres, så sunde virksomheder kan fortsætte, og arbejdspladser kan fastholdes. Vi skal styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne, udtjente erhvervsstøtteordninger skal målrettes nye indtjeningsmuligheder, og arbejdspladser skal skabes ved at investere i bedre uddannelse, klima, skoler, daginstitutioner og bedre forhold for vore ældre.

Som vi har hørt tidligere i debatten i dag, er der nogle, der åbenbart mener, det er sundt for dansk økonomi, at vi næste år får mellem 100.000 og 125.000 arbejdsløse. Socialdemokraterne er hamrende uenige. En arbejdsløs er ikke bare et tal i en statistik, men en personlig tragedie, drømme der brister og familier og børn med en hverdag, som det bliver sværere at få til at hænge sammen.

Vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå et voldsomt tilbageslag i dansk økonomi, og desværre bidrager denne finanslov ikke særskilt til dette. På trods af store uenigheder og klare forskelle i debatten om, hvilken politik der skal føres, bør vi dog være enige om én ting her i denne sal, nemlig at stabiliteten i dansk økonomi skal fastholdes. Derfor forventer Socialdemokraterne også, at regeringen påtager sig sit ansvar for at sikre, at skaderne på grund af den finansielle uro minimeres, så en økonomisk nedtur ikke veksles direkte til voldsomme tilbageslag i væksten og markant stigende arbejdsløshed. Vi forventer helt ærligt også, at dette arbejde finder sted her i Folketinget, og at det sker i bred enighed.

Ja tak. Så går vi over til de korte bemærkninger, og jeg har noteret følgende:

Hr. Peter Christensen, hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Mike Legarth, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Frank Aaen, fru Charlotte Dyremose, fru Tina Nedergaard, hr. Mikkel Dencker, hr. Erling Bonnesen, fru Anne-Mette Winther Christiansen og fru Birgitte Josefsen. Og med lidt held skulle vi kunne nå dem inden for den afsatte time. Det er 11 personer, og med 4 minutter til hver giver det 44 minutter. Der kan måske også blive 1 minut til hr. Morten Messerschmidt, som nu har markeret, og til fru Inger Støjberg. Vi noterer det. Men det afhænger af, hvor flink man er til at give kollegaerne en mulighed for at stille spørgsmål.

Den første, der under alle omstændigheder får muligheden, er hr. Peter Christensen.

Jeg kan godt forstå, at Socialdemokratiet som oppositionsparti i en lang periode har kørt med sloganet »Velfærd frem for skattelettelser«. Man skal jo finde på et eller andet i en valgkamp, og ud over, at jeg synes, at det var en forkert tilgang til den økonomiske politik, kan jeg da egentlig godt forstå, at Socialdemokratiet havde det slogan.

Det, der bekymrer mig, er, at det nu sætter sig i et konkret ændringsforslag til finansloven for 2009, hvor man vil tage 5 mia. kr. væk fra danskerne. Man vil give danskerne en skattestigning i den situation, vi står i lige nu, på 5 mia. kr.! Er tiden ikke til at lægge den der gamle valgkampsretorik på hylden og så trække det ændringsforslag tilbage?

Ordføreren.

Socialdemokraterne tager ikke noget fra nogen. Folk har fuldstændig de samme penge i lommerne i de butikker, som hr. Peter Christensen stod og talte om, næste år, som de har i år - fuldstændig. Og fordi den her regering med den ene hånd undlader at give en skattelettelse, men så giver en med den anden, så er det stadig en skattelettelse. Ordføreren for De Konservative, som sidder lige foran hr. Peter Christensen, har brugt al sin tid i den valgkamp, vi lige har overstået, på at påstå, at der selvfølgelig var tale om en skattelettelse der. Og den her skattelettelse - det har Socialdemokraterne sagt klart - bruger vi på massive investeringer i vores sundhedsvæsen. Hvorfor gør vi det? Det gør vi for at sikre, at sundhedsvæsenet kan hænge sammen, at vi ikke oplever en stigende privatisering, et A- og et B-hold i sundhedsvæsenet, længere ventetider, dårligere behandling af de livstruende sygdomme og ringere vilkår for vores ældre medicinske patienter. Det er udtryk for en prioritering af velfærden, og derfor hænger den socialdemokratiske politik fuldstændig sammen, og det vil den blive ved med at gøre. Det handler om velfærd frem for skattelettelser.

Hr. Peter Christensen.

Der er bare ikke valgkamp lige nu. Lige nu står vi og skal vedtage en finanslov for 2009, hvor vi er i en økonomisk situation, hvor væksten er enormt lav. Og det, danskerne har brug for i en situation, hvor renten er steget og også fødevarepriserne er steget, er, at man også har noget tryghed i sin privatøkonomi. Der undrer det mig, at Socialdemokratiet bliver ved med at fastholde, at de vil give danskerne en skattestigning på 5,4 mia. kr. Det ændringsforslag, som ligger lige her på bordet, synes jeg at man skulle trække tilbage i respekt for familierne og den økonomiske situation, vi er i.

Den skattepolitik, vi har ført, betyder jo rent faktisk, at det for en familie, hvor der er to faglærte personer, drejer sig om 4.000 kr. i 2009. Hvorfor vil man ikke lade de penge blive ude i familierne? Det er jo det, der kan være med til at skabe tryghed; det er jo det, der kan være med til også at kompensere for nogle af de stigende udgifter, vi oplever, bl.a. i forhold til renterne.

Ordføreren.

Ganske mange er fuldstændig enige i, at det at give skattelettelser i den situation, vi er i lige nu, er som en knyttet næve til et blåt øje. Hvis man virkelig tror på, at folk vil gå ud og forbruge voldsomt i en situation, hvor bankerne har smækket kassen i, hvor der ikke er nogen kreditter at læne sig op ad, og hvor huspriserne rasler dernedad, så tror man forkert. Skattelettelserne vil betyde et større hul i statskassen og større opsparing. Det er det, der er og vil være konsekvensen af regeringens politik.

Der har Socialdemokraterne en anden opfattelse. De penge, vi har, skal vi bruge målrettet og fornuftigt, det vil sige, at vi skal prioritere den skattelettelse, som regeringen giver, til et massivt løft til vores sundhedsvæsen og så til investeringer i offentlige byggeprojekter, daginstitutioner, skoler, ældreboliger, veje og klimatiltag. Det er det, som kan holde en sikker og fast hånd under dansk økonomi.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, kort bemærkning.

For det første må man sige, at det er lidt påfaldende, at meget af hr. Morten Bødskovs tale gik med at kritisere lige præcis de områder, hvor Socialdemokratiet er forligspartner i forbindelse med den finanslov, vi står med her. Det var bare sådan en konstatering. Det var egentlig lidt underligt at opleve, at det var det, der var kendetegnende for talen.

Det andet, jeg synes er påfaldende, er, at den medicin, som Socialdemokratiet mente var god for dansk økonomi, før den finansielle krise for alvor slog ind over familiernes økonomi, holder man stædigt fast i. Det er, som om Socialdemokratiet slet ikke udvikler sig. Tingene buldrer af sted ude i virkeligheden, tingene ændrer sig dag for dag for den ganske almindelige danskers oplevelse af, hvad man har at gøre godt med, man går ned i banken og får at vide, at renten på billånet er steget. Og hvad gør Socialdemokratiet? De holder bare krampagtigt fast i den politik, man mente var den rigtige medicin, før den finansielle krise slog ind over familiernes økonomi. Det gør man helt kontant ved, at man siger, at de 5,4 mia. kr., som om 20 dage - om 20 dage - gives til de danske familier i skattelettelser, så de har noget at stå imod med i forhold til eksempelvis stigende renter nede i banken, stadig væk skal annulleres. Er det virkelig rigtig medicin for dansk økonomi i den situation, vi står i nu, hvor den ganske almindelige danske familie har stigende omkostninger?

Ordføreren.

Det er den rigtige medicin. Det at give skattelettelser på nuværende tidspunkt er, som jeg sagde før, som en knyttet næve til et blåt øje. Det vil ikke betyde et markant øget forbrug; det vil betyde en større opsparing, og det vil betyde et hul i kassen. Hvad sker der i den situation, at folks huspriser galoperer dernedad, og bankerne lukker kassen? Ja, så sparer folk op. Al erfaring viser, at det er rigtigt, al erfaring viser, at det er en forkert medicin at give skattelettelser nu, hvis man vil undgå, at ledigheden stiger markant. Det er dér, forskellen er mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti er åbenbart klar til at acceptere, at vi inden for det kommende år risikerer at få mellem 100.000 og 125.000 arbejdsløse, og derfor forstår jeg simpelt hen ikke, at Dansk Folkeparti igen i år lægger stemmer til en politik, som vil betyde, at den linje, der har været, bare fortsætter, at tilliden til bankerne bare fortsætter, og at der ingen problemer er at se overhovedet.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det sidste var altså noget notorisk vrøvl, og jeg vil gerne komme tilbage til det omkring arbejdsløsheden. Jeg ved ikke, hvor hr. Morten Bødskov har fra, at vi skulle acceptere en eller anden bestemt stigning i ledigheden. Det var noget rent vrøvl.

Med hensyn til det andet, tror jeg simpelt hen ikke, at hr. Morten Bødskov selv mener det, han står og siger, og jeg kan næsten fornemme, at jeg har lidt kontakt med hr. Morten Bødskov, og at han alligevel bliver lidt i tvivl et eller andet sted. Hvis jeg var en gennemsnitsfamilie i Danmark, og det var sådan, at jeg om 20 dage kunne forvente at få en lettelse i min privatøkonomi, forvente at få nogle flere penge til rådighed, men jeg så pludselig fik at vide, at det fik jeg alligevel ikke, hvad ville jeg så gøre med hensyn til opsparing? Ville jeg så blive nervøs? Ville jeg være mere tilbageholdende? Ville jeg sige, at jeg nok skulle spare endnu mere op, fordi jeg ikke vidste, hvad der foregik? Ville jeg blive mere nervøs, ville jeg blive mere utryg? Svaret er nok ja. Hvis man 20 dage før en annonceret skattelettelse siger, at man alligevel annullerer den, så vil jeg nok blive mere nervøs, i en tid hvor den finansielle krise skyller ind over os alle sammen. Og derfor tror jeg virkelig ikke, hr. Morten Bødskov selv mener det, han siger, nemlig at den rigtige medicin i den utrygge situation, mange familier er i, er at annullere en annonceret skattelettelse 20 dage, før den træder i kraft.

Ordføreren.

Det er helt fint, at Dansk Folkeparti og i særlig grad hr. Kristian Thulesen Dahl har gjort sig til den stærkeste defenser for en regerings politik, som jo nu virkelig står over for en alvorlig krise.

Men en ting er altså, at man forsøger at fordreje, hvad man sådan ved om effekterne af skattelettelser i den nuværende situation, noget andet er jo, hvis man gad læse, hvad der rent faktisk står i regeringens publikationer. Der skriver man jo rigtigt nok, at der er reallønsfremgang, og der er nedsættelser af beskatningen - nedsættelser af beskatningen, side 20. Men så skriver man også, at forløbet indebærer - altså at man får reallønsfremgang, og at man får en nedsættelse af skatten - en kraftig stigning i husholdningernes samlede opsparing. En kraftig stigning i husholdningernes samlede opsparing. Når selv regeringen og hr. Lars Løkke Rasmussen, vores finansminister, lægger forord til en sådan publikation, hvor man skriver det, så kunne det godt være, at Socialdemokraterne er lidt på rette spor, og at det at give skattelettelser nu er forkert medicin til dansk økonomi, hvor problemet er, at vi skal have skabt flere arbejdspladser og derfor skal investere i bl.a. offentlige udbygningsprojekter.

Så er det hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Jeg vil forfølge den tråd, som først hr. Peter Christensen og nu hr. Kristian Thulesen Dahl har bragt på bane, og spørge, om hr. Morten Bødskov virkelig mener, at den rigtige medicin over for de faglærte familier, der nu oplever at blive ramt - heldigvis er der nogle, der ikke bliver ramt, men der er nogle, der bliver ramt - er den tilbagerulning af skattelettelser, som hr. Morten Bødskov er talsmand for, og at det vil være en positiv gevinst for den familie? Det er simpelt hen fuldstændig utroligt at høre, at ordføreren for Socialdemokratiet står og siger det her fra talerstolen.

Jeg hørte tidligere i dag, at en anden socialdemokrat fortalte, at hr. Peter Christensens tale var programmeret. Hvis der er noget, der er programmeret, må det være det forsvar, vi hørte. Det er jo helt ude i hampen, vil jeg sige til hr. Morten Bødskov.

Ordføreren.

Jeg tror, at alle i den her sal har forstået, at spørgeren og det parti, han tilhører, Det Konservative Folkeparti, simpelt hen helt inde i hjertet har det sådan, at hver gang de ser en 25-øre - nu en 50-øre - spørger de, hvad de skal bruge den til, og svaret er skattelettelser - uanset konsekvenserne. Jeg kan se, at smilet er stort - fra øre til øre. Og det er jo meget fint, for det er udtryk for en prioritering.

Men hvad er konsekvenserne af det? Ja, konsekvenserne er bl.a. det faktum, at efter 7 år, som den her regering påstår har været en konstant fremgang for Danmark, er der mere end 9.000 børn, som lever i relativ fattigdom; der er op mod 3.000 børn og unge under 18 år, som står på venteliste til psykiatrisk behandling; lejere i tusindvis bliver sat på gaden; og på en række områder er der sket en gradvis nedslidning af den grundlæggende velfærd. Man kan bare spørge i kommunerne, hvor der også er konservative borgmestre, om det har været nemt, om det har været en walk over at planlægge de her budgetter. Det har det ikke været. Hvorfor? Fordi den her regering har brugt pengene, som kunne have været brugt på velfærd, til massive skattelettelser.

Hr. Mike Legarth, anden korte bemærkning.

Jeg synes, at det er den rigtige tid at debattere skat. Det er en lang diskussion, og den kan vi tage senere, men der er ikke nogen tvivl om, at vi nu er i en afdæmpet fase, og nogle familier har brug for mere at råde over, og derfor vil det være godt at få flere penge betalt tilbage.

Men tilbage til debatten. Jeg fik ikke noget svar fra hr. Morten Bødskov på, hvordan hr. Morten Bødskov tror at den faglærte familie oplever det, at hr. Morten Bødskov står her som deres talsmand - hvis han så i øvrigt er det, men lad os antage det - og siger, at man skal fjerne den skattelettelse på over 4.000 kr. for den familie, som måske uheldigvis er en af dem, der bliver ramt af afdæmpningen i vores samfund og har mistet deres arbejde. Hvordan tror hr. Morten Bødskov at det virker?

Ordføreren.

Der er tale om en skattelettelse, som Socialdemokraterne ikke vil give. Det er fuldstændig rigtigt set. Folk har de samme penge i lommerne i år og næste år. Og De Konservative har jo kørt hårdt på, at der jo netop var tale om skattelettelser; det var jo en sejr af de store, at det lille parti i den borgerlige blok også fik mulighed for at give skattelettelser.

Jeg tror, at hvis den ufaglærte familie og den faglærte familie, som hr. Mike Legarth taler om, eksempelvis hører til i fagforbundet 3F, så møder de i de her dage kollegaer, som bliver afskediget i tusindvis. De ville være meget glade, hvis vi havde en regering, som ville igangsætte bygningsarbejder på skoler, daginstitutioner, på ældreområdet osv. for at sikre, at der rent faktisk blev skabt job, således at far ikke skulle komme hjem og sige: Kære venner og børn, i dag er jeg blevet arbejdsløs, nu skal vi stramme op.

Det vil være konsekvensen, hvis man prioriterer, som regeringen har for vane at gøre, og som man vil gøre med den her finanslov.

Ja tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Morten Helveg Petersen. Hr. Morten Helveg Petersen, værsgo.

Tak for det. Mit spørgsmål vedrører den mere langsigtede økonomiske politik. Anerkender Socialdemokraterne regeringens 2015-plan? Og i givet fald anerkender man så, at der er et reformbehov, der svarer til, at omkring 60.000 mennesker skal ud på arbejdsmarkedet inden 2015? Hvad er i givet fald Socialdemokraternes langsigtede forestillinger om, hvordan man realiserer den type målsætning? Er der et reformbehov i den størrelsesorden, som er skitseret i 2015-planen, og hvad er det socialdemokratiske svar på de udfordringer?

Ordføreren.

Hvis spørgsmålet går på, om Socialdemokratiet støtter regeringens grundlæggende økonomiske politik, så burde det stå meget klart, at det gør vi ikke. Vi er uenige i regeringens 2015-plan, vi er uenige i de prioriteringer, der ligger i den. Eksempelvis indeholder den jo store skattelettelser. Vi er uenige i de vækstbetingelser, der er for udviklingen af den offentlige sektor, både når det så at sige handler om plejen, om ældrepleje, om undervisning af vores børn, om de midler, der skal være til at behandle vores syge, og vi er uenige i den gradvise nedslidning af de offentlige bygninger, som også kommer ud af 2015-planen.

Men Socialdemokraterne vil til enhver tid gerne være med til at sikre, at vi kan få så mange som overhovedet muligt ud på vores arbejdsmarked. Intet står Socialdemokraterne nærmere end kampen mod arbejdsløsheden, det tror jeg også at alle er klar over. Det, der er afgørende for os, er, at det sker på en ordentlig måde. Derfor sagde vi nej til de massive besparelser, som regeringen ville lave på dagpengene. Vi mente ikke i de forhandlinger, som kom lidt tumultagtigt til en afslutning, at svaret i en tid, hvor ledigheden bliver fordoblet, er at halvere dagpengene. Det synes vi var en meget dårlig måde, men vi vil selvfølgelig gerne være med til at sikre, at der bliver flere, som får fodfæste på arbejdsmarkedet.

Hr. Morten Helveg Petersen for anden gang.

Skal det så forstås på den måde, at Socialdemokraterne ikke anerkender, at hvis dansk økonomi skal være holdbar ifølge 2015-planen, så er der et problem med holdbarheden i størrelsesordenen 0,8 pct. af BNP svarende til 14 mia. kr.? Det vil sige, at den grundlæggende præmis køber Socialdemokraterne ikke, som jeg hører svaret, men jeg er lidt spændt på opfølgningen her. Og hvis svaret er nej, hvad træder så i stedet? Hvad er så Socialdemokraternes langsigtede økonomiske politik? Er der nogle pejlemærker, som man har stillet op i stedet for den her erkendelse af et grundlæggende holdbarhedsproblem?

Ordføreren.

Det er helt åbenlyst, at regeringens langsigtede økonomiske plan er skudt sønder og sammen. Det kom finansministeren jo også for skade at antyde i går i dagspressen, nemlig at 2015-planen ikke holder, og at hvis den skal holde, så skal man håbe på nogle konjunkturændringer, og det er jo meget, meget usikkert at gøre det.

Årsagen til, at 2015-planen er skudt sønder og sammen, er, at man har givet massive ufinansierede skattelettelser, at man ikke i tide har sørget for det, som Socialdemokratiet og De Radikale jo var dygtige til op gennem 1990'erne, nemlig at trimme vores arbejdsmarkedssystem, trimme vores uddannelsessystem og kombinere det med eksempelvis offentlige investeringer, således at vi kunne få folk i arbejde og undgå, at folk blev kastet ud i ledighed. Hele det her har man ikke vedligeholdt, og man står nu i nedturen, en kæmpe nedtur for dansk økonomi, med en økonomisk plan, som ikke holder, og som ikke hænger sammen.

Socialdemokraterne har gentagne gange sagt, at vi ikke støtter de prioriteringer, der er i regeringens 2015-plan. Den hænger ikke sammen. Vores prioritering er anderledes, og hvis man undlod at give alle de skattelettelser, man gør - 10 mia. kr. til erhvervslivet, 5 mia. kr. her den 1. januar - så ville sammenhængen i regeringens økonomiske politik være der, men det vil man ikke. Og derfor sidder man i suppedasen, som man gør nu.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Frank Aaen.

Tak. I Enhedslisten erkender vi og er glade for, at Socialdemokratiet i modsætning til regeringen og Dansk Folkeparti mener, at det er nødvendigt at gøre noget for at dæmpe krisen og sørge for at dæmpe stigningen i arbejdsløsheden. Det er enormt fint, og der kom også mange gode forslag om investeringer, man gerne ville foretage. Men jeg syntes ikke, at jeg kunne høre noget om, at Socialdemokratiet også mener, at der er brug for flere til at passe børn og for bedre normeringer i skolen, så vi får lavere klassekvotienter, at der skal være flere ansatte på sygehusene, og at der skal være flere til at hjælpe de ældre. Det er i hvert fald ikke dér, vægten på nogen måde ligger i det, Socialdemokratiet fremlægger, og derfor er mit spørgsmål: Er det bevidst fra Socialdemokratiets side, at man ikke mener, at der er brug for flere til det, jeg vil kalde den daglige velfærd?

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg simpelt hen ikke tror, at hr. Frank Aaen har læst det socialdemokratiske finanslovudspil. Er der noget, som det socialdemokratiske finanslovudspil prioriterer, så er det lige nøjagtig de velfærdsområder, som hr. Frank Aaen spørger til, altså pasning af vores børn, bedre rammer for vores børn, pasning af vores ældre, bedre vilkår for vores økonomisk svagest stillede pensionister og ikke mindst bedre vilkår for patienterne på sygehusene.

Derudover har Socialdemokraterne jo direkte og meget målrettet tilført en stor klump af ressourcer til vores sygehuse, således at ventetidspuklen kan komme hurtigere ned. Vi har i vores finanslovforslag meget målrettet peget på, at der er behov for en opnormering på daginstitutionsområdet og særlig på de områder, hvor vi ved at der er problemer, og hvor regeringens eget udvalg jo lige har peget på at ghettoiseringen skrider derudad for fuld kraft. Alle de elementer er udtrykt i det socialdemokratiske finanslovoplæg, og jeg vil opfordre hr. Frank Aaen til at læse det, for så vil han se, at der faktisk på det her område er mere, der samler, end der skiller.

Hr. Frank Aaen for anden gang.

tamen det var, fordi jeg ikke kunne høre det i ordførertalen. Og jeg kunne særlig ikke læse det i den ellers udmærkede kronik, som Socialdemokratiets formand, fru Helle Thorning-Schmidt, havde i Politiken forleden dag, og som lige præcis satte skillelinjen ved, hvad det var, man skulle satse på, nemlig investeringer, men undtog det, man normalt kalder drift. Det er det, der ærgrer mig lidt, for jeg mener, at præcis i sådan en periode, hvor arbejdsløsheden stiger, skal vi jo sørge for at trække folk ind. Det er en god måde at forbedre velfærden på, men det er også en god måde at sikre på, at der på det lange sigt er arbejdskraft til rådighed i samfundet, for der er ikke noget værre for arbejdskraften end ledighed. Det er simpelt hen det, der er med til at skubbe folk ud af arbejdsmarkedet.

Tak. Ordføreren.

Socialdemokraterne prioriterer stenhårdt udbygningen og forbedringerne af vores velfærd. Lad os bare tage et eksempel: Hvad foreslår Socialdemokraterne i den situation, vi har nu, hvor vi kan se, at ledigheden, arbejdsløsheden, næste år risikerer at runde mere end 100.000 arbejdsløse? Vi foreslår, at man fremrykker offentlige investeringer, udbygger vejene, foretager klimatiltag og tiltag i den kollektive trafik, og at vi lader kommunerne bruge de penge, de rent faktisk har i kassen, til at udbygge vores daginstitutioner, vores vuggestuer, vores ældreboliger og vores folkeskoler.

Jeg sagde i min tale, og det er da i hvert fald indhold, at 20 år efter at Berlinmuren blev væltet, og 7 år efter at hr. Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, kan man stadig væk gå ud og trække et europakort ned i mange klasseværelser og finde DDR på kortet. Det er udtryk for en forkert prioritering fra regeringens side. Man vil simpelt hen ikke lade kommunerne foretage de her investeringer, og det peger Socialdemokraterne meget direkte på at man skal gøre, dels for at forbedre vores velfærd, dels for at undgå, at folk bliver kastet ud i ledighed.

Jeg skal prøve at overholde taletiden for medlemmerne, ikke? Så er det fru Charlotte Dyremose, der har den næste korte bemærkning.

Tak. Jeg må godt nok sige, at jeg ryster noget på hovedet over den gang sludder, der kommer oppe fra talerstolen lige nu. Kan vi ikke blive enige om, at vi står i en situation lige nu, hvor der er ekstremt stor usikkerhed i en almindelig families hverdag?

Vi står i en situation, hvor den usikkerhed nok i virkeligheden er den største fare, for usikkerheden gør, at en helt almindelig nystiftet faglært familie ikke tør købe den bolig, hvor der er plads til børnene; vi står i en situation, hvor renten på billånet stiger og man ikke rigtig ved, om man tør gå ud og købe julegaver. Der er altså en usikkerhed i familiernes økonomi, der også smitter af, sådan at handelen går i stå og vi dermed risikerer at miste en masse arbejdspladser. Og nu vil Socialdemokraterne så skabe yderligere usikkerhed i familiernes økonomi ved at fjerne de ca. 4.000 kr., man havde kunnet se frem til at øge sin økonomi med næste år via skattelettelser. Man vil altså gøre det endnu sværere for familierne at turde tage skridtet til at købe en bolig eller købe de varer, som de nu plejer at købe, f.eks. her op til jul.

Når jeg kigger sådan her, er det, fordi taletiden er overskredet en lille smule. Så er det ordføreren.

Jeg forstår godt, at det kan gøre ondt på en konservativ ordfører, måske i særlig grad på fru Charlotte Dyremose, at Socialdemokraterne mener, at man ikke skal give skattelettelser. Der har jo været en stenhård hård kamp fra De Konservatives side for overhovedet at få lov til at få skattelettelser. Man havde en lang diskussion om, om der var tale om skatteomlægninger, eller om der er tale om skattelettelser. Nu skriver regeringen selv, at der er tale om en skattenedsættelse.

Socialdemokraterne tager ikke noget fra nogen. Folk får ikke den skattelettelse næste år, det står fuldstændig klart. Vi vil bruge pengene på at udbygge sundhedsvæsenet for. Og det, der er afgørende, er også at få sagt derude, at når krisen nu har ramt os, kan vi kun opfordre regeringen til at komme i gang, til at få lavet en ny bankpakke, således at krisen ikke sætter os i det, man kalder en egentlig kreditklemme, hvor bankerne sidder så hårdt på kassen, som de gør, og det påvirker udviklingen i dansk økonomi og medfører endnu større tilbageslag.

Tak. Fru Charlotte Dyremose for anden gang.

Jamen hr. Morten Bødskov har fuldstændig ret i, at når der kommer yderligere skattelettelser næste år, får familierne mere til sig selv; det er det, der ligger i en skattelettelse.

Men sagen er jo den, at det er en forventet skattelettelse, og vi ser jo allerede nu, som hr. Kristian Thulesen Dahl også var inde på - 20 dage før Socialdemokraterne vil fjerne den forventede skattelettelse - at økonomien i den enkelte familie er usikker, at man er nervøs, at man ikke tør købe den bolig, der passer til familieforøgelsen, at man er tilbageholdende med at turde købe julegaver til familiemedlemmerne. Al den her usikkerhed, som er med til at sætte vores økonomi i stå, og som er med til at gøre den enkelte familie bekymret, eksisterer allerede, vel vidende at der kommer yderligere skattelettelser næste år. Det er så det, hr. Morten Bødskov og Socialdemokraterne vil fjerne fra familierne og dermed skabe en endnu større usikkerhed. Er det nu klogt i den situation, vi står i lige nu?

Ordføreren.

Det er meget, meget klogt, ikke mindst fordi Socialdemokraterne tager hensyn til den samlede samfundsøkonomi. Modsat andre mener Socialdemokraterne ikke, at det er sundt for dansk økonomi, at man risikerer, at der er op mod 100.000 - måske 125.000 - arbejdsløse næste år. Det mener vi ikke, for bag hver eneste arbejdsløse ligger der en personlig tragedie og drømme, som er bristede, og børn og unge, som ikke har de muligheder, de ellers ville have haft.

Så vil jeg sige, at det at give skattelettelser lige nu vil være som en knytnæve i et blåt øje: Folk vil spare op i stedet for at forbruge, når huspriserne høvler dernedad og bankerne har smækket kasserne i. Alle er enige om det. Jeg synes, at man, i stedet for bruge de præfabrikerede spørgsmål fra henholdsvis Venstres og De Konservatives pressetjenester, i går skulle have brugt tiden på at læse regeringens meget udmærkede og grundige publikation, hvori der står, at konsekvensen af det her vil være »… en kraftig stigning i husholdningernes samlede opsparinger«.

Det står her, og det er sådan set bare det Socialdemokraterne, siger vil være effekten af den politik, som regeringen vil gennemføre.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Tina Nedergaard.

[Lydudfald] … hernede i salen til at høre på hr. Morten Bødskovs tale, som faktisk flere steder var ganske munter, men det, jeg hæfter mig særlig ved, er, at den primært går på en kritik af den nuværende regerings førte politik, og det er jo sådan set, som det skal være, når man er i opposition. Men lad mig dog korrigere en enkelt ting.

Når det er sådan, at hr. Morten Bødskov kan påpege, at det stadig væk er kort med DDR, der hænger ude i skolerne, så må man sige, at den store forskel fra 1990'erne og til nu er, at nu kan de læse kortene, fordi den skolepolitik, vi har ført i Danmark under den her regering, jo bl.a. har medført, at børn i 4. klasse nu læser svarende til et år bedre, end de gjorde midt i 1990'erne, hvor det var SR, der var i regering. De skriver bedre, og de regner svarende til et år bedre, end man gjorde på det tidspunkt. Så det er jo i hvert fald noget opløftende, når nu de skal se på de gamle kort.

Ganske kort skal jeg bare lige høre: Det må jo være V og K, som hr. Morten Bødskov hentyder til, som synes, at det er synd med mellem 100.000 og 125.000 arbejdsløse, det lå ligesom antydningsvis, og der skal jeg bare spørge, om det skyldes, at man under SR-regeringen aldrig kom under 126.000, så for Socialdemokraterne er det ligesom sundere, hvis man har mere end 125.000 arbejdsledige.

Ordføreren.

Jeg har stor respekt for fru Tina Nedergaards interesse for uddannelsesområdet, men hvis man virkelig mente den interesse dybtfølt, skulle man tage en snak med finansministeren om det faktum, at eksempelvis folkeskoleinvesteringerne er faldet under den her regering. Det er jo fint nok, at man kan hive gamle kort ned foran tavlen, og så kan man sige: Nu skal I høre, vi har stadig væk gamle kort her, og det er 20 år siden, at Berlinmuren faldt, den er aftegnet på kortet, men vi er desværre nødt til stadig væk at undervise i det. Det giver jo ingen mening. Rammerne omkring folkeskolen, investeringerne i folkeskolen er faldet under den her regering, og så tror da pokker, at andelen af unge, der, når de er færdige med folkeskolen, skal have en kompetencegivende ungdomsuddannelse, falder. Det er det, der er katastrofen. Efter 7 års fremgang kan man på afgørende områder som konsekvens af den her regerings politik se en større opsplitning af Danmark. Vi har ikke ret meget andet i det her land end det, vi propper ind i hovederne på folk. Det er fint, at folk bliver bedre uddannet, men hvis investeringerne falder og frafaldet fra uddannelserne stiger, har vi et meget, meget alvorligt problem på lang sigt for det her lille land.

Fru Tina Nedergaard.

Tak. Investeringerne i folkeskolen falder ikke. Enhedsomkostningerne er en lille smule for nedadgående, når vi får et større antal elever i skolen, og det er en økonomisk tilgang, vi har lært af en tidligere finansminister, nemlig hr. Mogens Lykketoft, som jo var inde på, at når der kommer flere elever, skal gennemsnitsudgiften falde en anelse. Men den samlede udgift til folkeskolen har været stigende.

Derudover svarede hr. Morten Bødskov ikke på det egentlige spørgsmål om, at når han sådan lidt frækt antyder, at der er nogle, der synes, det er rigtig sundt og rigtig godt, at man har mellem 100.000 og 125.000 ledige i Danmark, så er det ligesom antydet, at det er VK, der måtte mene, at det er sundt. Så er det bare, at jeg spørger en gang mere, om det er, fordi hr. Morten Bødskovs parti aldrig var under 126.000 ledige, da man selv var i regering.

Det sidste spørgsmål er: Hvordan kan det egentlig være, at hr. Morten Bødskov bliver ved med at påstå, at man i 2009 vil stille borgerne som i 2008, hvis man fjerner skattelettelserne på 5,4 mia. kr., når de rent faktisk er finansieret af øgede energiafgifter?

Ordføreren.

Socialdemokraterne ser med meget, meget stor bekymring på den udvikling, der er for dansk økonomi. Vi mener ikke, det er sundt for dansk økonomi, at vi kan få op mod 100.000 og måske 125.000 arbejdsløse. Hvad andre mener, må de selv om. Jeg kan bare konstatere, at forskellen mellem den socialdemokratiske tilgang til den meget alvorlige situation, som dansk økonomi står i nu, og Venstres og De Konservatives tilgang er uhyre stor. Vi havde før en lang debat med Venstres ordfører om, hvad man har tænkt sig at gøre ved situationen, og svaret var, at det hele går fantastisk, at der ingen grund er til at gøre noget som helst, for det kører perfekt. Og konsekvensen af et sådant svar er jo, at man er klar til at acceptere, at vi får mellem 100.000 og 125.000 arbejdsløse alene inden for et år.

Det er det, Socialdemokraterne ikke vil acceptere, og det er derfor, at vi har fremsat et alternativ til regeringens finanslovoplæg, hvor vi investerer i job, investerer i arbejdspladser frem for at sige, som vi har hørt at statsministeren og andre har gjort, at målet er flere hænder, og at eksempelvis midlet er en halvering af dagpengene. Det er helt ved siden af skiven, og det er fuldstændig ved siden af det, som ville være det rigtige for dansk økonomi lige i øjeblikket.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Mikkel Dencker.

Tak. Her for 13 måneder siden var der jo folketingsvalg, og det resulterede bl.a. i, at Dansk Folkeparti gik frem, og det blev jeg meget glad for. En anden ting ved det resultat, jeg blev glad for, var, at Socialdemokratiet ikke lykkedes med deres mission om at indtage regeringskontorerne ved den lejlighed.

Siden det valg er der gået 13 måneder, og vi står nu i en økonomisk krise med økonomisk recession, stigende arbejdsløshed og faldende efterspørgsel. I den situation viser Socialdemokratiet igen, at de ikke magter at håndtere en økonomisk krise. Jeg tænker især på, at historisk set havde Socialdemokratiet jo svært ved at håndtere krisen i 1970'erne og i 1980'erne, og nu viser de så igen, at de vil bruge den medicin, der består i at trække yderligere penge ud af økonomien og ud af efterspørgslen og dermed forstærke effekterne af en manglende efterspørgsel og deraf en stigende arbejdsløshed. Socialdemokratiet vil nemlig annullere den skattenedsættelse, som regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt, og som skal træde i kraft om 21 dage.

Hvordan kan Socialdemokratiet dog mene, at det er ansvarligt?

Ordføreren.

Det er meget ansvarligt, for det samlede socialdemokratiske finanslovudspil vil rent faktisk virke på det problem, vi står over for, nemlig en markant stigning i arbejdsløsheden. Det undrer mig såre, at Dansk Folkeparti nærmest som sådan en fyldepen bare underskriver alt, hvad den her regering kommer med.

Bekymrer man sig ikke om de mange ufaglærte, som nu bliver afskediget, og de faglærte, som kommer hjem til deres familier og siger, at de har mistet deres arbejde i dag? Bekymrer man sig ikke om dem?

Læs forsiden på dagens aviser, virksomhederne varsler massefyringer, står der. Bekymrer man sig ikke om det? Og lytter man ikke til, hvad fagøkonomer og andre siger om, hvad effekten i en sådan situation, hvor bankerne har smækket kassen i, og hvor huspriserne galoperer ned, vil være af at give skattelettelser? Det vil som sagt være som en knyttet næve til et blåt øje. Det er den forkerte prioritering, det er den forkerte brug af de penge, vi har.

Hr. Mikkel Dencker for den anden korte bemærkning.

Jeg kan garantere, at Dansk Folkeparti bekymrer sig om den stigende arbejdsløshed. Det er netop også derfor, at vi synes, at det er så vigtigt, at den skattenedsættelse bliver gennemført. Den kan skabe noget øget efterspørgsel i økonomien og dermed modvirke, at arbejdsløsheden stiger. Det er simpelt hen den rigtige måde at gøre det på, altså at øge efterspørgslen.

Så har hr. Morten Bødskov også tidligere sagt, at han tror, at den skattenedsættelse, der kommer, blot vil føre til øget opsparing, og at pengene dermed forbliver passive. Jeg tror simpelt hen, at det forholder sig stik modsat. Altså, det er jo ren psykologi. Hvis der skabes yderligere usikkerhed omkring fremtiden og om folks privatøkonomi - i forvejen har vi stigende renter, folk har sværere ved at låne penge i banken - ved at en skattenedsættelse nu bliver annulleret, sådan som Socialdemokratiet vil gøre det, vil det da netop føre til øget opsparing, fordi folk netop vil sikre sig imod den usikkerhed, som Socialdemokratiet skaber.

Ordføreren.

Jeg må sige, at i stedet for bare at skrive under på alle de aftaler, som regeringen kommer med, burde Dansk Folkeparti også prøve at læse nogle af de meget fine publikationer, som den her regering faktisk stadig laver. Hr. Mikkel Dencker er skatteordfører, så der må jo være en vis interesse for den økonomiske redegørelse også fra skatteordførerens side. I den kan man jo læse sort på hvidt, at det forløb, vi er i gang med med reallønsfremgang, bedre overenskomster og skattenedsættelser, indebærer en kraftig stigning i husholdningernes samlede opsparing som følge af den svækkede forbrugertillid og det kraftige fald i formuerne.

Hvad står der her? Der står, at det at give en skattelettelse i den nuværende situation er, som jeg siger, som en knyttet næve til et blåt øje. Hvorfor? Fordi huspriserne styrtdykker lige i øjeblikket, bankerne sidder på kassen - og da vil den skattelettelse, regeringen vælger at give, gå til øget opsparing. Det står direkte heri.

Der er den socialdemokratiske politik anderledes, og det har vi sagt fra starten. De skattelettelser, som regeringen giver, vil vi bruge på et kraftigt løft og en kraftig investering i vores sundhedsvæsen. Det synes jeg Dansk Folkeparti skulle tage at tilslutte sig, for så kunne man være med til at stoppe den opsplitning, som finder sted af vores sundhedsvæsen i et A- og et B-hold. Hvis man ville det, ville man se klart på al statsministerens snak om sammenhængskraft, om opgøret med den nye fattigdom og lige muligheder for alle, og hvis man kastede sig ind i sundhedsdebatten og så, hvad der skete i vores sundhedsvæsen i øjeblikket, tror jeg, at selv Dansk Folkeparti ville få dårlig samvittighed over at have støttet regeringens politik så stærkt, som man har gjort de sidste 7 år.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Erling Bonnesen.

Tak. Det er jo med undren, at man sådan flere og flere gange, undervejs som talerne og svarene kommer frem, hører de selvmodsigelser, der er i den socialdemokratiske ordførers svar og tale. Nu blev der så også fra ordførerens side henvist meget til Økonomisk Redegørelse, og det er da også meget interessant. Hvis man så slår op på lige præcis side 20 nederst, kan man se, at der rent faktisk står, at indkomstfremgangen sammen med en lavere rente vil understøtte privatforbruget, sammen med en lang række ekstra forklaringer. Det er jo sådan set godt i den her situation. Derfor er det kun den ene halvdel af forklaringen, som ordføreren kommer med, når man prøver at henvise til de svar, man har afgivet tidligere.

Så er det rent faktisk ikke godt, at man fortsætter den linje, som VK-regeringen har lagt op til, og, om jeg så må sige, leverer det, man har lovet, nemlig de her skattelettelser til borgerne på 4.000 kr., som borgerne jo rent faktisk selv har finansieret tidligere? Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Det er da klart, at folk har fået bedre overenskomster, og selv med det socialdemokratiske forslag om at bruge skattelettelsen til en massiv investering i vores sundhedsvæsen vil der jo være en realøkonomisk fremgang for de danske familier bl.a. som følge af de bedre overenskomster, som mange med rette har kæmpet sig til i overenskomstforhandlingerne. Det vil der være.

Men jeg synes bare, at man for ligesom at forstå helheden i effekterne af regeringens økonomiske politik så også skal tage den anden sætning med. Det, der er sammenhængen, vil være det faktum, at opsparingerne vil stige i den nuværende situation, fordi huspriserne, formuen, som der står, hamrer nedad og bankerne sidder på kassen. Det vil være konsekvensen af lige nøjagtig det her forslag fra regeringens side, og der er Socialdemokraternes forslag et andet, nemlig at vi skal investere i arbejdspladser og job, således at vi undgår et voldsomt tilbageslag i væksten og beskæftigelsen i dansk økonomi.

Hr. Erling Bonnesen for anden gang.

Mange tak for den del af svaret, der jo også var en klar anerkendelse af det, som fremgår af den her særdeles udmærkede økonomiske redegørelse, som jo lige præcis bekræfter, at man vil spare op, og at man så også vil føle sig mere - om jeg så må sige - styrket til at øge sit privatforbrug. Det er da også meget rart lige at have lidt på bogen, hvis nu fryseren eller køleskabet skulle stå af undervejs.

Så er jeg da også meget glad for, at vi har fået sat en streg under og helt har fået tydeliggjort de selvmodsigende tendenser, der er i svarene fra Socialdemokratiets side. For Socialdemokraterne har jo selv gentagne gange forsøgt at signalere, at man gerne som parti vil være med til en skattereform, der sænker skatten på arbejde og får det finansieret på anden måde. Det er jo præcis det, der er tale om, for de her skattelettelser, som nu bliver gennemført, har borgerne jo selv finansieret tidligere via prisreguleringen på energiafgifterne og arbejdsmarkedsfondene, så det vil være rent tyveri ved højlys dag, hvis Socialdemokraterne går ud og trækker det tilbage. Det vil vi selvfølgelig ikke være med til, og derfor gennemfører vi de her skattelettelser, som kun udgør den ene halvdel af den pakke, vi nu heldigvis får gennemført.

Ordføreren.

Man fornemmer jo helt tydeligt, at det virkelig er et angreb på den borgerlige sjæl, at Socialdemokraterne vil bruge den her skattelettelse til at investere i vores sundhedsvæsen. Det lyser ud af spørgeren ved den iver, der bliver harceleret over det socialdemokratiske forslag med.

Men bare tag det helt roligt. Borgerne kan være fuldstændig rolige. Den socialdemokratiske politik er fuldstændig klar. Vi står i en meget, meget vanskelig situation for dansk økonomi, og alle er enige om, at det at give store skattelettelser i den nuværende situation er som en knyttet næve til et blåt øje. Det er altså at gøre ondt værre. Hvorfor er det det? Det er det, fordi pengene vil havne på bankbogen, de vil havne i bankerne, de vil ikke gå til øget forbrug. Det er det, man skal huske på.

Samtidig skal man bide meget mærke i, at den her regering jo stædigt fastholder et anlægsloft for kommunerne. På trods af at vi havner i en situation med over 100.000 arbejdsløse, vil man ikke åbne op for, at kommunerne kan bruge de penge, de har i kasserne, således at vi kan få igangsat offentlige bygningsarbejder - for så vidt angår skoler, daginstitutioner veje, miljø og andet - som kunne holde en fast og sikker hånd under dansk økonomi, således at arbejdsløsheden ikke vil stige så kraftigt, som man åbenbart er klar til at acceptere fra borgerlig side.

Så er der en kort bemærkning fra fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Jeg har jo lyttet længe til hr. Morten Bødskovs opridsning af utryghed og usikkerhed, og han nævnte også, at man måske har en risiko for at miste sit arbejde. Nogle er i hvert fald meget utrygge med hensyn til, om de har et arbejde. Det undrer mig jo, hvordan det hænger sammen med, at man så netop ønsker at rulle skattelettelsen tilbage.

Derfor spørger jeg: Er det sådan, at man i Socialdemokratiet mener, at ændringsforslaget om at fjerne 5 mia. kr. fra borgerne - det er jo penge, de selv har tjent - vil gavne erhvervslivet i Danmark?

Ordføreren.

Jeg tror, at det, der vil gavne dansk erhvervsliv, er en regering, som vil investere i arbejdspladser. Læs forsiden på Berlingske Tidende i dag og se, at masser af virksomheder planlægger afskedigelser, masser af virksomheder planlægger ikke at genbesætte stillinger. Deres medarbejdere går i deleordninger nu, hvor de den ene uge er i arbejde, den anden uge er på dagpenge. Hvorfor gør de det? Det gør de, fordi stemningen er trykket. Finanskrisen har desværre sat sig og er blevet en langt alvorligere økonomisk krise, end nogen havde forventet, og i den situation skal man tænke sig godt om. Der skal man bruge de penge, man har, fornuftigst.

Der er vi meget glade for, at vi har kunnet se, at dansk erhvervsliv har jublet over det, vi har kaldt den socialdemokratiske vækstpakke. På forsiden af Børsen jublede dansk erhvervsliv over den socialdemokratiske vækstpakke. Hvorfor det? Jo, for dansk erhvervsliv læser jo også regeringens egne publikationer. Det er, som om man ikke skulle læse dem. Men her står jo, at effekten af at give skattelettelser vil være større opsparinger. Alle ved, at effekten af at ville investere i eksempelvis offentlige bygningsarbejder - når det handler om at sikre job – er langt større. Det tror jeg dansk erhvervsliv vil være enig med os i. Man kan gå over på den anden side af gaden her og spørge i Dansk Erhverv. De er meget enige med Socialdemokraterne i dette synspunkt.

Vi skal holde os inden for 1 minut. Fru Anne-Mette Winther Christiansen for anden gang.

Jeg skal så prøve at holde mig inden for 1 minut.

Det er jo sådan, at når vi får den her utryghed lanceret så tydeligt, så lytter vi jo i Venstre meget intenst til, hvad vi kan gøre for at rette en omsorg mod borgerne, så de forstår, at der altså er hånd om situationen. Det er det, finansordføreren for Venstre i dag har fremlagt.

Det er jo påfaldende, at der nu bliver talt om, at vi mangler arbejdskraft, og at vi skal understøtte erhvervslivet i at fungere godt, for det betyder, at folk har den tryghed, at de har deres job. Hvorfor kunne Socialdemokraterne så ikke indgå en aftale om reformen på dagpengeområdet? Hvorfor kunne Socialdemokraterne ikke gå ind og tage medansvar for at få løst problemet med den manglende arbejdskraft, hvilket var en stor sag, vi havde ønske om at få et bredt forlig om? Men hvordan er det lige, det hænger sammen, når omsorgen lige er udtrykt, og den så bagefter bliver rullet den anden vej?

Ordføreren.

Altså, jeg er nødt til at sige, at det vel er et af de her senere års mest velbeskrevne politiske forløb, vi har været igennem her i efteråret, og jeg tror, det står fuldstændig klart, at det er regeringens entydige eget ansvar, at det ikke lykkedes at forhandle en reform af arbejdsmarkedssystemet igennem, som kunne sikre, at flere kom i arbejde. Det er regeringens eget ansvar, fuldstændig.

Socialdemokraternes holdning var klar, nemlig at i en tid, hvor ledigheden så ud til at blive fordoblet, nægtede Socialdemokraterne at gå med til at halvere dagpengene. Det var det, regeringen foreslog, og som hr. Carsten Hansen har testet statsministeren på i Folketingets spørgetid, og vi kan se, at regeringen stadig væk mener det. Og det er jo helt ved siden af skiven. I en tid, hvor vi risikerer at få mellem 100.000 og 125.000 arbejdsløse i det her land, vil man halvere dagpengeperioden fra 4 år til 2 år. Er man så tonedøv, at man ikke forstår, at det at komme med et sådant forhandlingsudspil er et »no go« til nogen reform? Det er det, der er billedet, når spørgsmålet bliver stillet, som det er.

Det er fuldstændig regeringens eget ansvar, at man ikke kan få sin økonomiske politik til at hænge sammen. Man kunne eksempelvis lade være med at give de skattelettelser, som man nu så vildt og voldsomt hiver i, og som skal finde sted her efter den 1. januar.

Som det ser ud nu med tiden, får vi kun plads til én kort bemærkning mere, og det er fra fru Birgitte Josefsen.

Nu har vi jo lyttet til hr. Morten Bødskov i næsten en time, og jeg må sige, at hr. Morten Bødskov er en meget, meget vedholdende person, for vi har hørt gang på gang, at borgerne ikke skal se frem til at få skattelettelser. Den bedste julegave, Socialdemokratiet kan give familierne rundtomkring i Danmark, er altså, at de ikke kan kalkulere med den skattelettelse, som de har set frem til i lang, lang tid.

Vi har også hørt, at Socialdemokratiet er optaget af, at vi skal holde gang i hjulene, og at vi skal gøre det ved at investere. Derfor undrer det mig, at Socialdemokratiet ikke holder fast i det, de lover. Jeg har hørt hr. Morten Bødskov sige flere gange, at det, man så vil i Socialdemokratiet, er at investere i sundhed. Men hvor er den strålekanon til 1 mia. kr., som fru Helle Thorning-Schmidt lovede befolkningen den 26. maj 2008? Jeg kan ikke finde den på Socialdemokratiets finanslovudspil. Hvor er Socialdemokratiet henne, når nu man vil investere 25 mia. kr. i nye bygninger på sundhedsområdet? Hvor er Socialdemokratiet henne, når man nu vil sætte gang i hjulene ude i kommunerne med de største anlægsbudgetter nogen sinde i den her regerings tid?

Husk, at taletiden er 1 minut.

Ordføreren.

Jamen Socialdemokraterne er lige der, hvor der er muligheder for at skabe forbedringer af vores velfærd, og hvor der er muligheder for at sætte gang i investeringer, således at vi kan undgå, at vi får måske op mod 100.000-125.000 arbejdsløse næste år. Hvis spørgeren vil gøre sig den ulejlighed rent faktisk at læse det socialdemokratiske finanslovoplæg frem for at læse op af det præfabrikerede spørgsmål fra Venstres pressetjeneste, vil hun se, at der er tale om et massivt løft af vores sundhedsvæsen. Hun vil se, at der er tale om massive forbedringer for de medicinske patienter, for vores psykisk syge og i behandlingen af de livstruende sygdomme. Det synes jeg oprigtig talt at Venstre skulle tage at lægge lidt mærke til.

Hvis man vil være med til at ændre politik på sundhedsområdet, være med til at sikre, at der ikke sker den opsplitning af vores sundhedsvæsen, som vi ser i de her år, i et A- og et B-hold, hvor privathospitalerne bare buldrer derudad, og hvor man skal være idiot, hvis man ikke er i stand til at tjene penge på privathospitaler, så er Socialdemokraterne klar. Men man må bare konstatere, at 7 år med den her regering har medført det direkte modsatte og en større opsplitning af vores sundhedsvæsen.

Fru Birgitte Josefsen for anden og sidste korte bemærkning.

Jeg kan konstatere, at Socialdemokratiet i hvert fald har vist, at de ikke holder, hvad de lover. For der er ingen strålekanon i finanslovudspillet fra Socialdemokratiet, som jeg har nærlæst. Så det kan vi i hvert fald konstatere her i dag.

Men jeg vil gerne have bekræftet fra hr. Morten Bødskovs side, at man nu fastholder, at familierne ikke skal have de skattelettelser, som de har set frem til; de skal ikke se frem til, hvis Socialdemokratiet får magt i morgen, at få investeret 25 mia. kr. i nye sygehusbygninger; de skal ikke se frem til, at kommunerne kan gå i gang med at renovere skoletoiletter, skoler osv. osv. For hr. Morten Bødskov vil jo ikke investere og på den måde minimere arbejdsløsheden. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Altså, jeg tror simpelt hen kun, at spørgeren er kommet til at læse de valgkampspublikationer, som regeringspartiet Venstre har lavet. For det at stå og påstå, at de 0,5 mia. kr., kommunerne mister i anlægsinvesteringer fra i år til næste år, er en forøgelse af de kommunale anlægsinvesteringer, kræver en virkelighedsopfattelse, der siger sparto. Det at påstå, at Kvalitetsfonden på de 50 mia. kr., som statsministeren sad i store busskure og lovede hele den danske befolkning, er et megaløft i investeringerne - som den tidligere finansminister hr. Thor Pedersen sagde i valgkampen - er virkelig også udtryk for, at man kun er kommet dertil fra spørgerens side, hvor man læser Venstres valgkampspublikationer.

Kommunerne oplever dramatiske besparelser på drift, dvs. ringere forhold for vores ældre, ringere forhold for vores børn, ringere forhold for vore skoleelever. Skimmelsvampen kravler stadig ned ad væggene rundtomkring i kommunerne, og de der møgbeskidte toiletter, som man nu har bildt befolkningen ind at man har sat 100 mio. kr. af til: Hvem får selv lov til at betale for renoveringen af dem? Det gør kommunerne. Ergo er der færre penge til at investere i velfærd, og det er konklusionen på den her finanslov.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste er hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Formelt set debatterer vi jo finansloven for 2009 og de aftaler, der er indgået, men det siger jo sig selv - og det har debatten indtil nu også båret præg af - at vi står i en tid netop nu, hvor den finansielle krise selvfølgelig har en stor påvirkning, og det gør også i meget høj grad, at den her debat allerede er blevet en debat, der er blevet bredt ud til ikke alene at handle om de aftaler, der er indgået i forbindelse med finansloven, men også om den generelle situation.

Det er vigtigt for mig som finansordfører for Dansk Folkeparti at slå fast, at det, der betyder noget i den her situation, er, at der er tryghed for den ganske almindelige danske familie; at der er tryghed i en tid, hvor man kan mærke, at det stormer og raser derude; hvor man som familie er meget usikker på, hvordan det slår igennem på ens egen økonomi. Man har måske på et møde med sin bankrådgiver fået at vide, at renten er steget, at på de lån, man har i banken, skal man nu til at betale flere renter. Man hører godt nok noget om, at nationalbankerne sætter renterne ned, men man kan ikke rigtig se, at det slår igennem på ens egen konto, og man får at vide af bankrådgiveren, at man skal betale yderligere renter. Man har måske nogle refinansieringslån, altså de her flekslån, hvor man med de optioner, der er netop nu, bliver usikker på, hvad renteniveauet ender på, og hvad det er for en rente, man får det kommende år.

Se, i sådan en situation, hvor man som ganske almindelig dansk familie grundlæggende er utryg over, hvad det er, der foregår, og om det hele kan lande på fornuftig vis, er det selvfølgelig vigtigt, at vi fører en økonomisk politik, der giver stabilitet, og som giver ro, i det omfang det overhovedet kan lade sig gøre. Det blev vedtaget tilbage i august 2007, at der fra januar 2009, altså næste år - om 20 dage - bliver givet 5,4 mia. kr. i skattelettelser. Det er med til at sikre sammen med den almindelige lønfremgang, der har været, at en ganske almindelig, gennemsnitlig familie i Danmark får 11.000 kr. mere til rådighed i 2009, altså næsten 1.000 kr. mere om måneden til rådighed fra den 1. januar end det, den har i dag.

Så er spørgsmålet: Hvis man nu vælger at sige, her 20 dage før det skal træde i kraft, at det annullerer man lige; en stor del af de penge, som jo kommer fra den skattelettelse, der er vedtaget, trækker man lige væk, dem siger man at de alligevel ikke får, hvad vil konsekvensen så være? Familierne står i en meget usikker og utryg situation og skal finde ud af, om de skal gå ud og købe julegaver til at putte under juletræet her den 24. december, og samtidig med at man står med den overvejelse, får man så at vide, at nogle partier herinde vil trække nogle af de penge væk, som man ellers på sin forskudsopgørelse for næste år - måske på lønsedlen, hvis man er forudbetalt - får at vide at man vil få fra den 1. januar. Så man river den forskudsopgørelse, man har fået, over, og så kommer der en anden, hvor man har færre penge til rådighed - man skal betale mere i skat.

Hvad gør man så som ganske almindelig familie? Man gør nok det, der er ganske sundt i situationen, og siger: Nu bliver vi mere utrygge, nu bliver vi mere urolige for, hvad det er for en økonomi, vi har til rådighed, så vi køber nok lidt færre julegaver; vi investerer nok lidt mindre i os selv, i familien, vi bruger lidt færre penge. Og hvis alle gør det på samme tid, hvad har det så som konsekvens? Så forværrer det krisen. Så gør det, at arbejdsløsheden vil stige, at butikkerne bliver nødt til at fyre flere folk, at de fyringsrunder, vi allerede har set, bliver forstærket; der kommer flere fyringer.

Se, der er det, vi tillader os at sige - og også bruge den her debat til at sige det - at det nok er uklogt. Det vil nok være ganske uansvarligt. Det viser nok i virkeligheden, at det, der er sket de sidste 2 måneder, ikke rigtig har sat sig hos bl.a. Socialdemokratiet, men jo heller ikke hos Socialistisk Folkeparti og andre, der vil stemme for det forslag, som vi har til afstemning i aften eller sidst på eftermiddagen, eller hvornår det nu bliver, om at tage de her penge væk fra familierne. Man har ikke helt forstået krisens omfang. Man har ikke helt forstået anbefalingerne.

For 2 måneder siden var det her jo også situationen, og der ville regeringen have en tvungen opsparing her fra den 1. januar. Fordi der skulle komme de her skattelettelser, skulle man suge noget af forbruget op, for det var nok for farligt, at de her penge kom ud til familierne og skabte gang i forbruget. Vi sagde allerede på det tidspunkt, at vi ikke troede på det, vi troede, at der ville komme en afmatning, og at der var behov for, at de penge, folk fik mellem hænderne, fik de lov til at have til eget forbrug.

I dag kan vi jo se, at vi fik ret. Den økonomiske politik, der lå i finanslovforslaget, og som i virkeligheden fik ris af vismændene og vel også af Nationalbanken og andre, får i dag ros. Den er alle enig om, OECD, vismændene, Nationalbanken; de er enige om, at det er den rigtige medicin til dansk økonomi netop nu, at vi giver familierne lidt flere penge mellem hænderne, samtidig med at vi øger det offentlige forbrug. Det er bare, som om nogle i løbet af de 2 måneder, hvor virkeligheden altså er nået dertil, ikke helt har fulgt med, for de har stadig væk den samme politik som for nogle måneder siden, den samme løsning, men det er jo nogle andre problemer, vi står med nu, nogle kraftigere problemer.

Derfor kan vi jo konkludere, at det ville have været ganske, ganske urovækkende, hvis de, der står for en så uansvarlig økonomisk politik, havde siddet på magten, så de kunne have forhindret den almindelige danske familie i at opleve en indkomstfremgang her fra den 1. januar. Det var lidt om den overordnede situation, som vi selvfølgelig følger dag for dag, fordi det er en meget, meget ustabil situation, vi er i.

Vi følger den også på den måde, at vi i finanslovaftalen, for så at komme mere direkte til selve aftalen, på første side har skrevet, at der meget vel kan blive behov for at tage nye initiativer i løbet af kort tid. En ting er, at vi har lavet en finanslov, der samlet rummer initiativer, som bliver rost for at være god medicin til dansk økonomi i en ustabil tid; noget andet er, at der meget vel i løbet af kort tid kan blive behov for at gøre mere. Der synes jeg, at det er flot, at vi i fællesskab - finanslovpartierne - allerede på side 1 forholder os til det og skriver, at vi har et krudtlager liggende, som vi holder tørt med henblik på at kunne fyre det af, hvis vi kan se, at behovet er alarmerende og vi bliver nødt til at fyre det af. Vi har den 10. december nu, og finansloven træder i kraft den 1. januar, så vi kan meget hurtigt komme til at diskutere, om vi skal gøre brug af det her krudtlager.

I den debat, vi har haft indtil nu, er det, som om det fuldstændig er forbigået venstrefløjens opmærksomhed. Jeg mener, det er dog kun side 1, man skal frem til for at finde teksten om det krudtlager, så det er ikke engang noget, man sådan skal bladre voldsomt i bogen med finanslovaftalen for at finde ud af, nemlig at regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at der kan blive behov for at tage nye initiativer.

Det kan jo meget vel være, som Dansk Folkeparti har argumenteret for, at vi kan fremrykke investeringer i offentlige institutioner. Vi har gjort det krystalklart, at i det omfang der bliver plads i økonomien til, at vi hurtigere kan få renoveret nogle af de nedslidte offentlige institutioner, ønsker vi det. Og derfor kan det jo meget vel blive et af de initiativer, der skal tages, hvis vi kan se, at økonomien ikke vender og vi ikke får en bedring, men tværtimod en forværring - som vi jo desværre har kunnet se skylle ind over landet uge for uge. Det var noget om den overordnede økonomiske situation.

Hvis vi vender os til nogle af de aftaler, der er indgået med finanslovaftalen, ligger der, på trods af at vi har skullet håndtere det hele inden for en meget mere ustabil ramme end tidligere, rigtig mange gode initiativer til gavn for ganske almindelige mennesker i det her land. Det første, jeg lige vil nævne, er sundhedsområdet. Vi havde jo den situation i foråret, at vi havde strejker på sygehusområdet. Vi havde 300.000 behandlinger, som på forskellig vis blev aflyst eller udsat - altså 300.000 konkrete behandlinger, der skulle være foregået i vores sundhedsvæsen, men som ikke kunne finde sted på grund af strejkerne.

Det har været vigtigt for os i de forhandlinger om finansloven for 2009, der så har været, at vi fik forholdt os til det og sikret, at sundhedsvæsenet kommer tilbage i omdrejninger og får indhentet det efterslæb, sikret, at patienterne igen kan få den behandlingsgaranti, der gør, at man har sikkerhed for, at man bliver behandlet meget hurtigt i det offentlige sundhedsvæsen, og sikret, at vi har behandlingsgarantien til at presse det offentlige sundhedsvæsen til hele tiden at levere en god service og en god behandlingstid til den syge medborger.

Der er lagt en køreplan i finanslovaftalen, der måned for måned skal sikre, at vi den 1. juli næste år er tilbage, hvor vi var, før vi tabte de her 300.000 behandlinger i forbindelse med strejken. Det er en meget ambitiøs plan, men det har været vigtigt for Dansk Folkeparti, at den er ambitiøs, og at vi følger det tæt måned for måned for at sikre, at det offentlige sundhedsvæsen kommer tilbage i omdrejninger. Det er klart, at det koster flere penge, sådan vil det være, og om det koster flere penge end det, der allerede er afsat, ved vi jo også, når vi følger med i, om regionerne, som jo har det umiddelbare ansvar for sygehusområdet, når i mål i forhold til det, der nu her vedtages.

Det andet område, jeg vil nævne - der er jo masser af områder, der kunne nævnes, men alle har jo de samlede finanslovaftaler, og det kunne jo være, at man ved hjælp af spørgsmål kunne komme rundt om andet end det, jeg kan nå her - er, at vi bruger 200 mio. kr. mere næste år til at investere i bl.a. de offentligt ansattes arbejdspladser. Jeg tænker specielt på de offentligt ansatte, der er i social- og sundhedssektoren.

Hvis vi tager medarbejderne i ældreplejen, som slider og slæber for at sikre, at vores ældre medborgere har en ordentlig dagligdag, så peges der meget ofte på, at man kunne gøre tingene smartere og mere effektivt, så den ansatte fik en bedre arbejdsdag, hvilket jo selvfølgelig igen ville smitte af, så den enkelte ældre ville føle sig bedre betjent af de ansatte, der kommer rundt. Derfor er det meget glædeligt, at der i den her finanslovaftale faktisk afsættes 200 mio. kr. til bl.a. nye tiltag, der skal sikre, at de ansatte i den offentlige sektor, for så vidt angår ældreområdet, får bedre arbejdsvilkår. Det skal bl.a. sikres, at arbejdsopgaverne bliver lettere og hurtigere at løse, og at man kan få frigjort ressourcer til gavn for den enkelte ældre, der har behov for hjælp.

Et tredje konkret område, jeg vil nævne, er, at der med aftalen sættes ekstra midler af til udsatte og svage grupper. Det var det, jeg mente, da jeg sagde til hr. Morten Bødskov, at jeg ikke kunne forstå, at man i virkeligheden havde den største kritik, som jeg hørte ordførertalen, inden for områder, hvor man selv havde lavet aftaler. For det her er netop et af de områder, hvor Socialdemokratiet sammen med Dansk Folkeparti er med i aftalen med bl.a. regeringen. Det handler om, at vi skal afsætte flere midler til psykiatri, til sundhed for socialt udsatte, til en udvidet behandlingsret i voksenpsykiatrien. Det handler om, at der skal gøres en ekstra indsats for de udsatte grupper, bl.a. inden for lejergrupperne, der sættes ud af deres bolig. Og det handler om, at de mennesker, der hjælper vores handicappede, skal have forbedret deres løn- og ansættelsesvilkår.

Vi har så i øvrigt ved siden af det lavet en aftale med regeringen, der skal sikre, at de handicappede, der har behov for hjælp til biler, skal have en smidigere sagsbehandling og lettere adgang til at få hjælp til indkøb af bil, så de også kan komme rundt i samfundet ligesom alle mulige andre og besøge venner og familie, selv om det kræver, at de har bil til rådighed, altså bare for at nævne nogle ting.

I aftalen, som vi har lavet i fællesskab, står der faktisk, at der afsættes betydelige midler til at forbedre vilkårene for udsatte og svage grupper samt overførselsindkomstmodtagerne. Det handler om 846 mio. kr. næste år - 4,3 mia. kr. i alt for perioden 2009-2012. Det er en slat penge, som også er vigtigt at få understreget her, fordi der bliver givet et billede af, at der med den her finanslov ikke røres en finger for udsatte grupper. Selvfølgelig gør der det, og det endda altså i en aftale, som vi jo har kunnet konstatere, at ganske mange partier bakker op om.

Jeg vil også nævne politiets område, for hvis vi lige tænker tilbage til forhandlingerne om finansloven, handlede en meget stor del af diskussionen jo om, hvordan vi kunne få politiet til at fungere bedre. Vi stod med det udgangspunkt, at vi havde en politireform, der var kørt fuldstændig af sporet. Vi kritiserede allerede i sommer sådan virkelig for alvor, at implementeringen af den her politireform var gået galt, at indsatsen over for almindelige borgere, der ringede til politiet, var for dårlig - hvis man overhovedet kom igennem på telefonlinjen, kunne man ikke få politiet til at rykke ud. Det duer simpelt hen ikke.

Derfor tog vi jo fat om det i forbindelse med finansloven og har fået lavet en aftale, der skal bringe politiet tilbage på sporet. Det har vi et ekstremt stort behov for, for den utryghed, det skaber, at politiet ikke fungerer, er alarmerende. Det faktum, at vi i de københavnske gader har skyderi i nattelivet - det var tidligere en foreteelse, som man ikke troede mulig, det var helt alarmerende, hvis det skete en enkelt gang imellem, og nu er det ved at været daglig kost - kræver selvfølgelig mere politimandskab, det kræver selvfølgelig et mere synligt politi, det kræver, at politiet er til stede, og det kræver, at politiet kommer, når der kaldes. De ting har vi taget hånd om med finanslovaftalen, så vi afsætter betydelig flere penge for at sikre, at det personel, der er uddannede politifolk, kommer ud på gaden og patruljerer til gavn for borgerne i stedet for at sidde inde på kontorerne og lave skrivebordsarbejde.

Jeg skal blankt tilstå, at nogle af de ting, vi vedtager her, troede vi, vi vedtog med politireformen, men en elendig implementering af politireformen har desværre gjort det nødvendigt, at vi i forbindelse med finansloven for 2009 nu tager nye initiativer for at sikre, at vi får de forbedringer af politiets vilkår og dermed den service over for befolkningen, som vi jo ville have, da vi lavede politireformen for et par år siden.

Som jeg tidligere nævnte, er der et hav af andre punkter, der kunne være helt relevant at trække frem i forbindelse med fortællingen om finansloven for 2009, og jeg håber, der bliver lejlighed til det i den videre diskussion, for det her var, hvad jeg nåede at tage med i mit ordførerindlæg.

Tak. Jeg har ti på listen, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg læser dem lige op: Det er hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Frank Aaen, hr. Carsten Hansen, hr. Jens Christian Vernersen, fru Bente Dahl, fru Pia Olsen Dyhr, hr. Rasmus Prehn og hr. Jesper Petersen. Det ser ikke ud, som om jeg har overset nogen.

Det skulle vi godt kunne nå på 1 time, hvis alle opfører sig pænt og overholder taletiden. Så tager vi den første, hr. Morten Bødskov, for en kort bemærkning.

Tak for det. Det undrer mig, at Dansk Folkepartis ordførertale nærmest er en kalkering af Venstres ordførertale. Man mener, at alt går perfekt, at der ikke er grund til at gøre noget nu. Så er det, jeg vil spørge hr. Kristian Thulesen Dahl, om det er ensbetydende med en accept fra Dansk Folkeparti af, at det her samfund risikerer at få over 100.000 arbejdsløse næste år. Accepterer man det? Jeg fik ikke svar fra Venstres ordfører. Det tager jeg sådan set som et udtryk for, at man mener, at det er sundt for dansk økonomi. Mener Dansk Folkeparti, at det er acceptabelt, at vi får over 100.000 arbejdsløse næste år?

Ordføreren.

Nej. Det var svaret.

I forhold til resten: Hr. Morten Bødskov siger, at jeg skulle have holdt en tale, der indikerede, at alt går perfekt. Jeg tror, det var citatet: Alt går perfekt.

Nu har hr. Morten Bødskov jo en anden runde. Jeg vil meget gerne have, at hr. Morten Bødskov giver håndslag på, at vi, når min tale kommer i referatet af Folketingets forhandlinger - vi får det jo på tryk - går op på kontoret og i fællesskab læser talen igennem, for hr. Morten Bødskov har jo slet ikke hørt, hvad jeg har sagt. Den første halvdel af min tale gik på, at der var ustabilitet, at der var uro, at familierne var bekymrede, at selv om Nationalbanken satte renten ned, så steg den nede i banken. Halvdelen af min tale gik ud på at udtrykke bekymring over, hvad der foregår netop nu, hvorefter hr. Morten Bødskov citerer mig for at sige, at alt går perfekt. Så jeg håber, hr. Morten Bødskov vil give håndslag på, at vi i fællesskab lige læser helt præcis igennem, hvad det var, jeg sagde, og så vil jeg gerne høre, om hr. Morten Bødskov virkelig vil stå fast på, at det er det billede, jeg efterlader mig med min tale.

Hr. Morten Bødskov for anden gang.

Man må jo forstå Dansk Folkeparti sådan, at man mener, at regeringens politik er perfekt; det går perfekt, der er ingen grund til at gøre noget. Hvis man ikke mente det, skulle man da være klar til at gøre noget, når man hører de alarmklokker, der vælter ind over os, om dansk økonomi. Deutsche Bank, et stort anset institut, påpeger, at dansk økonomi kan risikere at havne i en negativ vækst på 2,3 pct. Flere tusind arbejdsløse vil der komme ud af det, og alligevel siger Dansk Folkeparti, fuldstændig som finansministeren siger, at vi har krudtet til at ligge i kælderen, og hvis der bliver problemer, tager vi det op og bruger det.

Man vil ikke anerkende, at det er et problem for helt almindelige familier, at så mange risikerer at blive arbejdsløse. Det tager jeg som et udtryk for, at alt går, som det skal. Vi accepterer, at 100.000, måske 125.000, mennesker i det her land bliver arbejdsløse næste år. Sådan må man tolke Dansk Folkeparti, og det synes jeg er dagens nyhed. Fra at forsvare de her mennesker er man nu klar til at ville kaste dem ud i ledighed.

Ordføreren.

Det er åbenbart ligegyldigt, hvad jeg siger, for hr. Morten Bødskov kører i sit eget spor totalt uafhængigt af, hvad jeg har sagt i både mit ordførerindlæg og mit svar lige for et øjeblik siden. Jeg fik et meget klart spørgsmål, jeg svarede nej. Det kunne ikke gøres mere enkelt, men så enkelt et svar kunne hr. Morten Bødskov ikke rumme. Det er dog fantastisk. Hr. Morten Bødskov som finansordfører for det parti, der vil have regeringsmagten, kunne ikke rumme så enkelt et svar på tre bogstaver. Det var for voldsom en belastning. Altså, helt ærligt, hr. Morten Bødskov ved jo godt selv, at det er elementært.

Vi har en uenighed om, hvorvidt man, 20 dage før en skattelettelse træder i kraft for den almindelige familie, skal trække den tilbage. Hr. Morten Bødskov siger til familierne, der nu får at vide, at de om 20 dage får en forbedret privatøkonomi til at betale de lidt stigende renter nede i banken med, at det vil han aflyse. Det siger jeg er uansvarligt. Der har vi en helt konkret forskellig måde at tackle problemerne på. Jeg siger, at det er uansvarlig økonomisk politik med 20 dages varsel at sige til befolkningen, at de skattelettelser, de troede de fik om 20 dage, trækker vi tilbage. Det er uansvarligt i en situation, hvor der er ustabilitet, utryghed, og hvor man sidder hjemme ved køkkenbordet og prøver at regne på, om de stigende renter bliver så stor en belastning, at man ikke rigtig kan klare sig igennem 2009.

Vi skal lige huske, at taletiden er 1 minut. Det er hr. Ole Sohn, der har den næste korte bemærkning.

Nu kan det være svært sådan at komme med citater fra taler, før man ser dem på skrift. Men jeg tror, at vi er nogenlunde enige om, at hr. Kristian Thulesen Dahl sagde, at hvis den negative udvikling viser sig, må man være klar til at gøre noget.

Men Økonomisk Redegørelse, som vi fik forleden, har jo klart defineret, at den danske økonomi er på vej ned, og at arbejdsløsheden er på vej op. Er det så ikke at udvise rettidig omhu, at man igangsætter nogle investeringer i en totalt nedslidt offentlig bygningsmasse? Hvorfor skal man vente, til der er 100.000 arbejdsløse, hvorfor ikke udvise rettidig omhu og planlægge igangsættelsen af den renovering, som vi er nødt til at foretage, medmindre man vil acceptere, at bygningshåndværkerne skal gå arbejdsløse i en længere periode, før man reagerer?

Ordføreren.

Det står krystalklart, at krisen er over os. Det står krystalklart, at der er ustabilitet. Det står krystalklart, at problemerne er meget, meget store. De skal så håndteres.

Så har vi håndteret dem på den måde, at vi har lavet en finanslovaftale, om hvilken der for 2 måneder siden blev sagt af alle de der økonomer, der render rundt og fortæller os, hvad der er klogt, at den var uansvarlig. Samtidig får vi nu at vide, at den finanslovaftale, vi har lavet, er rigtig forsvarlig, er rigtig god. De tog fejl i forhold til, hvad virkeligheden har bibragt os, i forhold til, hvad der var nødvendig kost. Derfor sad hr. Ole Sohn og jeg jo til møde i fællesskab med bl.a. de økonomiske vismænd her for en uge eller to siden i Finansudvalget og fik at vide, at den medicin, der lå i finanslovforslaget for 2009, var rigtig.

Jeg kunne ikke andet end at sige - jeg må gerne citere mig selv for sådan noget - at for 2 måneder siden mente vismændene, at det var forkert, men i dag mener de, at det er rigtigt. Så der er sket noget.

Så siger vi samtidig, at i det omfang problemerne fortsætter med at tordne deropad - og vi kan se, at vi ikke får brudt den negative udvikling, selv om vi alle sammen håber, at vi får det, håber, at der kommer en vending i det her - er vi klar med flere penge til at få aktiviteterne sat i gang for, til at få væksten sat i gang for igen i Danmark, altså lave en kickstart af dansk økonomi. Og der synes jeg da, at man med tilfredshed burde notere sig, at vi endda har forholdt os til det på side 1 i det finanslovforslag, der er til behandling her.

Tak. Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Ole Sohn.

Finanslovaftalerne er lavet. Regeringen har præsenteret Økonomisk Redegørelse. Den bygger på regeringens finanslovudspil, den bygger på regeringens ufinansierede 2015-plan. Med det scenarium, med de initiativer, Dansk Folkeparti har bidraget til, kan man se, at dansk økonomi går nedad, og at arbejdsløsheden stiger. Det sker på baggrund af de kendte finanslovaftaler, ergo har de ikke hjulpet. Vi ved, at arbejdsløsheden stiger, man kan bare åbne for radioen og høre, at der hver eneste time bliver afskediget folk.

Så er spørgsmålet: Hvornår skal man udvise rettidig omhu? Skal man det, når der er 100.000 arbejdsløse, skal man så sige: Hov, nu må vi hellere gøre noget? Eller er det nu, hvor bygningshåndværkerne går ledige - det gør de jo nu, de er begyndt at melde sig i de faglige organisationers a-kasser - vi skal planlægge og sætte gang i nogle energirigtige renoveringer af den offentlige bygningsmasse? Det vil da være at udvise rettidig omhu. Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke være med til det?

Ordføreren.

Vi både vil udvise rettidig omhu, og vi gør det også. De initiativer, der ligger i finansloven for 2009, træder i kraft den 1. januar 2009. Det er om 20 dage. Det vil sige, at ganske almindelige familier - hvilket bl.a. er et faktum, som vi har debatteret meget her i det sidste par timer - om 20 dage får flere penge mellem hænderne til at forbruge for. Det har de ikke fået endnu. Altså, selv om vi har haft et eller andet forløb herinde, hvor vi har diskuteret finanslov, så har den almindelige familie jo ikke set virkningerne af den her finanslovaftale endnu, for vi skal jo først stemme om den. Folketinget skal jo vedtage den, hvad vi forhåbentlig gør i morgen tidlig, og så kan skattelettelserne komme til at virke.

For hvis nu det var sådan, at det ændringsforslag, hr. Ole Sohn støtter, om at fjerne de skattelettelser fra den 1. januar og fortælle folk, at de ikke får de her penge mellem hænderne, blev vedtaget, ville det jo være en helt anden situation. Og det viser lidt om, at man jo ikke kan lade det virke, før det er vedtaget her. Tænk nu, hvis der var et flertal, der stemte for hr. Ole Sohns ønske om at fjerne de penge fra familierne den 1. januar?

Der er vi jo så uenige, for vi mener, at det er rettidig omhu, at familiernes økonomi sikres, og den sikres bl.a. ved de skattelettelser, de får den 1. januar.

Ja tak. Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Morten Helveg Petersen.

Ja tak. Ordføreren gør meget ud af at tale om tryghed, men jeg ved nu ikke, hvor meget tryghed der er i et rentespænd til eurozonen på 1,75 pct. Ordføreren argumenterer med vigtigheden af skattelettelser i forhold til tryghed, og hvis det virkelig er argumentationen nu fra Dansk Folkeparti, så er der jo en hel motorvej ind i de kommende forhandlinger, der skal være om en skattereform. Det at give skattelettelser og forholde sig til skatten må man jo så forstå på en måde, som om Dansk Folkeparti virkelig nu er villige til at lave en stor, ambitiøs skattereform til foråret. Det vil jo sådan set være fint nok, hvis det er tilfældet.

Men mit spørgsmål går egentlig på den lidt længere bane, den økonomiske 2015-plan. Erkender Dansk Folkeparti, at der er et holdbarhedsproblem i den samlede økonomiske politik? Så kan vi diskutere, om det er 0,8 pct. af BNP eller 1,3 pct. af BNP i 2015 - det er jo en diskussion, vi kan have - men erkender Dansk Folkeparti grundlæggende set, at hvis ikke vi gør noget, mangler vi i omegnen af 14-15 mia. kr. i 2015? Er det en problemstilling, som Dansk Folkeparti forholder sig til, og i givet fald hvordan?

Ordføreren.

Lad mig til det om skat sige, at når vi taler meget om tryghed, så er det årsagen til, at vi har været meget store tilhængere af og er meget store tilhængere af skattestoppet, fordi skattestoppet lige præcis sikrer familierne mod vilkårlige ændringer af skattebetalingerne. Og det bliver jo endnu mere nødvendigt, kan man sige, at der er ro omkring familiernes økonomi, når vi står i en tid, hvor det er meget ustabilt. Finansmarkederne fungerer helt irrationelt. Kan man så oven i det lette familiernes rådighedsbeløb ved at give en reel skattelettelse, så de får lidt mere til rådighed, tror vi faktisk, at det er rigtigt sund kost i den tid, vi står i netop nu.

Om 2015-planen vil jeg sige, at jeg synes, at det er alt for tidligt at svare på hr. Morten Helveg Petersen spørgsmål, for vi har et bestemt ønske om, at 2015-planen kan være det omdrejningspunkt, vi kan holde os inden for og styre i retning af, fordi det er meget, meget sundt, at vi har sådan nogle, hvad hedder det, mellemsigtede prognoser, som vi kan styre efter. Men vi bliver også nødt til at erkende, at når det er meget ustabilt, når det hele ruskes op og det skyller ind fra USA med dårlige nyheder osv., så påvirker det dansk økonomi. Derfor synes jeg da, at der er meget klogskab i hele tiden at vurdere, hvordan det så påvirker vores prognoser i forhold til fremtiden. Men jeg synes, det er for tidligt at afskrive 2015-planen. Jeg synes, det er godt, at vi har et arbejdsredskab, vi forholder os til, og vi vil meget gerne se, hvordan vi kan nå i mål i forhold til 2015-planen ved hele tiden at tilpasse den nødvendige politik i årene frem til 2015.

Hr. Morten Helveg Petersen for anden gang.

Det synes jeg er interessant at høre, for det må jo så indebære, at ordføreren medgiver, at det altså er i omegnen af 60.000 mennesker, vi skal have ud på arbejdsmarkedet. Altså, det er jo en kolossal udfordring, hvis vi skal indfri, hvis vi skal realisere 2015-planen. Vi kan sagtens have en diskussion om den - og det er jo ikke, fordi den er opfundet eller har groet i i Det Radikale Venstres forhave. Men værdien i at have en, skal vi sige, langsigtet plan for økonomien er kolossalt stor.

Men bare så jeg eller vi alle forstår det ret: Vil det sige, at Dansk Folkeparti er enige i, at hvis ikke vi gør noget, så har vi et hul i kassen på i omegnen af 15 mia. kr. i 2015, og at der altså så påhviler os en fælles politisk udfordring i at reformere skatten og arbejdsmarkedet, og hvad vi ellers kan bruge af instrumenter for at imødegå det her holdbarhedsproblem, som vi har i økonomien?

Ordføreren.

Altså, det, jeg siger, og som hr. Morten Helveg Petersen er inde på, er, punkt 1: Det er sundt at have en plan, som går nogle år frem, og som man kan styre nogenlunde efter. Det er vi enige om.

Punkt 2: Det er en ekstremt ustabil tid, vi lever i, men vi synes, det er for tidligt at begynde at skrotte 2015-planen. Vi synes, det er godt at holde fast i den og se, om vi kan nå i mål med den.

Punkt 3: Ja, det kræver nye initiativer at nå i mål med den. Det har vi sådan set aldrig lagt skjul på. Vi har bare en anden metode til at nå målene med end den, regeringen forsøgte sig med her i efteråret, hvor regeringen meget gerne ville have sådan nogle meget store klumper sat på plads, og så var det ordnet. Vi har hele tiden været tilhængere af, at vi hele tiden justerer eksempelvis arbejdsmarkedspolitikken, så vi har en arbejdsmarkedspolitik, der er tilpasset situationen. Og der syntes vi ikke, at det var rigtigt her i efteråret, for nu lige at tage den, at halvere dagpengeperioden i en tid, hvor vi kunne se, at ledigheden ville stige. Det ville skabe forøget utryghed, i forhold til at mange frygter at blive ledige. Derfor syntes vi ikke, det var fornuftigt at begynde at rode med dagpengeperioden. Det gjorde vi klart over for regeringen, og det var der jo et flertal der gjorde, og derfor faldt det forslag.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Frank Aaen.

Ude i kommunerne har de over hele landet manglet penge og har måttet afvise fornuftige forbedringer af velfærden. Senere på dagen her vil Dansk Folkeparti stemme imod en lang række ændringsforslag til finansloven, der ville have forbedret velfærden, fordi man siger, at der ikke er råd; der er ikke råd, er argumentet hele vejen igennem. Men da bankerne kom og bad om hjælp, var Dansk Folkeparti med til at lade milliarderne flyde i hobetal ud af statskassen og ud af skatteydernes lommer.

Jeg er helt med på, at almindelige mennesker selvfølgelig skal hjælpes, hvis de kommer i klemme i forhold til finanskrisen, men helt ærligt: Hvorfor skal spekulanter og aktionærer forsynes med penge fra skatteyderne?

Ordføreren.

Hvis vi isoleret tager 2009, er det sådan, at med den aftale, som vi stemmer for, altså finanslovaftalen, får kommunerne flere penge i 2009, end de ville have fået, før vi forhandlede finanslov. Så ud over det, de selv forhandlede hjem i sommer, hvor kommunerne jo kom ind til regeringen og forhandlede økonomi, som hr. Frank Aaen selvfølgelig ved, har vi lavet en finanslovaftale, der lægger noget oveni, så kommunerne har mere at gøre godt med. Vi har så samtidig sagt, at i det omfang der er mulighed for at få fremrykket offentlige investeringer, f.eks. i bygninger, daginstitutioner, skoler osv., så har vi et krudtlager liggende klar til at lave en kickstart af dansk økonomi, hvis det bliver nødvendigt. Så vi har forholdt os lige præcis til de der punkter.

Når det drejer sig om banksektoren, er det, vi har gjort dér, at sikre, at indskyderne, altså folk, der har penge stående i banken, er sikret deres indskud. Og vi tror, det har været helt nødvendigt, at vi har sagt til familier, der har penge i banken, at de ikke skal frygte, at deres penge er i fare, hvis banken får problemer. Og det skyldes jo simpelt hen igen hensynet til den enkelte danske families økonomi, og at man kan have tryghed og ro og stabilitet omkring den; det har været vigtigt for os.

Hr. Frank Aaen for anden gang.

Jamen som jeg sagde: Almindelige mennesker vil vi gerne være med til at hjælpe - de var i øvrigt langt hen ad vejen sikret i forvejen på grund af Indskydergarantifonden - men 3.000 milliarder skatteyderkroner er sat på spil; 20 mia. kr. er afleveret til Roskilde Bank, 100 mia. kr. har bankerne bestilt så sent som i går, og jeg forstod, at det er Dansk Folkeparti i princippet enig i. Jeg mener, det er jo spekulanter, der har op til 1,8 mia. kr. - har vi fået oplyst - til gode, f.eks. i Roskilde Bank.

Vi skal hjælpe almindelige mennesker, men når der ikke er råd til den velfærd, vi mener der skal være, hvorfor skal skatteyderne så betale til spekulanterne og aktionærerne?

Ordføreren.

Altså, den bankpakke II, der tales om, har vi ikke taget stilling til på anden vis, end at vi har sagt, at meget tyder på, at der bliver behov for at tage nye initiativer for at sikre, at vi kommer ordentligt igennem den ustabilitet, vi ser, men vi har ikke forpligtet os til en bestemt måde at gøre det på, en bestemt model, for vi synes, at der er nogle meget principielle spørgsmål, som det er vigtigt at man har god tid til at diskutere, inden man springer ud i at lave en ny bankpakke.

Det andet, jeg vil sige, er, at hr. Frank Aaen jo har en eller anden idé om, at hvis nogle sætter mange penge i banken, så er de ondsindede spekulanter. Det kan man selvfølgelig have som udgangspunkt, men jeg er altså ikke sikker på, at det altid forholder sig sådan; jeg tror også, der kan være folk, der har en del penge, de godt vil skyde ind i banken, og de vil jo ikke være omfattet af den indskydergarantiordning, vi havde tidligere, på 300.000 kr., og har egentlig ikke nogen ond vilje eller ond hensigt med det. Men hvad ville konsekvensen have været, hvis ikke vi havde gjort noget? Ja, konsekvensen ville så have været, at de ville have flyttet deres penge væk, og det ville have givet uro om den danske banksektor. Det ville have betydet stigende renter - endnu mere stigende renter end det, vi har set - for den ganske almindelige familie. Det ville vi ikke være med til, og derfor syntes vi, det var rigtigt og klogt at tage det initiativ, vi tog tidligere på efteråret, i forhold til bankerne.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Carsten Hansen.

Nu til noget helt andet, som man jo siger på tv. Jeg vil godt tale om det loft, som er lagt ind for pensionistmad til ældre, der bor på plejehjem. Jeg står her med en Ritzaumeddelelse om, at en forsker, som hedder Poul Erik Mouritzen, siger, at på grund af det betalingsloft, som der lægges ind for kommunerne, vil det have en normdrivende effekt, så man risikerer, at de, som betaler for meget i dag, sådan set får dårligere mad, og de, som i dag betaler mindre, skal til at give noget mere. Det er jo, fordi kommunerne fattes penge.

Samtidig vil jeg godt høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl er stolt af, at man nu ikke har fået dem, der bor ude i byen i deres eget hjem, med her. De kan komme til at give helt op til næsten 6.000 kr. på grund af det her loft på 3.000 kr. og måske nærmest 3.000 kr. for at få bragt maden ud. Havde det ikke været en idé, om man havde taget det, vi var enige om, inden man gik ind til finanslovforhandlingerne, nemlig at der skulle et generelt loft over, og at kommunerne skulle kompenseres?

Ordføreren.

Det var egentlig et pudsigt spørgsmål. I den første del af spørgsmålet henviser hr. Carsten Hansen til en ekspert, der mener, at det er ganske forfærdeligt, at der kommer et loft over betalingen for ældremad. Og i den sidste halvdel spørger han så, hvorfor vi ikke har udstrakt loftet til flere grupper end dem, vi har udstrakt det til. Begge dele skal man i hvert fald ikke tage for pålydende og kæmpe for.

Vi har noteret os, at det skridt, vi tog, med at lægge loft over de ældres madbetaling, for så vidt angår de ældre, som bor på plejehjem eller i plejeboliger, var et initiativ, som vi jo syntes har været nødvendigt, og som er blevet rost, også af Ældre Sagen. Det er vi selvfølgelig meget glade for.

Det er jo ikke det samme, som at vi synes, at vi kom helt i mål. Derfor er det jo sådan med det her loft over ældremad for os - nøjagtig som det i øvrigt har været med ældrechecken, som jo til januar forhøjes til 10.300 kr. fra de nuværende 7.600 kr. - at man skridt for skridt forbedrer ordningen. Derfor synes vi, det vil være helt rigtigt, at vi har en anden fase af diskussionen om loft over ældres madbetaling, der så omfatter, om der er flere grupper af ældre, der bør omfattes af loftet.

En kort bemærkning til fra hr. Carsten Hansen.

Nu kan jeg jo ikke være garant for alt, hvad hr. Kristian Thulesen Dahl kan forstå og ikke forstå. Det ene spørgsmål gik jo i virkeligheden på, at når man ikke kompenserer kommunerne og samtidig lægger et loft over betaling for ældremad på plejehjem og plejeboliger, forringer man jo maden, og for dem, som i dag har en lavere pris, bliver det normsættende, så det bliver en højere pris, for kommunerne fattes penge på grund af et anlægsloft og et serviceloft, som hr. Thulesen Dahl sammen med finansministeren har lagt.

Det andet spørgsmål var: Når nu der var et flertal i Folketinget med Socialdemokraterne og SF osv., hvorfor har man så ikke holdt fast i, at det var alle pensionister, det her loft skulle gælde for, med fuld kompensation til kommunerne? Jeg håber og beder til, at spørgsmålet er forstået. Det kunne jeg lige spørge hr. Kristian Thulesen Dahl om her til sidst: Er spørgsmålet fuldt forstået?

Ordføreren.

Nej, og hvad vil hr. Carsten Hansen så gøre? (Munterhed).

Når hr. Carsten Hansen siger, at vi laver en aftale om loft for de ældres madpriser, så siger hr. Carsten Hansen, at det er et problem, når vi så ikke kompenserer kommunerne for det tab, de får. Men det gør vi da. Det gør vi på nøjagtig samme vis, som man under socialdemokratisk ledede regeringer kompenserede kommunerne, altså at kommunerne under et selvfølgelig får det, kommunerne under et mister, som følge af at Folketinget nu kommer med et krav om loft for, hvor meget de ældre må betale for mad. Derfor er grundlaget for spørgsmålet jo mærkværdigt. Altså, jeg ved ikke, om hr. Carsten Hansen havde en eller anden filosofi om, at man skulle lave om på det system, der er mellem stat og kommuner med hensyn til, hvordan man afregner sådan nogle ting. Men der er et helt indarbejdet system, som Kommunernes Landsforening synes er den måde - har jeg forstået - man skal gøre det på, og så gør vi det. Det er jo besynderligt, hvis vi så skal have kritik for det.

Ældre Sagen har jo også syntes, at det var fornuftigt, at vi lavede det her. De ville gerne, at vi skulle gå videre, og det synes vi også vi skal. Derfor ser vi frem til nøjagtig ligesom med ældrechecken, at det her bliver noget, der bliver udbredt, så vi simpelt hen gør det, at vi forbedrer vilkårene for stadig flere ældre medborgere.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jens Peter Vernersen, som jeg vist kom til at kalde noget andet før, men som hedder hr. Jens Peter Vernersen.

Der er vel ikke nogen som helst tvivl om, at det, danskerne i øjeblikket er allermest bekymrede over, er beskæftigelsen, der falder; det er arbejdspladser, vi taber; og det er ledigheden, der stiger. Det er den bekymring, der er. Vi ser jo allerede nu, hvordan det går en række virksomheder.

Mener Dansk Folkeparti og hr. Kristian Thulesen Dahl, at svaret på den bekymring er skattelettelser? Hvis man mener, at det er midlet, er det så et middel, man fortsat vil anvende, eller vil man anvende det middel, som Socialdemokraterne har foreslået, nemlig aktive investeringer, der sætter gang i forretningen Danmark? Mener man virkelig, at man løser alle de problemer, vi har foran os, hvis det er, at man sænker skatterne tilstrækkeligt? Hvor langt skulle vi så i givet fald ned, for at alle problemerne blev løst?

Ordføreren.

Nej, det mener vi ikke. Vi mener, det er en kombination; vi mener, det er meget klogt, at vi i den situation, vi er i nu, hvor den ganske almindelige familie er utryg med hensyn til sin egen økonomi, sikrer, at man har lidt mere til rådighed fra den 1. januar - altså om 20 dage - end man har i dag; at man fra januar har lidt mere til rådighed, end man har i december. Det tror vi er det ene svar.

Det andet svar er, at vi har gjort det klart i finanslovaftalen, at i det omfang vi så kan se, at vi ikke får vendt økonomien, og at det fortsat går dårligt, så vil tage nye initiativer. De nye initiativer kan meget vel være, at vi kan fremrykke investeringer i bl.a. nedslidte offentlige bygninger - det ville vi i Dansk Folkeparti parti synes ville være rigtig godt. Altså, det er på en meget trist baggrund, for det er meget, meget negativt, at mennesker skal frygte ledighed, men det skaber jo så grobund for muligheden for at få fremrykket nogle offentlige investeringer, og at flere ledige så kan komme i beskæftigelse.

De grupper af mennesker, der står foran ledighed nu, befinder sig til dels inden for byggebranchen, men så sandelig også inden for mange andre brancher, som jo har brug for, at ganske almindelige mennesker tør bruge nogle penge i det her land, for at de ikke skal blive kastet ud i arbejdsløshed. Der er den skattelettelse, der kommer fra den 1. januar, altså også vigtig.

Så er det anden korte bemærkning fra hr. Jens Peter Vernersen.

Jamen tror hr. Thulesen Dahl virkelig, at det, der kommer her, er svaret på den utryghed, mennesker oplever, når de står foran at miste deres arbejde? Det er i træindustrien, i byggeindustrien, på slagterierne - det er jo over et meget, meget bredt spektrum, at det her sker, fordi store dele af vores eksport går i stå. Det er jo det, vi ser i øjeblikket. Hvis man ser i Økonomisk Redegørelse, kan man jo godt se, hvad det er, der skal til for at ændre det her, og det er jo netop ikke at sætte disse skattelettelser i gang.

Jeg vil spørge: Hvor langt vil man gå med den politik? Vil man fortsætte, eller hvad er det, man vil?

Ordføreren.

Altså, jeg ved ikke - virker de her mikrofoner? Der er et eller andet galt. Jamen det er ikke for at være sjov - det er simpelt hen, som om det, jeg står og siger heroppefra, har i hvert fald den socialdemokratiske folketingsgruppe meget besvær med at høre, for jeg tror ikke, at det er af mangel på mulighed for at forstå det. Jeg tvivler ikke på socialdemokraters evne til at forstå, så der må være et eller andet, der galt med hensyn til at kunne høre det.

Jeg har jo svaret på det spørgsmål, hr. Jens Peter Vernersen stiller. Altså, vi synes, at de skattelettelser, som folk nu er blevet stillet i udsigt, og som de ved kommer den 1. januar, så de i januar og efterfølgende har lidt mere til rådighed, end de har i december og har haft før det, er fornuftige i en tid, hvor vi har brug for, at folk tør bruge nogle penge. Vi har ikke brug for, at det hele går i sort; vi har ikke brug for, at alle folk på samme tid spænder livremmen ind og siger: Vi tør ikke købe julegaver til familien til at lægge under træet den 24. december. Det er klog politik, og den bliver også rost fra mange steder som den rigtige politik og den rigtige medicin nu.

Så siger jeg, at vi har et krudtlager liggende, som vi gerne vil brænde af, hvis det bliver nødvendigt. Vi håber, at der kommer en vending, men hvis ikke den kommer, er vi klar til at tage nye initiativer. Der siger jeg så, at det, som burde have fået hr. Jens Peter Vernersen til at komme op af stolen i glæde, kan komme på tale, nemlig at få fremrykket offentlige investeringer, som gør, at vi får sat gang i nogle ting, at vi på en meget trist baggrund, hvor der er nogle, der bliver ledige, så får plads til at gøre nogle af de ting, vi gerne vil gøre, bl.a. i den offentlige sektor. Det burde have fået hr. Jens Peter Vernersen til at glæde sig i stedet for det modsatte.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Bente Dahl.

Dansk Folkepartis ordfører nævnte ordet tryghed en hel del gange i ordførertalen, også utryghed, men jeg vil gerne lige koncentrere mig om tryghed, og hvordan vi får den tryghed. Hvis jeg skal forstå Dansk Folkepartis bud på det, så betyder ingen ændringer tryghed. Mener Dansk Folkeparti, at det ikke at gøre noget giver tryghed, giver stabilitet?

Jeg kan også konkretisere det. Er det at kunne få hjemmehjælp i årene fremover, når man er ældre og afhængig af den hjælp, tryghed? Det er allerede nu svært at finde medarbejdere i ældreplejen. I det første halvår af 2008 måtte kommunerne opgive at ansætte mere end 1.500 social- og sundhedsassistenter. Om bare 10 år vil der mangle 6.600 flere, og det svarer til, at 13.000 ældre må undvære hjemmehjælp.

Vil Dansk Folkeparti bidrage til arbejdsmarkedsreformer, der kan sikre, at de ældre også kan få hjemmehjælp om 10 år?

Ordføreren.

I mange sammenhænge skal der selvfølgelig tages initiativer for at sikre, at vi har et godt velfærdssamfund, også i årene fremover. Vores tilgang har bare altid været, at når vi laver om på ting, som er kendte for folk, så gør vi det i en takt, så folk kan være med, så mennesker i dagligdagen ikke bliver revet ud af den situation, de er i, men så forandringerne kommer i et tempo, hvor alle i Danmark kan føle sig trygge og være med i processen.

Det har været vigtigt for os. Det er også derfor, vi har rost regeringen, når den har haft den tilgang til tingene, og så har vi kritiseret regeringen, når den har haft en tanke om, at man sådan lige fra den ene dag til næste skulle lave meget store reformer. Det er ikke det, der skaber stabilitet for den enkelte familie.

Med hensyn til det med at skabe større arbejdsudbud, altså mere arbejdskraft, bl.a. inden for ældreplejeområdet og sundhedsområdet, har vi været meget aktive, både med hensyn til den jobplan, vi lavede i foråret, hvor mange af initiativerne slet ikke virker endnu, men hvor vi pukker på regeringen for, at de skal komme til at virke, og også her i efteråret, hvor vi har lavet en handlingsplan for at få nedbragt det meget store sygefravær. Sygefraværet er jo meget stort, bl.a. hos de ansatte i ældreplejen, så det er jo også en del af det at løse problemet at sørge for, at man kan arbejde i ældreplejen uden at blive syg og blive sygemeldt i længere perioder. Det siger sig selv, at de så står og mangler den medarbejder ude i ældreplejen.

Jeg tjekker lige efter, om lampen på talerstolen virker. Det kan jeg se at den gør.

Den anden og sidste korte bemærkning fra fru Bente Dahl.

Jeg kvitterer selvfølgelig for svaret, men ordføreren nævnte et andet vigtigt område i sin ordførertale: sundhedsområdet. Hr. Kristian Thulesen Dahl nævnte, at Dansk Folkeparti har en ambitiøs plan på sundhedsområdet, og så vil jeg høre, om der i den ambitiøse plan er taget højde for uligheden i sundhedsvæsenet. Er adgang til lige behandling med i planen?

Baggrunden er, at der i øjeblikket mangler næsten hver femte speciallæge, men for den million danskere, der har tegnet en privat sundhedsforsikring, er det ikke noget problem. Halvdelen af dem, der tjener over 600.000 kr. om året, har tegnet sundhedsforsikring, men det gælder ikke for to ud af tre med en årsindkomst, som er lavere end 300.000 kr. Kort og godt: Konsekvensen af mangelen på arbejdskraft er, at de offentlige og private sygehuse konkurrerer om lægerne. Vil Dansk Folkeparti på den baggrund forhindre, at uligheden på sundhedsområdet tager til?

Ordføreren.

Det vil vi forhindre, og det vil vi gøre, ved at vi har et offentligt sundhedsvæsen, der fungerer. Vi tror på, at den bedste vej til at sikre os imod en stigende ulighed er, at man ved, at der er et offentligt sundhedsvæsen, der fungerer, så det er der, man med tryghed kan gå hen og blive behandlet.

Men kampen mod ulighed består så også i, at det ikke bare er dem, der er rige, der har mulighed for, hvis det offentlige ikke kan behandle dem, så at komme på et privathospital.

Derfor er den her behandlingsgaranti, som jo går ud på, at man, hvis det offentlige ikke kan behandle en, så får pengene med over til et privathospital, jo i virkeligheden med til at skabe lige forhold. Hvis man afskaffer den, som nogle har talt om, så bekæmper man en ulighed, man ser ét sted, med en anden form for ulighed, nemlig den, at det er de, der tjener meget og som har stor formue, som altid vil bruge privathospitalerne, mens alle øvrige er henvist til de offentlige sygehuse, også i de situationer, hvor det offentlige sygehusvæsen ikke kan klare opgaven inden for en rimelig tid.

Jeg har tre mere på talerlisten, og det er fru Pia Olsen Dyhr, hr. Rasmus Prehn og hr. Jesper Petersen, men jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 1. del af 3. behandling af lovforslag nr. L 2:

Forslag til finanslov for finansåret 2009.

Af finansministeren (Lars Løkke Rasmussen).

(Fremsættelse 07.10.2008. 1. behandling 09.10.2008. Betænkning 23.10.2008. 2. behandling 13.11.2008. Tillægsbetænkning 04.12.2008. I tillægsbetænkningen er der stillet 602 ændringsforslag. Uden for tillægsbetænkningen er der den 08.12.2008 af finansministeren stillet 37 ændringsforslag (nr. 603-639)).

Vi er i gang med dagens debat. Der var tre spørgere tilbage, før vi gik til frokost. En har i mellemtiden trukket sig, så der er to tilbage til korte bemærkninger. Den første er hr. Rasmus Prehn, værsgo.

Inden frokost oplevede vi en ordfører fra Dansk Folkeparti, som var usædvanlig kæk. Man kan nærmest sige, at det var en ordfører, der var usædvanlig frisk i tandkødet. Der var plads til vittigheder om, hvorvidt mikrofonerne virkede, hvorvidt den socialdemokratiske folketingsgruppe var tunghør, om vores ordfører nu forstod det, der blev sagt.

Men er sagen ikke den, at for finanspolitik og ledighed gælder det, at timing simpelt hen er det allerallervigtigste? Dansk Folkepartis ordfører er jo også formand for Folketingets Finansvalg, og burde formanden for Folketingets Finansudvalg ikke vide bedre end nogen, at timing simpelt hen er alt? Når vi i dag på forsiden af Berlingske Tidende kan læse, at virksomheder gør klar til massefyringer, når vi kan læse i Politiken, at ufaglærte blive fyret i stort tal, så er der en ledighed, og så er det altså nu og ikke senere, der er behov for at have offentlige investeringer, der kan sætte gang i beskæftigelsen igen.

Kan formanden for Folketingets Finansudvalg ikke bekræfte, at der altså er en større beskæftigelseseffekt ved at sætte gang i det offentlige byggeri frem for at give skattelettelser?

Værsgo at svare.

Allerførst vil jeg i forhold til indledningen sige, at jeg bestemt ikke før frokost har påstået, at socialdemokrater ikke kan forstå. Det, jeg drog i tvivl, var, om man kunne høre, hvad der blev sagt heroppefra. For jeg har en stor tro på, at socialdemokrater evner at forstå, men de kunne så åbenbart ikke høre, hvad jeg sagde, og det må have været årsagen til det. Det er bare lige for, at vi er enige om det. Jeg kunne ikke drømme om at anfægte socialdemokraters evne til at forstå.

I forhold til spørgsmålet: Se, det, der var omdrejningspunktet i debatten før frokostpausen, gik jo på det her med, om det i den nuværende situation var forsvarligt at aflyse de skattelettelser, som danskerne har fået at vide de får fra den 1. januar - altså om 20 dage - om det ville være forsvarligt i en situation, hvor den enkelte familie er utryg vedrørende sin økonomi, og hvor de af bankrådgiveren nede i banken får at vide, at renten på boliglånet og på billånet osv. er stigende, at sige, at vi aflyser nogle penge, som folk forventer at få fra den 1. januar. Er det forsvarligt? Så siger vi: Nej, det er det ikke. Er det derudover forsvarligt at fremrykke offentlige investeringer, hvis vi kan se, at nedturen fortsætter? Så siger vi: Ja, det er det. Og det er præcis det, der fremgår af den finanslovaftale, vi har indgået med regeringen.

Hr. Rasmus Prehn for anden og sidste korte bemærkning.

Ja, fremrykke, hvis udviklingen fortsætter. Men udviklingen er her, her og nu. Der er stigende ledighed. Forsiden af Berlingske Tidende taler om massefyringer. Så det er jo nu, der skal sættes ind. Vi spørger helt klart: Kan Dansk Folkepartis ordfører bekræfte, at fremrykkelse af offentlige investeringer virker bedre i forhold til at stimulere beskæftigelsen end skattelettelser? Kan ordføreren bekræfte det?

Værsgo at svare.

Isoleret set vurderes det, at der er en større jobeffekt på offentlige investeringer. Det er jo lige præcis også derfor, vi forbeholder os ret til at forøge de offentlige investeringer ud over det, der allerede er aftalt med finansloven for 2009, for lige præcis at sikre, at folk kommer i beskæftigelse, og at ledigheden ikke bare tordner derudaf.

Hvis Socialdemokratiet, som nu har bekymret sig meget om, hvad der står på forsiden af Berlingske Tidende, også læser videre inde i avisen - det ved jeg ikke om man gør eller man kun tager forsiden - og går om til det, forsiden henviser til, nemlig på side 10 i det tillæg, der hedder Business, så fremgår det faktisk der, hvad det er for nogle virksomheder, man henviser til, når man taler om stigende ledighed netop her og nu. Der nævnes bl.a. Sterling, Carlsberg, Sydbank, Saxo Bank, Coloplast, B&O, Danish Crown, Velux, TDC. Det er bare for lige at give Socialdemokratiet en idé om, at der også er steder, der ikke ville få gavn af en fremrykket offentlig investering, men hvor det handler om - hvis ganske almindelige familier tør bruge nogle penge på julegaver, tør bruge nogle penge også i januar - at vi måske så kan undgå for store nedskæringer i den her type virksomheder med en stigende ledighed til følge. Det er jo det, vi skal prøve at sikre, nemlig at folk er i beskæftigelse frem for i ledighed.

Tak for det, og vi går videre i rækken. Den næste, der får ordet for en kort bemærkning, er hr. Jesper Petersen, værsgo.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl brugte meget af sin taletid på at tale om tryghed og kom ind på den bekymring, som man med god grund har ved køkkenbordene rundtomkring, hvor man for tiden ser på, hvordan økonomien ser ud, og spørger: Har vi stadig vores job? Har vi stadig vores fornuftige privatøkonomi i det kommende år?

Jeg håber, vi kan være enige om, at det vigtigste er at holde folk i beskæftigelse, og at der er en meget høj beskæftigelsesgrad i Danmark, men jeg håber først og fremmest, at Dansk Folkeparti vil medvirke, når krudtlageret skal frem, til offentlige investeringer og ikke til nogle ufinansierede skattelettelser, som vennerne på den borgerlige fløj har foreslået.

Når vi nu taler om bekymring ved køkkenbordene, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på de 59.000 børn, som der i dag er i Danmark i familier, som ikke har råd til at holde den jul, som de gerne vil, og som faktisk betegnes som decideret fattige. Dem er der blevet væsentlig flere af de sidste 5 år. Det er familier, hvor bekymringerne ved køkkenbordet handler om det helt nære som f.eks.: Kan vi rent faktisk komme til at holde den jul, vi gerne vil? Har vi råd til at give vores børn julegaver i år? Har vi råd til at holde den julefest, som vi gerne vil, for familien? Når Dansk Folkeparti taler så meget om tryghed, vil jeg spørge: Er det her så ikke også en gruppe, som man skulle tage at gøre noget for, og som ikke er sat på finansloven?

Værsgo at svare.

Det kan ses i finansloven under det afsnit, der handler om forbedringer for syge, udsatte og svage grupper, at der er taget et initiativ - og jeg læser lige op - for udsatte grupper, herunder en initiativpakke målrettet lejere, der sættes ud af deres bolig, og en særlig indsats for udsatte børn og unge.

Jeg tror, at der blandt flere partier har været enighed om, at det ville være godt at gøre en ekstra indsats, og at der derfor også har været enighed i en bred kreds af partier om, at der skulle sættes ekstra penge af. Så samlet set taler vi her om initiativer - det gælder også for en række andre udsatte grupper end dem, hr. Jesper Petersen specifikt nævner - der beløber sig til, at man i perioden 2009-2012 afsætter i alt 4,3 mia. kr. til hele det område. Så der er stor opmærksomhed om det, og der gøres med finanslovaftalen en ekstra indsats for lige præcis udsatte børn og unge.

Hr. Jesper Petersen for anden og sidste korte bemærkning.

Tak for det. Når jeg spørger til det, er det, fordi jeg har bemærket, at den linje, som hr. Kristian Thulesen Dahl meget gerne fører, er den om det her med at tage sig af de udsatte grupper. Men jeg kan så bare ikke forstå, hvorfor vi skal nøjes med de lapperier, som er sket i finansloven. Hvorfor accepterer og bakker Dansk Folkeparti op om en regering, som har indført starthjælp og har indført et kontanthjælpsloft, som skaber den her fattigdom i mange børnefamilier?

Dansk Folkeparti har chancen for at være med til at stemme for de ændringsforslag, der kommer fra oppositionens side, om at afskaffe de ting, om at indføre, at der ikke kun skal være loft over ældremadbetalingen for dem, der bor på plejehjemmene, men også for dem, der bor derhjemme, og om, at der bliver en fuld regulering af pensioner og SU, så der ikke sker udhuling år for år. For det er da at forbedre hverdagen og øge trygheden for de almindelige mennesker, som altså er kommet i klemme økonomisk bl.a. på grund af de ting, som regeringen har indført, og som Dansk Folkeparti villigt har hjulpet til med. Kan vi regne med, at vi næste år vil se en finanslov, der viser, at det endelig er gået op for også Dansk Folkeparti, at det ikke er nok med de lapperier, Dansk Folkeparti har været med til at indføre, og som altså er nogle ting, der har øget fattigdommen i Danmark? Er det endelig gået op for Dansk Folkepari, at vi må af med de ting? Chancen for at stemme for det er der i morgen. Ellers må vi jo vente til næste år. Men hvad siger hr. Kristian Thulesen Dahl til det?

Værsgo at svare.

Det, jeg konkret nævnte før som svar på spørgsmålet, er en pakke, der blev lavet en aftale om her i efteråret, efter at regeringen havde fremsat sit finanslovforslag. Det er ikke bare en del af regeringens politik. Det er en aftale, der er indgået her mellem en bred kreds af partier, om nogle forstærkede tiltag for at sikre dem af vores børn og unge, der er kommet i en særlig udsat situation.

Noget andet, som jeg synes er vigtigt at nævne, er, at nøglen til, at børn og unge i mange familier får det bedre, bl.a. er, at de voksne, forældrene, er i arbejde, for et af de problemer, vi jo tidligere har haft og også overtog i 2001, var desværre en ledighed, der var langt større end den, vi har i dag.

Selv om vi nu taler om, at der er en stigende ledighed, er det jo gudskelov sådan i dag, at ledigheden ligger langt under den, man havde frem til 2001 under statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Et af svarene på det er jo, at forældrene er kommet i job og tjener penge, så der også bliver bedre mulighed for, at børn og unge har det godt, og et svar er også, at de udsatte forældre, altså dem, der havde svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er også derfor, vi tager det så alvorligt, at ledigheden nu stiger, og vi er klar til at tage initiativer til at modvirke, at ledigheden bare får lov til at stige og stige.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste taler er hr. Ole Sohn fra SF. Værsgo.

Siden vi mødtes til førstebehandlingen af finansloven, er der unægtelig sket store forandringer i samfundet. Vi er i en situation, hvor vi nu har negativ vækst i samfundsøkonomien. Vi har en stigende ledighed, og vi kan se, at statens overskud forsvinder ganske hurtigt.

Vi kan også se, at prognoserne for de kommende år ser meget dystre ud. Senest har regeringen i sin Økonomiske Redegørelse, som kom her forleden, understreget de dystre prognoser, som er forudsagt af både danske og udenlandske økonomer. Det betyder, at vi, ud over det, vi kan konstatere allerede nu, med den stigende ledighed og den dårlige økonomi, kan forudse, at der sker en yderligere stigning i arbejdsløsheden, og at vi i 2010 får et underskud på de offentlige finanser på ikke mindre end 23 mia. kr. Og i det lys er det klart, at man må standse op og spørge: Har man så gjort det godt nok som regering? Der synes jeg, at vi skal give en cadeau til finansministeren, som åbent stod frem i går og forklarede, at det, som oppositionen har sagt igennem lang tid, at der ikke er grundlag for 2015-planen, at den ikke holder, passer. Eller som finansministeren selv udtrykte det: Den smuldrer for os.

Det betyder, at de skattelettelser, som hidtil er givet, jo er ufinansierede, når forudsætningerne for skattelettelserne smuldrer, som finansministeren med bøjet hovedet, formoder jeg, sagde til journalisten.

Men ikke nok med det. Regeringen planlægger jo, trods det at forudsætningerne ikke holder, nye skattelettelser, som er ufinansierede. Så kan man stille sig selv det spørgsmål, om det nu er særlig klogt. Jeg tror faktisk, at jeg vil bruge det citat, som den nuværende statsminister brugte, jeg vil tro mellem tre og fem gange om dagen op igennem 1990’erne: Pengene fosser ud af statskassen. Det er jo det, der er tilfældet. Derfor må vi jo spørge både regeringen og dens støtteparti, hvor lang tid man vil acceptere, at man bruger penge, som ikke er der. Når man giver ufinansierede skattelettelser, hvem skal så betale dem? Det skal de kommende generationer, nogle skal jo betale dem. Derfor er det ganske enkelt uansvarligt at fortsætte, som om intet er hændt.

Vi mener i SF, at det er vigtigt, at vi forbereder os på den kommende voksende ledighed. Der er faktisk behov for allerede nu at sætte ind, men der er under alle omstændigheder behov for, at vi planlægger doseringen af de indgreb, der skal ske. I vores optik er det fremrykning af offentlige investeringer. Hvorfor ikke, når vi nu kan se, at der blandt de ufaglærte grupper, blandt bygningshåndværkerne, er en markant ledighedsstigning? Hvorfor så ikke sætte ind med en storstilet plan i kommunerne, som slås med skolebygninger, som er forældede og gamle med uhumske toiletter? Hvorfor så ikke sætte ind med en energivenlig renovering af hele den offentlige bygningsmasse både i kommunerne, i regionerne og i staten?

Det har to formål. Dels at sikre, at vi ikke bringer flere ud i arbejdsløshed, men minimerer arbejdsløsheden, dels at vi får en bedre offentlig bygningsmasse - og i tilgift her, hvis vi gør det ordentligt og energivenligt, også får en besparelse på energikontoen.

Derfor har vi fra SF's side fremlagt en investeringsplan, som netop sætter ind for at kunne imødekomme det behov, der er for øgede offentlige investeringer. Man skal jo ikke gå ret meget rundt i en folkeskole for at konstatere - ud over toiletterne, som der meget berettiget har været snakket så meget om - at indeklimaet i landets skoler faktisk er meget dårligt, hvilket hæmmer både børns og læreres hverdag.

Samtidig ved vi, og det ved finansministeren også, for finansministeren har været så venlig at give et svar på det i Folketinget, at offentlige investeringer er langt, langt mere effektive end skattelettelser, når vi taler om beskæftigelseseffekten. Dertil kommer, at investeringer i f.eks. renovering af den offentlige bygningsmasse er engangsinvesteringer, hvorimod skattelettelser er blivende. Og specielt når de er ufinansierede, gør det jo kun ondt værre.

Regeringen taler meget om, at den har store investeringer klar. Den har lavet en investeringsplan, en såkaldt kvalitetsfond. Men der er det jo mest korrekt, tror jeg, at man må sige, at der ikke er tale om ekstra penge, men ganske enkelt om at fylde op i det hul, der ellers ville være kommet, hvis man stoppede investeringerne. Og det er jo at være lidt fri i sin fortolkning af, hvad det betyder at komme med ekstra penge til finansiering, for det er der ganske enkelt ikke tale om.

Det er klart, at der er afsat penge til kommunerne, hvoraf der er afsat ekstra millioner til uhumske toiletter. De 100 mio. kr. rækker nu ikke langt i forhold til landets toiletter. Men jeg synes også, man skal gøre opmærksom på, at kommunerne samlet set faktisk har færre penge til investeringer i anlæg i 2009, end de havde her i 2008.

Så skal der også siges noget positivt, og det er, at regeringen er kommet med et trafikudspil, som også indebærer forbedringer af den kollektive trafik. Det synes vi er på positivsiden, og det kvitterer vi for, og vi er klar til at indgå i de forhandlinger, der nu starter op. Vi mener, at man skulle have været mere ambitiøs, og det vil vi selvfølgelig gerne bidrage til under forhandlingerne, sådan at vi får et virkelig markant løft i den kollektive trafik og får begrænset den voksende trængsel og dermed også kan få nedbragt CO2-udslippet.

Så et par bemærkninger om den lidt mere langsigtede økonomiske politik. Jeg tror, det er fremgået af min ordførertale indtil nu, at vi ikke finder, at tiden er inde til at give skattelettelser, specielt ikke når de ufinansierede. Vi mener, at der er behov for at bruge pengene på velfærden i form af fremrykning af offentlige investeringer, men også ud fra, at der sker en ændring af samfundet, som faktisk ikke er særlig sund.

Vi ser, at der er flere og flere familier, der lever i fattigdom. Kan vi virkelig være bekendt som et af verdens allerrigeste lande, at vi kan se børnefamilier, som ikke kan klare dagen og vejen, og hvor børn ikke får en fornuftig opvækst i nogle trygge rammer? Kan vi være det bekendt? Nej, selvfølgelig kan vi ikke være det bekendt. Her bør vi sætte ind. Og regeringens og Dansk Folkepartis argumenter om, at det, at man gør folk fattigere, giver et bedre incitament til at søge arbejde, har jo vist sig ikke at holde stik. Vi kan jo se, hvordan børnefamilier og også andre kommer længere og længere væk fra en normal hverdag. Det vil kun gøre ondt værre i en tid, hvor ledigheden generelt vokser.

Vi mener også, at det er vigtigt, at man udviser rettidig omhu og sætter ind for at imødegå den stigning i arbejdsløsheden, som vi ved kommer, og som regeringen har skitseret i Økonomisk Redegørelse. Så der er ingen argumenter for blot at ville se tiden an. Her gælder det kun om at vise rettidig omhu og komme i gang.

Men der er også behov for bedre velfærd generelt i den offentlige sektor. Vi kan jo se - ud over de mangler, der er i den offentlige bygningsmasse, når vi snakker folkeskolen - at der også er store kvaler med indholdet i folkeskolen for sikre en bedre undervisning, altså flere ressourcer til at sikre en bedre undervisning. Hvorfor er det vigtigt? Jo, det er selvfølgelig vigtigt, at undervisningsmaterialerne, hvis man da overhovedet har dem i skolerne, er rimelig opdaterede. Det er det ene. Det andet er, at bedre uddannelse faktisk er en forudsætning for, at vi kan klare os i fremtiden. Hvis ikke vores børn og unge får en ordentlig opvækst i trygge vilkår, en god folkeskole og ikke mindst en ungdomsuddannelse, hvor vi desværre nu kan se, at der er et fald i antallet af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, så bliver det bare værre og værre.

Det, man kan se, er, at med den politik, som regeringen har ført, må vi konstatere, at der sker en stigning i investeringsgælden, forstået på den måde, at alle de uløste opgaver, vi lader ligge, skal betales af vores børn og børnebørn. Det er de ufinansierede skattelettelser, det er de manglende investeringer i den offentlige bygningsmasse osv. osv.

Den lave vækst i det offentlige forbrug har jo også vist sig at være alt, alt for urealistisk lav, og også her er der behov for at der bliver sat ind. Men for at det hænger sammen for regeringen, mangler der jo sådan set 14 mia. kr. i 2015-planen. Det er jo en anselig sum, og vi har ikke hørt fra regeringen, hvordan de vil løse det problem, ud over som sagt, at det hele smuldrer. I hvert fald kan vi konstatere, at regeringens økonomiske politik ikke hænger sammen, og det er nu for første gang erkendt af finansministeren.

Det, vi kommer til at se som en konsekvens af den manglende sammenhæng i regeringens økonomiske politik, er jo, at der sker markante besparelser i det offentlige forbrug over for kommunerne, hvor kommunerne så svarer igen for at kunne få dagen og vejen til at hænge sammen ved at lave markante stigninger i daginstitutionspriser, i SFO-priser, og priserne i den kollektive trafik får et anseligt løft. Det gør jo, at de skattelettelser, som nogle har fået, fuldstændig bliver ædt op af voksende afgifter og forbrugerafgifter.

Derfor mener vi, at der er behov for, at der kommer et økonomisk alternativ, og det er det, SF har forsøgt at lægge ind i finanslovforhandlingerne. Vi har faktisk også forsøgt at lægge det ind med det forslag til udvidelse af arbejdsstyrken, som vi har lagt frem, og som vi også ønsker at forhandle med regeringen om, for regeringen står jo over for det problem, som den også har erkendt under finanslovforhandlingerne, at der skal ske en udvidelse af arbejdsstyrken. Derfor undrer vi os meget over, at regeringen indkalder til forhandlinger om udvidelse af arbejdsstyrken og så giver op. Man gør slet ikke forsøget. Vi deltog i et møde, tilkendegav vores ønsker om at bidrage til at løse den opgave, vi kom med konkrete forslag, vi blev aldrig siden indkaldt af regeringen. De gav fuldstændig op over for den udfordring, vi stod over for. Forstå det, hvem der kan, når man så efterfølgende fra regeringens side må konstatere, at ens økonomiske politik ikke hænger sammen.

Vi ser nu, at vi står over for nogle udfordringer her i det kommende år, i 2009, med at få lavet en skattereform og med at få lavet en markant indsats over for klimaet. Vi vil gerne tilkendegive, at vi er helt enige i, at der er behov for en skattereform; vi er helt enige i, at der er behov for en skattereform, der markant sænker skatten på arbejde, men som samtidig både er grøn og socialt afbalanceret; vi ønsker ikke selvfinansierende skattelettelser eller en underfinansieret skattereform, vi mener sådan set, at det er vigtigt, at vi får lavet en skattereform, som er fuldt finansieret, fordi det ud fra alle betragtninger er det mest økonomisk ansvarlige. Viser der sig nogle økonomiske dynamiske effekter, kan vi gøre brug af dem, når de foreligger.

Vi noterer også på positivsiden, at statsministeren er vendt på en tallerken og har erkendt, at regeringens miljøpolitik igennem de sidste 7 år har været totalt forfejlet. Det har han erkendt, og det synes jeg man skal kvittere for. Lad os nu se fremad, og vi håber på, at statsministerens retorik omkring en mere miljøvenlig profil også kan omsættes til reel handling. Vi er i hvert fald klar til at gå ind i forhandlingerne om den trafikplan, som er fremlagt. Vi mener, at det er ufattelig vigtigt, at vi får sat fokus på en styrkelse af den kollektive trafik, så vi kan få nedbragt trængselsproblemerne, og vi kan få nedbragt CO2-udslippet.

Så vil jeg også gerne ved den her lejlighed kvittere for, at de forhandlinger, der trods alt blev omkring finansloven og omkring politiforliget, var gode og fornuftige. Vi fik en forøgelse af politistyrken, som der var behov for. Jeg vil bare gerne her understrege, at nu har regeringen fået de ressourcer, der skal til, og så mener jeg sådan set også, at regeringen har ansvaret for at løse opgaven. Desværre må vi jo konstatere, at i de sidste 7 år er stort set samtlige kriminalitetskurver gået den forkerte vej. Under den her regering er kriminalitetskurverne stort set steget på alle parametre. Det vidner jo om, at der er noget grundlæggende galt. Nu håber vi, at med de ressourcer, der er givet til politiet, får de også rum til at løse de opgaver, de står over for.

Så vil jeg også gerne kvittere for nogle gode forhandlinger omkring satspuljen, men dog understrege, at satspuljen aldrig, aldrig har været tænkt som de eneste midler til at sikre rimelige sociale forhold for de udsatte grupper i samfundet, og det er jo det, der er problemet for regeringen, at det tror den. Det er jo derfor, at vi trods en god fordeling af satspuljen bl.a. til psykiatrien må konstatere, at fattigdommen desværre vokser på dramatisk vis i en tid, hvor vi trods krise stadig væk er et af verdens rigeste lande.

Tak til ordføreren, som bedes blive stående. Der er foreløbig fem indtegnet til korte bemærkninger, og jeg læser lige de fem navne op. Den første er hr. Morten Helveg Petersen, så er det hr. Peter Christensen, hr. Frank Aaen, hr. Mike Legarth og hr. Kristian Thulesen Dahl.

Værsgo til hr. Morten Helveg Petersen.

Tak for det. Jeg vil gerne forfølge diskussionen om den økonomiske 2015-plan. SF har jo også spillet ud med deres svar på en 2015-plan, og vi kan jo have en diskussion om virkningerne og effekterne af den.

Men mit spørgsmål til SF's ordfører er, om SF erkender, at der er et holdbarhedsproblem i dansk økonomi, der svarer til et hul i kassen på 14-15 mia. kr. i 2015, og hvis der i givet fald er det, hvordan vil SF så imødegå de udfordringer, som vi har i fællesskab?

Værsgo at svare.

Som jeg understregede i min tale, må vi jo konstatere, at regeringens 2015-plan ikke hænger sammen. Vi har sådan set påpeget igennem lang tid, at forudsætningerne for at give skattelettelser, som regeringen har gjort sammen med Dansk Folkeparti, ikke er til stede; ergo er skattelettelserne ufinansierede. Derfor er der i dag en manko på de her godt 14 mia. kr., og regeringen erkender nu - bedre sent end aldrig - at nu smuldrer planen for den.

Derfor står vi over for en udfordring, og det var også derfor, jeg understregede i mit ordførerindlæg, at jeg syntes, det var uforståeligt, at regeringen ikke ønskede at foretage nogen reelle forhandlinger under finanslovforløbet for at få en udvidelse af arbejdsstyrken. Jeg ved godt, det kan virke lidt paradoksalt, at vi snakker om at få udvidet arbejdsstyrken i en tid, hvor arbejdsløsheden vokser. Men vi er jo i den paradoksale situation i samfundet - vi har faktisk et paradoksproblem - ved at vi på den ene side har behov for at få udvidet arbejdsstyrken, mens vi på den anden side desværre kan konstatere, at vi ser en stærkt stigende ledighed inden for bestemte områder. Men vi ved jo, at den demografiske udvikling gør, at der bliver behov for at få udvidet arbejdsstyrken på sigt.

Hr. Morten Helveg Petersen for den anden korte bemærkning.

Hvis man har den erkendelse og det udgangspunkt, som ordføreren runder af med her, hvad så? Så er det næste spørgsmål jo: Hvad gør man så? Betyder det, at SF er parat til at lave en ambitiøs skattereform og for så vidt også reformer på arbejdsmarkedet, der gør, at man kan komme i nærheden af at skaffe op mod 50.000-60.000 mennesker ud på arbejdsmarkedet inden år 2015? Er det en udfordring, som SF erkender, og som man også er parat til at handle på?

Værsgo.

Ja, SF har jo som det eneste oppositionsparti indtil videre fremlagt en alternativ 2015-plan, netop fordi vi kan se, at den udfordring, vi står over for, er så markant, både i forhold til en udvidelse af arbejdsstyrken og i forhold til at få sammenhæng i den økonomiske politik på mellemlang sigt. Så jo: Der er mere end nogen sinde behov for reformer på skatteområdet, dels i lyset af globaliseringen, dels i lyset af at den nuværende skattepolitik ikke har et fornuftigt socialt og grønt perspektiv, eller i hvert fald ikke fornuftigt nok. Så der er sådan set to væsentlige grunde til en skattereform. Og at vi får lavet en arbejdsmarkedsreform, tror jeg i al beskedenhed sådan er fremgået rimelig tydeligt af mit ordførerindlæg. Ellers er jeg da villig til at gentage det.

Vi går til den næste korte bemærkning, og den er fra hr. Peter Christensen, værsgo.

SF konstaterer, at de skattelettelser, som ligger i finansloven for 2009, bliver spist op af højere forbrugerpriser, og derefter stiller man et ændringsforslag, hvor man trækker skattelettelserne tilbage. Hvad skal danskerne så betale de højere forbrugerpriser med?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om hr. Peter Christensen har læst aviser i dag, men forbrugerpriserne er sådan set på vej ned, altså det modsatte af det, som hr. Peter Christensen giver udtryk for. Men når vi mener, at man skal lade være med at give skattelettelser, er det sådan set, fordi vi mener, at der skal føres en ansvarlig økonomisk politik, og at det er uansvarligt at give skattelettelser, som ikke er finansieret, og det har regeringen jo erkendt at de har gjort indtil nu, herunder også de skattelettelser, som ifølge hr. Kristian Thulesen Dahl træder i kraft om 20 dage. Det er simpelt hen uansvarligt at føre en politik, hvor man siger, at nu laver man skattelettelser - i øvrigt også i en krisetid, og ud fra alle økonomiske erfaringer ved vi, at i en krisetid bruger folk det råderum, de måtte have ud over det, de har til at klare dagen og vejen, til opsparing. Det er altså det modsatte af at sætte gang i hjulene.

Værsgo til hr. Peter Christensen for anden korte bemærkning.

Argumentationen skifter noget i løbet af så kort tid, men renteudgifterne er altså steget, og det er fakta. Fødevarepriserne er også steget. Det er rigtigt, at energipriserne er faldet lidt igen. Så spørger jeg bare: Når man har den erkendelse også i SF, hvorfor vil man så trække købekraften væk fra danskerne? Det er jo selvfølgelig ærlig snak, at man stiller ændringsforslag, hvor man vil give danskerne en skattestigning på 9 mia. kr., men hvad skal danskerne derude så betale de stigende priser med? Det undrer mig simpelt hen, for det er da i hvert fald uansvarligt.

Så er det fint, at man siger, at man ikke ønsker at give skattelettelser, men sandheden er, at den finansiering, som ligger bag de lettelser, holder SF fast i. Så SF skulle være ærlige og sige, at de er ægte folkesocialister, og at de hermed fremlægger et forslag, som øger den samlede beskatning af danskerne i en tid, hvor - og det er rigtigt nok - forbrugerpriserne stiger. Det ville være ærlig snak.

Ordføreren.

Vi har jo sådan set fra SF's side fremlagt et forslag til udvidelse af arbejdsstyrken, som vi også forelagde regeringen, men som regeringen ikke magtede at forhandle igennem, og derfor står vi i en situation, hvor regeringens finansminister nu meddeler offentligheden, at han erkender, at 2015-planen for regeringens vedkommende smuldrer. Det er da hamrende uansvarligt.

Men jeg vil gerne svare på det der med, hvorvidt man skal give skattelettelser. Når finansministeren og når regeringen forklarer Folketinget, at offentlige investeringer har en langt større beskæftigelsesmæssig effekt end skattelettelser, hvorfor er det så rimeligt at sige til de folk, som nu bliver arbejdsløse, firmaer, der står over for massefyringer, eller ufaglærte, der bliver fyret i stort tal, at vi hellere vil give ufinansierede skattelettelser end at bruge det til at sætte gang i offentlige investeringer, så de kan få den tryghed ikke at blive fyret? Vi mener, at det er fuldstændig uansvarligt at give ufinansierede skattelettelser, hvorimod vi finder det særdeles ansvarligt og et udtryk for rettidig omhu, at man sørger for som samfund at sætte gang i hjulene i en tid, hvor økonomien er bremset op og arbejdsløsheden stiger, fordi det, der kan gøre folk utrygge, og det, der gør, at folk ikke kan købe varer og sørge for, at deres børn får en ordentlig juleaften, er, hvis de bliver arbejdsløse.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jeg forstod på hr. Ole Sohn, at SF er ret utilfreds med den finanslov, der ligger på bordet, og som vi snart skal stemme om. Derfor følgende spørgsmål: Når SF er utilfreds med finansloven, hvorfor stemmer man så for den, som man har tilkendegivet, at man vil?

Jeg spørger, fordi jeg har fornemmet det sådan, at SF og Enhedslisten gennem tiden har været meget enige om, at afstemningen om finansloven i virkeligheden er en principafstemning, der handler om, hvorvidt man synes om regeringens politik eller man ikke synes om regeringens politik og gerne vil prøve at få den forandret. Hvorfor er der kommet det skift i SF's holdning til, hvordan man stemmer om finansloven?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, at det fremgår med relativ tydelighed, at den her regering ikke sidder et minut længere end højst nødvendigt, hvis det står til SF. Vi går efter at vælte den her regering ved først givne lejlighed. Den økonomiske politik, som den her regering står for, har de nu selv erkendt ikke er ansvarlig, så selvfølgelig er der behov for en ny regering. Det er ikke for en ny regerings skyld, men for en ny politiks skyld, som kan gøre noget for velfærden for de udsatte grupper, og som kan gøre noget aktivt for at skabe beskæftigelse i samfundet.

Når vi vælger at stemme for finansloven, er det ikke, fordi vi har skiftet holdning til regeringen, men fordi vi har skiftet position. Og som jeg siger: Naturligvis skal landet have en finanslov, og selv om vi er uenige i store dele af den, er det jo trods alt den mindste del, vi overhovedet diskuterer i forbindelse med forhandlingerne. Hele fundamentet står vi bag.

Hr. Frank Aaen for anden korte bemærkning.

Det synspunkt kender jeg godt, det har Socialdemokratiet forfægtet i mange år, og Det Radikale Venstre har forfægtet det i mange år, men det betyder jo, at når vi er færdige med afstemningen om finansloven, vil vi igen høre det her, der hedder, at alle partier på nær Enhedslisten har stemt for finansloven. Og det er da o.k., for så får vi lidt reklame på det, men jeg er ikke sikker på, at det er det, der er med til at styrke befolkningens bevidsthed om, at der er to vidt forskellige linjer, som hr. Ole Sohn lige nu har beskrevet det, og at venstrefløjen er lodret imod den politik, regeringen står for. Jeg tror, at det er med til at skabe forvirring om holdningerne til regeringen, og jeg forstår ærlig talt ikke begrundelsen for det skift, der er sket hos SF. Kunne vi ikke få et par ord mere om det?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, at hr. Frank Aaen måske skulle prøve at vurdere, hvad der sker i dansk politik i de her måneder og år. Der sker det, at Socialdemokraterne og SF udvikler et tættere og tættere samarbejde og dermed viser, at der er mere, der samler oppositionen, end der skiller.

Det kvitterer vælgerne faktisk for, hvis man kigger i meningsmålingerne. Det, der er forudsætningen for, at vi får en ny regering, er sådan set, at der er 50 pct. som minimum, der ikke stemmer på VOK-blokken. Det er den grundlæggende forudsætning for at få en ny regering.

Det, SF mener er det helt afgørende, er, at vi i oppositionen samarbejder mere og mere og viser vælgerne, at der er mere, der samler os, end der skiller. Kan vi gøre det på en dygtigere måde, end vi har gjort hidtil, er jeg ganske overbevist om, at vi også får en ny regering ved det kommende valg.

Vi fortsætter med rækken af de korte bemærkninger. Den næste er hr. Mike Legarth. Værsgo.

Jeg kan forstå på hr. Ole Sohn i den argumentation, han fører, hvor han holder artikler op om medarbejdere, der bliver afskediget, at staten skal gå ind og købe op for at modvirke den form for udvikling. Det ville sige, at vi skulle købe tonsvis af rejser i Sterling, og at vi, staten, skulle købe produkter i B&O, sådan at vi kunne redde den udvikling. Det er jo en fuldstændig anden vinkel, end regeringen og dens støtteparti lægger for dagen.

Men det, jeg egentlig vil spørge hr. Ole Sohn om, vedrører, at han i sin tale også taler om rettidig omhu. Der vil jeg gerne for det første spørge hr. Sohn, om han synes, at de skattelettelser på 9 mia. kr., som Socialistisk Folkeparti vil rulle tilbage, er rettidig omhu over for de danskere, der nu er berørt af den ustabile situation og krisen og har brug for lidt mere økonomi.

For det andet vil jeg spørge til den skattepolitik, SF har over for erhvervslivet: Hvordan tror hr. Ole Sohn, at den brandskatning af dansk erhvervsliv, som SF lægger for dagen, vil blive modtaget derude i den tid, vi er i, hvor der er afdæmpning og alle de der skrækscenarier, som hr. Ole Sohn selv har fremført?

Værsgo til ordføreren.

Jeg er en lille smule forundret over spørgsmålet, for noget tyder på, at den konservative ordfører ikke helt har hørt, hvad jeg har sagt.

Vi går ikke ind for eller har planer om eller har stillet forslag om at brandskatte nogen, men vi synes bare, det er fair at sige til vælgerne: Vi synes ikke, det er rimeligt, at man giver skattelettelser til de i øvrigt bedst stillede som hovedgruppe og så lader andre folk betale. Det synes vi da sådan set er hamrende uansvarligt.

Vi har heller ikke foreslået overhovedet, at man skulle købe aktier i Sterling eller i B&O. Det, vi har foreslået, har vi i øvrigt foreslået sammen med Dansk Byggeri. SF og Dansk Byggeri har faktisk fremlagt et forslag om, at man skulle fremrykke offentlige investeringer for at udvise rettidig omhu, fordi der er entreprenørvirksomheder, som vil stille maskinerne i skuret eller i garagen, og håndværkerne må gå i a-kassen og hæve deres arbejdsløshedsdagpenge, som staten er med til at finansiere.

Ville det så ikke være klogere at sørge for at få renoveret nogle af de offentlige bygninger, få dem energivenligt renoveret, sådan at vi samtidig kan spare CO2, skabe beskæftigelse og give vores børn en ordentlig skole at lære i?

Hr. Mike Legarth for anden korte bemærkning.

Som uddybning kunne jeg egentlig godt tænke mig, at hr. Ole Sohn her fremlagde en plan for, hvor hr. Ole Sohn så præcist vil finde de skatteindtægter, som er en del af finanslovoplægget - hvor helt præcist?

Hvad angår den påstand om, at SF fører en ansvarlig politik, vil jeg sige: SF vil bruge 8,5 mia. kr. om året i 10 år på den offentlige sektor - i alt 85 mia. kr. over 10 år - hvor regeringen i sin plan for 2009-2018, altså 1 år mindre, maksimalt kan komme op på 50 mia. kr. Det er ansvarlig politik, for økonomien i samfundet kan ikke bære mere.

Så hvordan kobler hr. Sohn det til, at det er ansvarligt at overbyde den til 85 mia. kr.?

Ordføreren.

Jeg vil sige det på den måde, at SF sådan set på en meget klar og i øvrigt også meget skrap måde har gennemgået de offentlige budgetter, statens budgetter. Vi har fundet besparelser på 15 mia. kr. Vi har lavet en udvikling i den offentlige vækst på 1,8 pct., svarende til gennemsnittet af det, denne regering har brugt igennem de senere år.

Så vi har sådan set i virkeligheden ikke lagt an til en stor forbrugsfest i kommunerne. Vi siger bare: Det er ikke særlig klogt at lave så markante nedskæringer, som den her regering er i gang med, over for kommunerne, for kommunerne er ikke i stand til at løfte opgaverne. Derfor ser vi jo også, at for børnefamilier, som har børn i skolefritidsordningerne, er udgifterne til skolefritidsordninger eksploderet i en sådan grad, at de få skattelettelser, nogle af dem har fået, for længst er ædt op, og dermed har de en mindre købekraft i dag, altså fordi kommunernes økonomi er blevet presset så meget af den her regering. Det er ikke særlig sundt, og det er heller ikke særlig klogt.

Vi går videre i rækken af korte bemærkninger, og den næste er fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Jeg har jo tidligere haft fornøjelsen af at diskutere med hr. Ole Sohn, for så vidt angår Socialistisk Folkepartis mange kovendinger, og nu har vi jo fået præsenteret endnu en. Jeg syntes netop, at det spørgsmål, hr. Frank Aaen rejste tidligere, var uhyre interessant: hvorfor Socialistisk Folkeparti nu har foretaget endnu en kovending og endda i forhold til en finanslov, som hr. Ole Sohn som ordfører for Socialistisk Folkeparti har tordnet imod. Så fik vi svaret til hr. Frank Aaen, og det var, at i forhold til den finanslov, som man nu har tordnet imod, står man bag hele fundamentet. Det siger hr. Ole Sohn: Hele fundamentet står vi bag.

Er det virkelig rigtigt, at vi er nået dertil, at de gamle folkesocialister nu erklærer sig enige i hele det fundament, som finansloven hviler på? Jamen det er i sandhed den største nyhed under den her debat og vel den største nyhed, vi på trods af den finansielle krise har fået meget længe, hvis det virkelig er nået dertil, at hr. Ole Sohn siger, at hele fundamentet for den finanslov, vi arbejder med nu, står Socialistisk Folkeparti bag - med det resultat, at man derfor har besluttet sig for at ville stemme for finansloven.

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil starte med at rose hr. Kristian Thulesen Dahl, for hr. Kristian Thulesen Dahl er den eneste på den borgerlige side, der har kunnet holde distancen i mere end 14 dage med hensyn til det der med, at man i stedet for at sige SF hele tiden skal understrege, at det er Socialistisk Folkeparti og folkesocialister. Det var V og K også med i, men de gav op. Det synes jeg er flot, der er virkelig vedholdenhed. Men vi kan jo slet ikke leve op til vores socialistiske principper, efter at Bushregeringen og andre er begyndt at nationalisere banker og sådan noget, så vi er langt bagefter.

Det, jeg siger, er, at vi naturligvis altid har stået bag, at sygeplejersker og offentligt ansatte i det hele taget skulle have deres lønninger, og det er jo en stor del af hele fundamentet for finansloven, så selvfølgelig støtter vi det. Vi har bare sagt, at vi tidligere har fokuseret på at diskutere de uenigheder, der er om de få procent, vi diskuterer, når vi laver finanslovforhandlinger, men vi har flyttet vores position. Vi har ikke flyttet vores holdninger til regeringens politik, men vi har flyttet vores position, og det er sådan set det eneste, der er sket.

Så hr. Kristian Thulesen Dahl skal ikke føle sig sikker som en del af regeringens parlamentariske grundlag; vi vil gøre hvad som helst for at sikre, at den tid bliver så kort som muligt for Dansk Folkeparti.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for den anden korte bemærkning.

Altså, der er nogle, der siger DF, og jeg vil meget hellere have, at de siger Dansk Folkeparti, for jeg er stolt af det navn, vi har (Ole Sohn (SF): Enig). På tilsvarende vis går jeg ud fra, at hr. Ole Sohn synes, det er sådan lidt smigrende at blive kaldt ved det, man egentlig hedder som parti, nemlig Socialistisk Folkeparti i hr. Ole Sohns tilfælde (Ole Sohn (SF): Det er det også).

Men grunden til, at det her er så stort - altså virkelig, ikke polemisk, det er stort, at Socialistisk Folkeparti nu bekender sig til hele grundlaget for den finanslov, vi har til behandling - er jo, at det er noget, der understreger den forvandling, Socialistisk Folkeparti har været inde i. Jeg tror stadig væk, at Socialistisk Folkepartis principprogram fra 2003 står ved magt, og der står følgende, og jeg citerer fra programmet - der står så godt nok SF, og det siger jeg så:

»SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. … Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvis afskaffer kapitalismen.«

Der står senere, at den »langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur.«

Det er fra Socialistisk Folkepartis program, det ved man, det står i programmet, og så hører man hr. Ole Sohn i dag vedkende sig at stå bag hele fundamentet til finansloven for 2009!

Værsgo til ordføreren.

Jamen er det ikke fantastisk, at vi ønsker nogle forandringer i samfundet? Det står vi åbent ved, og det forsøger vi sådan set at advokere for i en sådan grad, at vælgerne opfatter det og giver os en støtte til det.

Vi synes også, at det er flot, når statsministeren på Venstres landsmøde snakker om, at nu skal det liberalistiske parti Venstre stå i spidsen for en grøn revolution. Selv Venstre er blevet et revolutionært parti, så der sker mange forandringer.

Statsministeren var i New York i september måned, hvor han lukkede Wall Street med himmelvendte øjne, og så sagde han: Nu må denne krise ikke føre til, at man begynder at regulere på kapitalbevægelserne og styre markedskræfterne. Så går der 14 dage eller 3 uger, og så ser han, at hele det internationale samfund erkender, at en liberalistisk økonomi under ingen omstændigheder er ansvarlig nok til at kunne sørge for at lede et samfund. Der skal regulering til.

Jeg synes da som socialist, som repræsentant for Socialistisk Folkeparti og som folkesocialist, at det er imponerende, at nogle af de holdninger, vi står for, breder sig så langt ind i andre partier, at selv landets statsminister fra det liberale - man kan så diskutere, hvor liberalt det er - eller liberalistiske parti Venstre nu også kan se, at der er nogle positive sider ved at regulere markedskræfterne, fordi de ikke er i stand til at optræde ansvarligt.

Der er kommet en ekstra på til korte bemærkninger. Hr. Martin Henriksen, værsgo.

Ud over, at hr. Ole Sohn vil afskaffe kapitalismen, vil hr. Ole Sohn også vælte regeringen ved først givne lejlighed, forstår jeg. Jeg forstår også, at hr. Ole Sohn går lidt op i, at vi har en ordentlig folkeskole, og at undervisning osv. fungerer fornuftigt.

Jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti også skal sættes fra bestillingen, når man taler om at vælte regering. Det er sådan lidt modsatrettede synspunkter, når vi taler om folkeskolen og kvaliteten i undervisningen, for der er jo lige kommet en ny international undersøgelse, IEA, lavet af en sammenslutning af forskningsinstitutioner, som bl.a. forholder sig til landenes resultater i folkeskolen. Sammen med elever fra 36 andre lande har ca. 3.000 danske elever fra 4. klasse fordelt på knap 150 skoler medvirket i undersøgelsen i de to fag matematik og naturvidenskab.

Peter Allerup, som er professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, har været den danske tovholder på undersøgelsen, og han siger, at danske elever klarer sig bedre end gennemsnittet, og i forhold til 1995, hvor vi sidst var med i undersøgelsen, har eleverne rykket sig det, der svarer til 1 år i skolen. I Norden ligger vi faktisk i top. Han siger også, og jeg citerer:

Noget er lykkedes, og dermed er der tilbagebetaling af indsatsen på den faglige opstramning i fagene. I de senere år har der været klare mål og mere konkrete læreplaner i fagene, og det har givet bonus.

Er hr. Ole Sohn ikke glad for, at den skolepolitik, som VOK har ført, rent faktisk har gjort, at eleverne har rykket sig markant i matematik og naturvidenskab, i forhold til da der var nogle andre, der sad ved magten?

Værsgo til ordføreren.

Nej, jeg må desværre sige, at jeg ikke er spor stolt af den folkeskolepolitik, der bliver ført. Jeg er ikke spor stolt af de resultater, den leverer. Jeg synes sådan set, at det er en stor opgave at sikre, at folkeskolen får nogle bedre rammebetingelser, så eleverne på en bedre og hurtigere måde lærer at læse og skrive som noget grundlæggende.

Jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti også er bekymrede over, at der sker det, at færre og færre unge, der kommer fra folkeskolen, gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er dybt bekymrende. Det burde Dansk Folkeparti også bekymre sig for.

Hr. Martin Henriksen for anden og sidste korte bemærkning.

Jamen det bekymrer vi os selvfølgelig også for i Dansk Folkeparti. Det er bl.a. derfor, vi har foreslået og fået gennemført en ungdomsuddannelse for unge handicappede, så de også har mulighed for at få en ungdomsuddannelse, i modsætning til hvad de havde, da hr. Ole Sohns parti var ved magten.

Men jeg vil dog gerne spørge, om ikke hr. Ole Sohn trods alt er stolt over, at danske elever klarer sig bedre end gennemsnittet og i forhold til 1995, hvor vi sidst var med i undersøgelsen, har rykket sig det, der svarer til 1 år i skolen. Ifølge dem, der har været med til at stå for den her undersøgelse, er det, fordi der har været det her fokus på faglighed. Giver det ikke anledning til, at hr. Ole Sohn og Socialistisk Folkeparti genovervejer deres modstand mod den fokusering på faglighed, der har været fra bl.a. Dansk Folkeparti og andre partiers side her i Folketinget? Altså, når nu man kan se, at den politik, som hr. Ole Sohn og hans parti har været fortalere for, ikke har virket, og den politik, som VOK har været fortalere for, har virket og har gjort, at vi har rykket os, i forhold til da hr. Ole Sohn sad ved magten, giver det så ikke anledning til, at man reflekterer lidt over den politik, som man mener er så god?

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil gerne lige anholde bemærkningen om, at SF skulle være imod faglighed. Tværtom; det er jo forudsætningen for, at vi kan klare os her i samfundet. Jeg har aldrig hørt nogen sætte spørgsmålstegn ved, at der skulle være en god og i øvrigt også gerne en bedre faglighed i den undervisning, der finder sted i skolen. Og jo, jeg er dybt imponeret over danske folkeskolelærere, som trods de rammebetingelser, som den her regering og Dansk Folkeparti sætter kommunerne i, gennemfører en undervisning, som gør, at vores børn lærer noget. Jeg er dybt imponeret over det.

Jeg er til gengæld meget, meget bekymret over, at stort set alle folkeskolelærere bliver slidt op som 60-62-årige - bliver slidt op af det arbejdspres, man pålægger dem. Det synes jeg man skulle tage at tænke lidt over i en tid, hvor vi gerne vil have at folk bliver længst muligt på arbejdsmarkedet. Jeg ved godt, at Dansk Folkeparti har den opfattelse, at folk, når de er blevet pensionister, skal holde sig væk fra den offentlige debat og ikke deltage i samfundslivet. Men som udgangspunkt mener vi sådan set, at man skal blive længst muligt på arbejdsmarkedet, og at man skal have overskud og rum til det.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Mike Legarth fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand.

Med finanslovforslaget for 2009 mestrer regeringen en meget fin balancegang. Vi fastholder en ansvarlig og langtidsholdbar økonomisk udvikling af statens finanser og understøtter den økonomiske udvikling med nye initiativer for i alt 9,5 mia. kr. På baggrund af mange års økonomisk politik, hvor vi har fastholdt en ansvarlig økonomisk kurs, er dansk økonomi i en grundlæggende god form, og det kan vi glæde os over i en tid med finanskrise. Vi har et langt bedre udgangspunkt end mange andre lande, og med en fornuftig finanslov og rettidig handling vil vi også komme godt gennem krisen.

Politik er prioritering, og finanspolitik handler grundlæggende om prioritering af den fælles velstand og velfærd. Vi ønsker et samfund, som har et stærkt socialt sikkerhedsnet og en stærk velfærdsmodel, som tager sig af dem, der ikke er født med samme evner som de fleste, og af dem, der er syge eller svage og derfor ude af stand til at tage vare på sig selv. Det betyder også, at vi dagligt kæmper for vores grundlæggende holdning om, at staten ikke skal støtte og hjælpe alle, bare fordi man har betalt skat. Vi Konservative har modet til at sige nej, for kun på den måde får vi mulighed for at have tilstrækkeligt med ressourcer til at give ordentlig og solid hjælp til dem, som virkelig har behov for det.

Vi kan med god samvittighed sige, at det samfund og den velfærd, vi kan præstere, også med dette finanslovforslag, er blandt verdens bedste. Det viser, at vi på den ene side er socialkonservative, men at vi på den anden side ikke som venstrefløjen udelukkende vil bruge alle finanslovens midler på den offentlige sektor. Det er afgørende at erkende, at samfundets maskinrum er den private sektor, som skaber vækst og velstand - en værdiskabelse, som giver os mulighed for at sætte høje standarder i den offentlige service. Vi ved, det er vigtigt at motivere og skabe mulighed for erhvervslivet, for det er her, pengene i finansloven kommer fra, og det er der en tendens til at mange i Folketinget glemmer.

Finanskrise: Som konservative fokuserer vi på erhvervslivets vilkår. Vi kan se, at mange er hårdt ramt af finanskrisen, og vi forstår fuldt ud alvoren. Vi ved desværre også, at ledighedstallene vil stige betydeligt i det næste par år, om end vi fortsat vil holde os under det seneste lavpunkt under SR-regeringen. Men vi er ramt af en international finanskrise, og vi ved, at nogle danskere kan mærke krisen, fordi de har svært ved at sælge deres bolig og måske har mistet deres job, og det er en alvorlig situation - ingen tvivl om det.

Derfor står vi også med et finanslovforslag, som holder gang i hjulene; vi sidder ikke på hænderne. Samtidig skal vi dog huske på, at vi har en historisk høj beskæftigelse og en grundlæggende sund økonomi. Heldigvis kan rigtig mange danskere ikke umiddelbart mærke noget til finanskrisen, og derfor skal vi også passe på, at vi ikke gør finanskrisen til en stor generel økonomisk krise ved at se pessimistisk på og tale pessimistisk om økonomien. For nylig sagde Nationalbankens direktør, Nils Bernstein:

»Efter alt at dømme berettiger den realøkonomiske udvikling herhjemme på nuværende tidspunkt ikke til at bruge betegnelsen »krise«, hvis vi bærer os fornuftigt ad. Lad os gemme ordet »krise« til den dag, vi virkelig har problemer.«

Det var ordene, men det ændrer ikke ved, at vi Konservative naturligvis tager situationen alvorligt.

Krise er der derimod i den finansielle sektor. På grund af en blanding af udefrakommende problemer og selvskabte plager befinder den finansielle sektor sig i en tilstand, hvor den finansielle stabilitet er truet. Internationalt set er de økonomiske udfordringer verdensomspændende, og der skal findes internationale løsningsmodeller. Vi vil presse hårdt på, så godt vi kan, og i EU-sammenhæng vil vi bruge vores fulde styrke til at sikre offensive væksttiltag via en fælleseuropæisk indsats.

Vi har været hæmmet af høje renter, som heldigvis er på vej ned igen, og kronen har været under hårdt pres. Det har været nødvendigt for Nationalbanken at støtte kronen med store milliardbeløb i forlængelse af vores fastkurspolitik, og vi kan i dag konstatere, at vi betaler en høj pris for at stå uden for euroen.

Tryghed: Nationalt set har vi iværksat en række tiltag, som har dæmpet konsekvenserne af den finansielle uro, der skyller ind over Danmark i denne tid. Vi har senest medvirket til at stabilisere den finansielle sektor med pakke I og II, hvilket har skabt tryghed for de fleste danskere. Ingen skal mere frygte, at de beløb, de har i banken, er væk i morgen, og ingen skal opleve, at deres pensioner pludselig er værdiløse. Det har vi skabt sikkerhed for, men vi standser ikke her.

Virksomhederne og den enkelte borger er havnet i en kreditklemme, fordi bankerne er nødt til at minimere omfanget af udlån. Her er det afgørende vigtigt at holde fast i, at bankerne rent faktisk kan klare sig med den pakke, vi har leveret. Den kræver imidlertid, at udlånene reduceres, og det vil gå ud over hele samfundet. Bankerne gør så at sige, hvad politikerne har bedt dem om i forbindelse med stabilitetspakken, nemlig at trimme balancen, men det har den uheldige konsekvens, at udlånene reduceres, hvilket rammer erhvervslivet og befolkningen bredt. Derfor er der brug for en ny pakke - en samfundspakke, ikke en bankpakke. Formålet er at mindske skaderne på væksten i samfundet. En anden ting, der er meget vigtig at fremhæve, er, at det kun er de veldrevne banker, der bør være i fokus, ikke eventuelt nødlidende banker.

Samtidig styrker vi privatforbruget ved at lade danskerne beholde lidt mere af deres egen løn via nye skattelettelser på 9 mia. kr., som træder i kraft allerede i næste måned, og derudover tilfører vi 7 mia. kr. til nye offentlige investeringer. På den måde benytter vi de nødvendige håndtag til at holde gang i hjulene. Med andre ord skaber vi vækst og fastholder arbejdspladser.

Reformer og samarbejde: Det er ingen hemmelighed, at vi skal løse en række store udfordringer i de kommende år, og det gør vi gerne. Vi viger ikke tilbage for at trække i arbejdstøjet, når nødvendige tiltag skal vedtages, men det er vemodigt at se, at der ikke er mere vilje i Folketinget til at tage ansvar. Til venstre i salen synes der at være langt fra løfterne til viljen til f.eks. at finde de nødvendige hænder, som samfundet har behov for.

Kommunerne: I forsommeren havde vi en heftig debat med kommunerne om økonomiaftalen, men det endte heldigvis med, at begge parter var glade og tilfredse med den aftale, som blev indgået. Det er desuden en dejlig nyhed, at kommunerne for første gang i mange, mange år forventer at overholde deres budgetter i år. Det er vi meget tilfredse med, og vi vil gerne rose kommunerne for det resultat. KL har implementeret et nyt budgetprogram, som gør, at KL nu løbende kan beregne økonomien, både i den enkelte kommune og for helheden. KL har dermed fået bedre tid til at bede forskellige kommuner om at justere, så den økonomiske bruttoramme overholdes, og tak for det.

I Det Konservative Folkeparti tager vi vores del af ansvaret for den økonomi, som kommunerne tildeles. Til gengæld skal kommunerne tage ansvaret for udmøntningen, og vi har fuld tillid til det kommunale selvstyre og dermed til, at de enkelte kommunalbestyrelser har evnen til at prioritere, så serviceniveauet passer bedst til netop deres kommune.

Forbedringer på finansloven: Med næste års finanslov åbner vi for en lang række forbedringer af både rammerne og servicen i kommuner og regioner. Vi har afsat 50 mia. kr. til Kvalitetsfonden til medfinansiering af investeringer i moderne og effektive sygehusstrukturer, bedre rammer for borgernære serviceområder i kommunerne, arbejdskraftbesparende teknologi og nye arbejds- og organisationsformer i perioden 2009-2018. Med dette finanslovforslag udmøntes der i alt 2,2 mia. kr. fra Kvalitetsfonden i 2009, heraf 1 mia. kr. til investeringer i moderne sygehuse, 1 mia. kr. til daginstitutioner, skoler, idrætsfaciliteter og ældreområdet samt 200 mio. kr. til arbejdskraftbesparende teknologi.

Sundhed prioriteres sædvanen tro højt på dette års finanslovforslag, og lad mig først og fremmest nævne behandlingsretten på voksenpsykiatriens område, som vi Konservative har kæmpet hårdt for. Jeg er stolt af, at vi nu kan videreføre vores ønske om at udvide behandlingsretten fra kun at omfatte mennesker med spiseforstyrrelser og børne- og ungdomspsykiatrien til også at omfatte voksne.

Derudover tager vi hul på Kvalitetsfondens 25 mia. kr. til nye sygehuse, heraf de første 15 mia. kr. næste år. Det er et stort skridt hen imod at realisere målsætningen om et tidssvarende og bæredygtigt sygehusvæsen til gavn for borgerne. Omdrejningspunktet er færre, men mere specialiserede enheder, og med en anden struktur følger også lægehuse, lægebiler og lægehelikoptere, som længe har været et stærkt konservativt ønske. Det er nødvendigt, for det er tiden, inden den tilskadekomne kommer frem til kvalificerede fagfolk, der er afgørende - ikke afstanden, som mange ellers har argumenteret for.

Det Konservative Folkeparti er Danmarks grønne parti, og vi ønsker at aflevere et grønnere Danmark end det, vi overtog. Vi skal sikre os, at landet udvikler sig i en endnu grønnere retning, hvor der passes godt på vandmiljø og naturområder, og hvor beskyttelsen bliver forbedret år for år. I de foregående tre år har landet haft en konservativ miljøminister, og det har resulteret i, at klima og miljø er bragt øverst på regeringens dagsorden. Der skal det blive, og derfor afsætter vi en ny miljømilliard til en styrket indsats for miljø og natur samt øremærker 75 pct. af landdistriktsmidlerne til natur og miljø. Det giver i alt 825 mio. kr. i perioden 2009-2013.

Globaliseringsaftalen betyder desuden, at der i 2009 vil være afsat 750 mio. kr. til energiforskning og -udvikling. Beløbet stiger til godt 1 mia. kr. i 2010, og det er et historisk højt beløb, for aldrig nogen sinde har der været afsat så mange penge til energiforskning. Vi har fordoblet midlerne på bare 4 år. De grønne teknologier er fremtidens vækstområder, som vil skabe både job, vækst og udvikling i Danmark, men en sådan udvikling kommer ikke fra markedet alene.

Skat: Til februar kommer Skattekommissionen med sine anbefalinger. Vi ved, at der sidder nogle af landets klogeste hoveder i Skattekommissionen, og tillader os derfor at have store forventninger til dem. Den konservative skattevision er klar: Ingen skal betale mere end 50 pct. af den sidst tjente krone. Vi håber, at vi kommer tæt på den vision, for det vil skabe både virkelyst og engagement, og det er præcis den cocktail, det danske arbejdsmarked og nationaløkonomien har brug for.

Vi Konservative har siden 2001 været drivkraften bag de første reelle skattelettelser i flere årtier. Vi er et parti, der ser skattepolitikken som et vigtigt instrument til at skabe et stærkt og solidt velfærdssamfund, og vi samarbejder hellere end gerne med alle de øvrige partier, som vil være med til markante nedsættelser af skatten på arbejde. Det er der heldigvis flere og flere som gerne vil være med til, og gennem den seneste tid har også en lang række interesseorganisationer set vigtigheden af at sænke skatten på den sidst tjente krone.

Som afslutning vil jeg sige, at vi Konservative glæder os over aftalen om finansloven for 2009 - ikke bare med Venstre, men også med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - og vi glæder os til at tage fat på de kommende udfordringer, ikke mindst en skattereform.

Tak til ordføreren.

Da der var markeringer til korte bemærkninger, var der rigtig mange hænder på en gang, så det er nødvendigt at sortere, og derfor tager vi ordførerne, før vi tager andre til korte bemærkninger. Jeg læser lige de navne op, som vi har her oppe på formandspodiet, og så må I sige til, hvis vi har glemt nogen i forvirringen. Først er det hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, hr. Morten Helveg Petersen, og så er lidt usikker på, om vi har set hr. Frank Aaen? Det har vi. Derefter er det fru Mette Frederiksen, hr. Rasmus Prehn, hr. Morten Østergaard, hr. Jesper Petersen, fru Margrethe Vestager, fru Kirsten Brosbøl og hr. Carsten Hansen. Har jeg overset nogen? Ikke for nuværende. Så går vi videre til den første korte bemærkning. Værsgo, hr. Morten Bødskov.

Tak for det. Jeg bed mærke i, og det tror jeg vi var mange der gjorde, at hr. Mike Legarth jo sagde i sin tale, og jeg citerer: Heldigvis har mange danskere ikke umiddelbart mærket konsekvenserne af krisen. Og da var det, at det slog mig, om hr. Mike Legarth faktisk har fået den rigtig tale med i dag, for det minder lidt om en tale, han kunne have holdt for et års tid siden i den lokale Lions Club.

Men man må jo sige, at der er sket meget, f.eks. står der i den her udgave af Politiken: »Ufaglærte bliver fyret i stort tal« og i dagens udgave af Berlingske Tidende: »Firmaer klar til massefyringer«. Meget sker jo rundtomkring, og det lød lidt på den konservative ordfører, som om man sådan set mener, at regeringens politik er fuldstændig rigtig; der er ingen grund til at lave andet, det kører, som det skal, og skide være med - undskyld mig - at 100.000 mennesker bliver arbejdsløse her næste år. Er man fuldstændig ligeglad med det? Bekymrer det ikke, at op mod 100.000-125.000 mennesker bliver arbejdsløse det næste år? Det hele kører, som det skal?

Ja, hver især passer lige lidt på sproget, når man kommer med sine bemærkninger.

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, at jeg i min tale meget præcist redegjorde for, at vi i regeringen og vores støttepartier selvfølgelig mener, at vi ligger helt rigtigt med den her finanslov - ellers havde vi jo lavet en anden. Så selvfølgelig gør vi det.

Men jeg synes også, at jeg meget præcist beskrev, at der er en international krise, der skyller ind over os. Det har nogle negative effekter, og dem skal vi forsøge at håndtere. Heldigvis, kan man sige, skaber vi skattelettelser, og vi fører en fornuftig politik, der gør, at der også er familier, der ikke bliver særlig hårdt ramt.

Hvis vi lige skal forholde os til arbejdsløshedstallet, så stiger det til 70.000 næste år ud af en arbejdsstyrke på 2 millioner, og hver eneste, der bliver arbejdsløs, er en for mange. Men den her regering har skabt en historisk lav ledighed på 1,6 pct., fordi den har arbejdet målrettet med den indsats, og det er da klart, at vi ikke sidder passivt og ser på, at ledighedstallet stiger, men vi har forholdt os til realiteterne og har ageret i forhold til dem. Det er sådan set min kommentar til det.

Hr. Morten Bødskov for anden og sidste korte bemærkning.

Jeg tolker det sådan noget uklare svar på det ellers meget klare spørgsmål - nemlig om man som konservativ bare accepterer, at der så nu kommer 100.000-125.000 arbejdsløse - som, at det er man så ligeglad med, det er sundt for dansk økonomi, og som den konservative formand render rundt og taler om hele tiden, er det jo vigtigt, at vi kommer derop, forstår man, for så bliver lidt af kapacitetspresset på dansk økonomi ligesom taget af. Man accepterer så bare, at 100.000-125.000 danskere bliver kastet ud i arbejdsløshed allerede næste år.

Med hensyn til det med problemerne, der kommer udefra, synes jeg jo, at man skulle prøve at tage fat i vennerne i den finansielle sektor, for formanden for Finansrådet sagde jo på Finansrådets årsmøde følgende om krisen:

»Krisen kom hurtigere og kraftigere ind over os, fordi der var identificeret brodne kar i den danske finansielle sektor.«

Det har så også ramt os hårdere end ellers, hvis man ser på vores nabolande.

Så alt går, som det skal, ledigheden skal stige til 100.000-125.000, krisen kommer udefra, der er ikke engang grund til at kigge kritisk på de brodne kar, som selv formanden for Finansrådet siger har været i finansverdenen, og som man vel som udgangspunkt må tage at der skal rettes op nu, når vi har set en så alvorlig finansiel krise, som vi ser i Danmark.

Værsgo at svare.

Jeg anerkender naturligvis, at det har vist sig, at der var nogle brodne kar i vores egen finansielle sektor, men det er ikke dem, der har skabt krisen. Det er vigtigt at holde fast i, og der synes jeg, hr. Morten Bødskov vender tingene på hovedet.

De, der ikke har ageret efter den lovgivning og efter de hensigter, der har været i regulativerne for den finansielle sektor, vil få at mærke, at når vi nu kommer på den anden side af den her finanskrise, bliver der gennemført en gennemgang af de her mekanismer, og der bliver styrket der, hvor der har været svagheder osv. osv.

Men det, der er det allervigtigste, er, at finansloven ligger rigtigt. Det har vi jo også fået medhold i, ikke bare af Nationalbanken, men også af vismændene. Alle, der har specialiseret sig i økonomi, siger, at den her finanslov er det rigtige på det her tidspunkt. Det mener vi, og det holder vi fast i. Og så har vi jo, som finansministeren sagde, krudtet tørt i kælderen, og når der sker ting, der ikke foregår på den måde, vi havde håbet, kan vi forsøge at justere i forhold til det.

Hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Jeg synes ikke, at den konservative ordfører har givet et helt klart svar på, hvordan man udviser rettidig omhu. Den økonomiske redegørelse er jo lavet på baggrund af den viden, vi har i dag, herunder finansloven og finanslovens effekter og regeringens 2015-plan og dens effekter. Men på trods af det får vi altså en arbejdsløshed til næste år på 100.000. Man kan jo ikke henvise til noget, som er indarbejdet i den økonomiske redegørelse. Så må man jo sige: Hvad kan man gøre ekstra? Derfor er mit spørgsmål: Er det ikke korrekt, at det er en gylden regel, som Finansministeriet har bekræftet over for Folketinget adskillige gange, at den beskæftigelsesmæssige effekt ved at fremrykke offentlige investeringer langt overstiger effekten af skattelettelser generelt? Det er klart, at hvis de er ufinansierede, er det en katastrofe, men her menes der generelt ved skattelettelser.

Værsgo til ordføreren.

Vi har den klare opfattelse, at 2015-planen er nogenlunde holdbar, og det var jo også det, vi så, da finansministeren fremlagde den. Den er jo stort set finansieret. Det er meget små ting, der skal til: Der skal findes 25.000 i arbejdsstyrken. Hvis vi går sammen bredt i Folketinget, er det en løsning, som vi sammen kan finde en model for, det er jeg sikker på.

Nu siger hr. Ole Sohn jo selv, at tingene kan forandre sig, og hr. Ole Sohn sagde selv i sit svar til hr. Kristian Thulesen Dahl noget om 2 måneders respit, hvor hele verden havde forandret sig. Det er netop det, regeringen med sine støttepartier har lagt sig fast på. Vi har placeret os i forhold til den udfordring, vi har i dag. Der fortæller al økonomisk videnskab, at det her er den rigtige model. Så er vi klar og overvåger nationaløkonomien og arbejdsmarkedet dag for dag og reagerer så i forhold til det og er, på grund af at vi har drevet landet så fornuftigt, som vi har, det land i Europa, der er bedst polstret til at modgå den krise, vi bliver en del af og også kan komme bedst ud af, fordi vi har håndtag til at regulere for det.

Hr. Ole Sohn for anden korte bemærkning.

Jeg tror, at hr. Mike Legarth er uenig med finansministeren, som jo i går erkendte, at 2015-planen smuldrer. Jeg kan forstå, at Det Konservative Folkeparti mener, at den er holdbar, men finansministeren siger, at den smuldrer for ham.

Den økonomiske redegørelse er lagt frem. Der siger regeringen med egne ord: Arbejdsløsheden stiger til 100.000 næste år og yderligere i 2010. Vismændene er enige, alle er enige. Så er spørgsmålet, hvor lang tid der skal gå, før regeringen handler på baggrund af den konstaterede viden, vi har, netop om, at arbejdsløsheden stiger, og at den allerede er steget markant for bygningserhvervet.

Værsgo til ordføreren.

Hvis man tager udgangspunkt i situationen i dag, er det sådan, tingene vil udvikle sig. Men vi er jo klar til at påvirke de ting, hvis vi kan, og vi vil forsøge at sætte ind for at forbedre det, hvis det giver økonomisk mening. Men der er det jo, vismændene har sagt, at den kurs, som regeringen har lagt, og de tiltag, der er bestemt, er de rigtige i den situation, som vi er i, for hvis vi bliver for overoptimistiske og gør for meget nu, risikerer vi et meget større tilbageslag, som giver endnu højere ledighed. Det er nøjagtig den balancegang, vi holder, og det synes jeg faktisk man må anerkende at regeringen gør dygtigt indtil videre. Lad os nu se, om tingene ikke retter sig med fælles hjælp her fra et bredt flertal i Folketinget.

Vi er kommet til næste korte bemærkning, og den er fra hr. Morten Helveg Petersen. Værsgo.

Jeg vil gerne forfølge sporet om den økonomiske 2015-plan og høre, om det virkelig er den konservative ordførers mening, at det fortsat er en realistisk plan. Vi kunne se i Børsen i går, hvordan selv regeringen erkender, at planen smuldrer; vi kan se, hvordan de forudsætninger, der er lagt ind i den, gør, at dens målsætninger bliver umulige at indfri, så hvad er det, den Konservative ordfører bygger sin optimisme på?

Hvordan tror den Konservative ordfører at man kan skaffe 50.000-60.000 mennesker ud på arbejdsmarkedet inden 2015? Hvordan kan man lukke et hul i kassen på 14-15 mia. kr. i 2015 for at gøre dansk økonomi holdbar? Hvad forestiller Det Konservative Folkeparti sig at der skal til for at indfri den målsætning?

Værsgo til ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Jamen den konservative finansordfører er ukuelig optimist, og han tror på, at vi ved fælles hjælp kan få skruet på de forskellige nødvendige parametre, sådan at den 2015-plan holder til vores fælles bedste. Til det skal vi have en offensiv skattereform, og så skal vi også se på arbejdsudbuddet. Kan vi matche de to krav på en fornuftig måde, når vi også i mål med 2015-planen til fælles gavn for alle her i Folketinget og i det danske land.

Hr. Morten Helveg Petersen for anden korte bemærkning.

Det er jo dejligt med optimisme - ikke mindst når skyerne måtte være lidt grå på himlen og finanskrisen måtte rase udenfor. Men hvad har ordføreren at have sin optimisme i? Når man ser tilbage på forløbet her i forbindelse med finansloven, hvad er det så, der gør, at ordføreren er i så godt humør? Bevares, det er jo pragtfuldt, at folk er i godt humør, og optimisme er en god ting, men en smule realisme er vel også på sin plads her. Så hvis ordføreren venligst ville redegøre for sin ukuelige optimisme, kunne det være, at smilene kunne brede sig til os andre også.

Vi kan jo prøve. Værsgo til ordføreren.

Det vil jeg gerne. Jeg er f.eks. optimist, fordi jeg mellem linjerne hører, at hr. Morten Helveg Petersen og Det Radikale Venstre vil medvirke, at de anerkender, at det er meget vigtigt, at den økonomiske plan for 2015 holder. Jeg tror så også, at det arbejdstøj, man tager på, godt kan blive lidt mere beskidt end det, man havde på, da man forhandlede i arbejdsmarkedsreformregi i forbindelse med finanslovforhandlingerne, hvor vi under de sidste forhandlinger lidt savnede medvirken fra Det Radikale Venstre, som jo ellers havde været rimelig hårde i filten, men som, da det kom til stykket, ikke rigtig ville noget alligevel.

Men jeg kan høre, at det var dengang, og at der er et nyt sigte, og det er jeg glad for og positiv over for, så jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde om at løse det problem.

Vi går videre med de korte bemærkninger. Værsgo til hr. Frank Aaen.

Det Konservative Folkeparti taler jo meget gerne om Gud, konge og fædreland og om politi, retssikkerhed og borgerlig anstændighed, og derfor er mit spørgsmål til hr. Mike Legarth: Hvordan har den borgerlige anstændighed det med i dag at skulle stå og forsvare en finanslov, som er skabt på det grundlag, at ét parti, nemlig Dansk Folkeparti, som forudsætning for at indgå en aftale om denne finanslov stillede krav om, at et menneske reelt blev fængslet uden dom? Hvordan har den borgerlige anstændighed det med sådan et forløb?

Værsgo til ordføreren.

Jeg har fuld tiltro og tillid til de beslutninger, der bliver truffet af justitsministeren, integrationsministeren og regeringens top i den her sag.

Men da jeg jo nu lige fik stikordet om politiet, vil jeg bare sige, at jeg ikke i min finanslovtale fik talt om de helt fremragende initiativer, der ligger, hvor vi med 325 mio. kr. frigør 200 politifolk fra kontoropgaver og får dem ud i det danske landskab, så vi får lidt mere ro og orden. Der bliver sat midler af til, at vi kan optage 150 nye politielever i henholdsvis 2009 og 2010. Så jeg takker for, at jeg lige fik mulighed for at nævne det.

Men den borgerlige anstændighed har det udmærket. Vi reagerede ud fra det grundlag, vi havde på det tidspunkt, og gjorde det, vi mente var rigtigt, og den problemstilling arbejder man jo videre med.

Hr. Frank Aaen for anden korte bemærkning.

Det var da vist det, man kalder et udenomssvar. Altså, vi kender i politik til mange studehandler - der var f.eks. engang nogle motorveje, der blev anlagt i Nordjylland som betaling for, at nogle andre fik en bro. Vi kender til masser af den slags studehandler. De er mindre pæne og meget uskønne, men det er dog velkendt.

Men jeg har aldrig nogen sinde før i mit politiske liv set, at man kunne inddrage et enkelt menneske og i praksis sætte vedkommende i fængsel uden dom som led i en finanslovforhandling. Jeg synes da egentlig, det kunne være interessant, hvis Det Konservative Folkepartis ordfører bare lige antydningsvis ville sige, at det måske ikke var så pænt - at det var en skandale. Kan vi ikke få en indrømmelse af det?

Værsgo til ordføreren.

Nej, det kan man ikke. Vi reagerede på en sag - en problemstilling, som vi i princippet var enige i. Her havde man en person, som var mistænkt for nogle ting, og der var nogle konsekvenser, vi mente det skulle medføre. Så har det senere vist sig, at det grundlag, vi havde, og som de allerypperste i Danmark havde givet os at træffe beslutning ud fra, åbenbart ikke er helt som fremstillet, så nu skal man arbejde videre med den problemstilling. Så jeg mener ikke, at vi kunne have gjort tingene anderledes.

Vi fortsætter, og den næste er fru Mette Frederiksen. Værsgo.

Tak for det. Jeg hæfter mig ved, at De Konservatives ordfører på et tidspunkt siger, at man ikke skal gøre finanskrisen til en generel økonomisk krise. Og det er jo et tema, der har været gennemgående både hos Venstre og De Konservative i dag, nemlig at der nærmest ikke rigtig er en krise, kan vi forstå. Og jeg tror, at mange af de danskere, der kan se frem til et 2009 med mørke tal, og mange af de danskere, der måske kan se frem til at miste deres arbejde, eller som er på en arbejdsplads, hvor kollegaer vil blive kastet ud i ledighed, har meget, meget svært ved at forstå, hvordan den politiske diskussion på Christiansborg stadig kan handle om, om der overhovedet er en krise. Det er jo helt åbenlyst, det er helt åbenbart, at vi ikke alene har en finansiel krise, vi har også en økonomisk krise, og en af de allerallermest kedelige konsekvenser af det er, at næste år kommer arbejdsløshedstallene til at stige. Derfor vil jeg spørge: Hvor er buddene fra bl.a. Det Konservative Folkeparti til at imødekomme de her store udfordringer?

Værsgo til ordføreren.

Nu tror jeg, at fru Mette Frederiksen må have været uopmærksom, da jeg holdt talen, og sagde noget om det her emne, for jeg kan citere fra min tale:

»Vi ved desværre også, at ledighedstallene vil stige betydeligt det næste par år, om end vi fortsat vil holde os under det seneste lavpunkt under SR-regeringen. Men vi er ramt af en international finanskrise, og vi ved, at nogle danskere kan mærke krisen, fordi de har svært ved at sælge deres bolig og måske har mistet deres job, og det er en alvorlig situation - ingen tvivl om det.«

Det sagde jeg, og derfor står vi også ved den her finanslov, som holder gang i hjulene, fordi vi jo giver skattelettelser på 9 mia. kr. og investerer andre 7 mia. kr. i offentlige investeringer, sådan at vi puster til økonomien og forsøger at sætte gang i væksten.

Samtidig mødes man i EU-sammenhæng de nærmeste dage for at beslutte, at 1.500 mia. kr. skal sættes i omløb for at skabe vækst.

Fru Mette Frederiksen for anden og sidste korte bemærkning.

Ordføreren siger, at man med den her finanslov ønsker at holde gang i hjulene. Hvad er det for nogle hjul, der skal holdes i gang? Vi ved, at et af de områder, et af de erhverv, som vil blive ramt af den økonomiske krise først, et af de områder, hvor arbejdsløsheden kommer til at stige først, er byggeriet. Alle, med undtagelse af Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti, er enige om, at den mest oplagte kur i forhold til det problem er at sætte gang i offentlige investeringer. Vi har folkeskoler, der er forfaldet, vi har almene boliger, der ikke bliver bygget, vi har en offentlig sektor, der er slidt ned, og samtidig har vi en række byggefag, der melder om kommende arbejdsløshed inden for ganske få måneder. Hvorfor ikke slå to fluer med et smæk og på den ene side sørge for, at vi får gang i beskæftigelsen ved at fremme de offentlige investeringer, og på den anden side samtidig forbedre vores velfærdssamfund?

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan garantere, at hvis det var så nemt, havde vi også gjort det. Men i den påstand ligger der jo en kæmpe konflikt. Hvis vi sendte x antal milliarder ud i økonomien til offentligt byggeri, ville bygge- og anlægssektoren trække medarbejdere fra alle andre brancher. Derom må vi være enige, for der er jo ikke andre steder at tage dem fra. Men Socialdemokraterne vil ikke være med til at skabe et øget udbud, og vi har allerede nu, inden vi sendte de milliarder ud, problemer med at få folk ansat som hjemmehjælpere, SOSU'er, til at passe de syge og ældre. Så hvis vi gør det, som fru Mette Frederiksen siger, kan vi ikke få passet de syge og ældre, for så er der ingen folk at få.

Derfor synes jeg, at Socialdemokratiet skulle medvirke til en arbejdsmarkedsreform, sådan at vi også er sikre på, at der i den offentlige sektor er folk til at passe vores ældre. For det, fru Mette Frederiksen siger om at forsøge at skabe vækst i det danske samfund under et, har vi jo i sigte; det er jo det, vi gerne vil.

Så er det hr. Rasmus Prehn, værsgo.

Det er jo simpelt hen sort snak, vi hører fra den konservative ordfører her, at hvis vi sætter gang i byggeriet, vil vi komme til at mangle arbejdskraft andre steder. Har den konservative ordfører slet ikke fulgt med i aviserne de sidste uger, hvor overskrift på overskrift har fortalt, at det netop er inden for byggebranchen, at der opleves kæmpestor afmatning i økonomien og dermed afskedigelser? Det konservative dagblad Børsen har skrevet ledere om nødvendigheden af at fremme offentligt forbrug for netop at sætte gang i nogle af de her ting, og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri har sagt de her ting igen og igen. Så der er altså en stor opbakning fra netop branchen selv til at få sat fokus på det her, fordi der virkelig er store ledighedsproblemer.

Ikke nok med de ting, som fru Mette Frederiksen sagde før, om at få løst problemer med vedligeholdelsesefterslæb, men vi ved jo også, at områder som det miljømæssige og det klimamæssige i kommunerne kunne løses bedre. Jeg står her med en artikel fra Børsen fra den 3. december, hvor der står: »Regeringen blokerer for gratis CO2-gevinst i kommunerne«. Det er simpelt hen, fordi anlægsloftet, den meget snævre anlægsramme, blokerer for at hente gode gevinster hjem ved at spare på energien. Så det er mange ting, man ødelægger ved at have så stram en politik for de offentlige anlægsbudgetter.

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, det er dejligt, at hr. Rasmus Prehn kerer sig så meget om dansk erhvervsliv, det vil jeg takke hr. Prehn for. Det er glædeligt, og det håber vi også vil være tilfældet på andre områder.

Jeg må bare sige, at jeg jo over for fru Mette Frederiksen i detaljer redegjorde for, hvad Det Konservative Folkepartis baggrund er for at agere, som vi gør. Altså, vi kan ikke på nuværende tidspunkt - i år - pøse milliarder ud til offentlige bygnings- og anlægsopgaver, fordi det ville få en række andre negative økonomiske effekter som rentestigninger, øget import og inflation, og det ville give endnu større arbejdsløshed, som ville blive katastrofal og meget, meget dyr at reparere på senere hen. Det er jo det, vismændene giver os ret i, og det er det, Nationalbanken giver os ret i, og jeg synes nok, at man er nødt til at anerkende den slags ekspertise.

Så med hensyn til kommunerne - er min tid forbi?

Nej, der er et par sekunder endnu.

Så vil jeg sige med hensyn til kommunerne: Hr. Rasmus Prehn anbefaler, at vi bruger penge på klima osv., og det taler vi jo meget for. Energi og klima er i højsædet hos os, men det er man nødt til at gøre inden for de rammer, der er udstukket, for vi har jo en økonomisk ramme, der skal overholdes, for at det ikke skal give det her økonomiske tilbageslag.

Hr. Rasmus Prehn for den anden korte bemærkning.

Nu er det altså ikke, fordi jeg kerer mig mere om erhvervslivet, end jeg gør om klimaet og dem, der bliver arbejdsløse. Jeg kerer mig om hele samfundet, og jeg synes, det virker, som om den konservative ordfører slet ikke kerer sig om noget som helst andet end bare at holde fast i de talesætninger, han har fået skrevet ned for 2 måneder siden.

Altså, sagen er jo her, at vi ved, at der lige præcis nu og her sker en kæmpestor stigning i ledigheden inden for byggebranchen. Der er behov for at fremrykke offentlige investeringer, og det har vi den ene økonom efter den anden der efterlyser, heriblandt jo også Dansk Byggeri, som efterspørger det her meget kraftigt.

Så har vi en situation, hvor hele det initiativ, som også den konservative klimaminister, fru Connie Hedegaard, har været ude med, hvor man skal sætte klima på dagsordenen ude i kommunerne, nu bliver standset, på grund af at man har et meget nidkært anlægsloft. Var det så ikke klog politik at sige: Jo, lad os lempe anlægsrammen lidt, så kommunerne kan lave kloge investeringer nu - noget, der tjener penge hjem til borgerne på sigt, noget, der er godt for klimaet, og noget, der sætter gang i beskæftigelsen? Er det ikke at slå flere fluer med et smæk?

Det ville simpelt hen være fantastisk at gøre, så hvorfor ødelægge det for sig selv ved bare at blive ved med at holde fast i det, man også sagde for et halvt år siden?

Værsgo til ordføreren.

Nu er det snart jul, så jeg vil være mild og sige, at jeg tror, at danskerne vil være glade for, at det er de partier, der sidder med regeringsmagten lige nu, der har ansvaret. For den plan, som hr. Rasmus Prehn lægger for dagen, er simpelt hen ikke holdbar. Den ville give et kæmpe tilbageslag, og det mener jeg er bevist, ved at vismændene og Nationalbanken bakker op om den plan og den finanslov, vi præsenterer i dag. Så det er ikke bare en finanspolitisk rigtig finanslov, det er også en fagøkonomisk rigtig finanslov.

Så siger hr. Rasmus Prehn med hensyn til kommunerne: Kunne man ikke bare...? Nej, det kan man ikke bare, for man er jo nødt til at holde fast i de økonomiske aftaler, der er indgået. Men jeg kan da så glæde hr. Rasmus Prehn med, at der er foretaget en undersøgelse med en beregning af, hvor mange penge man bruger på byggeri i kommunerne. Det er 5 mia. kr., og vi tilfører med den her finanslov 1 mia. kr. ekstra til næste år og 2 mia. kr. i årene frem, i alt 9 mia. kr. Så der kommer jo vækst, og de ting, hr. Rasmus Prehn efterspørger på det faglige plan, bliver løst.

Vi fortsætter i spørgerrækken. Den næste er hr. Morten Østergaard, værsgo.

Jeg er nødt til lige at gribe fat i det, den konservative ordfører svarede hr. Morten Helveg Petersen tidligere. Jeg er helt uforstående over for, hvad det er, den konservative ordfører mener at Det Radikale Venstre skulle have blokeret for i de sidste forhandlinger om arbejdsmarkedsreformer. Det Radikale Venstre har i årevis forsøgt at formå regeringen til at begive sig ind på dagpengereformer, og nu har man så uden at udvise nogen form for rettidig omhu valgt at udsætte det projekt, indtil der begyndte at tegne sig stigende ledighed i horisonten. Dermed fik man så heller ikke noget resultat.

Det, vi så til gengæld sagde, da man lagde de planer døde, var, at vi var meget villige til at gå videre med en jobplan for udenlandsk arbejdskraft og de ting, der lå i det, men selvfølgelig i respekt for andre indgåede forlig, og vi ønskede, at alle de ting, der lå på bordet, blev behandlet i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Og det valgte regeringen så at tilrettelægge på en anden måde. Men jeg synes, at hr. Mike Legarth skylder at fortælle, hvad det var, Det Radikale Venstre blokerede for. Tværtimod har vi jo sådan set været positive og oversendt yderligere forslag om tusindvis af ekstra i arbejdsudbud, hvilket regeringen altså ikke var klar til at forhandle om i forbindelse med finansloven.

Værsgo til ordføreren.

Vi ville gerne have været længere med »Jobplan II«, og vi ville gerne have haft en større udnyttelse end de 4.000, vi nåede. Men det var ikke vores opfattelse, at det var muligt at komme ret meget længere, end vi gjorde.

Men jeg glæder mig jo over, at Det Radikale Venstre er progressive og gerne vil være behjælpelige her, og det har de også hele tiden meldt ud. Men jeg må bare konstatere, at man ikke kom ret langt med det arbejde, og det var, fordi regeringspartierne ikke fandt, at der var mulighed for at nå i mål med det, man gerne ville. Det kan så være, at der var nogle interne problemstillinger, der gjorde det - det skal jeg ikke tale en konflikt i gang om herfra, men bare sige, at vi har store forventninger til og håb om, at vi i fremtiden når noget længere og mere effektivt kan få løst det problem, vi har, med det manglende arbejdsudbud.

Hr. Morten Østergaard.

Ja, det må man sandelig håbe, for det er ikke meget held, regeringen hidtil har haft - og slet ikke på det seneste - til at tilrettelægge forhandlingerne på en sådan måde, at de fører til et resultat. Men jeg betragter det, som hr. Mike Legarth siger, som en tilbagetrækning af den påstand, at Det Radikale Venstre skulle have blokeret for noget som helst, der minder om arbejdsmarkedsreformer i forbindelse med de her finanslovforhandlinger. Jeg vil gerne have bekræftet, at det var sådan, man skulle forstå svaret.

Men så vil jeg også gerne spørge hr. Mike Legarth, som har stor tiltro til fremtiden: Kan vi ikke bare få den erkendelse, at hvis man nu sidste år, året før eller ved en endnu tidligere finanslov havde valgt at lave nogle af de reformer, som man nu er kuldsejlet med i år, så havde dansk økonomi været bedre rustet til at imødegå den lavkonjunktur og recession, vi nu står foran, end den er i dag, hvor man altså er endt med rene fugle på taget og gode ideer og en optimisme for fremtiden, som måske ikke helt har hold i de økonomiske prognoser, som regeringen selv lægger frem?

Ordføreren.

Lad mig starte med det der om at blokere: Jeg har aldrig sagt herfra, at Det Radikale Venstre havde blokeret for det. Jeg sagde, at de ikke var så konstruktive, som jeg ellers havde hørt dem give udtryk for at de var. Men den tror jeg vi har fået talt os til rette om.

Men ret skal være ret til: Man skal passe på med at beskylde nogle for at have sagt noget, de ikke har sagt. Så er den rettet.

Med hensyn til fortiden og fremtiden, og hvis man havde gjort det ene og det andet, vil jeg sige: Det kan der være en sandhed i, og måske ikke - det er gætterier, og det vil jeg ikke indlade mig på. Jeg vil bare sige, at vi har en vigtig opgave foran os, som vi skal have løst.

Så er det hr. Jesper Petersen, kort bemærkning.

Tak for det. Vi taler om, at der på grund af den finanskrise, vi står i, kan blive behov for at lave en finanspolitisk lempelse i det kommende år, og hr. Mike Legarth får det ligesom til at se ud, som om det eneste, der kan bruges i den sammenhæng, er at lave skattelettelser. Der skal ikke postes penge ud til investeringer. Det er kun skattelettelser, der kan bruges.

Jeg kan forstå på nærmest en kampagne, De Konservative har kørt lige siden i sommer, ja, i årevis, men i sommer stod det helt klart, at de simpelt hen vil helt af med topskatten - ikke noget med at skære en lille smule i den, den skal helt væk. Finansieringen bliver der ikke snakket så meget om, det er bare væk med topskatten.

Det er måske et led i hele det her med, at vi ikke skal gøre finanskrisen til et stort problem. Vi skal ikke skabe pessimisme, det er der ikke rigtig nogen grund til. Men helt ærligt forstår jeg godt den pessimisme, der breder sig rundtomkring på de arbejdspladser, hvor man oplever, at fyringerne nu kommer i stort tal, og pessimismen rundtomkring i de kommuner, der oplever, at de ikke kan lave de investeringer i skoler, idrætsfaciliteter og energirenovering af bygninger, som de gerne vil.

Så kan hr. Mike Legarth ikke bekræfte, at der faktisk er et alternativ til de skattelettelser, de så gerne vil? Hvis man vil lave en finanspolitisk lempelse, kan man også lave offentlige investeringer, der egentlig nok ville være meget mere effektive i forhold til at sikre beskæftigelse og en fortsat sund økonomisk udvikling.

Ordføreren.

I Det Konservative Folkeparti har vi den grundlæggende holdning, at vi hellere vil spare på det offentlige forbrug og så lade borgerne være med til i højere grad at bestemme, hvordan deres egen løn skal bruges.

Men det ændrer ikke ved, at vi ikke har sagt, at vi ikke vil være med til at foretage offentlige investeringer i anlæg og byggeri. Hvis situationen bliver sådan, at det er det rigtige at gøre på et tidspunkt, så har vi sparet milliarderne op og holdt krudtet tørt og er klar til at foretage den investering på det tidspunkt.

Men sådan som situationen er i dag, mener vi ikke, at det er det rigtige. Der mener vi, at det grundlag, som finansloven bygger på, er det korrekte.

Hr. Jesper Petersen.

Jamen det er altså skræmmende, synes jeg. Regeringen har i årevis skabt et investeringsefterslæb, som gør, at der er et enormt behov for at renovere vores skoler, vores sygehuse og plejehjem rundtomkring - ligesom også idrætsfaciliteter, der er nedslidte overalt i det her land.

Vi har behov for at renovere bygninger rundtomkring i kommunerne, så vi kan spare på energien og nedbringe vores CO2-udslip. Det efterslæb har man skabt i årevis, og der har ikke været rum i økonomien til at lave de investeringer, har det heddet.

Nu er rummet der. Nu er der behov for, at vi poster nogle penge ud i samfundet for at få gang i hjulene næste år, fordi fyringerne sætter ind nu, fordi ordrebøgerne er tomme rundtomkring i byggeriet. Men i stedet for fastholder De Konservative, at vi bare skal af med topskatten, og så skal det hele nok løse sig.

Hvem ved, om det virker? Hvem ved, om de folk, der får endnu større skattelettelser, som De Konservative måske ikke engang vil finansiere, ikke bare sparer dem op i stedet for at bruge dem nu, hvor forbrugertilliden er helt i bund? Det får vi jo ikke mere gang i hjulene af. Den sikre metode er at lave offentlige investeringer, som tilmed løser op for det investeringsefterslæb, vi har. Og det ville være glædeligt, hvis De Konservative ville tænke på det danske velfærdssamfund og ikke kun på topskatteyderne.

Ordføreren.

Jeg har gentagne gange redegjort for, hvad det er for en negativ effekt, det ville give vores samfund, hvis vi investerede i offentlige byggerier og anlæg på nuværende tidspunkt. Så det vil jeg ikke gentage og slet ikke over for hr. Jesper Petersen, der er en meget talentfuld skatteordfører; det vil være helt unødvendigt.

Men jeg vil bare slå fast, at når der så også tales om kommunerne, har kommunerne aldrig haft flere penge til rådighed. Der bruges altså 15 mia. kr. på anlæg, og jeg fortalte før til den tidligere ordfører, at der er lavet en beregning af, at man bruger 5 mia. kr. inden for daginstitutions-, skole-, idræts- og ældreområderne. Og nu tilfører vi en ekstra milliard og derefter 2 milliarder osv. i årene fremover. Der investeres jo masser af milliarder af kroner i vores offentlige sektor, så det ser altså ikke så skidt ud, som man gerne vil gøre det til.

Så er det fru Margrethe Vestager, værsgo.

Mange tak. Vi er meget optagede af det næste forsøg - om man så må sige - der bliver for at løse det set med radikale øjne alvorlige problem, nemlig at man får store problemer med velfærden i fremtiden, både fordi der bliver et hul i statskassen, og fordi der kommer til at mangle folk på hospitalerne og i plejecentrene, det, som man allerede mærker i dag.

Nu tabte regeringen jo dagpengereformen på gulvet; det tror jeg nok er den mest nøgterne beskrivelse af den proces. Hvad er det konservative ønske til skattereformen? Hvor meget kan den bidrage med med hensyn til de her problemstillinger, som der jo er på den lidt længere sigt, når man ser ud over de problemer, vi kan have her og nu med ledighed, altså som der er på den her 10-, 15-, 20-årige sigt? Hvad er den konservative ambition, og hvad er det for en fordelingsprofil, man forventer?

Ordføreren.

Med hensyn til det første vil jeg gerne stærkt anfægte, at det var regeringen, der tabte reformen på gulvet. Det var de partier, der skulle samarbejde om det her, der tabte den proces på gulvet. Men lad os ikke gøre det til et problem. Det kan vi løse næste gang, der er en runde, og så håber jeg, at der er større vilje hele vejen rundt. Jeg ved godt, at Det Radikale Venstre gerne vil være med, og det takker vi for.

Med hensyn til skattereformen har vi ikke lagt os fast på, præcis hvad vores forventning er, og hvad vi skal opnå, bare at skatten på arbejde skal sænkes markant, og på den måde kan vi være med til at skabe den vækst i vores samfund. Hvordan den så skal skrues sammen, hvem, hvilke befolkningsgrupper, der skal have hvor meget, og hvilke kilder der skal til for at finansiere den, glæder vi os til at give svar på, når vi har set og hørt, hvad Skattekommissionen leverer.

Fru Margrethe Vestager.

Jo, men det er jo sådan én ting, nemlig den konkrete fordelingspolitik. Men der er jo en anden fordelingspolitik, som er lige så interessant, og det er fordelingen mellem generationer.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt skuffet over, at Konservative ikke har sådan en mere håndfast ambition med hensyn til, hvor meget skattereformen skal give i form af arbejdskraft. For holdbarhedsproblemet kan jo sættes meget præcist op: Det er en rigtig, rigtig lang række af mennesker, der kan stille sig op i kø efter hinanden, når man ser på, hvad vi får brug for, for at fylde det arbejdsmarked, som vi gerne vil have fyldt, for at levere den velfærd, som vi gerne vil have leveret, for at sørge for, at der er lærere i klasseværelserne og sygeplejersker på gangene til at tage vare på de mennesker, som bor på plejecentre og andre steder. Det meget store problem må da være en væsentlig konservativ prioritet. Og kan ordføreren ikke blive en lille smule mere præcis end at sige: Det ser vi på, det bliver en spændende forhandling; vi er åbne? Man skulle tro, at ordføreren var i opposition, for det er jo sådan det, vi mere ydmyge må komme til forhandlingsbordet med. Nu har vi så et forslag, der giver 35.000, men kunne det ikke inspirere den konservative ordfører?

Ordføreren.

Jamen det er jo ikke hensigtsmæssigt på forhånd at stille ultimative krav til en forhandling, heller ikke fra regeringens side, så det gør vi ikke.

Vi siger fra konservativ side - og det er jo det, jeg kan tale for i dag - at vi gerne vil have en massiv sænkning af skatten på arbejde, og at vi gerne vil have arbejdsudbuddet øget væsentligt. Hvordan vi så kan enes, vil det være meget problematisk for mig at give klare tilkendegivelser om i dag, hvad angår antal og procenter. Det kan jeg ikke, men jeg vil bare sige, at det er vores klare hensigt, at det skal være offensivt og markant.

Så er det fru Kirsten Brosbøl for en kort bemærkning.

Ordføreren sagde i sit svar til hr. Jesper Petersen, at, og jeg citerer ordret »vi hellere vil spare på det offentlige forbrug«, underforstået, at man så bruger pengene på skattelettelser, sådan at de kan komme ud i borgernes egne lommer. Vi vil hellere spare på det offentlige forbrug. Det er jo klar tale, og det synes jeg sådan set siger meget i sig selv, men det, jeg godt vil bede ordføreren om at forholde sig til, er effekterne af de skattelettelser, som De Konservative taler så varmt for, og som vi jo har kunnet høre under hele den her debat med den konservative ordfører simpelt hen er løsningen på alle problemer i det her samfund, nemlig at vi bare skal poste pengene ud til skattelettelser, så skal det hele nok gå, og så skal vi nok få løst finanskrise og økonomisk recession og det hele.

Men jeg vil gerne bede ordføreren forholde sig til det, der står i regeringens egen økonomiske redegørelse om, hvad effekterne af de her skattelettelser bliver. Der står, at forløbet indebærer en kraftig stigning i husholdningernes samlede opsparing. Er det ikke rigtigt, vil jeg spørge hr. Mike Legarth, at det er det, der vil ske? Er hr. Mike Legarth enig i den vurdering?

Ordføreren.

Der er da sikkert nogle, der vil spare lidt op, men jeg er slet ikke i tvivl om, at hovedparten vil vælge at bruge de penge, de får i skattelettelser, og vi kan roligt sige, at i den situation, vi er i, hvor det nu viser sig, at der er afdæmpede udsigter i folks økonomi - i hvert fald i nogle af familiernes økonomi - og at de får hårdt brug for de penge, så jeg er ikke i tvivl om, at de bliver sendt i omløb igen, og det er jo også det, som alle anerkendte eksperter tydeligt tilkendegiver. Så en skattelettelse er lig med dynamik.

Fru Kirsten Brosbøl.

Det her er jo sådan set meget befriende, for det er jo en reel politisk diskussion, vi har: Hvad mener man virker i forhold til at skabe en beskæftigelseseffekt, i forhold til at give økonomien et kærligt puf fremad, som der vitterlig er behov for i den her situation?

Nu hører vi gentaget, at det konservative svar på alle problemer er skattelettelser til det private forbrug, for man har fuld tiltro til, at folk nok skal gå ud og bruge de her penge. Men jeg gentager lige, hvad der rent faktisk står i regeringens egen økonomiske redegørelse: »Forløbet indebærer en kraftig stigning i husholdningernes samlede opsparing som følge af den svækkede forbrugertillid og det kraftige fald i formuerne, …«.

Er hr. Mike Legarth enig i den her vurdering, eller fastholder man stædigt, at folk vil fare ud i butikkerne og bruge af de her skattelettelser frem for at forholde sig til den økonomiske situation, som samfundet står i?

Ordføreren.

Jamen jeg står inde for hver eneste sætning og hvert eneste komma i den bog, også de konsekvenser, der er beskrevet i den, naturligvis. Det var også det, jeg startede med at sige: Regeringen ligger fuldstændig korrekt dér, hvor vi gerne vil ligge. Og de effekter, vi har beregnet, forventer vi kommer.

Det er jo ikke bare en politisk finanslov, den er jo også efterprøvet af al den intelligens, vi har i vores ministerier. Det er blomsten af Danmarks akademikere, der sidder dér og tester det, og vi får det lavet andre steder. SKAT har lavet en beregning af, hvilken effekt en sænkelse af topskatten giver, eksempelvis - den er næsten selvfinansierende; nogle siger: mere end selvfinansierende.

Sådan er der jo masser af rapporter og tiltag, man kan kigge på og have hver sin politiske mening om. Jeg tilkendegiver bare, hvad den konservative er. Vi vil gerne have, at borgerne får lidt mere af deres løn, og 50 pct. ville vel ikke være for meget.

Hr. Carsten Hansen får ordet for en kort bemærkning.

Tak. Hr. Mike Legarth forsøger at spille den venlige mand - alt er bagateller, vi skal nok gribe ind, og det går jo så godt.

Se, en af hr. Mike Legarths partifæller, den tidligere kulturminister og nuværende justitsminister, hr. Brian Mikkelsen, syntes jo som menigt medlem op til sidste valg, at understøttelsen var for høj. Samtidig ved vi jo, at regeringen som svar på, at der nu sker massefyringer i industrien, at de ufaglærtes arbejdsløshed nu er steget til 6 pct., at det er svært at finde praktikpladser til lærlinge, og at transportsektoren er ved at gå i stå, siger, at man skal halvere dagpengene.

Nu vil jeg høre, om De Konservative stadig væk er enige i, at man skal halvere dagpengene, og at man skal sætte understøttelsen ned. Er det det svar, man vil give dem, der nu bliver ledige?

Ordføreren.

Ja, vi synes, at man skal halvere dagpengeperioden.

Så er det hr. Carsten Hansen.

Det var da noget af en melding, og det er jeg glad for. Det er klar tale, jeg er ikke vant til så befriende ærlig tale, nemlig at man stadig væk vil halvere dagpengeperioden. Det synes jeg der skal roses for, det er klar tale. Jeg er så dybt uenig i synspunktet.

Men hr. Brian Mikkelsen mente jo også, at understøttelsen er alt for høj. Og når jeg borer lidt i det, er det jo, fordi vi er ved at lave bankpakker til direktører, der har fået 30 mio. kr. i optioner. Som formanden for Finansrådet udtalte, er der brodne kar i finanssektoren; de er skyld i overbelåning, de har ikke set efter, om værdierne er til stede. Jeg behøver bare at nævne IT Factory osv. De penge skal vi nu ud at redde med bankpakke II.

Mener man stadig væk - set i lyset af de mange hundrede milliarder, eller i hvert fald mange, mange milliarder, vi skal punge ud med på samfundets vegne - at understøttelsen til dem, der er uforskyldt ledige, er alt for høj, som hr. Brian Mikkelsen udtalte op til sidste valgkamp?

Ordføreren.

Jeg vil starte med det sidste. Den samfundspakke til bankerne har ikke noget at gøre med, at vi skal ud at redde grådige ledelser, direktioner, i bankerne. Det handler om, at vi måske, hvis vi kan blive enige med et politisk flertal, skulle etablere den her samfundspakke, så vi får løst kreditklemmeproblematikken, hvor erhvervsliv og borgere er kommet på den, fordi de ikke kan få fornyet de lån, de har, eller få nye lån til noget så elementært som en carport, et tag, eller hvad det måtte være. Virksomhederne kan ikke få forlænget deres kreditter og få finansieret nye forretninger. Og det er et tab for hele samfundet.

Men det er da klart, at de brodne kar, som hr. Carsten Hansen så rigtigt bemærker, har opført sig uanstændigt. Dem skal vi ikke give nogen hjælpende hånd - ja, det skal være ovre ved justitsministeren, der kan straffe dem behørigt, hvis der er noget, der er overtrådt i forhold til den gældende lovgivning. Vi har ingen sympati, og vi har ingen planer om at hjælpe en branche, for branchen på internationalt plan og i USA - nu taler jeg ikke om den danske - ligger jo, som den har redt. Man har jo taget meget store risici.

Så er det fru Karina Lorentzen, sidste spørger.

Vi har jo nu uafbrudt i en del år haft en konservativ justitsminister, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi aldrig har oplevet så mange bandeuroligheder, så mange optøjer i gaderne, skyderier, at voldskurven for unge mennesker stiger osv. osv.; det har været et konservativt ansvar. For mig at se peger det i retning af, at man har forsømt at sætte midler af til den forebyggende dagsorden, man er kommet for sent i gang med at få en kuldsejlet politireform på sporet.

Jeg vil høre den konservative ordfører, om man med den her finanslov har sat tilstrækkeligt med midler af til at forhindre, at vi fortsat vil se skyderier i gaderne, at voldskurven blandt unge mennesker og ungdomskriminaliteten fortsat stiger, og om den konservative ordfører mener, at man nu har gjort det, der skal til, for at knække kurven på kriminaliteten, så borgerne i Danmark kan føle sig trygge og sikre.

Ordføreren.

Jeg vil indlede med at sige, at jeg synes, at vi i Danmark har et fantastisk godt politi. Så har et bredt flertal i Folketinget bestemt sig for, at vi skulle have en tiltrængt reform. Den er blevet indarbejdet. Der har ledelsen ikke været helt så fremragende. Det har haltet lidt med det. Men nu har et bredt flertal i Folketinget justeret politireformen, sådan at jeg nu forventer, at dansk politi kommer til at virke på den måde, som det gjorde i gamle dage, hvor det var nationens stolthed. Det er jeg såmænd slet ikke i tvivl om.

Så bliver jeg ærlig talt en lille smule provokeret, pikeret og irriteret, når fru Karina Lorentzen nærmest antyder, at fordi vi har haft en konservativ justitsminister, så er det justitsministeren skyld, at folk skyder i gaderne, og at der er vold og ballade og uro. Det vil jeg gerne have mig frabedt og bede om, at man kommer op på et lidt højere niveau.

Fru Karina Lorentzen.

Det glæder mig da, at man anerkender, at man har haft et ledelsesansvar over for politiet i en årrække, og at det er helt nødvendigt for at afhjælpe de problemer, der har været omkring politireformen.

Jeg er stadig væk nødt til at spørge til, om der er et bud i forbindelse med den her finanslovaftale, som gør, at vi kan knække kriminalitetskurven, der nu er på vej op. Er der nogen konservative bud på, hvad vi gør? Og dækker dette finanslovforslag dette problem ind?

Så har jeg også lige et andet spørgsmål, og det er i forbindelse med domstolene, som er vældig pressede nu, og som jo i hvert fald ikke kan undsiges at tilhøre justitsministerens ressortområde. Der sker en voldsom sagsophobning nu, fordi politireformen langsomt begynder at køre. Er der på nogen måde afsat midler til at sikre sagsflowet ude i domstolene på nuværende tidspunkt? Er der afsat midler, så vi sikrer, at ofrene får en hurtig sagsbehandling, og at man får sat de kriminelle fast?

Ordføreren.

Nu kender jeg fru Karina Lorentzen som et sødt, venligt og intelligent menneske, så når spørgeren kommer til antyde, at det nærmest er justitsministerens ansvar, at ledelsen ikke fungerer, synes jeg, at det er stærkt tvivlsomt og urimeligt. Det kan godt være, at man har et politisk ansvar, men når man beder politiet om at reagere inden for en vis ramme, er det selvfølgelig politiets chef, der er ansvarlig for ledelsen i politiet. Det skal politikerne jo ikke blande sig i. Men lad nu det ligge, det var måske bare en formulering, spørgeren kom med.

Vi skal selvfølgelig sørge for, at politiet kommer til at virke så godt som muligt. Men jeg kan jo ikke på vegne af den nuværende justitsminister garantere, at folk begynder at opføre sig ordentligt, og at ting ikke udvikler sig sådan, at man skal kunne håndtere hvad som helst. Ligesom i finansverdenen forandrer tingene sig også i de kriminelles verden. Men jeg er helt sikker på, at den plan, man har strikket sammen for politiet - i øvrigt med et bredt flertal her i Folketinget, og tak for det - skal tingene nok komme til at virke.

Tak til hr. Mike Legarth som ordfører. Den næste ordfører er hr. Morten Helveg Petersen.

Denne finanslov vil blive husket, ikke så meget for det, den indeholdt, men for alt det, som den ikke indeholdt. Finansloven vil blive husket for reformerne, der blev væk. Finansloven vil blive husket for, at regeringen har begravet sin egen økonomiske 2015-plan. Og finansloven vil blive husket for at være blevet til midt i en finanskrise, samtidig med at Danmark står uden en realistisk plan for den økonomiske politik.

Det er ekstra kritisk i en situation, hvor der er rentespænd til eurozonen, og vi har oplevet pres på kronen og på fastkurspolitikken. Rentespændet bliver nu karakterskalaen for regeringens økonomiske politik, og det er derfor, der er brug for en ansvarlig økonomisk politik og for reformer. Vi ser, hvordan alle nøgletal går i den forkerte retning. Overskuddene på statsfinanserne rasler ned og afløses af underskud, og ledigheden stiger. Konjunkturerne er vendt, og vi skal forholde os til, hvordan vi kommer bedst gennem krisen. Det kræver ansvarlighed, det kræver, vi tænker fremad, og det kræver reformer.

Det Radikale Venstre har gennem årene efterlyst reformer - reformer på arbejdsmarkedet, reformer af dagpengesystemet, reformer af efterløn, reformer på skatteområdet, fuldt medlemskab af euroen. Vi har efterlyst reformer i et omfang, der har irriteret og generet andre partier, men det bliver det jo ikke mindre rigtigt af. Vi har argumenteret for reformer, ikke for reformernes skyld, men fordi der er en pris at betale for ikke at reformere i tide. Den pris kommer vi nu til at betale i form af en højere rente, stigende arbejdsløshed og svigtende erhvervsinvesteringer.

Det står nu klart, at dansk økonomi ikke er holdbar, og at vi begraver regeringens egen økonomiske plan frem mod 2015, fordi regeringen ikke selv er i stand til at leve op til den. Regeringen har gjort det modsatte af rettidig omhu; den har ladet stå til. Regeringen har troet i sin selvtilfredshed, at det gik godt, men det er jo sådan set i gode tider, at fremtidens problemer grundlægges. Regeringen ligger, som den har redt, eller rettere, som den har sovet. Hvad har vi dog ikke måttet høre på af udsagn fra regeringen om den økonomiske politik? Jeg tror ikke på recession, sagde statsministeren. I stedet skulle de økonomiske lærebøger skrives om. Vismænd og velfærdskommissioner og andre uafhængige økonomer, der har advaret mod mangel på reformer, er blevet anklaget for at være økonomiske mørkemænd.

Nu betaler vi prisen. Og hvis ikke vi i de kommende år frem mod år 2015 skaffer op mod 60.000 ekstra ud på arbejdsmarkedet, ja, så vil der være et stort hul i kassen. Konsekvensen af mangel på reformer er, at vi står over for et ubehageligt dilemma. Hvis ikke vi reformerer, kommer vi til at skære hårdt i velfærden eller opleve massive skattestigninger. Regeringen anerkender sådan set behovet for reformer, men problemet er, at man ikke tør slås med Dansk Folkeparti.

Hvis vi skruer tiden et par måneder tilbage, kom statsministeren hjem fra Frankrig. Statsministeren bad Arbejdsmarkedskommissionen om at fremrykke deres arbejde, så der kunne laves oplæg til en reform på arbejdsmarkedet. Det hastede ifølge statsministeren. Derefter faldt tingene gradvis fra hinanden. Hvem der gjorde hvad og hvorfor, kan vi formentlig diskutere længe. Det Radikale Venstre gik til forhandlinger med et ønske om, at der skulle ske noget, at der skulle laves en arbejdsmarkedsreform. Det lykkedes ikke, og man må sige, når man kigger tilbage på efterårssæsonen her, at det mest ambitiøse indslag for regeringens vedkommende nok har været statsministerens rejseprogram.

Det Radikale Venstre mener, at den bedste måde at ruste os på til fremtiden er at gøre dansk økonomi holdbar. Økonomisk holdbarhed er et teoretisk begreb, det kan være svært at forholde sig til, men manglen på holdbarhed går hurtigt hen og bliver blodig alvor.

Det fremgår af regeringens egen 2015-plan, at beskæftigelsen skal løftes med 50.000-60.000 personer, før økonomien er holdbar, det vil sige, at velfærdsstatens indtægter og udgifter er i balance. Hvis reformkrisen bider sig fast og de nødvendige reformer ikke gennemføres, vil det gå sådan, som statsministeren selv har forudsagt det: Der vil skulle skæres i velfærden. Statsministeren sagde således i sin åbningstale tilbage i oktober:

»Derfor må vi handle nu. Det er et barskt valg, for enten må vi acceptere et tab af velstand og velfærd som følge af mangel på arbejdskraft, eller også må vi skaffe mere arbejdskraft ...«.

Et alternativ er at hæve skatten, men det vil blot forstærke det problem, som den i forvejen rekordhøje skat på arbejde medfører. Folk vil holde op med at arbejde, fordi fritid simpelt hen bliver for billig og gevinsten ved en ekstra indsats for lille.

Det Radikale Venstre gik til forhandlingerne om finansloven med et ønske om at deltage, men slutspillet blev det sædvanlige, at regeringen murede sig inde med Dansk Folkeparti. Det mener vi at der kom en dårlig aftale ud af, i hvert fald en aftale, som ikke grundlæggende er et svar på de udfordringer, vi står over for nu.

På sundhedsområdet er der brug for en øget indsats over for de kritiske sygdomme, men samtidig en reform af ventelistesystemet, som samlet styrker og prioriterer indsatsen og diagnoser for kritiske sygdomme.

På kulturområdet kan der være fornuft i at bevare mindesmærker, men vi savner penge til udvikling og de ting, der peger fremad.

På udlændingeområdet så vi, hvordan finansloven blev gjort til skueplads for Dansk Folkepartis magtdemonstration. Vi synes, at der skulle være givet flere penge til Udlændingeservice, som er blevet kraftigt beskåret økonomisk, for at sikre en hurtigere og bedre sagsbehandling.

Hvor går grænsen for, hvad Christiansborg egentlig skal blande sig i? Finanslovaftalen med Dansk Folkeparti er et udtryk for centralisme af værste skuffe, når Folketinget nu skal til at blande sig i uhumske toiletter og loft for betaling af mad til de ældre. Det er jo udtryk for, at der ikke er tillid til, at kommunerne er i stand til at prioritere og løse opgaverne. Det undrer sådan set ikke, at Dansk Folkeparti har den holdning, det kender vi jo alle sammen til, men at regeringen går med til det, må jo så være et udtryk for, at Venstre ikke længere har tillid til det kommunale selvstyre.

Det Radikale Venstre havde på forhånd sagt, at vi gerne ville deltage i forhandlingerne. Vi deltager i udmøntningen af globaliseringsmidlerne som en del af velfærdsforliget, vi deltager i tilbygningen til politireformen, vi deltager i aftalen om sygefravær, og vi deltager i udmøntningen af den såkaldte satspulje. Vi mødte op til forhandlingerne med bl.a., hvad vi selv kalder for en social 2015-plan. Indholdet i det forslag er, at vi i stedet for at strø velfærd ud over de fleste koncentrerer os om de mest udsatte, hvor vi udarbejder en plan frem mod 2015 for, hvordan vi kan hjælpe de mest udsatte grupper som eksempelvis børn, unge, udviklingshæmmede, voksne med psykiske problemer, voksne på kanten af arbejdsmarkedet samt kriminelle og deres børn. Det synes vi at der er brug for, men regeringen ville ikke.

Derfor vil vi, når det kommer til afstemningerne om ændringsforslagene, stemme imod forslag, der indebærer øget velfærd til de fleste, for på den måde at prioritere de mest udsatte. Vi vil bl.a. rulle forhøjelsen af børnechecken tilbage, fordi vi hellere vil prioritere til gavn for de mest udsatte borgere.

Andre af ændringsforslagene vil vi undlade at stemme til. Det er eksempelvis, når vi synes, den politiske retning måtte være rigtig, men hvor vi ikke kan få beløbet til at passe med, hvad vi selv har afsat.

Så stiller vi ændringsforslag til en stribe af de områder, som vi finder vigtige, og som regeringen ikke har prioriteret i den endelige aftale med Dansk Folkeparti:

På udviklingsområdet ønsker vi eksempelvis at Danmark når tilbage til målsætningen om at yde 1 pct. i ulandsbistand. Vi mener, at ulandsbistand nytter og gør en forskel, og samtidig vil det være et godt signal for Danmark at lægge sig i spidsen. Vi ønsker at styrke det såkaldte arabiske initiativ, fordi der er brug for mere dialog med den arabiske verden, ikke mindre.

På klimaområdet burde statsministerens nyfundne grønne profil også have sat sig spor i finansloven, ikke mindst i betragtning af at Danmark næste år er vært for klimatopmødet. Vi stiller ændringsforslag om en bevilling til et klimamøde for ngo’er. Man kan sige, at når det gælder netop ulandsbistand og klima, ja, så er statsministeren nærmest i opposition til sin egen regering. Derfor er der måske ikke så meget at sige til, at han søger et job i udlandet.

Vi ønsker at afskaffe starthjælpen og den såkaldte 450-timers-regel. Vi ønsker at forbedre pædagog- og læreruddannelsen, og vi ønsker en ambitiøs økologiplan, ting, der peger fremad, men som der desværre ikke blev plads til i denne finanslov.

Det Radikale Venstre stemmer selvfølgelig for den endelige finanslov, for det hører sig til som et økonomisk ansvarligt parti, men vi efterlyser en samlet, realistisk økonomisk plan fra regeringen. Den nuværende er brudt sammen, og regeringen er nødt til at forholde sig til fremtiden. Vi har budt ind med konstruktive forslag til reformer, der kan gøre dansk økonomi holdbar, f.eks. en reform af arbejdsmarkedet og en ambitiøs skattereform, hvor vi sænker skatten på arbejdsindkomst for alvor.

Vi ser frem til de forhandlinger, der måtte komme i foråret. Det ville være befriende, hvis regeringen ville leve op til sit ansvar, ja, netop som regering, og byde ind på, hvordan vi besvarer fremtidens udfordringer.

Tak for det. Jeg har noteret følgende til kort bemærkning: Hr. Peter Christensen. Værsgo.

Tak for det. Når man hører den radikale ordførertale og også tidligere på dagen hørte de spørgsmål, som blev stillet til Venstre, er det tydeligt, at det at have en holdbar 2015-plan, det, at man har en langsigtet plan, man styrer efter for at holde en økonomisk ansvarlig linje, er vigtigt for Det Radikale Venstre. Det er jeg enig i. Vi har været ude at sige, hvad det er for en stigning, der skal til i forhold til den strukturelle beskæftigelse, for at sikre den her balance i 2015, så vi ønsker netop at fastholde princippet.

De partier, som Det Radikale Venstre så vil i regering med, har ingen planer - Socialdemokratiet har ingen 2015-plan, og SF's giver ikke meget mening - og det undrer mig sådan set, hvordan De Radikale kan have det som deres absolut topprioritet så at ville danne regering sammen med partier, for hvem det er inderlig ligegyldigt, om man har en sådan holdbarhed. De Radikale plejer ellers sådan at bryste sig af, at det kun er sagligheden, der tæller. Hvor er den blevet af?

Det får vi svar på. Værsgo, ordfører.

Sagligheden fylder da heldigvis også meget, og det skal den jo også.

Nu er det jo typisk sådan i de her debatter, at så kommer den type spørgsmål, som hr. Peter Christensen giver udtryk for her, hvor vi skal til at lege med bogstaver og regeringsdannelser osv. Det kan man jo selvfølgelig sagtens have lange diskussioner om. Det, der er vores udgangspunkt, er, at vi byder ind med vores egne konstruktive forslag til reform af skatteområdet, til reform af arbejdsmarkedet, og vi er ægte bekymrede for realismen i den økonomiske politik og de økonomiske planer, som regeringen her har på bordet.

Vi vil gerne fastholde og mener fortsat, at det er vigtigt, at man har en 2015-plan. Hvad andre partier melder ind med, må man spørge andre partier om. Det skal jeg sådan set ikke forholde mig til, men faktisk blot minde om, hvad jeg tror hr. Peter Christensen selv sagde tidligere på dagen, citeret frit efter hukommelsen: Nu er det jo sådan set ikke valgkamp, så skulle vi ikke se at få arbejdstøjet på i stedet for den her bogstavleg. Det tror jeg ærlig talt økonomien har mere brug for.

Hr. Peter Christensen.

Jeg beder sådan set Det Radikale Venstre om at forholde sig til det, fordi det ikke er en bogstavleg. Det handler om politik, det handler om, at De Radikale har erklæret det som et mål at vælte regeringen, vælte den regering, som arbejder for at holde en ansvarlig økonomisk linje, og at de hellere vil have Socialdemokratiet, der ikke synes, at det er arbejdet værd at have en 2015-plan, til at danne regering. Derfor er det jo ikke en bogstavleg.

Det handler om, hvorvidt vi skal blive ved med at føre en ansvarlig økonomisk politik i det her land, og der giver det jo ingen mening, at De Radikale siger, at de vil det, som regeringen reelt gør, og så samtidig peger på fru Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Man skal i hvert fald være radikal for at forstå det.

Ordføreren.

Mit indlæg var jo for en stor dels vedkommende en kritik af det, som regeringen har gjort, eller rettere det, som regeringen har undladt at gøre i forbindelse med reformer på netop skat og på arbejdsmarkedet. Vi synes fortsat, det er vigtigt - utrolig vigtigt - at der er en 2015-plan. Det vil vi arbejde benhårdt for at der også må være fremover, netop fordi det er vigtigt, at vi opstiller nogle pejlemærker for, hvad det er, vi skyder efter, hvad det er, der er sigtelinjerne i den generelle økonomiske politik.

Hr. Peter Christensen kan være forvisset om, at den ansvarlighed har vi lagt til grund for vores finanslovudspil, og det kommer vi også til at forfølge fremover, ingen tvivl om det.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Hr. Morten Helveg Petersen har været meget optaget - som vi også lige har hørt i den seneste udveksling her - af 2015-planen. Det er jo sådan et særlig radikalt islæt, at man gerne vil markedsføre sig selv som et ekstremt økonomisk ansvarligt parti. Det synes jeg selvfølgelig er al ros værd.

Så er man meget ude efter regeringens 2015-plan, men på et tidspunkt blev man også spurgt til den plan, som Socialistisk Folkeparti er kommet med - hvis man gerne vil have skiftet. Der er sådan en fin SF's 2015-plan, står der her, og da hr. Morten Helveg Petersen på Ritzau blev spurgt om den, sagde han, at den ville han først sige noget om, når han havde nærlæst og regnet på de mange forslag. Men hvis man skal nå op på 1,8 pct. i offentligt forbrug, kræver det i hvert fald gennemgribende skatte- og arbejdsmarkedsreformer, sagde hr. Morten Helveg Petersen.

Mit spørgsmål er såmænd blot: Er den nærlæst nu, og kan vi få en forklaring på, om Det Radikale Venstre nu synes, at den her plan er god eller dårlig, økonomisk forsvarlig eller økonomisk uforsvarlig?

Ordføreren.

Vi efterlyser reformer over en bred kam, både i forhold til, hvad SF har budt ind med, og sandelig også i forhold til, hvad regeringen har undladt at gøre, for slet ikke at sige i forhold til, hvordan vi oplever at Dansk Folkepartis langsigtede økonomiske politik måtte være. Så den kritik, vi har haft af SF, gælder for så vidt også andre partier her i salen. Vi synes, at vi grundlæggende set har forsømt at reformere i tide, og det er den pris, vi kommer til at betale nu.

Vi mener fortsat, at skal man op på en forbrugsvækst i den størrelsesorden, som hr. Thulesen Dahl citerer her, så forudsætter det nogle helt gennemgribende reformer og nogle ændringer. Og der er første chance, nu hvor det er kuldsejlet med hensyn til en reform af arbejdsmarkedsområdet og dagpengedelen, jo så her til foråret. Så må vi jo prøve at se, om vi kan finde et resultat i forbindelse med skatteforhandlingerne. Der håber jeg i øvrigt at Dansk Folkeparti også vil melde sig på banen.

Så ja, vi står fast på, at en forudsætning for overhovedet at komme i nærheden af den størrelse tal, som hr. Thulesen Dahl citerer her, er nogle grundlæggende og gennemgribende reformer, og de krav må vi jo stille til alle partier.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er ikke for være drilsk, det kunne nogle måske tro, men nu bruger jeg selvfølgelig et forslag fra Socialistisk Folkeparti til at prøve mere dybtgående at finde ud af, hvad Det Radikale Venstre mener. Baggrunden er jo selvfølgelig, at hvis man har en meget hård kritik af 2015-planen, som den ligger fra regeringens side, og man siger, at det stort set er umuligt at nå i mål, at det er meget, meget svært og i hvert fald kræver meget store reformer - gerne, ifølge Det Radikale Venstre, både på arbejdsmarkedspolitikområdet og på skattepolitikområdet, og respekt for det synspunkt - er det jo klart, at hvis man så har noget, der nærmer sig en fordobling af det offentlige forbrug i en plan fra Socialistisk Folkeparti, så vil det jo kræve endnu mere. Og det vil sige, at man vel i De Radikales optik vil være endnu længere fra at kunne realisere sådan et ønske.

Så det er bare for at finde ud af, om jeg har ret, hvis jeg antager, at Det Radikale Venstre på det her ene punkt måtte føle sig tættere forbundet til den 2015-plan, som vi andre forsøger at forfølge målene for, end til den 2015-plan, som Socialistisk Folkeparti har markedsført sig på som værende på en eller anden måde mere økonomisk ansvarlig.

Ordføreren.

Min kritik har jo gået på, at regeringen ikke er i stand til at overholde sin egen 2015-plan. Min kritik går jo på - som det står beskrevet i 2015-planen - at hvis ikke der skal være et kæmpe hul i statskassen i 2015, forudsætter det, at der kommer 50.000-60.000 ekstra ud på arbejdsmarkedet. Vi har budt ind, meget konkret og konstruktivt, synes vi selv, på dagpengedelen og på arbejdsmarkedsdelen, og vi har også et meget konkret skatteudspil, der gør, at vi begynder at kunne komme op i nærheden af at indfri de krav her. Vi har sådan set selv lagt nogle ting på banen, som vi synes er konstruktive, og som faktisk vil løse de her holdbarhedsproblemer. Og det er vel egentlig, hvad man kan forlange af en ordfører: at man på sit partis vegne er i stand til at fremlægge konkrete, konstruktive udspil til, hvordan vi svarer på de udfordringer, som hele samfundet står over for frem mod 2015.

Tak til hr. Morten Helveg Petersen. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger ... er der det? Hr. Mike Legarth.

Det var mig, der var lidt sent på den.

Nu har vi set finanslovoplægget fra SF. Jeg vil gerne spørge hr. Morten Helveg Petersen, om det ikke er lidt vanskeligt, når man taler om ansvarlighed, at påstå, at man gerne vil i regering med nogle, der har et finanslovoplæg, som er uansvarligt.

Ordføreren.

Jeg har selv været kritisk over for nogle af de forudsætninger, der ligger i nogle af de planer, vi har set, og jeg er selv nysgerrig - for nu at bruge et pænt udtryk - over for, hvordan man kan nå op på de tal, som er beskrevet i de udspil her. Jeg synes selv, at der er nogle forudsætninger i det, der er for lyserøde - uden at der skal gå partifarve i det på den led.

Jeg tror, vi står over for den fælles udfordring, at når nu man, som vi har set og oplevet her i efteråret, ikke har kunnet bruge dagpengedelen og diskussionen om dagpengeperiodens længde osv. som instrument til at skaffe flere mennesker ud på arbejdsmarkedet, jamen så øger det jo de krav, som vi mødes med for at gøre økonomien holdbar frem mod 2015. Så jo, der er nogle forudsætninger her, som er for optimistiske efter min smag.

Hr. Mike Legarth.

Det glæder mig, og det kan jeg godt forstå.

Hvad tænker hr. Morten Helveg Petersen f.eks., når han ser, at SF vil rulle skattelettelser tilbage for 9 mia. kr. i den situation, vi er i i dag? Og hvad tænker hr. Morten Helveg Petersen, når han ser SF's finanslovoplæg, hvor man vil, jeg tillader mig at kalde det brandskatte erhvervslivet? Man vil i hvert fald finde meget, meget store indtægter ved beskatning af dansk erhvervsliv, som i forvejen har svært ved at konkurrere på verdensmarkedet.

Ordføreren.

Vi er kritiske over for de skattelettelser, som regeringen udlodder her, og vi har sagt fra første færd, at man i stedet for at give de her skattelettelser i virkeligheden burde fremrykke arbejdet med en ordentlig skattereform, der sænker skatten på arbejdsindkomst for alvor. Altså, i stedet for at gøre, som man gør her, burde man så at sige reservere beløbet. Og lad os så komme i gang med de forhandlinger om en skattereform, som virkelig trænger sig på, og hvor vi kan reducere beskatningen på arbejdsindkomst, så det virkelig batter noget. Det er jo et af de strukturelle virkemidler, vi har tilbage, nemlig at lave en ordentlig skattereform, der kan skaffe endnu flere mennesker ud på arbejdsmarkedet, og det synes jeg man skulle koncentrere sig om i stedet for den form for skattelettelser, som bliver udloddet her.

Så har jeg ikke noteret flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til hr. Morten Helveg Petersen. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører.

Den periode, vi nu gennemlever finansielt og ude i økonomien, er blandt de mest dramatiske perioder i årtier. Den finansielle krise, hvor staterne har stillet tusinder af milliarder af kroner til rådighed for bankerne, er sket, uden at toppen af krisen er set endnu. Arbejdsløsheden er først begyndt at stige, og det vil den gøre i en periode, selv om regeringen helst ikke vil se det som andet end en krusning.

Det er i lyset af krisen, at vi skal se den her finanslov. Og det er derfor, det er så mærkeligt, ja, uansvarligt, at der er tale om et forslag, der på nær få rettelser er uændret, fra før krisen begyndte at rulle, så alle kan se det. Den udvikling, der er i samfundet, stiller meget store krav til den politik, der vedtages, og den sætter samtidig meget vigtige holdningsmæssige spørgsmål på dagsordenen.

Det, krisen stiller som grundlæggende spørgsmål, er, hvordan samfundet skal styres, så vi løser krisen og undgår gentagelser. For os er spørgsmålet: Skal det være demokratiet eller markedet? Skal markedet bare drive os frem til den næste krise, eller skal vi bruge anledningen til at styrke demokratiet på markedskræfternes bekostning? For krisen er jo ikke skabt af enkelte brodne kar, som nogle prøver at sige. De peger på Stein Bagger og IT Factory, men altså, helt ærligt: Allerede nu kan vi se, at store selskaber som Danske Bank og andre pengevirksomheder samt IBM og andre virksomheder har sat milliarder over styr i samarbejdet med Stein Bagger og IT Factory. Og det er jo ikke, fordi Danske Bank eller IBM sådan bare kan kaldes for brodne kar. Det er jo, fordi de på samme måde som Bagger er besjælet af den grådighed, der præger hele markedsøkonomien eller kapitalismen for at være mere nøjagtig, hvor alle de, der har penge, løber som lemminger derhen, hvor de regner med at der er mest at tjene.

Det er jo den samme grådighed, der har drevet den enorme spekulation, der har udviklet sig globalt, særlig de sidste 10 år. De spekulationspapirer, der er i centrum af krisen på det finansielle område, kalder man afledte finansielle instrumenter eller derivater, og de har et omfang, som de færreste har kendskab til. Financial Times skrev forleden dag, at 625.000 milliarder dollar, altså 625 efterfulgt af 12 nuller og så et dollartegn, lyder de papirer på, der svømmer på det spekulative marked, og som er bygget op på en måde, så de intet har at gøre med den virkelige verden - som er rent papir, men altså desværre papirer af så store mængder, at de, hvis man skal forstå tallet, svarer til ti gange verdens bruttonationalprodukt, altså ti gange det, der produceres i verden på et helt år. Det er det, spekulanterne har drivende rundt i deres kasinoøkonomi, og det er den kasinoøkonomi, der nu er i dyb og skadelig krise.

Spekulationen og særlig mulighederne for spekulation er skabt politisk, ved at regeringer, EU, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond igennem en årrække har gennemtvunget liberaliseringen af kapitalmarkederne. Det har de gjort globalt, de har stort set overalt fjernet muligheden for at styre kapitalstrømmene. De har sagt: Nu skal vi bare lade markedskræfterne udvikle sig.

Det er jo præcis den udvikling, der politisk er blevet vedtaget og skubbet igennem - tvunget igennem, hvis lande har været i krise, tvunget igennem, som vi lige har set det oppe i Island, som selvfølgelig ikke selv er uden ansvar for det, der er sket. Det er jo det, vi i øjeblikket ser det samlede resultat af.

Det er afgørende at gribe ind over for spekulationen. Jeg ved godt, at nogle taler om at kontrollere den lidt, men beløb svarende til ti gange verdens bruttonationalprodukt kan selvfølgelig ikke kontrolleres. Den form for spekulation må vi have fjernet.

Desværre har et bredt flertal i Folketinget gennemført bankpakker, der først og fremmest har sikret penge til alle dem, der løb med pengene, da der var overskud, og som altså nu har sendt tabene videre til skatteyderne. Det er jo uanstændigt, at de, der har beriget sig på den måde, beriget sig på vores bekostning, samtidig kan sende tabene videre til os, til skatteyderne.

Det er uanstændigt, og det er bare at pumpe systemet op en gang mere, og på den måde er man i fuld gang med at forberede den næste krise. Indtil videre har man bare åbnet statskassen for bankerne uden demokratisk indflydelse - 20 mia. kr. den ene dag og næste dag 3.000 mia. kr. i garantier - og uden nogen form for grundlæggende ændringer af bankvæsenet eller indsigt og kontrol med, hvad der foregår.

Nu diskuterer man at give ekstra 100 mia. kr. til bankerne, og igen ser vi en helt fantastisk diskussion. Skal vi bare putte 100 mia. kr. ind i bankerne til aktionærerne uden nogen form for indflydelse til det offentlige, uden indflydelse til staten? Det vil bankvæsenet gerne, det har jeg set flere fra regeringen udtale. Eller skulle man måske sige, at skal der skubbes flere penge i, skal der selvfølgelig følge demokrati med?

I den diskussion har regeringen allerede optrådt ved i sin tid at sige, at det var der aldrig brug for - der gik så et par uger, og så var der brug for det. Men man har også hele tiden fremført et mantra, der hedder: Staten må ikke drive banker. Det er jo et mærkeligt synspunkt. For de, der gør det i dag, er jo helt tydeligt ikke gode til det. De har på få måneder tabt ufattelige milliarder. De har de sidste 10 år tjent 260 mia. kr., og nu kommer de med tiggerstaven. Og staten er i gang med at stille penge til rådighed til bankerne i en størrelsesorden, der samlet set ligner noget af det dobbelte af Danmarks nationalprodukt. Det dobbelte af det, vi samlet set, alle danskere, tjener på et år - det er man i fuld gang med at stille til rådighed for bankerne.

Det burde måske nok være en overvejelse værd, om det er sådan, man skal fortsætte frem mod den næste krise. Og hvorfor er det nu, at banker ikke skal drives af staten? For i modsætning til, hvordan det er gået for de private banker, gik jo faktisk meget godt, da vi havde girobanken. Mit indtryk er, at alle var tilfredse med og glade for den service, de fik, og den lå på, om ikke hvert gadehjørne, så på flere gadehjørner i hver eneste by, nemlig ved hvert eneste posthus. Det var da noget, som kunne bruges som et alternativ. Den er altså i dag blevet opslugt af Danske Bank, som har lidt så enorme tab, at de nu beder staten om milliarder.

Skal vi ikke stille os det spørgsmål, om vi skal nøjes med bare at have private banker, hvis banker er så vigtige, at vi poster så store milliardbeløb i dem? Er de ikke for vigtige til bare at overlade til den private sektor? Jeg mener: Vandværkerne er vi glade er offentligt ejede. Vi er glade for, at elledningerne ude i gaden er offentligt ejede. Måske skulle vi overveje, om ikke også banker skulle drives og ejes af det offentlige - om ikke alle sammen, så i hvert fald så der er et samfundsejet, spekulationsfrit alternativ. For vi har sådan set den opfattelse i Enhedslisten - og det må jo gælde flere end os - at det er vigtigt, at vi alle sammen har adgang til et sikkert pengeinstitut, hvor vi kan få vores penge sat ind, hvor vi kan få de lån, vi har brug for, til at købe hus, og hvad ved jeg. Det er vigtigt for os. Men så lad os da danne sådan en fællesejet sektor. Så kan spekulanterne efter vores opfattelse beholde resten, for det er jo i virkeligheden ligegyldigt, om en spekulant tørrer en anden spekulant for en milliard, bare regningen ikke ender hos skatteyderne, som den gør i øjeblikket.

Det er den form for principielle diskussioner, vi gerne prøver at rejse i øjeblikket - og rejser på utallige møder rundt i hele landet, fordi der er efterspørgsel efter at høre, hvad der kan gøres.

Så lidt om krisen i den reale økonomi: Der vil vi igen sige, at når danske virksomheder - og virksomheder i USA og andre lande - varsler fyringer, og når arbejdsløsheden stiger globalt, jamen så er det jo ikke bare en afsmitning af finanskrisen. Det var faktisk i gang, før finanskrisen rigtig brød løs. De to kriser sammenflettes i øjeblikket og forstærker hinanden. Men jævnlige kriser og stigende arbejdsløshed i den reale økonomi er en del af markedsøkonomien, det er en del af kapitalismen, det har vi set i årevis med jævne mellemrum.

Det er et nyt træk, at de to kriser så stærkt som i dag forstærker hinanden, og at krisen på grund af globaliseringens omfang nu rammer alle de største økonomiske centre på én gang. Det gør, at det her kan udvikle sig dramatisk på en måde, vi slet ikke kender til endnu. Men selve det, at der er krise, hører til kapitalisme; det er en lovmæssighed, og derfor er det jo systemets krise. Derfor ser vi også i øjeblikket, at den debat om, hvad der skal gøres, og hvad det er, der sker, er et meget skarpt ideologisk opgør, der skal tages.

Der har efter vores opfattelse i mange år ikke været så god en mulighed for at diskutere ideologi og principper for samfundets styring og ledelse, diskutere, hvordan samfundet skal udvikle sig, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at den debat kommer frem, så det hele ikke fortoner sig i toiletter.

Vi har selvfølgelig stillet en lang række ændringsforslag til finansloven, men færre end vi plejer, for det kan jo komme til lidt at ligne en formalitet forstået på den måde, at det jo systematisk bliver stemt ned af regeringen sammen med Dansk Folkeparti, uanset om de tidligere har udtalt noget i samme retning.

Vi foreslår, at ulandsbistanden skal op med 2 mia. kr. Vi foreslår, at sociale ydelser skal reguleres i samme takt, som lønningerne udvikler sig, og derfor fjerner vi satspuljen forstået på den måde, at den nedrige mekanisme, alle andre partier end Enhedslisten står bag, nemlig at hver gang man har udregnet, hvad en pension, dagpenge til arbejdsløse eller efterlønsvederlag skal stige med for at kunne følge lønudviklingen, så er der altså sådan et massivt flertal af partier her i Folketinget, der siger: Men vi napper lige 0,3 pct. Det gør de år efter år, sådan at det i dag drejer sig om et meget stort milliardbeløb, som man så praler med. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi i dag har hørt, at der henvises til satspuljen og alle de gode ting, man har gennemført med satspuljen, men ikke én af de ordførere, der pralede med satspuljen, gjorde sig den ulejlighed at forklare, at det var penge, de havde hugget fra de fattigste i samfundet. Hvor alle andre beløb, vi bevilger på finansloven, er taget over skatten og i princippet betales af dem, der tjener mest, så er der her vedrørende satspuljen tale om en finansiering, hvor man tager fra dem, der har mindst.

Vi foreslår også penge til almene boliger. Vi foreslår også hjælp til boligejere. Det er måske ikke altid, man hører Enhedslisten tale om boligejere, men vi er faktisk bekymrede, hvis mennesker er tvunget til at flytte fra deres bolig, så deres børn er nødt til at flytte skole, til at flytte langt væk fra kammeraterne, og kommer ud i den sociale krise, det er, når ens bolig kommer på tvangsauktion. Det er derfor, vi har foreslået, at staten skal have lov til at kunne overtage en bolig, der er på tvangsauktion, for 1 kr. mere end det højeste bud, og stille den til rådighed, sådan at hvis de, der bor i boligen, ønsker at fortsætte som lejere, skal de have lov til det.

Vi har foreslået flere penge - 5 mia. kr. - til kommunerne og regionerne, vi har foreslået et råderum til at kunne hæve lønningerne for de lavest lønnede offentligt ansatte med henblik på at få mere ligeløn. Det var et forslag, vi troede vi havde flertal for, fordi Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet og SF tidligere har sagt, at det var et rigtig godt forslag og selv brugte det i valgkampen. Nu er vi åbenbart alene om at støtte det forslag. Der er også penge til at kunne udvikle det offentlige sygehusvæsen.

Vi foreslår selvfølgelig en klimaindsats med penge til vedvarende energi, med lavere priser for den offentlige transport og med investeringer i infrastruktur på det offentlige område.

Finansieringen er som sædvanlig til stede; den skal bl.a. komme fra nordsøolien. Nu er oliepriserne godt nok faldet, og derfor må vi kigge på tallene, men det er altså stadig væk sådan, at der tjenes mange penge ude i Nordsøen, og at man historisk har tjent rigtig mange penge, og derfor er vi ikke i tvivl om, at der også kommer finansiering af betydelige mængder ind på den måde. Men skulle vi få flertal for vores udgifter, skal vi love, at vi nok skal fange nogle indtægter, der modsvarer et eventuelt fald i provenuet for nordsøolien.

Vi vil have tilbagerullet skattelettelser, vi vil have indført bompenge og ikke mindst have lukket skattehuller. Det gælder ikke mindst de multinationale selskaber, der ikke betaler skat. Det var fantastisk til morgen i radioen at høre, at et selskab, der har udnyttet muligheden for at transportere skat ud over grænserne, så de undgår at betale skat i Danmark, nu alene skylder 3,6 mia. kr. Det viser lidt om, hvilke enorme summer der er på spil i forhold til at styrke den internationale skatteligning.

Vi ønsker selvfølgelig også en fjernelse af begunstigelsen af privathospitaler.

Det skulle være indtægtssiden.

Vedrørende ændringsforslagene stemmer vi ud over for vores egne selvfølgelig for en række af oppositionens ændringsforslag, sågar også nogle stykker af regeringens og Dansk Folkepartis ændringsforslag - der, hvor de er gode.

Vi vil stemme nej til den samlede finanslov. Vi mener, at det med det nej er vigtigt at markere en principiel modstand mod den økonomiske politik, der også ligger i finansloven.

Jeg vil gerne sige til hr. Ole Sohn fra SF: Den argumentation, at jaet til finansloven er et led i at skulle samarbejde med Socialdemokratiet, anser jeg for at være yderst mærkelig. For at få en alternativ regering og en alternativ politik skulle det åbenbart være afgørende at stemme for VKO's politik. Prøv at høre det igen: For at få en alternativ regering med en alternativ politik, skal man stemme for VKO's politik, som den er udtrykt i finansloven. Det er meget svært at forstå.

Jeg vil så bare til allersidst sige, det bliver meget kort, at der er en grund mere til, at vi synes, det er vigtigt stemme imod den her finanslov, og det er måden, den er blevet lavet på. Dansk Folkeparti krævede reelt at få en person fængslet som forudsætning og betingelse for at ville indgå en aftale om finansloven. At tage et enkelt menneske som gidsel i en finanslovforhandling - hvor dybt kan man synke?

Tak til hr. Frank Aaen. Der er ingen, der har bedt om ordet for en kort bemærkning.

Næste ordfører er hr. Anders Samuelsen.