J.nr. MST-101-00029

 

Den 16. februar 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål L 89, nr. 3, stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

 

Spørgsmål 3 

Vil ministeren oplyse, hvilke yderligere tiltag der vil kunne forstærke eksport af dansk miljøteknologi og viden?

 

Svar

Lovforslaget har ikke til formål at iværksætte særlige initiativer for eksport af dansk miljøteknologi eller viden. Det kan derimod oplyses, at regeringen i sin handlingsplan for fremme af miljøeffektiv teknologi fra 2007 har fokus på eksport af dansk miljøteknologi. Hertil kommer regeringens strategier for fremme af samarbejde med Kina og Indien, hvor der bl.a. er fokus på miljøområdet.

 

Der er gennemført en lang række erhvervsfremstød på miljø- klima- og ener­giområdet, med særlig fokus på vedvarende energi, vand, luftforurening og affald. Eksportfremstød med officiel dansk deltagelse har bl.a. være gen­nemført i USA, Kina, Brasilien, Sydøsteuropa og Spanien. Nye fremstød er bl.a. planlagt i Indien, Tyrkiet, Australien og Kina.

 

Regeringen vil inden sommerferien fremlægge en redegørelse til Folketinget om, hvordan den vil styrke dansk miljøteknologi fremover som et bidrag til at gøre Danmark til en grøn vindernation.

 

Her vil der være særlig fokus på regeringens indsats for eksport af danske cleantech-løsninger og danske miljøkompetencer i øvrigt.