|
Notat om høringssvar til udkast til forslag om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Løntilskud til private arbejdsgivere) |
|
|
Den 28. oktober 2008 blev udkast til forslag om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Løntilskud til private arbejdsgivere) sendt i høring til
· Beskæftigelsesrådet (BER)
· Kommunernes Landsforening (KL).
Der er afgivet høringssvar fra BER (LO, FTF og arbejdsgiversiden d.v.s. LH, SALA og DA) samt KL.
1. BER’s høringssvar
1.1 LO’s høringssvar
LO har meddelt, at landsorganisationen ikke har bemærkninger til lovforslaget.
1.2 FTF’s høringssvar
Â
FTF kan støtte forslaget om, at kravet til forudgående ledighed nedsættes fra 12 til 6 måneder ved tilbud om ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver.
FTF mener dog fortsat, at der skal være mulighed for ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere for personer med særlig risiko for langtidsledighed uden noget krav om forudgående ledighed.
Bemærkninger:
Med lovforslaget tilpasses løntilskudsordningen til de nye EU-regler i fritagelsesforordningen. Lovforslaget er udformet, så der kun ændres de regler, der er nødvendige for at opfylde kravene i forordningen.
Efter den nye fritagelsesforordning er der ikke mulighed for at opretholde en generel regel om, at personer med risiko for langvarig ledighed kan få tilbud om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere uden noget krav om forudgående ledighed.
Der vil dog fortsat være mulighed for at revalidender, førtidspensionister og personer omfattet af den særlige ordning for nyuddannede handicappedekan få et sådant tilbud.
Endelig er der fortsat mulighed for at give tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere uden krav om forudgående ledighed.
1.3 Høringssvar fra arbejdsgiversiden i BER (LH, SALA og DA)
Arbejdsgiversiden i BER har ikke bemærkninger til lovforslagets konkrete formuleringer og kan støtte, at lovforslaget fremsættes i Folketinget meget hurtigt, så det kan vedtages inden udgangen af 2008.
Arbejdsgiversiden i BER tilkendegiver dog som sin principielle opfattelse, at reglerne for ansættelse med løntilskud bør være de samme hos offentlige og private arbejdsgivere.
Bemærkninger
Lovforslaget er udformet således at løntilskudsordningen tilpasses den nye fritagelsesforordning. De regler, der skal tilpasses drejer sig alene om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere. Lovforslaget skal alene vedrøre de nødvendige ændringer. Derfor er der ingen ændringer i reglerne om ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere.
Â
2. KL’s høringssvar
KL har ingen bemærkninger til lovforslaget. Da målgruppen for personer, der skal ansættes med løntilskud hos private arbejdsgivere, ændres fra personer med 12 måneders forudgående ledighed eller risiko for langvarig ledighed til 6 måneders ledighed, tager KL forbehold for en vurdering af de økonomiske konsekvenser af forslaget.
Bemærkninger
Spørgsmålet om eventuelle økonomiske konsekvenser af forslaget vil indgå i DUT-forhandlingerne.