Til

                      Folketinget - Socialudvalget

 

 

L 16  - Forslag til Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) (Frokostmåltid i daginstitutioner m.v.). Spørgsmålet er stillet efter ønske af Line Barfod (EL).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 16 af 7. november 2008.

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Birgitte Christensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 16:

Ministeren bedes komme med et skøn over udgifterne, i form af mistet skatteprovenue, til det medarbejdergode, at der er kantine/madordning på arbejdspladser, delvist betalt af arbejdsgiveren, der kan fratrække denne udgift i skatteregnskabet.

 

Svar:

Som det fremgår af de årlige statusrapporter til Folketinget om udbredelsen af personalegoder og naturalieydelser, jf. ”Statusrapport til Folketinget om personalegoder/naturalieydelser opdateret med nye oplysninger om sundhedsforsikringer”, januar 2008 fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet, foreligger der ikke umiddelbart tilgængelige oplysninger om omfanget af virksomheders tilskud til kantinedrift på arbejdspladserne.

I forbindelse med gennemførelsen af lovforslag L 32 B, Forslag til lov om ændring af momsloven (Salg til interesseforbundne parter og byttehandel), (Folketingsåret 2007/2008), der bl.a. indeholdt ændringer af momsloven i forbindelse med salg af mad fra kantiner, blev det skønnet, at virksomhedernes samlede tilskud til drift af medarbejderkantiner udgør ca. 2,4 mia. kr. årligt. Dette tal er forbundet med nogen usikkerhed.

Lægges dette skøn til grund for opgørelsen af skattebesparelsen for medarbejderne af det personalegode, der består i salg af kantinemad til medarbejderne til under markedsprisen, kan det umiddelbare mistede skatteprovenu opgøres til ca. 1,2 mia. kr. årligt.

Opgjort inklusiv det automatiske tilbageløb af moms og afgifter vedrørende det umiddelbare skatteprovenu, skønnes personalegodet med betydelig usikkerhed at indebære et tabt provenu for det offentlige på op imod 1 mia. kr. årligt.