Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

J.nr. 2008-1796

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 1. november 2008

 

 

 

Under henvisning til Socialudvalgets spørgsmål 15 ad L 16 følger hermed velfærdsministerens svar på spørgsmålet.

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 15:

”Ministeren bedes kommentere oplæg fra Daginstitutionernes Lands-Organisation, jf. L 16 – bilag 5.”

 

 

Svar:

Indledningsvis finder jeg det positivt, at Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO) stiller sig positive over for forslaget om frokostmåltid i daginstitutioner.

 

DLO anfører derudover i deres oplæg, at den foreslåede lovændring om kommunalbestyrelsens mulighed for at regulere driftstilskud og forældrenes egenbetaling hen over året, indeholder en række problematiske forhold. Disse forhold handler bl.a. om, at de enkelte daginstitutioners bestyrelser får forringede muligheder for langsigtet planlægning og drift, ledelsen får større administrative byrder, og at forældrene ikke kan være sikre på deres budget.  

 

Formålet med lovændringen er, udover at indføre et forældrebetalt frokostmåltid i daginstitutioner, at skabe større fleksibilitet for kommunerne, så kommunalbestyrelsen har mulighed for at ændre i tilskud og egenbetaling for dagtilbud og fritidshjem hen over året samt at sikre, at forældrebetalingen og det kommunale tilskud fastsættes på et retvisende grundlag både ved vedtagelse af budgettet for det kommende år og ved eventuelle senere ændringer, uanset om disse medfører stigninger eller fald i tilskud og forældrebetaling.

 

Udgangspunktet for ændringen er, at ligebehandlingen af dagtilbuddene bevares, uanset om disse er kommunale, selvejende eller private, ligesom ligebehandlingen af forældre bevares, uanset om forældrene har valgt et offentligt eller privat tilbud, eller et tilbud i egen kommune eller i en anden kommune. Hvis en kommunalbestyrelse således vælger at ændre i tilskud og forældrenes egenbetaling hen over året – hvad enten det er i op eller nedadgående retning, vil denne ændring således gælde alle typer af tilbud.

 

Der vil på bekendtgørelsesniveau blive fastsat nye regler for varsel i forbindelse med kommunens ændring af tilskud og egenbetaling. Denne ændring foreslås netop med udgangspunkt i at sikre, at forældre og institutioner i god tid bliver oplyst om ændringer i kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling, så de har mulighed for at indrette sig herpå. Varselsperioden forlænges således fra det nuværende 1 måned til tre måneder - dog to måneder, når ændringen sker i tilknytning til vedtagelse af det kommende års budget.

 

Jeg mener således, at det er fornuftigt, at der åbnes mulighed for, at tilskud og egenbetaling kan fastsættes hen over året, når der samtidig bliver indført nye regler for varsling af forældre og institutioner, så disse kan nå at indrette sig herpå. 

 

Med hensyn til DLO’s synspunkt om, at det bør være lederen af den enkelte daginstitution, som træffer afgørelsen om, hvorvidt et barn kan medbringe frokosten hjemmefra mod en reduktion i forældrenes egenbetaling, kan jeg oplyse, at det er kommunalbestyrelsen, der som øverste myndighed er ansvarlig for at fastlægge kommunens serviceniveau. Jeg mener i forlængelse heraf, at det er kommunalbestyrelsen, som skal træffe afgørelsen om, hvorvidt kommunen finder, at barnet ikke kan tilbydes frokost i kommunens dagtilbud på grund af lægedokumenteret allergi og derfor omfattes af reglerne om en reduceret egenbetaling.

 

DLO anfører, at udgangspunktet for beregningen af tilskuddet til privatinstitutioner bør ændres, så privatinstitutioner får samme ret til at få samme tilskud som kommunale og selvejende institutioner – også for de 0-2 årige børn. 

 

Hertil kan jeg oplyse, at lovforslaget ikke ændrer ved beregningen af driftstilskuddet til privatinstitutioner.

 

Driftstilskuddet til privatinstitutioner beregnes fortsat ud fra de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen efter § 19, stk. 2 og 3, og § 21. stk. 2 og 3. Tilskuddene er baseret på, at kommunen ikke skal påføres merudgifter som følge af forældrenes mulighed for at vælge privatinstitution. Tilskuddet svarer således til kommunens gennemsnitlige udgift ved en plads i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen.

 

Hvad angår synspunktet om krav til produktionskøkkener i daginstitutionskøkkener, henvises til svar på spørgsmål 13.

.

 

 

Karen Jespersen

 

  

                                                                               /Nina Eg Hansen