Notat

 

 

Høring af udkast til lov om ændring af lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing - høringsoversigt

Udkastet til lov om ændring af lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing indeholder forslag om at indføre mulighed for indekskontraktshavere for at begynde udbetaling i perioden fra det fyldte 65. år til det fyldte 67. år.

 

Udkastet har været til høring hos forsikringsselskaber, pengeinstitutter, Finanstilsynet, Finansrådet, Forsikringens Hus, Rigsombudsmanden i Grønland og Rigsombudsmanden på Færøerne. Lovforslaget har tillige været offentliggjort på Høringsportalen.

 

Høringsparterne er overvejende positivt indstillede overfor forslaget, som roses for at øge fleksibiliteten i ordningen. Især de mest betydningsfulde af høringsparterne er positive, mens de mindre banker er dem, som er mindst positive.  

 

 

Nr.

Bemærkning

Høringspart

Finansministeriets kommentarer

1

Lovforslaget vil have administrative og dermed økonomiske konsekvenser for den finansielle sektor, da forslaget betyder, at det vil være nødvendigt med rettelser af IT-systemer og administrativ praksis.

Finansrådet, Djurslands Bank, Sparekassen Lolland

Finansministeriet har selv været bevidst om, at forslaget vil medføre merudgifter og øget administration for forsikringsselskaber og pengeinstitutter. Finansministeriet vurderer imidlertid, at fordelen ved den mere fleksible ordning overstiger den administrative byrde, hvilket flere af høringsparterne selv peger på. Dog er de administrative konsekvenser forsøgt begrænset ved, at der nu i forslaget kun er forslået to reduktionssatser - en for 65-årige og en for 66-årige.

2

Fristen for anmodning om udbetaling foreslås ændret fra en måned til to måneder.

Vestjysk Bank A/S

Finansministeriet kan ikke tilslutte sig dette. En måned vurderes at være rimelig sagsbehandlingstid. For det offentlige system er sagsbehandlingstiden ofte normsat til max. fire uger.

Den korte frist har til hensigt at gøre det muligt for terminalt syge at begynde udbetaling hurtigst muligt efter konstatering af sygdommen. For disse personer kan en måned have en stor betydning.

3

Det er en administrativt tung løsning, at en person, der kan have op til 6 indekskontrakter, kan vælge forskellige udbetalingstidspunkter for de enkelte indekskontrakter. Det vil være en mindre tung administrativ løsning, hvis førtidig udbetaling af indekskontrakter skal vælges samlet for alle personens indekskontrakter.

Finansrådet, Sparekassen Lolland

Finansministeriet kan tilslutte sig, at valg af udbetalingstidspunkt skal ske samlet for alle indekskontrakter en person har, da dette vil medføre en mindre administrativ belastning uden at stå i misforhold til indekskontraktshavers mulighed for at begynde udbetaling før det fyldte 67. år. Det er derfor nu indarbejdet i lovforslaget. 

4

Behovet for lovændringen er begrænset.

Sparekassen Lolland, Djurslands Bank

Generelt er det svært at vurdere, hvor mange indekskontrakthavere, som har interesse i at benytte sig af den øgede fleksibilitet mht. udbetalingstidspunktet. Finansministeriet vægter imidlertid at øge fleksibiliteten i ordningen højt, hvorfor lovforslaget fremsættes.   

5

Lovforslaget kan give forviklinger som følge af, at indbetalingsåret følger kalenderåret, mens udbetalingstidspunktet kan være en hvilken som helst måned i året ved udbetaling før det fyldte 67. år

Finansrådet

Finansministeriet kan ikke tilslutte sig, at lovforslaget i sig selv giver forviklinger, da samme situation allerede i dag findes for personer, der vælger at begynde udbetaling ved det fyldte 65. år. For at imødegå en usikkerhed omkring reglerne har Finansministeriet præciseret reglerne i de særlige bemærkninger til lovforslaget.  

6

Pengeinstitutter opgør en beregningskapital på dagen for den første udbetaling. Det indestående beløb på kontoen indgår i beregningsgrundlaget. Indbetaling til indekskontrakter skal betales årligt senest 31. december, men flere vælger at indbetale det fulde beløb før årets udgang. Hvis udbetaling begynder før det fyldte 67. år, kan der derfor allerede være indbetalt ydelse for hele det år, hvor udbetalingen begynder og altså for en periode, der ligger efter udbetaling er begyndt. Hvis indbetalingerne skal standse på udbetalingstidspunktet, skal den indbetalte ydelse vedr. udbetalingsåret ikke indgå i beregningsgrundlaget. Ved udbetaling før det fyldte 67. år bør man åbne mulighed for, at man kan indbetale den årlige ydelse for hele udbetalingsåret, før udbetalingen begynder, så hele ydelsen for udbetalingsåret kan indgå i beregningsgrundlaget

Nordjyske Bank

Finansministeriet kan ikke tilslutte sig forslaget, da det vil betyde forskelsbehandling af personer, der vælger udbetaling før det 67. år og personer, der vælger udbetaling ved det fyldte 67. år. Personer, der vælger udbetaling af indekskontrakter ved det fyldte 67. år, skal indbetale hele den årlige ydelse for året, hvor personen fylder 66 år, men har ikke mulighed for at indbetale hele ydelsen for året, hvor personen fylder 67 år. Der er derfor ulige muligheder for at øge beregningsgrundlaget og dermed de månedlige udbetalinger

7

Det antages, at beregningen af 1982- friholdelsesværdiens andel af beregningssaldoen sker på samme måde som i dag, altså med en sats for en ”udbetalingsårgang”.

Finansrådet

Der er ikke ændret i beregningen af 1982-friholdelsesværdien. Satsen er inden lovændring den samme for udbetalinger, der begynder ved det fyldte 65. år og det fyldte 67. år. og vil efter lovændringen også gælde for udbetalinger, der begynder i perioden fra det fyldte 65. år til det fyldte 67. år. Satsen er i 2009 beregnet til 19 %.

8

Personer med indekskontrakter vil have sværere ved at gennemskue reglerne og kontrollere indekstillægget, hvis reduktion af indekstillægget skal beregnes for hver måned i stedet for et årligt beløb. 

 

Forsikringens Hus foreslår at operere med en ensartet regulering af indekstillæggene, uanset hvornår udbetalingen begynder, f.eks. ved en gennemsnitlig beregning af tillæggene for at imødegå en alt for kompliceret løsning.

Forsikring og Pension,

Finansrådet, Sparekassen Lolland

Finansministeriet kan tilslutte sig forslaget om at lave en mindre omfattende beregning af indekstillægget end den foreslåede i lovforslaget. Finansministeriet har i det fremlagte lovforslag foreslået at ændre reduktionen af indekstillægget til én procentsats for udbetalinger, der begynder i perioden, hvor indekskontraktshaveren

 er 65 år, og en procentsats for udbetalinger, der begynder i perioden, hvor indekskontrakthaveren er 66 år, uanset om dette sker fra fødselsdagen eller senere. For at undgå forskelsbehandling i forhold til personer, der allerede har begyndt udbetaling ved det fyldte 65. år, mener Finansministeriet dog ikke, at reduktionsprocenterne skal beregnes som et gennemsnit. Reduktionsprocenterne skal i stedet beregnes ved h.hv. det fyldte 65. år og det fyldte 66. år.

9

Det foreslås, at udbetalinger ikke kan påbegyndes hver måned, men i stedet i samme takt som pensionsudbetalinger, jf. velfærdsreformen. Det vil sige ved alder 65, 65 1/2, 66, 66 1/2 og 67 år.

Forsikring og Pension

Finansministeriet kan ikke tilslutte sig forslaget. Forslaget tager sigte på, at bla. terminalt syge skal kunne få udbetalt indekskontrakterne hurtigst muligt efter konstatering af sygdommen. Der bør derfor ikke være en periode på op til 6 måneder før udbetaling kan begynde.

10

Loven har ikke været ikraftsat på Færøerne ligesiden den oprindelig trådte i kraft i Danmark i 1957 og derfor foreslås det, at Færørerne fjernes fra § 3.

Færøernes Landsstyre

Det har ikke været hensigten at ændre på andre regler i loven udover dem der vedrører udbetalingstidspunkt, hvorfor forslaget ikke er indarbejdet.

 

 

Følgende har tilkendegivet ikke at have nogen bemærkninger til udkastet:

Finanstilsynet, Sparbank A/S og Nordfyns Bank.