J.nr. KMS-600-00029

 

Den 14. november 2008

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 8 ad L12 stillet af Folketingets Boligudvalg den 24. oktober 2008

 

Spørgsmål      

Ministeren bedes give en redegørelse for de konkurrencemæssige problemer mellem KMS og de private udbydere, jf. bemærkningerne i Konkurrencerådets høringssvar og oplyse, hvad ministeren har foretaget sig og hvad ministeren agter at foretage sig i den anledning.

 

Svar

Da Konkurrencerådet ikke har afgivet høringssvar til lovforslaget er der i det følgende lagt til grund, at udvalgets spørgsmål henviser til høringssvaret fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, som er ressortansvarlig for konkurrencepolitikken.

 

Det fremsatte lovforslag er tilpasset i lyset af de indkomne høringssvar, jf. Kort- og Matrikelstyrelsens høringsnotat af 2. oktober 2008, som er oversendt til udvalget. Økonomi- og Erhvervsministeriet blev orienteret om Miljøministeriets overvejelser i relation til ministeriets høringssvar, og Økonomi- og Erhvervsministeriet har i den videre forberedelsesproces ikke haft bemærkninger.

 

Det er væsentligt at understrege, at lovforslaget om infrastruktur for geografisk information i sig selv ikke har konkurrencemæssige virkninger.

 

På baggrund af udvalgets spørgsmål om konkurrencemæssige problemstillinger i samspillet mellem Kort & Matrikelstyrelsen og private aktører på markedet på kort og geodata kan det imidlertid oplyses, at Konkurrencerådet den 23. juni 2006 fremsendte en udtalelse til miljøministeren efter konkurrencelovens § 2, stk. 5. Efter denne bestemmelse skal den ansvarlige ressortminister – i dette tilfælde miljøministeren – efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren besvare udtalelsen, således at der sker en politisk stillingtagen til de forhold, som Konkurrencerådet rejser.

 

Text Box: ./.Denne sag blev således afsluttet med, at den daværende miljøminister efter aftale med den daværende økonomi- og erhvervsminister fremsendte svar til Konkurrencerådet, jf. vedlagte skrivelse af den 21. december 2006.

 

Svaret betoner nødvendigheden af at sikre en national geografisk infrastruktur til brug for bl.a. miljøforvaltningen, beredskabsopgaver og digital forvaltning i øvrigt. Ved etableringen af Kort & Matrikelstyrelsen i 1989 var kortprodukter ét blandt flere mulige beslutningsstøttende værktøjer i offentlige myndigheders sagsbehandling, og det var derfor væsentligt at have fokus på konkurrencevilkårene mellem forskellige udbydere af produkter af samme karakter. I de senere år har hensynet til udviklingen af digital forvaltning ført til, at etableringen af et entydigt geografisk administrationsgrundlag, som hele den offentlige sektor kan basere sin opgaveløsning på, må tillægges afgørende vægt.

 

Kravet om at sikre lige konkurrence er således relevant, og bliver efterlevet, i forhold til fx Kort & Matrikelstyrelsens ydelser af kommerciel karakter, men er ikke relevant i forhold til udbredelsen af elementer af den geografiske infrastruktur internt i den offentlige sektor.

 

Sikringen af dette samfundsmæssige behov for et entydigt forvaltningsgrundlag sker under hensyntagen til en sund konkurrence og gode rammer for virksomhederne i branchen. Kort & Matrikelstyrelsen er således ophørt med selv at producere kort, bortset fra søkort og visse ydelser til militæret. For så vidt angår disse opgaver er selve trykningen udliciteret. Ligeledes tilvejebringes stort set alle de geodata, som styrelsen har ansvar for, af private virksomheder ved EU-udbud.

 

Som eksempel kan nævnes FOT-samarbejdet mellem staten og kommunerne om fælles kortlægning. Kommunerne og staten har indgået forpligtende aftaler om datatilvejebringelse og fælles adgang til data. Kortlægningen sker efter en specifikation som de kommunale og statslige interessenter har udarbejdet i fællesskab. Specifikationen er udarbejdet, sådan at digitale kort kan anvendes bredt såvel af militæret, til beredskabet, af kommunernes tekniske forvaltning som i den øvrige offentlige digitale forvaltning. Data tilvejebringes også i denne sammenhæng gennem udbud, hvorefter private producenter udfører henholdsvis fotoflyvning og den egentlige kortproduktion. Kort & Matrikelstyrelsens opgaver består i sammen med kommunerne at specificere hvilke data, der skal produceres, kvalitetssikre leverancerne og drive systemer til distribution og vedligeholdelse af data.

 

Kort & Matrikelstyrelsen frembringer ikke de løsninger, som er nødvendige for i praksis at anvende kort og geodata i de offentlige myndigheders daglige arbejde. Opgaven med at udvikle løsninger er overladt til private virksomheder. Denne arbejdsdeling sikrer dels varetagelsen af de konkurrencemæssige hensyn, men har samtidig den effekt, at virksomhedernes forretningsmuligheder øges i takt med, at de offentlige myndigheder udvider deres brug af de fælles geografiske data.

 

Text Box: ./.Kort & Matrikelstyrelsen følger til stadighed op på svaret fra miljøministeren til Konkurrencerådet. Der vedlægges et kort notat fra Kort & Matrikelstyrelsen om status på de initiativer, som er iværksat efter aftale med  økonomi- og erhvervsministeren. Der skal i den forbindelse særligt peges på, at aftalen om ændrede rammer for statens adgang til Kort & Matrikelstyrelsens data og etableringen af FOT-samarbejdet med kommunerne afgørende har medvirket til at understrege styrelsens særlige forpligtelser i forhold til det fælles geografiske administrationsgrundlag for offentlige myndigheder, herunder at disse forpligtelser skal ses som et led i en hensigtsmæssig tilrettelæggelse og fordeling af opgaverne i den offentlige sektor og derfor ikke har kommerciel karakter.