|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 2 ad L12 stillet af Folketingets Boligudvalg den 24. oktober 2008
Spørgsmål      
Svar
Jeg forstår spørgsmålet således, at dette vedrører de to bemyndigelser, der går ud over direktivets bestemmelser (§ 1, stk.2, og § 9).
De to bemyndigelsesbestemmelser i lovforslaget har til formål at fremme digital forvaltning i Danmark. Med digital forvaltning forstås i denne sammenhæng digital behandling af data, der kan knyttes til et bestemt sted, og som anvendes i den offentlige opgavevaretagelse.
Bemyndigelsen i §1, stk. 2, giver miljøministeren mulighed for efter aftale med den ansvarlige ressortminister i en bekendtgørelse at fastsætte, at loven skal gælde for andre data end dem, der er omfattet af direktivet. Denne bemyndigelse tænkes anvendt i tilfælde, hvor det er hensigtsmæssigt, at myndighederne kan anvende geodatasæt, som ikke er omfattet af direktivet, sammen med de data, som er omfattet af direktivet, for at opnå en mere enkel og sikker forvaltning og opgavevaretagelse. I mit svar på spm. 7, har jeg angivet eksempler på, hvor det eventuelt kunne være relevant på et tidspunkt at anvende bemyndigelsen.
Bestemmelsen i § 9 giver miljøministeren mulighed for efter aftale med de ansvarlige ressortministre i en bekendtgørelse at fastsætte hvilke geodatasæt, offentlige myndigheder kan anvende som geografisk grundlag for deres øvrige data.
NÃ¥r vi skal bruge data, der kan knyttes til en person, bruger vi personnummeret som â€nøgleâ€. PÃ¥ tilsvarende mÃ¥de er det muligt at fÃ¥ adgang til oplysninger om et sted, hvis man kender den geografiske â€nøgle†– det geografiske grundlag. Adresser, vejnettet, matrikulære parceller, landets administrative opdeling er eksempler pÃ¥ almindeligt anvendte geografiske grundlag.
De data, der er omfattet af direktivets bilag I og II, har den egenskab, at de kan anvendes som geografisk grundlag for andre data. De udgør basale kort- og registerdata, som allerede anvendes som fælles grundlag for mange offentlige data. Selvom lovforslaget er rettet mod miljødata, vil vi derfor opleve, at det også får betydning for en del af den offentlige sektors øvrige data.
Hvis hele den offentlige sektor bruger det samme geografiske grundlag, vil vi få stor sikkerhed for, at vi kan finde alle data der er tilknyttet et sted, at de kan udveksles hurtigt og problemfrit, og for at de kan bruges sammen uden tab af information.
De tekniske krav, som direktivet stiller til kvaliteten af de geodata, der anvendes som geografisk grundlag, er væsentlig højere end kravene til de øvrige geodata, og dermed er vedligeholdelsesomkostningerne også højere. Både af hensyn til økonomien og arbejdet med at vedligeholde disse data vil det derfor være hensigtsmæssigt, at det fælles geografiske grundlag for den offentlige forvaltning består af så få datasæt som muligt.
Hvis de offentlige myndigheder således kan blive enige om at anvende et mindre antal geodatasæt som fælles geografisk grundlag for, vil det mindske den nødvendige administration samt reducere vedligeholdelsesomkostningerne.
På den baggrund har bemyndigelsen i § 9 til formål at give miljøministeren mulighed for efter aftale med de relevante ressortministre at fastsætte hvilke geodatasæt, der kan anvendes af den offentlige forvaltning som det fælles geografiske grundlag. Det forventes, at en del af de data, der er nævnt i direktivets bilag I og II, vil kunne få denne status.
Ved udvælgelsen af de geodatasæt, som de offentlige myndigheder kan anvende, vil der bl.a. blive lagt vægt pÃ¥, at de allerede er almindeligt anvendt af den offentlige forvaltning, og at de kan anvendes af et væsentligt antal offentlige myndigheder. Derimod vil det ikke være af afgørende betydning hvilken myndighed, der har tilvejebragt disse geoÂdaÂtaÂ.
Det skal understreges, at bestemmelsen i § 9 ikke hindrer, at myndighederne kan beslutte at anvende andre geodatasæt end dem, der udpeges.