Til Folketingets retsudvalg

 

Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) ønsker at gøre Folketingets Retsudvalg opmærksom på en række kritisable forhold i politiets indsats mod bagmænd i prostitution og menneskehandel.

 

• Politiet overtræder konsekvent sexarbejdernes elementære borgerrettigheder, når de undersøger bordellerne.

 

• Forholdene betyder, at sexarbejderne i egen interesse undlader at samarbejde med politiet, hvilket vi ellers ønsker.

 

• Sammenlagt betyder forholdene, at indsatsen virker imod sin hensigt om at forhindre udnyttelse, og kun medfører chikane af sexarbejdere.

 

• SIO opfordrer indtrængende Retsudvalget til at tilse, at politiets indsats sker med respekt for sexarbejdernes borgerrettigheder, således at et samarbejde mellem sexarbejderne og politiet kan komme i stand, til gavn for alle parters udtalte intentioner.

 

SIO har fra medlemskredsen og andre sexarbejdere fået en række henvendelser om politiets besøg på bordellerne. Et besøg foregår typisk således: En mand ringer på som om han var kunde, og først når han er inde, identificerer han sig som politimand, og tilkalder endvidere to eller tre kolleger som har holdt sig skjult udenfor. Herefter undersøger politifolkene inventar og dokumenter, uden dommerkendelse de beder om at se legitimation, og de stiller detaljerede spørgsmål om sexarbejdernes personlige forhold, arbejde og indkomstforhold. Når sexarbejderen spørger til sine rettigheder i situationen, kan politifolkene ikke oplyse om dem, men de beder sexarbejderne om at acceptere ransagningen og at besvare spørgsmålene og deler dem op i flere rum hvis der er flere sexarbejdere til stede. Disse ulovlige ransagninger og afhøringer foregår ofte på en så ubehagelig måde, at sexarbejderen er stærkt oprevet når de ringer til SIO. Politiet oplyser at besvarelserne ikke bliver givet videre. Vi ved, at dette er usandt, eftersom oplysninger indhentet ved besøg på bordeller så vidt vi er oplyst bliver indberettet til Rigspolitiet. For sexarbejdere med udenlandsk statsborgerskab fører politiets indsats indvidere ofte til anholdelser. Det hævdes at anholdelserne har til hensigt at beskytte kvinderne mod menneskehandel.

 

SIO har forespurgt Københavns Politi om sexarbejdernes rettigheder ved politiets besøg, Det vil politiet tilsyneladende ikke oplyse os om, Det sidste svar var en kopi af retsplejeloven i dens fulde længe og en omfattende liste over juridisk litteratur. Dette bekræfter vores indtryk af, at politiet ikke ønsker at samarbejde med sexarbejderne, men at de tværtimod ønsker at bekæmpe os hvilket er en drejning i forhold til tidligere praksis.

 

SIO anbefaler på den baggrund sine medlemmer og andre sexarbejdere og tilknyttede til branchen at undlade ethvert samarbejde med politiet i sager, der vedrører indsatsen mod prostitution og menneskehandel.

 

SIO beklager stærkt, at det er kommet dertil. Tidligere har de fleste sexarbejdere haft et godt og tillidsfuldt forhold til politiet, og vi har været glade for den beskyttelse, de har ydet os som borgere i samfundet. Vi er desværre også nødt til at fraråde sexarbejdere at klage over politiets fremfærd, da vi ligger inde med oplysninger om, at det har ført til grov personlig chikane mod klageren. En strategi der således viser sig at være effektiv.

 

Vejen frem er i stedet et samarbejde om det, som er en fælles interesse for os alle, uanset hvor man står i debatten om kriminalisering af sexkøb: Nemlig at bekæmpe udnyttelse af sexarbejdere.

 

Vi opfordrer indtrængende Retsudvalget til at sikre, at politiet respekterer sexarbejdernes borgerrettigheder. Samtidig opfordrer vi til, at man i samråd med sexarbejderne, og som et absolut minimum, fjerner de paragraffer i blandt andet rufferiloven, der i særlig grad gør det nødvendigt for mange sexarbejdere at overtræde lovgivningen, eller at samarbejde med personer, der må gøre det. Vi kan for eksempel ikke leje et erhvervslokale uden at loven bliver overtrådt og det gør os i særlig grad sårbare og retsløse.

 

Vi anser disse tiltag for at være nødvendige, hvis ikke sexarbejde skal føres ud i en negativ spiral, hvor branchen gradvist bliver overtaget af hårde kriminelle. Denne situation er det sidste, nogen ønsker – naturligvis ud over de hårde kriminelle selv.

 

Med venlig hilsen

Sus

Formand, SIO