ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

29. april 2008

 

 

Besvarelse af spørgsmål 2 ad L 76 stillet af Erhvervsudvalget den 31. marts 2008.    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 2:

Ministeren bedes redegøre for, hvorfor bestemmelsen om vurderingsmandsudtalelser i sin tid blev indført.

 

 

Svar:

Bestemmelsen om en vurderingsmandsudtalelse udsprang af artikel 10 i tredje selskabsdirektiv om fusioner af aktieselskaber (78/855/EØF). Direktivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 282 af 9. juni 1982.

 

Ved lov nr. 1060 af 23. december 1992 blev sjette selskabsdirektiv om spaltninger af aktieselskaber (82/891/EØF) gennemført i dansk ret. Dette direktivs artikel 8 indeholdt en tilsvarende bestemmelse om en vurderingsmandsudtalelse, herunder en henvisning til tredje selskabsdirektivs artikel 10, stk. 2 og 3.

 

Ved direktiv 2007/63/EF af 13. november 2007 har Rådet gjort det muligt at fravælge denne vurderingsmandsudtalelse i begge direktiver. Direktivet er en del af EU Kommissionens »fast track action«-pakke, der udspringer af Kommissionens »Handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i EU«. Direktivet medvirker således til at give danske virksomheder øget fleksibilitet i forbindelse med nationale fusioner og spaltninger af selskaber.

 

Med dette lovforslag udnyttes forenklingsmuligheden, og aktionærerne gives mulighed for at fravælge vurderingsmandsudtalelsen. Fravalg af vurderingsmandsudtalelsen kan dog kun finde sted, hvis alle aktionærer samtykker hertil. Vurderingsmandsudtalelsen udarbejdes alene af hensyn til aktionærerne. Hverken kreditorers eller medarbejderes retsstilling påvirkes således af forslaget.

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk