Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (B 47) Forslag til folketingsbeslutning om en skærpet indsats mod mobning på skolerne har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 4. april 2008 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 4:

”Vil ministeren oplyse, hvor mange kommuner der har en mobbepolitik?”

 

Svar:

Den store antimobbe-kampagne, jeg sidste år tog initiativ til at samle folkeskolens parter til et samarbejde om, og som løber fra marts til maj 2008, har som overordnet formål at hjælpe flere skoler til at lave en god og lokal forankret antimobbestrategi. Alle kampagneparterne er kommet med bidrag, der støtter op om dette overordnede kampagneformål.

 

Skoleledernes bidrag er en elektronisk undersøgelse foretaget af Public Opinion blandt 1584 skoleledere. Et af spørgsmålene i undersøgelsen var, om deres skole havde en handlingsplan mod mobning. På dette spørgsmål svarede 73 procent ud af de 850 skoleledere, der besvarede undersøgelsen, at deres skole har en handlingsplan mod mobning. Rapporten blev offentliggjort 9. april 2008 og kan findes bl.a. på den nye kampagneportal: www.sammenmodmobning.dk.

 

Dette er den eneste undersøgelse, Undervisningsministeriet er bekendt med, der specifikt har undersøgt antallet af skoler, der har en antimobbestrategi.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder