ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

3. juni 2008

 

Besvarelse af spørgsmål 12 alm. del ad § 8 stillet af Finansudvalget den 30. april 2008

 

 

 

Spørgsmål 12:

Ministeren anmodes om at tilsende udvalget en opgørelse over tabene på  subprimelånene der vedrører Europa (europæiske banker m.m.), herunder hvor meget der er blevet afskrevet på nuværende tidspunkt? Hvis det ikke er muligt at komme med en sådan redegørelse, så anmodes ministeren om at svare på, hvorfor den ikke er kommet endnu og hvornår den kan forventes at komme?

 

Svar:

I IMF's årlige "Global financial stability report" fra april 2008 vurderes det, at det samlede tab på verdensplan forbundet til kredituroen kan nå helt op på 945 mia. dollars.

 

Heraf vurderes det potentielle tab direkte relateret til det amerikanske boligmarked at blive 565 mia. dollars, mens resten relaterer sig til afledte tab på særligt udlån til erhvervsbyggeri, erhvervsudlån og forbrugerkredit.

 

Opgørelsen af tabene er dog forbundet med stor usikkerhed. Således vurderer OECD de direkte subprime-relaterede tab til at blive 350-420 mia. dollars.

 

IMF vurderer, at bankernes samlede forventede tab direkte relateret til udlån til det amerikanske boligmarked er på 123 mia. dollars for Europa og 144 mia. dollars for USA. Tallene ses af tabel 1, der både viser et esti­mat over bankernes forventede tab samt de faktiske nedskrivninger. Størstedelen af tabene i såvel de amerikanske som europæiske banker er relateret til kursfald på obligationer udstedt med sikkerhed i amerikanske boliglån.

 

Tabel 1: Bankernes estimerede tab på subprime-relateret eksponering

(mia. US dollars)

 

 

Europa

 

USA

Forventede tab

 

 

123

 

144

Rapporterede nedskrivninger

 

 

80

 

95

Forventede tilbageværende tab

 

43

 

49

Kilde: IMF: Regional economic outlook, apr.08

 

 

 

 

De europæiske banker havde i marts måned allerede nedskrevet 80 mia. dollars på deres subprime eksponeringer. IMF forventer dermed, at bankerne i Europa må afskrive yderligere tab på godt 43 mia. dollars.

 

De af IMF opgjorte forventede tab er baseret på en række forudsætninger om den fremtidige udvikling. IMF understreger selv, at de er forbundet med en betydelig usikkerhed. Bankerne nedskriver derimod først, når det objektivt kan konstateres, at banken vil lide et fremtidigt tab. IMF's forventede tab indeholder dermed nogle tab, som bankerne, der følger de internationale regnskabsstandarder, ikke må nedskrive på endnu.

 

Det er hovedsageligt de største banker, der har foretaget meget store nedskrivninger på deres eksponering på det amerikanske subprime marked. I tabel 2 ses de største subprime-relaterede nedskrivninger.

 

Tabel 2: Nedskrivninger på subprime-eksponeringer

(mia. US dollars)

 

Citigroup

40,7

UBS

38,0

Merrill Lynch

31,7

Bank of America

14,9

Morgan Stanley

12,6

HSBC

12,4

Royal Bank of Scotland

12,0

JP Morgan Chase

9,7

Washington Mutual

8,3

Deutsche Bank

7,5

Wachovia

7,3

Credit Agricole

6,6

Credit Suisse

6,3

Mizuho Financial

5,5

Bear Stearns

3,2

Barclays

3,2

Kilde: Bloomberg & BBC

 

Bemærk: Europæiske banker er markeret med fed

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk