|
|
|
|
|
|
Indledning
Jeg vil gerne redegøre for den finansielle uro, der udspringer fra USA og har bredt sig til at påvirke kreditgivningsvilkår i Europa.
Jeg vil først fortælle om, hvordan uroen er opstået og har udviklet sig. Dernæst vil jeg komme ind på, hvem der fortrinsvis er blevet ramt af tab og hvordan den finansielle uro har spredt sig til Europa.
Afslutningsvis vil jeg knytte en kommentar til udsigterne for den finansielle uro, herunder den mulige påvirkning af danske banker og finansielle institutioner.
Uroens opståen og udvikling
Den finansielle uro udspringer fra det amerikanske subprime-marked. Dette marked retter sig mod boligkøbere, der ikke kan optage lån på almindelige vilkår. Omkring 14 pct. af de amerikanske boliglån er udstedt til familier uden stabil indkomst eller væsentlig formue.
Det vil sige, at en række familier med lav kreditværdighed har fået lån gennem subprime-markedet. Alene i årene 2003 til 2006 blev der formidlet subprime-lån for lidt over 2.000 mia. USD.
En række af disse lån er gået under betegnelsen NINJA-lån og har været givet til folk uden hverken indkomst, job eller formue. (red.: NINJA er en forkortelse for No Income, No Job or Assets).
Efterfølgende blev subprime-lÃ¥nene via avancerede forretningsmodeller â€pakket†om til komplekse værdipapirer, som var svære at gennemskue. Derefter blev de solgt videre til banker og pensionskasser over hele verden.
Denne forretningsmodel har fungeret, så længe renterne har været lave og boligpriserne vedblev med at stige.
Problemerne opstod, da renterne begyndte at stige fra det meget lave niveau på 1 pct. i 2004. Den amerikanske centralbank hævede renten til over 5 pct. i 2007, og mange subprime låntagere viste sig ude af stand til at vedligeholde lånene.
De højere renter medførte desuden, at stigningerne på boligmarkedet ophørte. Og siden sommeren 2006 har man set markante boligprisfald i USA. Resultatet er blevet, at mange subprime låntagere ikke har kunnet betale deres terminer. Det har så ført til store fald i prisen på de værdipapirer, hvis værdi er baseret på boliglån.
Inden jeg retter opmærksomheden mod, hvordan krisen spredte sig, vil jeg gerne understrege, at vi ikke har denne type lån til mindre kreditværdige låntagere i Danmark. Udgangspunktet for kreditvurderingen i Danmark er, at låntageren skal kunne bære et almindeligt fastforrentet lån med afdrag. Det gælder også for låntagere, der måtte ønske en periode med afdragsfrihed.
En anden forskel mellem det danske og det amerikanske system er, at det i Danmark vil være den finansielle virksomhed, der bevilger og kreditvurderer låntager, som bærer i hvert fald en del af tabet, hvis låntager ikke kan betale ydelserne på sit lån.
Virkning og spredning
Det er banker og investeringsinstitutter, som har investeret direkte i subprime-markedet, der er kommet mest i klemme.
Disse tab har ramt finansielle institutioner i såvel USA som i udlandet. Finansielle institutioner over hele verden har købt aktiver, der er bundet til udviklingen på det amerikanske boligmarked.
Den Internationale Monetære Fond, IMF, vurderer, at de samlede tab knyttet til subprime-krisen i USA beløber sig til 1.000 mia. USD. Det svarer med dagens dollarkurs til 3 gange det danske brutto-nationalprodukt, BNP.
Tabene i banksektoren udgør halvdelen af de samlede tab. Resten af tabene bæres af de institutionelle investorer og hedgefonde, der må se værdien af pensionsformuer og finansielle aktiver blive reduceret.
IMF skønner, at tabene i den europæiske banksektor næsten er lige så store, som i den amerikanske banksektor.
For den finansielle uro har det været afgørende, at der er knyttet en væsentlig usikkerhed til, hvilke finansielle institutioner der vil opleve tab fremadrettet, og hvor store disse tab er.
Dette potentiale for tab har skabt betydelig usikkerhed i den finansielle sektor, hvilket har skabt en likviditetskrise på pengemarkedet.
Banker er blevet meget tilbageholdende med at låne til hinanden. Og lån mellem banker er en vigtig finansieringskilde i den finansielle sektor i dag.
Tidligere havde danske banker større indlån end udlån. Men i de seneste år har de oparbejdet et indlånsunderskud. Derved er de kommet til at ligne de udenlandske banker, der i højere grad henter finansiering blandt andre banker eller ved hjælp af obligationsudstedelse.
Dermed kan er de være sårbare, hvis der opstår en likviditetskrise på pengemarkedet.
Centralbanker i USA og i Europa har derfor været nødt til at træde til som långiver – enten direkte eller indirekte til bankerne. For at afhjælpe likviditetssituationen har man i USA desuden sænket renten 5 gange siden september sidste år.
Udover de direkte tab for bankerne har den finansielle uro påvirket de finansielle markeder ad flere kanaler:
For det første har den finansielle uro medført, at de amerikanske renter er faldet mere end de europæiske. Faldet i dollaren i de seneste måneder skal blandt andet ses i lyset af dette. Uroen har således været med til at forringe den europæiske konkurrenceevne.
For det andet har den finansielle uro ramt aktiemarkederne verden over. Udsigten til lavere vækst og indtjening har gjort de mindre attraktivt at have aktier.
De mest markante kursfald har man set blandt bankaktierne, der siden den finansielle uro tog fart sidste sommer, er faldet i omegnen af 20 pct. i USA og Europa.
Jeg synes i øvrigt, at det er værd at hæfte sig ved, at vi i modsætning til tidligere ikke har set valutauro i Europa - det kan vi takke euro'en for.
Fremadrettet
Hvad kan vi så forvente os i fremtiden? Ja, der er først og fremmest udsigt til lavere vækst i kølvandet på den finansielle uro. Det gælder primært i USA, men Europa vil heller ikke gå fri.
Med udsigt til meget lav vækst i USA er det klart, at europæiske eksportvirksomheder med aktiviteter i USA bliver ramt. Samtidig har den svækkede dollar medført en betydelig svækket konkurrenceevne i Europa. For Danmark betyder det lavere eksportvækst i de næste år.
For så vidt angår den finansielle uro er det for tidligt at sige noget om, hvor den vil udvikle sig. Opmærksomheden er her blandt andet knyttet til udviklingen på det amerikanske boligmarked og genskabelsen af tillid på de finansielle markeder.
Det drøftes i flere internationale fora, om den finansielle uro skal have betydning for den finansielle regulering.
Det gælder blandt andet i Financial Stability Forum, hvor G7-landenes centralbanker, finansministerier og tilsyn drøfter finansiel stabilitet. Her blev G7-landenes finansministre i starten af april præsenteret for en lang række anbefalinger.
Også på EU-plan er vi i gang, hvilket formentlig mere direkte vil kunne føre ændringer med sig her i Danmark.
Lad mig nævne et par af de overvejelser, som der er i gang på europæisk plan.
Der er næppe tvivl om, at usikkerheden, om hvem der lå inde med de amerikanske subprime-lån, har været med til at forlænge uroen. Her kan det ikke nytte noget, at ingen ved, hvem der sidder med sorteper.
Vi er derfor nødt til at have gennemsigtighed om ejerskab af eksempelvis subprime-lån. Og det gælder ikke kun direkte ejerskab. Det gælder også indirekte ejerskab, som kan være skjult i de avancerede og svært gennemskuelige forretnings-modeller, som jeg nævnte tidligere.
Vi må desuden også se på de helt fundamentale krav til de finansielle virksomheder, såsom kravene til deres likviditets-styring. Her er der nok brug for et fælles internationalt regelsæt. Selvom det min opfattelse, at vi allerede har et fornuftigt set-up i Danmark.
Vi kommer heller ikke uden om at stramme op på brugen af kreditvurderinger fra de internationale rating-bureauer.
Vi skal have skabt større gennemsigtighed om disse ratings. Det er glædeligt, at rating-bureauerne selv har erkendt problemerne, og allerede selv er gået i front.
Overvejelserne om de nødvendige tiltag ventes færdiggjort i EU inden udgangen af 2008. Derefter må vi se på, hvad det får af konsekvenser for den danske regulering.