Det Udenrigspolitiske Nævn 2007-08 (2. samling), Forsvarsudvalget 2007-08 (2. samling), NATOs Parlamentariske Forsamling 2007-08 (2. samling)
UPN Alm.del Bilag 20, FOU Alm.del Bilag 43, NPA Alm.del Bilag 10
Offentligt
2775713_0001.png
Forsvarsudvalget (2. samling)
FOU alm. del - Bilag 43,
UPN FT-del - Bilag 20,
NPA alm. del - Bilag 10,
Offentligt
im
DANISH INSTITUTE FOR INTERNATIONAL STUDIES
STRANDGADE 56 -1401 Copenhagen K
+45 32 69 87 87 • [email protected] • www.diis.dk
DIIS Brief
NATO i Afghanistan
— Hvad kan vi lære af missionen, og er vi villige til at justere?
Peter Dahl Thruelsen
Januar 2008
Resumå,
Dette brief er et resultat af en rapport omhandlende NATOs mission i Afghanistan
Rapporten udforsker kompleksiteten af den NATO-ledede International Security Assistance
Force (ISAF) og undersøger den faktiske gennemførelse af missionen i forhold til de
principper, 'NATO"selv
har
opstillet får denne type missioner. Rapporten analyseree
forskellige aspekter af implementeringen,og kommer med anbefalinger, der bør følges, hvis.
en mere effektiv mission skal gennemføres •-• og hvis succes skal, opnåS inden for en
Overskuelig fremtid: RapportenS analyse er et resultat af flere feltstudier i Afghanistan; hire
alle niveauer inden for missionen er blevet undersøgt. Oyerordnet viser rappørten,Tati$A.F, ,
missionen lider under mangel på en samlet pelitisk strategisk forståelse af
opgaven og strategien for at opnå succes. Missionen bliver implementeret på trods af, at der
mangler en række centrale elementer, såsom civile ressourcer, en holistisk strategi,
Interagency koordination og forståelse for den
kqmpiekse kontekst.
og
'ovprordhede nationsbYghingspreJekt, som det internationale samfund og den afghanske`
regering er ved at implementere,skal styrkes gennem enighed
om u41 ),401s4g
en
-1
overordnet holistisk politisk og militær strategi, der herefter følges i den, faktiske
impteMehtedng. Når dette`er sagt, synes succes stadig at.Være'inden'fOr rækkevid
det kræver et seriøst engagement og debat Mellem de nationale
'nterna
for at prejektet skal lykkes.
Denne publikation indgår i DIIS's Forsvars- og Sikkerhedspolitiske Studier,
som foretages på en bevilling fra Forsvarsministeriet.
Peter Dahl Thruelsen er forskningsmedarbejder for
Institut for Strategi, Forsvarsakademiet
Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS
 UPN, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 20:
2775713_0002.png
moderere de internationale politiske ambitioner for et stabilt Afghanistan, så ambitionerne
matcher ressourceallokeringen og herefter skabe en holistisk politisk og militær strategi frem
mod 'end state'. De største aktører i landet — USA, NATO, EU og den afghanske regering —
skal fastlægge denne strategi i enighed og herefter skal alle parter følge den. Den nye
overordnede fælles strategi vil yderligere imødekomme det ønske om fælles fodslag — unity
of effort — der på nuværende tidspunkt ikke findes inden for alle elementer af missionen.
Et område, hvor der er fælles fodslag, er inden for udviklingen af Afghan National Army
(ANA), hvor amerikanerne, som primært ansvarlige, har satset stort og allokeret mange
civile, militære og økonomiske ressourcer på at skabe en funktionel og professionel hær.
ANA er opbygget fra bunden, dvs. ikke på eksisterende strukturer, hvilke overordnet har gjort
processen lettere og fjernet tidligere dysfunktionelle systemer og negativt styrende
personlige relationer. Opbygningen af Afghan National Police (ANP) har derimod ikke været
den store succes, og der har i udstrakt grad været mangel på fælles fodslag. Tyskland, der
har haft det overordnede ansvar for opbygningen, valgte at opbygge ANP med
udgangspunkt i eksisterende strukturer og ud fra en mangelfuld sikkerhedsvurdering af de
udfordringer, politiet ville stå overfor. Dette har resulteret i, at udviklingen af ANP i dag er 3-4
år bagud i forhold til ANA. Indenrigsministeriet, hvorunder ANP virker, er korrupt, og den
daglige ledelse af ANP er ikke effektiv. ANPs virke i provinserne viser, at ANP ikke kan
imødegå sikkerhedstruslerne, og at betjentene derfor er et yndet mål for Taliban. Der er
derfor behov for at styrke uddannelsen, styringen og kontrollen med ANP både på det
ministerielle og det taktiske niveau. Et sidste eksempel på manglende fælles fodslag er
opiumsbekæmpelsen. England, der har været overordnet ansvarlig på dette område, har
ikke formået at skabe en fælles holistisk strategi, der kan binde alle interessenter sammen
om en fælles indsats. Opiumsbekæmpelsen i Afghanistan vil tage mange år, og dens succes
vil være afhængig af en langsigtet strategi, der kombinerer og samler en bred vifte af
udviklingstiltag, såsom udviklingsbistand, uddannelse, infrastruktur, sundhed og især
sikkerhed.
Det operative niveau
På det operative niveau kan det konkluderes, at ISAF-missionen lider under en mangel på
enhedskommando - 'unity of command'. Hermed menes, at de mange lande, der bidrager
med tropper til NATOs mission, har opstillet en mur af restriktioner vedrørende anvendelsen
af tropperne. Mange af restriktionerne — kaldet 'caveats' eller nationale røde kort — er opstået
på grund af nationale dagsordener og interne politiske forhold i de bidragydende lande.
Restriktionerne vanskeliggør implementeringen af ISAF-missionen, da den øverstbefalende
for ISAF reelt ikke kan regne med, at NATO-tropperne i landet rent faktisk er til rådighed for
2
 UPN, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 20:
2775713_0003.png
regering og befolkningen ikke klart ved, hvad de kan forvente. Dette kan give anledning til
uindfriede lokale forventninger, som kan underminere sammenhængskraften i ISAF og
missionens troværdighed, men problemet kan afhjælpes ved at integrere PRT'erne som en
direkte del af ISAF-missionen med fælles strategi og retningslinier. Yderligere skal der stilles
økonomiske ressourcer til rådighed for alle PRT'erne, så disse har midler og kompetence til
at implementere deres opgaver.
Det taktiske niveau
På det taktiske niveau kan det konkluderes, at fokus for ISAFs informationsstrategi skal
tilpasses de langsigtede civile mål for missionen og ikke fokusere på kortsigtede taktiske
sejre. Antallet af døde oprørere og mindre taktiske sejre har ikke nødvendigvis en positiv
virkning på befolkningen. Lokalbefolkningen ved godt på nuværende tidspunkt, at ISAF-
soldaterne kan bekæmpe Taliban på slagmarken, men kan endnu ikke se de langsigtede
forbedringer, der skulle følge efter de mange militære operationer. Det er de langsigtede mål
ved ISAFs virke, der nu effektivt og fokuseret skal kommunikeres til befolkningen.
Afslutningsvis skal ISAF på det taktiske niveau kraftigt overveje den overvældende
magtanvendelse ved gennemførelse af operationer som svar på Talibans angreb. ISAFs
regler for magtanvendelse — 'rules of engagement' — skal uden tvivl afspejle missionens
kompleksitet. Hvis reglerne er for svage, kan dette koste både militære og civile liv og
resultere i en manglende mulighed for at give lokalbefolkningen en sikkerhedsgaranti. På
den anden side må reglerne ikke blive fortolket og anvendt så massivt, at tilstedeværelsen af
ISAF bliver ensbetydende med usikkerhed for befolkningen. Taliban benytter sig af ISAFs
anvendelse af magt ved bevidst at operere ud fra bebyggede og befolkede områder, når de
skal kæmpe mod ISAF. Ved dette opnår Taliban, at befolkningen i højere grad bliver ofre, og
dette kan være med til at underminere ISAFs støtte i befolkningen. ISAF må finde en balance
mellem de kortsigtede taktiske effekter og de mere langsigtede strategiske mål med at vinde
befolkningens 'hjerter og sind'. Denne balance skal afspejles i anvendelsen af magt under
gennemførelse af operationer.
4