Folketingets Økontaktudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             13. februar 2008

J nr.             004-U32-2

  

 

 

 

 

 

 

Økontaktudvalget har i brev af 14. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 1 (ØKU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 1:

 

"Vil ministeren i forlængelse af ministerens svar på FLF alm. del – spørgsmål 7 (folketingsåret 2006-07) oplyse, hvor langt regeringen er nået i sine overvejelser om en eventuel udvidelse af tilskudsmulighederne til reparation af diger og anden kystbeskyttelse i relation til småøer?"

 

Svar:

 

I sit svar til udvalget i ØKU alm. del – spørgsmål 7 (folketingsåret 2006-2007) oplyste daværende transport- og energiminister Flemming Hansen, at regeringen på grund af flere særligt kraftige stormfloder overvejede en udvidelse af tilskudsmulighederne til genopretning af diger og anden form for kystbeskyttelse som følge af stormflod.

 

Resultatet af regeringens overvejelser udmøntede sig i etableringen af to midlertidige puljer på i alt 12 mio. kr. gældende for året 2007, hvorfra der blandt andet er blevet ydet tilskud til genopretning af diger og anden form for kystbeskyttelse efter retningslinier administreret af Kystdirektoratet. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at der har været tale om puljer, der dækker hele det stormflodsramte område, og at pengene derfor ikke kun har været øremærket som tilskud til genopretning af diger eller anden form for kystbeskyttelse på danske småøer.

 

Jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at orientere udvalget om efterspørgslen på økonomisk hjælp fra puljemidlerne til genopretning af diger. Der er blevet udsendt to pressemeddelelser om puljerne, og information om puljerne har også været tilgængelig på Kystdirektoratets hjemmeside.

 

Der er givet tilsagn om udbetaling af ca. 8 mio. kr. ud af de samlede puljemidler på 12 mio. kr. Der er givet tilskud til samtlige ansøgte genopretninger af diger, der har levet op til retningslinierne for tildeling af tilskud, men ingen fra de danske småøer har ansøgt Kystdirektoratet om tilskud fra puljen til genopretning af større stormflodsskader eller anden form for kystbeskyttelse.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen