STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  7.august 2007

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar (endeligt) på spørgsmål nr. S 5322 stillet af Martin Henriksen (DF).

 

 

 

Spørgsmål:

 

»Når statsministeren flere gange har udtalt, at religion skal fylde mindre i det offentlige rum, betyder det så, at kristendommen og dermed danske sange, helligdage, traditioner mm. også skal fylde mindre, og såfremt statsministeren mener, at kristendommen skal fylde mindre, hvordan vil regeringen så sikre, at alle elevgrupper i folkeskolens gøres fortrolige med dansk kultur og historie?«

 

 

Svar:

 

Efter min opfattelse er det ønskeligt, at religion kommer til at fylde mindre i det offentlige rum. Det gælder principielt alle religioner.  Mit principielle synspunkt skyldes, at vi i de senere år har oplevet, at flere og flere emner – også politiske – får en religiøs vinkel.

 

Religionen, troen og de religiøse bud bør først og fremmest være et personligt anliggende for den enkelte. Det handler ikke om at lægge begrænsninger på religiøse ytringer, da det ville stride mod ytrings- og religionsfriheden. Men det er afgørende at skelne mellem religion og politik. I den danske retsstat er det Folketingets love, der gælder – ikke Biblen, Koranen og andre hellige skrifter.

 

For så vidt angår folkeskolen finder jeg, at alle elever bør få kendskab til kristendommen som en del af den danske kulturarv. Det følger da også af folkeskolelovens formålsbestemmelse, at folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der gør eleverne fortrolige med dansk kultur og historie.

 

Formålsbestemmelsen afspejles i de mål, der fastsættes for undervisningen i de enkelte fag. Undervisningens tilrettelæggelse skal leve op til såvel folkeskolelovens formål som målene for de enkelte fag. Fagene kristendomskundskab og historie indgår i folkeskolens fagrække.

 

Jeg kan endvidere henvise til undervisningsministerens besvarelse af S 915 af 20. november 2006 samt S 3367, S 3368 og S 3391 (mundtlig besvarelse) af 8. marts 2007 stillet af samme spørger.