Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. S<DOCUMENT_START> 4878, som medlem af Folketinget Peter Skaarup (DF) har stillet til justitsministeren den 4. juni 2007.

 

 

 

Lene Espersen     

/

Lars Hjortnæs


Spørgsmål nr. S 4878 fra medlem af Folketinget Peter Skaarup (DF):

 

”Er ministeren enig i, at besiddelse og salg af cannabisfrø bør sidestilles med besiddelse og salg af cannabis og cannabisplanter og dermed være ulovligt, og i bekræftende fald vil ministeren tage initiativ til et forbud?”

 

Svar:

 

Til brug for besvarelsen har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der har oplyst følgende:

 

”I bekendtgørelsen om euforiserende stoffer er cannabis opført på listen over stoffer, som ikke må forefindes her i landet, medmindre Lægemiddelstyrelsen under ganske særlige omstændigheder og på nærmere fastsatte vilkår meddeler tilladelse hertil. Forbuddet gælder alle dele af planten med undtagelse af taver i isoleret tilstand og frø.

 

Med den omhandlede bekendtgørelse, som har hjemmel i lov om euforiserende stoffer, er FN’s narkotikakonventioner fra 1961 og 1971 implementeret i Danmark. Det gælder også den førstnævnte konventions bestemmelser om cannabis. Efter disse bestemmelser er cannabisfrø ikke omfattet af den kontrol, som konventionen pålægger landene at indføre, og som altså for Danmarks vedkommende er indført med bekendtgørelsen om euforiserende stoffer.

 

Når cannabisfrø ikke er undergivet kontrol, skal det ses i lyset af, at frøene ikke er euforiserende, hvortil kommer, at frøene anvendes i forskellige nyttige sammenhænge, f.eks. som fuglefrø og i forbindelse med den erhvervsmæssige hampedyrkning, der – som en undtagelse fra det indledningsvis nævnte forbud – efter ansøgning kan tillades af Lægemiddelstyrelsen efter bekendtgørelsen om euforiserende stoffer.

 

På den baggrund findes der efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke at være grundlag for at udvide forbuddet mod cannabis til også at omfatte cannabisfrø. Et forbud ville i øvrigt forudsætte en vedtagelse i internationalt regi, eller at Sundhedsstyrelsen skønnede, at cannabisfrø frembød fare eller ganske særlig fare i anledning af deres euforiserende egenskaber, jf. § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 om euforiserende stoffer med senere ændringer.”

Â