Folketingets Lovsekretariat

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål S 4808 stillet af Rasmus Prehn (S) den 29. maj 2007.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Ministeren for videnskab, teknologi og udviklings besvarelse af spørgsmål S 4808 stillet af Rasmus Prehn (S) den 29. maj 2007

 

Spørgsmål S 4808

 

Er det udtryk for manglende tillid til bestyrelserne på landets universiteter, at ministeriet har udsendt et diktat, der sætter særdeles stramme regler for universiteternes lønpolitik?

 

Svar

 

Videnskabsministeriets brev af 8. december 2006 blev udsendt som en opsummering af drøftelser med universiteternes bestyrelsesformænd den 6. december 2006.

 

Brevet og drøftelserne var affødt af, at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne i oktober og november 2006 fremførte kritik af Videnskabsministeriets utilstrækkelige styring af lønudviklingen for universiteternes ledelse efter overgangen til selveje.

 

Det var en kritik, som vi ikke kunne sidde overhørig, og på den baggrund fulgte ministeriet op.

 

Af brevet fremgår det, at Videnskabsministeriet og universiteterne fremover vil drøfte den konkrete aflønning af rektorer, prorektorer og universitetsdirektører. For universiteter, der ikke har en prorektor, drøftes også lønnen for dekaner.

 

Med hensyn til institutledere indeholdt brevet lofter for den faste løn. Det blev forudsat, at universiteterne vurderer lønnen konkret, således at lønningerne differentieres inden for lofterne. Udover den faste løn er der mulighed for at yde åremålstillæg og engangsvederlag.

 

Videnskabsministeriet vil således ikke foretage den konkrete lønfastsættelse, men skal alene sikre, at udviklingen i lønniveauet ikke bliver uhensigtsmæssig.

 

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål S 4092.