Bilag til forsvarsministerens skrivelse af 23. februar 2007 |
|
|
|
Endelig besvarelse af S 2610 af 6. februar 2007 stillet af folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr (EL).
â€Vil ministeren redegøre for, hvordan forseglingen af asbest i søværnets skibe har fundet sted, og hvor ofte forseglingerne er blevet kontrolleret?â€
Forsvarskommandoen har oplyst, at forsvaret siden begyndelsen af 1970’erne har været opmærksom på helbredsfaren ved brugen af asbest i skibe og dermed også vigtigheden af forsegling af asbestisolerende flader. Der er således ikke anvendt asbest som isoleringsmateriale i de af søværnets skibe og fartøjer, der er bygget efter 1972.
Søværnets enheder har op gennem 1980´erne hvert 5. år fået gennemført hovedeftersyn på værft. Forsvarskommandoen har oplyst, at der under eftersynene af de ældre enheder var fokus på, at beskadigelser af isoleringsmaterialer skulle repareres behørigt og isoleringens forsegling genetableres og kontrolleres, inden enhederne blev genindsat i operativ tjeneste.
Fra begyndelsen af 1990´erne overtog de civile værfter alle værftsarbejder på søværnets skibe, herunder de 4 store minelæggere af FALSTER-klassen, der på daværende tidspunkt var de sidste operative orlogsskibe, hvor der fortsat fandtes områder med asbestholdigt isoleringsmateriale. De civile værfter har ligeledes forestået værftsarbejder på de to isbrydere, som søværnet overtog fra Søfartsstyrelsen 1. januar 1996, og hvor der ligeledes findes områder med asbest.
Forsvarskommandoen har oplyst, at der specielt for minelæggerne under værftseftersyn var skærpet opmærksomhed på at sikre, at forseglingen af den asbestholdige isolering var intakt. I de tilfælde, hvor isoleringen blev beskadiget under værftsarbejderne, blev der gennemført forskriftsmæssig afdækning og oprensning samt genetablering af isoleringens forsegling. Alle sådanne arbejder blev udført af firmaer med speciale i håndtering af asbestforurening, reparation og genforsegling af beskadigede isoleringsmaterialer.