Spm. nr. S 3585

2) Til statsministeren af:
Mogens Jensen (S):
»Har statsministeren på et tidspunkt direkte eller indirekte foreslået eller anmodet kulturministeren om at henvende sig til DR's daværende bestyrelsesformand vedrørende DR's dækning af regeringen eller DR's dækning af Irakkrigen?«

Ja, nu kan statsministeren jo hive alle mulige historiske udsagn frem. Det var ellers det, som statsministeren åbnede med at sige at han ikke ville gøre, han ville se fremad. Men det gælder så åbenbart ikke i det her tilfælde.
     Jeg vil gerne holde statsministeren fast på, ikke hvad Hans Jørgen Jensen har sagt engang for 20 år siden, da han var generaldirektør, eller hvad det var, men hvad Christian Nissen har sagt til Politiken om, hvordan han opfattede den mail fra Brian Mikkelsen, nemlig som pression. Det kan statsministeren altså ikke løbe fra. Han kan heller ikke løbe fra, at der er fem medie- og statsretseksperter, der opfatter det her på samme måde.
     Må jeg spørge statsministeren: Er det sådan, at det kun er statsministeren og kulturministeren, der ikke opfatter det her som pression? Er det sådan, at statsministeren fuldstændig vil imødegå, at når resten af befolkningen, resten af medierne og i øvrigt fem statsretseksperter opfatter det her som pression, så er der tale om, at det måske kunne opfattes som pression?
     Og er det rimeligt, at en minister sender en mail til Danmarks Radio, der kan opfattes som pression?

Jeg må lige sige til hr. Mogens Jensen, at det nu ikke var nogle 20 år gamle udtalelser, tidligere generaldirektør Hans Jørgen Jensen er kommet med. Det var skam en udtalelse fra for nylig, nemlig den 16. marts, hvor han siger, at han også har været udsat for, at politikere, ministre i socialdemokratiske regeringer, har brokket sig over Danmarks Radios dækning.
     Altså, det, at man giver udtryk for sin mening, er vel ikke udtryk for, at man udøver pression? Det mener Christian Nissen jo heller ikke, for han sagde til Politiken den 17. marts:
     »Da jeg sad og skrev bogen i efteråret, hæftede jeg mig slet ikke ved mailen fra Brian Mikkelsen. Og jeg opfattede den da slet ikke som en sensation.«
     Hvis han virkelig opfattede den som pression, er det da mærkeligt, den først kommer frem 4 år efter, at den blev sendt.
     Altså igen, sørg nu lige for, at den her sag måske kommer ned i den størrelse, hvor den hører til. Jeg kan godt forstå, at hr. Mogens Jensen prøver at skrue sig op og gøre det til en stor sag, men det er altså ikke nogen særlig stor sag. Det er en mail som led i en løbende dialog mellem en minister og en bestyrelsesformand.

Jeg kan da også godt forstå, at statsministeren forsøger at skrue det ned til en meget lille sag, for der er jo tale om en sag, som også internationalt vækker opsigt. For der er tale om en sag, hvor en regering - nu kan vi jo ikke få statsministeren til at fortælle, hvad der er sket - på et regeringsmøde åbenbart har siddet og drøftet Danmarks Radios dækning af Irakkrigen, drøftet navngivne journalister og deres dækning og udtrykt utilfredshed med det. Og derefter har statsministeren konkluderet og bedt kulturministeren om at henvende sig til Danmarks Radios bestyrelsesformand for at få sat lidt skik på tingene og få Danmarks Radio til at rette ind efter regeringen.

     Det er jo det, der er sket, og det er jo det, statsministeren forsøger at gøre til en lille sag, og jeg synes, det er helt urimeligt over for befolkningen, at statsministeren mørkelægger den her sag. Vi kan ikke få at vide, hvad der er foregået på det regeringsmøde.
     Statsministeren benægter nærmest, at der er foregået noget på det regeringsmøde, men det står jo sort på hvidt, og kulturministeren har berettet, lige præcis hvad der er sket, lige præcis hvad der er sagt, og jeg må endnu en gang spørge statsministeren: Synes statsministeren, det er rimeligt, at en minister sender en mail af truende karakter til Danmarks Radio?

Allerførst må jeg sige til hr. Mogens Jensen, at hr. Mogens Jensens beskrivelse af, hvad der er forgået på det pågældende ministermøde, fuldstændig må stå for hr. Mogens Jensens egen regning. Det har ikke hold i virkeligheden.
     For det andet vil jeg afvise påstanden om, at der skulle være tale om en mail, som er skrevet i en truende tone, og for det tredje må jeg slå fast, at det jo er meget naturligt, at en kulturminister har en løbende dialog med en bestyrelsesformand i Danmarks Radio.

Statsministeren kan jo opfatte, hvad han mener er pression, sådan som han vil. Vi har et udsagn fra Christian Nissen, der opfattede den pågældende mail som pression. Vi har udsagn fra Lisbeth Knudsen om tilsvarende eksempler. Vi har flere statsretseksperter, f.eks. mediejurist Oluf Jørgensen, der siger, at brevet indeholder trusler om privatisering og er dermed utvivlsomt et forsøg på at udøve pression. Vi har en Claus Hagen Jensen, der siger: Her er jo en rundhåndet trussel om, at DR skal passe på, ellers bliver man privatiseret. Og sådan kan vi jo fortsætte med citater.
     Der er altså en klar opfattelse både i den anden ende og af eksperter, der kigger uvildigt på det her, af, at der er tale om en trussel, og derfor må jeg spørge statsministeren:
Er det i orden, at en minister sender et brev til Danmarks Radio, der kan virke truende eller virke som pression - ja eller nej?

Der er ikke tale om, at der er nogle, der har forsøgt hverken at presse Danmarks Radio eller true Danmarks Radio, og jeg vil gerne endnu en gang gentage: Der har aldrig nogen sinde i regeringen været planer om at privatisere Danmarks Radio.

Vi står jo med en mail, der sort på hvidt fuldstændig klokkeklart siger, hvad der her er tale om. Der er altså nogle modtagere af den e-mail, der opfatter det her som pression. Derudover er der fire på hinanden følgende eksperter, der opfatter det her som pression. Hvordan kan statsministeren blive ved med at påstå, at det ikke kan opfattes som pression? Og mener statsministeren ikke, at man skal tage det alvorligt, når førende eksperter gør opmærksom på, at det her kan opfattes som pression?

Det fremgår jo meget tydeligt af de udtalelser, der er kommet fra dem, der har modtaget mailen, at den ikke er blevet opfattet som pression. Jeg citerer, hvad daværende bestyrelsesformand, Jørgen Kleener, har sagt så sent som den
16. marts i år til Ritzau: Jeg opfattede mailen som en ud af mange meningstilkendegivelser i den forbindelse, og det gjorde Christian Nissen også. Og Christian Nissen har sagt den 17. marts: Da jeg sad og skrev bogen i efteråret, hæftede jeg mig slet ikke ved mailen fra Brian Mikkelsen, og jeg opfattede den da slet ikke som en sensation. Altså, det må man da sige er at afvise påstanden om, at den skulle være blevet opfattet som pression.

Igen ser vi en statsminister, som fuldstændig entydigt vælger de citater ud, der taler til statsministerens fordel frem for at forholde sig til den helhed, der er. Jeg vil gerne bede statsministeren om at forholde sig til det klare udsagn, der er fra professor Oluf Jørgensen om, at det er en klar trussel mod Danmarks Radio. Jeg vil gerne bede statsministeren om at kommentere på det.

Det er jo helt åbenbart, at der er mange meninger om den her sag i offentligheden. Jeg er bare nødt til at understrege, at fra regeringens side, fra kulturministerens side har man på ingen måde haft til hensigt hverken at presse Danmarks Radio eller at true Danmarks Radio. Det, kulturministeren giver udtryk for, er, at han i en dialog med formanden for Danmarks Radio ville give udtryk for, hvilke holdninger der var. Det er da meget naturligt.
     Og som det også fremgår af det, jeg har beskrevet i forbindelse med, hvad en tidligere generaldirektør, Hans Jørgen Jensen, har sagt, så har det altid været sådan. Det er da ikke det samme som, at man truer eller presser, men det skulle da være mærkeligt, om ministre - eller folketingsmedlemmer for den sags skyld - skulle være de eneste her i landet, der ikke havde ytringsfrihed.

Jeg vil godt høre, om statsministeren ikke kan bekræfte, at der var et formål med at fremsende en sådan mail, som der er fremsendt, nemlig det formål, at man ville sige til Danmarks Radio: I opfører jer uklogt, hvis I er kritiske over for regeringens politik på Irakspørgsmålet.

Ja, den udlægning afviser jeg fuldstændig.

Det er muligt, statsministeren afviser den udlægning. Men der må have været et formål med, at man diskuterede det, og der må have været et formål med, at kulturministeren efterfølgende sendte den mail. Det var jo ikke bare for sjov, man gjorde det; det var, fordi man skulle opnå et eller andet. Og hvad var det, man skulle opnå? Var det for at lægge en dæmper på Danmarks Radio?

Hør lige her: Det er altså sådan, at den redaktionelle linje
i Danmarks Radio jo ikke bliver besluttet i Danmarks Radios bestyrelse. Det er noget, der besluttes i de ansvarlige redaktioner, der er rundtomkring i Danmarks Radio. Og kulturministeren har jo ikke henvendt sig til nogen redaktion på Danmarks Radio, men netop til bestyrelsesformanden. Så der er ikke tale om, at kulturministeren eller regeringen har eller har haft noget som helst ønske om at blande sig i den redaktionelle linje på Danmarks Radio.

Så er det hr. Mogens Jensen for et afsluttende spørgsmål.

Jeg vælger at tro, at statsministeren ikke er så naiv, at statsministeren ikke ved, at når en minister sender en mail til en bestyrelsesformand med et så graverende indhold, som der her er tale om, så har den et formål, så er der en mening med det. Ellers er der vel ingen grund til at sende mailen. Spørgsmålet er, hvad meningen er. Og det har vi jo ikke fået belyst og kan ikke få belyst, fordi statsministeren ikke vil referere, hvad der rent faktisk har været regeringens holdning, eller hvilke diskussioner regeringen har haft i den her sag.
     Men nu sagde statsministeren selv, at han opfattede det, som om kulturministeren med mailen kun ville give udtryk for, hvilke holdninger der var. Og så må jeg spørge statsministeren: Hvilke holdninger var der? Var det regeringens holdning, som er afspejlet i den her mail? Uanset om det er på et lukket ministermøde, som der ikke må refereres fra, eller under morgenmaden - det må der måske godt refereres fra - så må jeg spørge statsministeren: Var der under morgenmaden diskussioner om Irakdækningen og Danmarks Radios forhold, eller har det her spørgsmål slet ikke optrådt? For det står jo helt klart, at statsministeren totalt forsøger at mørkelægge sagen, og det fremmer hverken, tror jeg, forståelsen her i Folketingssalen eller ude i befolkningen.

Nej, jeg prøver aldeles ikke at mørkelægge noget. Jeg har tværtimod sagt, at det da er meget naturligt, at ministre ligesom alle andre politikere sådan løbende drøfter den dækning, der nu er af politiske begivenheder i forskellige medier.
     Men én ting kan jeg da også godt sige uden at overtræde nogen fortrolighedsklausuler, nemlig at en sådan drøftelse af, hvordan man opfatter mediernes dækning af forskellige begivenheder, aldeles ikke er optaget som noget formelt punkt på nogen dagsorden.
     Men igen, det er meget tankevækkende, når hr. Mogens Jensen sådan forsøger at skrue sig op, at huske på, hvordan socialdemokratiske ministre i tidens løb egentlig har gebærdet sig. Jeg står her med en udtalelse fra David Trads, der jo er redaktør på Nyhedsavisen, og han siger den 17. marts:
     Da jeg i efteråret 2000 under euroafstemningen var indlandsredaktør i DR Nyheder, blev jeg gentagne gange opsøgt eller ringet op af socialdemokratiske og radikale ministre, som var rasende over, at Radioavisen næsten hver morgen kunne berette om en ny rutsjetur for euroen over for dollaren.
     Tænk, her er der tale om, at socialdemokratiske ministre har ringet op til redaktøren. Det er der ikke tale om her. Der er tale om, at kulturministeren har sendt en mail til formanden for bestyrelsen, som jo ikke skal redigere nyhederne i Danmarks Radio.

Hermed sluttede spørgsmålet.