Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg Christiansborg 1240 København K |
Vedlagt sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 af 1. december 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. (L 75 - spm. 3).
Dette materiale er også sendt pr. e-post.
                       Claus Hjort Frederiksen
                                        / Lise Fangel
                                                                                 Â
Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 af 1. december 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L 75 - spm. 3). |
Spørgsmål nr. 3:
Ministeren bedes redegøre for, om det efter en vedtagelse af lovforslaget, vil være en ubetydelig fejl i ansættelsesbeviset, hvis en medarbejder opdager, at han er omfattet af hemmelige non-solicitationsaftaler mellem to virksomheder, uden at dette fremgår af ansættelseskontrakten, hvis han ikke kan bevise, at dette konkret har medført, at han ikke fik et bestemt job.
Svar:
Ændringen af ansættelsesbevisloven (L 75) har alene til formål at ændre godtgørelsesniveauet. En godtgørelse for overtrædelse af ansættelsesbevisloven kan derfor alene komme på tale, hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin pligt til at oplyse lønmodtageren om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet i henhold til loven jf. lovens § 2.
Af ansættelsesbevislovens § 2, fremgår det, at arbejdsgiveren har pligt til mindst at oplyse om de stk. 2, nr. 1 -10, angivne forhold. Om iagttagelsen af nr.1-10, er tilstrækkelig til at opfylde forpligtelsen i stk. 1, beror på en konkret vurdering, idet en hemmelig aftale ikke specifikt er nævnt i opremsningen i stk. 2.
Hvis det konkret vurderes, at en hemmelig aftale bør fremgå af ansættelsesbeviset, vil en manglende oplysning om aftalen alene være omfattet af den foreslåede bagatelregel, såfremt det vurderes, at manglen både er undskyldelig og i øvrigt ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet.
Afslutningsvis vil jeg godt henvise til, at spørgsmålet om, hvilke retlige rammer, der er omkring hemmelige aftaler i øjeblikket vurderes i det udvalg, som regeringen har nedsat herom. Udvalgets arbejde forventes afsluttet 1. april 2007.
                                                                                 Â
                                                                                 Â