Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 6. december 2006

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge og forskellige andre love

(Ændring af regler om forlængelse af sygedagpengeperioden, sygedagpenge til delvis sygemeldte, udvidelse af arbejdsgiverperioden samt konsekvensændringer)

[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

 

1. Ændringsforslag

Der er stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget. Beskæftigelsesministeren har stillet ændringsforslag nr. 1, 2, 5 og 6, og Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 3 og 4.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 15. november 2006 og var til 1. behandling den 24. november 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 10. november 2006 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 58. Den 21. november 2006 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

3F Kolding,

HK/Danmark og 3F og

Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere.

Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 7 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (S) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 3 og 4 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 3 og 4 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 3 og 4 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 3 og 4 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget beklager, at dette lovforslag er resultatet af et løftebrud fra regeringen. Beskæftigelsesministeren lovede i forbindelse med behandlingen af lovforslag nr. L 154 i folketingsåret 2005-06 at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en lempelse af varighedsbestemmelsen i sygedagpengeloven. De forhandlinger har aldrig fundet sted.

I stedet er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om, at den beskedne lempelse, som ministeren allerede tidligere havde bebudet, er tilstrækkelig. S, RV, SF og EL beklager således, at lovforslaget kun hjælper 400 ud af de 5.000 mennesker, som hvert år falder for varighedsbestemmelsen i sygedagpengeloven.

De aldrig gennemførte forhandlinger burde efter S’, RV’s, SF’s og EL’s mening have mundet ud i, at varighedsbegrænsningen var blevet fjernet. I lyset af den opstramning, som er sket af kommunernes opfølgning på langtidssygemeldte borgere med vedtagelsen af L 21 i folketingsåret 2004-2005, 2. samling, er der ikke længere grund til at frygte, at sygemeldte »parkeres« på sygedagpenge. Dels rummer loven meget konkrete regler for opfølgning, dels mister kommunerne fortsat statsrefusionen for sygedagpengeforløb over 52 uger.

S, RV, SF og EL mener, at det er uacceptabelt, at op mod 5.000 mennesker får reduceret eller helt fjernet deres forsørgelsesgrundlag, selv om de fortsat er syge. Regeringens forslag ændrer ikke på, at omkring 900 mennesker med gigt eller sklerose, mennesker ramt af arbejdsulykker eller trafikuheld, psykisk syge eller hjerneskadede hvert år fortsat vil stå uden offentlig hjælp efter 52 ugers sygdom, fordi de har en ægtefælle, som tjener penge. Op mod 4.000 i samme situation vil få reduceret deres forsørgelsesgrundlag ved at blive overført til kontanthjælp. En række af de sygemeldte vil vende tilbage til arbejdsmarkedet efter revalidering eller i et fleksjob, men ingen af de udsigter giver efter lovforslaget adgang til forlængelse af sygedagpengene ud over de 52 uger.  Det forhold er S, RV, SF og EL stærkt kritiske over for.

S, RV, SF og EL mener, at Dansk Folkepartis rolle i denne sag har været særlig kritisabel, fordi partiets ordfører under Folketingets forhandlinger i forbindelse med L 154 i folketingsåret 2005-06 stillede befolkningen i udsigt, at partiet med sine stemmer ville sikre en langt mere betydelig lempelse af varighedsbestemmelserne, end det nærværende lovforslag er udtryk for.

I et ønske om at forbedre dette forslag har S og RV stillet ændringsforslag. Ændringsforslagene betyder, at syge mennesker, som inden for forlængelsesperioden kan forventes at blive så raske, at de kan revalideres eller visiteres til et fleksjob, også omfattes af lovforslaget. S, RV, SF og EL mener, at revalidender og fleksjobbere er en vigtig del af det danske arbejdsmarked.

S, RV, SF og EL støtter under alle omstændigheder forslaget om at sikre særlige grupper af delvis sygemeldte en ydelse på niveau med den ydelse, som de ville have været berettigede til ved fuld sygemelding, ligesom partierne også stemmer for enhver forbedring af de syges situation, hvor lille den forbedring end måtte være.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

 

Af   beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (V, DF og KF):

   1) I nr. 1 udgår »§ 24, stk. 2, nr. 1,«.

[Konsekvensændring]

   2) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

»01. § 24, stk. 2, nr. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»1)  fra arbejdsgiveren i de første 15 kalenderdage af fraværsperioden ved sygdom,

2)   fra kommunen i de første 15 kalenderdage af fraværsperioden for lønmodtagere og i de første 2 uger af fraværsperioden for selvstændige erhvervsdrivende eller«.

Nr. 2 bliver herefter nr. 3.«

[Præcisering af opgørelse af sygedagpengeperioden i forbindelse med varighedsbegrænsning]

Af   et mindretal (S og RV), tiltrådt af et mindretal (SF og EL):

   3) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 27, stk. 1, nr. 1, udgår ordene »det ordinære arbejdsmarked«, og i stedet indsættes: »arbejdsmarkedet, herunder til et fleksjob«.«

[Udvidelse af forlængelsesmuligheden for personer der skal revalideres, førend de kan starte i et fleksjob]

   4) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 27, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »beskæftigelse« ordenne: », herunder fleksjob,«.

[Udvidelse af målgruppen]

Af   beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (V, DF og KF):

Til § 17

   5) I stk. 2 indsættes efter »§ 1, nr. 1«: »og 01«.

[Konsekvensændring]

   6) I stk. 3 ændres »modtagere af sygedagpenge, der er omfattet af reglerne om begrænsning af varighed af sygedagpenge efter lovens § 24, stk. 1, og § 27, stk. 1« til: »personer, der modtager sygedagpenge«.

[Præcisering af ikrafttrædelsesbestemmelse]

Bemærkninger

Til nr. 1, 2 og 5

De foreslåede ændringer har til formål at fastlægge, hvordan perioden med sygedagpenge for selvstændige erhvervsdrivende skal opgøres i forbindelse med anvendelse af lovens varighedsbegrænsning.

Når en selvstændig har tegnet en sygedagpengeforsikring, kan den selvstændige få udbetalt dagpenge fra kommunen også i de første 2 uger af fraværsperioden. Med ændringerne fastslås det, at der ved opgørelse af sygedagpengeperioden for selvstændige som hidtil skal fratrækkes 2 uger, mens der for lønmodtagere i konsekvens af forslaget om at udvide arbejdsgiverperioden skal fratrækkes 15 kalenderdage.

Til nr. 3 og 4

Det foreslås, at muligheden for at forlænge sygedagpengeperioden i op til 2 år dels kommer til at omfatte personer, som efter lægelig behandling vil kunne visiteres til et fleksjob, dels kommer til at omfatte personer, som efter revalidering vil kunne vende tilbage til et fleksjob.

Til nr. 6

Ifølge ikrafttrædelsesbestemmelsen i stk. 3 skal udvidelsen af forlængelsesreglen omfatte modtagere af sygedagpenge, som den 2. april 2007 eller senere er omfattet af varighedsbegrænsningen efter lovens § 24, stk. 1, og § 27, stk. 1.

Ved alene at henvise til de nævnte bestemmelser i den gældende lov om sygedagpenge kan formuleringen give anledning til tvivl om den målgruppe, der er omfattet af lovforslaget.

Med ændringen præciseres det, at udvidelsen af forlængelsesreglen omfatter alle personer, der modtager sygedagpenge den 2. april 2007 eller senere, det vil sige, uanset om de er omfattet af den gældende lov om sygedagpenge (1. fraværsdag den 3. juli 2006 eller senere) eller af den tidligere lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (1. fraværsdag før den 3. juli 2006).

Den foreslåede præcisering har ikke i øvrigt konsekvenser for lovforslaget.

  Charlotte Antonsen (V) Â  Erling Bonnesen (V) fmd.  Tina Nedergaard (V) Â  Marion Pedersen (V) Â  Jens Vibjerg (V) Â  Bent Bøgsted (DF) Â  Colette L. Brix (DF) Â  Jakob Axel Nielsen (KF)   Tom Behnke (KF) Â  Thomas Adelskov (S) Â  Kirsten Brosbøl (S) Â  Jytte Andersen (S) nfmd.  Anne‑Marie Meldgaard (S) Â  Lone Møller (S) Â  Elisabeth Geday (RV) Â  Ole Sohn (SF) Â  Jørgen Arbo‑Bæhr (EL) 

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

 

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

 

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

 

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

 

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

 

 

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 73

Bilagsnr.

Titel

1

Henvendelse af 16/11-06 fra HK/Danmark og 3F

2

Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

3

Henvendelse af 21/11-06 fra Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere

4

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

5

Henvendelse af 28/11-06 fra 3F Kolding

6

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

7

Ændringsforslag fra beskæftigelsesministeren

8

1. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 73

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelsen af 16/11-06 fra HK/Danmark og 3F, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om kommentar til henvendelsen af 21. november 2006 fra Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om, hvad det ville koste, hvis lovforslaget omfattede personer uden mulighed for et fleksjob inden for en periode på 2 gange 52 uger, hvor mange personer det drejer sig om, og motiverne til negativ forskelsbehandling af personer med nedstat arbejdskraft og handicap, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om iværksættelse af revalidering efter § 27, stk. 1, nr. 1, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om årsagen til brug af samme begreber i § 27, stk. 1, nr. 1, og § 27, stk. 1, nr. 3, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om kommunernes sagsbehandlingstid, når lovændringerne på fleksjobområdet træder i kraft pr. 1/7-06, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om kommentar til henvendelsen af 28/11-06 fra 3F Kolding, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå

8

Spørgsmålet er tilbagetaget