Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1 af 9. november 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om Bruxelles I-forordningen m.v. (L 46).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes tilsende udvalget en oversigt over væsentlige ændringer i Bru-xelles I-forordningen i forhold til EF-domskonventionen.”

 

Svar:

 

Pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger indeholder en gennemgang af hovedpunkterne i Bruxelles I-forordningen med særlig vægt på ændringerne i forhold til EF-domskonventionen. Det følgende indeholder en oversigt over de væsentligste ændringer i Bruxelles I-forordningen i forhold til EF-domskonventionen, herunder med eksempler på, hvad ændringerne indebærer i praksis. Herudover er der foretaget en række redaktionelle ændringer mv. af Bruxelles I-forordningen i forhold til EF-domskonventionen.

 

1) Artikel 5, nr. 1 (Kontraktværneting)

 

I artikel 5, nr. 1, litra b, om værnetinget i sager om kontraktforhold er det som noget nyt i forhold til EF-domskonventionen, hvis bestemmelse herom gav anledning til en del problemer i praksis, fastslået, at opfyldelsesstedet for kontrakter om salg af varer (løsøre) og om levering af tjenesteydelser er det sted i en medlemsstat, hvor varerne eller tjenesteydelsen i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret.

 

Hvis f.eks. en tysk sælger ifølge en kontrakt skal levere en vare i Danmark, og den danske køber ikke betaler for varen, kan den tyske sælger efter forordningen kun anlægge sag mod køber i Danmark. Efter EF-domskonventionen ville en sådan sag i visse tilfælde også kunne anlægges i Tyskland.

 

 

2) Artikel 5, nr. 3 (Deliktværneting)

 

I artikel 5, nr. 3, om værnetinget i sager om erstatning uden for kontrakt, er det tilføjet, at sagen også vil kunne anlægges der, hvor skadetilføjelsen vil kunne foregå. Formålet hermed er at præcisere, at bestemmelsen også kan anvendes i forebyggelsesøjemed for så vidt angår en truende skade.

 

3) Artikel 6, nr. 1 (Sager med flere sagsøgte)

 

I artikel 6, nr. 1, som giver adgang til at anlægge sag mod flere personer med bopæl i forskellige medlemsstater ved retten i den retskreds, hvor én af de sagsøgte har bopæl, er det tilføjet, at det er en betingelse, at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå eventuelt uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig. Dette er i overensstemmelse med EF-domstolens fortolkning af den tilsvarende bestemmelse i EF-domskonventionen.

 

4) Artikel 9, stk. 1, og artikel 14, nr. 5 (Værneting i forsikringssager)

 

Artikel 9, stk. 1, litra b, om værnetinget i forsikringssager er udvidet til også at give sikrede eller begunstigede i en forsikringsaftale mulighed for at anlægge sag mod forsikringsselskabet ved retterne i den medlemsstat, hvor sagsøger har bopæl. Efter EF-domskonventionen har kun forsikringstageren (den, som har tegnet forsikringen) denne mulighed. Formålet med ændringen er at styrke beskyttelsen af den sikrede eller begunstigede i sager mod forsikringsselskabet.

 

Hvis en dansker (forsikringstager) f.eks. tegner en livsforsikring i et tysk forsikringsselskab og indsætter sit barn som begunstiget, vil den begunstigede kunne anlægge sag mod det tyske forsikringsselskab i den medlemsstat, hvor vedkommende bor. Hvis den begunstigede således har bopæl i Sverige, vil sagen kunne anlægges her, uanset at forsikringstageren har bopæl i Danmark. Efter EF-domskonventionen vil den begunstigede skulle anlægge sagen enten i Danmark eller i Tyskland.

 

Artikel 14, nr. 5, er ny og giver mulighed for, at forordningens regler om værneting i forsikringssager også kan fraviges ved en værnetingsaftale, hvis der tale om forsikring af såkaldt store risici, f.eks. ansvars- og kaskoforsikring af luftfartøjer og skibe samt kreditforsikring, der tegnes som led i erhvervsvirksomhed.

 

 

5) Artikel 15 og 16 (Værneting i forbrugersager)

 

I artikel 15, stk. 1, litra c, er anvendelsesområdet for værnetingsreglerne i forbrugersager udvidet til at omfatte alle grænseoverskridende forbrugeraftaler, hvor den erhvervsdrivende udøver eller retter erhvervsmæssig virksomhed mod forbrugerens bopælsland, forudsat at aftalen er omfattet af denne virksomhed.

 

Formålet hermed er bl.a., at handel over internettet i visse tilfælde bliver omfattet af reglerne om forbrugerværneting. Hvis f.eks. en tysk erhvervsdrivende sælger varer til en dansk forbruger via en interaktiv hjemmeside, der er rettet mod danske forbrugere, vil forbrugeren kunne anlægge sag ved retten på det sted, hvor forbrugeren har sin bopæl.

 

Efter artikel 16, stk. 1, kan forbrugeren som noget nyt vælge mellem at anlægge sagen enten i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende kontraktspart har bopæl, eller ved den lokale ret inden for den medlemsstats område, hvor forbrugeren har bopæl (og ikke ved ”retterne i den kontraherende stat, på hvis område forbrugeren har bopæl”, jf. EF-domskonventionens artikel 14). Denne undtagelse fra reglen om, at forordningen kun vedrører domstolenes internationale kompetence og ikke den interne kompetence mellem domstolene i en medlemsstat, er begrundet i ønsket om at give forbrugerne mulighed for at anlægge sag så tæt ved deres bopæl som muligt.

 

Endelig er tvister om pakkerejser som noget nyt omfattet af forordningens regler om værneting i forbrugersager, jf. artikel 15, stk. 3.

 

6) Artikel 18-21 (Værneting i sager om individuelle arbejdsaftaler)

 

Som noget nyt i forhold til EF-domskonventionen er værnetingsreglerne i sager vedrørende individuelle arbejdskontrakter samlet i en selvstændig del på samme måde som reglerne om forsikringsaftaler og forbrugeraftaler. Formålet hermed er at understrege beskyttelsesbehovet i forhold til arbejdstagerne, og desuden er beskyttelsen af arbejdstagerne blevet udvidet på visse punkter.

 

Efter artikel 18, stk. 2, kan en arbejdsgiver, som ikke har bopæl i en medlemsstat, men som har en filial, agentur eller lignende virksomhed i en medlemsstat, således sagsøges af en arbejdstager i denne medlemsstat, hvis sagen vedrører driften af filialen mv.

 

Efter artikel 20, stk. 1, kan en arbejdsgiver som noget nyt som udgangspunkt kun anlægge sag mod en arbejdstager i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har bopæl. Hvis f.eks. en arbejdstager med bopæl i Danmark indgår en arbejdskontrakt med en tysk arbejdsgiver om at udføre et arbejde i Tyskland, vil den tyske arbejdsgiver efter forordningen kun kunne anlægge sag mod arbejdstageren i Danmark, mens arbejdsgiveren efter EF-domskonventionen kan anlægge sagen enten i Tyskland eller i Danmark.

 

7) Artikel 22 (Enekompetence)

 

Artikel 22, nr. 1, indeholder en undtagelse fra reglen om, at retterne i den medlemsstat, hvor en fast ejendom er beliggende, har enekompetence til at behandle sager om rettigheder over den faste ejendom. I sager om leje mv. vedrørende fast ejendom, der er indgået med henblik på midlertidig, privat brug for et tidsrum af højst seks måneder, er således også retterne i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, kompetente, hvis lejer mv. er en fysisk person, og ejer og lejer mv. har bopæl i samme medlemsstat. I modsætning til, hvad der gælder efter EF-domskonventionen, stilles der ikke krav om, at ejeren af ejendommen er en fysisk person.   

 

Hvis en dansker f.eks. lejer et feriehus i Italien i en måned af et dansk udlejningsselskab, som også ejer feriehuset, og den pågældende vil anlægge sag mod udlejningsselskabet i anledning af lejeaftalen, vil sagen efter forordningen kunne anlægges ved en dansk domstol. Efter EF-domskonventionen vil sagen derimod skulle anlægges i Italien, da ejeren af den faste ejendom ikke er en fysisk person (men et selskab).

 

I artikel 22, nr. 4, om enekompetence i sager om registrering eller gyldighed af patenter mv. er det tilføjet, at retterne i en medlemsstat, hvor der er sket registrering mv., også skal anses som enekompetente med hensyn til rettigheder ifølge en fællesskabsretsakt. 

 

8) Artikel 23 (Værnetingsaftaler)

 

I artikel 23 om værnetingsaftaler er der i forhold til EF-domskonventionen foretaget enkelte mindre ændringer. Bl.a. er der i stk. 2 indsat en bestemmelse, hvorefter enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting, skal sidestilles med begrebet ”skriftlig”. Hermed sikres det, at værnetingsaftaler, som indgås elektronisk, opfylder kravet om skriftlighed i artikel 23, stk. 1.

 

9) Artikel 30 (Definition af, hvornår en sag anses for anlagt)

 

Som noget nyt i forhold til EF-domskonventionen indeholder forordningens artikel 30 en definition af, hvornår der indtræder litispendens, dvs. hvornår en sag skal anses for anlagt med den virkning, at en tilsvarende sag mellem de samme parter ikke kan anlægges i en anden medlemsstat. Hensigten med bestemmelsen er at tage højde for forskellene i medlemsstaternes retssystemer med hensyn til, hvornår litispendens indtræder. Nogle retssystemer anser f.eks. stævningens indgivelse til retten for afgørende i relation til sagsanlæg, mens andre lægger vægt på tidspunktet for stævningens forkyndelse for sagsøgte.

 

10) Artikel 34 (Nægtelsesgrunde)

 

Med hensyn til tilføjelsen af ordet ”åbenbart” i artikel 34, nr. 1, om nægtelse af at anerkende en udenlandsk retsafgørelse under henvisning til ordre public henvises til besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 3 vedrørende lovforslaget.

 

I artikel 34, nr. 2, om nægtelse af at anerkende visse udeblivelsesdomme er der i forhold til EF-domskonventionen foretaget to ændringer.

 

For det første kræves det ikke længere, at forkyndelsen for sagsøgte i den sag, hvor afgørelsen nu søges anerkendt, skal være sket ”forskriftsmæssigt”. Bestemmelsen har til formål at sikre, at ikke enhver fejl ved forkyndelsesproceduren uden videre fører til, at en udeblivelsesdom ikke kan anerkendes og fuldbyrdes. Det afgørende er i stedet, om forkyndelsen er sket i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen. Efter omstændighederne vil f.eks. manglende oversættelse af det indledende processkrift ikke være grundlag for at nægte anerkendelse af dommen, hvis det ligger fast, at sagsøgte behersker det sprog, som processkriftet var affattet på.

 

For det andet er det tilføjet, at anerkendelse ikke kan nægtes, hvis ”sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det”. Hvis sagsøgte har været i stand til at appellere afgørelsen i domsstaten under påberåbelse af procedurefejl, men ikke har gjort det, vil den pågældende således ikke kunne gøre denne procedurefejl gældende som en grund til at nægte at anerkende afgørelsen. Formålet hermed er at undgå, at sagsøgte ”gemmer” sine indsigelser til det tidspunkt, hvor afgørelsen søges anerkendt og fuldbyrdet i en anden medlemsstat. Desuden bygger bestemmelsen på det synspunkt, at det som udgangspunkt bør være domstolene i domsstaten, der tager stilling til indsigelser om fejl eller mangler ved forkyndelsen af det indledende processkrift mv.

 

Endelig er en nægtelsesgrund i EF-domskonventionens artikel 27, nr. 4, om visse afgørelser, hvor der præjudicielt er taget stilling til fysiske personers retlige status mv., i lyset af tilnærmelsen mellem medlemsstaternes regler på disse områder ikke medtaget i forordningen. Det vil efter forordningen således f.eks. ikke være en gyldig grund til at nægte anerkendelse af en udenlandsk retsafgørelse om underholdspligt, at retten i forbindelse med denne afgørelse også har taget stilling til et præjudicielt spørgsmål om en familieretlig status.

 

11) Artikel 38-52 (Regler om fuldbyrdelse)

 

Forordningens regler om den såkaldte eksekvaturprocedure (den særlige procedure, der fastslår, at en udenlandsk retsafgørelse kan anerkendes og fuldbyrdes) er på visse punkter revideret og forenklet i forhold til reglerne i EF-domskonventionen. Der henvises herom til besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 4 vedrørende lovforslaget.

 

Desuden er der foretaget forskellige justeringer af reglerne om appel af en afgørelse om fuldbyrdelse af en udenlandsk retsafgørelse. Bl.a. gælder muligheden efter forordningens artikel 46, stk. 1, for, at appelinstansen i fuldbyrdelseslandet kan udsætte sagen, hvis den udenlandske retsafgørelse f.eks. er appelleret i domsstaten, nu også, hvis sagen behandles af en domstol som led i en ekstraordinær appel (her i landet i givet fald af Højesteret som tredjeinstans).

 

Endvidere er det i artikel 47, stk. 1, fastslået, at der intet er til hinder for, at den, der anmoder om anerkendelse og fuldbyrdelse af en udenlandsk retsafgørelse, kan anvende foreløbige retsmidler (f.eks. arrest) i overensstemmelse med de nationale regler herom i fuldbyrdelsesstaten, selv om der endnu ikke efter eksekvaturproceduren er taget stilling til, om afgørelsen kan fuldbyrdes.

 

Har en fordringshaver haft fri proces mv. i domsstaten, gælder dette i videst mulig omfang også under en sag om fuldbyrdelse af retsafgørelsen. I forhold til EF-domskonventionen er dette udvidet til også at omfatte appel i forbindelse med eksekvaturproceduren, jf. forordningens artikel 50.

 

12) Artikel 53-56 (Standardformular til brug for sager om anerkendelse og fuldbyrdelse)

 

Med henblik på at forenkle proceduren for en anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse i en anden medlemsstat er der som noget nyt indført en standardformular (bilag V til forordningen), som skal fremsendes til fuldbyrdelsesstaten sammen med en genpart af den retsafgørelse, som ønskes anerkendt eller fuldbyrdet. 

 

 

 

13) Artikel 60 (Selskaber og andre juridiske personers hjemsted)

 

Artikel 60 indeholder i modsætning til, hvad der gælder efter EF-domskonventionen, en selvstændig definition af, hvor selskaber og andre juridiske personer anses for at have hjemsted. Formålet hermed er at sikre klare regler for afgørelsen af dette spørgsmål. Efter EF-domskonventionen skal retten ved sin afgørelse heraf anvende de internationalt privatretlige regler (lovvalgsregler), som gælder for den. 

 

14) Artikel 64 (Tvister om hyrekrav mv.)

 

Artikel 64 indeholder en særlig regel vedrørende søgående skibe indregistreret i visse lande (herunder i givet fald Danmark, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra d), hvorefter en ret først kan påkende tvister mellem en skibsfører og et besætningsmedlem om hyre mv., når den diplomatiske repræsentant mv., som skibet hører under, er blevet underrettet om tvisten. Bestemmelsen er tidsbegrænset og finder anvendelse i 6 år fra forordningens ikrafttræden, dvs. indtil den 1. marts 2008. En lignende bestemmelse i EF-domskonventionen er ikke tidsbegrænset og er videregående, bl.a. således at retten ikke kan behandle sagen, hvis den diplomatiske repræsentant mv. har udøvet eventuelle særlige beføjelser, som den pågældende måtte være tillagt i sagen mv.