Besvarelse af spørgsmål nr. 5 af 31. oktober 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Behandlingsgaranti for indsatte stofmisbrugere, undersøgelse af indsatte personer, kundgørelse af fængselsforskrifter mv.) (L 23).
Spørgsmål nr. 5:
         â€Hvordan vil ministeren løbende følge, i hvilket omfang behandlingsgarantien anvendes, samt hvad der eventuelt er henholdsvis hæmmende og fremmende faktorer for anvendelsen af behandlingsgarantien?â€
Svar:
Som led i dokumentationen af de misbrugsbehandlingstiltag, der er iværksat som følge af satspuljeforliget for 2006, etablerer Direktoratet for Kriminalforsorgen i løbet af første kvartal 2007 et nyt â€rusmiddelmodul†i den elektroniske klientjournal, hvor alle indsatte er registreret.
I dette modul vil det blive registreret, om indsatte, som er motiverede for misbrugsbehandling, og som vurderes egnede, kommer i behandling. Det vil endvidere fremgå, hvor lang tid, der går, fra behandlingsmotiverede indsatte henvender sig med ønske om behandling, til behandlingen er iværksat. Det vil således blive registreret, om behandlingsgarantiens tidsfrist overholdes.
Rusmiddelmodulet vil endvidere rumme en afdækning af alle nyindsattes brug af rusmidler inden indsættelsen. Sammenholdes disse data med antallet af indsatte, der kommer i behandling, og antallet af behandlingsforløb, vil det give et billede af, i hvilket omfang behandlingsgarantien anvendes. Hæmmende faktorer for behandlingsgarantiens opfyldelse vil fremgå af datamaterialet, mens eventuelle fremmende faktorer vil blive afdækket via løbende drøftelser med behandlingsafdelingerne.
Det vurderes, at antallet af registreringer gør det muligt at udarbejde den første opgørelse af data fra modulet ved udgangen af 2007. Derefter vil opgørelser kunne udarbejdes årligt.