Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 14. maj 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L 214 – bilag 3), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr.  1:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 28. april 2007 fra Mayanna J. Riis, jf. L 214 – bilag 3.”

 

 

Endeligt svar:

Det lovforslag, som regeringen har fremsat, sikrer, at personer, som gennem en årrække har passet et handicappet eller alvorligt sygt barn med hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter lov om social service, ikke står uden forsørgelsesgrundlag i form af arbejdsløshedsdagpenge, når pasningen af barnet ophører.

 

Det sker ved, at den såkaldte optjeningsperiode kan forlænges med hele den periode, hvor der er modtaget tabt arbejdsfortjeneste efter lov om social service, og dermed ud over de to år, som for tiden er den maksimale grænse for forlængelse.

 

Det er korrekt, at lovforslaget ikke giver adgang til arbejdsløshedsdagpenge for personer, som arbejder på nedsat tid og sideløbende får tabt arbejdsfortjeneste til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn, og som herefter mister deres deltidsarbejde, mens pasningen af barnet fortsætter.

 

Det skyldes, at arbejdsløshedsforsikringen er en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, der skal forsikre medlemmerne mod tab af indtægt som følge af ledighed. For at et indtægtstab kan anses for en følge af ledighed, forudsætter det bl.a., at den ledige står fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet.

 

Det er derfor en helt grundlæggende betingelse for at få dagpenge, at man står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet. Det indebærer bl.a., at man med dags varsel skal kunne og ville overtage arbejde på fuld sædvanlig tid som fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret.

 

Regeringen ønsker ikke at ændre ved denne helt grundlæggende betingelse for ret til dagpenge.

 

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter lov om social service bliver givet som erstatning for, at man har et indkomsttab, fordi man på grund af pasningen af et handicappet eller alvorligt sygt barn ikke kan påtage sig arbejde i fuldt omfang. Udgangspunktet for rådighedsvurderingen vil derfor klart være, at man i denne situation ikke opfylder rådighedsbetingelserne, fordi man ikke kan overtage arbejde på fuld tid.

 

Jeg kan i øvrigt oplyse, at personer, der modtager tabt arbejdsfortjeneste efter lov om social service og bliver ledige fra deres deltidsarbejde, har mulighed for at få en særlig supplerende ydelse i op til tre måneder, hvis de ikke opfylder betingelserne for at modtage arbejdsløshedsdagpenge og ikke har mulighed for et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen