Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 5 (Alm. del - bilag 10):

I brev af 22. maj 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 5:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. maj 2007 fra Akademikernes Centralorganisation, jf. L 208 – bilag 10"

 

Svar:

Jeg kan henvise til vedlagte ”Analyse af konsekvenser af i udlandsstipendieordningen at indføre støtte til hele 1-årige kandidatuddannelser” af 25. april 2007, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe med deltagelse af Videnskabsministeriet, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Analysen har været sendt i høring hos de samme parter, som blev hørt over lovforslaget, herunder AC og Rektorkollegiet. Analysen og svarene på høringen er blevet drøftet i forligskredsen og har dannet grundlag for forligspartiernes beslutning, som det fremgår af betænkningen afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 23. maj 2007. Analysen og svarene på høringen vedlægges.

 

Det fremgår af analysen, at kandidatuddannelser i udlandet som er normerede til mellem 60 og 120 ECTS-point ofte for professionsbachelorer vil være et nærliggende alternativ til en kandidatuddannelse i Danmark. De studerende, der har valgt en 3-4 årig uddannelse inden for kendte professionsområder sigter typisk ikke mod en karriere, hvor der er behov for en uddannelse med et stort islæt af forskningsbaseret teoretisk viden. Professionsbachelorerne vil også ud over de 3-4 år, som denne uddannelse varer, kunne komme op på at skulle bruge yderligere 3-4 år, hvis de skal tage en kandidatuddannelse i Danmark. Særligt ingeniørområdet har peget på denne mulighed.

 

Det fremgår også, at de danske masteruddannelser som udgangspunkt er tilrettelagt som deltidsuddannelser for personer i beskæftigelse og forudsætter mindst 2 års relevant erhvervserfaring. Disse uddannelser er derfor ikke en mulighed for studerende, der ønsker at videreuddanne sig inden for professionsområdet i direkte forlængelse af bacheloruddannelsen

Muligheden er i øvrigt – som det fremgår af betænkningen fra Udvalget for Videnskab og Teknologi – en forsøgsordning, der omfattes af både lovovervågningen og af den statusredegørelse, der skal udarbejdes 15 måneder efter ordningens igangsættelse.

 

Jeg kan desuden oplyse, at der i dag er mulighed for at tage SU med til kandidatuddannelser, også selv om de er normeret til mellem 60 og 120 ECTS-point, og at kun ca. ¼ af de studerende (181 såkaldte årsstuderende) har valgt denne mulighed.

 

Til slut skal jeg understrege, at der hermed ikke er truffet nogen beslutning om indførelse af mulighed for at tage sådanne kandidatuddannelser i Danmark.

 

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder