ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

3. april 2007

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål 4 ad L 152 stillet af Erhvervsudvalget den 23. marts 2007    

 

Spørgsmål 4:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. marts 2007 fra Dialogforum for Selvejende Sociale Institutioner, jf. L 152 – bilag 8.

 

Svar:

Indledningsvis vil jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål 2 om samme emne.

 

Som det fremgår af denne besvarelse, indebærer annonceringspligten ikke et krav om et egentligt udbud. Hensynet bag annonceringspligten er derimod at sikre, at der er åbenhed omkring offentlige opgaver. Herved får alle potentielle leverandører af en given ydelse mulighed for at orientere sig om kommende aftaler. Det er herefter op til den ordregivende myndighed at tilrettelægge processen omkring aftaleindgåelsen på den måde, der passer bedst til den givne situation, dog under respekt af ligebehandlingsprincippet.

 

På området for sociale ydelser må denne åbenhed ses som en fordel for de frivillige organisationer frem for en forringelse af disse organisationers muligheder for at blive part i driftsaftaler fremover.

 

Jeg skal i øvrigt understrege, at annonceringspligten ikke er til hinder for, at de sociale institutioner i en kommune repræsenterer et bredt spekter af forskellige tilbud, der i videst muligt omfang tilgodeser borgernes forventninger og behov. I tråd hermed kan kommunen under hensyn til brugernes behov stille forskellige krav til den daglige drift af forskellige sociale institutioner. Det er således muligt for kommunen at lade et ønske om, at driften sker i overensstemmelse med et givet værdigrundlag afspejle sig i de objektive krav, der stilles til opgavens udførelse.

 

Hermed er der intet i annonceringspligten, der modarbejder hensynet til et velfungerende samspil mellem myndigheder og frivillige organisationer. Jeg mener derfor fortsat, at ydelser på det sociale område skal være omfattet af forslaget.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk