Ændringsforslag

til

Forslag til lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger (L 145)

 

Af miljøministeren, tiltrådt af …..

 

Til § 1

 

1) Paragraffen affattes således:

 

”§ 1. Loven finder anvendelse på kommunale vandforsyninger og kommunale spildevandsforsyninger (forsyningsvirksomheder).”

 

[Beskrivelse af vand- og spildevandsforsyningers aktiviteter udgår]

 

Til § 2

 

2) I stk. 1, 2 og 3 ændres ordene ”fra forsyningsvirksomheder og vederlag ved” til: ”fra og vederlag ved”.

 

[Korrektion]

 

3) I stk. 1 ændres ordene ”omfattet af § 1” til ”omfattet af § 1, medmindre uddelingen eller vederlaget er registreret eller samtidig registreres i medfør af § 37, stk. 1, eller § 37 a, stk. 1 eller 6, i lov om elforsyning, § 23 l, stk. 1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning eller § 35 i lov om naturgasforsyning”.

 

[Undtagelse fra kravet om registrering]

 

4) I stk. 2 ændres ordene ”§ 37, stk. 1, i lov om elforsyning eller § 23 l, stk. 1, i lov om varmeforsyning” til: ”  stk. 3 eller af § 37, stk. 1, eller § 37 a, stk. 1 eller 6, i lov om elforsyning, § 23 l, stk. 1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning eller § 35 i lov om naturgasforsyning”.

 

[Undtagelse fra kravet om registrering]

 

 

 

 

 

Til § 4

 

5) I stk. 3, nr. 2, ændres ”, og” til: ”.”

 

6) Stk. 3, nr. 3, udgår.

 

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3 og 4]

 

Til § 6

 

7) I stk. 1, 1. pkt., ændres ordene ”eventuelle fradrag” til: ”eventuelle fradrag efter § 4, stk. 3”.

 

[Præcisering]

 

 

Til § 7

 

8) Paragraffen affattes således:

 

”§ 7. Forsyningsvirksomheder må ikke påbegynde aktiviteter af en art, der væsentligt adskiller sig fra de aktiviteter, som forsyningsvirksomheden allerede udfører. Midler anvendt i strid hermed betragtes som uddelinger efter § 2, stk. 3.”

 

[Præcisering af at bestemmelsen omhandler ændring i aktivitetstyper, men ikke i aktivitetsomfang]

 

Nye paragraffer

 

9) Efter § 7 indsættes som ny paragraf:

 

”§ 01. Aftaler, der indgås af kommunale forsyningsvirksomheder, skal indgås på markedsvilkår.

Stk. 2. De af stk. 1 omfattede aftaler skal foreligge i skriftlig form på aftaletidspunktet. Forsyningsvirksomheden skal på begæring fra indberetningsmyndigheden forelægge tilstrækkelig dokumentation for, hvordan priser og vilkår for væsentlige aftaler er fastsat.”

 

[Præcisering af at forsyningsvirksomheder kun må indgå aftaler på markedsvilkår]

 

10) Efter § 8 indsættes som ny paragraf:

 

”§ 02. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

 

1)      undlader at registrere efter § 2,

2)      undlader at indberette efter § 4,

3)      undlader at registrere midler anvendt i strid med § 7,

4)      indgÃ¥r aftaler, der ikke opfylder § 01, stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., eller

5)      undlader at forelægge tilstrækkelig dokumentation efter § 01, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af § 8, kan der fastsættes straf af bøde.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.”

 

[Adgang til bødestraf ved manglende indberetning mv.]

 

Til § 9

 

11) Stk. 1 affattes således:

 

” Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.”

 

[Konsekvens af ændringforslag i nr. 12]

 

12) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

 

”Stk. 2. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 03 og § 04.”

 

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

 

[Koordinering af ikrafttrædelsen med lovforslag  L125om ændring af el- og varmeforsyningslovene]

 

Nye paragraffer

 

13) Efter § 10 indsættes som nye paragraffer:

 

”§ 03. I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1115 af 8. november 2006, foretages følgende ændring:

 

1. I § 37, stk. 8, indsættes som 2. pkt.:

”Kommuner kan ligeledes ved indberetningen efter stk. 5 fratrække beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger har ført eller samtidig fører til reduktion i kommunens statstilskud i henhold til § 6 i lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger.”

 

§ 04. I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 347 af 17. maj 2005, som ændret ved § 22 i lov nr. 1414 af 21. december 2005 og § 3 i lov nr. 520 af 7. juni 2006, foretages følgende ændring:

 

1. I § 23 l, stk. 8, indsættes som 2. pkt.:

”Kommuner kan ligeledes ved indberetningen efter stk. 5 fratrække beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger har ført eller samtidig fører til reduktion i kommunens statstilskud i henhold til § 6 i lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger.”

 

 

[Konsekvensændringer i el- og varmeforsyningslovene for at undgå dobbeltmodregning]

 

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

 

Begreberne vandforsyning og spildevandsforsyning er velkendte og anvendes generelt i forbindelse med relevante sektorlove (f.eks. vandforsyningsloven, spildevandsbetalingsloven og miljøbeskyttelsesloven). Det foreslås, at lovforslaget ændres, så dets sprogbrug svarer til denne almindelige begrebsanvendelse frem for at indføre en særskilt og potentielt afvigende betydning af begreberne.

 

Bestemmelsen omfatter de to forsyningstyper, uanset hvordan kommunerne vælger at organisere deres forsyninger/forsyningskoncern, herunder om en forsyning er delt op i flere selskaber.

 

Selskaber, der kun ejer aktiver er omfattet af begreberne, når de pågældende aktiver er en integreret del af at levere ydelsen. Et selskab, der eksempelvis ejer en kildeplads, vil således være omfattet af begrebet vandforsyning og dermed af lovens regler.

 

Der er også tale om en kommunal forsyning, selvom kommunen kun ejer en (mindre) del af forsyningsvirksomheden.

 

Servicevirksomheder omfattes ikke af ordlyden i bestemmelsen og dermed ikke direkte af loven. Registreringsreglen i § 2 indebærer imidlertid, at penge fra vandsektoren ikke kan overføres til et eksisterende serviceselskab uden modregning. Endvidere vil etablering af nye serviceselskaber ikke kunne ske for vandpenge uden modregning.

 

Ændringsforslaget har sammenhæng med ændringsforslag nr. 8.

 

Til nr. 2

 

Nødvendig sproglig præcisering, idet uddelinger fra holdingselskaber, der ikke selv er forsyningsvirksomheder, ellers ikke ville være omfattet af lovforslaget. Dette har ikke været tilsigtet, hvilket fremgår af bemærkningerne, der beskriver, at bl.a. stk. 2 omfatter holdingselskaber.

 

Til nr. 3

 

Ændringen sikrer, at lovforslagets § 2, stk. 1, ligesom stk. 2 og 3, er subsidiær i forhold til de relevante bestemmelser i energilovene. At registreringspligten efter lovforslaget er subsidiær sikrer, at kommunerne ikke skal foretage dobbelt registrering af det samme beløb.

 

Ændringsforslaget påvirker ikke det beløb, der bliver modregnet, idet de beløb, der foreslås undtaget fra registreringspligt, allerede kan fratrækkes i forbindelse med indberetningen efter § 4, stk. 3.

 

Til nr. 4

 

Ændringen sikrer, at lovforslaget er subsidiært i forhold til alle de bestemmelser i energilovene, der er relevante samt lovforslagets § 2, stk. 3. At registreringspligten efter lovforslaget er subsidiær sikrer, at kommunerne ikke skal foretage dobbelt registrering af det samme beløb.

 

Ændringsforslaget påvirker ikke det beløb, der bliver modregnet, idet de beløb der foreslås undtaget fra registreringspligt allerede kan fratrækkes i forbindelse med indberetningen efter § 4, stk. 3.

 

Til nr. 5 og 6

 

Ændringsforslag nr. 3 og 4 medfører, at registreringspligten efter nærværende lovforslag gøres subsidiær i forhold til blandt andet elforsyningslovens § 37 a, stk. 1 og 6, og varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 1 og 6. Sker der således registrering efter de pågældende bestemmelser i elforsyningsloven eller varmeforsyningsloven, skal der ikke ske registrering efter nærværende lovforslag.

 

Bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 3, nr. 3, giver mulighed for at fradrage de samme beløb i indberetninger der sker i medfør af dette lovforslag. Adgangen til fradrag i indberetninger efter denne lov bliver imidlertid overflødig, såfremt ændringsforslag nr. 3 og 4 gennemføres, idet der i så fald intet beløb er at foretage fradrag i.

 

Selvom dette ændringsforslag fjerner en fradragsmulighed ved indberetningen, sker der ikke dobbeltmodregning på grund af den udvidede subsidiaritet. Ændringsforslaget er således af teknisk art.

 

Til nr. 7

 

For at klargøre, at det omtalte fradrag er det, der er opgjort efter § 4, stk. 3, tilføjes en henvisning til den pågældende bestemmelse.

 

Til nr. 8

 

Sproglig præcisering af, at kun nye typer af aktiviteter er omfattet. Udvidelse af omfanget af eksisterende aktiviteter omfattes ikke, f.eks. ved at flere forbrugere bliver forsynet af en vandforsyning.

 

Til nr. 9

 

Der foreslås indføjet en ny paragraf, der udtrykkeligt lovfæster, at aftaler, der indgås af forsyningsvirksomheder, skal indgås på markedsvilkår. Det bemærkes, at en aftale indgået i strid hermed efter en konkret vurdering kan betragtes som en uddeling efter § 2.

 

Ændringsforslaget har sammenhæng med ændringsforslag nr. 1, idet skjulte uddelinger primært vil være relevant i forhold til koncernforbundne serviceselskaber.

 

De foreslåede regler i stk. 2, svarer til bestemmelsen i elforsyningslovens § 46 og skal ses i sammenhæng med den øvrige lovgivning, herunder aktieselskabslovens forbud mod lån til aktionærkredsen m.v.

 

De foreslåede regler begrænser ikke muligheden for at en forsyning benytter sig af en fælles servicefunktion/serviceselskab i en koncern, der omfatter andre ydelser, f.eks. elforsyning. Servicefunktionens/serviceselskabets priser og andre leveringsbetingelser skal imidlertid være markedsmæssige, dvs. skal svare til hvad der gælder hos andre sammenlignelige ydelser/virksomheder. Baggrunden herfor er, at det ellers ville være muligt at camouflere uddelinger som betaling for ydelser.

 

 

Til nr. 10

Der foreslås indført en bestemmelse, som skal muliggøre strafforfølgning ved manglende indberetning eller ved manglende registrering herunder af midler anvendt i strid med forbuddet mod nye aktivitetstyper. Endvidere foreslås indført hjemmel til at indføre strafbestemmelser i regler udstedt i medfør af loven.

 

Til nr. 11-13

 

For at undgå, at samme beløb kan føre til reduktion af kommunens bloktilskud efter både dette lovforslag og efter elforsyningsloven eller varmeforsyningsloven, er der behov for at ændre i elforsyningslovens § 37, stk. 8, og varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 8, som omtalt i bemærkningerne til § 4, stk. 3.

 

Det foreslås derfor, at kommunerne i forbindelse med indberetning efter elforsyningsloven og varmeforsyningsloven kan fratrække beløb, der har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens bloktilskud i medfør af § 6, jf. § 2, stk. 3, eller § 7 i L145.

 

Folketinget behandler samtidig med dette lovforslag et lovforslag som er fremsat af transport- og energiministeren (L125 – Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om varmeforsyning. (Havvindmølleudbud, nettilslutning m.v.)). Det pågældende lovforslag indeholder også ændringer af elforsyningslovens § 37, stk. 8, og varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 8.

 

I forbindelse med den videre behandling af L125 og L145 forudsættes det, at der fremsættes ændringsforslag fra henholdsvis transport- og energiministeren eller fra miljøministeren, som sikrer at begge ministres forslag til ændringer af elforsyningslovens § 37, stk. 8, og varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 8, bliver indarbejdet.

 

Miljøministeren vil koordinere en eventuel ikraftsættelse af ændringerne i el- og varmeforsyningslovene med transport- og energiministeren.