J.nr. SNS-401-00603

 

 

  

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 ad L 131 - forslag til lov om nationalparker stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

 

Spørgsmål 5

Hvilke ændringer skal gennemføres, for at lovforslaget lever op til det internationale regelsæt for nationalparker?

 

Svar

Kategori II i IUCN´s kategorier for beskyttede naturområder er det mest benyttede internationale regelsæt for nationalparker. Der er ikke tale om bindende retningslinjer. Flere lande bruger også betegnelsen nationalpark selvom forvaltningen af området ikke lever op til retningslinjerne for kategori II. Der findes således ikke et entydigt anerkendt internationalt regelsæt.

 

IUCN´s kategori II betegner et område hovedsagelig forvaltet for økosystembeskyttelse og friluftsliv, mens kulturhistorie og lokal udvikling ikke indgår som forvaltningsmål. Kategori II omfatter som udgangspunkt ikke arealer, som er omfattet af menneskelige erhverv og udnyttelse. Det gælder f.eks. arealer med landbrugs- og skovdrift, ligesom der ikke kan udøves jagt. Endelig skal nationalparken normalt ejes og forvaltes af staten eller af en organisation eller institution, som har forpligtet sig til at forvalte området med henblik på langsigtet bevaring.

 

Det fremgår af IUCN´s retningslinjer, at op til 25% af nationalparkens areal ikke behøver at leve op til ovennævnte krav, men det er en forudsætning, at forvaltningen af disse arealer ikke er i konflikt med det primære formål med området.

 

Hvis man anvender denne definition vil det være nødvendigt med en grundlæggende ændring af lovforslaget vedrørende formål, udpegningskriterier og nationalparkplan.

 

Vi har i lighed med andre europæiske lande valgt en model, hvor vores åbne kulturlandskab med landbrug og skovbrug også bliver en del af en dansk nationalpark. Det gør det i højere grad muligt at etablere større sammenhængende naturområder i vores intensivt udnyttede åbne land. I en dansk nationalpark vil der typisk kunne være delområder af kategori II, men også af kategori V, som vedrører beskyttede landskaber.

 

Dette er i overensstemmelse med anbefalingerne fra Den Nationale Følgegruppe, som har drøftet IUCN´s kategorier for beskyttede områder.