J.nr. SNS-401-00603

 

 

  

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 ad L 131 – forslag til lov om nationalparker stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

 

Spørgsmål 1

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. februar 2007 fra Dansk Ornitologisk Forening, jf. L 131 - bilag 3.

 

Svar

DOF henleder opmærksomheden på fem for foreningen væsentlige hovedpunkter, hvortil jeg har følgende kommentarer:

 

Ad. 1. En national følgegruppe bør opretholdes

Det er ikke nødvendigt med en hjemmel i loven for at nedsætte en national følgegruppe (nationalt nationalparkråd).

 

Der er ikke medtaget bestemmelser i loven om oprettelse af et nationalt nationalparkråd, da der ikke vurderes at være behov herfor. Dette er bl.a. henset til, at der i første omgang kun forventes etableret 1-2, måske 3 nationalparker.

 

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, vil det dog være hensigtsmæssigt, at der sker en koordinering eller erfaringsudveksling mellem de enkelte nationalparker, f.eks. ved at der etableres et årligt kontaktmøde mellem bestyrelserne.

 

Ad. 2. Kommunerne må ikke kunne stække nationalparkerne

Der er i forbindelse med oprettelsen af den enkelte nationalpark mulighed for at fastlægge regler for den kommunale planlægning efter planloven (lovforslagets § 3, stk. 1).

 

Bestemmelsen har netop til formål at fastlægge de rammer for planlægningen, som kommunerne skal respektere, for at formålet med nationalparken kan opfyldes. Rammerne, som skal sikre nationalparkens langsigtede udvik­lingsmuligheder, er bindende og kommunerne er forpligtet til at indarbejde dem i den kommunale planlægning.

 

Det har derimod ikke været hensigten at opbygge en ny lokal myndighed. Nationalparkplanen har derfor ingen retsvirkning og kommunerne er ikke bundet af nationalparkplanen.

 

Ad. 3. De første udpegninger bør omfatte en marin nationalpark

Lovforslaget giver mulighed for at oprette marine nationalparker med områder på søterritoriet og fiskeriterritoriet.

 

Valg af de første områder vil ske ud fra lovgrundlagets udpegningskriterier og afrapporteringen fra de gennemførte projekter. Der vil desuden blive lagt vægt på, at der er en bred lokal opbakning til nationalparken.

 

Ad. 4. Vægt på velbeskyttede kerneområder

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ”en inddeling af nationalparkområdet i zoner med forskellige mål for naturbeskyttelse, friluftsliv og erhvervsaktiviteter, herunder landbrug, kan indgå som en central del af planen”.

 

Nationalparkbestyrelsen kan dog ikke indgå aftaler, der reducerer offentlighedens adgang i forhold til den gældende lovgivning på området.

 

Ad. 5. Tilstrækkelig økonomi

Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger (kap 4.1) vil der blive afsat statslige midler til nationalparkfondens arbejde med etablering og udvikling netop for at sikre, at de nye nationalparker får et reelt indhold.

 

Det vil konkret ske i form af en årlig finanslovsbevilling, som skal dække udgifter til administration, informationsvirksomhed og udviklingsprojekter, og som vil blive fastsat bl.a. på baggrund af nationalparkplanen.

 

Nationalparkbestyrelsen disponerer selv over bevillingen, idet der dog vil blive fastsat en ramme for, hvor stor en del af bevillingen der kan anvendes til administrative udgifter.

 

Med DOF´s forslag om en startpulje til formidlings- og udviklingsprojekter, vil den enkelte nationalparkbestyrelse skulle søge staten om bevilling for hvert enkelt projekt. Dette vil ikke være i overensstemmelse med lovforslagets intentioner om en selvstændig bestyrelse, ligesom det vil medføre en forøget administration i forbindelse med bevillingstildelingen.