Ole Linnet Juul

FødevareIndustrien

Dansk Industri
H. C. Andersens Boulevard 18

DK-1787 København V

MINISTEREN

 

 

Dato

 

J.nr.: 2061

 

 

 

 

 

 


Kære Ole Linnet Juul,

 

Tak for dit brev af 30. marts 2007 om GDA-mærkning, som er afsendt på vegne af FødevareIndustrien i DI, Dansk Erhverv, Coop Danmark, Dansk Supermarked, Aldi, Lidl og de Samvirkende Købmænd.

 

Vi har den 19. april 2007 lanceret et nyt frivilligt ernæringsmærke i Danmark.

 

Der blev i efteråret 2004 etableret en arbejdsgruppe, hvor FødevareIndustrien, Coop Danmark, Dansk Supermarked, de Samvirkende Købmænd og Forbrugerrådet var repræsenteret. Arbejdsgruppens formål var at tilvejebringe det fornødne grundlag for etableringen af en ny dansk ernæringsmærkning, herunder belyse forskellige alternative modeller for en ny ernæringsmærkning. Resultatet af dette arbejde er gengivet i ”Rapport om en ny ernæringsmærkning, Fødevarestyrelsen, Februar 2005”. Parterne har ligeledes siden 2005 været løbende inddraget i ministeriets arbejde med udviklingen af et nyt dansk ernæringsmærke.

 

Der var i arbejdsgruppen enighed mellem industrien, detailhandlen og Forbrugerrådet om, at en ny ernæringsmærkning bør bygge på en samlet vurdering af de enkelte fødevarer – idet der alene har været uenighed om, hvorvidt mærkningen alene skulle fremhæve det bedste valg eller om den også skulle fremhæve de mindre gode valg. Det fremgår således også af rapporten om en ny ernæringsmærkning i Danmark, at der blandt parterne var enighed om, at en ny ernæringsmærkning bør bygge på en samlet ernæringsvurdering af de enkelte fødevarer og ikke på en specifik anprisning af enkelte næringsstoffer.

 

Tilkendegivelserne fra fødevareindustrien og detailhandlen om brug af GDA-mærkning, som kendes fra visse andre medlemsstater, er udtryk for en ny tilgang til at oplyse om næringsindholdet i fødevarer. 

 

GDA mærkning forventes at blive et af de emner, som vil indgå i de kommende EU-forhandlinger om en revision af EU-reglerne om næringsdeklaration. Det forventes, at Kommissionens forslag til en revision af reglerne for næringsdeklaration bliver fremlagt i 2. halvår 2007 og jeg er naturligvis velvilligt indstillet til at tage en drøftelse om GDA mærkning med fødevareindustrien, detailhandlen og forbrugerorganisationerne m.fl. 

 

Spørgsmålet om en ny dansk ernæringsmærkning har, som det er redegjort for, været drøftet indgående med repræsentanter for industri, detailhandel og forbrugere, og den ernæringsmærkning, som vi nu har iværksat, bakkes op af Forbrugerrådet og et bredt flertal i Folketinget.

 

GDA mærkningen giver supplerende oplysninger om de enkelte næringsstoffer i en fødevare i forhold til et udvalgt energibehov. Den danske ernæringsmærkning giver i stedet en samlet vurdering af et produkt i relation til vejledningerne om ernæringsrigtig mad. Disse to mærkningssystemer udelukker ikke hinanden.

 

Jeg vil endnu engang opfordre fødevareindustrien og detailhandlen til at bakke op om det nye danske ernæringsmærke. Ordningen vil med industriens og detailhandlens opbakning kunne bidrage væsentligt til at sikre de danske forbrugere et bedre oplyst valg af fødevarer. Jeg vil også her benytte lejligheden til at minde om, at et succeskriterium for ernæringsmærkningsordningen er at kategorien ”spis mest” anvendes på relevante produkter i et omfang, der gør mærkningsordningen synlig i butikkerne.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen