Betænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 2. maj 2007
Betænkning
over
Forslag til
folketingsbeslutning om brug af frivillig modulation af den
direkte landbrugsstøtte
[af Kristen Touborg (SF) m.fl.]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 5. december 2006 og var til 1. behandling den 19. januar 2007. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 10 møder.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller forslaget til forkastelse.
Et mindretal i udvalget (S, R, SF, EL) indstiller forslaget til vedtagelse uændret.
Mindretallet bemærker, at siden forslaget blev fremsat, har EU truffet beslutning i spørgsmålet om frivillig modulation. UK og Portugal har fået godkendt deres ordninger om frivillig modulation, men der er ikke åbnet for generel adgang til, at det enkelte medlemsland kan indføre frivillig modulation. Mindretallet mener imidlertid, at Danmark bør anmode om at få lov til at benytte ordningen, idet der ikke er nogen grund til, at danske landdistrikter skal stilles ringere end landdistrikterne i UK og Portugal. Det ville være en urimelig diskrimination.
Det har gentagne gange i debatten været fremført, at det vil være konkurrenceforvridende, såfremt danske, men for eksempel ikke tyske landmænd fik reduceret deres støtte som følge af frivillig modulation. Det er ikke korrekt. Alle økonomiske analyser viser, at den væsentligste effekt af støttereduktion i Danmark vil være, at de alt for høje jordpriser falder, mens det kun vil være meget få steder, at landbrug lukker.
Den danske regering og et flertal i Europa-Parlamentet har indtaget den holdning, at de foretrækker tvungen modulation frem for frivillig modulation. Det gør mindretallet også, men så længe tvungen modulation ikke er på tegnebrættet, bliver dette blot et argument for slet ikke at gøre noget. Regeringen har ikke villet stille et forslag om at fortsætte optrapningen af den tvungne modulation. Den udgjorde 5 pct. i 2005, 6 pct. i 2006 og 7 pct. i 2007. Det ligger snublende nær at fortsætte med 8 pct. i 2008 osv. Men regeringen har ikke arbejdet for dette, og derfor er regeringens argumentation i denne sag helt igennem utroværdig.
Mindretallet konstaterer i den forbindelse, at regeringen tre gange har givet danske landmænd kompensation for den tvungne modulation, i alt 316 mio. kr. årligt. Det er bizart af to grunde: For det første er det ifølge regeringens egen logik »konkurrenceforvridende« i forhold til landmænd i andre EU-lande, der ikke får kompensation på samme vis. For det andet tjener landmændene faktisk på midtvejsreformen. At give yderligere kompensation kan derfor kun tolkes derhen, at regeringen reelt ikke ønsker tvungen modulation.
Det vil være logisk, så længe man ikke har fået gennemført frivillig modulation, at bruge disse 316 mio. kr. til udvikling af landdistrikterne.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
 Jens Kirk (V)  Karsten Nonbo (V)  Torsten Schack Pedersen (V) nfmd. Inger Beinov Støjberg (V)  Michael Aastrup Jensen (V)  Christian H. Hansen (DF) fmd. Henrik Brodersen (DF)  Allan Niebuhr (KF)  Per Ørum Jørgensen (KF)  Kirsten Brosbøl (S)  Lene Hansen (S)  Mette Gjerskov (S)  Bjarne Laustsen (S)  Elisabeth Geday (RV)  Ole Glahn (RV)  Kristen Touborg (SF)  Per Clausen (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 55
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget |
2 |
Kopi af fødevareministerens svar på spørgsmål nr. S 426 af relevans for forslaget |
3 |
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget |
4 |
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget |
5 |
Udkast til betænkning |
6 |
2. reviderede tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget |
7 |
3. reviderede tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget |
8 |
4. reviderede tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget |