ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

11. april 2007

 

Besvarelse af spørgsmål 3 ad B 15 stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 14. marts 2007.    

 

Spørgsmål 3:

Ministeren bedes oversende en oversigt over de bredt dækkende etiske krav som SKI stiller til sine leverandører, som ministeren henviste til under 1. behandlingen af B 15, samt oplyse hvorledes SKI sikrer at leverandørerne lever op til forpligtelserne.

 

Svar:

SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S) har fremsendt en redegørelse vedrørende sin etiske indkøbspolitik, som jeg kan henholde mig til.

 

SKI oplyser følgende i redegørelsen:

 

”SKI oplever i stadigt stigende omfang krav fra kunder og interessenter om at arbejde aktivt med etiske problemstillinger og om at inddrage krav til etik, social ansvarlighed og arbejdsmiljøforhold i forbindelse med udbud af rammekontrakter. SKI ønsker i videst muligt omfang at imødekomme disse ønsker og krav og opdaterer derfor løbende indkøbspolitikken, så den afspejler omverdenens forventninger.

 

Desuden er vi meget opmærksomme på, at indkøb på vores rammekontakter udgør en stor del af det offentliges indkøb af varer og tjeneste ydelser, og at vi dermed kan bidrage til at gøre en forskel ved bl.a. at stille etiske krav til de leverandører, der kommer med på en SKI rammekontrakt. Vi har stadig større fokus på området og arbejder løbende på at holde os ajour med udviklingen samt på at blive yderligere kvalificerede til at stille relevante og dokumenterbare krav. Det gør vi bl.a. gennem deltagelse i CSR-netværk (corporate social responsibility) og kurser om emnet.

 

SKI’s standardrammekontrakt indeholder følgende krav vedrørende etik:

 

5.19 Etik

Da SKI ønsker, at ethvert samarbejde med leverandørerne sker på et forsvarligt etisk niveau, skal nedenstående retningslinier følges og på forlangende kunne dokumenteres over for SKI:

 

Tvangsarbejde: Leverandøren skal sikre, at han ikke anvender eller drager fordel (direkte eller indirekte) af tvangsarbejde – dvs. arbejde der bliver udført ufrivilligt eller under trussel om straf.

 

Børnearbejde: Leverandøren skal respektere, at denne overholder FN´s konvention om børnearbejde, artikel 32,1.

Ligestilling: Leverandøren skal respektere ligestilling mellem køn, racer og religion.

Organisering: Leverandøren skal respektere FN´s erklæring om menneskerettigheder, artikel 23 (4), samt FN´s konvention vedrørende frihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, artikel 2, 3 og 4.

Etisk regnskab: Leverandører, der har udfærdiget et etisk regnskab, skal sende dette til SKI på opfordring.

 

Ved fastlæggelse af denne kravspecifikation er der taget udgangspunkt i ILO’s 8 kernekonventioner om arbejdstagerrettigheder. Desuden er der hentet hjælp i det såkaldte CSR-kompas, som støttes af Økonomi- og Erhvervsministeriet, DI, LO og Dansk Institut for Menneskerettigheder.

 

I kontrakten (jf. ovenstående tekst punkt 5.19 i SKI standard kontrakt) stilles der krav om, at leverandøren stiller dokumentation til rådighed, som kan demonstrere, at leverandøren lever op til kravene i kontrakten. Det er ikke meningen, at leverandøren skal sende denne information løbende, men levrandøren skal stille informationen til rådighed i det omfang, SKI efterspørger denne.

 

SKI er meget opmærksom på, at den vanskeligste opgave i forbindelse med ansvarlig leverandørstyring er troværdig dokumentation for, at kravene overholdes. Mange store multinationale virksomheder gennemfører egne audits af leverandørers og underleverandørers sociale ansvarlighed. Dette har vi p.t. vurderet ville være en helt uoverkommenlig opgave forSKI og det er heller ikke noget, vi har planer om at indføre i fremtiden.

 

SKI gennemfører løbende en evaluering af leverandørerne på de enkelte rammekontrakter i forhold til kvalitet, leveringstider mv. Og der afholdes i den forbindelse løbende statusmøder. Vurderingen af, om leverandøren lever op til de etiske krav i standardkontrakten, kan efter behov indgå i den regelmæssige evaluering af leverandøren.

 

Derudover følger SKI nøje med i, hvad der skrives om leverandørerne i pressen (fx aviser, tidsskrifter og internettet) – herunder om deres etiske forhold. Eventuel omtale af kritisable forhold hos vore leverandører og/eller deres underleverandører vil blive taget op over for den pågældende SKI-leverandør.

 

Hvis vi finder, at der er tale om graverende forhold, vil vi bede den pågældende leverandør om en skriftlig redegørelse for de konkrete forhold samt om relevant dokumentation for, at alle forhold vedrørende vores kontraktkrav 5.19 er overholdt eller at der hurtigst muligt bringes orden i forholdene. Såfremt leverandøren ikke er i stand til at levere en tilstrækkelig troværdig redegørelse eller anden relevant dokumentation, har vi mulighed for at ophæve kontrakten under henvisning til, at denne er misligholdt.”

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk