ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

11. april 2007

 

Besvarelse af spørgsmål 1 ad B 15 stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 14. marts 2007.    

 

Spørgsmål 1:

Ministeren bedes forklare sammenhængen mellem sin besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 6786 fra den 29. august 2006, hvori det fremgår, at der kun kan stilles sociale krav til kontraktvilkår, hvis disse vedrører udførelsen af ydelser i udbyderens eget land og ikke kan knyttes til ”ydelser, opgaver eller produkter, der produceres eller leveres i andre lande”, og ministerens tale under 1. behandling af B15, hvor ministeren sagde, at udførelsen af en offentlig opgave skal ske i ”fuld overensstemmelse med alle nationale, internationale og europæiske regelsæt, der obligatorisk finder anvendelse på det sociale område. Det gælder også i det omfang, der gøres brug af udenlandske underleverandører”, og at en række FN-konventioner skal ”efterleves både ved tjenesteydelseskontrakter, bygge- og anlægsarbejder og indkøbskontrakter”, jf. FF 20. februar 2007.

 

Svar:

Sammenhængen mellem min besvarelse af spørgsmål S 6786 af 29. august 2006 og min tale ved 1. behandlingen af B 15 er, at jeg i førstnævnte redegjorde for offentlige myndigheders mulighed for at anvende sociale krav/klausuler i henhold til EU’s udbudsdirektiv, mens jeg ved 1. behandlingen af B15 talte om krav om overholdelse af de grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder, der følger af internationale konventioner.

 

I min tale under 1. behandlingen af Enhedslistens beslutningsforslag B 15 nævnte jeg, at ”udførelsen af en offentlig opgave skal ske i fuld overensstemmelse med alle nationale, internationale og europæiske regelsæt, der obligatorisk finder anvendelse på det sociale område. Det gælder også i det omfang, der gøres brug af udenlandske underleverandører”, og senere i talen i forbindelse med gennemgangen af en række af ILO’s kernekonventioner, ”at konventioner, der er gældende inden for hele EU skal efterleves både ved tjenesteydelseskontrakter, bygge- og anlægsarbejder og indkøbskontrakter.”

 

Overholdelse af de grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder kan med andre ord altid stilles som krav, når danske myndigheder udbyder.

 

Min besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 6786 drejede sig om muligheden for at gøre brug af sociale klausuler som vilkår for kontraktens udførelse. Som et eksempel på en social klausul kan nævnes, at leverandøren skal sikre, at mindst x antal stillinger, der anvendes til at opfylde den pågældende kontrakt, besættes med medarbejdere fra særlige grupper.

 

Kontraktvilkår er i denne situation ikke forhold, som virksomhederne skal konkurrere på. Der er derimod tale om absolutte krav, som den vindende tilbudsgiver skal imødekomme ved udførelsen af kontrakten.

 

Sociale klausuler retter sig først og fremmest mod opgaver, der udføres i ordregiverens eget land. Det vil typisk dreje sig om tjenesteydelseskontrakter eller bygge- og anlægsarbejder, hvor leverandøren og dennes ansatte indfinder sig ”på stedet”.

 

Er der derimod tale om en tjenesteydelse, der kan udføres i en anden medlemsstat, som f.eks. en arkitektopgave eller en offentlig vareindkøbskontrakt, vil en ordregiver normalt ikke kunne anvende sådanne sociale klausuler.

 

Disse begrænsninger skyldes, at bestemmelser, der kræver en ændring af organisationen, strukturen eller politikken i en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, kan være diskriminerende over for virksomheder i andre medlemsstater eller udgøre en ulovlig handelshindring.

 

Som det er fremgået, er de retlige rammer forskellige alt efter, om der er tale om internationale grundlæggende konventioner om arbejdstagerrettigheder m.v., eller en kontraktbestemmelse i form af en social klausul vedrørende mere specifikke krav til kontraktens udførelse. Der er således tale om to forskellige typer af krav, som en offentlig udbyder kan stille i forbindelse med udbud og indgåelse af en kontrakt med en leverandør.

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk