Pesticider/Kemikalier

J.nr. MST-601-00033

Ref. MOMWE/AE/RDH

Den 23. maj 2007

 

 

 

 

Resultat af 3. partskonference under Stockholmkonventionen om persistente organiske forureningsstoffer, Dakar, Senegal den 30. april – 4. maj 2007.

 

Baggrund

Den tredje partskonference (CoP3) under Stockholmkonventionen om persistente organiske forureningsstoffer (POP-stoffer) blev afholdt den 30. april – 4. maj i Dakar, Senegal. Et forudgående møde om etablering af en overholdelsesmekanisme blev afholdt den 25. – 27. april 2007.

 

Implementering af Stockholmkonventionen sker med udgangspunkt i nationale implementeringsplaner, som alle parter – lande der har ratificeret konventionen - skal udarbejde. Bistand til kapacitetsopbygning og anden bistand til implementering i u-landene og lande med overgangsøkonomier gives først og fremmest gennem den globale miljøfacilitet (Global Environment Facility – GEF), der er en form for fælles fond med bidrag fra i-landene, som støtter implementering af en række centrale miljøkonventioner.

 

Centrale emner og resultater på CoP3

De centrale emner på partskonference drejede sig om konventionens implementering og effektivitet i opfyldelsen sine overordnede målsætninger, herunder GEF’s velegnethed som finansiel mekanisme, vedtagelse af en global moniteringsplan og etablering af en overholdelsesmekanisme. Fra dansk side og i EU som helhed var der tilfredshed med beslutningerne på de centrale emner, bortset fra resultatet vedrørende en overholdelsesmekanisme for konventionen, hvor det ikke lykkedes at nå til enighed.

 

Med hensyn til implementering af konventionen havde udviklingslandene et klart ønske om at få etableret en række særlige centre til at stå for kapacitetsopbygning og teknologioverførsel i nærområderne, såkaldte Stockholm centre. Det blev besluttet, at FN’s 5 regioner - der i konventionsregi normalt anvendes ved udpegning af repræsentanter til konventionernes komitéer m.v. - kan udpege eksisterende institutioner til at fungere som Stockholm centre, og at disse efterfølgende skal godkendes på den næste partskonference i 2009. Der blev i relation til implementering også truffet en række beslutninger om GEF’s prioritering af sin støtte til udviklingslandene og lande med overgangsøkonomier, herunder støtte til projekter under de kommende Stockholm centre, samt retningslinjer for støtte til hhv. projekter om DTT og til den globale moniteringsplan. Endelig skal der foretages en overordnet vurdering af behov for midler til implementering af konventionen.

 

Enkelte udviklingslande anvender forsat DTT til bekæmpelse af malariamyg. Anvendelsen er tilladt under konventionen, men skal rapporteres og begrænses mest muligt. På mødet blev det blandt andet besluttet at fortsætte den målrettede indsats i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen WHO for at sikre udvikling og anvendelsen af alternativer til DDT, samt løbende at vurdere behovet for fortsat at anvende DDT.

 

Den globale moniteringsplan blev vedtaget for at gøre det muligt at vurdere, om konventionen opfylder sin overordnede målsætning om at mindske belastningen af miljø og sundhed med persistente organiske giftstoffer på globalt plan. Den eksisterende monitering er ikke tilstrækkelig eller ensartet nok, og den nye moniteringsplan skal tilvejebringe sammenlignelige data fra alle regioner, med henblik på en første vurdering af konventionen i 2009.

 

For i højere grad at sikre, at parterne til konventionen lever op til deres forpligtelser under konventionen, var et centralt punkt på mødet vedtagelsen af en overholdelsesmekanisme, herunder en komité til at vurdere og håndtere konkrete sager om manglende overholdelse. Som nævnt indledningsvis nåede parterne på mødet ikke til enighed, trods omfattende forhandlinger og væsentlige fremskridt i drøftelserne om elementerne i en eventuel overholdelsesmekanisme. Det videre arbejde er udskudt til den næste partskonference i 2009.

 

Endelig skal det nævnes, at fælles arbejdsområder og synergier på tværs af kemikalierelaterede konventioner og internationale processer også blev drøftet på partsmødet. Der var enighed om at støtte det arbejde omkring samarbejde og koordinering mellem Stockholmkonventionen, Baselkonventionen om affald og Rotterdamkonventionen om forudgående informeret samtykke ved handel med kemikalier, der finder sted under en proces, som blev vedtaget i 2006. Arbejdet omfatter en arbejdsgruppe med repræsentanter for alle tre konventioner, der skal fremlægge anbefalinger om tiltag til bedre samarbejde og koordination på de tre konventioners førstkommende partskonferencer. Det blev desuden besluttet, at parterne til Stockholmkonventionen skal tage retningslinier fra Baselkonventionen om affald i betragtning, når affaldsrelaterede dele af konventionen implementeres.

 

For yderligere informationer om konventionen og en uddybning af de centrale emner på dagsordenen samt trufne beslutninger henvises til det tidligere fremsendte notat af 17. april 2007 samt konventionens hjemmeside www.pops.int.

Â