Undervisningsminister Bertel Haarders skriftlige svar til medlem af Folketinget Per Clausen (EL) på spørgsmål af 28. august 2006 (nr. S 6756)

 

”Finder ministeren det rimeligt at studerende ikke kan få befordringsgodtgørelse, når de hører til de allerlaveste indkomster, og er dette hensigtsmæssigt for mobiliteten og de studerendes uddannelsesmuligheder?”

 

Svar:

Siden 1. januar 1997 har studerende ved videregående uddannelser, der modtager SU, haft ret til rabat på abonnementskort (periodekort) til befordring med bus og tog i den offentlige servicetrafik. I 2006 udgør rabatten 65 pct. af det beløb, der overstiger 12,52 kr. om dagen. Dog kan den maksimale rabat ikke overstige 20,85 kr. om dagen.

 

Lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser blev vedtaget af enigt Folketing, der bl.a. lagde vægt på, at befordringsrabatordningen var ubureaukratisk og ville fremme brugen af offentlige transportmidler.

 

I sin tid blev såvel et skattemæssigt fradrag for befordring mellem bopæl og uddannelsessted som en befordringsgodtgørelsesordning for studerende ved videregående uddannelser overvejet, men fundet mindre hensigtsmæssige.

 

Et skattefradrag ville bryde med det skattemæssige princip om, at der alene gives fradrag for udgifter til indkomstens erhvervelse, herunder blandt andet fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads. SU er ikke en erhvervsmæssig indtægt, og der kan derfor ikke gives befordringsfradrag alene på baggrund af studieaktivitet. Hertil kommer, at en studerende skal have en skattepligtig indkomst – det vil sige SU og eventuel lønindtægt m.v. – der overstiger personfradraget på 38.500 kr. for at kunne drage fordel af et evt. befordringsfradrag. Mange studerende vil således ikke fuldt ud kunne benytte et befordringsfradrag.  

 

Samtidig vil det være vanskeligt at administrere en fradragsordning, da mange videregående uddannelser ikke har mødepligt. Der er derfor ingen mulighed for – på et objektivt grundlag – at beregne hvor mange dages kørsel til uddannelsesstedet, der skal gives fradrag for. For at undgå snyd kræves derfor etablering af et omfattende kontrolsystem. Den samme problematik gør sig i øvrigt gældende, hvis der skulle indføres en egentlig befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil for studerende ved videregående uddannelser.

 

Denne besvarelse fremsendes i 80 eksemplarer.

 

 

Bertel Haarder