Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 3498, som medlem af Folketinget Birthe Skaarup (DF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 23. marts 2006

 

Spørgsmål S 3498:

"Kan ministeren oplyse, om man i Danmark har foretaget nogle undersøgelser af, hvor tit det forekommer, at en læge krænker sin patient seksuelt, og kan ministeren ligeledes oplyse, om man overvejer at indføre en lov, der decideret forbyder læger at have sex med sine patienter?"

 

Svar:

Lægeloven (lovbekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001 som ændret ved lov nr. 145 af 24. marts 2002) indeholder ikke noget forbud mod, at en læge har seksuelt samkvem eller anden kønslig omgængelse med sin patient. En læge skal dog efter lægelovens § 6 udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udøvelsen af sin gerning og kan efter lægelovens § 18 straffes med bøde eller fængsel, hvis lægen gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald. Der kan ikke af disse bestemmelser i almindelighed udledes noget forbud mod seksuelt samkvem.

 

En læges samleje eller anden kønslige omgængelse med en patient vil i en række situationer være strafbart efter straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden. Det drejer sig bl.a. om voldtægt (§ 216), samleje m.v. ved anden ulovlig tvang (§ 217), samleje m.v. uden for ægteskab ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering (§ 218, stk. 1) eller med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen, (§ 218, stk. 2), en ansats eller tilsynsførendes samleje m.v. med en person, der er anbragt i fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, (§ 219), samleje m.v. ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed (§ 220) eller samleje m.v. med et barn under 15 år (§ 222). Herudover er blufærdighedskrænkelser strafbare efter straffelovens § 232.

 

Vedrørende forekomsten af lægers seksuelle overgreb på patienter oplyser Sundhedsstyrelsen, at styrelsen ikke er bekendt med danske undersøgelser af forekomsten af seksuelle krænkelser mellem læger og patienter. Sundhedsstyrelsen får 1-2 henvendelser årligt om seksuel krænkelse. I disse situationer henviser styrelsen anmelderen til politiet.

 

En læges seksuelle krænkelse af en patient i tilknytning til udøvelse af sundhedsfaglig virksomhed henhører således under domstolene, og undersøgelsen af sådanne sager foretages af politiet. Såfremt forholdet fører til sigtelse og domfældelse, kan lægen herudover helt eller delvis få fradømt retten til at udøve lægegerning efter straffelovens § 79. Det følger heraf, at den, som udøver særligt autoriseret virksomhed, ved dom for strafbart forhold kan frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve den under visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en ”nærliggende fare for misbrug af stillingen”. Der er således tale om, at anklagemyndigheden i hver enkelt sag må foretages en konkret vurdering af, om der er nærliggende fare for fremtidigt misbrug af autorisationen.

 

Rigsadvokaten har til sagen oplyst, at der i perioden fra 2000-2006 er afsagt 6 domme, hvor retten til at virke som sundhedsperson blev frakendt som følge af strafbar seksuel adfærd udøvet mod patienter. Herudover skete der 1 frikendelse for påstand om frakendelse, uanset at der var domfældelse for strafbar seksuel adfærd. Der er efter min opfattelse således tale om en retlig regulering, som fungerer i praksis, og som sørger for, at sundhedspersoner, der er dømt for seksuelle krænkelser, ikke kan misbruge deres stilling til yderligere krænkelser, hvis der vurderes at være nærliggende fare herfor.

 

Tidligere fandtes der i lægelovens § 20 et værdighedskriterium for læger, som det, der omtales i artiklen fra dagbladet Politiken, og som kendes fra norsk ret. Efter denne bestemmelse kunne en læge frakendes retten til at udøve lægevirksomhed, hvis lægen på en strafbar måde havde forset sig i sin gerning og derved havde vist sig ”uværdig til den for en læge fornødne tillid”. Bestemmelsen blev dog ophævet ved en ændring af lægeloven i 1951, og det er ikke siden fundet hensigtsmæssigt at genindføre værdighedskriteriet.

 

På baggrund af oplysningerne fra Sundhedsstyrelsen og Rigsadvokaten finder jeg det fortsat ikke hensigtsmæssigt at have et værdighedskriterium, da vurderingen efter straffelovens § 79 af, om der er nærliggende fare for misbrug af stillingen, er langt mere anvendelig og relevant end det tidligere noget uhåndgribelige værdighedskriterium.

 

Endvidere kan jeg oplyse, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, hvis en læges seksuelle krænkelse kan have bevirket, at patienten ikke har fået den behandling, patienten burde have haft, vil kunne tage stilling til, om lægen har ydet sundhedsfaglig behandling i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

 

Endelig følger det af Den Almindelige Danske Lægeforenings etiske regler for læger, herunder § 13, at en læge ikke må indlede et seksuelt forhold til en patient, som aktuelt er i behandling hos lægen. Brud på denne lægeetiske regel kan forelægges for foreningens Lægeetisk Nævn og herpå prøves ved Voldgiftsretten i henhold til reglerne herom i Lægeforeningens vedtægter.  

 

Jeg finder på denne baggrund ikke, at der er behov for særskilt lovgivning af området.