Spm. nr. S 1246

19) Til videnskabsministeren af:
Magnus Heunicke (S):
»Agter ministeren at drage konsekvenserne af statsministerens kommentar til ministres fortæring uden for møder og tilbagebetale de penge, ministeren har spist aftensmad for uden for møderne i den tid, hvor ministeren har været minister?«

Skriftlig begrundelse

I forbindelse med statsministerens svarreplik den 2. november 2005 på spørgsmål nr. S 589 udtalte statsministeren, at han sådan set var meget enig i, at et ministerium selvfølgelig ikke bør afholde udgifter, som ikke kan henføres til ministeriets virksomhed eller ministerens funktion som minister.

Grunden til, at jeg stiller spørgsmålet, er, at jeg tidligere
i eftermiddags havde statsministeren her i salen, og emnet var videnskabsministerens middagsspisning i Videnskabsministeriet uden nogen mødedeltagere. Spisningen var altså for det offentliges regning, og statsministeren sagde, at selvfølgelig bør ministeriet ikke afholde udgifter, som ikke kan henføres til ministeriets virksomhed. Jeg kan forstå, at ministeren har ændret praksis og nu ikke mere spiser aftensmad i ministeriet for statens regning, og mit helt klare spørgsmål er: Vil ministeren så tilbagebetale de penge, ministeren har spist for?

Jeg er i forlængelse af det svar, som statsministeren gav hr. Magnus Heunicke tidligere i eftermiddag, helt enig i, at et ministerium ikke bør afholde udgifter, som ikke kan henføres til ministeriets virksomhed eller ministerens funktion som minister, og det mener jeg heller ikke har været tilfældet i Videnskabsministeriet.
     Jeg har fulgt de husregler, der gælder i Videnskabsministeriet, og de går ud på, at alle naturligvis selv betaler morgenmad og frokost, men at ministeriet betaler aftensmad, hvis man arbejder om aftenen. Det betyder, at de aftener, hvor jeg har arbejdet i ministeriet, har ministeriet afholdt udgiften til et måltid mad, typisk fra ministeriets kantine.
     Jeg besluttede så den 7. oktober, at jeg fremover også selv betaler min aftensmad, selv om jeg arbejder i ministeriet. Det gjorde jeg, fordi jeg fornemmede, at denne praksis har stødt nogle, men jeg vil gerne understrege, at husreglerne om betaling af mad naturligvis fortsat er gældende for Videnskabsministeriets medarbejdere.

Det er da i hvert fald en nyhed, at ministeren mener, at ministeren ikke har fået gratis morgenmad og frokost, når vi faktisk ved, at det har været tilfældet, og at ministeren efterfølgende blev tvunget til at betale pengene tilbage, da sagen kom frem. Jeg må sige, at jeg synes, det er lidt af en omgåelse af sandheden, at vi nu skal høre, at husreglerne er blevet overholdt.
     Dertil er at sige: Er det et nyt sæt husregler, vi hører om her? De, der er ansat i ministeriet, har ifølge overenskomsten ret til at få mad, hvis de arbejder over, men det er jo noget helt andet for chefer og ministre, og det vil jeg gerne have bekræftet.

Nu er det jo et meget væsentligt spørgsmål i dag, hvor Velfærdskommissionens rapport er kommet osv., men jeg havde alligevel forestillet mig, sådan for at begrænse tidsforbruget lidt i Folketinget, at jeg ikke ville gå hele historien igennem. Jeg er også vidende om, at hr. Magnus Heunicke har dyrket det her meget vigtige spørgsmål så meget, at han er fuldt vidende om, hvad der er sket i de 2 måneder, hvor hr. Magnus Heunicke har brugt meget tid på det. Så derfor har jeg ikke gentaget hele historien.
     Men hr. Magnus Heunicke er jo fuldt vidende om, at der er sket en posteringsfejl, for så vidt angår morgenmad og frokost. Og allerede den 7. oktober kunne hr. Magnus Heunicke have forvisset sig om, at den fejl blev rettet - 1.266 kr. tror jeg det var.
     Men ellers mener jeg i og for sig ikke, der er noget nyt, for alle de oplysninger, som kommer her, er oplysninger, som jeg har givet, dels i Folketingssalen, dels i skriftlige svar. Jeg har forsøgt at anstrenge mig for at bibringe hr. Magnus Heunicke bare lidt nyt, men jeg tror desværre, at det meste er gammelt stof. Jeg har dog tilladt mig at afkorte lidt i det, således at vi ikke bruger al Folketingets tid her
i eftermiddag.

Jeg kan forstå, at ministeren prøver ligesom at lægge afstand til og gør måske næsten lidt grin med, at vi i oppositionen også varetager Folketingets kontrolmyndighed. Hvad er det for en forestilling, man åbenbart har nu i Venstre om, at skatteyderne skulle synes, det var helt i orden, at man brugte deres penge på helt private formål som f.eks. at give gaver eller at spise på deres regning?

Jo, men nu er det jo altså skatteyderne, der betaler driften også af ministerier. Så derfor kan jeg kun sige: Der er ingen regler, der er overtrådt. De regler, som jeg fik præsenteret, da jeg tiltrådte, er fulgt, og derfor kan jeg altså ikke tilføre noget nyt, selv om hr. Magnus Heunicke meget gerne vil have det.

Nu er det jo ikke altid, at folketingsmedlemmer og ministre er enige om, hvad der er vigtigt. Hvis ministre havde mulighed for at sortere i disse spørgsmål ud fra, hvad de syntes der var vigtigt, ville papirmøllen nok kværne lidt langsommere her i salen.
     Men det er jo et af privilegierne ved at være folkevalgt, at man kan spørge ministrene om det, man har lyst til, også når det handler om at kontrollere deres embedsførelse. Det er jo lidt det, det her handler om, og derfor er det jo ikke principielt ligegyldigt.
     Når nu ministeren ændrer praksis - jeg går ud fra, at det betyder, at man hermed i ministeriet har ændret det sådan, at ministre fremover ikke får gratis aftensmad - hvorfor siger ministeren så ikke bare: Ja, det er en fejl; det kan godt være, det ikke strider mod nogen regler, men jeg har begået en fejl; det retter vi op på, vi betaler de penge tilbage, og så er sagen overstået?
     Hvad er det, der gør det så vigtigt for ministeren ikke at sige: Det var en fejl? Jeg er sikker på, at han kan få tilgivelse hos statsministeren. Hvis han kan få tilgivelse for, at vi skal igennem det her hver anden onsdag, så kan han også få tilgivelse for at indrømme, at han har begået en fejl.

Den første del af hr. Per Clausens spørgsmål vil jeg gerne anerkende. Det er jo faktisk derfor, vi bl.a. står her om onsdagen, og jeg synes, det er utrolig vigtigt, at der er den mulighed for at tjekke vores embedsførelse.
     Så er der dele af embedsførelsen, som man måske kunne synes var vigtigere end andre. Og der er tilsyneladende tillid til - det går jeg ud fra, da der ikke er givet udtryk for det modsatte - at jeg kan administrere de ca. 13 mia. kr. om året, som er i Videnskabsministeriet. Så det er lidt i det lys, jeg ser det her spørgsmål.
     Men jeg bliver nødt til at fastslå, for så vidt angår sidste del af hr. Per Clausens spørgsmål: Der er ikke begået nogen fejl, og derfor sker der ikke nogen tilbagebetaling.

Jamen ministeren ved da godt, at jeg også interesserer mig dybt og inderligt for administrationen af de resterende kroner i Videnskabsministeriet. Det er jeg da ked af at ministeren ikke har opdaget. Så må det være en anden, der har skrevet under på de svar, jeg har fået fra ministeriet. Det vil jeg da ikke håbe.
     Jeg bekymrer mig meget om store sager, men også om sager, som beløbsmæsssigt måske er små, men som principielt er vigtige.
     Jeg må forstå ministerens sidste svar på den måde, at ministeren nu faktisk selv mener, at han giver en gave til de danske skatteydere, fordi han er gået over til selv at betale for sin aftensmad i ministeriet. Og så er spørgsmålet selvfølgelig, om skatteyderne føler, at der er noget at takke for.

Nej, jeg betragter det ikke sådan - selv om vi nærmer os julen - at der er tale om nogen gave. Men jeg føler anledning til at sige, at når man sidder om aftenen i ministeriet, er det jo ikke for at sidde med benene på bordet og se tv. Så er det rent faktisk, fordi man arbejder.

     Det, jeg har forstået det handler om primært, er, om der var tale om eksterne eller interne møder. Men ellers må jeg sige, at jeg er forholdsvis afslappet over for hr. Per Clausens formuleringer.

Men lad os så - for lige at runde af - få det præciseret, for vi hører faktisk en ny forklaring i dag fra ministeren. Ministeren fik nu her sagt, at de regler, ministeren blev præsenteret for, da han tiltrådte, var sådan og sådan. Tidligere har vi jo hørt, at der ikke var nogen regler, og at man bare formodede, at man gjorde, ligesom andre gjorde.
     Nu hører vi så, at man blev præsenteret for et regelsæt. Det regelsæt kunne jeg da godt tænke mig at få at høre, for det er altså helt nyt for Folketinget, at der skulle have været præsenteret et regelsæt for ministeren, da han tiltrådte, som gik ud på, at ministeren godt måtte spise på skatteydernes regning, når/hvis han var helt alene i sit kontor.

Jeg bliver nødt til at sige til hr. Magnus Heunicke, at der intet nyt er - ikke for Folketinget, og der burde heller ikke være det for hr. Magnus Heunicke.
     Jeg havde ikke prøvet at være minister før, så dengang jeg tiltrådte, blev jeg præsenteret for en række forhold i ministeriet, bl.a. at der er en ministerbil til rådighed, at der er et sekretariat og en lang række forskellige forhold, der skal til, for at ministeriet fungerer. Det tror jeg ikke er nyt for ret mange i Folketinget; og specielt ikke, når jeg tænker på, hvor megen tid vi har brugt på den her sag. Og som jeg siger, er det en dag, hvor der måske var ting, der var nok så væsentlige at bruge tid på i folkestyrets tjeneste.

Hermed sluttede spørgsmålet.